Gripomenus og Pimpenille

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Brødrene Salmonsen (I. Salmonsen) København


Fattige i Aanden.djvu Fattige i Aanden.djvu/7 113-122

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1951. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1927.

GRIPOMENUS OG PIMPENILLE

Lavst Olsen led af et svært og besynderligt Onde. Bedst, som han sad, tog det til at krible og krable i hans Hals, som om en hel Hoben Firben og andre Pattedyr holdt Danseøvelser dernede. Samtidig grebes han af den mest ubegribelige og ubetvingelige Lyst til at drukne og skolde alt det lede Smaakravl i en vis hed Vædske, der købes under Navnet: Brændevin.

Man maa ikke tro, at Lavst drak for at drikke, han drak kun for at holde Styr paa Firbenene, og helst drak han en mindre dyr Vare end Brændevin, om ikke Lægen havde givet ham sort paa hvidt for, at dette just var det bedste.

Lavst agerede selv Fugleskræmsel paa sine Jorder — saa sparede han det. Han opkøbte Bøndernes aftrukne Kaffegrums til sig og sine. Han red til Bys paa udslidte Slagtekøer. Han holdt otte Dage gamle Aviser og gik ikke i Kirke for at spare Offer — han var i alle Maader en rigtig vissen Gerrigpind. Men en Gang havde denne Landsbygnier flottet sig, og det var, da han udbetalte Dyredoktoren to hele Tremarker for at give sig skriftlige Svar paa to mundtlige Spørgsmaal.

Det ene var: Om Vand med "Tyfusfrøer", Mælk af lungesyge Køer, og Suppe paa Trikinflæsk ikke var farlig? Det andet: Om Brændevin, ren og uforfalsket, ikke var langt at foretrække?

Doktoren svarede jo paa dem begge.

Fra den Stund hjalp det ikke, selv om Pimpenille bebrejdede ham, at han lovlig ofte druknede Firben.

Saa trak han sin fedtede Skindpung frem, tog Dyredoktorens smudsige Lap og stak den hen under hendes Næse til Selvsyn. Pimpenille, hans i dydigt Ægteskab avlede eneste Afkom, saa med stigende Harme, at Faderen ødslede hendes Arv paa "Næseblaaelse", som hun kaldte det.

Hun var benrademager med lillalys Teint og Fregneskjolder, dertil klolignende Hænder og stilkede Øjne, der saa ud, som om de altid var i Færd med at tælle Ærter i Sulevælling.

Men hun var opdraget i Orden og Sparsommelighed og dertil en lydig Datter.

Om Morgenen var hendes første Gang til Køkkenet, hvor hun udmaalte Rationerne paa en af Faderen angivet Maade. Det hed f. Eks.: "Til Flæsk tages tre Kantøfler til hver af Karlfolkene, to til Tøs og Dreng, men fire til Husbond og hans Datter".

Hun fulgte hele Dagen strengt de paabudte Sparsomhedsprincipper og drømte i lange, stille Nætter om de mange Hoseskafter, der, om Gud snart vilde forunde hende at blive Faderen kvit, maatte tilfalde hende.

Omme i Landsbyen boede Gripomenus, Skræder og Digter Gripomenus. Naar han tog en Taar af Flasken, stak en Skraa under Tungen, satte sig paa Bordet med en hullet Buksebag og en velformet Lap og lod Traad følge Naal, kom den lyriske Gejst op i ham.

Pimpenille var hans Muse, og hver Nat, naar han sukkende saa Maanens grinende Fjæs forsvinde bag Lavstes Ladeport, svor han, at "hvad som end" det skulde koste, Pimpenille og Pengene vilde han have.

Hun var ikke nogen jordisk Skønhed, men mod Gripomenus var hun dejlig. Hans puklede Ryg og de skæve Ben, som Vorherre giver alle Skrædere i Faddergave, fik være, men Ansigtet — — — naar man tænker sig et lille Øje dybt nede i den ene Kind og et andet stort, rundt, svævende oppe under en svær rød Paryk, en skævt smilende Mund og en savtakket Næse, der drejede samme Vej — og indfatter disse Træk i en Fylde af ildrøde, dunede Haartjavser, har man Gripomenus.

Pimpenille forsmaaede hans Bejlen.

Hun vilde ikke have en Mand, der drak; og Frieren fik en Kurv, da han appellerede til hendes bedre Følelser med følgende "Digt":

"Hvil du som jeg min sjels Udkorne
da følles vi i Regn og Slud
der hvogser thidsel hvogser thaarne
men Elskov er Dog rosen pruud!

din
Gripomenus
Skræder og Digter".

— — — Naada, hvor blev Skræderen vred! Han pakkede sin Bylt, bandt den til sin Pukkel, stoppede Digtene i Hjernen, Flasken i Lommen og dinglede bort fra den haardhjertede Mø med det Forsæt "at ville vinde Alverdens dejlige Kvinder".

Hovedstaden var hans Maal, og en Morgen naaede han da den berømte Gæstgivergaard "Holger Danske", som var ham anbefalet af Egnens videst berejste Mand "Svenskejust", der baade havde "sat" i Tugthuset og spist Østersfisk, de dyreste af alle.

Drikke til Pægls med dette Hotels Gæster, det kunde Gripomenus nok, men snakke med om "Salatfad", "Bøllesjov" og "Tøsespier", mærkede han med Sorg at være for grøn til.

En blank Morgen stod han da atter i Farvergade, "sat ud" af Hotellet, døddrukken og halvnøgen.

En Gadedreng sang: "O, du min Pimpenelle, min Nikkenakke, Dikkedakke, Hjertensfryd" — i samme Nu var Gripomenus ædru, og hans Hjerne, der før var fyldt med hamrende Smede, genlød nu af de yndigste Digte.

Samme Dag meldte han sig ind i Totalafholdenhedsforeningen.

— — — —

To Aar senere er Gripomenus at finde paa en nydelig komfortabel Kvist med Vindu, Dør og Kakkelovn, i Borgergade, hvor han syr Lapper i hullede Totalafholdenhedsforeningsmedlemsbukser.

Næsen er mindre rød, Smilet mere skævt og Puklen strutter af Velvære.

Han synger, digter og syr.

Imidlertid er Pimpenilles Fader død af "Firben" i Halsen, "Rotter" i Hjernen og "Fluer" for Øjnene.

Pimpenille fortæller med stor Vigtighed, at hendes Fader er død af den højfornemme latinske Sygdom: Delirium Tremens, som kun gæster rige og store Mennesker.

Dette bliver da indgravet paa den Ligsten, som Jomfru Pimpenille af datterlig Glæde over at være bleven Faderen kvit, ladet hensætte paa Graven. Men — da hun opdager, at alle Strømpeskafters Indhold er omsat i Næseblaaelse og kun Gaarden bliver hendes Arvelod, vredes hun saare, slæber Ligstenen hjem fra Graven og sælger den til Naboen, hvis Kone døde skikkeligt af "Drivis" (Difteritis er der nogle, som kalder den Sygdom). Og siden Konen fik den fine Dødsaarsag paa sin Grav, blev Manden ligesom mere stolt af hende end i levende Live, da han skældte hende ud for en Møghakke.

Naa, og Pimpenille selv tog Plads i Hovedstaden hos en Spekhøkerske. Men ofte, naar hun stoppede Farce i Pølseskindene eller rørte Frikadelledejg, stod de stride Taarer hende i Øjnene ved Tanken om Gripomenus, den eneste, der havde udmærket hende med Frierbrev. — Hun glemte hans Pukkel og andre Smaaskavanker og bad saa inderligt, at Vorherre endelig maatte sende ham tilbage i hendes brede Favn.

Bønnerne blev hørt.

De mødtes ved Stranden, hun for at købe billige Torsk, han for at købe billige Lapper i Lappekælderen.

Begge rødmede.

— — —

Siden maa der være foregaaet lidt mere imellem dem, for en skønne Dag modtog Pimpenille følgende Skrivelse fra sin Digter og Skræder:

"Thak min Pimpenille og jeg, svær hved Dit navn alrig at Røhre Brænde Hvin og desfor-medels haver, jeg inmælt mig i Taatald af, Haallenhes Faareningen; som sider Uhyre pris paa mig og giver mig lapper at Sy I Bukser. I Dag Haver jeg Vaaren thel Assistense, huus-Aktjcion og køfet et Persebolthjern og En to Spænner seng, desformedels at min Jo, nu blivver for small og jeg tygges At Vi Som bæst kan berede vos Snarligenst i Aften. Kommer Jeg I din Paart med et Sy-Skrin unner armen. Din husbon og Skræder

Gripomenus.

Borgergade 97 
kvisten bag Bykningen." 

­— — — —

Tilbage er kun at melde, at Parret lever i Fryd og Gammen som Hund og Kat, og at Børnene arver Pukler efter Faderen og lillarøde Kinder efter Moderen. Skulde nogen ville gøre en god Gerning, lad da Gripomenus faa noget hullet Tøj til Lapning.

Han bor samme Sted.