Guds Venner/15
XV
En Tin-Ampel kaster sit Skjær op i det hvælvede Loft, hvorfra det som en mat Lystaage synker ned rundt om i det rummelige Gemak, hvis hvidtede Vægge kun brydes, hvor Alkoven bygger sin Grotte ind og hvor — ligeoverfor Døren — et gothisk Vindue med sine sortladne, foroven svagt glitrende Ruder synes at aabne en Port for Nattemørket derude. Man faar Indtryk af, at dette Mulm-Uhyre staar dér paa Tærskelen og hvad Øieblik det skal være kan træde helt ind og ganske overvælde hvad der herinde endnu fører en kummerlig Lystilværelse.
I det ene Hjørne er den underste Del af Væggene behængt med groft vævede, stormønstrede Tæpper for at danne en Siddeplads, der er omgivet af lidt Hygge.
Her staar der et Bord, paa hvilket Ottomar lidt raadvildt sætter sin Lygte fra sig.
Renata tager den og gaar hen til en Bedepult i Hjørnet mellem Tæppevæg og Vindue, hvorpaa der befinder sig to høie Voxkjerter i Sølvstager.
Hun lukker Lygtens Hornrude op for at tænde Lysene.
Er det fordi hun vil gjøre Ære af hans Besøg? Eller trænger hendes Ængstelighed til dette Par spæde Lys-Spærodde som Værn mod Natten derude, der synes rede til at trænge ind og hylle dem begge i sin mystiske Kaabe? Eller er det maaske blot for at give sig noget at bestille og derved bekjæmpe den første heftige Uro — Magen til den, han føler i sig selv?
Bedepulten, som hun sysler ved, er et ærværdigt gammelt Familiestykke. Ottomar mindes den saare vel fra gamle Dage, da dette Gemak var hendes Faders.
Han gad vide, om hun daglig benytter den, som hun burde; om hendes Knæ pleie at hvile paa den bolstrede Skammel; om hendes Pande er vant at bøie sig over den store Bønnebog, som maaske blot til Pryd ligger opslaaet paa Skraabrædtet. Det falder ham vanskeligt at tænke sig Renata i denne Stilling; det forekommer ham at naar denne Kvinde beder, maa Bønnen være af en anden Art end hvad Menneskehænder have prentet paa Pergament til Efterbedelse, at hendes Andagt neppe kan have Brug for selv den ærværdigste nedarvede Pult.
— Du undrer dig vist over mit Besøg paa denne sene Time.
— Jeg gjør saa, Ottomar.
Hun er endnu sysselsat med Lysene, som ere træge til at tage mod Flammen fra Lygten. Det er, som de hvide Taner vise, første Gang de tændes, hvilket i alt Fald synes at vidne om, at hun ikke holder Aftenandagt ved denne lille Familiehelligdom.
— Da jeg forlod mit Taarnkammer, tænkte jeg visselig mindst at jeg nu skulde sidde her hos dig. Mit Maal var kun min Famulus' Kammer, hvor jeg søgte nogle for mit Arbeide vigtige Papirer — dem jeg da ogsaa fandt. Men da jeg allerede derinde syntes at jeg hørte dig gaa frem og tilbage herinde, og nu tydelig saae at du havde Lys, kunde jeg ikke overvinde mig selv til at gaa op i mit Værelse uden først at have talt med dig. Det er imod høvisk Sæd, ganske vist, men det faar undskylde mig, at det vilde være uforsvarligt at lade en saa enestaaende Leilighed til en betrygget Samtale under fire Øine gaa ubenyttet forbi, naar den tilbød sig af sig selv.
De vare i Virkeligheden her saa afsondrede, som havde de været Borgens eneste Beboere. Tilvenstre det femkantede Kammer, tilhøire "Bystuen", hvortil en Tapetdør førte ind fra Alkoven, under dem Salen, over dem hans eget Taarnkammer, bag dem den brede Flisegang, foran dem Afgrunden og Natten.
Hvad Gertrud angaar saa vidste han at hun sov nedenunder i en Fløi sammen med den gamle Husholderske og skyede dette Værelse, i hvilket hendes Broder var død.
— Jeg har nemlig Noget at sige dig, der er af stor Vigtighed. Siden vi sidst saaes har jeg oplevet Noget, som du ikke for snart kan faa at vide, selv om det skulde forstyrre din Nattero.
— Kunde du ikke have sagt mig det iaftes?
— Jeg fandt ingen Leilighed til at tale uforstyrret med dig i Enrum. Dog var det vel ikke Hovedsagen; men jeg saae selv endnu ikke Sagen saa frygtelig klart som jeg gjør det nu efter dette Besøg hos min fraværende Famulus.
— Hvad kunde vel den Fraværende sige dig?
— Jeg veed, at den unge Mand ikke har gjort noget tillidvækkende Indtryk paa dig. Saadanne Indtryk bedrage dig sjelden, og dette har heller ikke gjort det. Jeg har — uden at søge det — fundet Bevis for at Vincentius har øvet Forræderi og vil øve det videre ved Hjælp af høist farlige Elementer nede i Byen. Dog det ville vi strax sætte en Stopper for. Jeg havde tænkt at det skulde være mit første Arbeide imorgen, at lade denne Sammensværgelses Hovedmænd sende fangne til Regensborg. Men nu da jeg har truffet dig, kan vi gjøre det strax og det med langt mindre Opsigt i Nattens Mørke og Stilhed. Vi skikke et Par af mine tilforladeligste Folk derned, og du giver dem nogle haandfaste Huskarle med — maaske med Hushovmesteren i Spidsen — han er vel en paalidelig Mand —?
— Konrad? Han vilde gaa gjennem Ilden for mig.
— Godt. Forræderiets ulmende Ild dernede skal være traadt ud før Morgengry.
"Forræderi" er et ondt Ord og et truende, naar Omstændighederne ere saadanne, at der allerede ruger Fare i Luften.
De to Sølvstager klirre mod hinanden.
Og dog er den Angst, der gjennemsitrer Renata, hende næsten kjærkommen. Med Ondt skal Ondt fordrives. Denne nye Uro jager den forrige ud; den giver hende hendes Fatning tilbage. Her dreier det sig om en ydre Fare; overfor den har hun Mod nok.
Med et tændt Lys i hver Haand kommer hun hen imod ham.
En underlig sød Gysen forvirrer ham og tager ham Ordene ud af Munden.
Renata bærer Haaret udslagent. Glandsen fra Voxkjerterne svæver gylden om den svære brune Haarfylde, der indrammer Ansigtets Oval, Halsens Søile og Skuldrenes ædle Runding.
Kun een Gang før har Ottomar set Renata saaledes. I Regensborg, en Aften af hine Karnevalsuger.
Hvor skjøn havde hun ikke været, da hun kom ham imøde, som hun nu kommer dér — thi han ser ingen Forskjel. Hele Stemningen fra da, al hans Ungdoms bitreste Elskovssødme, hvis Bedskhed, afsiet gjennem Aarenes ensformige Række, nu er som et Kryderi, der gjør Sødmen end mere berusende — saa meget mere berusende, som der i denne Blanding er en Foryngelsesdrik: — denne Stemning synker ned over ham som paa Vinket af en magisk Stav og magtstjæler ham.
Hun ser ham stirre hende imøde som en Synsk. Er det et Gjenfærd eller en himmelsk Vision han skuer? Thi en saadan Dobbelthed er der i hans Blik. Hun veed det ikke — kun at hans Betagethed umiddelbart meddeler sig til hende selv. Den til Trods holder hun den Fatning, hun lige har vundet, Skridt for Skridt fast, som hun holder de Lys fast, fra hvilke Voxet drypper ned paa hendes Hænder. Men Hænderne maa og skal ikke ryste, indtil de rolig stille Lysene fra sig paa Bordet.
Saa tager hun Plads paa en Stol og opfordrer med et venligt Nik Ottomar til at sætte sig ligeover for hende.
— Og hvad har du saa oplevet? For jeg kan skjønne af dine Ord, at der er mer end denne Opdagelse i Vincentius' Kammer. Du var i Langenstein, op og ned ad Klippestien i denne glødende Hede. Var det da ogsaa nødvendigt, Ottomar?
— Det skulde vise sig at være nødvendigt nok, skjøndt jeg kun lidet formodede det, da jeg begav mig paa Vei. Hvis nogensinde et naadigt Forsyn har indgivet mig et Skridt, da er det visselig sket iaftes, som det blev mig for trangt indenfor mine fire Vægge.
Ogsaa Ottomar gjenfinder sin Ro. Udførlig og anskuelig beretter han om hvad han var Vidne til, mens han sad paa Bropillens Bænk.
Kun altfor anskuelig for hans Tilhørerske.
Langsomt, lidt efter lidt, synker hun tilbage mod Stolens lodrette Ryglæn. En sygnende Følelse af kommende Vanmagt paa een Gang stivner og slapper hendes Lemmer.
De Ord hun iforgaars tænkte i Salen, da Ottomar forlod hende: "han viser Veien bort fra Martyriet" kommer tilbage til hende med frygtelig Resonans.
"Martyriet" — et høitideligt Ord med Kampfanfarens Klang for Aanden, som er redebon; men det gjennemryster skrøbeligt Kjød, naar det selv klæder sig i Kjød og Blod, som her i Skikkelse af Kaspar Smed.
Hun kjender Smeden godt nok. Han har forrettet mangt et Arbeide heroppe. Hendes Legem ryster fra Isse til Saal ved Tanken om at være et værgeløst Bytte i disse stærke, sorte, haarede Arme for af dem under Hobens Hujen og Smædeord at kastes paa det flammende Risbaal.
Ottomar holder inde med sin Fortælling og ser hen paa Renata. Øieblikkelig bliver han den Forandring vàr, som er foregaaet med hende.
Bestyrtet springer han op og trykker hendes Hænder mellem sine: —
— Renata! Frygt ikke, jeg er jo hos dig! Lad det ikke gaa dig saa nær. Der var Fare, men den er der ikke længer … ikke nu, ikke foreløbig og siden skal jeg vide at forebygge og undgaa den. Du vil selv se, at der ingen Fare er paa Færde, nu naar jeg fortæller dig hvad der videre skete.
— Ja, fortæl mig Alt, Ottomar.
"Alt"? Ogsaa den hæslige Beskyldning for Giftmord? Er det ikke bedre at skaane hende for den, i den Tilstand hun allerede er i? Nei! ogsaa den. Mest af Alt vil den vise hende Nødvendigheden af at forlade Langenstein. Og det Svar, hvormed han har stoppet Bagvadskerens Ord, tager jo dog ogsaa Brodden fra den.
Denne Del af hans Beretning virker ikke saaledes paa hende, som han har ventet. Intet Udbrud af Overraskelse, af Forfærdelse, af oprørt Protest. Læberne ere fast sammenpressede, Blikket stivnet og indadvendt, Ansigtet askegraat. Dets Udtryk foruroliger ham mere end det heftigste Udbrud kunde have gjort.
De se ud, som kunde de aldrig tale mer, disse Læber; men nu tale de: —
— Du har nu sagt mig Alt, Ottomar, og nu har jeg Noget at sige dig. Se, det var naturligt nok, at du i den falske Beskyldning saae just hvad du har set deri som dens Grundlag, og forklarede Sagen paa din Vis for de Langensteiner Borgere. Men ganske saaledes gik det dog ikke til, da stakkels Hugo døde.
— Ikke? saa har du slet ikke givet ham de dulmende Draaber?
Renata ryster paa Hovedet med et uendeligt sørgmodigt Smil.
— Husker du Indskriften paa den østerlandske Flaske, som den var oversat paa en Pergamentstrimmel, der var befæstet ved dens Hals?
Ottomar nikker.
"Ti brune Draaber lindre Legmets Lidelse.
Halvhundred løfte hele Livets Last."
Renata ser fast og prøvende paa ham.
— Ottomar! Det var de halvhundred Draaber, jeg gav Hugo.
— Renata —?
Han stirrer paa hende med et opskræmmet, uforstaaende Blik.
Saa forstaar han. Og ser hende ikke længer.
De skjønne, alvorlige Træk, de gyldenbrune Øine, der ængstelig-forventningsfuldt søge hans, den dunkle Haarfylde, Kjerteflammerne, de hvide Vægge, de sortladne Ruder — Alt svømmer sammen for ham.
Den sygnende Vanmagts-Fornemmelse, som før havde grebet Renata, synker nu ned over ham. Hun læser det i hans graanende Blegnen.
De tie begge en Stund. En løsreven Ranke af den vilde Vin dasker et Par Gange sagte mod Ruderne. En Ugle skriger nede i Trægaarden.
Renata bøier sig frem.
— Ottomar, jeg har hele Tiden frygtet for denne Time. Jeg vidste jo, at jeg en Dag maatte sige dig dette. Men jeg haabede … aa, Ottomar, jeg havde saadan Fortrøstning til at du vilde forstaa det. Og nu ser jeg at du fordømmer mig.
— Fordømme dig? o Renata —! Nei — nei —
— Jeg ser det jo. Du har Rædsel for mig.
— Nei, det er ikke det, Kjæreste. Rædsel er der over mig ja — for din Skyld. Jeg føler jo, hvorledes denne Sag glider mig ud af Hænderne — jeg, som var saa vis paa at kunne beskytte dig; mer endnu: hvor lidet tænkte jeg, at du her trængte til min Beskyttelse! Ikke et Øieblik, end ikke med Skyggen af en Tanke er det faldet mig ind, at der her lurede en virkelig Fare — noget Andet end det tommeste Mundsveir, som end ikke kan hvirvle Alfarveiens Støv op. Og nu staar Sagen saaledes, at et Menneskes Aandepust kan være dødeligere end Farsoten. Blot det kommer frem … ja, hvad nytter det at Intet kan bevises? Jeg kjender dig: — du vil sige det til en Forhørsdommer, som du sagde det til mig.
Renata smiler: —
— Ikke som til dig, ikke som til dig … Men — kan være jeg vilde sige det til ham. Hvo veed Sligt forud?
Ottomar vrider sine Hænder: —
— Renata, Renata, veed du at det vilde gjælde dit Liv?
— Troer du ikke, jeg gjorde mig det klart, da jeg talte Draaberne af — derhenne ved Vinduet i det døende Dagslys — for ham, hvis Livslys var døende … talte dem een for een, til det Halvhundred var fuldt. "Kan hænde at det er min egen Dødsdrik, kun at min Død ikke vor-der saa mild" tænkte jeg da, og den Tanke gjorde min Haand fast. Uden den kunde jeg maaske ikke have gjort det. Og dog — jeg havde jo intet Valg; hvad Andet skulde jeg have gjort? Ak, hvis du havde set hvor svart han led! Der var jo intet Haab, det vidste vi Alle, men det kunde endnu vare Dage, maaske Uger. Og han bad saa mindelig. Det var Alt hvad jeg kunde gjøre for ham, og det syntes saa lidet. Blot det, at der var saa megen Selvovervindelse derved, det gjorde det til Noget … og saa navnlig det, at jeg udsatte mit eget Liv … derfor var jeg taknemlig for Faren … Det var Alt hvad jeg kunde gjøre for ham, og jeg var ham det skyldig.
Hun har reist sig og hendes Haand lægger sig let paa Ottomars Skulder: —
— Skyldig — for os begge, Ottomar.
— For os, Kjæreste?
Han ser bevæget men ogsaa forundret op paa hende.
— Ja, Ottomar, vi to, du og jeg tilsammen, vi have bragt Hugo af Dage.
— Renata — hvad er det for en Forestilling!
— Det er den simple Sandhed. Du aner neppe at han døde af det Saar, han fik i Eders Tvekamp?
— Gode Gud! — men det kan ikke være saaledes. Jeg har altid hørt, at det Saar længst var lægt og ingen Følger havde efterladt.
— Det troede vi, om han end til Tider havde Smerter i Siden. Men da han styrtede med Hesten, brød Saaret op, og det var den indre Forblødning, han tilsidst efter saa megen Lidelse døde af.
Ottomar vender Blikket bort og sukker smertelig:
— Gud er mit Vidne, at det ikke var min Hensigt at saare ham saaledes, og at det aldrig vilde være sket, hvis ikke hans egen ustyrlige Hidsighed havde kastet ham over min Sværdsod.
— Jeg veed det vel. Men hvad var Grunden til hans ustyrlige Hidsighed uden Tanken om al den Tort, du havde voldet mig for Alles Øine? Ser du nu, at hvis du ikke havde drevet hint fortvivlede Spil i de Regensborger Karnevalsdage — og hvor dybt hænger dette Forsøg paa at bedrage mig til mit eget formentlige Bedste ikke sammen med dit hele Væsen, baade dets ædleste og dets betænkeligste Sider? — havde du, siger jeg, ikke drevet dette Skalkespil men handlet som enhver Anden vilde have gjort, saa var det ikke kommen til Tvekamp mellem jer og allermindst til en med en saadan Udgang.
Ottomars Hoved synker ned paa hans Bryst. En dyb, sagte Stønnen trænger sig frem. Haanden, der endnu hviler paa hans Skulder, trykker den blidt og fast: —
— Men du skal ikke bære dette alene. Troer du ikke, at jeg ser den anden Side, min Side af Sagen? Havde jeg ikke været det taabelige, letsindige Væsen, opsat paa Lyst og Glæde i Mark og Skov og paa Adspredelse og Tidkort i Høienlofte og paa Gader og Torve, hvor Folk mødtes og færdedes i Prunk og Skjæmt: — ja, havde jeg saasandt været en saadan Kvinde, som du vel havde fortjent, havde jeg forstaaet dig, kunnet dele alle dine Tanker og Drømme, saa jeg havde vundet din Tillid og du var kommen til mig at betro mig dine Sorger og Anfægtelser og overtroiske Angsttilstande, at jeg skulde hjelpe dig mod den Forbandelse, som du troede hvilede over dig: — ja havde jeg været det, da var alt det ikke sket, som foregik i Regensborg, og I havde aldrig krydset Sværd sammen og Hugo vilde leve endnu.
— Og Vi — —! Ak ja, der er nogen Sandhed i det med, kan hænde.
— Det var for mig hel Sandhed, og den vigtigste Del af Sandheden. Og med denne Bevidsthed — maatte jeg da ikke føle, at jeg var ham skyldig at gjøre Bod for os begge, saa godt jeg kunde? Da han besvor mig, hvis jeg havde nogen Kjærlighed til ham i mit Hjerte, ikke at lade ham lide længer uden Maal og Med — hvor skulde da Frygt for nogen Fare, der maatte opstaa for mig selv kunne holde mig tilbage? Det var kun Lidet hvad jeg havde at give, syntes det — og dog blev det saa meget Thi i Stedet for at gaa bort i en Hvirvel af Kvaler og en Muhn af Ubevidsthed gik det nu saaledes, at saasnart han havde tømt det Bæger Vin, hvori jeg havde gydt Draaberne, blev Smerterne ligesom strøgne fra ham, sagde han, og han kom til Ro og Samling og kunde tale med os, til han lidt efter lidt blev træt og blidelig sov hen uden at det var muligt at sige, naar han drog sit sidste Aandedræt. For saaledes er Virkningen af hin Arabiens vidunderlige Elixir.
— Er jeg Skyld i hans Lidelser, da misunder jeg han ogsaa en saadan Død.
— Mener du det, Ottomar?
— Visselig mener jeg det! Hvor gjerne gav jeg ikke Afkald paa alle taabelige Drømme om Ry og Magt og jordisk Herlighed, kunde jeg i denne samme Stund saaledes løses fra det Timelige, tagende Døden som en kostelig Gave fra din kjærlige Haand; kun, at jeg ikke vilde forlade dig og se dig blive tilbage i denne bitre Verden.
— Kunde vi begge saaledes tilsammen løse os fra den.
Hendes Blik sænker sig i hans, men det trænger videre, ikke i Rummet, men som om det i en usikker Fremtid søgte en saadan lokkende Mulighed.
— Altfor skjøn en Drøm til at dvæle ved, Kjæreste! Vi maa se Virkeligheden med dens Fare i Øinene, om der da er nogen saadan. Men, ikke sandt, Ingen veed noget om dette?
— Gertrud veed det.
— Gertrud!
Gertrud og — Vincentius! Hvilken Trusel ligger der ei i Forbindelsen af disse to Navne! Intet vigtigere nu, end at holde ham borte fra Langenstein og hende.
— Hun var jo selv tilstede.
— Men ellers veed Ingen det?
— Endnu En. En Mand.
— Der ogsaa var tilstede?
— Nei, han kom først flere Dage derefter. Det var en Ven af Hugo, der havde hørt om hans Sygdom.
— For Guds Skyld, Renata — hvem er da den Mand?
— Mellem os skulde der ingen Hemmelighed være, Ottomar. Men dette Ene kan jeg ikke sige dig.
— En Ungdomsven af Hugo?
— Ja, men langt ældre. Ikke just nogen gammel Mand, men henved en Snes Aar ældre, antager jeg.
At den Fremmede ikke er nogen gammel Mand, føler Ottomar som en Skuffelse; men denne Aarsnes volder ham nogen Trøst. Der er Skinsyge oppe i ham. Ja, trods det at han er saa rystet af hvad hun har berettet, saa skræmmet af Frygt for en mulig Opdagelse, der truer i den mystiske Skikkelse af en saadan i Hemmelighed hyllet Medvider, er han skinsyg paa denne Mand. Overfor ham har hun ikke kunnet fortie sin frygtelige Hemmelighed. Eller var det Gertrud, som den Gang ikke kunde bevare den? I saa Fald — hvad kan man da vente nu af hendes Tavshed?
— Sig mig blot, hvorledes kom denne Fremmede i Besiddelse af en saa vigtig og farlig Hemmelighed?
— Jeg sagde ham det selv, jeg maatte sige ham det. Han var mig til saa megen Trøst og Støtte i de Dage.
Altsaa, Gertrud von Laufen havde i alt Fald den Gang ikke røbet Noget. Men hvilken Indflydelse maa denne Fremmede ikke have øvet over hende, hvilken Tillid maa han ikke have indgydt hende! Ottomar lider ikke at dele noget af denne Kvindes Aand og Sjæl med en Anden, end sige med en ganske Ubekjendt — en mægtig Personlighed maaske, i alt Fald en stærk; det tyde hendes Ord paa. Men fremfor Alt, hvilken Magt har ikke dette Menneske over hende? Hvis hun har taget feil af ham, hvis han vil misbruge denne Magt, stille den i en syndig Lidenskabs Tjeneste — hvilke frygtelige Muligheder aabne sig ikke her!
— Og siden da har du ikke set ham?
— En Gang. Han besøgte os for tre Aar siden.
Det er som et Stik i Brystet. Denne Fremmede har besøgt hende i hendes Enkestand! I hvad Øjemed? Hvorfor reiser en Mand, der endnu er i sin kraftige Alder, til en afsides beliggende Borg, hvor en høibaaren, skjøn og aandfuld Kvinde sidder Enke uden mandlig Beskyttelse? Deri er der i alt Fald intet Gaadefuldt. Han har været hende til "Trøst og Støtte" i hendes tungeste Tid, han har skuet indtil Bunden af hendes Sjæl, da den befandt sig i sit stormfuldeste Oprør og i Sorgstillets afgjærede Gjennemsigtighed — Tilstande, i hvilke en trediveaarig Kvinde just er farligst for en Mand af høi og ædel Sindsretning, og kun om en saadan kan der her være Tale. Hvorledes skulde han kunne andet end elske hende? Og er hint Besøg, ikke Bevis for at han gjør det?
Og han har hende i sin Magt. O, hvilken Fristelse ligger der ikke deri, hvis ikke Alt er ædelt hos ham. Men hvor findes den Mand, hos hvem Alt er ædelt? — Alt, og til alle Tider?
Renata har atter taget Plads skraas overfor ham.
— Men lad blot ikke dette gjøre dig urolig og volde dig Bekymringer, som sandelig intet Grundlag have. For ikke i Ens eget Bryst er en Hemmelighed sikrere opbevaret end hos denne fromme og vise Mand.
— Lad os haabe det, lad os haabe det! mumler Ottomar, halvt fraværende. Hans Tanker ere ude paa Vildstier, hvis Retning hun ingen Anelse har om. "Denne Fromme og vise Mand elsker Renata, sikkert. Men Renata elsker mig. Ja, gjør hun det? Hvad om det kun var Erindring om den Elskov, hun bar til mig i hine Dage, om Hjertets første dugfriske Kjærlighedsdrømme — hvad om hun holdt dette Hukommelses-Billed for levende Virkelighed, medens der maaske allerede dybt i hendes Sjæl spirer en Følelse for denne Fremmede, der naar Tid og Leilighed er den gunstig vil voxe sig ud til en af de mægtige, altovervældende Lidenskaber, som Kvinder i hendes Alder ofte ere Bytte for. Formodentlig er han ugift — meget tyder derpaa, og jeg kan ikke tage til Ægte; hvilken Begunstigelse for hans Sag i hendes Hjerte! Men dette er en ny Haand, der peger paa Mittelmynster. Dér er hun i min Varetægt, dér er hun afsondret fra ham. Og allerede i hendes Valg vil det vise sig. Hvis hun virkelig elsker mig, hvorfor skulde hun da vægre sig — endnu, efter dette, der saa tydelig, saa bydende viser hende den rette Vei?"
Ottomar skubber Stolen tilbage og reiser sig.
— Men det ser du vel nu, Renata, at du ikke kan blive til Stadighed her paa Langenstein.
Renata nikker, uden at se op.
Det er et Nik, der siger, at hun hører hans Ord, forstaar dem og ikke er blind for de Grunde, der tale for dem. Det er ikke paa nogen Maade et af de Nik, hvormed man tager en Beslutning for Livstid. Og en saadan er det, som Øieblikket kræver; en saadan er det, hans Hjerte trygler om, til sin Beroligelse.
Denne Kvinde maa forskrive sig til ham, uden Forbehold. Og hans Ord naa kun hendes Øre. Han kjender ikke hendes virkelige Tanker, end sige hendes virkeligste Følelser.
Utaalmodig, ja uvillig dreier han sig om paa Hælen og giver sig til at gaa frem og tilbage mellem Bedepulten og Bordet.
— Siden vi sidst talte om den Sag, begynder han, idet han atter standser foran hende, er der hændet meget, som har føiet mere til mine Grunde end Ord kunde have gjort det, om jeg havde talt i alle de Timer og været mere veltalende end Demosthenes. Jeg har Magt til at beskytte dig, men rigtignok ikke, naar du sidder her og jeg i Regensborg. Dog jeg vil ikke blot henvende mig til din Frygt, skjøndt jeg saae — jeg maa næsten sige: til min Glæde saae jeg før — at du ikke er uimodtagelig for den, saa tapper jeg ellers veed du er. Men tænk paa hvad mit Liv maatte blive i Regensborg, naar jeg intet Øieblik veed, om du endnu er i Live eller er myrdet af en fanatisk Pøbelhob. Hvis du har nogen Kjærlighed for mig, vil du ikke fordømme mig til et saadant Liv.
— Jeg kunde søge Tilflugt nu i Regensborg, jeg har jo Slægtninge dèr endnu, som vilde huse mig.
— Godt, vi vil fastsætte dette. I de første Dage er der ingen Fare her, navnlig ikke efter de energiske Forholdsregler, som vi strax vil tage. Vi kan forberede vor Afreise i al Ro og uden at vække Opsigt. Soten er tilstrækkelig Forklaringsgrund baade her og i Regensborg. At du dèr tager ind til dine Slægtninge, er naturligt nok, og et saadant Ophold kan ganske vist være et passende første Skridt; men heller ikke mer.
— Naar jeg opholder mig hos dem til Soten i Langenstein By har raset ud, saa vil denne Vanvid hos de Langensteiner-Borgere og dermed Faren selv være svunden som en ond Drøm, naar Feberen er ude af Blodet — —
— For at bryde ud igjen ved den første, den bedste Leilighed og fordre sit Offer, endnu før Nogen veed det mindste om dens Gjenoplivelse. Eller hvad have vi her oppe paa Borgen anet om hvad der foregik ved dens Fod? Nei, Renata, jeg siger dig: kun i Mittelmynster er der blivende Sikkerhed for dit Liv og for min Ro.
— Og for vor Ære, Ottomar?
Hendes Blik træffer ham pludselig. Hans vender sig bort … kun et kort Nu. Saa ser han hende fast Øie i Øie.
— Jeg svarede dig paa dette sidst. Den Fare, der boer i os selv —
— "I mig selv, det er i mit Kjød," siger Apostlen.
— Nu vel, det er det "selv", der skræmmer dig med sin Fare. Og jeg siger inat med dobbelt Ret: bedre at bukke under for den end at sky allerede dens Skygge og bukke under for dødeligere og virkeligere Farer. Lad os vove at tage vor Ære i vor egen Haand.
— Du kan have Ret i det. Æren er kun en ringe Ting. Men vor Frelse, vor Sjæls Salighed er det ikke.
— Visselig ikke. Dog dette er ingen Dødsynd. Der gives Bod og Forladelse for den. Er der Synd, da maa den komme over mig, og jeg vil bøde. Er end Sakramentet nægtet vor Kjærlighed — ved min Skyld, ved min Taabelighed, ved mit Tungsinds Ungdomsvildfarelse, den der har sat sit uudslettelige Stigma paa min Pande — — ja. Ægteskabets Helliggørelse er nægtet vor Kjærlighed, men den bærer sit Sakrament i sig selv, den er saa høibaaren —
— saa høibaaren, at den skulde hæve os sammen til det Høieste, ikke kun drage os des dybere ned i Materien. Ottomar, o lad den forene os til den gode Guds Aandstjeneste, ikke forbinde os i Kjødets Lyst til at øve Verdensskaberens Værk!
Renata har reist sig og grebet hans høire Haand, som han holder udstrakt. Hun trykker den imellem sine. Men hendes besværgende Blik møder kun en uforstaaende skræmmet Stirren fra hans graa, dybtliggende Øine.
— "Verdenskaberens Værk" — — hvad er det for Tale, Renata? Bekjende vi ikke een Gud og Skaber, og har han ikke gjort Ægteskabet til et Sakrament — kun ikke for os — ak, ikke for os!
Hovedrystende lader Renata hans Haand synke.
Med en træt Bevægelse træder hun hen til Bedepulten og støtter sin Arm paa den.
— Hvor mangen Gang har jeg knælet her som Barn, Ottomar. Da bad jeg ogsaa til "Himlens og Jordens Skaber". Jeg tænkte mig ham thronende over Dagens Skyer og Nattens Stjerner og mente, som man havde lært mig, at alt dette var hans Hænders Værk. Nu søger jeg ham ikke længer hist oppe — ikke den Gud, jeg beder til. Og Verdenskaberen — hans Hænders Værk har jeg siden lært at kjende. Her i dette Gemak har jeg lært Synden at kjende og "Syndens Sold". Det Legeme, som mit eget var, eet med i syndig Lyst, har jeg set sygne hen, svinde bort uhjelpelig under min Pleie, og selv maatte jeg give det den Dødsens Drik, at dets Ve og Vaande endelig maatte stedes til Ro. Siden hin Time er jeg intet Barn mer — intet af de Børn om hvilke Apostlen skriver, at han ikke kan give dem kraftig aandelig Føde, men kun Mælk at drikke, fordi de endnu ere kjødelige.
— Og jeg? holder du mig for et saadant Barn?
— Jeg holder dig for en Børnelærer, saa vant til at tale til Børn i det Sprog, de fatte, at det er blevet dit eget. Men du er en Mand indenfor Bispekaaben, og du har lyttet til Oldtidens Visdom. Du maa vide i dit Inderste, som du maa føle det, at den Gud, du hæver dig til i din Andagt, han har intet tilfælles med Verdens-Bygmesteren, Skaberen, der har udbredt Materien i Rum og Tid og sat sin Orden og sin Lov over den og vakt sine Propheter, for at holde Aanderne i Trældom, og velsignet Kjødets Lyst, at hans Rige maatte formeres og foreviges — — —
— Renata, dette er pur Manichæisme! værre Heræsi end hvad Nogen har tænkt paa at sigte dig for.
— Jeg troer det gjerne. Og nu — nu veed du, Ottomar, hvorfor jeg ikke kan blive Abbedisse i Mittelmynster.
Ottomar har kastet sig ned paa Stolen og skjuler Ansigtet i sine Hænder med en fortvivlet Stønnen.
— Frygteligt! Saa er der da ingen Udvei.
— Ingen. Du er ikke Mand for at redde mig. Forlad denne Kjætterrede, overlad mig til min Skjæbne — — til Kaspar Smed.
Hun synker ned paa Skamlen og griber med begge Hænder fast om Pulten.
Ved dette Navn gjennemryster en uimodstaaelig Gysen hendes Legeme fra Isse til Saal.