Gamle billeder/3.7

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag København


Gamle billeder.djvu Gamle billeder.djvu/1 409-411

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

VII


Det var ved Midsommerstid et Aar efter ved Solnedgang.

Solen vilde ende, sin sejrende Dag paa ret kongelig Vis. En Pragt som Himlens i Vesten og dens Spejlbillede i Vandet, de dejligste og de reneste Farvers, var hel fabelagtig i Dag.

Paa en af de smaa, bratte Klinter stod fire glade Mennesker — eller, om man vil — fem, thi den store kønne Moder bar en lille Dreng paa sin Arm.

De andre var Ludvig Masmann, Pastor Licentiat Krog og hans Kousine.

Ludvig Masmann var Forpagter af Randlev Præstegaardsavling. Men han prædikede ikke sjælden, og det var den almindelige Mening, at han prækede bedre end Præsten — „for han raabte saa dejlig højt, saa man kunde høre ham ude paa Kirkegaarden. Og hans Avling var den, der blev dreven bedst i hele Sognet. Misundelsen hviskede, at det var, fordi han ejede en Cyprianus. Nogle gamle Folk havde jo set den opslagne hebraiske Bibel paa hans Bord. Det var ogsaa farlig, saa han kunde magte sin Plejel i Tærskeloen, heller ikke skammede han sig ved selv at sprede Møg. Og saa var han doktorlærd og kurerede bedre end baade Smeden og Doktoren i Kjøbstaden. Mette var et skikkeligt Kvindemenneske, ikke det mindste storagtig, fordi hun havde faaet en Mand uden for Bondestanden. Præsten og hans Søskendebarn var „lige saa gemene Folk, som de altid havde væ’t.“

Solen tog et Kæmpetag og smykkede Himmel, Hav og Jord i ét blændende, glansfuldt Øjeblik, samlende sin sidste Kraft.

Licentiat Krog lod sin Finger beskrive en Bane parallel med Kystens Kurve, pegede ud over Land og Hav og med en fin lille Tenor, der sekunderedes af Ludvigs dybe Bas, istemmede han en Strofe af en Sang, der efter en langsom Vandring endelig var naaet til den ensomme Præstegaard. Kun. de to Syngende forstod dens Tekst, men de to Kvinder blev grebne af den herlige Melodi og af den løftede Stemning i Foredraget:

Amour sacré de la patrie,
Conduis, soutiens nos vengeurs
Liberté, liberté chérie
Combats avec tes défenseurs.

Sous nos drapeaux que la victoire
Accoure à tes mâles accents,
Que tes ennemis expirants
Voient ton triomphe et notre gloire.
Aux armes, citoyens!
Formez vos bataillons!
Marchez marchons, qu’un sang impur
Abreuve nos sillons![1]




  1. Næstsidste Strofe af Marseillaisen:

    Hellige Kærlighed til Fædrelandet — led og støt vore hævnende Arme — Frihed, elskede Frihed — kæmp sammen med dine Forsvarere! — Lad Sejren ile til under vore mandige Toner — Lad dine Fjender døende se paa — din Triumf og vor Hævn. Til Vaaben Landets Mænd! Slut Jer i Fylking! Marche! Lad et urent Blod vande vore Plovfurer!