Guds Venner/18
XVIII
Et Mandsansigt bøier sig ned over Ottomars.
En dæmpet, dyb Røst spørger deltagende: —
— Har I taget Skade, Herre? føler I Smerte noget Sted?
— Af Baalet?
Det lyder som om en fremmed Stemme spurgte, bag ved ham og langt, langt fjernere end Mandens.
— Af Lynslaget — en af Træsplinterne kunde have ramt Eder.
En svag, uforstaaende Hovedrysten.
— Kjender I mig ikke, Herre?
Den samme Hovedrysten.
Ansigtet streifes af Maanelyset og er vel synligt mod den kulsorte Himmel over det.
Det har aabne, tillidvækkende Træk. En bred Pande, kort Næse, kløftet Hage, kraftige velformede Læber; overalt saadanne Streger, Folder, Rynker og Rids, der tale om stærke Følelser ja Lidenskaber, aandelige Kampe og mægtigt Tankearbeide. Haaret, der hænger ned til begge Sider, er endnu dunkelt men berørt af Alderens Rimfrost.
Et fremmed Ansigt, og dog synes det ham ikke ubekjendt.
Han smiler som i Drømme.
— O ja. Jeg kjender Jer … Den barmhjertige Samaritan.
Han mindes et Billede, han har set hos en Kardinal i Vælskland. Italien. Hvor var Himlen blaa, Husene hvide! For længe, længe siden … som i et andet Liv. Men det var jo ogsaa et andet Liv — Jordelivet.
— Den barmhjertige Samaritan i Helvede! mumler han for sig selv. — Trolig nok! jeg kan tænke mig, Leviten og Præsten ere farne til Himmels!
— I er svarlig rystet. Herre, som naturligt er.
Det er sælsomt, at ogsaa denne Røst med sin dybe Klokkeklang synes ham bekjendt. Billedet var dog maalløst, om end talende nok, thi det hidrørte fra en af de største Mestre.
— I maa drikke et Par Mundfulde Vin, som jeg fører med mig for saadanne Tilfælde, den vil styrke Eder, det er god cyprisk Vin.
— "Og forbandt hans Saar og gjød deri Olie og Vin." Men hvor har han sit Ridedyr?
Den Fremmede har af sin Taske fremtaget en Krystalflaske og et lidet Sølvbæger, som han fylder.
— Kom Herre, jeg skal støtte Eder.
Kun et Par Smaaslurke kan Ottomar synke. Men det er, som om varmt Liv gjennemstrømmede ham og rislede og piblede ud i hver lille Aaretraad.
— Hvor er jeg? spørger han efter en kort Tavshed — og Røsten er nu næsten hans egen.
— Paa Langensteins Kalvariebjerg.
Et dybt Suk modtager denne Meddelelse.
— Jeg troede, jeg var i Helvede! — Langensteins Kalvariebjerg — jeg kjender det! Der er værre dér end i Helvede. — Jeg siger dig. Mand, da jeg sidst var her, da længtes jeg efter at fare til Helvede. Det var som en Forløsning. For der er ingen Rædsel dér, som er at ligne med hvad jeg maatte lide her. Alt hvad hin Florentiner saae, hvem Virgilius førte derned, hvis ellers I har hørt om ham — —
— Vel har jeg hørt om Messère Alighieri, for min Fader har selv set ham.
— Din Fader — Dante? Din Fader har set en stor Mand, en meget stor Mand. Fortæl mig om det.
— Vil det ikke anstrenge Eder at høre?
— Nei, nei, Eders Røst gjør mig godt. Tal kun.
— Drik endnu lidt af min Cypernvin.
Den Fremmede fører Bægeret til Ottomars Læber og hjelper ham med at reise sig bedre.
Ottomar drikker med Begjær. Denne Gang bliver der intet tilbage i Bægeret.
— Eders Grækervin er Elixir, og Eders Røst er god at lytte til. Fortæl saa om hvorledes Eders Fader saae Dante. Var det i Florens?
— Nei Herre, i Ravenna, hvor Forretninger havde ført ham hen. En Dag gik han imod Aften ud til en Pinieskov, som ligger udenfor Byen; der var mange Borgerfolk, som paa denne Vei søgte Luft og Kjøling efter Dagens Hede. Da saae han en ensom Skikkelse komme ud mellem Pinierne og gaa tilbage, ind imod Staden. Det var en høi Mand i en fodsid Kjortel; han holdt Blikket fæstet paa Jorden, som om han lidet agtede paa sine Omgivelser, og af hans Træk saae man under Hætten kun en Ørnenæse, magre Broncekinder og en mægtig fremspringende Hage. Hvor han kom frem, veg Folk ærbødig og sky tilside og Børnene skjulte sig i Kvindernes Kjolefolder og nogle skreg og blev tysset paa af Mødrene. Min Fader undrede sig, hvem det vel kunde være; men endnu mere undrede han sig, da han hørte hviske rundt om: "dér gaar han, som har været i Helvede."
— Vel maatte Eders Farfader undre sig og jeg undres, om han virkelig er steget derned eller om han har opfundet det altsammen. Skjøndt hvor hentede han det Mod fra, til at sætte to Paver ned i Helvede? For han saae det Sted, hvor Bonifacius, som da sad paa Petri Stol, skulde lide og hvor Nicolaus led. Ja, jeg tænker, han var der.
— Visselig har han været dér, thi han er steget ned i sit eget Indre, og dér have vi vort Helvede som vor Himmel. Og derfor var det taabeligt af dig at længes efter et udvortes Helvede som efter en Forløsning, da du dog kunde være steget fra dit eget Helved over i din egen Himmel, og Ingen kunde hindre dig deri. Men mægtede du ikke det, hvo kunde da befri dig? Ja, om en Gud udenfor dig aabnede sin Favn for at frelse dig, hvad baadede det dig, naar du havde et Helved i dit Indre? Thi du vilde jo bringe Helvede ind i Gud selv.
— "Du vilde bringe Helvede ind i Gud selv!"
Tankefuld gjentager Ottomar disse Ord.
Den Fremmedes "Du" minder ham om Renatas i Løvhytten. Og det virker, sælsomt nok, næsten ligesaadan paa ham. En stor Varme overfor denne Fremmede opfylder ham.
Pludselig ser han op og betragter hans Ansigt opmærksomt i nogle Sekunder.
— Nu kjender jeg Eder igjen. I er Kjøbmanden fra Lengefeld.
Den Fremmede nikker.
— Jeg vidste vel, I vilde kjende mig, Herre.
— Men hvor kommer det, at I er her?
— I har selv indbudt mig.
— Jeg mindes vel, at jeg opfordrede Eder til at komme til Borg Langenstein, medens jeg endnu var der, og at I saa godt som lovede mig det.
— Og den nærmeste Vei fører over dette Kalvariebjerg.
— I har valgt en sælsom Døgnets Tid til Eders Vandring.
— Muligt, at Gud har indgivet mig at gaa just saaledes. For jeg kom her, synes mig, i rette Stund.
— Det er sandt.
— Og mulig indgav han Eder den Gang at indbyde mig og maaske lod han os mødes i hin Kro just i dette Øiemed og for Andets Skyld, som maatte flyde heraf. For disse Sammenhænge ere hemmelighedsfulde og paa langt Hold, og meget føier sig i Livet som i hine Dobbeltdrømme og Sandhedsdrømme, hvilke den gamle Artemidoros i sin Oneirokritikon veed at berette om og hvorpaa de antike Skrifter byde os mange Exempler.
Ottomar nikker eftertænksomt.
— Det kan vel forholde sig saalunde. Og sælsomst af Alt: just før I kom, havde jeg her en Slags Drøm — ihvorvel jeg mente at være vaagen, men endnu mens jeg oplevede det Frygtelige var det mig dog ogsaa, som om det var en Drøm — men en Sandhedsdrøm, som Tiden da var dertil: post mediam noctem cum somnia vera, som Horatius siger. En sand Drøm, min Gud! endnu skjælver jeg ved den Tanke, at det kunde være en saadan.
— Betro mig Eders Drøm — om I da ikke frygter, at det skal sætte Eder i for stor Ophidselse, nu da I endnu er rystet og medtagen.
— Ja, jeg vil fortælle Eder den, for jeg troer snarere at det vil tjene til min Beroligelse. Vid altsaa, at jeg syntes at befinde mig i Regensborg, paa Hedetorvet, om I er kjendt dér; og dér lod jeg en Kjætter brænde. Og Kjætteren var min Ven, hvem jeg elskede høiere end mig selv, og jeg elskede hans Kjætteri høiere end min egen apostoliske Rettroenhed. Hvad tykkes Eder vel om en saadan Drøm?
Med ængstelig Forventning ser han op paa Kjøbmandens Ansigt. Fra dettes Træk straaler der et roligt tillidsfuldt Smil, og der er al denne sjeldne Stemmes dæmpede Klokkeklang i det overraskende Svar: —
— Min Søn, du kan ikke lade en Kjætter brænde.
— Jeg kan ikke? Det mener I?
— Just det mener jeg derom.
— I kan have Ret. Bedre at nedlægge Embede og Værdighed og lade dem brænde mig selv som Kjætter. Og saaledes endte da ogsaa min Drøm.
Den Fremmedes Haand lægger sig mildt paa hans Skulder.
— Dog heller ikke du selv kan brændes som Kjætter.
— Hvorledes?
— Fordi der ingen Kjættere gives — derfor kan du ikke lade nogen Kjætter brænde og ikke selv lade dig brænde som Kjætter.
— Der gives ingen Kjættere?!
— Der gives ingen. Dette Ord synes dig underligt, ja uhørt og sætter din Aand i Forvirring. Og dog siger jeg dig, den Tid vil komme, om end nogle Aarhundreder ville gaa hen først, men komme vil den, da det er en selvgyldig Hvermandstale.
Tavs stirrer Ottomar hen for sig i nogen Tid, forsøgende at følge Rækkevidden af en saadan Forestilling. Og han ryster stille paa Hovedet.
— Saa trøstelig som en saadan Udsigt kan være i den ene Retning, saa undres jeg dog og tvivler, om det da ogsaa vil blive en god Tid. Men sig mig Et: er der heller ingen Forskjel mellem Gode og Onde?
— Maaske ikke saa helt og udelt. Men der er Forskjel mellem Vanhellige og Hellige; thi Hellige gives der, om end saare sjelden, hist og her, og paa ingen Maade i et Antal til at befolke Kirkekalenderen med. Fremfor Alt gives der Ædle og Uædle, Naturer, som stræbe op ad, ud af Naturen, til Aandeliggjørelse, og saadanne, der føle sig hjemme i Materien og stedse hilde sig fastere i dens Garn. Dette er en virkelig Forskjel, som findes i Verden og som ikke beroer paa Meninger og Anskuelser.
— Dog gives der Meninger og Anskuelser om de høieste guddommelige Ting, og Sandheden er kun een. Hvo der nu troer at have den rette Anskuelse, maa han ikke fordømme de Andre som skadelige og kjætterske, alt efter den Grad i hvilken de afvige fra hans — om han end ikke behøver at bekjæmpe Kjætterne med Ild og Sværd?
— Der gives saadanne forskjellige Anskuelser, og jeg vil sige dig, hvorledes det dermed forholder sig. Har ikke den store Apostel sagt: "Vi se her ligesom i et Speil." Dermed er alting sagt. Nu er der Speile med dunkelt og anløbet Glar eller hvis Glas er fuldt af Pletter og Blærer, eller med slet slebne Plader, som trække Billedet i Længden eller brede det ud til Siderne. Mange Folk nøies med Haandspeile, som en Landsbybarbers. Men saa er der ogsaa de store justerede Speile, alle slebne paa den samme Maade, som Glarmesterlavets øverste Raad og Oldermanden har foreskrevet at de skulle slibes, fordi det er bedst at se saaledes. Og læg nu Mærke til Følgende. Mange Rettroende speide med andægtig Flid og Iver i disse Speile for at finde Sandheden og hvad der kan tjene til deres Sjæls evige Vel og Frelse; og alle de, som kaldes Kjættere, gjøre det samme, idet de se ind i deres Speile. Her er nu aabenbart ingen stor Skilsmisse, thi hvad der maatte være af Forskjel, det ligger ikke i Menneskene men i Speilene. Derimod er der en himmelvid Afstand mellem disse paa den ene Side og paa den anden den store Mængde, der slet ikke ser ind i Speilene, fordi det kun bekymrer den lidet hvad der kunde opdages dér, da den dog har nok af og tillige fuldt op at gjøre med at se og finde hvad der ligger ret for Næsen af den, ligesom Kvæget med sit Foder. Eller kan hænde at den leilighedsvis kaster et Blik i Speilet ogsaa, fordi den troer at den ved dets Hjelp kan komme i Besiddelse af nogle gode og nyttige Ting, som den uden det ikke vilde kunne finde. Ligesom Kvæget ogsaa stirrer ned i Kjæret, dog ikke for at se den blaa Himmel med de hvide Skyer, der speile sig deri og ellers er skjult for dets jordbundne Blik, men for at se hvor det bedst kan drikke. Nu ser du, hvor du skal trække Linien for at skjelne rigtig, og at de som trække den mellem "Rettroende" og "Kjættere" have delt forkert af; og du forstaar hvad jeg mener med dette Ord: "Der gives ingen Kjættere."
— Jeg forstaar det vel … Men — hvad er I egentlig for en Kjøbmand?
— Veed du end ikke det?
— Hvor skulde jeg vide det?
— Og dog har du hørt det fra Barnsben af.
— Hvorledes?
— Har du ikke alt som Barn hørt om hin Kjøbmand i Evangeliet, som søgte efter gode Perler? "Og da han fandt en kostelig Perle, gik han hen og solgte Alt hvad han besad og kjøbte denne Perle." Saadan en Kjøbmand er jeg.
— Saa var det kun billedlig at I kaldte Eder en Kjøbmand?
— Ikke blot det. Jeg var en Kjøbmand fra min Ungdom, som min Fader før mig.
— Dog nu er I det ikke længer?
— Vist er jeg det end. Evangeliet siger jo heller ikke om hin Perlehandler, at han nu holdt op med sit Kjøbmandsskab og lukkede sig inde og blot saae paa sin kostelige Perle. Snarere tænker jeg, at han nu har drevet Handel med den og frugtbargjort dens Værdi. Thi denne Perle har ogsaa den kostelige Egenskab, at man kan afhænde den til Enhver, som veed at vurdere den og vil betale dens Pris, og dog har man den endnu stedse i Eie.
— Om saa er, saa har jeg neppe feilet, da jeg i Lengefeld sagde Eder at I vistnok vilde finde Kunder for eders Varer paa Borg Langenstein. Og did ville vi nu begive os, for jeg troer at føle mig stærk nok til at staa op og gaa.
En Haandsrækning fra den Fremmede bringer med Lethed Ottomar paa Fode.
Med et Udbrud af Forvildelse og Skræk ser han sig om.
Maanen staar bagved ham helt nede ved Horisonten og finder lige just Plads for sin røde Skive mellem Jordens mørke Rand og den ligesaa mørke af en Skymasse, der bedækker hele Himlen. Grelt skjøndt mat strømmer dens Lys over Kalvariebjerget og lader de forvredne Lemmer af de to Røvere paa deres Kors træde frem med uhyggelig Reliefkraft. Imellem dem gaber et bredt, tomt Rum.
Christus-Krucifixet! Min Gud, hvor er Christus-Krucifixet?
Dér paa Stengrunden rundt om ham, i Stumper, Stykker og Splinter. Han vilde være snublet over et saadant Brudstykke, hvis Kjøbmanden ikke havde holdt hans Arm fast.
Dybt rystet, maalløs stirrer Ottomar længe ind i det tomme Midtrum af dette sælsomme Golgata — henimod den gamle Offerlund, hvis Ege dæmre i Baggrunden med et mystisk Bronceskjær, som om den var ved at træde ud af sin Hedenoldsskygge og tage dette Offersted i Besiddelse.
— Et Jærtegn, et Jærtegn! mumler Ottomar.
— Intet Jærtegn, men et Lynslag, der længe havde truet, men sælsomt nok synes at være det eneste; for det har hverken tordnet eller lynet siden da. Det faldt just som jeg betraadte Høiden her, og da jeg saae Eder styrte om, frygtede jeg saare at I skulde være bleven ramt af en Træsplint. Men at Lynet traf just dette Krucifix, synes mig at være naturligt nok, eftersom det ragede saa høit op over de andre.
— Og dog er det for mig et Jærtegn. Thi det Billede, jeg her ser, er som Virkeliggjørelsen, som Legemligblivelsen af en frygtelig Tanke, der greb mig, da jeg sidst saae dette Golgata.
— Hvilken Tanke?
— Om maaske Kunstneren, da han skabte de to saa skrækkelig levende Røvere paa Korset og midt imellem dem stillede det livløst-stive bysantinske Christuskrucifix — om han da ubevidst skulde have udtrykt et Virkelighedsforhold. "Hvad om det var saaledes," sagde jeg til mig selv, "at der vel gives Krucifixer, Kirkesymboler, men ingen Korsfæstet? Korsfæstede Mennesker, ganske vist, som disse to arme Syndere, hvilke vi her se vride sig paa Marterpælene, men aldrig gaves noget korsfæstet Gudmenneske — hvad om alt dette — hele Golgataofret — var Legende og from Digtning?"
— Visselig en frygtelig Tanke for et christent Menneske. Og dog — hvad baadede det dig, min Søn, om Guds Søn var bleven naglet til Korset ikke for henved fjortenhundred Aar siden i det fjerne Palæstina, men den Dag igaar, og her paa det Langensteiner Golgata, og vi stod her nu paa Verdens helligste Sted og havde skuet ham med disse vore Øine og berørt ham med disse vore Hænder: ja, siger jeg, hvad baadede det dig, hvis Christus i dig, Guds Søn, som lider i dig for dine Synders Skyld, som er fæstnet til Materiens Kors — om han ikke rev sig løs fra dette Kors og opstod fra de Døde — (som der siges med Rette, at de i denne Kjødets Verden Levende ere de Døde og de i Gud Døde ere de Levende) — og svang sig op til Faderen, med hvem han er et fra Evighed?
— Amen, ærværdige Mester. Eders Ord ere kraftigere Styrkevin for Aanden end Eders Cypernvin for Legemet.
— Er den Vin dig endnu for stærk — —
— Nei, nei, jeg siger ikke det. Men Eders Ord minde om mangt og meget af Mester Eckehart, hvem jeg stedse har holdt i Ære overfor alle Angreb, om end maaske mest af ingen bedre Grund, end fordi han var vor Ordens største Genius. Nu har jeg just næsten hele Gaarsdagen sysselsat mig med ham, og hans ofte gaadefulde og dristige Sætninger tiltalte mig mer end nogensinde; men ganske vist kom jeg til den Slutning, at man maatte kalde ham en Kjætter. Det skal imidlertid ikke bekymre os, eftersom I har godtgjort, at der ingen Kjættere gives.
— Nuvel, saa ville vi lade Trækors være Trækors og lide hvad Trækors kan vederfares. Men hvor det gjælder vor Sjæls Frelse og vor Forløsning dér ville vi holde os til Ting, eller snarere om ikke Uting saa dog Ikke-Ting, hvilke intet Uveir, som Aarstid eller Verdenstid kan bringe, mægter at rokke, end sige knuse.