Guds Venner/16
XVI
Dette andet Slag har næsten bedøvet Ottomar.
Hans Forstand staar raadløs stille.
Til de oprørske Borgere dernede har han sagt, det turde vel forholde sig med Beskyldningen for Hæresi som med den for Giftmord. Og dette Ord havde paa en frygtelig Maade bekræftet sig: begge Beskyldninger have deres Grundlag. Han havde fortrøstet Langensteinerne med den Undersøgelse, han allerede havde ledet i Gang. Gud naade ham og hende, hvis hun stod anklaget som Kjætterske for hans episkopale Domstol!
Og Mittelmynster, hvis Port et venligt Forsyn syntes at aabne som et sikkert Asyl — Mittelmynster spærret!
Men hvorledes var dette gaaet til? Hvorfra havde Renata disse Anskuelser, der vare saa grundforskjellige fra Alt, hvad der var gængs ikke blot i Kirkehjordens Bønnebøger men ogsaa i Kjætterprotokollerne, hvor tvertimod det Modsatte havde Overhaand: pantheistisk Mysticisme, naturalistiske Theorier og kjødeligt Sværmeri?
Hvorfra? Ja hvorfra har en Kvinde særegne Anskuelser, om ikke fra en Mand, der har taget hendes Hu fangen, overskygger hendes Tanker med sin Aand, befrugter hendes Phantasi med sin Kraft?
Og behøvede han at søge langt for at finde, hvo denne Mand var? Hvo uden han, "den fromme og vise" Fremmede, den Navnløse, maaske kjendt og forfulgt under Betegnelsen "den store Gudsven"? Hendes Navn var jo blevet sat i Forbindelse med denne Ærkekjætter, om hvis Lære man intet sikkert vidste, og det forekommer ham nu ikke usandsynligt, at Rygtet kan have Ret. Allerede under Samtalen i Bibliotheket havde en saadan Mistanke rørt sig hos ham. Havde det ikke maaske været et rigtigt Instinkt, der havde faaet ham til at udsætte en Pris for denne Ubekjendtes Paagribelse, just da han beredte sig til sin Langensteiner Reise?
Og hvorledes havde den Fremmede, hvo det nu end var, faaet saadan Magt over hende? Derved at han selv, Bisp Ottomar, var langt borte. Dog nu var han her, paa Borg Langenstein. Nu var det Tid at tage Kampen op, at vinde hende tilbage og sætte sin Aandsmagt i den Fremmedes Sted. Og Renata elskede ham jo. Hvilke farlige Følelsesspirer der end kunde være saaet i hendes Sjælegrund af hin ubekjendte Personlighed, der allerede i saa betænkelig Grad beherskede hendes Aand — endnu elskede hun ham, Ungdomselskeren og — Biskoppen! …
Han sidder med Armene støttet paa Bordet og Ansigtet skjult i Hænderne.
Da han ser op, er det som om han fik et Stød.
Hans Øie vilde søge Renata ved Bedepulten, hvor han har et vagt Indtryk af at have set hende synke ned. Og nu staar hun dèr lige foran ham ved det smalle Bord, som hendes Hænder hvile paa.
Mellem de to Voxkjerter staar hun dér som et Alterbilled.
Der er et i Dominikanerkirken, der forestiller den hellige Maria Ägyptica, hvis Haar mirakuløst vælder ned og skjuler hende for de hedenske Bødler. En christelig Martyrerske! Men der er et andet Billed, et, der ikke er mildnet ved Legendepoesi og Malerkunst men er brændt ind i ham med Virkelighedens skaanselløse Kraft: — staaende paa Sorbonnens Trappe har han for en halv Snes Aar siden i Paris set en Beghiner-Kjætterske blive ført til Baalet; hun bar, som Skikken bød, sit Haar opløst over den graa Bodsdragt, og i hver Haand holdt hun en brændende Voxkjerte. Dette Syn bliver levende, med den frygteligste Betydning. For hin Beghine havde ikke ytret en Tiendedel af det gudsbespottelige Hæresi, som just er kommet over disse elskede, sørgmodig smilende Læber.
Dog det er hendes Blik, der trænger varigst og dybest ind i hans Erindring og vækker den saa levende, at han med en uvilkaarlig Bevægelse holder Haanden for Øinene.
Saaledes havde hun jo staaet den Gang og set paa ham. Det er hint sælsomme Blik — det han aldrig har kunnet glemme, der har forfulgt ham som en uløst Gaade, og som nu atter hviler paa ham — — —
Hin Regensborger Karnevalsdag, der er indskrevet i hans uskrevne Kalender under Navnet "det udslagne Haars Dag", havde været Høidepunktet og Slutningen af hans selvkaarne Martyrium. Den barnlige Blødhed, som Rammen og Halvskyggen af det opløste brune Pragthaar meddelte den unge Piges Træk, havde gydt Olie i hans Hjerteflammer; det syntes ham dødeligbitrere end nogensinde, at han maatte give Slip paa dette Klenodie, ja endogsaa støde det fra sig med Foden som en foragtelig Ting. Saa var han da endnu mere rasende fortvivlet og derfor end mere støiende overgiven end ellers, endnu mere aabenbarlig drukken af den yppige Adelgundes tilskuebaarne Yndigheder, saa at han med hende ved sin Arm synlig spottede over sin Trolovede og drev sit falske Spil formasteligere end paa nogen af de andre Dage. Det var den sidste; thi denne hans skamløse Opførsel førte til den afgjørende Krise: — ved denne Aftens Dands slog Hugo ham i Ansigtet med sin Handske og kastede den saa for hans Fødder til Udæskning paa Liv og Død … Men før dette tildrog sig, havde han i Skumringen trukket sig tilbage til en Vinduesfordybning, for om muligt at finde en Slags Lindring for sit martrede Sind ved ganske at give sig sin Fortvivlelse i Vold. Han havde siddet en rum Tid saaledes ubemærket, da et eller andet fik ham til at se til Siden. De tændte Lysene inde i Høiloftsalen, hvor Dandsen skulde staa; og just under en Kandelaber, hvis Kjertebundt lod sit blide Skjær strømme ned over hendes Haar, stod — kun et Par Skridt fjernet — Renata. Blot et Øieblik endnu saae hun paa ham — "endnu", for han følte, at hun havde betragtet ham længe. Men dette Blik har fulgt ham bestandig siden som en Maning og et Spørgsmaal. Det var uendelig bedrøvet, men der laa endnu noget Andet deri. Hvad? Bebreidelse, selvfølgelig. Men just dette var det Sælsomme, det uendelig Foruroligende: — det kunde jo ikke være Andet end Bebreidelse, og dog var det alt Andet end det.
Nu kan han tyde hint Blik. For det er det samme, der nu sænker sig over ham. Og i det læser han en dyb, uudtømmelig Medlidenhed.
Medlidenhed den Gang. For han veed jo nu fra hendes egen Mund, at hun havde gjennemskuet alt hans paatagne Væsen, hans bespottelige Mummespil, hvorved han havde villet gjøre sig selv hadefuld i hendes og Alles Øine, for at løfte hende ud af hendes Elskovsvaande og bedrage hende for hendes Sorg. Hele hans kunstig beregnede Svig havde den Gang ligget ynkelig blottet for det samme Blik, som nu lodder tilbunds i hans sønderrevne Sjæl.
Medlidenhed ogsaa nu. For hun har glemt sin egen Fare over den Nød, hvori hun har stedt ham ved at afsløre sig som en Kjætterske for ham, Kirkefyrsten.
"Du arme, arme Mand! kunde jeg dog være dig til Hjelp og Trøst! Nu skjælver du for min fortabte Sjæl! nu føler du vel endog, det er din Pligt at sætte dig paa dit Dommersæde og dømme mig til Baal og Brand — o, du stakkels forvildede, i Overtro usalig hildede Mand!"
Det er hvad han tydelig læser i dette Blik.
Der skal stærke Skuldre til for at bære Medlidenhed uden at føle dens Tryk. En Mands Kjærlighed maa være af saare ædel Art for helt at elske den Elskedes Medynk. Det føler Ottomar i denne Stund.
Der er Noget, der reiser sig i ham til Modstand, for at ryste denne Medlidenhed af. Staar hun da aandelig saa høit over ham, at hun saaledes fra oven af kan række ham denne ydmygende Gave?
Ja men den Gang, da hun havde forstaaet ham saa langt bedre end han hende, havde ikke den Gang den unge Pige staaet som Ynglingen? Og nu — Kjættersken og Biskoppen, hvorledes staa de to overfor hinanden? Syntes ikke Kjætteren stedse at staa høiere end Kirkens Mand? Thi han forfulgte Ingen, han vilde ikke tvinge Nogen, han paakaldte ikke den verdslige Magts Vaaben til sin Beskyttelse. Hans Anskuelser vare falske, ganske vist, men ved et djævelsk Blændværk syntes de kun altfor ofte at adle ham fremfor den Kirketroende.
Dog nu skal dette Blændværk sønderrives ved hans Seir over denne fremmede Erobrer. Han vil fordrive denne Ubekjendte af hendes Sind og ved sin Førstefødselsret tage hende i Besiddelse, helt — Aand, Sjæl og Legem. Paa Forhaand føler han Seiren i sig, fordi han erkjender den som sin himmelsendte Mission. Naar Himlen tager Dæmoner i sin Tjeneste, saa er det fordi det gjælder en høi og herlig Sag.
Fuldtvel kjender Ottomar denne Ærkedæmon. Han havde jo haft sine frygtelige Fristelseskampe, som de alle have haft dem, de der for Aandens Skyld slaa Kjødet og dels Drifter i Lænker. Intet Helgenlegendarie, der jo ikke beretter derom. Hele Asketens aarevis undertrykte og opdæmmede Mandskraft er vaagnet.
Det synger ham for Øret, som var han i en Lund fuld af tusend Fuglestemmer; det flimrer ham for Øiet, som naar Middagssolen straaler gennem susende Vaarløv.
Han skjelner ikke længer hendes Træk, men han ser, at hun gjør en Bevægelse som for at gaa bort, maaske skræmmet af hans Blik,
Hurtig griber han hendes Haand.
— Veed du, Renata, naar du sidste Gang saae saaledes paa mig?
Hun ryster paa Hovedet med en blid, lidt træt Bevægelse.
Da streifer den bløde, frit nedvældende Haarbølge hendes Kind som med et mildt manende Kjærtegn, og Kjerterne, hvis Flammer komme i let viftende Bevægelse, sende en svag Voxduft til hendes Sands og Sind — saa svag, som kom den langveis fra, ikke gjennem Rummet, men gjennem Tiden.
Et fast, inderligt Haandtryk jager hende Blodet i Kinderne.
— Nu ser jeg at du mindes!
Ottomar reiser sig.
Forgjæves forsøger hun at befri sin Haand.
Kjerterne hindre hendes Bevægelser. Men de hindre ogsaa hans. De gjør Bordet til en Skranke imellem de to. Med sin frie Haand løfter han den venstre Lysestage og sætter den over til Magen.
Nu er Skranken falden, og han staar ved hendes Side uden at have sluppet hendes Haand.
— Ja, Renata! det var hin sidste Aften i Regensborg, der i sine Følger har ført til Alt, hvad du talte om, Alt hvad du har oplevet af Liv og Død inden disse fire Vægge. Her har du følt selv den tilladte Lyst som Brøde, fordi du ikke elskede din Husbond. Thi af Medlidenhed med hans bønlige Elskov og af Kjærlighed til mig havde du ægtet ham.
— Af Kjærlighed — til dig?
— Ja, saa sælsomt det lyder, saaledes er det. Fordi du gjennemskuede min Plan, forstod hvorledes jeg gjorde mig selv til Skurk for at frigjøre dig for mig, at din herlige Ungdom ikke skulde forkrøbles og visne hen i Skyggen af ulykkelig Kjærlighed. Og saa fordi du selv vilde befri mig, som jeg befriede dig, at jeg ikke skulde gaa om med et Pigemord paa min Samvittighed. Du saae den Opgave, som min beregnende Færd stillede dig; i lydig Forstaaelse tog du den op til Fuldendelse og kronede Værket med dette Ægteskab. Har jeg da ikke Ret til at sige, at du ægtede Hugo af Kjærlighed til mig?
Renata ryster paa Hovedet med et svagt Smil, som denne Aabenbarelse af en krøget Mandstankes voldsomme og forvredne Konstruktion aflokker hendes ligefremme Kvindesjæl.
— Ja, du nægter det, men tro mig, jeg kjender dig bedre, end du selv gjør det. Det var stort handlet, som ikke een Kvinde udaf Hundredtusend havde handlet — en uendelig Velgjerning mod mig, hvem du gjorde mindre ulykkelig, og mod ham, hvem du gjorde saa lykkelig, som han kunde vorde; men et Selvoffer, hvis Afgrund ingen af os kunde ane. Ja, et dagligt Offer er det blevet for dig her i denne Hymens triste Helligdom, som dog nu skal vorde den sande Elskovshelligdom, hvor du lærer at prise din Skabergud, ham, du her er kommen til formastelig at forbande — prise ham for den levendegjørende Ild, som sammensmelter det Skilte, Verdensbaalet, af hvis Flammedaab Sjælene springe nyfødte frem som Gnister — — —
— Ottomar, Ottomar! Hvilken Dæmon taler ud af dig — —?
— En Dæmon, som er en Gud, nei Gud selv, der tager Dæmoner i sin Tjeneste, som skrevet staar, at den ene Djævel driver de Andre ud og at han driver Dæmonerne ud ved Dæmonernes Øverste. Sagde du, jeg var ikke Mand for at frelse dig? Aldrig har du feilet saa storlig! Thi for os virker Gud i sin Miskundhed det Under: — her er det Frelsesorden hvad for de Andre er Helligbrøde! at afholde sig fra Synden vilde være af Feighed at holde sig tilbage fra den Vei, Forsynet selv peger paa! Ringe og let tilgivet er hvad der ulmer af Synd i Kjødets Lyst imod hin Aandens Hoffærdighed, der allerede havde bragt dig Fortabelsen nær, men som skal uddrives af hin, drukne i den, saa du ikke kjender den mer — —
— Min Gud! er det en af "den frie Aands" Brødre jeg hører eller en Kirkens Biskop —?
— Ingen af disse! En Mand. Den Mand, der elsker dig og som du elsker — —
Renata vil rive sig løs — forgjæves — vil støde ham fra sig — —
Hun er i hans Arme — løftet op — baaren bort — —
Om han kan bære hende?
Skulde han ikke kunne bære sin Renata, om det gjaldt at redde hende fra Ildsvaade, som hendes Farfader bar Saracenerpigen ud af det brændende Palads?
Skulde han ikke kunne bære hende ind i den Livsens Ild, deres Elskov har tændt for dem?
Han ler overmodig, allerede omhvirvlet af dens Flammer, de glindsende, glittrende, gnistrende Haarstrømme, der ombølge ham … blænde ham, saa han snubler, da han ikke bliver Trinet til Alkoven vàr …
Snubler, ikke nok til at han falder med sin kostbare Byrde — men tilstrækkelig til at Renata kan gjøre sig fri … støde ham tilbage … komme til Aande.
— Saa er det da sandt, Forbandelsen er over dig.
— Forbandelsen? mumler han.
— Din Farfaders, Korsfarerens Forbandelse, den er over dig. Som Judas forraader du din Frelser —
— Christus — jeg —?
— Gudsønligheden i dig — du forraader den med et Kys, med en Omfavnelse korsfæster du den. Du vil brænde i mine Arme — vil drage mig med dig ned i Helvedes Brand og Brynde — —
Neppe er Ordene — dem hun instinktiv har grebet som et Nødværge — ude af hendes Mund, før hun ønsker dem usagte.
En frygtelig Forandring foregaar med hans Ansigt.
Dets Træk, der havde lyst i en vanhellig Extase, stivne i overtroisk Rædsel. Skridt for Skridt viger han tilbage, uden at vende de opspilede Øine fra hende.
— Helvedesbruden — — — Helvedes — bruden — —!
Med et halvkvalt Skrig støder han Døren op.
Renata er ene.
Hun har seiret.
Ak, at hun skulde seire saaledes!