Guds Venner/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Guds Venner.djvu Guds Venner.djvu/13 15-19

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

II

De spændte Blikke, der møde den indtrædende Hushovmester, forblive ikke et Sekund i Tvivl om at han bringer vigtige og slemme Tidender dernedefra; og at han bringer dem saa snart som muligt, kan de ogsaa se.

Fra det krusede Haar, der som en rødbrun Kabuds er trukket ned i Panden og overflødiggjør al anden Hovedbedækning, perler Sveddraaberne ned i de dybe Rynker, som gjennemfure Huden over de buskede Bryn. Under det stride graasprængte Skjæg arbeide Kindmusklerne synlig, som om en eller anden seig Bid skulde tygges sammen og sluges ned.

— Nei, den sorte Død er det da ikke naadig' Frue.

Et Befrielsens Suk fra de to halvaabne Læbepar foran ham. At faa det ræddelige Navn banlyst synes allerede at være halvveis vundet.

— Men ondt nok er det da, hvad det saa hedder. Der er død en halv Snes — mest Børn. I Smøgen nede bag Broen er Soten snart sagt i hvertandet Hus, og i Badstuestræde ser det ikke meget bedre ud. Degnen er syg, og hos Byskriveren ligger Konen og den yngste Datter — —

— Følger du med mig derned?

— Som Fruen befaler.

— Nei jeg mener, du er vel ikke blevet for træt? — det er en tyngende Luft, og du har ikke undt dig Hvile underveis kan jeg tænke —

Et Par smaa klare Øine og en Række gule Tænder lyse pludselig op midt i det haarede Ansigt. Dette Smil er alt det Svar han giver, men det er tilstrækkeligt.

— Saa kan du sige mig alt det underveis … Og hvad ellers? for jeg kan se at der er mere … Har du spurgt Nyt om Mesteren?

— Nei, det vil sige … hvor han er, har jeg ikke hørt noget om, desværre …

— Men hvad da? Der er da ikke tilstødt ham noget?

— Endnu ikke — .. endnu ikke, naadig' Frue.

Endnu ikke …?

— Men jeg har set det, der turde være en haardere Hjemsøgelse end nogen Sot og Landeplage: et Opslag paa Kirkeporten, at enhver, som overantvortede den Guds Mand i Pharisæernes og de Skriftkloges Hænder — at sige, det var ikke Ordene —

— Nei, nei …

— og enhver, som gav Oplysninger, der ledede til hans Paagribelse, vilde faa en Belønning af hundrede rhinske Gylden.

— Min Gud! en Pris paa hans Hoved!… Og fra hvem er det Opslag?

— Ja det er Bispen selv, der har sat Haand og Segl under det.

— Ottomar, udbryder Gertrud — det tænkte jeg!

Intet Udbrud kommer fra Renatas Læber. Men hun er sprunget op og staar en Tid lang tungt aandende og stirrende ud for sig. Endelig ryster hun med Magt den Lammelsestilstand af sig, som Lyden af et Navn synes at have kastet over hende:

— Var hans Navn angivet?

— Det var neppe at vente, at Belials Mænd skulde kunne tage det Navn i deres urene Mund, som end ikke hans Trofasteste kjende. Men ellers var han nævnet rigtigt nok: "den Ærkekjætter, som de kalde den store Gudsven" — det var Ordene, som de stod paa Kirkeporten.

— Og der var ingen Beskrivelse, hvorefter ildesindede Mænd kunde kjende ham?

Dette Spørgsmaal tænder et fiffigt Glimt i de smaa Øine under de kratagtige Bryn og forvolder en sælsom Sammenkrympning af Mundvigen, hvor den vil skjule sig i Skjæggelyet, samt en sagte, nærmest gryntende Lyd, der indleder hans Svar.

— Aa jo, naadig' Frue, en Beskrivelse var der jo da. Ærkekjætteren var en alderstegen Mand, med hvidt Skjæg, der faldt ham ned over Brystet, klædt i groft, luvslidt Gevandt paa Grund af den store Armod, hvormed den guddommelige Retfærdighed alt herneden hjemsøger denne Mands svare Synder mod den hellige Kirke, hvorfor han som oftest vandrer over Land som en farende Visesanger, ledsaget af en Gangerpilt, som bærer hans Harpe.

Ogsaa Renatas blege, sammenpressede Læber smile nu: —

— Værer fromme som Duen og listige som Slangen, staar der skrevet. Mig skulde det undre, om vi fik ham at se i samme Skikkelse som sidst.

— Hvis jeg tør være saa fri at ytre en Mening, saa var det sandelig den selv samme Tanke, der gik gjennem mit eget Hoved, da jeg læste Beskrivelsen. Men hvordan den Guds Mand saa monne formumme sig — og jeg tænker at dette Par Øine skulde se gjennem en Munkekutte og gjennem Køllert og Harnisk med, hvis han kom som en Landsknægt eller en drabelig Riddersmand: — vist er det, at jeg gladelig vilde give den Smule jeg kalder mit, og som jeg skylder min salig Herres og naadig Fruens Gunst og Gavmildhed, hvis jeg kunde gaa lige hen og fæste Øie paa ham nu, og skulde jeg saa føre ham herhjem ad Snigstier i Mulm og Mørke. Havde vi ham først her, saa tænker jeg at vi skulde skjule ham, mens de slæbe alle hvidskjæggede Landstrygere til Bispegaarden, indtil de blev kjed af den Leg.

— Du har Ret, Konrad. Vi vil tale ogsaa om det underveis, hvad vi bedst kan foretage for at faa ham bragt sikkert hid. Og er han først her og kom de med Spær og Blider for at faa ham overantvortet, ikke uden over vore Lig skulde de naa frem til ham.

Rank og stolt staar hun der, et Par Tommer høiere end ellers. Gertrud skotter halvt sky halvt beundrende til sin Frænke. Hushovmesteren nikker med et barsk, trolidende Smil: "Lad dem blot komme! Saaledes tænke vi alle her."

— Og heller ikke saaledes skulde de faa ham levende i deres blodige Hænder for at slæbe ham til deres Baal og gjøre et Skuespil af hans Død … Ogsaa det er der sørget for.

Ved disse Ord dukker hendes Blik ned i det aabne Ibenholtskrin, og uvilkaarlig griber hendes Haand om den gyldenglindsende Silke, der tilhyller den saraceniske Flaske, hvis kjølige Glas hun føler gjennem Folderne, idet hun stiller den endnu omhyggeligere støttet af bløde Pakker ind i Hjørnet, før hun lukker Laaget til, laaser det af med en lille Staalnøgle, som hun bærer i en Snor om Halsen, og stiller Skrinet varsomt inderst paa Bunden af Skabet.

— Men det lider ud paa Aftenen, og vi maa nytte Tiden. Jeg vil gaa og gjøre mig rede. Lad Kurt hente det Par Sadelsække dér, og skynd dig at faa nogen Nadverkost, som du har vel fortjent og kan trænge til.