Guds Venner/19
XIX
— Der er steilt og stenet her. Støt Eder fastere paa min Arm, Eders Høiærværdighed.
— "Eders Høiærværdighed!" Nys kaldte I mig "du" og "min Søn".
— Det var oppe paa Kalvariebjergets Høide. Nu stige vi ned til Menneskene, og vi ville give Verden hvad Verdens er.
Den sidste Del af Nedstigningen er besværlig; endnu vanskeligere er det at komme over Spangen, der kun paa sin ene Side er forsynet med et spinkelt og rokkende Rækværk. Paa Fodstien op til Borgen synes Kræfterne mer end een Gang at svigte Ottomar, der ofte maa blive staaende et Par Minutter eller sætte sig paa en Træstub.
Men den Fremmedes Stok, som han har faaet, og endnu mere hans støttende Arm yde god Hjelp og endelig naa de derop.
Kjøbmanden slaar af sig selv ind paa den lille Sti, ad hvilken Ottomar havde forladt Borgen. Den fører hen til en Dør, der skjuler sig i en Murvinkel. Døren havde ikke været aflaaset, da han stormede bort uden at tænke stort derover; det var en velkjendt Udgang for ham fra gamle Dage af, da han hyppig var en Nattesværmer. I de fredelige Tider, som man nød godt af, pleiede man ikke at lukke den af. Nu slaar den Tanke ham, at han ganske vist, saadan som Sagerne staa, burde have draget Omsorg for at den var bleven forsvarlig lukket.
Der er Andre, der have gjort det i hans Fraværelse.
— De have laaset af, mens jeg var borte, ingen vidste af at jeg var ude. Vi faa vente til Morgendæmringen — heldigvis kan det ikke vare saa længe.
Alligevel er det en Skuffelse for ham, saa dødtræt som han er. Det trækker ogsaa nu fra Skovkløften. Selv om det kun dreier sig om en halv Time eller saa, er det ingen glædelig Udsigt.
— Vi faa se, siger Kjøbmanden.
Han bukker sig og samler nogle Smaasten op; der ligger nok af dem rundt om.
Ottomar ser op, hvor han dunkelt bliver en Bindingsværks-Karnap vàr, der springer frem fra Muren en halv Snes Fod tilveirs. Den var der ikke i hans Tid — det er den første architektoniske Nyhed, som er ham paafaldende ved denne Borg, der jo er ved at bygge sig om.
Først en, saa to, saa tre Smaasten kaster Kjøbmanden derop. Klangen viser at de ramme en Skodde deroppe.
Det varer ikke længe, før man hører Skodden blive lukket op.
— Hvem er dér? spørger en noget søvnig Stemme.
— Amicus tuus Deiqve.
Det overraskende Svar minder Ottomar om Indskriften i Gertrud von Laufens Afskrift af den tydske Paulus-Oversættelse: "Din Ven og Guds."
— Godt nok svaret for saa vidt, mener Kuren eller hvem det er, oppe i Karnappen. — Men ikke nok til at komme ind for paa denne Døgnets Tid og i disse urolige Tider.
— Kom herned, saa skal jeg vise Eder hvem I lukker op for.
Skodden lukker sig over en ikke altfor venlig Mumlen.
Det varer en Stund. Ottomar vil allerede bemærke, at Forsøget nok er mislykkedes — da lyder der Trin paa den anden Side af Muren og en svag Lysning nærmer sig.
I den lille Dør bliver midtveis en Klap trukket til Side, ikke større end en Haand, og en Haand er det ogsaa, der viser sig i den — ikke strækkes ud men holdes lodret i Aabningen, som den næsten fylder, med Haandfladen udad, som en Tavle.
Ottomar er fuld af Nysgjerrighed traadt helt derhen og ser nu at Kjøbmanden med sin Finger skriver nogle Tegn — Ringe, Kors, Prikker synes det at være — paa denne Hudtavle.
Et dæmpet Udraab lyder derindefra, og nu er Haanden forsvunden og Nøglen rasler i Laasen med en Iver, som gjaldt det Livet at faa Døren op i Hast. Den aabner sig med et Ryk. Indenfor den staar Hushovmesteren og en Vægter med en Lygte i Haanden.
Skjøndt Kjøbmanden havde erklæret nu at ville give Verden hvad Verdens er, sætter han ved denne Leilighed af en eller anden Grund al Ceremoni til Side og træder først ind.
Hushovmesteren griber hans Haand, som han bøier sig over og kysser.
— Ak, Herre, vi have været i stor Angst for Eders Sikkerhed … Men er det Ret saaledes at stikke Hovedet — —
Han stopper midt i sin Sætning, da han pludselig ser Bispens Ansigt komme frem i Lygteskjæret.
Det smalle Stykke Pandehud mellem de tykke Bryn og det pelshueagtige Haar rynker sig uvilkaarlig sammen, mens han mumler i sit stride Skjæg "God Morgen, Eders Høiærværdighed."
Ottomar er ikke ganske uvidende om, at Hushovmesteren ikke betragter ham med gunstige Øine. Han har undret sig derover med den skjødesløse Undren, hvormed høitstillede Personer bemærke den Slags Følelser hos Underordnede; denne Gang, i Overraskelsens uvilkaarlige Udtryk, er det umiskjendeligere end nogensinde. Og nu veed han pludselig, at han har set dette Ansigt en Gang, for længe siden. Ikke under sit Ophold paa Langenstein, Hushovmesteren hører ikke til den gamle Stok, og dog er det ham som stod disse Træk i Forbindelse med hin Tid. Ved hvilken Leilighed have de da gravet sig ind i hans Erindring — just med dette aabenlyst fjendtlige Udtryk?
Men at forfølge dette Tankespor videre er ham forment.
Han er altfor optagen af sin Forundring over den Fremmedes Indgang og Modtagelse i Borg Langenstein, og idet han hører Døren slaa i og blive aflaaset bagved sig, gjentager han i Tankerne sit Spørgsmaal oppe paa Kalvariebjerget:
"Hvad er I egentlig for en Kjøbmand?"
Et Spørgsmaal, overfor hvilket der allerede dukker et anende Svar op hos ham.