Gurre Ruin

by Hans Vilhelm Kaalund

	Gurre Ruin.
	I den vilde Skovnatur,
	I det gamle Gurre
	Sørger en forfalden Muur,
	Dækt med Græs og Burre;
5	Nordenvinden suser reen
	Over Kattegattet;
	Kalk og Gruus og brændte Steen
	Ligge spredt i Krattet.
	Vaaren grønnes, Vintren sneer,
10	Nætter flye med Dage,
	Drømmende Ruinen seer
	Paa sin Glands tilbage;
	Sælsomt som et Aandepust
	Sukker det i Støvet,
15	Naar en Raabuk i August
	Rasler gjennem Løvet.
	Som et Kongeslot tilforn
	Kneiste disse Stene;
	Mægtigt hæved' sig dets Taarn
20	Over Bøgens Grene;
	I den hvælvede Portal
	Pageskaren ilte;
	I den stolte Riddersal
	Stolte Damer smilte.
25	Her paa vilden Hingst sig svang
	Atterdag forvoven;
	Her til Jagten Hornet klang
	Lystigt gjennem Skoven; —
	Fort det gik med Lynets Iil
30	Over Agerhegnet;
	For den gyldne Kongepiil
	Mangen Kronhjort segned'.
	Som af en Orkan i Høst
	Lagdes Marken øde;
35	Først paa Søborgs fjerne Kyst
	Hundeglammet døde.
	Fra den urofulde Skov
	Saae man Fuglen flytte;
	Hjort og Ræv, med blodig Bov,
40	Bragtes hjem som Bytte.
	Naar i Aftenrødens Glands
	Slottets Ruder blinked'
	Og til Elskov, Sang og Dands
	Skjønne Damer vinked';
45	Ind af Porten Toget drog;
	Hvilken Larm og Trængsel!
	Sødt i mangt et Hjerte slog
	Kjærlighedens Længsel.
	Latter, Sang og vittig Skjemt
50	Toned' ned fra Salen;
	Tydske Eder blev' ei glemt',
	Lystigt klang Pokalen!
	Vademar, i Fyrsters Rad,
	Tømte fro sin Kande;
55	Nærmest ham Margretha sad
	Med sin Herskerpande.
	O, hvad er al jordisk Magt!
	Arme, usle Rester,
	Hvor er eders Glands og Pragt?
60	Hvor er eders Gjæster?
	Ingen vittig Kongerøst
	Kan jeg her nu høre,
	Bøgeløvets Fald i Høst
	Fængsler kun mit Øre.
65	Hvor er Valdemar og Hver
	Fra de gyldne Dage?
	Vil ei atter Dagen meer
	Kalde ham tilbage?
	Længst har Døden af hans Haand
70	Vristet Herskerstaven,
	Som en fredløs Nattens Aand
	Stiger han af Graven!
	Paa den svundne Storheds Muld
	Dødens Engel sover,
75	Himlen breder høitidsfuld
	Hvælvingen derover;
	Sjeldent kun en Sangfugl slaaer
	Paa de gamle Mure;
	Kongelyset frodigt staaer
80	I den mugne Fure.
	Stolte, kjække Valdemar,
	Paa dit Slot jeg sidder!
	Selv et Kongelys du var
	I de dunkle Tider!
85	Kom og see, hvor skimlet grøn
	Her dit Eden synker!
	Hvor et marvløst Sekels Søn
	Pa dets Gruus Dig ynker!
	Ak, i Støvet est Du lagt,
90	Slettet ud af Jorden!
	Sagnet om din vilde Jagt
	Mindes knapt i Norden.
	Tryg den bange Hare gaaer
	Ved din Jægerbolig,
95	Og den vilde Heire staaer
	Paa Ruinen rolig.