Guds Venner/20
XX
— Saa havde I altsaa opgivet at se mig denne Gang?
— Ganske vist. Jeg vidste jo, det var Eder velbekjendt, at Bisp Ottomar opholdt sig her.
— Netop. Og den Tanke kunde ikke falde Eder ind: Mesteren veed hvad mit Forhold til Ottomar von Winterstetten har været i vore unge Dage; han maa sige sig selv, at der forestaar mig de sværeste indre Kampe, og han vil visselig ikke lade sin Datter i Stikken, at hun kan fægte denne Strid alene ud, uden Bistand og Støtte?
— Hvis en saadan Tanke ogsaa var kommen, saa kunde jeg dog ikke hengive mig til dette Haab. I har større Opgaver, I har vigtigere Ting at tænke paa end den Enkeltes Sjælekampe. Hvor skulde jeg kunne ønske, at I for min Skyld skulde begive Eder i Fare og endogsaa — —
— stikke Hovedet ind i Løvens Hule, som den brave Konrad var ved at sige inat, da han til sin maalløse Forundring saae at jeg kom med den tæmmede Løve i Hælene. Aa nei, jeg tænker ikke, den vil sluge mig. Men naar jeg paa en Maade kom just i det rette Øieblik, saa er jeg dog bedrøvet over at jeg egentlig er kommen for sent, saa at I dog har maattet kjæmpe Eders Strid igjennem til Seir alene og uden min Bistand.
— O, sig ikke det, Herre! Det har været mig til uendelig Trøst og Befæstning at kunne udøse mit Hjerte for Eder nu. Og hvilken Velsignelse har dette Møde med Eder ikke været for Bisp Ottomar!
— Ja, ogsaa han har udøst sit Hjerte for mig idag. Han var dybere nedsænket i Fortvivlelse, han drages ned i det skjæbnesvangre Dyb af en frygteligere Hvirvelstrøm, end saa klar en Sjæl som Eders kan lære at kjende. Ja, jeg tænker, jeg har været til væsentlig Hjelp for ham.
— Hvorledes fandt I ham, efter at han havde haft saadan en lang god Søvn?
— Bedre end jeg havde ventet, skjøndt der er nogen Feber. Han trænger til mere Hvile, som Natten vil bringe, naar vi give ham en let Sovedrik. Der er imidlertid et Par Ting, der ligge ham stærkt paa Sinde og volde ham stadig Uro.
— Og hvad er det?
— Den ene, og, som det synes mig, den mindst vigtige er et Brev, hvis Affattelse lader til at være blevet afbrudt ved den forrige Nats Hændelser. Det er til den hertugelige Kansler i München og skulde sendes til Regensborg for dér at naa hans Famulus, som selv skal overbringe det. Saameget har jeg forstaaet, men hvorfor Liv og Død skulde afhænge deraf eller vor Alles Sikkerhed — deri kan jeg kun se en temmelig vidtgaaende Febervildelse, saa meget mere som det Hele, hvis jeg da forstod ham ret, dreiede sig om Dominikanerkirkens Indvielse. Han var imidlertid saa ængstet og hidset af denne Forestilling, at han bestandig forlangte Pen og Papir for at skrive og kun med Møie lykkedes det mig at berolige ham nogenledes, idet jeg lovede at skrive for ham, naar han befandt sig stærk nok til at diktere Brevet, dog under ingen Omstændigheder før end imorgen. Dermed slog han sig da endelig til Taals, da han idelig og idelig paany regnede ud, at Brevet maatte naa hans Famulus i rette Tid, naar det imorgen Aften afgik med ridende Bud til Regensborg, hvad jeg lovede ham paa Eders Vegne.
— Det skal ikke komme til at mangle paa det. Ellers kunde jeg vel tænke mig efter hvad Ottomar har antydet for mig, at det ingenlunde er blot og bar Febervildelse, om end hans Tilstand vel kan overdrive Brevets Vigtighed. Og hvad var saa den anden Sag, som I fandt af større Betydning?
— Af større Betydning men tillige maaske lettere at raade Bod paa. Hvad der er foregaaet igaar Aftes mellem ham og Eder derinde, det tynger svart paa hans Sind og lammer hans Livsaander. Han troer sig forvist, banlyst fra Eders Hjerte, mærket med Eders Foragt og Uvillie, Jeg veed at I kan tage dette onde Mareridt fra ham med et Haandtryk, med et Ord, med et Blik fra Eders Øine, og, ikke sandt, vi vil ikke tøve med at vise ham denne Velgjerning, som vil virke mere for ham end alle Europas medicinske Fakulteter kunde gjøre?
Han har reist sig og gaar hen til en lille Dør i et Hjørne af Kammeret — det femkantede. Da dets Indehaver, Vincentius, er fraværende og ikke ventes tilbage, har man taget det i Brug som et Forværelse, der har bekvem Forbindelse med Renatas Gemak. For i dette har hun nu anbragt Ottomar, da der ikke kunde være Tale om i hans lidende Tilstand at lade ham blive oppe i Taarnkammeret.
Gjenskinnet af en mat Solnedgang fylder Renatas Gemak med et usikkert Skjær. Inde i Alkovens Skygge løfter et blegt Ansigt sig fra Puden paa den store Egetræsseng. Mindet om hin frygtelige Time vaagner mere levende hos Renata end nogensinde, idet hun sætter sin Fod paa Trinet — det Trin, Ottomar var snublet over, da han bar hende derhen. Mere levende — og dog mindre frygteligt; det er, som om det havde mistet noget af sin Braad, ja som om en forjættende Stemme tilsagde hende, at her skulde endnu en Gang — og snart — den sidste Rest af denne Braad svinde bort.
Og Kjøbmanden har Ret. Allerede hendes Indtræden og Nærmen, endnu mere hendes Stemme — ere de Ord, den bruger, end kun dagligdags Spørgsmaal, som man retter dem til en Lidende — men allermest det milde Strøg af hendes Haand over hans Pande har en underfuld Virkning.
Den samme Haand rækker ham snart efter den beroligende Drik, som skal sikre ham Nattehvile, og da han sover ind er det med den i sin.
Lænet til Alkovestolpen betragter Kjøbmanden dem med et faderligt Smil …
— — — — — — — — — — — — — — — — —
De ere samlede, de tre, i det femkantede Kammer.
Tolv Timers uafbrudt Søvn har styrket Ottomar saaledes, at han ud paa Eftermiddagen kan ombytte Sengen med en Lænestol. Han har dikteret Kjøbmanden en Del af Münchener Brevet. Men da dette i Begyndelsen velgjørende Arbeide efterhaanden aabenbart trætter ham, faar Kjøbmanden ham til foreløbig at afbryde det.
— Jeg har al Resten her, siger Ottomar mismodig, pegende paa de Papirstykker, som indeholde hans eget Udkast og som han fra Tid til anden har raadspurgt. Det kunde til Nød bruges, som det er. Men I kan umulig finde ud deraf, det kunde kun min Famulus.
Kjøbmanden ryster smilende paa Hovedet efter i nogle Sekunder at have betragtet de sælsomme Skrifttegn.
— Ja havde vi blot den unge Mand her — —
— Hys! afbryder Ottomar ham med en ligefrem forfærdet Bevægelse — I veed ikke hvad I ønsker!
Renata, som just er traadt ind, tilbyder at gjøre et Forsøg.
— Jeg kunde tyde din Skrift i gamle Dage.
— Men den er bleven langt værre — nei, nei!
Ottomar tager Bladet ud af Haanden paa hende.
Nu er hun kommen ind til dem — det manglede blot, at hun nu skulde sætte sig hen og gjøre Sekretairarbeide!
— Vi vil forfriske os ved en Arbeidspause paa en Timestid eller saa, da kan Brevet endnu godt blive færdigt før Aften.
— Hvad om vi imidlertid tog vore Byggeplaner for?
— En fortræffelig Tanke. Vi betragtede Udkastet til Kapellet sammen, nu vil vi gaa de større Grundrids igjennem, ledet af vor bygningskyndige Ven.
Snart ere Planerne hentede fra Bibliotheket og udbredte paa Bordet.
De ere bøiede over en af dem — Ottomar siddende i Lænestolen, som er vel polstret med Læderhynder, Kjøbmanden og Renata hver paa sin Side af ham med Hænderne støttede paa Bordet — alle tre fordybede i Grundridsets Linier, medens Kjøbmanden udpeger et eller andet Punkt af Vigtighed: — da Døren til Gangen pludselig bliver revet op.
Ottomar synker tilbage i Stolen med et Blik, som om han saae et Gjenfærd.
Vincentius staar midt i Stuen.
Den unge Mand, der er mindst saa forbauset som de selv, fremstammer Undskyldninger — —.
— I har Intet at undskylde, Herr Famulus, svarer Renata. Dette Værelse var ganske vist indrømmet Eder. Men da I ikke ventedes tilbage for det Første, tog vi det i Brug, fordi det laa bekvemt; thi Hns. Høiærværdighed har paa Grund af et heftigt Ildebefindende ombyttet det afsides beliggende Taarnkammer med det Værelse, som jeg fra først af havde tiltænkt ham.
Med inderlig Bekymring malet i alle sine Træk vil Vincentius erkyndige sig om sin høie Foresattes Befindende, men afbrydes barsk nok: —
— Hvor kommer det sig at I er her nu, da I skulde være i Regensborg?
— Ja, Eders Høiærværdighed maa vide at saasnart jeg kom til Telheim, viste det sig, at min Reise havde været forfeilet, da intet fornuftigt Menneske noget Øieblik kunde tro — at — —
Da Vincentius' Blik flakker tvivlende mellem Biskoppen og den Fremmede, medens han søger at finde en passende vag Vending, beroliger Ottomar ham:
— Gaa kun videre i Texten. I kan tale frit ud.
Vincentius bukker.
— Ingen, siger jeg, kunde blot for et Øieblik tro, at den gamle Folkesanger, som de havde holdt fast og som ganske vist var skyldig i at have forbudne Skrifter hos sig, var "den store Gudsven". Jeg fandt derfor intet videre at gjøre end at lade ham sende til Regensborg og selv vende her tilbage.
— Jeg havde imidlertid givet Eder det Hverv at overvære Abbedissens Bisættelse i Mittelmynster.
— Ganske vist, Eders Høiærværdighed — men jeg forstod det saaledes, at det var under den Forudsætning, at jeg allerede var i Regensborg — —
— Jeg mindes ikke at have taget noget saadant Forbehold.
— Det gjør mig ondt, hvis jeg har misforstaaet Eders Høiærværdighed, men under disse Omstændigheder troede jeg mig ikke berettiget til at udstrække min Orlov videre og holde mig fjernet længer fra min egentlige Tjeneste.
Biskoppens Udtryk har været utilfreds og bistert, men da han ser op nu, er det venligt nok:
— I kan have Ret deri, Vincentius, og skjøndt jeg kunde have ønsket, at I havde bragt min Hilsen til Mittelmynster og vist den Afdøde den sidste Ære paa mine Vegne, fortjener Eders Iver efter at vende tilbage til Eders Tjeneste her al Paaskjønnelse, og jeg skal visselig ikke glemme den. I er virkelig ogsaa blevet savnet her som den Eneste, der kunde læse hvad jeg kradser op, og det er ikke en Time siden at det Ønske blev udtalt her, at I var vel tilbage. Saaledes ligger der allerede Arbeide og venter paa Eder. Min Ven, Herr Johann Rinck, Kjøbmand fra Basel, hvem I vel mindes flygtig at have set i Lengefeld, har været saa god at funktionere for Eder, og har med en meget smuk Haand skrevet hvad jeg kunde diktere ham — Begyndelsen af et Brev til Hertugens Kansler i München. Disse Papirer her indeholde mit Udkast til Fortsættelsen. Saasnart I har forfrisket Eder efter Eders anstrengende Reise, er I derfor maaske saa god at tage jer af dette Arbeide, skrive dette af og fuldende Skrivelsen efter mine Udkast — Kancellistilen træffer i bedre end jeg kunde have gjort det. Det var og er min Hensigt at lade Eder selv reise med denne Skrivelse til München — den angaar, som I vil se, Indvielsen af vor herlige Ordenskirke — en Mission, som vil gjøre Eder bemærket paa høie Steder og hvorved I sikkert vil forstaa at vinde Eder mægtige Velyndere. Her er Papirerne. Alle Eders Sager vil I finde oppe i Taarnkamret.
Vincentius takker bevæget for den synderlige Gunstbevisning, hvormed Hns. Høiærværdighed overvælder ham, og anbefaler sig.
Efter de Trin at dømme, hvormed hans Ridestøvler lade Gangens Fliser gjenlyde, synes denne sjeldne Ungersvend at være besjælet af en hartad enestaaende Iver for at kaste sig over sit Arbeide.
— Hvor mon Gertrud kan være?
Renata er i Begreb med at reise sig, men Ottomar lægger sin Haand paa hendes Arm.
— Lad din Svigerinde være hvor hun er, selv om hun skulde give min Famulus en hjerteligere Velkomst end ønskeligt var. Vi have Noget at tale om, som hun bedst er udelukket fra.
Han reiser sig, gaar hen til Døren, aabner den, speider ned ad Gangen til begge Sider, lukker Døren i og skyder Riglen for.
— Den unge Mand er, som jeg allerede har sagt dig, en Forræder. Han er i Ledtog med de værste Elementer dernede i Byen, med Kroværten og med den fanatiske Franciskaner, som han selv fik mig til at kalde hid, for hans Lægekundskabs Skyld: og ved Hjelp af dem ophidser han den fanatiske, skrækslagne Mængde mod den kjætterske Borgfrue og mod sin egen Herre, hvem han har mistænkt for at ville skaane samme Dame for gammelt Venskabs Skyld. Jeg har skriftligt Bevis for det. Var ikke min egen syndige Forvildelse kommen imellem med denne Febertilstand til Følge, der berøvede mig Gaarsdagen, saa vilde de farligste Personer længst være under Laas og Lukke i Regensborg. Nu har Vincentius kunnet raadslaa med dem paa Hjemveien og har sikkert nok undt sig Tid til det, skjøndt han ellers syntes at have Hast nok. Det er der Intet at gjøre ved, men det er af yderste Vigtighed, at han heroppefra intet Samkvem mer kan have med dem.
— Det kan han umuligt. Ingen kan forlade Borgen nu uden min Tilladelse — ikke under noget Paaskud.
— Godt.
Ottomar ser panderynkende ned for sig og stryger sig med Haanden om Hagen.
— Jeg kunde naturligvis sætte ham fast strax. Men det vilde vække ubehagelig Opmærksomhed og navnlig forurolige alt Kvindekjøn her paa Borgen — med din Svigerinde i Spidsen. Synes heller ikke at være nødvendigt. Nei, vi vil holde ham i lang Line. Foreløbig har jeg givet ham Beskjæftigelse, og jeg tvivler ikke om at han med Flid vil hellige sig til sit Arbeide. Vi skal se, at han vil bringe Brevet færdigt til Underskrift og være rede til endnu i Aften at tiltræde en ny Reise og ride ad München til. Han vil blive ubehagelig overrasket ved den Omsorg, jeg viser for at han skal nyde en fuld Nattehvile; og imorgen vil han have at reise i vort Selskab, for vi maa nu ikke tøve længer, Renata, vi maa bryde op før Middag med Alt hvad vi kunne mønstre af vaabendygtige Mænd.
Renata bøier Hovedet.
— Jeg vil strax tale med min Hushovmester. Vi skal ordne Alt til Opbrud paa den Tid, du selv bestemmer.
— Og vi ville holde det hemmeligt til det Sidste, eller saa længe som muligt, for vore unge Folk. Jeg for min Famulus, du for din Svigerinde.
— Det vil falde vanskeligere at holde Gertrud udenfor saadanne Forberedelser.
— Saalænge som muligt, og i alt Fald borte fra ham. I, Mester, følger med os til Regensborg, hvorfra I med biskoppeligt Leidebrev og med Anbefalingsskrivelser i temmelig Sikkerhed kan begive Eder hvorhen I vil, om I nu over Basel vil søge Tilflugt i Alperne eller over Strassborg i Vogeserne. For, som jeg sagde Eder, vi faa strenge Tider her. Om du skal blive i Regensborg, Renata, er et Spørgsmaal, som vi kunne drøfte underveis … Jeg talte om Vincentius' Nattero — skal han sove oppe i Taarnkamret?
— Hvor I selv vælger.
— Han er saa langt af Veien dér. Jeg tænker, det var bedre at holde ham mer under Opsigt. Hvis du vil lade en Madrads lægge ind i Bykamret, saa kunde han sove der, hvor jeg har ham ved Haanden, lige ved Alkoven — jeg vil lade dens Tapetdør staa aaben. Det vilde falde mig vanskeligt at sige, hvad jeg egentlig frygter, at han kunde volde for Skade, naar han dog ikke kan forlade Borgen, men jeg holder ikke af den Tanke, at han har for let ved at luske om paa egen Haand. Han skulde have saa lidt Bevægelsesfrihed som muligt, uden dog at føle sig fangen.
— Saa vil vi gjøre saaledes. Skal jeg gaa og tale alene med Hushovmesteren eller lade ham hente?
— Lad ham komme. Det er bedst, at vi sammen aftale alt Fornødent.