Guds Venner/1
I
Borgstuen er lille og lummer.
En blandet, huslig Lugt af Syltetøi, frisk Linned, Lavendel, Salver, Kryderier og tørrede Urter opfylder den. Gjennem det aabentstaaende Vindue trænger kun lidt Luft ind, og den er hed og tung, svanger med Røgdunst.
Borgfruen — en ungdommelig Skikkelse — staar lænet mod de tilbageslaaede blyindfattede Flaskebundsruder og ser ud i Dalen. Den er begrændset af grandunkle Høie, en halv Mils Vei og længer borte, og gjennemstrømmes af en mindre Flod.
Der nedenunder trænge Flækkens Skifer- og Spaantage sig sammen i en tæt, graa Vrimmel. I Skyggen af et Par Hestekastanier vader en Stenbro drabelig midtveis ud for saa, hvor Strømmen glimter i Sollyset, at fuldende sin Vandring kummerlig paa Træstylter. Hvor Vandet er skyggegrønnest, tindrer en gylden Stribe: Speilingen af et Værtshusskilt, som er skjult bag Løvet. Fra det brede Kirketaarn toner Vesperklokken.
Et yndigt, fredeligt Billede.
Men den smukke Borgfrue, der betragter det — alt imens et hurtigt Blik nu og da afsøger den Sti, der klatrer op ad Borgklippen —: hun veed kun altfor vel, hvorfor dette Syn ikke fremkalder nogen idyllisk Stemning hos hende. Ja, hvorfor Aftenringningen synes hende at kalde til Begravelse, og den blaalige Dunst, der med Traade fra hundrede Skorstene spinder sig sammen over Byen, forekommer hende som en uhyre Edderkops Fangenet.
Ja endogsaa den stedse skarpere Dukatguld-Glands af Striben i Vandet synes hende at være et frækt Speiderblik, der trænger ind i hendes Lønkammer, paa hvis lave Hvælving Reflexen flimrer.
Endnu en Gang lader hun sit Blik opsøge de forskjellige Brudstykker af Stien, som ere synlige mellem Klippestykker og Buske.
— Naar han nu blot snart kom tilbage!
Med dette Udbrud vender hun sig om mod Værelset.
Næsten en Trediedel deraf er skjult af et stort Egeskabs Dør, der staar paa vid Gab.
Foran denne knæler en ung Pige. En Ridderfrøken ser hun ud til at være, skjøndt hendes Hvergarnsdragt er simpel nok. Hun er ivrig sysselsat med at pakke en lille Koffert og et Par Sadelsække fuld af Sager, som hun har taget ud af det velforsynede Skab. Paa et Bord ved Siden af hende ligger der Linned og Uldting, staar der Daaser og Flasker. En Stol bærer et aabent Ibenholtskrin.
— Renata, siger hun og ser op, idet hun stryger et Par sorte Lokker bort fra Panden — naar nu Hushovmesteren bringer os den Efterretning, at det virkelig er den sorte Død, gaar du saa ogsaa ned til de Syge?
— Visselig.
— Saa gaar jeg med dig.
— Nei, Gertrud, du bliver her. Du kunde altfor let blive smittet, for du er bange.
— Er da Mod saadan et Tryllemiddel, som de siger Hexesalven er, der afværger Smitte?
— Livsaanderne afværge de onde Kræfter, saalænge de ere sunde. Men naar du ryster af Angst, saa er din Imaginatio allerede syg og binder Livsaanderne i Afmagt. Det er ligesom om en Troldmand holdt dem i Ban med sin Vilje, saa at de ikke kunne røre sig, og Soten bryder ind i Legemet, som Fjenden i en Borg, naar Vagten sover. Saaledes er dette at forstaa, og derfor bør en Frygtsom ikke gaa med hen, hvor slige dæmoniske Sygdomme rase.
— Saa er du selv virkelig slet ikke bange? Hvor kan det være muligt?
— Jeg veed ikke. Maaske, fordi det ikke bekymrer mig synderlig, om jeg lever eller dør.
De store, endnu barnlige brune Pigeøine se paa Borgfruen med et Blik, hvori et Udtryk af sky Beundring blander sig med en Følelse af Uhygge.
Saa ryster Hovedet sig afværgende.
— Det kan ikke være rigtigt, erklærer Gertrud i en meget bestemt Tone, som for at hævde sig selv.
Renata smiler godmodig.
— Og hvorfor skulde det ikke være rigtigt?
— Fordi Gud har skjænket os Livet. Det maa da være en kostelig Gave. Saa er det utaknemligt at være ligegyldig for, om man mister det eller ei.
— Har du hørt Mesteren tale saaledes?
Ved dette uventede Spørgsmaal rødmer Gertrud, som om hun endnu sad paa Skolebænken.
— Mesteren? Nei, det har jeg ganske vist ikke. Men han taler heller ikke som de Andre.
Renata ler stille hen for sig.
— Ganske vist. I saa Fald, hvad Grund havde vi haft til at tage ham i Guds Sted til at sidde ved hans Fødder?
— Det er sandt. Men fordi hans Tale er saa dyb, forstaar jeg den heller ikke altid helt … Og — —
Hun ser op med et Blik, der er mere fæstnet end fast; og i hendes Stemme dirrer det ligesom med en svag Understrøm af Trods: —
— Og Hugo har heller ikke altid helt forstaaet Mesteren.
Over Borgfruens Læber glider et vemodig-medlidende Smil. Selv mærker hun det ikke, men Gertrud opfanger det i Forbiflyvende, og Underklangen i hendes Stemme bliver tydeligere, næsten oprørsk.
— Aa, jeg veed meget godt, du mener at den stakkels Hugo havde ikke just nogen dyb Forstand. Men han havde Forstand nok til at elske dig, som kun faa Ægtemænd elske deres Hustruer. For hans Kjærlighed var snarere hin høie Elskov, Minnesangerne synge om, og som de vie til en fremmed Dame. For de ægte ikke hvor de elske.
Hun tilføier denne Sentens let rødmende, fordi hun hører at den klinger lidt komisk i hendes Mund, men tillige af Stolthed over sin Verdenskundskab.
Renata smiler ogsaa en Smule, da hun svarer:
— Du har ret i det, at din Broder bar stor Kjærlighed til mig. Men iøvrig har han da givet bedre Beviser for god Forstand — —
— Nei, Renata! udbryder den varmhjertede Pige og kaster sig om Halsen paa Svigerinden — nei, det kunde han ikke gjøre, for du fortjente det og var bedre end alle de Andre, og det har han saare vel forstaaet; og jeg mener at det viser, hvor klog han var … Det vil sige, jeg mener ikke at jeg er klog … eller at jeg ikke holder af dig … men … det er blot … ja, ser du, jeg gad saa gjerne forstaa alting, ogsaa dig. Men hvad det angaar, at jeg ikke helt kan forstaa Alt hvad Mesteren sagde eller hvad han skriver til os i sine Sendebreve, saa er det da intet Under; for der er jo dem, der sige, at han er den viseste Mand i hele Christenheden.
— Nu, naar du gjerne vil forstaa Alt — og det er saa rigtigt af dig — saa vil du forhaabentlig meget snart finde Leilighed til at udøse dit Hjerte med alle dets Tvivl og Spørgsmaal for ham selv.
— Egentlig skulde han allerede være kommet, efter hvad han lod os vide ved Mursvenden fra Strassborg for et Par Maaneder siden.
— Han vil sikkert ikke lade os vente længe. For naar nogle af Ombygningsarbeiderne skal være endte i Aar før Frosten indtræder, og det var jo hans bestemte Ønske, saa maa det ikke vare for længe, inden de sidste Bestemmelser tages og den rette Bygmester lægger sidste Haand paa Forarbeiderne. Men jeg tænker, at Konrad vil have en eller anden Efterretning at bringe os dernedefra om hvor Mesteren for Tiden færdes.
Den unge Borgfrue har atter vendt sin Opmærksomhed mod den klippeklatrende Fodsti.
— Er Alting allerede pakket ind? spørger hun efter nogen Tids Forløb, uden at tage Blikket bort fra Liden.
— Ja, jeg troer nok … det vil sige — skal den med?
Renata dreier Hovedet.
Træt af den utaalmodige Speiden og blændet af Lyset i det frie Rum misser hun med Øinene, da de se ind i Stuens Dunkelhed. I den Haand, som den knælende Pige rækker i Veiret, flimrer der en lille gylden Gjenstand.
Renata blegner.
Mon vel en Dæmon af den sorte Døds Hærskarer histnede var sprunget op paa Ryggen af den blaa Tørverøg og redet op til Læberne af den unge Frue, som hun stod der i det aabne Vindue?
Saadan en Tanke kunde vel være faldet den unge Pige ind. Thi skjøndt Svigerindens Ansigt tegner sig imod Lyset, kan hun tydelig se Forandringen.
Hun tænker imidlertid ikke Sligt.
Hendes Øine ere med et sælsomt, næsten ondt Blik rettet paa den Gjenstand, som hun dreier mellem Fingrene.
Det er en sirlig lille Flaske. Den er langlig-slank og femkantet, slebet med fint svungne Indhulinger, Glasfladerne overalt bedækkede med gyldne Linier, Kurver og Stjerner, som med et mystisk Ornament. Ved Tolden, der er formet som et Dødningehoved, hænger der en smal Pergamentstrimmel, der i snørklet Munkeskrift bærer en Legende — Oversættelsen af den arabiske Indskrift: —
Ti brune Draaber lindre Legmets Lidelse,
Halvhundred løfte hele Livets Last.
Gertrud holder Flasken skraat for Lyset, saa den dunkle Saft viser sin Stand.
— Vil du tage den med? Der er saa meget som godt og vel to Gange tilbage — at sige, to som sidste Gang.
Hun tilføier disse Ord med et eiendommeligt dvælende Eftertryk. Hendes Læber lukke sig efter dem fast og haardt.
Renata svarer ikke.
Hun gaar hen til Svigerinden, tager den lille Flaske bestemt men blidt ud af Haanden paa hende og siger sagte:
— Du kan aldrig tilgive mig det.
Gertrud ser bort — med forskrækkede, skyldige Øine.
— Hvad skulde der være dér at tilgive? Du gjorde det jo i Kjærlighed.
— Ja Gud skal vide, jeg har aldrig elsket din Broder høiere end jeg gjorde det i hin tunge, tunge Time.
— Han veed det, og jeg veed det ogsaa, Kjæreste, forsikrer Gertrud, idet hun trykker Svigerindens Haand og læner sit Hoved mod hendes Knæ. Thi Renata har taget Plads paa Stolen, fra hvis Sæde hun har fjernet Ibenholtskrinet.
Men den unge Pige tænker — og Borgfruen aner fuldtvel, hvilke Veie disse Tanker vandre —:
"Du har ganske vist aldrig elsket ham høiere, for elsket ham har du jo aldrig. Du har kun haft Medlidenhed med ham, og din Medlidenhed gav hans Legem Døden, som den gav hans Elskov Livet. Jeg veed vel, at du kan gjøre meget, som jeg aldrig kunde gjøre. Kun det Ene gad jeg vide: havde du ogsaa kunnet gjøre det, hvis du havde elsket ham saaledes som du en Gang har elsket En — ham, der nu er stor og mægtig og som aldrig kan blive din!"
Ubevægelig, som hugget i Sten, sidder Borgfruen dér med Ibenholtskrinet paa Skjødet og stirrer hen for sig.
Ogsaa Svigerinden ved hendes Fødder stirrer saaledes hen for sig.
Og begge Øienpar skue det Samme:
Et rummeligt Gemak, sørgelig belyst af Skjæret fra en stormfuld Aftenhimmel. Inde i den halvdunkle Alkove, paa den hvide Pude i den store Egetræsseng, det graa Ansigt af en døende Mand — det bønfaldende Blik i de matte og dog saa glødende Øine — de bævende Læber, som neppe kunne fremstamme deres Bøn: Bønnen om den Saraceniske Kvindes brune Draaber — de halvhundred Draaber!
Nedenunder bliver en Dør lukket op og i.
Hastige og tunge Trin gjenlyde i Trapperummet.
Renata tager sig sammen.
Hun griber den østerlandske Flaske, som hun har lagt fra sig paa Bordet mellem to Bundter Linned, vikler den omhyggelig ind i et Silketørklæde og gjemmer den i et Hjørne af Ibenholtskrinet.
Og nu endelig besvarer hun Svigerindens Spørgsmaal.
— Nei, Gertrud. Den vil vi ikke tage med os derned. Vi vil holde den tilbage for os selv — — for alle Tilfældes Skyld.