Landsbyskrædderen
LANDSBYSKRÆDDEREN
Hytten laa oppe paa Bakken i gloende Solhede, med Bistader for og Bistader bag, omgivet af en Vold af Bistader. En gammel blindøjet Køter bevogtede hele Herligheden. Inde i Hytten sad tre gamle Mennesker, to af Hankøn og et af Hunkøn, paa det slidte Bord under Vinduet. Dette havde en Gang for et Par Snese Aar siden været til at aabne, men var nu vel rustet fast, og Ruderne, som aldrig blev pudsede, havde faaet allehaande mærkelige Farver, hvilket hindrede Solen i at brænde de gamle helt op.
Man skulde tro, Stemmebaandene ogsaa var rustet fast, saa stille var der i Hytten.
Skræddersaksen flaaede Vadmel, Persejernet hamrede Sømmene flade, og den grove Tviltraad rispede gennem Tøjet med Raslen som af Papir.
Men ikke et menneskeligt Muk hørtes der.
Hunkønnet var endnu mere arrig end Køteren udenfor Døren, og hendes Knokkelfingre borede sig ind i Knaphullerne med et sandt Raseri og syede Lommerne fast med Ryk i Traaden, som vilde hun kvæle en eller anden Fjende ved samme Lejlighed. Hendes Ansigt bestod af Kopar, to gule Hugtænder mellem stride Skægstubber, en stor Hagevorte og en lille spids Næseantydning.
Ved hendes Side sad en vissen Skrælling, der saa ud, som var han lige bange for Hunkønnet tilhøjre og Kæmpen tilvenstre. Han krummede Krop over Vadmelsbukserne, krummede Arme og Fingre og Hals, og syede med hastige jomfruelige Sting og smaa sky Blink til Siderne.
Kæmpen sad stor og rank med mægtige Hornbriller paa Næsen, i solbrændt Skjorte, med solbrændt Hud og godt Humør fra den hvide Sok til de sidste tjørnede Haarrester. Ansigtet var fyldt med hvide Skægstubbe, der lignede Synaalespidser, og under Hagen groede et Purr af lange hvide Haar, der levende mindede om en Bunke Rigarn i Vilderede.
Da Solen begyndte at gaa ned, rejste Kæmpen sig med et Bump, saa Hunkønnet og Skrællingen for i Vejret.
Kæmpen tog en tyk Bog, et Stykke Rødkridt, skrev Tal og Bogstaver i Bogen, Tal og Bogstaver paa Loftsbjælken, gik ud til Bierne, lokkede dem frem, jog dem ind, undersøgte Køterens Bistik og gik atter ind i Huset.
Hunkønnet lavede Aftensmad, Surgrød med Valle og Sirup, og snart sad de tre og skovlede i sig med store Hornsker. De langede til Fadet, Kæmpen værdigt, Skrællingen iltert og sky, og Hunkønnet arrigt. Saa slikkede de Skeerne, tørrede dem i Armhulen og stak dem i Lommen.
Nu skete der noget sælsomt.
Med uhyre Armbevægelser, Hoveddrejninger og Mundvridninger begyndte en Art Passiar. Ingen sagde et Ord, men med Mellemrum lød et Hyl eller en gryntende Murren. Hunkønnet lod til at blive vred, hun smældede Skrællingen en Lussing, saa det sang, men Smældet blev kun hørt af Kæmpen.
De to andres Høreredskaber var rustede fast. De var døvstumme. Medens de udfægtede deres haandgribelige Kærlighedserklæringer, svøbte Kæmpen et mange Alen langt Uldklæde om sin Hals, trak et Par høje Skaftestøvler paa, puttede en Papirspakke ned i dem og begav sig paa Vej.
Han styrede tværsover Markerne med en ophøjet Ligegyldighed for Næstens Korn og standsede først ved Skolelærerens Bolig nede ved Kæret.
En Gynge hang i en Galge, en Dreng dinglede frem og tilbage i Gyngegalgen ud over Kæret, der var grønt af Andemad. Ænderne skræppede, Tudserne sprang og Drengen hujede: "Mi Oll'fuss, æh, mi Ol'fuss," hvilket betyder Bedstefader.
Nogle Minutter efter sad "mi Oll'fuss" imellem en Flok gamle, yngre og unge Mennesker ude paa Skrænten ved Kæret. Alle havde de noget, "mi Oll'fuss" skulde hjælpe dem med. En vilde giftes, men manglede Bryllupsklæder, en anden havde Bryllupsklæder, men manglede Brud, en havde en Brandbyld, en havde Hold i Lænderne og en kunde ikke faa Vand i sin Brønd.
Kæmpen vidste Raad for alt.
Brandbylden snittede han i paa Stedet, og Holdet fik en Omgang Gnidning, der lignede en Dragt Prygl, undt af et godt Hjerte. Han med Bryllupsdragten fik taget Maal — og en Brud til den anden lovede Kæmpen at skaffe.
Mængden listede af, Klokken var otte, det var Sengetid. Kæmpen, Barnet og Skolelæreren sad alene paa Skrænten.
"Hudden gor'ed?" sagde Kæmpen.
Skolemesteren beklagede sig over sine seks egne Drenge og Konen, der kun rendte til Bønnemøder.
Den store Næve gravede dybt i Støvleskaftet og trak en Pakke op. Det var Papirspenge.
Han tog et Par Sedler ud, gav Skolemesteren dem til Drengene, og bad han besørge Resten til Aalborger Borgmesteren, hvor hans anden Søn — Skolemesteren var den ene — var i Kost.
Denne Søn af tredje Ægteskab var hans største jordiske Stolthed. Drengen skulde studere og skulde lære Dan'else. — Derfor blev han, da Moderen var saa heldig at dø, sat i Kost hos selve Borgmesteren.
Kæmpens Koner havde alle havt en travrig Skæbne. Af Naturen hadede han nemlig Kvindfolk for deres onde Tunges Skyld. I to Snese Aar havde det arrige Hunkøn været Skræddersvend og Husholderske hos ham, — Skrællingen var ligesaa gammel i Gaarde.
De to var jo nødt til at tie, og da Kæmpen tav af Lyst, gik hans arme Koner én for én og talte med sig selv, til de døde.
Kæmpen var litterær. Han læste Blade, baade dem, der var et Aar, og dem, der kun var en Dag gamle, og han fulgte med i alle Samfundsspørgsmaal. Særlig interesserede han sig for Opdragelse, og vé den Husmand eller Gaardmand, der ikke tog ham med paa Raad med Hensyn til Sønnernes Livsstilling.
— — — —
Tiden gik, Drengen blev Student og gik i Hundene. Skolelæreren døde og en ny kom i Stedet.
Han ejede en Cycle.
Den Cycle var noget vidunderligt der paa Egnen og ikke mindst for Kæmpen. Dag efter Dag havde han læst om Cycler, om Træning og Mesterskabsløb men aldrig kunnet danne sig et rigtigt Begreb om selve Apparatet. Han tænkte sig det som en Tromle.
Men fra nu af sad Hunkønnet og Skrællingen og syede og pressede alene. Kæmpen lagde store Planer og studerede Cycler og Cycling. Hans Bog med de røde Kridttal laa ubenyttet hen, — Loftsbjælkerne blev spindelgraa, saa de røde Tal ikke mer kunde læses igennem.
Bedriften, som det hedder, forfaldt.
Men stadig kom Egnens Ungdom og fik Vadmelstøj til Brudefærd og Udvandring; ingen betalte, alle havde Kredit.
Kæmpens Kistebund var endnu fuld af Strømpeskafter med Kobber og Sølv og Seddelpakker, og i Bogen stod for mange Tusind Kroner ubetalte Vadmelsklæder.
Men Kæmpen gik rundt i Landsbyen og talte og forklarede og lokkede og bad. Man sagde, han gik i Barndom, men det var slet ikke sandt. Hans Idé var stor og god, Tiden var blot ikke moden for den endnu.
Hvad Kæmpen vilde?
Jo, han vidste, at det lille Land truede med at blive overbefolket. Han vidste, at Udførselen paa England kunde standse naarsomhelst, han læste om Kaninavl, Kraftfoder og Landmænd, der forlod rige Gaarde og gik i Armod — og han vilde hjælpe dem alle. Ideen var kortelig den, at alle Egnens Smaadrenge — og siden andre Egnes med — skulde opdrages til Cyclister.
Skulde anbringes paa Cycle fra deres spædeste Aar, skulde træne og slide og blive overvættes duelige. Og saa — saa skulde de udvandre, eller udføres, hvad man nu vil kalde det, og gaa til fremmede Lande og vinde Guld, Hæder og Mesterskabspokaler.
Han regnede snildt ud, at Gaardmandssønnerne burde være Amatører, hvad der var det fineste, og Husmandsdrengene Professionals, hvad der gav mest af sig.
Men desværre nu forleden Dag gik Kæmpen hen og døde, og skønt han efterkod Kistebund, Loftsbjælker, Skrælling, Hus og Hunkøn til de smaa vordende Amatører og Professionals, sagde Folk dog, at han var gaaet i Barndom.
Utak er Verdens Løn.