Gamle billeder/3.1
TREDIE BOG
I
En Enspændervogn holdt foran Kæret ved Randlev Præstegaard. Den blev kort af en tyk Person med en blaarød Næse og en høj, spids Lammeskindshue paa Hovedet. Ud af Næse og Øren strittede stive, hvide Haar. Under Huen øjnedes en haarfattig, upudret rødbrun Paryk. Hele Skikkelsen var indsvøbt i en Slags stor Kavaj af samme skidengule Farve som det gamle Hestedækken, der laa over hans Knæ. Saa kunde han nemt, naar han holdt stille, kaste det ud over Krydset paa den lille lodne „Islænder“, der trak Vognen.
Paa den anden Side af Vandet under en stor Hyld, hvor en Bænk var anbragt, sad Sognepræst og Mag. art. Sextus Masmann ved et lille Bord. Der var en Klukflaske med Brændevin og et Par Stykker Mellemmad med Paalæg af tyk Rullepølse, alt anbragt paa en Tinbakke. Hvad der kunde skinne, skinnede lystelig blankt i den varme Ettermiddags kvægende Sol, og de farvede Blade i Træernes Krone mindede om Oranger. Men det var saa køligt, at Præsten havde svøbt et mægtigt rødt strikket, uldent Tørklæde om sin Hals — han kaldte det en „Zefyr“. Endvidere havde han ombyttet sin trekantede Filthat med en lodden Hue med store Klapper ned over begge Øren.
— Ak, mumlede han, da han opdagede Køretøjet — der kommer den Latinbesudler. Nu faar jeg høre en Hob barbarisk Latin med de gemeneste Soløcismer som en Pebling i Sinkelektien maatte skæmme sig glorød over. „Men Doktor kaldes han, skønt han kun er Barbér.“
— Guten Tag, Hr. Magister! raabte den Kørende hen over Vandet med en Røst som en Vognmandstrompet — wie steht’s?
Magisteren tog til sin Hues ene Ørelap og svarede but:
— Slet nok.
— Skal komme och gøre en Diagnosis, raabte den Fremmede, svingede ind i Gaarden gennem Porten og var snart paa Siden af Magisteren, der ikke havde rejst sig fra Bænken, men blot havde drejet sig om og raabt ud ad et aabent staaende Vindue.
— A—be—lo—ne Je—re—miæ—datter — et Glas til herud!
Den Fremmede var den nærmeste Købstads eneste Læge, en gammel ustuderet Amtsbarbér af en Holstener. I sin Ungdom havde han været først Bartskær, siden Feltskær, „Okulist, Tandtrækkere og Bruch- og Ligtornesnidere“. Han havde været med i adskillige Krige — bl. a . den 2den schlesiske og et Par Felttog i Syvaarskrigen, først i østerrigsk, senere i preussisk Tjeneste. At saadant et Individ paa de Tider var „fugtigt“ var Noget, Ingen forundredes eller forargedes over. Det var en naturlig Ting.
Da han saa de to store Glas paa Bakken, gned han sine store, røde Hænder, mens der undslap ham et:
— Ah — ah!
Magisteren maalte ham, pegede paa Bænkens Sæde og sagde:
— Sæt sig, Mester Rothstein — og tag selv.
Han pegede paa Flaske og Glas.
Det var aldrig faldet Magisteren ind at sige Hr. til saadan en ulærd Djævel, end mindre at kalde ham Doktor. Han, den legitimt Promoverede, vilde for ingen Pris givet Monsieur Rothstein en akademisk Titel, højere end sin egen.
— Dusind Dak! sagde Kirurgen, skænkede bredfuldt Maal, drak ud paa „Gesundheit“ og sagde:
Ah! Na, Hr. Magister — det er immer vena aurea?
— Skulde mene det, sagde Magisteren. Jeg er immer trykket og beængstiget, har Uro i hele min Krop, har liden Søvn, men mange og stærke, tunge Drømme.
— Hm! und Maven?
— Staar fast alletider spændt som et Trommeskind.
— Und Flatus? (Og Vindene?)
— Pauci sed tonantes. (Faa, men tordnende).
Amtsbarbéren saâ gennem Øjenkrogen paa Præsten. Han ventede et anerkendende Blik for den rigtige Pluralis, han anvendte. Men det kom ikke.
— Jeg frygter mig, vedblev han, at det er for hurtigt at foretage en Venæsectro efter den forrige, hvorvel jo vor Kunsts Autor Hippokrates raader flittig at probere saadant.
— Han kan jo ikke læse Hippokrates, sagde Magisteren og maalte Barberen fra hans gule Kavajs Krave ned til Fedtstøvlerne. Kender han maaske hans περὶ χυμῶν (om Væskerne).
— Inte paa Grækisk — skyndte Barberen sig med at bekende ... Men hvad, med Forlov — hvorom drejer Hr. Magisterens Drømme sig?
— Ofte om yderst hæslige Ting, som det ikke sømmer sig at tale om. Saadant er infra dignitatem meam (under min Værdighed).
Kirurgen rakte Tungen saa langt ud, at den slikkede hans Næse.
— Se — se — se . .! Ja wohl. Magisteren maa doch i næste Uge have en ny Venæsectio, for siden at faa det onde ud gennem Vena aurea. Med al Respekt for Hr. Magisterens øvrige Eigenskafter, er Hr. Magisteren et individuum plethoricum (blodrigt).
— For Gud er vi alle Lige, sagde Magisteren og foldede sine Hænder over Maven.
— Magisteren er i sin hele Ungdomskraft.
— Jeg kan takke Gudherren derfor.
— Ja wohl. Kan ochso have sine Schwierigkeiten ... Ungemach — eller . .
— Forstaar ham nok. Men Remedia? (Hjælpemidler).
— Er i visse Maader ved Haanden . . och er ret behagelige. He, he! … Ja, Magisteren vil forståa mig. Hr. Magisterens gejstlige Stilling er jo af den Art … at … der maa andre Remedia til …
— Hold kun sin Mund. Remedia spiritualia (aandelige) har jeg af til Overflod. Og aldrig kunde det falde mig ind at spørge ham om dem. Han kender vel kun corporalia (legemlige), og det daarligt nok.
Kirurgen slukkede den opvældende Vrede i et stort Glas Brændevin. Mens Præsten var en hel Ettermiddag om at tømme et saadant Glas under sin diskrete Nippen dertil, havde Empirikeren allerede nu tømt fire. Han sagde for at rehabilitere sig: Domine Magister: Febris est materia peccans (den syndende Materie). Hr. Magisteren faar Feber af for megen Kraft, och det tager paa Sjælen og fordærver humores (Væskerne). Materia peccans, den Svinhund skal durch vis mediatrix (den helbredende Kraft) drives ud … det læste jeg i Wien . . denn so beskytter Sjælen de korporlige Ting mod Raaddenskab. For Legemet, det er eigenlich et Svin. Nej, anima! anima! (Sjælen).
Magisteren tænkte: Slet saa dum, som jeg troede, Barbéren var, er han ikke. Han nikkede med nedladende Anerkendelse til Hr. Rothstein. Den gamle Feltskær fik Selvfølelse, tømte sit Glas i et smækkende Drag, skænkede sig et nyt, løftede Haanden og sagde:
— Bare anima kunde faa Magt over sine værste Fjender, som er Hæmorrhoidæ.
— Han har Ret — sukkede Magisteren — men skyndte sig med at tilfoje . . saadan conditionaliter (betingelsesvis).
— Also, Domine Magister, sagde Hr. Rothstein, som med Spiritussen fik Mod til at gaa løs paa Latinen i ergo … Lad os sige med en Medico illustri (berømt Læge) „Medici morbos per anum expellunt“ (Lægerne uddrive Sygdommen gennem R....)
Magisteren sad og lurede paa at gribe Feltskæreren i en latinsk Bommert og tænkte: Mærkelig, hvor Brændevinen skærper Sindets Gaver paa en saadan Barbér. Mester Rothstein vedblev:
— Ja, nichts wahr? De sure Væsker i Magisterens ærede Blod skal vi have væk. Expellere sangvinem — nicht wahr? Ergo! først en purgatio, und so en Repetition af venæsectio.
— Om han saa vil, min gode Kirurgus.
— Ja, havde man endda en Panacéa, sukkede Amtsbarbéren.
Magisteren svarede:
— Æsculapii Dotter hed saa. Fablen siger, at hun opfandt et Middel, der sikkerlig kurerede alle Sygdomme. Men véd han, at hun er fra den hedenske Tid og ded for Secula siden.
— Ja, der var ide Tider mange gamle Kællinger, som praktizirte, men da var der megen Abertro in publico. Tror ikke richtig paa deres Arcana.
— Kan være, at han har Ret. Men jeg véd, at Kejser Neros Livmedicus, ved Navn Andromachus, skal have opfundet et Arkanum, som helbredede mod al Gift. Og hvad er Eders materia peccans andet end Gift, som Djævelen injicerer i vore Væsker eller „humores“.
— Pardon, Hr. Magister, men om teologiske Kvæstioner tør jeg ikke udtale nogen Mening. Jeg kan ikke gaa saa dybt i min „Kunst“, at jeg kan faa fat paa Gud eller paa Dævelen, men som god Kristen venerirer jeg alle begge.
Han tog sin Lammeskindshue af og bøjede Hovedet. Han vedblev:
— Men jeg vêd godt, hvad Magisteren mener, nemlig højsalig Kejser Neros …
— Hvad? Nero højsalig? Han brænder i Helvede, det ugudelige Skarn.
— Herrgott! Stakkels Mand! Ja, i saa høje Stillinger fristes man let til store Synder. Men dette Arkanum, Hr. Magisteren talte om, kaldes Theriacum og er forbandet dyrt og svært at produzire.
— Kunde det hjælpe mig, tror han?
— Mester Rothstein tog atter Lammeskindshuen af for Theriak som for en Guddom:
— Om jeg tror? Det er et remedium universale. Men faa den richtig und perfekt produzirt, koster umaadeligt.
— Saa? Véd han dets Komposition?
— Freilich! Vil Hr. Magisteren have Rezepten paa Latin?
— Skaan mig for den medicinale Latin, som er et Kaos af Barbarismer.
— Gut … Also … ergo! Lasz mal sehen.
Han ramsede op som Oldfux i den „Stundesløse“, opramsede de Universiteter, han havde studeret ved:
Radix Angelicæ, Serpentinæ, Valerianæ, Scillæ Cortex Cinnam, Cardamomi minoris, Myrrhæ, Croci orientalis, Cariophylli aromatici, Ferri sulphurici, Millis dispumati Qvælibet unzia continet Opii Centigr. 30.
— Jeg fryser, sagde Magisteren pludselig og bandt sit Halstørklæde fastere.
Et skarpt Skær af Eftermiddagssolen gav det paa Jorden faldne Løv en Tone som gammelt, tæt Guldbroderi paa brunt Fløjl. Stærke Vindstød bøjede Træstammerne og krusede Kærets Overflade med karmoisinflimrende, kreppede Striber. Alle Farver blev saa skarpe, at de syntes at hvine ligesom Vinden.
I en Fart ophobede Skymassen sig i Nordvest og rykkede frem i Stormmarche. Inden Præsten og Lægen naaede i Hus, strømmede Regnen ned. Den Sidste reddede Bakke, Flaske og Glas.
Regnen slog Trommehvirvler paa Ruderne, Træerne udenfor knagede, Poplernes Kroner svajede som Vidier, Løvet hvirvlede tæt som Støv gennem Luften. Fløjet paa Gavlens Straatag drejede sig knirkende og hvinende.
Præsten havde mekanisk taget Plads i Læderstolen med Ørepuderne i sit Studerekammer, budet Amtskirurgen sidde paa en Fyrretræs Stol med sort- og grønstribet Hvergarnsbetræk og et poleret Rygstød, prydet med en Messingroset i Midten. Oven over forbandt en knirkende drejet Stok to tilbagekrummede Opstandere. Kirurgen havde listelig anbragt Karaffel og Glas indenfor sin Rækkevidde paa en Reolhylde. Magisteren skottede gnavent hen til det Arrangement Han gad ikke tale mere, gryntede kun til Svar paa Barberens mange Ord, og efterhaanden gled hans Grynten hen i Snorken, der gennemrungede Værelset.
Amtskirurgen blev ingenlunde fornærmet. Mens Magisteren sov, kunde han ganske uhindret af kritisk Tælning flittigt forsyne sit Glas. Men efterhaanden som det mørknedes under Magisterens enstonige Næsemusik, blev Gæsten ogsaa søvnig. Snart blev Musiken en Slags Duet. Kirurgen repræsenterede Diskanten, Magisteren Bassen.
I den store Stue, med det mægtige Chatol som dominerende Møbel, stod et Spiddelys paa det runde Bord. Abelone Jeremiasdatter, som kaldte det et „Spædelys", havde egennyttig rykket det hen til sig og brugte det meste af dets svage Lysstyrke til at sy Bændler paa et uhyre stort, nyt Uldmavebælte til sin Husbond. De seks blonde Pigebørn — den ældste gik nu alt til Konfirmation — maatte nøjes med de usle Rester af Lys til at læse deres Lektier ved. De mumlede hørlig Lektiernes Tekst, og imellem hinanden lød Psalmevers op mod de ludende Loftsbjælker, som f. Eks:
Ak, Jesu, Guds enbaarne Søn
til Held for os udkaaren.
Bibelsteder som: Jeg vil ingenlunde slaa Haanden af dig og ingenlunde forlade dig. Geografistumper som: Aalborg, en betydelig og nærsom Handelsstad ved Limfjorden, Stiftets Hovedstad. Vigtigt Sildefiskeri.
Den ældste Pige brummede som en Humlebi, et Par Røster lignede surrende Spyfluers, de mindste Pigebørns svirrende Mygs. Koret sønderhuggedes af og til af Susen og Pisken der ude fra, stundom af Abelone, naar hun lettede sig ved en langt udtrukken, tydelig Gaben.
Pludselig lød Bindehundens rasende Gøen og Hylen ude fra Gaarden. Man kunde høre gennem Bindingsværksvæggen, hvor den sled i Lænken og sprang op paa Hundehusets Tag. Abelone udbrød:
— Hvad Satan ska’r Fyllaks? Det er da ledt, som det Bæst ta’r paa Veje.
De blonde, pjuskede Hoveder løftede sig fra Bøgerne; de lyseblaa Øjne vekslede spørgende og forbavsede Blikke.
Salsdøren blev reven op af Magisteren. Skønt en haard Sover, var han altid lydhør for Fylax’s Gøen. Nu stod han stor og bred, fyldende det meste af Døraabningen. Over hans Skulder lyste Amtskirurgens illuminerede Næsetip.
— Qvid novi? spurgte han Abelone, der gennem lang Øvelse forstod det Latin.
— Det maa den Almægtige vide.
— Lad os faa et Lys til! raabte Præsten.
Han, Kirurgen og Abelone gik ud i Gangen og saâ ud i Gaarden. En stor, sort Masse laa ikke langt fra Hundehuset. Fylax, en stor, sor t, laaden Køter, sled i Lænken, hylede og gøede i Retningen af den sorte Klump.
Smaapigerne havde listet sig ud, men holdt sig i Gangdøren for ikke at røbe for Faderen, at de var løbne fra deres Lektier. Hverken Præsten eller hans Husholderske var lystne efter at komme den sorte Klump nær. Kirurgen, som havde været med i Krigen, var den modigste, gik hen til den, rørte ved den og sagde:
— Potz tausend! Etwas Lebendiges!
Mens Vinden legede med hans Nakkepisk og spredte de brede Skøder paa hans lysegraa Kjole, hivede han den sorte Masse op. Den faldt sammen. Med et rask Tag spændte han om den, og under Begloen af de Tilstedeværende trak han den ind gennem Gangen. Spiddelyset i Vinduet oplyste dunkelt Kirurgen og den sorte Klump.
— Groszes Frauenzimmer — der Teufel hol’ mich, sagde han stønnende og pustende — fuhl’ es deutlich — grosz und fett — recht angenehm! Pyh! Schwer aber!
Han lagde sin Byrde paa Gulvet og tørrede Svedperlerne af sin kolorerede Næseknop.
— Men i Herrens Navn! … sagde Præsten, … hvad skal dette forestille?
— Jøsses velsignede Kors! sagde Abelone.
Smaapigerne havde gemt sig i den mørkeste Krog, med opspilede Øjne og Tungerne ud af Munden.
— Hun der, Apelone eller hvad hun hedder, tag et Greb med i det Weibsbild.
Abelone tog ved den ene, Landlægen ved den anden Ende af den tunge, pjaskvaade Bylt og bar den ind i Stuen.
— Ja, det er … Abelone kvalte en Ed — Ja, sandelig er det et Fruentimmer. Hun har beskidte Støvler paa Benene … hvor skal vi gøre af hende, Hr. Magister? … Det er sagtens en Skærslippertaske, der er drattet om i det lede Regnvejr, men det maa dog ligegodt være et Menneske.
— Man maa tage, hvad Herren sender. Bær hende foreløbig ind i mit Kammers og læg hende paa Kanapeens Hynde, brummede Magisteren og klemte stærkt Fingrene paa de store Hænder, der laa foldede over hans anseelige Mave. Han gjorde det for at overvinde sin Ærgrelse over denne Herrens Sending, der brød saa forstyrrende ind i hans daglige Vaner.
— Tag fat, kommanderede han med temmelig hidsig Betoning. Kirurgen og Abelone tog atter ved.
Magisteren opdagede nu, at hans Døttre stod klyngede sammen med de hørgule Hoveder tæt op ad hverandre ligesom Faar i Regnvejr.
— Staar I her og maaber, I formaledidede Tøser! sagde han og langede den ham nærmest staa ende en forsvarlig Kindhest. Flugs hen og læs over paa Jere Lektier! Den lille Pige var altfor bange for sin Fader til at græde højt. Saa havde hun maaske faaet Ris. Med store Taarer i Øjnene og klukkende Aandedræt, lagde hun den sviende Kind op mod en af Søstrenes. De løb alle hen og satte sig om Bordet, mens de tre Voksne gik ud, Abelone og Lægen bærende den sorte Skikkelse gennem Gangen ind i Studereværelset.
En Nysen lød under det sorte Gevandt, sagtens fremkaldt ved den stærke Tobakslugt i Rummet.
Det løb koldt ned ad Magisterens fede Ryg. Han mumlede brat, at han havde læst, at saadant var et Tegn paa Pestbefængthed. Han nøs aldrig, selv efter Snustobak. Han bad indvendig Gud om at holde Pest og anden ond Sot borte fra sin uselige Tjeners fattige Hus.
Men han skammede sig ved at røbe sin Frygt for den usle Djævel af en Barber.
Mester Rothstein havde fjernet Kutten, mens Abelone havde holdt Lyset.
— Potz tausend! udbrød han.
Og Abelone udbrød:
— Nej, Du store Gud i den højeste Himmel! Det er jo Baronens Bislaaperske!
— Halt Maul, Bauernsau! sagde Amtskirurgen, smed sin Lammeskindshue paa Gulvet og bukkede dybt.
De store, regelmæssig tegnede Ansigtslinjer viste sig i Spiddelysets Skær. De højt hvælvede, store Øjenlaage gled sagte fra hinanden. De sorte Pupiller viste sig for straks at dølge sig, da Øjenlaagene brat faldt til.
Magisteren tog et Tag i sin Lænestols Arme, hev sig op og nærmede sig Hyndebænken.
— Men i Himlens velsignede Navn! Hvad er det dog, det? Hans Sølvstangbriller gled ned ad Næsen.
Kirurgen havde faaet en stor hvid, velplejet Haand frem og holdt sin Finger paa Pulsen. Han tyssede med Haanden og tog et æggeformet Uhr i guldrød Tombakskasse op af Bukselommen og talte Pulsslagene, til den lange Viser havde gjort en Minutvandring.
— Straks en Venæsectio. Sonst stirbt das Mensch. Sie ist wider in … in … syncope … Abelonchen — straks en Ting til Blodet … Her maa en straks Aareladning til.
Dette Bud hverken forbavsede eller forfærdede Magisteren og Husholdersken. Den første lod Kirurgen foretage denne Operation ret hyppigt, og Abelone gik hvert andet Aar til Smeden for at blive „ladt over“, for saa kom „det Unde“ ud af hende.
Hun gik ud og kom igen med et stort, rødt Lerfad. Amtskirurgen havde faaet sin Patient befriet for den store Kaabe og det næste Overstykke: en brun Fløjels, pelsværksforet „Basquina“ inden for hvilken en mat sort Taftes Tunika sad foldeløst tæt om Legemet.
— Teufel! brummede Kirurgen. Ist sie Nonne: Donnerwetter!
Han rørte ved Nederdelen. Ingen Fiskeben i Skortet! Det laa glat ned om Benene.
Magisteren sad tavs og stille i sin Lænestol med foldede Hænder. Han takkede Gud, fordi han havde givet ham Kraft til at mindes, at hans Søn havde været Tolderes og Skøgers Ven og ikke fordømt eller forbandet disse Omgangsfæller. Ellers vilde han, Magister Sextus Masmann, have beordret sit Tyende til at udsætte dette scortum aut prostibulum fra sin Arne og ikke ladet dette Individium besmitte hans Stuer. At en lønlig Frygt for at fornærme hans Kaldsherre, Baronen ogsaa havde Indflydelse paa hans Færd, gjorde han sig ikke bevidst. Og da en saadan kritisk Tanke dukkede op, sagde han „Absit“.
Alt imens havde Kirurgen kommanderet Abelone til at komme med et andet rødt Lerfad, fuldt af varmt Vand. Han trak en blegrød, noget overstænket Silkestrømpe af sin Patient.
Abelone havde nær tabt Lerfadet af undrende Forbavselse. Hun udbrød uvilkaarlig:
— Sikke nysselige, hvide Tæer! Det har saadanne nogle Raad til. Hun er mere ren om Benene, end en Anden En i Ansigtet. Vil Magisteren bare se til!
Præsten hev sig op og nærmede sig. Han havde aldrig tænkt sig en saadan Renlighed. Det maatte han indrømme.
— Hvad skal de dog i Vand for? sagde Abelone, da Kirurgen tog i den ene Fod og tvang den ned i det sidst hentede Fad.
— Halt Maul, Bauernklotz! Er hun inde i Videnskaben? sagde han meget haanlig. Kom her! Et uldent Bind ... Komm mal hier!
Han løftede paa Abelones Klæder, og med en Saks klippede han et Stykke af hendes Klokke.
— Nej, føj for Satan! sagde hun. La’ mig vær’.
— Silentium! Magisteren giver hende en ny Unterrock … Det gælder et Menneskeliv, Hr. Magister!
Kirurgen satte sig paa en Skammel, efter at have snøret Bindet mellem Læg og Ankel paa Patienten.
Magisteren brummede, noget ærgerlig over, at Barbéren her havde Overtaget.
Klik! klik! sagde det i en lille Tingest, som Amtsbarbéren tog op af et Futteral. En Blodstraale stod ud i Fadet. Han sagde med stor Myndighed, men i en Diktion, som om han afleverede en udenad lært Remse:
— Kunde have aabnet enhver godt fyldt Vena (udtalte det „Fena“), doch er det bedst at vælge „Vena saphæna magna“, hvor den løber over den Vertiefung (Fordybning) som befinder sig mellem cuneiforme primum und os naviculare.
Magisteren spyttede! Føj, hvilket forbandet Latin!
Kirurgen saâ ned i Fadet.
— Gut so! God halv Pægel Blod! Hvad Abelonchen?
— Ja, der er vel saa meget som to gode Glas Brændevin, svarede hun og pegede hen paa den Reolhylde, hvor Klukflasken og Glassene stod.
— Schøn, nikkede Kirurgen og bøjede sig anerkendende for Abelones praktiske Skøn. Saa lagde han Forbindingen paa.
Magisteren havde ufravendt stirret paa Patientens hvide Fod, Smalben og begyndende Læg. Hans Læber saâ ud, som de sugede Kød og Blod ud, og flere Gange drog han dybe Sukke. Men indvendig talte han lidt om Kødets Lyst og Øjnenes Forfængelighed.
Patienten havde neppe aabnet Øjnene i al den Tid, Kirurgen og Abelone tumlede med hende. Kirurgen gjorde Tegn til Abelone at bringe de to Fade ud.
Præsten saâ vredt spørgende paa ham:
— Naa . . og saa?
Han trak paa Skuldrene og svarede:
— Kan meget vel bæres i Seng.
— Ja, det er godt nok, Mester, men …
Damen tog nu Ordet med foldede Hænder og med syngende, indsmigrende Blødhed i Røsten:
— Jeg er i et helligt Hus, hvor jeg ydmygelig burde knæle for dets ærværdige Herre og takke ham, fordi han gav en fattig Vandrerinde skærmende Tilflugt.
Hun havde en køn Stemme, deklamerede smukt i en Tonart, der uden at være slemt affekteret, dog havde et Strøg af Præstemaner.
— Et godt Foredrag! var Magisterens anerkendende, men tavse Dom.
— Vildfarende — baade paa Sjæl og Legeme, blev jeg overrasket af Herrens vilde Storm og Regn. Rings omkring hylede Vindbruden med vilde Vraal, skrækkelige Lyn brak frem af de mørke Skyer … Jeg søgte da Tilflugtssted for den himliske Vrede. Næppe har jeg betraadt det fredsfærdige Asyl, før et grimmigt Uhyre med vildt opspærret Mund, gerrige Tænder og skummende Tunge vil forhindre mig i at søge Fred for den martrede Sjæl og det dødstrætte Legeme.
— Mener hun Fylax? tænkte Magisteren. Det er kun poetice et eleganter, man kan kalde slig en lodden Køter saa.
Mester Rothstein hviskede til ham:
— Hun taler ellers smukt for sig.
— Och saa synker jeg hen i Afmagt. Mine Sinder … mine Sanser … forlade mig. Jeg vaagner — finder mig i kærlighedsfulde Hænder, i Sjælehyrdens fromme, landlige Vaaning, och Videnskaben anvender sine Midler paa mit syge Legeme og (hun pegede med sin store, hvide Haand paa Magisteren) der staar Lægen, som kan og vil hele min syge Sjæl og føre den til Sandheds Erkendelse.
Magisteren blev nu arrig, og turde han have givet sin Tanke Ord, vilde de have lydt omtrent som saa: Nej, sandelig om jeg kan eller vil.
Men noget syntes han dog, han skulde sige. Det kom saadan:
— Er der gaaet Mamsellen noget imod?
Marion foldede Hænderne, slyngede Fingrene sammen og rakte de opad tvungne Haandflader mod Bræddeloftets i Fugerne paaklistrede Papirslister. Der var jo ingen Himmel disponibel. Hun deklamerede:
— Ach! Et Bjerg af Kummer ligger paa mit arme Bryst.
— Saa—aa—aa—aa! sagde Magisteren med en langt udtrukken, vædderagtig Brægen.
— Sapperment! sagde Barberen.
Abelone, som atter var kommen ind med Linned til Bind, mumlede:
— Den Gang løj Skrædderfrans, det Bæst, ellers ikke, da han sagde, at hun var farlig dygtig til at gøre Komedie. Sikken hun dog kan lægge alting ud og snakke for sig, ligesom hun kunde være Præst.
Marion sagde:
— Kan min ærværdige Velgører og hin værdige Videnskabsmand, Hr. Doktoren, kærligst sige mig, hvor jeg i denne vilde Nat kan faa Hvile i en Hytte i dette Herrens Vejr.
— Er Mamsellen forrykt? sagde Barberen. Hun er jo Rekonvalescent efter en Venæsectionem (Han skottede op til Magisteren for at se, om han havde brugt en rigtig Kasus) sie darf nicht gehen.
Lige saa godt springe som krybe i det. Magisteren maatte huse hende. Han sagde til Abelone:
— Hun maa besørge det fremmede Fruentimmer og rede en Seng til hende i sit Kammers. Nej, det er sandt? Det er jo helt fyldt af hendes og Lillepigens to Slagbænke.
— Ja, saa er der kuns Laadvigs Kammers.
— Det er uanstændigt, at hun ligger i en ung Karls Seng.
— Aa, naar han ikke er der selv — og Sengen er iskold.
— Gar kein Gefahr, sagde Kirurgen smilende. Ich garantire! Bin verantwortlich.
— Han! sagde Magisteren og maalte ham ret ringeagtende . . Hm—hm—hm! Men … fiat! (lad gaa) Tag hende.
Inden Kirurgen sammen med Abelone tog fat paa Marion, reddede han sig en Dram henne paa Reolhylden. Saa bar de hende op. Magisteren var saa venlig at lyse den stejle Trappe op med et Spiddelys paa en Profit. Det var ikke med Ubehag, at han saa hendes fyldige, hvide Arme, blottede til midt paa Overarmen, hænge ned over hver af de Bærendes ene Skulder.
Magister Sextus Masmann trak Vejret lettere, da disse Mennesker og Aareladningsapparater var bragte ud af hans Stue.
Hans Øjne faldt ned paa den i Skind ind bundne, med blodrøde Snit udstyrede in Quarto paa Skrivebordet. Han havde sat et „Æseløre“ som Mærke der, hvor han sidst havde sluppet Læsningen. Det var det mer end hundrede Aar gamle stridbare Skrift mod Helmstädterprofessoren, den lærde Georg Calixtus, en fredelig Lærd, der havde forarget de Ortodokse ved at udtale Haabet om en Udjævning af de dogmatike Kampe paa Liv og Død i de kristne Kirkeafdelinger, samt havde vovet at paastaa, at Treenighedslæren ikke tydelig fremgik af det gamle Testamente. Skriftet var af den lutherske Ortodoksis Overprofos, Wittenbergprofessoren, Abraham Calovius og hed: Consensus repetitus fidei veræ Lutheranæ.
Det var en af Magisterens Yndlingsbøger. Naar han var vred, saa læste han den gamle Ortodokses latinske Skældsord mod Katoliker, Kalvinister, Synkretister højt op og slyngede dem ud i Rummet, som om han tiltalte usynlige Tilstedeværende, der ikke vilde besværge alle den augsburgske Bekendelses Artikler. Han klappede i sine store Hænder, da Calovius kaldte Calixtus en Kryptopapist og Mameluk. Han glemte den hvidarmede og hvidbenede store Pige, Aareladningen, Bekymringen for, hvad han skulde gøre med hende. Og da Mester Rothstein kom ind for at byde Farvel, brummede han: Vale, viste hen mod Døren, overhørte hans Tak for den herlige Brændevin — der „perlede i Glasset“ — og oversaâ hans længselsfulde Blik mod Reolen og Resten af Drikken.
Barberen troede, at Magisteren manede Djævelen, da han i den af Læsningen frembragte Patos raabte: Ja, kom alle I, der fornægte „Ubiqvitatem corporis Christi“ (Kr. Legems Allestedsnærværelse) og „Communicationem idiomatum“, i Følge hvilken, Herren ved sin Himmelfart er indtraadt i fuldt Brug af sine guddommelige Egenskaber, og qua Gudmenneske ogsaa i Følge sin menneskelige Natur er tilstede i Brødet og Vinen ved Nadveren.
Sagte listede Mester Rothstein ud ad Døren.
Magisteren huggede atter ud i Luften med knyttede Næver og anrettede ett stort Mandefald paa Kætterne lige fra Arius til Calixtus og Pietisterne Spener og Francke. „Pereant“ (Lad dem gaa under) raabte han med en Metalkraft i Stemmen, saa hans to „Formelys“ bæ vede i „Profiterne“.
Han saâ om sig efter sine Kolleger, Nabopræsterne, der alle var yngre end han og for største Delen befængte med Pietisme og enkelte med Rationalisme.
— Kom hid, sagde han, jeg og Wittenbergs Ørn skal knuse Jer flade ved Argumenter fra Confessionen, Apologien og de gamle Kirkelærere — ja, mase Jer saa flade, at en Lus kan ligge paa Knæ og drikke Eders Hjerteblod og udspy den hæretiske Forgift.
Efter saaledes at have besejret sine Modstandere, raabte han:
— Abelone Jeremiædotter! Jeg vil til Sengs.
Der lød Klapren af Trætøfler ned ad Trappen. Den afløstes af slæbende Hosesokker. Abelone traadte ind.
Hun havde passet den underlige Gæst og havde nok Lyst til at meddele sin Husbond et og andet af sine Betragtninger i Dagens Anledning. Men da hun saâ hans rynkede Bryn, tav hun, gik ind i et lille Nabokammer og hjalp ham i Seng, som hun plejede. Bilæggerovnen var fælles for Studereværelset og det lille Rum, hvor der kun var Plads for den store Himmelseng, en Vaskestol og et Bord. Da Abelone havde faaet hivet Bukserne af Magisterens svære Ben og trukket Strømperne af hans brede Fedder, hjalp hun ham op i Sengen.
Hun sørgede for Natlampen: et Vandglas med Olie og en lille svømmende Voks-Papirbrænder. Magisteren snorkede straks. Abelone leverede et kort Suk og gik til sit.