Til Thorvaldsen

by Hans Vilhelm Kaalund

	Til Thorvaldsen.
	Vær velkommen, Søn af gamle Norden,
	Vær velkommen til Din Moders Bryst!
	Henrykt føler hun, hvad Du est vorden,
	Som ved Aandens Verk forbauser Jorden,
5	Nævner Dig sin svage Alders Lyst!
	Længe har forgjæves hun imøde
	Aabnet Dig sin længselsfulde Favn;
	Hendes Kæmpe-Sønner ere døde,
	O! men de, hun har endnu, de gløde,
10	Mens de juble fro Dit Brodernavn.
	Tak da for den skjønne, rige Gave;
	Tak for Æren, som Du skjænkte dem!
	Tak fordi Du fjernt i Sydens Have,
	Længtes til de gamle Kæmpegrave,
15	Til Dit fattige, Dit simple Hjem!
	Skjønt Dig flyder Fyrsteblod i Aaren,
	Blevst Du ei blandt Rigdoms Glimmer fød',
	Til den Høihed, som forblinder Daaren;
	Nei! af Armod est Du født og baaren,
20	Og til Fostermoder fik Du Nød.
	Al Din Rigdom var Dit store Hjerte,
	Din begeistrede, Din lyse Aand!
	Som Prometheus greb Du Himlens Kjerte,
	Skjænked' Leret Liv og Fryd og Smerte,
25	Trylled' Guder frem med Skaberhaand!
	Lille Bertel, som med valne Hænder
	Og i Armodsklæder ukjendt gik,
	Sender nu sit Navn til Verdens Ender,
	Hyldes overalt, hvor han sig vender,
30	For den Adel, han fra oven fik.
	Og, naar de, som kappes om at bære
	Dig, beskedne Thorvaldsen, paa Haand:
	"Jordens Mægtige", forglemte ere,
	Da skal Skjalden sjunge til Din Ære,
35	Da skal Du henrykke ved Din Aand.
	Og af Jorden gamle Marmorrester
	Hæves skal og tale underfuldt,
	Som det Eviges, det Skjønnes Præster,
	Vidne herligt om den store Mester,
40	Naar i Muld Du længst har ligget skjult!
	See: beundrende Dig hylder Jorden!
	O, men hun, som tog Dig først i Favn,
	Meest Dig elsker dog: det gamle Norden
	Føler dybt, hvad hun ved Dig er vorden,
45	Jubler moderøm Dit Sønnenavn!
	Men tilgiv, hun i sin Fryd maa sukke:
	Alt har Aldrens Snee Din Isse dækt;
	Her i Danmark gynged' jo Din Vugge,
	O! hvi vil Du her ei Øiet lukke,
50	Slumre blandt den gamle Helteslægt?
	Her er intet kjælent, yppigt Eden,
	Her er ingen evig Blomsterflor!
	Hjemligt bygger Fuglen dog paa Heden,
	Skjøndt at Stormen suser over Reden,
55	Skjøndt kun hist og her en enkelt Lyngblomst groer!
	Og en Udørk, hvor ei Vaaren kommer,
	Er Dit Fødeland dog heller ei;
	Kort, men skjøn, er Nordens grønne Sommer!
	Fremmed staaer Du hist blandt Sydens Blommer,
60	Med Dit Øies blaae Forglemmigei!
	Vil Du fast fra Hjemmet Afsked tage
	I det første Gjensynsøieblik?
	Hør Dit gamle Danmarks Moderklage:
	„Bliv dog her, hvor Dine Barndomsdage,
65	Hvor Din Livets-Foraarsalder gik!”
	Nu tilgiv en Yngling, som har prøvet,
	Dig at hylde af sin fulde Sjæl!
	Dig, hvem Fyrster rakte Laurbærløvet,
	Dig, som hæver Aanden op fra Støvet,
70	Med det evige Forklaringsvæld!