Guds Venner/26

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Guds Venner.djvu Guds Venner.djvu/13 264-271

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XXVI

Renata og Ottomar ere alene.

Stilhed — næsten Stilhed rundt om.

Klemtningen er hørt op. Broen dybt dernede drøner ikke længer under Hordernes Trin. De Fjeldstigende have raabt og skreget sig hæse og trætte. Vinden er taget til; et dybt og stadigt Brus fra Bjergskoven drukner hvad der maatte røre sig af Larm i dens Skjul …

Renata løsner sin Arm fra Ottomars Skulder.

— Dette Skuespil paa Hedetorvet ville vi dog nu bedrage baade Regensborgerne og Langensteinerne for, siger hun, idet hun reiser sig.

Ottomar har just fortalt hende sin frygtelige Drøm paa Kalvariebjerget, den han vaagnede af i den barmhjertige Samaritans Arme.

— Et "fromt Bedrag", Renata, de kunne takke os for at have et Dobbeltmord mindre paa deres Samvittighed.

Fra Egeskabet, hvis Dør endnu staar aaben, tager Renata en stor sort Læderkapsel og stiller den paa Bordet foran Ottomar.

Om hans Mund spiller et sælsomt mystisk erindringsvangert Smil; idet han trykker paa Messingknappen, aabnes Kapslen, der er flækket i de to sammenhængslede Halvdele, og med nænsom Haand tager han en Sølvpokal ud.

Den er kunstfærdig udarbeidet med rige Forsiringer.

Ottomar lader sin Haand kjærtegnende glide rundt om det glatte, indvendig forgyldte Bæger.

— Du skjønne Drikkekar! ikke for Intet er du formet og opbevares som en Alterkalk. Du velsigner min Udgang som min Indgang her paa Borg Langenstein.

Som om det var igaar mindes han den eneste Leilighed, ved hvilken han har set denne Familieskat afhyllet og holdt den i sin Haand. Det var Aftenen for hans Ankomst, femten Aar siden saavel. Sammen med Renata og hendes Fader befandt han sig her, hvor man havde trukket sig tilbage fra det allerede halvdunkle Gemak, fordi Aftensolen, der skinnede herind, gjorde "Bystuen" lys og venlig og varm paa den noget kjølige Vaardag. Renata havde stillet en Bakke med Vinkande og Glas paa Bordet foran dem, men hendes Fader, der I havde taget Plads paa den samme hyndebelagte Bænk, hvor han selv nu sidder, raabte oprømt: "Nei, Renata! tag det Nøgleknippe fra Beltet og luk op for vort Skatkammer her. At min gamle Kammerat paa Winterstetten har sendt os sin Søn for at jeg skal sætte Kronen paa hans ridderlige Opdragelse, det fortjener vel at feires med en Drik af Langensteins Festpokal."

— Mindes du, hvorledes min Fader priste den tyveaarige Pfalzervin, hvormed han hin Aften fyldte dette forgyldte Bæger? Dog vi ville gyde en kosteligere Drik deri.

Renata fylder det til Hælften med Vand fra Lerkrukken. Derpaa tager hun den langlige gyldenflimrende Levantinerflaske ud af Ibenholtskrinet og holder det slebne Glas op imod Lyset: —

— Der er rigelig nok for os begge tilbage af den stakkels Saracenerpiges Gave.

Og hun gyder dens Indhold i Bægret.

Som en sortebrun Snog dykker den arabiske Elixir ned i Vandet, bugter sig opad og splitter sig i mange spiralsnoede Traade som Aarerne i en Agat, indtil Alt har blandet sig ligelig til en ensformig, mørk Flade, i hvilket Bægrets indre Rand kaster sine lysende Reflexer.

De bøie sig hver fra sin Side over den lille guldindfattede Tryllebrønd, hvis dunkle Dyb afspeile deres Ansigter.

— Forleden sagde du derinde, Ottomar, at du kunde misunde Hugo; kun, at du ikke vilde lade mig ene tilbage i denne Verden. Og jeg svarede: "kunde vi blot forlade den saaledes tilsammen". Da sukkede du dybt og mente, at det var for skjøn en Drøm; vi maatte se den haarde Virkelighed i Øinene.

— Og vel maatte jeg mene saa, for det var en mørk og truende Virkelighed, der bredte sig foran os.

— Dog nu er Drømmens Tid kommen — nu er den det Sande. Se, den smiler os imøde nede fra dette østerlandske Spaadomspeil. Vel an, lad os sønderbryde Speilet og opfylde Spaadommen!

Hun griber Kalken, men slipper den igjen.

— Dog først endnu et Blik ud i Virkeligheden — hvad vi stakkels Sandsevæsener kalde "Virkeligheden" — om den maaske skulde rumme et Syn, som var værd at se selv for bristefærdige Øine. For det falder mig ind, at ved "Prædikestolen" er Klosterstien synlig herfra.

— Du har Ret! At jeg slet ikke har tænkt paa det!

Ottomar er sprunget op og staar allerede ved hendes Side i Vinduet.

— Der er han — ser du ham?

De helde sig langt ud for at se bedre.

Paa et fremspringende Klippestykke — "Snct. Jacobs Prædikestol" — hvor Liden bøier om, tegner Skikkelsen af en Vandringsmand sig mod den blaa Luft.

— Han er frelst! jubler Renata.

— Han er frelst, og vi med!

Endnu mens han taler, hører han en sælsom Hvinen og surrende Smeld i Træværket.

Ottomar vil se sig om, hvad det vel kan være, men i det samme udstøder Renata et Skrig og kaster sig tilbage i hans Arme, idet hun med begge Hænder griber til Brystet.

Oppe i den øverste Del af Vindueskarmen dirre to Flitsbuepile.

En tredie, veed han, er skjult i hendes Bryst.

Et Triumfhyl fra en Gruppe Skytter, nede paa et fremspringende Punkt af Klippen, gjenlyder i hans Øre, idet han varsomt løfter hende op i sine Arme.

Konrad har ladet Alkovedøren staa aaben efter sig, da han bragte Lyset ind.

Der er kun et Par Skridt ind til Leiet. Denne Gang snubler han ikke.

Hans skjælvende Hænder vil løsne Kjolen, hvis Brystdug allerede er rød af Blod. Hun afværger det.

— Du vil vel forbinde mig?

Der er et Smil om hendes Læber — velkjendt fra de unge Dage, naar hun holdt ham tilbage fra en eller anden Taabelighed.

Men de presse sig atter sammen i Smerte. Hendes Øine lukke sig.

— Drikken! stønner hun.

Med et Par Spring er han inde i Bystuen og tilbage igjen — begge Hænder klamrede fast om Sølvkalken, at intet skal spildes.

O, hvor kostbar er nu hver af disse Draaber!

Med nænsom Arm løfter han Renata op fra Puden og støtter hende, da hun sidder opreist. Han tager Kalken fra det lille Bord, paa hvilket han har stillet den fra sig for at hjelpe hende, og fører den til hendes Læber, og hun selv holder om Bægret, drikkende begjærlig, og dog saa forsigtig. Er der end nok for dem begge, ikke en Draabe tør gaa tilspilde! Før hun under sig den sidste Slurk, overbeviser hun sig om, at mer end Hælften af den brune Saft endnu flyder i sin gyldne Beholder.

Saa tager hun med et fortrøstningsfuldt Suk Bægret fra Læberne og læner Hovedet mod hans Skulder, og han sætter Kalken tilbage paa det lille Bord ved Siden af Leiet.

"Det var Dødssakramentet," tænker han. "Mangen har jeg givet det til, men til Ingen, der var halvt saa værdig."

Hendes Hoved bliver dèr, hvilende paa hans Skulder, og han holder hende fast i sin Arm. Af og til en svag Gysen, en Trækning ved Skulderen, en Sitren af det halvt lukkede Øielaag, et Par korte, gispende Aandedrag — dog det er Efterdønninger, der meget snart stilles. I langsom Regelmæssighed hæver og sænker den blodgjennemsivede Brystdug sig; der kommer Farve i de blege Kinder.

— Er Smerten nu forjaget, Elskede?

Renata nikker.

Saa lyser der et Smil op i hendes Træk: en klassisk Erindring: hin romerske Vivs "udødelige Ord".

Non dolet, Pæte![1]

Og hun gjør en Bevægelse som for at række efter Kalken. Han forekommer hende og fører den atter til hendes Læber.

Hun nipper til den og giver ham den:

— Jeg drikker dig til, Ottomar.

Han tømmer Bægret til sidste Draabe.

En bitter aromatisk Smag. Med en Blødhed som den af fyldig Vin glider Drikken over Ganen, efterladende en tyk, lidt lodden Fornemmelse.

Saa gjennemstrømmer en stærk Varme ham og synes at risle og pible ud i de fineste Aaretraade.

Da Ottomar forseglede Brevet, var der dryppet noget brændende Seglvox ned paa hans Finger. Saa lille Brandsaaret er, har det dog svedet stærkt hele Tiden. Nu hører denne Svie pludselig op. Han støder det saarede Sted mod Kanten af Bordet: Berøringen føler han, men ingen Smerte. "Saaledes er det da ogsaa med Renata," tænker han; "hendes Saar smerter virkelig ikke. Det er ikke blot en heroisk Ikke-Følen, som hos Arria."

Og han trykker hende fastere til sig.

Hun løfter sit Hoved fra hans Skulder og slaar Blikket op.

Øinene synes næsten sorte, saa store ere Pupillerne blevne.

Først nu lader hun til at bemærke, hvor hun er.

— Saa bar du mig dog herind. Ja, her maatte det være. Her gav jeg min Husbond den stærke Drik, der "løfter hele Livets Last". Her modtog jeg den selv af min Husbonds Haand — ja, min Husbond for Gud, Ottomar.

Deres Læber mødes i et langt Kys — et uendeligt Kys, for Læberne skilles neppe mer, deres Hoveder hvile hos hinanden, lænede tilbage mod Puden.

— Jeg undres, Elskte, om dette ikke er den første ganske lykkelige Stund i mit Liv.

— I mit visselig!

— Siger du det? Saa være da dette det allersidste Paradox, Selvmodsigelsernes Selvmodsigelse: at det Bedste Livet havde at byde os, var Døden. For denne Gave være det priset — for den og for vor Elskov!

— Jeg kan høre dit Smil, Ottomar! Se det kan jeg ikke længer.

— Ser du mig ikke nu?

Hendes Øine blive større og sortere.

En stille Hovedrysten.

— Det er for lyst. Kan du se mig?

— Som gjennem et Guldslør ser jeg dine kjære Træk. De smile saa livsalig. Ikke sandt? du føler ikke Smerten nogetsteds nu?

— Jeg føler Intet. Jo, jeg følte dine Læber mod mine just nu. Kys mig atter, min Elskede!

— — — — — —

— Hører du Noget? .... Renata!

— Kaldte du?

— Gud være lovet — du kan høre mig!

— Jeg hørte mit Navn … det lød i mit Indre … det var, som om Gud kaldte mig til sig.

— Min Hustru, bliv hos mig! Il ikke forud! Du var jo stedse forud for mig. Da jeg troede, jeg maatte forlade dig for min Sjæls Saligheds Skyld, var min Aand formørket af Overtro. Da jeg mente at kunne bedrage dig til dit eget Bedste, var jeg selv bedraget af din forstaaende Kjærlighed. Da jeg troede, du var en Kjætterske, var din Tro den reneste, den høieste … Ak — kan du ogsaa høre hvad jeg siger?

— Jeg hører det i mit Indre. Jeg veed hvad du siger, Frygt ikke, jeg er hos dig, min Husbond …

— — — — — —

— Hvad var det? Hørte du det ogsaa, Renata?

— Larm — fjern, saare fjern. .... Lyt ikke did! … Hvad angaar det os? … Det er Intet — Verden … Lyt ikke! .... Bliv hos mig! bliv i Gud! — — —

Og Braget af den sprængte Port, Raabet af Hoben, der trænger ind i Borggaarden, naaer dem lige just — og naaer dem neppe nok — som en sidste Hilsen fra en Vildfarelsernes og Voldsgjerningernes Verden, der ligger bag dem, dybt nede under deres voxende Evighedsfred.





  1. Pætus var dømt til Døden. Hans Hustru Arria stødte sig en Dolk i Brystet, trak den ud og rakte den til sin Husbond med Ordene: »Det smerter ikke, Pætus«.