Guds Venner/25
XXV
— En svar og frygtelig Daad! lyder den store Gudsvens Røst.
Konrad stryger med Ærmet Sveddraaberne af sin Pande, sukker og drager Veiret dybt, før han kan svare:
— Jeg veed vel, der staar skrevet, at hvo der griber til Sværdet skal omkomme ved Sværdet. Det sagde Frelseren just til den trofaste Discipel, som drog Sværdet til hans Forsvar. Men om der end for denne Daads Skyld gives Dæmoner Magt til at kaste mig ned i et Svælg ti Gange dybere end dette, saa fortryder jeg dog ikke paa den.
— Ak Konrad, udbryder Renata, der knæler ned hos Gertrud, bringer hendes Hoved til Hvile paa en Pude og bestænker hendes Ansigt med Vand fra en Krukke, som Gudsvennen rækker hende —: ak, Konrad, den bringer heller ingen af os Redning.
— Med Forlov! deri feiler Naadigfruen. For sagde han ikke udtrykkelig, at han var den Eneste, som vidste, hvo Mesteren er, og havde Vidneudsagn for det — fra min stakkels Naadigfrøken, kan jeg tænke, der har troet hans sledske Tunge. Ja, ikke en Eneste af dem, der komme, har en Anelse om, at den store Gudsven er her paa Borgen, sagde han.
Ottomar, der sidder ved Bordet med Hovedet støttet i sine Hænder, ser op med et lysende Blik.
— Hushovmesteren har Ret. Gud velsigne den Mand Konrad, han har tænkt og handlet for os Alle. Thi om end Mesteren kunde gaa uhindret bort herfra, da var dermed kun lidet vundet, hvis den Forræder, som nu har faaet sin Straf, var i god Behold heroppe og kunde sætte disse Blodhunde paa hans Spor. Nu derimod, da Ingen aner noget om en saadan Mands Nærværelse, ser jeg, med Forsynets Hjelp, Intet til Hinder for at en reisende Kjøbmand fra Basel, forsynet med Leidebrev og Anbefalingsskrivelse fra mig og med min Signetring til yderligere Vidnesbyrd, skulde kunne gaa frit gjennem disse sælsomme Korsfareres Rækker og vandre uforfulgt, hvorhen jeg sender ham. Endnu er jeg Bisp Ottomar af Regensborg og min Autoritet uanfægtet. Saavidt tænker jeg min Krumstav vil række — en Vandrestav for denne Apostel. I alt Fald maa vi løbe an derpaa, for det er den Vei, der lover bedst. Her ville de gjennemsøge Alt, og en Mand, der findes skjult her som Kjætterskens Gjæst, maa forekomme dem høist mistænkelig.
Den store Gudsven har været ivrig sysselsat med at bistaa Renata i hendes Forsøg paa at bringe Gertrud til Bevidsthed.
Han har modtaget Husfruens Nøgleknippe, lukket op for Egeskabet og udtaget deraf en Flaske med Eddike samt nogle Linnedstykker. Et fugtigt Bind er nu blevet lagt om den Afmægtiges Pande, og et eddikevædet Lin bredt over hendes halvtaabne Læber.
Fra dette Arbejde reiser han sig nu og lægger sin Haand paa Ottomars Skulder.
— Alt dette kan være rigtig nok og veloverveiet, men I har gjort Regning uden den rette Kjøbmand. Troer I, jeg er en Mand, som forlader sine Venner i en saadan Stund?
— Med Forlov, Herre, svarer Konrad, det sømmer sig vel kun lidet for en ringe Mand som mig, at modsige en hellig Mester, Men der staar skrevet, at Gud taler ud af de Umyndiges Mund, og derfor siger jeg trøstig: — I tilhører hverken os eller Eder selv men Gud og Guds Venner, og det er disse Venner, I ikke vil forlade i en saadan Stund.
— Kjære Herre og Mester, udbryder Renata, idet hun vender sig fra den bevidstløse Gertrud og endnu bestandig knælende griber den store Gudsvens Haand, Ingen kan sige noget bedre end hvad denne trofaste Mand har sagt Eder, Men lad ogsaa mig, som bedst veed, hvad I kan være for en syg og til Døden nedbøiet Sjæl, minde Eder om de Mange, der have taget Eder i Guds Sted til at sidde ved Eders Fødder og som nu rundt om vente paa Eders Hjelp, Dem vil I visselig ikke lade vente forgjæves, naar Forsynet aabner Eder en Vei ud til dem.
— Ogsaa jeg, den Sidste, hvem I har frelst fra Fortvivlelse, vilde føie mine Ord til disse To's, hvis jeg ikke saae at det var unødvendigt. Hvilket ikke kunde være anderledes, da en Mand som I fuldtvel kjender Eders Pligt. Og Tiden er knap, saa vi vil ikke spilde den med Ord.
Saalidt er Ottomar til Sinds at gjøre det, at han endnu mens han taler lægger et Par Stykker Pergament tilrette, dypper en Pen og begynder at skrive. Alt er ved Haanden — ogsaa Seglvox — thi Vincentius har ikke forsømt at lægge sine Sager tilrette paa Bordet, den foregaaende Aften.
Han vedbliver at tale, medens Pennen gaar hen over Pergamentet, — betænksomt og paaholdent, thi Skriften maa være let at læse, ja endogsaa af stateligt Snit: —
— Den bedste Vei for Eder, ad hvilken I strax kommer bort fra Sværmen og tillige snart kan gjøre Eder bereden, er den til Klostret Sanct Jakob. Kjender I den? Jeg mener Fodstien, som et Par Minutter fra Borgporten gaar af tilhøire fra Langensteiner Veien og fører over Rydningen omkring Skuldren af Bjerget.
— Jeg kjender den helt vel fra mine forrige Ophold her paa Borgen.
— Fortræffeligt … Aa, Hushovmester! et Lys til at forsegle ved.
Konrad gaar ind i Gemakket, hvor han allerede i Alkoven finder et Lys paa et lille Bord ved Siden af Sengen. Det er ikke saa ganske let at slaa Ild med Fyrtøiet; hans Haand ryster. Alt sit Liv har han været en Fredens Mand og er ikke vant til Voldsgjerninger. Med en Uhygge-Gysen mindes han i dette Øieblik hin Aften — det er ikke fuldt otte Dage siden — da denne sorte Famulus kom, Udsendingen fra den onde Bisp, der lige havde sat en Pris for den Guds Mands Hoved; hvorledes han da selv stod derinde ved Døren og saae, at den Sorte skottede til Naadigfruen og slog Kors for sig i Smug som for en Hex; og hvordan Bruset fra Strømhvirvlerne dernede kom ind gjennem det aabne Vindue, og Lysten til at kaste den ubudne Gjæst ud ad det, ned i Floden, foer i ham.
Og nu har han gjort det!
Han maa et Øieblik lægge Fyrtøiet fra sig og atter viske Sveden fra Panden. Dens Draaber hænge i Brynbusken og blænde ham.
Ikke at han fortryder sin Daad. Men hvad vil der nu ske? Vil det lykkes Mesteren at vandre bort, fri og frelst? Det maa lykkes! ikke for Intet har Konrad besmittet sine Hænder med Blod, og desuden holder Bispen sin Haand med Krumstaven over Mesteren. Men hvad skal der blive af Bisp Ottomar selv? og af Naadigfruen? og af hans arme Frøken, Gertrud, hvem han har baaret paa Armen, da hun var et Barn? Paa sig selv tænker han kun lidet. At holde Borgen er umuligt. Naar disse Belials Mænd trænge ind, ville de gjøre kort Proces med ham, hvis de komme under Veir med, at det er ham, der saa egenmægtig har sendt Famulusen over i den anden Verden. Det faar saa være!
Konrad faar Lyset tændt og bringer det ind.
Biskoppen skriver. Gertrud ligger endnu paa Gulvet med Hovedet paa Puden. Mesteren taler dæmpet med Renata, som staar foran det aabne Skab ved et lille Bord, paa hvilket hun har stillet Ibenholtskrinet, hvis Laag er slaaet tilbage. Hun fylder just nu en ganske lille Flaske med Vand fra Lerkrukken, hvorpaa Mesteren rækker hende en langlig, gyldenflimrende Krystalflaske, som han har holdt for hende saa længe.
Det er Korsfarerens, Valentin von Langensteins Saracener-Elixir.
Forsigtig drypper Renata fem Draaber af den brune Vædske i den lille Flaske, hvis Vand farves som Røgtopas deraf. Saa giver hun Elixiren tilbage til Mesteren, som gjemmer den i et Hjørne af Skrinet, sætter Korkproppen i den lille Flaske og rækker denne til den overraskede Konrad.
— Du maa nu bære dette stakkels sandseløse Barn ned til den gode Ursula, der vil sørge for hende. Ursula maa give Gertrud dette at drikke, saasnart hun kommer lidt til sig selv. Det vil bringe hende en dyb og sund Søvn, som ikke blot hun har Behov. For det gaar ikke an, at hun i sin forvirrede Tilstand spørger efter Mesteren eller taler om den store Gudsven, om han er kommen i Sikkerhed eller Sligt, naar fremmede og mer end ubudne Gjæster kunne høre hendes Febertale.
Ottomar ser op fra sit Arbeide og nikker.
— Dette er saare vel betænkt!
Han underskriver den sidste af de to Skrivelser med sit kraftige Sving, trækker Rubinringen af Fingeren og giver sig til at forsyne Pergamentet med sit Segl.
— Vore Slaaer og Bolte ville modstaa deres Anstrengelser længere end de vente, siger Renata til Hushovmestren. Men i alt Fald gjør jeg dig ansvarlig for, at dette er den eneste Modstand, der finder Sted, Konrad. Alles Sikkerhed afhænger deraf. Komme de fredelig ind i Borg Langenstein, disse forvildede Borgere og Bønder, saa tør vi haabe, at der ikke vil blive udøst Blod. Jeg tænker, de ville være tilfredse med det Offer, de finde heroppe. Du selv vil rigtignok handle vel ved at lade dig se saa lidt som mulig.
— Og glem ikke, tilføier Ottomar, idet han trykker sin Seglring i det bløde, duftende Vox: — Alle her paa Borgen maa vide, at det var Bispen selv, som, opbragt over det forræderske Signal i Vinduet, styrtede sin Famulus ned i Afgrunden.
— Ja, bifalder Renata, nu kan jeg sige: "dette er velbetænkt." Ingen kan i den Afstand have set, hvo Gerningsmanden var.
Ottomar har lukket og forseglet den anden Skrivelse og er just ved at fuldende Brevets Paaskrift, da hans Opmærksomhed fængsles af et Stednavn, som vexles mellem den store Gudsven og Hushovmesteren i en kort, dæmpet Samtale.
— I Mersvins Flugthus kan I stedse faa mit Opholdssted at vide, og komme i Forbindelse med mig, om jeg skulde blive nødsaget til at holde mig skjult i længere Tid. Jeg veed, I kan finde Veien til den grønne Wörth i Ill-Floden.
— Den grønne Wörth skal jeg visselig ikke forglemme i mine Levedage, om deres Afslutning nu er nær eller fjern.
Idet Konrad siger disse Ord, møder hans Blik Ottomars.
Denne reiser sig.
— Nu veed jeg, Hushovmester, hvor jeg har set Jer før. I var med Eders Herre Hugo von Laufen, da jeg havde Holmgang med ham paa den grønne Wörth, og han fik det usalige Saar, meget mod mit Ønske. Derfor saae I altid saa mørkt paa mig.
— Derfor, ja, og for den Pris, I havde sat paa Mesterens Hoved.
— Mesteren har tilgivet mig det — vil I tilgive mig min Strid med Eders Herre, eller vil I skilles fra mig i Vrede?
— Fra Eder, Herre, som redder den store Gudsven! udbryder Konrad, idet han trykker den fremrakte Haand mellem begge sine.
— Jeg haaber forvist at gjøre det. — Her er nu de færdige Skrivelser, Mester. Denne er et aabent Brev at forevise til Enhver, som maatte spørge Eder ud eller gjøre Mine til at lægge Eder Hindringer i Veien. Det kundgjør at Ihændehaveren deraf og til yderligere Vitterlighed af min Rubinring, Kjøbmanden Johann Rinck fra Basel, er sendt af mig i en vigtig Mission i den store Gudsvens Sag, om hvilken det er bekjendt, at jeg har udsat en Pris for hans Paagribelse. Hvorfor Enhver, der gjør sig skyldig i paa nogen Maade at opholde bemeldte Kjøbmand underveis eller volde Forsinkelse af hans Fremkomst, hjemfalder til Kirkebod eller, i sværere Tilfælde, til det mindre Ban … Dette er et Brev til Prioren i Snct. Jacob, en brav Mand, som er mig hengiven; det lægger ham med samme Begrundelse paa Hjerte, af al Magt at befordre Eders Reise, som i denne Egn paa Grund af de urolige Tilstande kunde være truet med Forsinkelse, at overlade Eder et Ridedyr, give Eder en paalidelig Munk med til Veiviser og paa anden Maade være Eder behjelpelig.
Ottomar overrækker Gudsvennen de to Pergamenter, som denne gjemmer i sin Taske. Saa tager han sin Signetring fra Bordet, hvor den er bleven liggende ved Siden af Seglvoxet.
— Og lad mig saa sætte denne Ring paa Eders Finger. I vil bære den ikke blot som et Vitterlighedstegn men ogsaa som et Minde om denne Stund og om en taknemmelig Ven. Den passer helt vel paa denne Haand, synes mig, da den er bleven skjænket mig af en vælsk Kardinal, paa hvem jeg just maatte tænke, da vi mødtes deroppe paa Kalvariebjerget; for hos ham saae jeg et Billed af den barmhjertige Samaritan. Rubinen er fra Levanten og har Ord for at være en Talisman. Vi vil haabe, at den maa bevise sin Kraft og beskjærme Eder.
— Hvis Gud har Brug for mig som Arbeider paa sit Vinbjerg, saa vil Ringen nok kunne øve sin Kraft, svarer den store Gudsven og lægger sin Haand paa Bispens Skulder.
— Jeg tænker det med, og saa gaa I trøstig den gode Vei, kjære Mester, udrustet til Eders Vandring af Kirken, saa godt den for Øieblikket formaar.
Et Smil kruser Ottomars Læber, da han tilføier:
— Se, jeg har allesinde været en Modsætningernes Natur, en Aand, der havde sin Glæde af Paradoxets æggende Kraft og af Selvmodsigelsens Spænding. At jeg nu redder den Mands Liv, paa hvis Hoved jeg just havde sat en Pris, og selv vælger Døden som min Lod — det være min sidste Selvmodsigelse, den Gud hisset opløse i Velbehag.