Guds Venner/24

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Guds Venner.djvu Guds Venner.djvu/13 249-254

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XXIV

Aandeløse komme Renata og Gertrud op ad Trappen fra Hallen, da Døren til det femkantede Kammer gaar op, og Bisp Ottomar fulgt af "Kjøbmanden" ile henimod dem med det samme Udtryk af Bestyrtelse som det, der er præget i deres egne Miner og Bevægelser.

— Har I ogsaa hørt det? spørger Renata.

— Jamen hvad? der er en ubestemt Summen i Luften, en forvirret Klang …

— Jeg tænker, vi kan høre det herinde, svarer Renata, idet hun banker stærkt paa Døren til "Bystuen".

Der lyder intet Svar. Ottomar, som nu staar ved hendes Side, lukker uden videre med et heftigt Greb Døren op.

Idet de træde ind, driver Trækken Vinduet tilbage — det maa have været slet lukket.

Den friske Morgenvind bærer dem Lyden imøde. Den er ikke til at tage feil af.

— De klemte med Klokkerne.

— Min Gud! skulde den stakkels By ogsaa være ramt af Ildsvaade!

Alle styrte hen til Vinduet.

Der er ingen Røg at se over Tagene dernede.

Men der er andet end blot Klemten i Luften: en foruroligende masseagtig og vildsom Surren og Summen.

Og nu, i umiddelbar Nærhed, bag dem og over dem, Kurens Horntuden, der bryder saa pludselig og saa voldsomt løs, at de Alle uvilkaarlig fare sammen.

— Er der ikke sort af Mennesker dernede ved Kastanierne? spørger Kjøbmanden, der ser skarpere end Biskoppen.

Ivrig for at se bøier denne sig frem.

Noget Rødt flammer for hans Øine og lægger sig som et Bind om dem.

Den frigjørende Haand faar fat i et høirødt Tørklæde, der flager fra Vinduesranden.

— Hvad er dette her? Tre Vimpler.

— Et Signal!

Gertrud, der er bleven bleg som et Lagen, vakler et Par Skridt tilbage og lader sig synke ned paa en Stol. Hun tør ikke staa hos de Andre; hun føler sig som en Forræder, endda det er sket til Bedste for dem Alle, undtagen for den onde Bisp Ottomar.

Et tusendstemmigt Brøl dernedefra — selv Kurens Horntuden drukner deri.

De tre vende deres Blik ned mod Broen. Den er ikke tom som før.

En mørk Strøm skyder ud under Kastaniekronernes Tag som en Flod, der fra en Sluse bryder ud i sit banede Leie. En tæt sammentrængt Menneskemylder, gyldne Krusifixer, Processionsbannere og Laugsflag, Morgenstjerner, Hellebardblade, Spærodde, Leer, Høforke og Spader bølge og blinke over alle disse Hoveder, hvis Ansigter ere rettede opad, imod dem. Spidsen er allerede kommen over Stenbroen, de gyngende Brædder drøne hult under dens Massetrin. Atter og atter stiger det brølende Raab op fra denne Menneskeflod, stedse den samme korte, fanatisk-eruptive Phrase. Ordene kan man ikke høre, men man aner det gamle Korsfarerraab — hint "Gud vil det", som har sunget saa mangen blodig Voldsgjerning ind.

— De kommer. Det er for sent.

Renata vender sig bort med disse Ord paa Læberne, som stivne i forstenet Fatning. Hun er bleg, ikke lig Svigerinden som et Lagen men som en Gravhvælvings Marmorbilled.

— Hvor er Konrad? vi maa raadføre os — —

Ottomar styrter til Døren, hvor han er lige ved at støde sammen med den indtrædende Vincentius.

Denne studser, bestyrtet ved at finde sit Værelse fuldt af ubudne Gjæster.

— Kommer I at se til Eders Værk? — Hvad, min Hr. Famulus? … Hvad skal det Signal betyde?

Vincentius har allerede nogenlunde gjenvundet sin Fatning. De blege Læber bugte sig slangeagtig i et giftigt Smil.

— Det skal betyde, at jeg ikke gik i Eders Fælde og firede mig ned fra Vinduet og knækkede Halsen.

— Ah ha! saa det var min Hensigt?

Gertrud folder Hænderne ved Afsløringen af dette djævelske Anslag mod hendes Elskers Liv.

— Visselig. Derfor gav I mig dette Kammer. Dog jeg benyttede det i Stedet derfor til at hente Hjelp — for mig selv og for denne ædle Dame, der har forenet sin Skjæbne med min og hvem I allerede troede at have i Eders Vold for at bemægtige Eder hendes Person og denne Borg, der er hendes retmæssige Arvelod.

— Er I fra Vid og Samling?

— Jeg har ingen Grund dertil. For Hjelpen kommer. Og det betyder, at den haardt hjemsøgte By fordrer Straf over denne Kvinde, Eders Elskerinde, hvis Synder den lider under. Thi hun myrdede sin Husbond — jeg har Vidneudsagn for det — for at blive Eders — og hendes pestilensialske Kjætteri er bedst bevidnet ved hendes Forbindelse med denne Mand, med — den store Gudsven … Hvad, undrer det Eder ikke, Bisp Ottomar?

— Intet andet undrer mig end Eders Frækhed.

— Ikke det Skarpsind, der opsporede Vildtet, skjøndt I skikkede mig paa falsk Spor? Ja, jeg alene fandt Ærkekjætteren og har Vidneudsagn imod ham — o, det aner ingen endnu dernede, end ikke Broder Martin, hvilken kostelig Fangst — —

I Døren til Alkoven staar Konrad.

Mer end nogensinde er hans Haarkabuds i Færd med at bore sin Spids ned i de sammengroede Bryn og lade Pandestrimlen forsvinde i et Par dybe Rynker.

Det er hans Blik, der faar Tungen til at stivne i Vincentius' Mund.

Gertrud, der har reist sig ved hendes Elskers Indtrædelse og mer end een Gang har forsøgt at lægge sig imellem med en Redegjørelse, saa forvirret hun end er og saa lidt hun begriber hans Færd: — Gertrud benytter denne Pause. Hun griber Renatas og Gudsvennens Haand: —

— Frygt ikke, han taler kun saadan nu. Det er jo ikke hans Mening at volde mig eller mine Venner Men. Han vil udfri os Alle fra denne skrækkelige Mands Vold …

Hendes Blik peger paa Ottomar, som nu vender sig til Konrad.

— Godt, at I kom, Hushovmester! Jeg vilde just sige Jer …

Men Konrad afbryder ham, idet han gjør sit underdanige Buk for Renata: —

— Jeg har at melde Naadigfruen, at Kurt, hvem jeg sendte gjennem Skoven ad Affortsbach til, har fundet Hulveien deroppe spærret med fældede Træer og en Mængde væbnede Bønder bevogte den.

— Saa er den eneste Vei spærret.

— Men Spangen? spørger Ottomar — kan ikke i det mindste Kjøbmanden undkomme til Fods ad den Vei?

Et varmt Blik fra Konrads smaa dybtliggende Øine takker ham for dette Spørgsmaal, men det besvares med en mismodig Hovedrysten.

— Spangen er besat og Kuren melder, at Kalvariebjerget vrimler af oprørske Bønder.

Vincentius ler: —

— Fælden er klappet til. Broder Martin har holdt Ord. Snart vil han banke paa Porten.

De komme. Han hører Korstogsraabet dernedefra. Det er for at se dem komme, han er styrtet herop, og se dem vil han.

Utaalmodig skubber han Gertrud til Side, som vil hviske ham et Par Ord i Øret, og staar ved Vinduet, Hele Broen er fuld af dem! De er at se paa den nederste Ombøining af Stien. Nogle klatre op mellem Buske og Klippestykker, hvor der ingen Sti er, aabenbart fordi Veien er spærret af Toget. Men den kan man ikke se for Klippe og Skov. Kun dér — glimter det ikke allerede dér bag Løvet?

Han rækker sig længer ud, for at se bedre.

Det flagrende røde Tørklæde blinder ham. Han river det løs, og i sin vanvittige Iver vinker han med det, som kunde han derved paaskynde Korsfarernes Marsch.

Med et fortvivlet spørgende Afmagtsblik ser Renata paa Mesteren, som taler sagte til den skjælvende Gertrud, paa den grublende Ottomar, paa Konrad — —

Men hans Aasyn forsvinder, neppe hun har fæstet Øie paa det.

Alle fare sammen og se sig om.

Der er en voldsom Bevægelse midt iblandt dem, som om et Rovdyr sprang igjennem Værelset — henimod Vinduet.

Der er Stritten og Sprællen af Arme og Ben mod Luften, Knasen, Raslen og Klirren af udsparket Glas, Bly og Træværk …

Konrad staar dybt aandende lænet til Vindueskarmen.

Forstenet Stilhed.

Endelig — endelig, dybt dernedefra, et Pladsk i Vandet.

Og saa — næsten samtidig — et Brøl af Raseri fra Mængden nede paa Broen, og ud af deres egen Midte et hjerteskjærende Skrig: —

Gertrud styrter om paa Gulvet.