Guds Venner/14
XIV
Endnu langt ud paa Aftenen er der Lys i Taarnkammeret.
Bisp Ottomar har ikke glemt sit Forehavende, at skrive til Kansleren i München.
En lille Olielampe af Messing giver ham kun et sparsomt Skjær. Men Ottomar har taget en af de smaa tykke Voxkjerter til Hjelp, som han stedse fører med sig. Det ene Udkast efter det andet. Han er oplagt til alt Andet end til at skrive — det skulde da være til at sove, hvad der ikke er Tanke om. Det sidste Udkast er om muligt endnu mindre tilfredsstillende end det første. Han kaster Pennen og giver sig til at skjære en ny til. Det lille Arbeide er ham kjært, fordi det minder ham om at Vincentius har været borte i næsten to Dage. Ved den pinlige Nøiagtighed, som det fordrer, virker det ogsaa beroligende og tankefremmende. Det falder ham ind, at der er et Brev fra Kansleren, som angaar den forestaaende Fuldendelse af Dominikanerkirken og indeholder en Ytring, der fortræffelig egner sig til Udgangspunkt for dette Brev. Skrivelsen maa befinde sig i det "femkantede Kammer" blandt de Papirer, Vincentius har i Varetægt.
At opsætte en Sag til imorgen er Noget Ottomar sjelden kjender til. Han skyder sin Stol tilbage, tænder en lille Haandlygte ved Kjerten og slukker Lampe og Lys. Nøglen til Famulusens Kammer hænger paa et Søm ved Døren. Væbnet med den og med sin Lygte begiver Bispen sig paa sin natlige Expedition i Borgens Labyrint af Gange og Trapper, som han kjender ud og ind — uden at ane hvor vidt den skal føre ham.
Paa Famulusens Bord finder han Papirerne ordnede med den pyntelige Omhyggelighed, som er en af de fortræffelige Egenskaber, der udmærke denne brugbare unge Mand. Men som det næsten altid en Gang gaar disse ulastelige Ordensmennesker at Fanden leilighedsvis ved selve deres Punktlighed spiller dem et Puds, at det ufeilbare "Punkt over i'et" egenmægtig sætter sig over et Nabobogstav og fordreier Texten: — saaledes er det her gaaet Vincentius.
Münchener Brevet er snart fundet. Da alt det Officielt-Kirkelige omhyggelig er lagt sammen i en Bunke, er Skrivelsen fra Mittelmynster dets Nabo. Det falder Ottomar ind, at han dog ogsaa vil tage den med sig og vise den til Renata. Inden i den ligger der et løst Blad — et flygtigt Manuskript: naturligvis det Udkast, han selv har givet Vincentius til Brevets Besvarelse — rigtig paa sin Plads, hvor det hører hen! en ubetalelig Ting, saadan en ordenlig Famulus!
Ja, men er det hans egen Haandskrift?
Hverken Kragetæer eller Ørnekløer — Flueben kravle over Papiret, hastig, undertiden snublende og løbende Veien om igjen … Hvad er det? … "Broder Martin!" …
Ottomar tager Plads, trækker Lygten nærmere, lukker dens Hornrude op og bøier sig over Papiret.
Jo længer han læser, des mørkere bliver hans Ansigt.
"Ah ha, min gode Vincentius. Jeg tænker, du strækker dig nu i den Seng, som det bedste Gjæsteværelse i Telheims "Hvide Hest" byder dig til Hvile efter en lang Dags Ridt; men jeg gad vide, om du vilde sove ind, hvis du saae mig sidde her med dette Blad i Haanden. Kun et Udkast — Brevet selv er gaaet via det forgyldte Oxehoved til Broder Martinus … Par nobile fratrum! … At I spillede under Dække sammen, var altsaa ikke skudt ved Siden af … Kun et Udkast — men nok til at lade jer begge hænge, naar jeg lyster … slet ikke at tale om den uselige Vært."
Han lægger Vincentius' Concept sammen med Münchener Brevet og gjemmer dem i den lille Lædertaske, som i en Staalkjede hænger ved hans Bælte. Mittelmynster-Skrivelsen lader han blive paa sin Plads i Bunken, han vil neppe faa Brug for den nu. Saa bliver han siddende i det mørke Kammer, hvor Lygten kun sender en smal Lysstraale hen over Bordpladen, som hans Fingre trommer paa.
"Vincentius er der foreløbig sørget for ved hans Münchener Reise. Arbeide for imorgen: at lade Værten i det forgyldte Oxehoved og Broder Martin sætte fast i al Stilhed og endnu i en aarle Morgentime under god Bevogtning afgaa til Regensborg sammen med Brevene til mit Kancelli. Martin afleveres ikke i sit Kloster men hos Dominikanerne, som vil huse ham i en veltilgitret Celle. Franciskaneren Claus gaar i hans Sted til Regensborg, hvad han burde have gjort fra først af. Det var min Feil, men den lader til at have vendt sig til det Gode, da jeg uden den ikke vilde have haft dette for mit Forhold til Vincentius saa vigtige Dokument i min Taske. Og dette, tænker jeg, gjør det dobbelt og tredobbelt klart at Renata maa bort fra Borg Langenstein."
Hys! Lyder der ikke Skridt derindefra? Skulde hun være oppe endnu? Det maa være sent — hvor sent veed han ikke, men det maa vel snart gaa ad Midnat til.
Ottomar reiser sig, lister sig hen til en lille Dør i et Hjørne af Kammeret — ikke den, han kom ind ad — bliver staaende og lytter. Saa ryster han skuffet paa Hovedet: — det maa have været en Feiltagelse.
Han gaar tilbage til Bordet, lægger Papirbunken omhyggelig tilrette, som han fandt den, og forlader det femkantede Kammer.
Men han gaar ikke tilbage den Vei, han er kommen.
Han bliver staaende i Gangen og speider tilvenstre, idet han vender Lygten i modsat Retning.
Er der ikke en svag Lysstreg nede ved Gulvet tilvenstre, en Snes Skridt borte?
Nu staar han ved Døren.
Ja, der er Lys derinde.
Han lytter aandeløs.
Skridt. En gaar frem og tilbage derinde.
Han banker. Sagte, saare forsigtig.
Skridtene standse.
Det var for forsigtig banket. Skridtene fjerne sig … nærme sig atter.
Han banker paany, endnu meget sagte.
Skridtene standse — lige ved Døren.
Han lytter.
Lytter nogen paa den anden Side af Døren? Kan han høre Aandedrag derinde?
Blodet hamrer ham i Tindingen, ringer ham for Ørene — hvor skulde han kunne høre Aandedrag?
Nu kun endnu en sagte Banken.
Lydløst aabner Døren sig paa klem.
— Ottomar — er det dig!
— Ja, mig, Renata.
Lempelig støder han Døren halvt op.
Han staar derinde — i Renatas Fruerbur.