Gamle billeder/3.6

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag København


Gamle billeder.djvu Gamle billeder.djvu/1 399-408

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

VI


Hylden blomstrede omkring Præstegaarden, paa Hegn og Gærder, og dens søde Duft gjorde Ludvig Masmann helt elskovsstemt, mens han vandrede ned mod Engen, hvor han et Par Dage forinden havde svunget sin Le mod det saftige Græs, hørt den klinge med imellem tre Karies Léer og følt sig selv som Medspillende i en Kvartet.

I Dag havde han sovet lidt længe. Han og Præsten havde Aftenen forud paa ret Studentervis diskurreret til langt ud paa Aftenen om Elohistens og Jehovistens respektive Andel i Fortællingen om Skabelsen i Genesis.

Naa, det gjorde ikke stort. Høet var jo slaaet, hedt og tørt var Vejret. Det maatte være færdigt til at rives og sættes i Stak, men det brugte man jo Fruentimmer til. Det skikkede sig ikke for ham at tage Rive i Haand, mens Arbejdet ved Léen nok var en Mand værd.

Nu fik Magister Sextus Masmanns Søn en svær Lyst til at se paa de Piger, der rev Hø paa den store Eng mellem det levende Hegn og Strandskoven.

Han gad ikke gaa saa langt som til Leddet ved Overkørslen fra Markvejen til Engen. Han greb med Foragt for den slagne Vej en stor Græstot med den ene og en nedludende Hyldegren med den anden Haand, og svang sig i uskyldig Ungdomstrods med ét Sæt op paa det levende Hegns Mønning. Men der indfiltrede han sig i et ret tæt Hyldekrat ned iblandt Tjørne. Leende borede og sled han igennem og syntes vel om, at der piblede Blod frem, og at det rendte ned ad hans brune Haandbag. Han trængte til saadant noget, der pirrede, æggede, kradsede.

Nu stod han der, skjult af Hyldeløvet, med Syn over Engen og gennem en Aabning i Skoven ud til Havet med de smaa kreppede, solgnistrende Skumtoppe. Dybt Blaat, lyst Grønt, Alt i Lys og Glæde rundt om og foroven, og der nede en fire, fem Piger, der rev Høet sammen fra de fældede Rækker.

Gule, solbrændte Nakker, blanke som Metal, dukkede og rejste sig. Stærke Overkroppe i hvide Særker bøjede sig svajende over Rivernes Skafter i smidig, rytmisk Takt. Lystig Tale og Latter klang op i den af Høets og Hyldens Duft fyldte Aandekreds. Hofterne arbejdede under de røde og grønne Hvergarnsskørter, der slog tæt om Benene. Af og til blinkede en nøgen, kraftig solbrændt Fod, ren og pæn efter Sopningen i Stranden, frem i Solskinnet som nystøbt Bronce.

Ludvig Masmann udbrød uvilkaarligt:

— Dette Land er mit Land!

En alle Livskræfter samlende Følelse skød op i „Magisterens store Ludvig“.

Tydelig tegnede sig for ham den Dag i Julen, da han slåp ud fra sit Carcer i Randlev Præstegaard som en løssluppen Bindehund fôr over de knoldede Marker og sang mod vilden Sky:

Seyd umschlungen Millionen!
Diesen Kusz der ganzen Welt.

Nu vilde han være glad ved at kunne omfavne og kysse de fem kraftige Bønderpiger, der rev Hø dernede paa Engen omgivne af Skærsommerens solblanke Farver, de hvide Blaalærreds Særke, svingende de brune Arme med de fine Haar flimrende i Lyset.

En af dem var større og rankere end de andre. Hvilken prægtig Svajning i Ryg og Midie, naar hun rejste sin Krop! Hvilken Smidighed og Styrke i hver Bøjning af det vel formede Legeme! Som Gudinderne hos Homer, var hun større end de Dødelige.

Hø- og Hyldeduft! Hav, Skov, Eng! Kønne, sunde Kvindelegemer! Haar i svulmende Fylde som Trær, Buske, Planter.

Paa Gærdets Skraaning ned mod Engene stod en rigt blomstrende vild Rosenbusk. Under en Pavse i Pigernes Snak og Latter lød Fuglekvidder stærkt fra Skov og Hegn. Der rislede et Steds fra usynligt Vand. Uden selv at kunne gøre for det, sang Magisterens store Ludvig:

I kølende Skygger
i Mørke, som Roser udbreder,
hvor Sangersken bygger
og kvidrende røber sin Rede,
hvor sprudlende Bække
snart dysse, snart vække
Kamønernes Yndling, den følende Skjald
med steds’ ensrislende Fald.

Riverne standsede, eftersom Sangen blev kraftigere under Stemningens Vækst. Hovederne drejede sig om efter Sangeren, ét efter ét, sidst den største og kønneste Piges. Nu saâ Ludvig Masmann tydelig hendes Ansigt. Usædvanlig regelmæssige var de stort skaarne Træk. Den lige Næse gik næsten i Flugt med den temmelig lave Pande. Tindingerne bredte sig i Mag under det glatte, lyseblonde, næsten hørgule Haar. De store Hænder knyttede sig fast om Rivens Skaft. Den ene Fod dækkedes af Høet, den anden bar hendes Legeme og stod fast paa en lille Høbunke, der var reven sammen. Den var ikke mishandlet af snævert Fodtøj. Den smidigt opadkrummede Stortaa laa i Flugt med Fodens Inderlinje, var ikke vanskabt indadbøjet.

Øjnene, stort skaarne lyseblaa, med et Udtryk, der syntes forbavset-grundende, stod fæstede paa den unge, mørkebrune Mand med det flagrende, upudrede Haar, Hals og Bryst blottede og ustivet Skjortekrave viftende i Vinden.

Han havde endt Sangen. De andre Piger begyndte at arbejde. Kun den lyse, store Pige stod ubevægelig stirrende op mod den unge Mand.

Paa en Gang lyste hans mørke Øje stærkt, af et Glimt som af Genkendelse eller Forstaaelse. Med et langt Spring satte han ned fra Gærdet helt over det revne Høs Rækker.

Pigerne hvinede og søgte hver til sin Side. Den store Blonde hev Riven fra sig og satte i Løb over Engen. Ludvig Masmann forfulgte hende. Hun satte i al den Fart, hendes stærke Ben og Fødder orkede. Alt hendes Tøj flagrede om hende: Det grønne Hvergarns Skørt, den løst siddende Særk. Det gule Haar gik løst og bølgede ned om de nøgne Skuldre, ned ad Ryggen.

Ind i Skoven! — Ludvig efter hende! Han var dog i Kraft af sine lange Ben den rappeste. Ret som hun vilde smutte ind ad den Sti, der førte til Bullen af den store fældede Bøg, følte hun bagfra hans Arme uimodstaaelige omslynge hendes Liv. Hun gav et stort Skrig fra sig. Dets Ekko rullede gennem Skov og over Sø. Hun tog fra sig som en før Karl og vred sig stridbart under hans Favntag. Da hun stod Ansigt til Ansigt med ham, og han nærmede det til hendes, som vilde han kysse hende, brødes hun formelig med ham, saa Sveden randt ned ad Pande og Hals paa ham, og det løste Haar bedækkede hendes Overkrop.

Men han var og blev den overlegne. Da han havde faaet hende trykket tæt ind til sig, faldt hendes Arme slappe ned, og hun gav sig til at græde højlydt. Hun gjorde kun svag Modstand, da han tog hende om Halsen og kyssede hendes Mund. Hun gengældte stadig Kyssene med Varme. Men brat brød hun ud:

— Nej, gør mig ikke Fortræd! Saadant noget har jeg havt saa megen Fortræd af, at jeg har været lige ved at græde Øjnene ud af Hovedet paa mig.

Han løsnede sit Favntag.

— Du er jo den lille Møller-Mette, som er bleven stor, sagde han pustende.

Hun tørrede Øjnene med sit gule Haar, fik det slaaet til Side og stønnede:

— Og Magisterens Ludvig har altid væ’t stor, men nu er han jo vokset op til en hel Dromedar.

— Hvorfor græder Du saa farligt, Mette?

— Har han aldrig hørt, hvor jeg er kommen skidt afsted?

Ludvig rystede paa Hovedet.

— Herre Gud, sagde Pigen, det véd jo ellers hele Verden.

— Din gamle Bedstefader? Er han død?

Mette lod ham vedblive at holde sig om Halsen og sagde:

— Naa, det véd han ikke en Gang? Jo, han døde for fire Aar siden. Og saa sad jeg med Møllen. Jeg maatte tage en Svend, ham Kristen Povlsen. Godt saâ han ud, men det var en Tyveknægt, som lagde Alt, hvad der blev tjent, paa Kroen. Og saa — ja, vi var jo ene — saa gik det som det gik. Jeg naaede den Alder, hvor hverken Mandfolk eller Fruentimmer kan være, som Katekismussen, Bibelhistorien og Salmebogen vil have, at de skal være. Men han rendte med Pengene, det Asen, og lod mig sidde med Skammen og Barnet i mig. Hvis Præstens store Ludvig var bleven ved at komme og læse med mig, var det aldrig gaaet saadan. For ham kunde jeg forstaa, men Magisteren, han gjorde jo En bange for al Slags Re’li’on og Kristendom, saadan som han tog paa Veje. Og siden forstod jeg jo godt, at naar han gav halvvoksne Tøser Ris, saa var det ikke for Kristendommens Skyld. Naa — jeg maatte jo staa aabenbar Skrifte, men havde jeg været modig, saa havde jeg rigtignok spurgt ham, da han var saa fus mod mig paa Kirkegulvet, om han, den gamle Mand, havde været helligere end jeg, da han tog Baronens forrige Bislaaperske. Men simple Folk skal holde Mund, om ogsaa de snakker om, at nu er de fri. De er Fa’en ikke fri. —

— De bliver det snart, Mette. Lille, stakkels Mette. Du har lidt meget.

— Ja, jeg har gaaet meget igennem. Nu maa jeg gaa paa Omgang og tage det Arbejde, jeg kan faa. Prokuratorer, Præster og andre Kæltringer — ja, Bønderne var heller ikke meget medlidende, tog jo Alting, da Møllen skulde sælges, og jeg tog væk fra Fødesognet og tjente først som Amme hos den forrige Præst her i Rynkeby, men saa kom den herlige Mand — ham, der nu er her, og som de siger er højere paa Straa end Magisteren. Han sagde, at det, jeg var bleven lokket til, var ikke Noget, der gjorde mig til det bare Skidt. Han og Jomfruen, hans Søskendebarn, de skaffede mig Syning og saadant Noget, og betaler mig godt, naar jeg har Dage her paa Præstegaardsjorden i Hø- og Kornhøstens Tid. Ja, Barnet døde, da det var halvandet Aar, den sølle Orm. Og det var kønt af Vorherre, synes jeg, om ogsaa jeg græd farlig over det. Ja, græde, det er jeg fælt dygtig til. Jeg græd jo ogsaa hele Krus fulde, da Kristen Povlsen rendte, men det gik meget over i meget mere Gesvindighed. For det var en led, søddyppet Karl.

De havde sat sig ned paa Træbullen, saâ smukke og varme ud mellem det grønne Løv og det afkølede Lys.

Ludvig tog hende igen om Halsen og kyssede hende. Hun sagde med Haanden for Øjnene:

— Ja, jeg er tosset, at jeg gør det.

— Lille Mette! Jeg har allerede et Par Gange fundet dig paa min Vej som noget Kønt, der trøstede mig for noget Grimt, der havde mødt mig. eg mærker tydelig nu, at jeg holder saare meget af dig.

Pigens fyldige Læber svulmede glad, og de lyseblaa Øjne skinnede som Kornblomster i Solen. Hun rykkede sig ind til ham og hviskede:

— Jeg tør alligevel ikke … jeg har været saa ulykkelig.

— Ja, men véd Du, hvad der falder mig ind, Mette?

— Jeg tør lige godt ikke.

— Ja, men hør dog. Jeg kan faa Præsteavlingen i Forpagtning. Om jeg nu bad dig om at gifte mig med dig?

— Det kan aldrig være Magisterens Ludvigs Mening. Han vil bare gøre Nar. Og han har Synd af det. Saa tosset kunde han da heller aldrig være.

— Jeg siger dig: Det er mit Alvor.

— Jeg har jo sagt ham, ligesom det er, at jeg kom skidt afsted med Kristen Povlsen.

— Tror Du, at jeg er Jomfru?

— Nej, et Mandfolk i den Alder vilde da være en led Tosse, hvis han var det.

— Jeg synes, at i den Ting maa et Fruentimmer og et Mandfolk maales med samme Alen.

— Det kan jeg aldrig tro kan gælde for andre Fruentimmer end Dronninger og Prinsesser, som jo i saadanne Sager gør lige, hvad de vil.

— Vi lever i Tider, hvor Alt gaar frem. Ovre i Frankrig sætter de Frihed, Lighed og Broderskab igennem.

— Ja, Smeden har fortalt mig, at de har revet et stort og ledt Rasphus ned, fordi de Store satte ordentlige Folks Børn ind i det, og at de er farlig paagaaende mod deres Konge og Dronning.

— Derfra vil vi faa Alt fornyet og forandret. Her hjemme begynder vi med at gøre Bonden fri. Men saadant noget skal vi tale meget om, Mette, naar Du bliver min Kone.

— Nar mig ikke, Ludvig. For jeg holder saa meget af ham, og det har jeg altid gjort. Men jeg har aldrig ment, at det var Tossestreger af mig.

Hun var bleven siddende med Hovedet til hans Bryst. Nu trykkede hun sig helt ind til ham og skjulte sit Ansigt. Hun hviskede ganske sagte:

— Jeg var altid hos Ludvig og tænkte paa ham, naar han — den Anden — troede, at jeg hørte ham selv til.

Stærkere og heftigere Favntag.

Ludvig sagde:

— Saa lever vi som en skikkelig Bondemand og Bondekone. Landets Fremtid hviler paa Bøndernes Skuldre.