Norden for Lov og Ret

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Brødrene Salmonsen (I. Salmonsen) København


Fattige i Aanden.djvu Fattige i Aanden.djvu/7 93-101

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

NORDEN FOR LOV OG RET

I Mørkningen kørte saa Dagvognen ud fra Købmandens Gaard. Bønderne var fede, Sæderne magre, ikke et stod tomt.

Det var Nytaarsaften med Kulde.

Inde i Vognen osede og glødede Tobakssnadderne omkap med den lille Bliklygte, som dinglede søsygt frem og tilbage under Loftet.

Saftige Eder skvulpede ud i den røgsvulmende Luft. Kort kom frem og Brændevinsflasker klukkede. Talen var ikke pæn og ikke stilfærdig.

Som en Mus i Løvebur sad her en lille Pige og saa sig om med bange Øjne. Hun turde knapt drage Aande, og al den Blussel, hun ejede, føg op i Kinderne — det truede med Graad.

Time efter Time sad hun og blev klemt med Brystet sprængende fuldt af Angst og Tobak — og saa var hun sulten. Naar Bønderne pavserede mellem Omgangene, skød de til Maals efter hende med Vittigheder, der bed værre end Brændenælder, skønt hun ikke forstod dem.

Mørke var nok en fæl Ting, men hun vilde dog meget, meget hellere have gaaet de seks Mil lige op til Skagerak.

Fra Morgenstunden havde hun tumlet om med Tog og Færge og mere Tog, og saa denne sidste endeløse Kørsel. —

Først Klokken ni var de ved Vejs Ende.

Vildt og skræmmende brølede Havet, at her var min Tro Skagerak og Jammerbugten og Bulbjerg.

Den lille Pige blev flyttet over i en aaben Vogn med viltre Heste og sekstenaarig Kusk — hun begyndte at føle sine sytten Dameaar!

Karlsvognen stod solidt nok paa Himlen, og Klitterne var fornøjelige som Slædetur at jumpe igennem, og Havet, pyt, det løb da ikke vildere, end at man sagtens kunde vinde en Tagfat fra det.

Den lille Pige kom fra den aabne Vogn ind i en lækker, lunken Stald og derfra ind i et Køkken, hvor Lyngen stod i Stak fra Gulv til Tag, og Soden hang som frisk Tjære over Gruen, og Ænder og Høns kaglede omkring og sprættede Jord op. Hvermand kunde se og lugte Gaasen i Gryden og Æggebuddingen i Kobberformen — og Fjerdingen med Ansjoser.

Inde i Stuen var strøet let med Halm og Havsand, der knaste af Konkyljer, naar man traadte til. Et Skab af Kamfertræ drev Tanken hen paa Møl, en ildrød indiansk Fjerbusk kaldte Cooper frem, og Globusen mindede svært om nylig overstaaet Skoletid.

Dèr i Huset fandtes ikke Overflod af Senge — den mægtige Vugge med Gænger og Gaasedunsdyner var virkelig flyttet ned fra Loftet og stod til Afdampning, for at den lille Gæst kunde faa blødt Natteleje.

"Tømret den selv," sagde Onkel, "kunde aldrig vide, hvor fed en Bid Storken gabte over!" — — mere Blussel.

Men Gaasen kom og Ansjoserne og Buddingen, og det hele blev Fest og Støj. By og Land mødte hinanden, to Verdener — der var noget at drøfte!

"Siden skal vi til Dansebal," sagde den sekstenaarige Fætter.

Astrid havde kun danset hos Familier fra syv til tolv efter en varm Ret med Rødvin; hun var benovet ved Tanken.

Ikke Snak om den Ting, Tøjet paa og afsted.

Hver bar sin Blændlygte, og frem gik det over den stride Lyng, over det flyvende Sand til Havets stærke Marschmelodi.

Denne Gang kom hun ikke først ind i Stalden — saa fint Traktemente kunde Husmandsenken ikke byde sine Gæster, — nej, man dumpede lige ind i Festsalen. Ved Bordet under Vinduet stod en nydelig Opdækning af Salt og Ferskt og Fedt, Brødet laa i Babelstaarne, og foran hver spisende var en Træbrik.

Paa den spiste man "hvadsomhelst" med Fingre og Tollekniv, men i Rødbedekummen stak en prægtig Slev. Lille Astrid var ynkelig mæt, men fik at vide, at landlig Høflighed fordrer evig Appetit, og hun maatte da strænge sig an.

Dansen gik saa let bagved hende. Hele Gulvet bølgede som et Dæk i Storm. Par efter Par med Piber i Munden valsede rundt paa Hosesokker og i Skjorteærmer, Mændene da, — for Kvinderne var tullet ind som Svøbelsesbørn med Sjaler og Skørter, saa de struttede lige meget foroven og forneden.

Den Harmonika manglede fire Toner, og naar de fire Toner kom, sagde det "Suk, Suk" i den, men det angav Takten saa godt. Da Astrid stod fra Bordet, blev hun grebet af en stribet Vest med broderet Bukserem og Tordenskjold paa Piben, mere oversaa hun ikke. Han sagde du, og sagde, at hun var Fa'n æde mæ en fin Postelinstøs, og andre af den Slags eksotiske Komplimenter.

Astrid fik Kvalme som efter sin første Cigaret.

Ovre i Stuekrogen — Stuen var endda ikke fabelagtig stor, saadan omtrent som to Sporvogne — var en underlig Tingest, et Skab med Bomuldsgardiner for, vistnok. Gardinerne svansede op og ned sammen med Gulvet. Men i et roligt Nu saa Astrid til sin gruelige Befippelse et gulrynket Fjæs række sig frem mellem Gardinerne.

"Ka' a da itt ha Row aa krepir i Fred — I ku' helsen nok went med den Baslering te a æ' putt i æ Kiist!" —

Hun stak en truende Haand frem. — "Aa, hold Kæft, dit arrige Spektakkel," raabte Sønnen i Huset, "stik hende en paa Bimpelen!" Konen gik stilfærdig hen med en Snapseflaske, men den Gamle kylede den hen ad Gulvet, saa Skaar og Brændevin spredtes videnom.

"Den Havheks", mumlede En. — Der blev fejet sammen med Lime, og Dansen tog atter fat. Astrid sad i et Hjørne — — var Landet saadan!

Lidt efter hylede det inde fra Alkoven: "A kwæls, a kwæls!" — "Hu kwæls, Mowr!" brølede det rundt om, og de styrtede til med Drikkevarer.

"Dæ'len ta' jer, I leed Øgelpander! — yh a kwæls, a kwæls!"

Konen i Huset stod midt paa Gulvet og bad Fadervor paa Degnedansk efter Bogstaven. Harmonikaen faldt ind med: Hvo véd, hvor nær mig er min Ende, og Gæsterne sang med.

Ved Slutningen af Verset lød et Vræl, Hovedet for ud mellem Gardinerne, stirrede vildt og plumpede tilbage.

Hun var død.

Astrid græd, og Kvinderne snød deres Næser i Fingrene: Bare Jorden itt var saa frossen, at Liget maatte vente til Fastelavn! — Konen laante to Skillinger til Øjnene, tændte Tællelys foran Alkoven paa to Stole og sagde: Herrejøss, Herrejøss! — ikke andet, men det sagde hun hele Tiden. Saa gik hun for at lave Kaffe, og imens forlystede Gæsterne sig med en stille Sjavs og Langspyt efter Ovnkrogen.

To af de ældre Mænd snakkede og spiste Kandis til røget Faarelaar.

"Ded e de' a tøkkes, Ane Jens Kohul," sagde den ene til Konen i Huset, da hun kom med Kaffekedlen, "at næ'renstid do ka' went mæ aa faa hinner i Jorden te næst Manda', saa ska' pinte Joswa Madsen aa mæ kør hinner saa fint a Bøj, for saa ska' a lywell te Thiste med Svin, og hun ka' gæren age mæ te æ Kærregoer!"

"Lo Jens itt under saarten Muld, Joswa Madsen, sku' a gæren ha bydt dæ en Daler for Besværen, men nu maa du nøjs med Æren og ha Tak te!"

Han fik en slatten Næve og Gravøllet blev drukket i Cikoriekaffe.

"Ka' man kald de' for Da'nels," spurgte Mølleren, der var opdraget paa Fattighuset i Holstebro By og derfor bestandig pralede af sin Lærdom, "at de gamle Mormeldyr ligger sig til at himle en højhellig Nytaarsnat, naar vi andre fejrer den glade Jul!"

"Hon had'et i Hjertet!" sagde Konen i Huset undskyldende, "lissom min salig Mowr!" — — —

Paa det Tidspunkt fandt den Sekstenaarige for godt at bryde op. Selskabet fulgte hans Raad, han var jo Søn af Tolderen, og man gik sammen bort i Klitterne. Harmonikaen sang: Jeg gaar (Suk, Suk) i Fare (Suk) hvor jeg gaar (Suk), og Selskabet sang med. — —

Da lille Astrid laa i sin Kæmpevugge, græd hun bitterlig over Nattens Begivenheder. — Hun vidste nu med sig selv, at en Landmand vilde hun aldrig giftes med, saa før tage en Smed eller blive Pebermø.