Towli'dres

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Brødrene Salmonsen (I. Salmonsen) København


Fattige i Aanden.djvu Fattige i Aanden.djvu/7 103-112

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

TOWLI'DRES

Da Dres var meget lille, faldt han en Gang ud fra en Kvist, men blev hængende saa heldigt paa et Bundtmagerskilt, at han slap til Jorden med hele Lemmer.

Kun Hjernen havde faaet nogle Brud, som ikke lod sig reparere.

Dres, hvis Døbenavn var Andreas, modtog sin Opdragelse paa Byens Fattiggaard, hvor han ogsaa fik sine Prygl og en Kost noget ringere end Lænkehundeføde og noget bedre end den, der bliver herreløse Køtere til Del.

Idiot kaldte man ham, og Præsten viste ham fra, da den Tid kom. Han hørte og huskede meget godt, men der var den Fejl ved Hukommelsen, at den snurrede alt rundt i sørgeligt Virvar, saa at ingen kunde hitte Traaden, naar Dres genfortalte noget.

At blive "vist fra" tog han sig bitterlig nær. Det var som pludselig at vaagne i en sød Drøm om god og rigelig Mad. Gang paa Gang fandt man ham sammenrullet som en frysende Kat foran Præstens Dør, og den, der faldt over ham, fik den ufravigelige Besked med til "Hr. Pastor Præsten", at nu kunde Dres alle tyve Bud. Og han begyndte med flydende Tunge: "Du skal ikke have andre Guder for mig, du skal komme dine Forældre i Hu, at du holder dem hellig, og begære din Næstes Pigen, Asen og paa den tredje Dag opstanden, og Klæder, Sko, Hus, Hjem, Møllesten og Træsko, Mark, Fæ, Magten og Evighed. Amen!"

Den Lektie sad som støbt ind i Hjernen paa ham og lod sig ligesaalidt hamre ud som forklare bort.

Han holdt saa uendelig meget af Kirke- og Salmesang, men da han nogle Gange af Henrykkelse over Orgelbruset havde vendt Mølle og spaseret paa Hænderne op gennem Kirkeskibet, fik Kirkekonerne Ordre til at holde ham borte fra Gudstjenesten. Dog skete det nu og da, at Præsten mødte ham midt paa Prædikestolens møre Vinding, hvor han laa i sin sammenrullede Yndlingsstilling. Der blev da Fnisen Kirken over, medens den højtgrædende Dres førtes ud.

Han vidste, at Præsten var Vorherres Stedfortræder og derfor af syndige Mennesker fik lang Kjole, stor Præstegaard og Mad til at blive fed af — saa tænkte han, at Vorherre selv maaske ogsaa tog imod Smaagaver, og han fandt paa at ville bestikke ham.

Naar Kirken i ubevogtede Øjeblikke, som før Altergang, stod aaben, sneg Dres sig ind og lagde en lille Stabel Toører oven i Oblatdaasen i det salige Haab snart at blive konfirmeret og faa Plads som Urmager oppe i Himlen.

"Towli'dres" døbtes han, og han lød Navnet — men dukkede Hovedet hver Gang, inden han svarede. Kaldte man ham Dres eller Andreas, saa han op, og Øjnene lyste fjoget af Glæde.

Byen sørgede for hans timelige Vel ved at give ham to Halmkurve og Tilladelse til at sælge Frugt og Kager omme i Anlæget bag ved Kirkegaarden. Den Tid kom, da Ynglingen længtes mod alle de friske Smaadamer, som trippede om med korte Trøjer og hvidprikkede Slør, men det blev en Trængselstid for ham.

Han maatte bekende sin Kærlighed, enten Genstanden var alene eller i Flok med andre, og da han erklærede sig ens overfor alle, blev Følgen, at alle skyede ham som en skabet Hund. Naar han med Huen i Haanden kom dem paa Syne, flygtede Damerne bort, men Tjenestepigerne lod ham komme nær og tale længe, inden de med Haansord fejede ham af. Var der offenlig Søndagsdans i Anlæget, stod han ydmygt ludende ved Estradeopgangen og bønfaldt en og hver om en lille Dans. Han bad som den, der er nødt til at bede, men skammer sig over sin Armod. Med sørgmodige Øjne saa han Pigerne støve om i dunkende, hvirvlende Ture.

To Gange skred han ind og søgte at træde Dansen alene med de to Kurve i udstrakte Arme som Ligevægtslodder, men begge Gange satte Betjenten ham udenfor, og Gadedrengene peb ham i Ørene.

— — — —

Hvert Aar falmede en Tjavs af hans Haar, og hvert Aar skar Mærkefure i hans gule, læderhaarde Hud. Gangen blev mere ujævn.

Ny Ungdom vokste op om ham, og for den blev han en Blanding af Bajads, Ven og Eventyr. Hvor han kom drivende frem med de to Kagekurve som Mælkespande i et Aag over Skuldrene, fløj alle Smaapiger skrigende af Vej, men Skrigene pustede af Latter, og de vilde Pagter kom mere af Lyst til Løjer end af Forskræmthed.

"Pusselinke — Pusselanke,
ska' vi saa ride Ranke?"

og "Hvem vil være min Kærest' i Aar?" skraalsang Dres og løb efter Mamelukungerne.

"Vil i ha' søde Kys og røde Ævler?"

Ingen svarede. Stilheden var, som naar Høns mod Uvejr søger til Hjals, men en Stund efter baskede og knitrede det atter om ham.

"Towli'dres, Towli'dres, hvor er din Kærest' fra ifjor?" summede og hvinte det fra Porthvælvinger, bag Halvdøre og Gennemgange.

"Kossaa, kossaa, søde Pusselankepi'er — vil I ha' Ævelskiver?"

I syngende Kor svaredes der: "Ja, Ævelskiver, Ævelskiver af raadne Pærer og Mosevand!"

Towli'dres luntede af forrest, efter ham alle Børnene, klukkende og rapbenede som Kyllinger, men i klog Afstand. Uden for Byen i en Straahytte, der var forladt paa Grund af Faldefærdighed, boede han. Hver Gang han saa en Maler smøre Farve paa et Stakit, var han der og tiggede en lille Klat til sit Hus, saa efterhaanden havde dettes Kalkpuds modtaget alle Regnbuens Farver, klaskede paa med en Klud i store Spjæt eller med en Tjørnekvist.

Gennem den altid aabne Dør bulrede han ind i Ungkarlelejligheden, slængte Kurven, saa at Kager, Æbler og Bismarksklumper røg om i Gulvstøvet, tændte op og rørte Dejg. Æbleskivepanden lignede en bulet Hat med laset Fòr, saa oversølet var den med gammel Dejg og lappet og loddet med Jern, Bly og Blik. Fra Gavlvinduet hev han de færdige, nævestore Æbleskiver ud til Børnene, der tog dem op, lod, som de spiste dem — og i Hemmelighed kastede dem bagud i Grøften.

Dèr fandt Dres stundom nogle, som han spiste med god Appetit og glad Tro paa, at Vorherre ved et Mirakel havde sendt dem fra det store Paradiskøkken.

— — — —

Der var Dage, hvor Towli'dres virkelig tjente Penge — naar det egenlige Marked afholdtes og Bønderne drak sig tørstige efter Æbler. To Øre forlangte han for et Æble og to Øre for en Kage, kun i Toører vilde han modtage sin Betaling.

Ud paa Eftermiddagen vandrede han ind i Byens Gaarde efter Strømper. Man vidste Besked og anbragte paa Skarnkistelaaget allehaande pjaltede og umage Strømper, som han bortførte i Triumf. Mod Aften storkede han hjem og byltede sin Strømpeskat i den store, udspilede Sæk, der tjente ham som Seng og Sofa.

Af tyve Huller stak Sokker og Strømper frem.

Sækken, der for hvert Aar antog større og mærkeligere Dimensioner, laa midt paa Gulvet som en omstyrtet Kæmpetorso. Desuden var Stuen dekoreret med Æbleskivepander — fra Byens Skarnager — og Pindebrænde. Men i Vinduskarmen stod en sortlakeret Fejespaan. Paa dens Blad stillede Dres i sirlige Ruller Dagens tjente Toører.

Undertiden kom Kagekonen, hos hvem han fik sine Varer, ham imøde midt paa Gaden, tømte hans Lommer og tog, hvad hende tilkom, uden at han knyede. Men siden blev han blot ved at trave rundt og tigge hos Hvermand, til Lommerne atter klirrede af Skillinger. Stablerne paa Fejebladet var en Slags Livrente, han udsatte hos Vorherre for sig og sin tilkommende Kæreste.

Naar Maanen skinnede, saa han tydelig Vorherres milde Øjne, og i de flakkende Natteskyers lyse Klædebon dansede Engle omkring. Da talte Towli'dres højt og længe med Vorherre. Der var jo altid nok lumpne Fyre og Vagabonder, der fandt Vej til hans aabne Stue og tømte Skillingerne af Fejebladet, og hver Gang det skete, takkede Dres knælende sin Gud, fordi han havde taget Pengene i sikker Forvaring. Han tænkte saadan noget som at skæppe en Sækfuld Toører sammen oppe i Himlen. For dem vilde han saa bygge et Slot til sig og Kæresten af Guldfiskeskæl og blanke Kiselsten. — — —

— — Towli'dres fik en blid og nydelig Død i sit Barndomshjem — Fattiggaarden, og en Præst i Kjole sad hos ham et helt Kvarter og tog ham i Haanden og kaldte ham "min gode Andreas".