Guds Venner/13
XIII
Bisp Ottomar staar midt paa Broen, paa det vante Sted, hvor den sidste Murpille møder det første Træværk, og ser til Veirs, hvor Borgens Sten voxe op af Klippens, op til det eneste synlige Vindue, til "Bystuen", som han denne Gang slet ikke endnu har været inde i. Om han vel vil faa en eller anden Leilighed til at gaa derind; eller om han vil gjøre det blot for atter en Gang at se fra Borgen ned paa Broen, som han nu ser fra Broen op paa Borgen?
Medens han stiller sig selv dette ørkesløse Spørgsmaal, er der en Bølgegang af mange Røster i hans Øre, uden at han egentlig hører det. Men da han nu gaar videre, bliver han sig det bevidst. Han ser ogsaa, at der er mange Folk samlede under Kastaniekronernes Tag foran Kroen. Der falder Tavshed paa dem nu, da han bliver staaende for at lytte. En enkelt gjennemtrængende Stemme har taget Ordet. Formodentlig en Bodsprædikant, hvem Soten har kaldet hid — mulig en af de Munke, han selv har ladet komme fra Regensborg. Men denne Opbrusning af en Stemmebølge har lidet af et Responsoriums — selv et nok saa ukunstlet Responsoriums — fromme Klang. Ottomar gaar nogle Skridt videre og bliver atter staaende ved et nyt, vredt Brændingsslag af Stemmehavet. Som Efterpjadsket af en svær Sø mellem en Klippebreds Sten lyder Enkeltraab: "Kjættersken" — "Beghinerreden" — "vore Hustruer og Børn" — "Bispen" — "ryge Reden ud" — —
Dette er alvorligt. Han mindes Famulusens Ord om Gjæringen i Byen, dem han hidtil kun har skjænket liden Eftertanke. Her er Gjæring, og lidt mer end det.
Et Par Skridt fra ham, hvor den inderste Bropille skyder sig frem med sin Strømbryder — der paa denne Aarsens Tid staar med tørt Grus vidt og bredt om sin Elephantfod — er der anbragt en Stenbænk. Ottomar tager Plads paa den og læner sig tilbage, saa at hans Hoved neppe rager op over Brystværnet. Det er vel værd at vide hvad der gaar for sig her.
Den gjennemtrængende Røst er atter eneraadende, men slutter af med et Spørgsmaal just som Ottomar har sat sig til Rette for at lytte.
— Eller raser maaske Soten ogsaa i Lengefeld, i Eilfersdorf, i Kaltenbrunn? Har jeg blot ikke hørt derom? I veed det bedst.
— Nei nei … kun her … kun hos os.
— Kun her — mærk jer det! Kun her. Og hvor, jeg spørger eder, hvilket Sted skulde man mene var det sidste i Snese Miles Omkreds, did en Farsots Dæmoner vilde vove sig? Hvilket uden dette, eders egen By? Og hvorfor det? Ja, hvad er det for et Tegn, hvis Magt faar Helvedes Porte til at skjælve? Korset og den Korsfæstedes Billed — for dette Tegn krybe Dæmonerne i Skjul. Men ser man da ikke, naar man nærmer sig eders By just dette Tegn, ja mer endnu, selve Golgatas Tinde med sine trende Kors ser man hæve sig over Eders Tage, som over et Jerusalem. Eders Fædres Fromhed har omskabt det Bjerg, hvor tilforn hedenske Dæmoner husede, til en Frelserens Helligdom, paa det at intet Ondt maatte tilstøde Eders Stad. Ere I da vegne saaledes af fra deres gudvelbehagelige Veie, at selv det Stærkeste ingen Magt har til at beskytte eder mod den Onde?
Taleren gjør en Pause for at Tilhørernes Angst og Ruelse kan faa Leilighed til at give sig Udtryk.
Fra første Øieblik af forekom Bodsprædikerens Røst Ottomar bekjendt; han er nu længst paa det rene med at det er Broder Martins. Og han forbander sig selv, at han har ladet ham komme hid, imod sin egen Tilbøielighed. Hvor havde han haft sine Tanker — formodentlig altfor meget hos Renata! — da han lod sig overtale af sin Famulus til at vælge denne tykpandede kronragede Bondeknold, fordi han kjendte et Par Urterecepter mere end den gode, fredelige Broder Claus? — Men priset være den himmelsendte Tanke, der i denne Eftermiddagstime fik ham skikket ned til Byen!
Imidlertid er Graabroderen kjørt videre i sin Text, paa et nyt og farligt Spor.
Der findes jo ganske vist, forklarer han Mængden, ikke blot dette hellige Bjerg her; endnu nærmere end den hæver der sig en Klippe, som endogsaa har givet Byen dens Navn — lapis offensionis et petra scandali, det er: Anstødelsens Sten og Forargelsens Klippe, kronet med Mur og Tinde, og hvo veed ikke at den er Kjætterskens Sæde og ret snart vil omskabe sig til Gudsfjendernes Høiborg?
— Og da jeg i Morgengryet, just som Gud lod sin Sol gaa op over Gode og Onde, nærmede mig til Eders By, o mine Venner, da faldt der over mig en stor Gru. Thi jeg saae over Byen denne Klippe med sin Borg og dens Taarn ret som et Satanshorn, jeg saae dens Skygge strække sig og lægge sig sort hen over Eders Tage, ligervis som saae jeg selve den sorte Død sætte sit Segl paa Staden.
Bisp Ottomar finder, at ifølge Beliggenheden maatte det gaa underligt til, om Borgklippen ved Solopgang ikke strakte sin Skygge hen over Byen; men en saadan Betragtning synes at ligge fjernt fra de Langensteiner Borgere. Den forsamlede Mængde begynder at mumle, brumme, jamre og tilsidst at hyle. Hvorpaa Kroens og et Par Nabogaardes Lænkehunde føle sig sympathisk forpligtede til at hyle med — istemmende den uhyggelige langtrukne Tuden, som Hunde (hvad Gud og Hvermand veed) have for Uveir og Lig. Uveir har der været i Luften en Uges Tid snart, og Lig er der — Gud bedre det! — nok af i Byen, endda der vil komme fler til.
Dette Efterspil gjør et saadant Indtryk paa Forsamlingen, at der indtræder pludselig og fuldkommen Tavshed. Ottomar ser de Nærmeste dukke og korstegne sig.
— Undres jeg da, o I Venner, at denne Forargelsens Vederstyggelighed og Pestilensens kronede Ark endnu throner hist oppe? O nei! Og hvorfor ikke? Fordi Guds Haand er stærk men langsom. Menneskets hastig men svag. Guds Haand koster det ikke mer at styrte hint trodsig kneisende Taarn i Grus end at kaste hint Krucifix paa Kalvariebjergets Top i Støvet. Hvilket endog Menneskehænder helt let mægte. Onde og bespottelige Menneskers Hænder havde alt helt hasteligen voldet det, om de havde vovet det; paa det at I ikke maatte have denne Beskyttelse, at det skulde være, som om Christus ikke var død for eder paa Korset. Men at bryde hine Mure og kuldkaste hint Taarn — ak, dertil ere Menneskehænder svage, saare svage — —
— Munk, Munk! Menneskehænder ere svage, siger du? —
Det er en mægtig Bas, der lukker Prædikantens Mund.
— Se her, kalder du disse Hænder "svage", Munk? Giv mig en Vognstang mellem dem, vel beslagen med Jern som den kommer fra min egen Ambolt, og jeg vil rende den raadne Borgport ind og i disse mine Hænder — "svage? hvad" — vil jeg bære den kjætterske Kvinde herned og kaste hende paa Baalet, som I kan tænde op imens. For mit Barnebarn er død imorges og min Datter ligger og drages med Soten og vi vil ikke gaa til Grunde for hendes Skyld deroppe.
— Nei, vi vil ikke … Op til Borgen … Vi vil rive den ned med vore Hænder … med vore blodige Fingre … ikke Sten paa Sten … Munken skal føre os … nei Smeden … Leve Kaspar Smed! … giv ham en Vognstang … Stephen Kromand! — hei, Stephen! … der er de med Vognstangen … Leve Kaspar Smed!
— O I Venner —!
Graabroderens gjennemtrængende Røst skaffer sig Lyd tvers igjennem Tumulten: —
— Fjernt være det fra mig, I Venner, at kalde eders Hænder svage! Gud er stærk i de Svage. End mindre sendræg — — —
Ordet bliver stikkende i Struben paa ham. Den Bifaldsmumlen, der vilde ledsage det, forstummer næsten ligesaa brat. Alles Blik følge det fra hans stive Øine.
Hvor Solstraalerne skyde sig ind mellem de to tykke Kastaniestammer staar en Mand, en Fremmed.
En mørk Skikkelse i Solgløden, Middelhøide, men syner høiere ved sin Rankhed og paa Grund af den lange sorte Kjortel af fint Klæde, der i lette Folder falder ned fra det samlende Fløielsbælte. Fra den firkantede Silkehue hænger et smalt Flor ned over den høire Skulder og Brystet og er stukket fast i Bæltets Sølvspænde. Paa hans høire Haand, der næsten er saa hvid som det Elfenbens Krykkegreb, den er knyttet om, blinker en rubinrød Seglring.
"Bispen" mumles der fra Mund til Mund.
Rummet bag Kastanietræerne udvider sig, altsom Ottomars hvasse Øienpar gaar rundt i Kredsen, hvad det gjør med langsom Værdighed. Da det vender tilbage, har Scenen forandret sig noget.
Den Øltønde, der havde tjent som Prædikestol for Munken, staar tom, og det forgyldte Oxehoved, der har tjent som en lueblank Glorie om den hellige Skaldepande, svinger blinkende i Luften, som Vidnesbyrd om den Hast, hvormed Vognstangen har trukket sig tilbage i Porten.
Derimod staar Helten, hvem dette mægtige Vaaben var tiltænkt, endnu paa den samme Plet, kun at han ikke længer vender sig mod Tønden men did, hvorhen Alles Blikke pege; hvorved Munden gaber midt i det sorte Skjæg som lammet midt i et Brøl, medens han visker sine "stærke" grimede Næver af paa Skjødeskindet (der ikke vil gjøre dem renere) aabenbart under et uklart Indtryk af at han er kommen i fornemt Selskab.
Et Par Skridt til Siden for ham og foran Mængdens forreste Række, med en vis passiv Bevægelse af at være bleven skubbet frem af den endnu krampagtig synlig i sine knæsunkne spinkle Ben befinder der sig en ældre, vindtør Person, som aabenbart vilde befinde sig bedre andetsteds. Den lille Filthat, som han krammer mellem Fingrene, har bedækket en Skaldepande, som Sveddraaberne perle rigelig paa; under de farveløse Bryn klippe Øinene fortvivlet mod Lyset; den ragede Overlæbe er saa lang, som om Naturen havde gjort ham det vanskeligt at huske fra Næse til Mund, af hvilke den første er rødspidset og den sidste forsynet med et noget forfaldent Tandgjærde. Fra dette udgaar en brægende Røst, som synes opsat paa ikke at gjøre det Gjedebukkeskjæg tilskamme, der fra Hagen hænger ned paa den rødbrune Vams.
Røsten forsikrer at paa egne og hele Byens Vegne —
— Heida!
Bispen slaar op med Haanden, saa Rubinen funkler,
— Heida, Broder Martin!
Graamunken, der er ved at forsvinde samme Vei, ad hvilken den altfor fremmelige Vognstang har trukket sig tilbage, opgiver dette Forehavende, aabenbart med meget Mishag.
— Jeg har et Par Ord at sige til Jer, Jeg var just underveis for at opsøge Jer; I har sparet mig nogle hundred Skridt.
Rubinen blinker bydende.
Broder Martin skulker sig bag om Mængden hen ad Bispen til, noget nær som en Hund, der lystrer sin Herres Vink med god Grund til at vente en lidet venlig Modtagelse.
— Paa egne og … hm … sandelig hele Borgerskabets Vegne er jeg lykkelig — —
Atter en Afbrydelse.
Bispen vender sig brydsk om.
Ved hans Albue befinder sig et mægtigt med skummende Øl randfyldt Tinstob. Det holdes oppe af en Person, af hvilken han foruden en brandrød Sniphue kun ser en mægtig Vom, der synes at være i Begreb med at tabe sig selv ned over et fedtet Læderbælte. En tyk Stemme mumler noget om en Velkomst- og Husvalelsens Drik, som Hns. Høiærværdighed ikke maatte forsmaa.
— Saa han er vel Værten her i "det forgyldte Oxehoved"?
Huesnippen kommer endnu dybere ned, uden at en Draabe af den kostelige Væde gaar til Spilde — hvilket næsten synes at være et Jongleur-Kunststykke.
— Har min Famulus iforgaars overbragt ham en Hilsen fra mig?
Denne Gang bøier Huesnippen sig sidelængs og fra et rødfinnet Fjæs skotter et Par Klatøine op mod Spørgeren (stadig uden at en Draabe spildes). Det er Ottomar klart, at Famulus har udrettet sit Ærind daarlig, men ogsaa at der ved hin Leilighed er faldet Ord de to imellem, som nu ligge Krusbæreren tungt i Maven.
— Da han ikke synes at have nogen klar Erindring om det, skal jeg sige ham, at min Hilsen dreiede sig om Pinebænken i det Regensborger Raadhus. Og jeg selv kan give ham det Raad at sørge for at hans Vognstang holder sig indenfor Porten, naar der ikke er nogen Vogn med den. Forstaar han? Ellers kan han bringe sit Øl til den Mand dér, maaske, naar han tager en Slurk, Ordene glide ud i Stedet for at blive hængende i Halsen paa ham.
Hvilket er lidt uretfærdigt, i Betragtning af at det er hans egen Høiærværdighed, der to Gange har afbrudt Taleren.
Denne har hverken Mod til at drikke eller til at tilbagevise en Skjenk, der sendes ham af saa høi en Herre. Han tager en beskeden Slurk, lige nok til at spilde ned ad Bukkeskjægget og den rustbrune Vams. Hvorpaa han bliver staaende raadvild med Kruset i Haanden. Smeden befrier ham for det, sætter det for sin egen skjæggede Mund, som han finder fortjener en Læskning for de kraftige Ord, den har fremført.
— Hvem er I? tal Menneske og find Mælets Brug.
— Jeg … hm … med Eders Høiærværdigheds episkopale Gunst er jeg Fredsdommer Henrik — —
— Fredsdommer, afbryder Ottomar ham, skjænkende den værdige Øvrighedsperson hans Familienavn — og i høi Grad paa rette Sted, navnlig hvis I havde vist jer i rette Tid. For Ufred og Ufredstiftelse synes mig at herske her, uden at jeg havde den Fornøielse at høre Eders mægtige Røst hæve sig.
— Eders Høiærværdighed vil gunstig betænke, at vor Stad befinder sig i stor Nød og Vaade, saasom denne gruelige Sot synes snarere at være i Tiltagende — —
— Saa megen mere Grund var der for Jer til at opretholde Ordenen.
— Ganske vist, utvivlsomt, høiærværdigste Bisp Ottomar, al mulig Grund … og derfor begav jeg mig ogsaa hid, saasnart jeg hørte, at disse gode Borgere havde forsamlet sig her for til Stadens Tarv at raadslaa — —
Men den ulykkelige Taler skulde atter være Gjenstand for en Afbrydelse — denne Gang fra Smeden.
Efter at det mægtige Tinstob var kommet i dennes "stærke" Haand, havde dets i Sollyset glødende Bund gjennemløbet først den tiltagende og dernæst den aftagende Maanes Phaser, indtil den nu usynlig vender op mod Zenit. Stobet havde været fyldt med Stephen Værts kraftigste Godtøl, og skjøndt Smeden ser ud til at kunne bære en Blyhat saa let som en Anden en Fjer, undlader Drikken ikke at øve sin Virkning.
— "Raadslaa", brøler han med gigantisk Foragt, saasnart han med et Svub faar Tinranden fra Læberne, giv mig min Vognstang — hvor blev Vognstangen af?… Kommen sammen for at "raadslaa" — Fredsdommer, I er et brægende Bukkeskjægs- Vrøvlehoved! … hvor Fanden bliver de af med den Vognstang? … for at raadslaa! for at brænde en fordømt Kjætterske, der bringer Ulykke over os Alle —
Disse kraftige Ord finde Gjenklang hos Mængden, der begynder at komme sig af den Skamfuldhed og Frygt som Bispens pludselige Optræden har sat dem i. Overalt høres Raabene: "Paa Baalet med Kjættersken" — "brænd Hexen" — "Giftmordersken" —
Rasende vender Ottomar sig om, da en enkelt Røst tæt bagved ham udslynger dette Ord, og springer et Par Skridt frem …
En yngre blegnæbet Fyr med en paafaldende spraglet Dragt unddrager sig saa hurtig og voldsomt den altfor umiddelbare Nærhed af Høiærværdighedens Ibentræsstok, at han støder heftig mod et af Drikkebordene under Kastanietræerne. Da det kun bestaar af et Par Brædder paa tre Bukke, ligger den spraglede Person strax paa Jorden mellem Bukke, Brædder og Lerkrus, af hvilke et giver ham et kraftigere Dunk i Hovedet end han synes at skjøtte om. Han sankes op af de Nærmeststaaende i en ynkelig Tilstand og unddrages det farlige Nabolag under almindelig Deltagelse af væsentlig munter Form, saa at den hele Begivenhed har en velgjørende løsnende Virkning.
Ottomar ser efter ham med en Følelse af at ville give Hælften af sin Formue for at kunne kvæle ham med høistegne velpleiede Hænder. Han er sig bevidst at have sat sin biskoppelige Værdighed noget paa Spil ved sin store Bevægelighed, om det end er løbet lykkelig nok af. Ikke mindre er han sig bevidst, at den Maade, hvorpaa han har slaaet en ukjendt Modstander af Marken, neppe er den mest overbevisende, samt at det just er paatrængende nødvendigt at virke saa overbevisende som muligt.
Hvorfor han vender sig mod Mængden og slaar op med Haanden.
Blinket af Rubinen paa Elfenbenshaanden virker med magisk Kraft.
Der indtræder pludselig fuldkommen Stilhed.
— I Langensteiner Borgere! I have Alle hørt hvilket anklagende Smædeord denne feige Bagvadsker, hvis onde Samvittighed slog ham for Eders Øine, har udslynget mod Eders naadige Frue paa Borgen. Jeg tvivler ikke om at naar Nogen deroppe har ligget i svar Vaade og Dødsensve —
— Hendes Husbond.
Det er en enkelt Røst ud af Hobens bageste Rækker.
Den vækker Bevægelse rundt om men synes ikke at overraske, end sige forvirre Biskoppen.
— Hvo den Syge end monne være, saa tvivler jeg ingenlunde om at den ædle Fru von Laufen har lindret hans Smerter med Draaber af det kostelige østerlandske Lægemiddel, om hvilket det er mig fuldt bekjendt at det siden det sidste Korstog, i hvilket Borgfruens Farfader deltog som en hellig Stridsmand, har været i Familiens Eie. Saameget om denne lumpne og latterlige Bagvaskelse, som er strafbar og som vil blive straffet.
Han siger de sidste Ord med hævet Røst og med et Blik, der sender en Gysnings-Bølge gjennem Mængden.
— Sandsynligvis vil det vise sig, at det ikke har mere paa sig med Beskyldningen for Kjætteri. I alt Fald er det en Sag, som Grovsmede og Pølsemagere ingen Mening har om. I faa overlade den til Eders Biskop. Jeg er kommen hid til Borg Langenstein for at undersøge den — og denne Undersøgelse er allerede i Gang.
Denne Forkyndelse vækker en Del Bevægelse, og Ottomar mærker med Tilfredshed, at Virkningen er af beroligende, endogsaa tildels tillidvækkende Natur. Han har atter Mængden i sin Haand og er ene om det. Smeden er forsvunden; Fredsdommerens lidet imponerende Figur staar endnu foran sine Medborgeres Række, dog ikke som deres Talsmand men snarere som Hns. Høiærværdigheds ydmyge Tjener, der venter sine Ordrer.
Hvilke han ogsaa strax faar.
— Og nu min Herr Fredsdommer vil I behage at sende disse Borgere hver til sit og sørge for, at de ikke komme sammen igjen hverken iaften eller nogen anden Dag for det Første. I modsat Fald er I ansvarlig for Ulydighed mod Øvrigheden, Sammenrottelse og Landefredsbrud eller Forsøg derpaa. I lige Maade gjør jeg Eder ansvarlig for hvad Tilvæxt Soten maatte fange ved denne utimelige Sammenstimlen af Folk fra alle Byens Kanter, som er mere egnet end noget Kjætteri til at bringe Smitten videre om … Kom, Broder Martin! — — — — —
Munken har aflagt sin korte Beretning om Tilstanden i Byen og om de Foranstaltninger, han har truffet, og de ere naaet saa vidt paa Broen, at de have Træplanker under Saalerne, da Bispen pludselig standser. Han betragter sin forstummende Ledsager med et Blik, der har den gaadefulde Virkning, at Graabroderens smaa Griseøine anstrengt stirre ned i det rindende Vand, mens han udstøder et dybt Suk, der munder ud i et pathetisk "Eheu!"
Broder Martin har ikke just meget Latin paa rede Haand, men han føler at Øieblikkets Alvor kræver dette Sprog. Vil inderlig gjerne fortsætte, finder kun noget om "fugaces anni", indser at de "flygtige Aar" ikke passe her, og tier med et Opgivelses-Suk.
— Og hvad er saa Grunden til at jeg fandt Broder Martin her, staaende paa en Øltønde og perorerende for Mængden?
Trods det aftenlige Sollys, der gjennemstrømmer Floddalen, skifter den Tiltaltes Ansigt Lød, saa at han ikke blot med Kutten svarer til sin folkelige Betegnelse "Graabroder". Hans Mæle er tungt og hans Tunge besværlig, da han med mange Undskyldninger haaber at Hns. Høiærværdighed vil bære over med en Svaghed, en Kjødets Skrøbelighed, som han bekjender ikke at have overvundet, nemlig en stærk Forkjærlighed, navnlig paa saa hede Dage som denne, for et Krus kjøligt Øl. Denne syndige Trang havde efter hans Sygebesøg faaet lokket ham ned til det forgyldte Oxehoved. Her havde han fundet en Mængde Borgere forsamlede, som vare i en saare ophidset Stemning, hvorfor han følte at det var hans Pligt — meget imod hans Tilbøielighed, som var ikke at gjøre Ganen endnu tørrere — men hans Pligt bød ham at tale til Folket for at berolige Sindene.
— Hvilket synes at være lykkedes dig omtrent som hvis en rød Fane fandt paa at vifte for at berolige en gal Tyr.
— "Gal" — ak, deri har Eders Høiærværdighed kun altfor ret, og Eders Visdom veed bedre end min platte Forstand, at naar man har med gale Folk at gjøre, maa man gaa ind paa deres Galskab og snakke dem noget efter Munden, indtil man har fanget deres Opmærksomhed og vundet nogen Tillid; for da at føre dem did man vil. Saaledes skulde jeg nu have vist de Langensteiner Borgere, at Eders Høiærværdighed jo just havde opslaaet sit Bo paa Borgen, fra hvilken der desaarsags langt fra at komme Forbandelse nu kun kunde udstraale Velsignelse over deres haardt prøvede Stad.
— Det var visselig Skade, at jeg ikke fik den Del af din Tale at høre; skjøndt jeg har kaldt dig hid for din Kundskab i Badskjærkunst og i Hippokrates' ædle Videnskab, snarere end for din Veltalenheds Skyld, som sandt at sige aldrig har været stor. Hvorfor jeg ogsaa maatte tage den langt yngre Broder Ambrosius til Prior.
Martins Ansigtsfarve skifter atter, men denne Gang i Harmoni med Aftenrøden, som den dog langt overtræffer.
Ottomar smiler:
— Det Aasyn, du sætter op, min Søn erindrer mig om Nedsvælgning af de bedske men helsenbringende Urtedekokter, som er din Styrke og til hvilke du bør holde dig — i Synderlighed nu. Hver paa sin Plads og Alt til sin Tid. Hvo var det forøvrig, som i rette Tid fandt sin Plads mellem væltede Borde og Krus — en spraglet Person —?
— Det var en Mester af Skræderlauget og Svigersøn til Værten i det forgyldte Oxehoved.
— Ja saa, ser man det! — Du kan ellers se ind til ham underveis, om han skulde have taget Skade paa Lemmer af Faldet eller paa Mandevid af Skræk. Udentvivl vil din Lægevisdom byde dig at indskjærpe ham Nødvendigheden af at han holder sig inden Døre en Ugestid eller saa. Og dermed Gud befalet! —
"Og Fanden med, hvis ham lyster at tage dig," mumler Bispen, sendende et bistert Blik efter sin ilde anskrevne Undergivne …
"Nu maa Vincentius være kommen til Telheim."
Ottomar er standset ved den første Omdreining af Klippestien og ser ud over det aabne Land, hvor over en blegblaa Skovhøide den straaleløse Solskive synker ned i tyk Dunst, der allerede til Hælvten har slugt den.
For hver Gang Tanken om hans Famulus dukker op hos ham, har den antaget en mørkere Farvetone.
"Godt, at jeg fik ham bort, før denne fanatiske Tykpande satte sine Saaler paa Langensteins Gader. Jeg gad vide, hvad der knytter de To sammen. Hvor ivrig var ikke Vincentius i sin Tid for at denne Martin skulde blive Prior, skjøndt han er klog nok til at indse at Manden ikke duer til det. Ellers er de forskjellige nok! Er det den affinitas, der stedse faar to daarlige Charakterer til at hilse hinanden med Glæde? Maaske gjør jeg Vincentius Uret. I alt Fald passer det mig ikke, at de To skulle stikke Hovederne sammen her i Langenstein. Han er nu lige kommen til Telheim, begynder sin Undersøgelse imorgen; tidligst iovermorgen, Lørdag, sent paa Eftermiddagen kan han være i Regensborg. Dér vil han blive opholdt et Par Dage."
Ottomar synes at finde en Del Besværligheder ved denne Beroligelse, alt imens han tankefuld stirrer ud hvor den sidste Solglød nu slukkes uden at efterlade det svageste Purpurstænk paa en farveløs Himmelgrund.
Saa ryster han utilfredsstillet paa Hovedet.
"Jeg veed hvad jeg vil gjøre! Jeg vil sende Bud imorgen til mit Kancelli, at Vincentius skal reise fra Regensborg til München og tale med Kansleren om Indvielse af vor Ordenskirke. Den fortjener sandelig, at Hertugen kom over til den Høitidelighed. Brevet til Kansleren vil jeg skrive endnu inat."
Med hurtigere og lettere Fjed fortsætter Bisp Ottomar sin Bjergstigning.
Hvad Virkeligheds-Grundlag der end maatte være for den Forudfølelse, der viser ham hans Famulus som en truende Fare, saa mener han med denne Beslutning at have forebygget den.