Høllo

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Andr. Fred. Høst Kjøbenhavn Noveller


Ulf Hemming - Noveller.djvu Ulf Hemming - Noveller.djvu/7 1-66

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Høllo.

Læser! har Du selv været Discipel? eller har Du noget Begreb om det Liv, en Skolediscipel fører i en lille Provindsbye uden anden Omgang end sine Bølger, sine Kammerater og sig selv? Har Du selv været Discipel, da vil du vist her i disse Blade finde Meget, der minder Dig om de gladeste, de bedste Timer i dit Liv; og har mit Skrift ikke anden Fortjeneste, har det dog den, at det tvinger Dig til glædelige Minder, til at lade hiin Tid leve op i Dig igjen, da Du var uskyldig, fri, men dengang — ja hvo er nogensinde tilfreds med sit Liv, som det er, og allermindst er Skoledisciplen det; han raaber: Studenten! Studenten: Candidaten! og saaledes til han er død. Men har Du ikke været Discipel, da sæt Dig med mig ind i disse Unges Liv, see af disse Blade, hvad der bevæger sig i deres stille, klosterlige Liv og lær, at Du ikke har Lov til at foragte Den som Discipel, som Du en Maaned senere vil agte som Student. Du vil finde en munter, livlig Færden, et frodigt Liv, der er frit for de vantrevne og forvoxede Skud, som Studenterlivet saa ofte fører frem; det er uskyldigt og om det end er et Phænomen i det stille Skoleliv, et Meteor, der kun lyser et Øieblik, men derpaa forsvinder, der her tiltrækker sig din Opmærksomhed, haaber jeg dog, at kunne vise Dig et Glimt af den jevne, ligelige Rolighed, hvori her leves. Gaa nu op med mig paa et saadant Discipelkammer og lad mig presentere Dig min Helt; han er ene, vi have altsaa Tid, at see os lidt om i Værelset.

Det eneste Fag Vinduer er forsynet med røde Damaskes Gardiner, der ere trukne tæt sammen for at udelukke det blaalige Maaneskin, der, som Du veed, saa ofte i Efteraarsaftenerne er saa uhyggeligt, naar det fylder vort Kammer med en zittrende, usikker Dæmring. Foran staaer et lidet Mahogniskrivebord, udstyret med et elegant Skrivetøi, Brevpresser og andre smaae Luxusgjenstande, der vidne om en elegant Eier, der har mange Venner — ja jeg troer ikke, at en Herres Skrivebord under lige Omstændigheder behøver at give en Dames Toiletbord Noget efter. En stærkt brændende Læselampe kaster sit guulagtige Skjær paa en uordentlig Masse Papirer og Bøger, der vel let kan give Udseende af megen Læsning, men ogsaa røber Spor af liden Grundighed, thi den Grundige læser kun i een Bog og skriver kun paa eet Papir ad Gangen. Ved Siden af Bordet staaer en lille, sort, udpolstret Stol paa et Odderskindstæppe og ligeoverfor et Fortepiano, over hvilket et stort Portrait af Bethowen er ophængt, omgivet af en 6 à 7 smukke Meerskumspiber. Ved den tredie Væg staaer hans Bogreol, fyldt med Pragtudgaverne af de danske, tydske, franske og engelske Digtere, nogle æsthetiske og philosophiske Bøger og en stor Række af gamle Classikere. Men hvortil denne Omstændelighed, vil man sige? ja jeg mærker ogsaa, at den hjemlige Hyggelighed, der griber En ved at træde ind i et godt oplyst, godt opvarmet, elegant Værelse, der tyder paa en intelligent og smagfuld Beboer, har bragt min Snaksomhed paa Gang og ladet mig glemme det Vigtigste, vor Helt — Høllo.

Høllo laa udstrakt paa sin Sovedivan, indsvøbt fra øverst til nederst i en Slobrok, der gav ham et phantastisk, uformeligt Omrids. Han befandt sig i dette Øieblik i denne Sløvhedstilstand, hvor Følelsen har sit frie Spillerum, ja endogsaa tager Phantasien til Hjælp for at give alle søde Ønsker Realitet og smigre vor begjærlige Forfængelighed — kort, han drømte vaagen. Saaledes kunde man tilbringe hele sit Liv uden noget uopfyldt Haab, uden at bedrages i nogen Plan, uden at fornærmes eller krænkes af Nogen, uden noget Savn, kort sagt lykkelig, hvis ikke Forstanden bestandig skreg os i Øret: det er kun en Drøm. Det gik ikke Høllo bedre i sine Drømmerier end alle Andre, thi endskjøndt hans lille graalige Øie stirrede med en uvis Henrykkelse ligefrem, gav dog den lille Trækning med Munden ham et bittert, ironiserende Udtryk, der passede bedre til hans øvrige, markerede Træk. Høllo besad vel Ungdommens rene Friskhed, hans Bevægelser vare frie og graciøse, hans lyse, tilbagestrøgne, stærktkrøllede Haar gav ham endogsaa et kjækt Anstrøg, der klæder Ynglingen eller rettere den voxne Dreng saa godt, men stærke, utøilede Lidenskaber havde allerede tidligt gravet deres Furer i hans Ansigt og udbredt en med Haardhed og Foragt blandet Slaphed over hans Træk. Som Høllo her laa, skulde man antage ham for en Misanthrop, der foragtede Alt og kun beundrede sig selv og sin Tanke, og dog viste hans Liv saamange skjønne Træk af det inderlig gode Hjerte; hele hans Aandsretning havde sin Grund i en maaske forvidt dreven Agtelse for Mennesket, for Naturen og for den Sandhed, der kan sandses. Et saadant Udtryk kunde ofte i et Nu vexle i hans Væsen med sin Modsætning og det hændtes ikke sjeldent, at en Fremmed idag forargedes over den epicuræisk lystige, burleske Spotter, medens han imorgen maatte elske den blide, veemodige Sværmer. Høllo var maaske netop derfor saa elskværdig, fordi han indeholdt saa mange Modsætninger i sig, og den uimodstaaelige Magt, han udøvede paa Alle omkring ham, havde vistnok sin Grund i, at han paa en forunderlig Maade strax kunde fatte og forklare sig et Menneskes hele Tankegang, tilegne sig hans Væsen og derpaa bekjæmpe ham med hans egne Vaaben. Den store Uddannelse, som Studium og Livet havde givet ham uden at berøve ham hans Uskyldighed, gjorde ham til de Yngres Legekammerat, til en Fader for sine Jevnaldrende, en Ven af de Ældre og et Haab hos de Gamle. Men vi maae afbryde vore Betragtninger over Høllo til senere, det har allerede banket to Gange paa hans Dør.

"Goddag Rudolph," udbrød Høllo og reiste sig halvtop, "jeg laa just og kjedede mig — og saa veed jeg, at dit Instinct driver Dig til mig; det er nu engang saa: Krage søger Mage."

"Det er en smuk Bevæggrund Du tillægger mit Besøg, men din Smiger er for stor til at kunne være sand, thi Du sætter mig jo i Classe med Dyrene."

"Ja det er ogsaa en mærkværdig Sympathi, Du har for kjedelige Situationer. Men ryk nu Stolen hen ved Siden af mig og lad os sladdre lidt sammen. Man kan altid være vis paa, at hvor ret mange kjedelige Folk er tilstede eller hvor mange kjeder sig dygtigt, der er Rudolph med." Den Rødme, disse Ord frembragte paa Rudolphs ellers blege Kinder, viste at her var sagt en Sandhed, men den livlige Ømhed, hvormed Høllo udstødte sine Drillerier, maatte betage dem enhver saarende Virkning.

"Men hvordan kan det være? er Du virkelig syg?" sagde Rudolph med en vis kjærlig Deeltagelse efter en kort Pause. "Du var ikke paa Skolen idag og nu finder jeg Dig liggende ganske bleg; det er jo formelig Symptoner paa Alvor."

"O, jeg er aldrig rask!" udbrød Høllo med en klagende Stemme, pressede begge Hænder mod sit Hoved, og sank ned paa Divanen, ligesom overvældet af Sygdommens Magt.

"Aa Du kommer Dig nok! Du feiler s'gu Ingenting!" svarede Rudolph med denne affecterede Raskhed, som man undertiden antager for at berolige sine Venner.

"Feiler jeg Intet! Saa see da! Jeg har aldeles oversmeltet min Finger med brændende Lak imorges og nu har jeg maattet holde den i koldt Vand hele Dagen for at dulme Smerten." Med disse Ord rakte Høllo sin Tommelfinger frem, der virkelig ogsaa var ganske rosenrød af det langvarige Bad, men da Rudolph, forandret over saamegen Blæst af saalidet, med en tilbagetrængt Latter knipsede temmelig ublidt til Fingeren, udstødte Høllo et sønderrivende Skrig og trak Fingeren til sig, men vendte strax efter Hovedet ligegyldigt om og sagde: "det gjorde slet ikke ondt, men Du er en Nar."

"Er der noget Nyt fra Skolen?" fortsatte Høllo og lagde kjælen Rudolphs Haand ind under sit Hoved. "Har Du talt med Valdemar?"

"Den Valdemar synes at interessere Dig særdeles meget."

"Ja jeg kan godt lide at gjøre Nar af ham," svarede Høllo lakonisk og bearbeidede sine Tænder med en lille Elfenbeenstandstikker.

"Man kunde nu let troe," fortsatte Rudolph smilende, "at Du var ondskabsfuld nok til at stifte Folks Bekjendtskab, ja endogsaa til at gjøre dem til dine Venner, blot for at Du i Fred og Ro kunde gjøre Nar af dem. Med Valdemar kan dette nu ikke tænkes at finde Sted, thi Du taler jo aldrig med ham; I have maaske ikke vexlet ti Ord sammen og naar Du taler om ham, indskrænker Du Dig i Almindelighed til at spørge om ham."

"Ja jeg samler Noticer til engang at drukne ham i en Strøm af Latterligheder. Han er jo bigot i allerhøieste Grad, han beder til sin kjære, søde, almægtige Gud hver Aften og sommetider to Gange, naar det er meget mørkt i Stuen. Synes Du ikke det er uhyre morsomt."

"Dersom dette var din Mening," svarede Rudolph ophidset, "vilde jeg give Dig en Dragt Prygl, men i ethvert Tilfælde finder jeg dog, at det er et meget flaut og dumt Spotteri. Valdemar er netop en god, troende Christen og ikke en saadan ussel Rationalist, Materialist, Pantheist eller Philosoph, som Du, der hverken troer paa Gud eller Fanden."

"Nei det har Du Ret i; Valdemar er ikke saadan et totalt Nul, saadan et infamt Dögenicht, som Du, der slet Intet troer, men kun lever for at plage Gud og mig og Fanden og hele Verden."

Rudolph vilde lige til at give et hidsigt Svar, men betænkte sig idetsamme og trøstede sig med, at Høllo aldrig vilde komme til at anvende sine "Iagttagelser," da Valdemar jo afskyede ham og aldrig kom ham nær paa ti Miles Distance. Just som Rudolph med en vis triumpherende Mine havde sagt disse Ord, bankedes der sagte paa Døren og — Valdemar traadte ind. Det var første Gang, at han besøgte Høllo, saa at man godt kunde kalde det Ironi af Skjæbnen, saaledes at føre ham ind i dette Øieblik, for ligesom at spotte Rudolph. Den varme Deltagelse, hvormed Valdemar spurgte til Høllos Befindende og den næsten faderlige Ømhed og Myndighed, hvormed denne behandlede Valdemar, satte Rudolph i endnu større Forbauselse. Han gav tilsidst sin Forundring Luft ved at nedtage den ene Pibe af Væggen efter den anden, stoppe og antænde dem og derpaa hænge dem op, som om de ikke ret vilde smage ham, imedens han med megen Omhyggelighed rodede om imellem en nys til Høllo ankommen Pakke Bøger, der laa paa Skrivebordet; endelig fandt han imellem disse "den lille Declamator" og gav sig nu ganske rolig til at forenynne nogle Vers af den til selvlavede Melodier, medens Høllo og Valdemar fordybede sig i en ret levende Samtale.

"Jeg troer dog, at jeg nu," sagde Valdemar, "kan have Ret til at yttre en Mening om den i øverste Classe herskende Aand, da jeg har været her en heel Maaned, og jeg kan ikke begribe, hvorfor De bekjæmper min Mening, da den er saa smigrende for Deres Kammerater og Dem selv."

"Jeg troer, Gud forbande mig, at I sige "De" til hinanden," raabte Rudolph med en godmodig Latter, men Ingen af de Andre syntes at lægge Mærke dertil, thi Høllo svarede ganske rolig:

"De maa ansee Dem selv for en stor Menneskekjender, siden De tiltager Dem en saadan Ret og De maa have et meget indskrænket Begreb om Studium, naar De kan yttre en saadan Dom om nogle i mine Øine aldeles uværdige Læseheste."

"Her er slet ikke Talen om at studere," svarede Valdemar med Liv, "men blot om at gaae i Skole. Det er Disciplens Opgave, at erhverve sig de nødvendige Forkundskaber til et senere Studium og denne Opgave synes mig meget godt løst her i Classen. Det er mig ligegyldigt af hvilke Motiver der læses, naar der blot læses; Studiet vil nok senere, naar det er grundigt forberedt i Skolen, indgive den egentlige, Værdige Drivfjeder: Lysten. Man gaaer ikke i Skole for at studere, men for at lære at studere, for at vænne sig til at læse."

"Der have vi atter denne skjønne Forbereden," afbrød Høllo ham med et sarkastisk Smiil. "Denne værdige Maske for Ladhed og Magelighed. I kunne Intet gjøre af Natur! I skulle forberedes og vænnes til Alt, men disse Vaner blive aldrig ret indgroede, førend det er for seent. I ville ikke være fornøiede med den Natur, I have; I ville danne Eder en anden af Eders Vaner, men den eneste Nytte, I faae deraf, er, at I vænne Eder til med Frækhed at udraabe i Eders Dødsstund, naar Alt er forbi: jeg døer glad, thi jeg har forberedt mig til et andet Liv. I Taaber! naar ville I lære, at Intet er Forberedelse, at Intet er relativt, men at hvert Minut af Eders Liv er noget Absolut, der er spildt, naar I ikke have anvendt det for dets egen Skyld?"

Valdemar forstod ham ikke og maatte derfor indskrænke sit Svar til et forbauset, spørgende Øiekast, men Høllo syntes at have sagt, hvad han vilde; han laa taus paa Sophaen med halvtillukkede Øine. Rudolph havde imidlertid stedse forceret sin Nynnen og forvandlet den til en uhyre Operasang; under mangehaande komiske Fagter var han avanceret midt ud paa Gulvet og stod her med Bogen i den ene og Piben i den anden Haand og forehylede til en grusom Melodi nogle ligesaa grusomme Vers. Valdemar sad som forstenet over denne Bersærkergang, og da han atter vendte sig om for at begynde en Samtale med Høllo, maatte han uvilkaarlig slaae Øinene ned for det dybe, skarpe Blik, hvormed Høllo i dette Øieblik ligesom gjennemskuede ham. Saaledes piint paa den ene Side af Høllos gjennemtrængende Blik og plaget paa den anden af Rudolphs Latterligheder, greb Valdemar til det Middel, som alle Forlegne tye til, han pillede paa sine Vesteknapper og — forøgede naturligviis derved sin Forlegenhed. Men nu som altid var Skjæbnen ham gunstig; Pigen meldte i samme Øieblik, at Aftensbordet var dækket. I et Nu var Høllo i en Frakke og ilede med et kort Nik til Begge ud af Døren; Rudolph satte i tre Spring ned ad Trappen med den Forsikkring: at hvis hans Værtinde ikke havde Mad til ham strax, naar han kom hjem, vilde han see hende hængt; Valdemar stod et Øieblik som i Drømme og stirrede henimod den Dør, hvorigjennem Høllo var forsvunden, gik derpaa langsomt hjem, ikke for at læse, men for at — græde.

Af Høllos Dagbog.

1ste Mai 1842

Kjære Moder! slumrer sødt i tause Muld!
Taarepilen græder over Graven.
Kjære Moder! smiil fra Din Himmel, huld!
See! Din Høllo græder her ved Graven.

15de Mai 1842.

Moder! hvad var det, Du vilde sige mig? Hvorfor hviskede Du saa sagte, at jeg ikke kunde høre det? Hvorfor nævnede Du min Fader? Du længtes efter ham? og nu ere I samlede i Himlen. "Han er borte, han kommer ikke mere," sagde Du, naar jeg spurgte efter ham; han er død, da Du var lille, hviskede Du. Men hvorfor græd vi aldrig sammen ved hans Grav? hvorfor viste Du mig aldrig, hvor han laa? Han er vel død, da han foer med sit Skib til fremmede Lande? Han er vel druknet, medens jeg var ganske lille? Men han var vel god og ikke som min Onkel? han siger, jeg lyver og saa slaaer han mig, men Du sagde, jeg skulde være taalmodig; det skal jeg ogsaa, naar jeg blot maa græde ved Din Grav, men det maa jeg ikke for Onkel. Han siger, jeg er en tosset Dreng, der gjør mig til Skam for hele Byen.

12te April 1844.

Imorgen skal jeg confirmeres, og iovermorgen skal jeg reise fra Byen til W...., hvor jeg skal i Latinskolen. Iovermorgen skal jeg reise; jeg græder og jeg er dog saa glad. Her stod min Vugge; her har min Moder leget med mig, da jeg var Barn; her er hendes Grav, hvor jeg saa tidt har hentet Trøst og Fred. O Uendelighed af glade, veemodsfulde Minder! jeg forlader ikke Eder, jeg skal bevare Eder friske og rene i mit Hjerte! Jeg skal være fri, fri og glad som Fuglen i Luften. Min Onkel hader mig; Gud veed, hvorfor. Mon fordi han havde arvet den store Formue, naar jeg ikke havde været? Den vilde jeg gjerne give ham, naar han vilde elske mig. Men dette kan ikke være Grunden til hans haarde Behandling. Hvorfor lader han mig spise med sine Boutiksdrenge, medens hans egne Sønner sidde tilbords med ham selv? Hvorfor lader han mig gaae saa daarligt klædt? Det behøver jeg jo ikke; jeg er jo riig. Ja Moder, hvis han ikke var min Faders Broder og Hedevigs Fader, vilde jeg hade ham. Hun er den Eneste her, der holder noget af mig; hun har lovet mig, flittigt at besøge Din Grav og at holde den smuk, medens jeg er borte.

13de April 1844.

Ja jeg maa bort, jo før, jo hellere. Nu kunde jeg ikke leve her; nu har min Onkel besudlet mig mit dyrebareste Minde. Jeg var saa glad idag. Man ønskede mig til Lykke, man sagde, at jeg var smuk, at jeg snart vilde blive Student, naar jeg var flittig. Jeg blev saa munter; det er jo ogsaa saalænge siden, at Nogen var venlig imod mig. Men saa kaldte min Onkel mig ind, sagde, at jeg opførte mig som et uartigt Barn og ikke som Confirmant, og gav mig et Ørefigen. Jeg blev saa forvirret, saa bange, Moder; jeg kaldte paa Dig, men saa lo han og raabte, idet han gik: det er Ret, Din Nar, flæb og kald paa Din Moder, det gemene Fruentimmer, men hun bliver nok, hvor hun er og hvor hun fortjener at være. Du vil tilgive ham, Moder, Du er saa god, men jeg kan ikke, jeg vil hade ham evigt. Jeg har kun Mindet om Dig at støtte mig til, og berøver man mig det, staaer jeg ene, ganske ene i den vide Verden. Men jeg vil ikke bukke under; jeg vil staae med mig selv og trodse hele Verden. Men hvad meente han? hvortil sigte disse hadefulde Hentydninger til Dig, jeg saa ofte maatte høre? Disse underfundige Mennesker ville maaske berøve mig Mindet om Dig, min hele Kraft.

13de Mai 1846.

Jeg har tilbragt min Pintseferie hos min Onkel. Jeg kan ikke begribe, hvorledes jeg har kunnet hade denne Mand, men naar man er et Barn, har man ikke Mod til at lee af Folk, man hader dem. Han har vist bedraget mig for mange Penge, og gjør det vist endnu, men jeg bryder mig ikke stort om det; jeg tager Revanche ved at pine ham. Han staaer som paa Naale, naar jeg spørger ham om mine Pengeaffairer, naar jeg yttrer, at jeg maa have sparet mange Rentepenge i de Aar, jeg var i hans Huus; min uventede Ankomst i Forbindelse med min faste Optræden havde ligesom overmandet dem. Hvilken Forskjel paa mit Ophold i det Huus for 2 Aar siden og nu i Pintsen. Onkel frygter mig næsten; mine Fættere, to Labaner paa 20 og 21 Aar, fortalte mig, at deres Fader gav dem dobbelte Lommepenge i den Tid, jeg var derinde, og befalede dem at bruge dem flot. Min Tante, en storartet Repræsentantinde for Kjøbstædsdamer, taler kun om "sin smukke Neveu, der snart skal være Student, der læser Latin og Græsk og opholder sig tæt ved Hovedstaden." Hedevig har ogsaa forandret sig; hun kan vel nu være 16 Aar, men hun er temmelig udviklet eller rettere gammelagtig. Hun er vist lidt eenfoldig; hun blev vred, fordi jeg spottede over hendes Christus-Billede. Det er da ogsaa en grusom Absurditet, at ville male en Person af, hvis Træk man intet Begreb kan have om, hvis Væsen man slet ikke kan forstaae, en Person, man vil gjøre til Gud og i hvis Ansigt altsaa ingen Følelse, intet Træk maa være fremherskende; jeg vilde helst ligne ham ved en forgyldt Kugle. Hedevig trak mig op til min Moders Grav den første Aften; dens Reenlighed og Ziirlighed er et Vidne om hendes Godhed og Fromhed; det gjør mig ogsaa næsten ondt, at have saaret hende med min Kulde, men hvad skulde jeg gjøre ved dette kolde Leer? hvad Betydning have disse hensmuldrede Been, skjulte af Muldet, for mig? Det er min Moders — ja som Barn kunde jeg græde og savne, men nu kunne de kun opvække ængstelige Tanker om Døden og en levende Følelse af Minuttets Værdi. Men hvorfor skulde jeg give slige bange, hæmmende Følelser Indpas i mit Bryst? Det er jo Livets Kunst, ikke at lade sig tvinge af hvad man kan beherske. Døden er Noget, Naturen fører med sig, den er fatum. hvis kolde, strenge Bud jeg maa underkaste mig, men Frygten før Døden kan jeg beherske. Mindet — ja hvad er vel Mindet? et Middel til at forskrue Sjælen, en indbildt Dæmon, hvoraf man i Samvittigheden har construeret en Herrens Lov. Men bort Minde! I min Sjæl staaer Dit Gravmonument; jeg vil ikke plages, jeg vil leve; jeg er for gjennemtrængt af hvad, der er, til at huske det, der var.




Medens vi have læst dette, har Høllo afspist, men da han ikke kommer igjen, ville vi opsøge ham hos hans Vært. Maa jeg da som saadan presentere Dig, min Læser, den blonde, lidt corpulente Mand i det ene Sophahjørne, med det klare, blaa, tænkende Øie, med den store, sølvbeslagne Meerskumspibe i den ene og "Berlingske Tidende" i den anden Haand; det er Adjunct Spindler, theologisk Candidat. Den gamle Dame i det andet Hjørne, med de hvide Krøller, de brune Hornbriller, den stivede Kappe og Spinderokken, er hans Moder. Den — — dog lad os hellere høre efter deres Samtale.

"Jeg havde dog altid troet, at De vilde studere Theologi, Høllo," sagde Madam Spindler, "min Søn siger, at De, skjøndt De først skal være Student til Foraaret og kun er 17 Aar, dog har læst en stor Mængde theologiske Skrifter. De har altsaa Interesse for Theologien og da De er et godt Hoved, har et smukt Organ og et net Udvortes, burde De rigtignok være Præst."

"Ja, jeg kan ikke negte," svarede Høllo, at den theologiske Literatur har fængslet min Opmærksomhed mere end nogen anden, meer end den burde. Jeg har tidt paa mine Skolestudiers Bekostning fordybet mig i disse Skrifter. Fra Studiets Side var der altsaa Intet i Veien, men ah! nei jeg vil ikke regnes ind under den Kategori, man kalder Præster."

"Hvorfor ikke det," spurgte Adjuncten og lagde Avisen tilside.

"Ja jeg maa bede Dem at erindre," svarede Høllo smilende, "nulla regula sine exceptione, udlagt paa Dansk, "mine Ord vedrøre ikke Dem," men jeg maa forresten sige Dem, at vor Geistlighed jo nu er saadan, at en Præstekjole næsten brændemærker En."

"Vil De udtrykke Dem lidt mere specielt," sagde Spindler lidt fornemt.

"Jeg har kun kjendt een Præst, der nogenlunde fortjente dette Navn, meget faae, der vare taalelige, men hele den øvrige Flok har kun været drabelige Studeprangere, visne Bogorme, der ansee deres Bibliothek for deres Menighed, elendige Hyklere eller intriguante, kolde, egoistiske Mennesker; ja jeg vil ikke sige, hvad jeg mener."

"Det er ogsaa bedst, De tier stille," svarede Madam Spindler forbittret og tog sig en Priis, "det er ikke altid, at Galskab finder sin Undskyldning i Ungdom."

"Hvad synes De da, bedste Frue? I Søndags var jeg i Kirke; da Præsten gik ned fra Talerstolen, efterat have holdt en blomstrende Tale, sagde han ganske frit til Klokkeren, saa at jeg og Flere hørte det: nu komme vi s'gu til at spytte i Bøssen, naar vi ville spille l'hombre, for Kortfabriken er jo brændt."

"Ja," svarede Spindler, "nu benytter De et maaske enestaaende Exempel af en enkelt Mand for ligesom at motivere det Udfald, De har gjort mod en heel Stand i Almindelighed. Men, hvormeget end visse Modejunkere og Salonsphilosopher ved deres Vittighedsjægerier have indvirket paa dem, er jeg dog vis paa, at det hele Resultat indskrænker sig til en Lyst hos Dem efter at blive en saadan Storaand i Damernes Øine, men at den skulde kunne drage Dem fra den Stilling i Livet, hvortil De efter Deres hele indre Bygning og religiøse Gemyt er henviist, troer jeg dog ikke. Tvertimod — jeg har lagt Mærke til hvad De har læst og ligesaalidt som De har forstaaet Spinozas Substantialisme eller Hegels "Begreb," ligesaalidt har De kunnet vogte Dem for at lade disse Philosophemer imponere Dem og lede Dem til egne, umodne, forskruede Ideer. Nei De havde gjort meget bedre i at holde Dem til Deres "Madvigs Grammatik," end at læse Noget, De dog slet ikke kunde forstaae."

"Forstaae?" gjentog Høllo og rynkede Panden, "hvoraf veed De, at jeg ikke har forstaaet, hvad jeg læste? og hvoraf skulde De kjende mine forskruede Ideer?"

"Dem kan jeg slutte mig til af de Yttringer, jeg har hørt Dem ved forskjellige Leiligheder henkaste," svarede Spindler med en afgjørende Rysten paa Hovedet og tilføiede derpaa lidt spottende, idet han atter gav sig til at læse, "og det Første følger af sig selv: en 17aars Dreng og Spinoza!"

"Ja det er sandt: en 17aars Dreng og Spinoza," udraabte Høllo med en høi Latter, "det var et Argument, der er en Theolog værdigst."

Spindler kastede et forbauset Blik udover Avisen, medens Høllo med Uforbeholdenhed vedblev at lee og betragtede ham med et ironisk, spottende Blik, der maatte have bragt selv den meest Resignerede til Raseri. Madam Spindler, som ikke rigtigt havde forstaaet Høllos Ord, men som læste et nærforestaaende Uveir i sin Søns Ansigt, skyndte sig derfor at sige:

"Ja ja min gode Høllo! Deres Moder har forladt Dem for tidligt. Det er en Moders ømme, kjærlighedsfulde Omgang, der føder de første religiøse Følelser i Barnets Bryst. Det er kun en Moder, der kan gjøre sin Søn modig uden Haardhed, der kan give ham en fast Charakteer uden at gjøre ham til en Fusentast."

"Det var vist heller ikke saa galt, om Moderen kunde lede sin Søn med et Bændel om Brystet hele hans Liv igjennem."

Da Høllo idetsamme reiste sig og med et kort Buk forlod Værelset, udbrød Madam Spindler forbittret: "han er jo formelig næsviis."

"Nei Moder! det kan Høllo ikke være. Jeg troer snarere" — han fik ikke sagt mere, thi Høllo begyndte idetsamme at spille. Uden egentlig at være Kunstner, forstod han dog ved Kraft og Smidighed at aflokke Instrumentet saa følelsesfulde og indholdsrige Toner, at selv den correcte Kunstner maatte henrykkes deraf. Efterat have spillet den danske Tappenstreg med stor Kraft, præluderede han over i nogle blide, veemodsfulde Phantasier og selv længe efterat Spindler havde forladt Værelset for at gaae til Hvile, aflokkede de sidste, hendøende Toner af Instrumentet den gamle Kone en Taare — en af disse Taarer som Øiet saa sjeldent græder, naar Hjertet strømmer over af inderlige, ubestemte Følelser.




Høllo og Valdemar nærmede sig bestandig mere til hinanden; et usynligt Baand syntes ligesom at omslynge dem, en ukjendt Sympathi forbandt dem til et eneste Hele. Ofte naar Høllo i det daglige Liv med bitter Spot ironiserede over Alt, det Onde som det Gode, og med kold Foragt for hele sin Omgivelse kun fulgte sit Lune, traadte Valdemars blide, religiøse Gemyt op som en Mægler mellem ham og Verden. Ofte naar Høllo gik til den modsatte Yderlighed og med overdreven, næsten kjælen Varme coquetterede med sine Venner og Bekjendte, viste Valdemars ædle Selvfølelse sig som hans rette Tugtemester. Ofte sad Høllo og Valdemar hele Aftener sammen, men her i Eenrum syntes Rollerne at være ombyttede; Valdemar skriftede som den ømme, tillidsfulde Søn hver Følelse, hver Tanke, modtog Raad og Rettelser af Høllo, og naar denne undertiden yttrede en Mening eller fremsatte en Paastand som grundet i Erfaringer fra ham selv, kunde Valdemar kun forbauses og skrækkes. Der var en uudgrundelig Dybde i hans Tanker, en slaaende Fremstilling gav hans Meninger Præget af den klareste Sandhed og dog vare disse Meninger ofte saa indbyrdes modsigende, saa forskjellige fra hans Handlinger, at Valdemar ikke kunde danne sig et Hele af dem; han svimlede, naar han skuede ind i denne Sjæl, som om han stirrede ned i en dyb Afgrund, hvis takkede Kløfter skjulte sig i Mørkets Mulm. Og naar nu Høllo undertiden afbrød en saadan Samtale med den faste Forsikkring, at han kun var skabt for at vise Verden, hvor latterlig den var, at hans Liv kun var een stor Løgn, en fortsat Parodi, da maatte vistnok saadanne Ord, naar de i Høllos Mund fik et klagende, bebreidende Udtryk, opvække en vis Bitterhed hos Valdemar, der elskede ham saa høit. Til andre Kammerater havde Høllo aldrig betroet sig; med en Maske for sit eget "Jeg" gik han omkring imellem dem, gjennemskuede dem, rettede og forbedrede, men forblev selv uberørt, indesluttet i sig selv. Her derimod hos Valdemar drev ham noget Indre til Meddelelse og da han ikke kunde beherske denne Følelse, hengav han sig til den, saa lidenskabeligt som en Negerslave til en Herre, han elsker.

En Maaneds Tid senere finde vi dem siddende sammen hos Høllo. Denne laa som sædvanlig paa sin Sopha og smøgede velbehagelig af en Cigar; han syntes overhovedet, at være i fortrinligt Humør og hvorledes skulde han som Discipel kunne være andet? Rector havde, bevæget af det gode Veir og af sine Elevers Overhæng, givet denne Eftermiddag fri, den saakaldte Skøiteeftermiddag. Høllo havde nyligen spiist og sad nu og ventede paa at Klokken skulde blive fire, til hvilken Tid Rudolph skulde afhente ham, og hele Skolen en masse skulde ud at probere Isen. Uagtet Solen skinnede klart, frøs det dog stærkt og Enhver har vist erfaret den oplivende Indvirkning et saadant Veir midt i en stræng Vinter har — ja Herregud, vi ere nu engang Mennesker og vi maae finde os i at endogsaa Veiret kan have Indflydelse paa vort Humør. Paa Valdemar syntes det derimod at have gjort den modsatte Virkning; med Hovedet sænket ned mod Brystet, med Armen ligegyldigt hængende over Stoleryggen og Benene udstrakte paa Gulvet, saae han ret ud som den Kjedelige. Det var ham som om denne Ferie havde revet ham ud af hans sædvanlige Beskjeftigelser og efterladt ham en Tomhed, han ikke forstod at udfylde.

"Men siig mig engang, Valdemar, hvor er De egentlig fra? Jeg veed jo ikke engang, hvilket Bøotien, der har frembragt Dem? hvor og hvad Deres Fader er?"

"Jeg har ingen Fader," svarede Valdemar fortrydelig og trak sig i Underlæben, som om Høllos Spørgsmaal havde afbrudt en ham meget interessant Tankerække. Høllo, som troede ufrivilligen at have saaret ham ved et Spørgsmaal, der maatte opvække sørgelige Minder, lod derfor som han ikke forstod ham og sagde halv ligegyldigt, halv med Latter: "Det pleier ellers alle Mennesker at have."

"Min Fader er død," svarede Valdemar og tilføiede efter en kort Pause, "jeg har aldrig seet ham. Han var meget smuk i sin Capitains-Uniform."

"Hvor er Deres Moder?"

"I Kjøbenhavn."

"Hvorfor kom De da ikke i en Skole i Kjøbenhavn?"

"Fordi min Onkel, Justitsraad C. her i Byen, har adopteret mig, da han selv ingen Børn har. Det er en herlig Mand, men han ligner ogsaa min Fader — siger Moder. Jeg har kun seet Faders Portrait; han blev dræbt i en Duel endnu inden jeg var født, af en Søcapitain, der havde udfordret ham, jeg veed ikke hvorfor."

Idetsamme traadte Rudolph ind; med et freidigt, ganske smilende Ansigt dandsede han rundt paa Gulvet, svingede sine Skøiter med den ene Haand og knipsede med den anden og kastede sig tilsidst ovenpaa Høllo, idet han pustede: "Ja Klokken er først 2, men jeg kommer saa tidligt, for at faae mig en god Pibe Tobak og sætte Jer andre i god Couleur. Det var nok ogsaa nødvendigt; han sidder jo der og hænger med Næbet, som

"En liden Fugl,

Der har mistet sin qviddrende Mage."

"Du vil da heller ikke gjøre Isen for megen Skade."

"Ja jeg ønsker, at Du idag vil lære mig at løbe paa Skøiter," svarede Høllo med et skjelmsk Blink med Øiet, idet han blidt stødte Rudolph fra sig.

"Lære Dig, nei min Ven, jeg har rigtignok Andet at bestille end at lære Dig. Du er altfor stort et Fæhoved, til at jeg kan lære Dig Noget. Du kan jo hverken ride, kjøre, gymnasticere eller svømme. Fy! Du er jo et Qvindemenneske og saa spilder Du din Tid med saadan noget Skidt, som — hvad er nu det, der ligger: Leben Jesu, en Bibelhistorie," skreg Rudolph med høi Latter, "jeg syntes ellers nok, Du kunde nære Dig med Herslebs."

"Det er ingen Bibelhistorie. Det er en critisk Behandling af Jesu Liv."

"Ja, hvad kommer saadan noget Snavs Dig ved. Veed Du ikke ligefra Du blev født, at Jesu er Gud, at han er født Aar 1, at han har sagt og lært det og det, at han har gjort Mirakler o. s. v."

"Nei det veed jeg slet ikke Noget om. For det Første var Christus ikke Gud."

"Hvad behager?" udbrød Valdemar forskrækket. "Hvad er han da?"

"Et Menneske som De og Jeg, men en reen, blank Menneskenatur, et Menneske uden Feil , men derfor ikke Gud. Han var Menneskenaturens skjønneste og høieste Produkt, et Ideal af Viisdom og Aand, i hvilket den stagnerende Verdensaand havde concentreret sig. Det var i Tidsrummet for Christus, som om Naturens Udvikling stod stille, for at samle Kræfter til at føde ham. Hvad han sagde, er derfor ogsaa den Dag i Dag det Viseste og Bedste, der kan siges, men hvad han gjorde, er morsomme Smaahistorier à la Andersen, som den apostoliske og første christne Tids skabende Selvbevidsthed i sin Beundring ikke har kunnet lade være at danne. Maaske han ogsaa af en særegen Gave til at kjende Naturens Kræfter har kunnet udføre Ting, der for vore Øine synes vidunderlige, men som en senere Tid vil vide at forklare. For Øieblikket maae vi erklære de fleste af hans Mirakler for Absurditeter, Umuligheder. Jeg kjender ogsaa flere gamle Kjærlinger paa Landet, der kan helbrede Folk ved nogle ganske simple Urter, fordi de ligesom af et Instinkt forstaae at bruge dem paa en vis Maade saaledes, at deres Kræfter faae en rigtig Anvendelse."

Valdemar, der aldrig havde hørt noget Saadant yttres før, som aldrig engang havde anet, at der gaves Folk, der ikke vilde troe, der aabenbart turde negte, blev aldeles overvældet af Høllos Ord. I et Nu havde han fattet mange af Høllos Yttringer, han før ikke havde forstaaet, men i samme Nu lagde sig ligesom en tyk Taage over hans egne Tanker. Høllos Ord vare saa klare, saa bestemt fremsatte og imod dem havde han Intet at stille uden sin subjective Tro, sit barnlige Hjerte og selv dette stivnede jo i hans Bryst. Havde han været lidt forberedt, vilde saadanne Ord kun have vakt hans barnlige Overbeviisning til en Selvbevidsthed, men nu kunde de kun kaste et Tvivlens Sædekorn i hans Sjæl, et Frø, som Menneskene saa gjerne pleie. Rudolph derimod, som ikke var uvidende om at Rationalismen endnu levede, og som nogenlunde kjendte Høllos religiøse Standpunkt, fremkom derfor strax med en Indvending, da det var ham meget mere om at gjøre at beholde det sidste Ord end at faae Sandheden ud; overhovedet vare alle blidere og mere aandelige Følelser ham en Biting, der vel kunde være Gjenstand for Samtale, men aldrig burde have Indflydelse paa et dannet Menneske — og det var jo han, han kunde ride, kjøre, svømme, løbe paa Skøiter o. s. v.

"Det er i Grunden noget Vaas, Du siger; Christi Fremtræden og Christi Mirakler, Beviserne paa hans Guddom, de mange Prophetier, der forkyndte hans Komme, og de mange himmelske Tegn, der ledsagede ham her i Verden, som ved hans Daab, hans Bøn paa Bjerget, hans Korsfæstelse og hans Opstandelse, ere rene historiske Facta, man kan læse i Evangelierne. der ere skrevne af Øienvidner eller idetmindste saagodt som af Øienvidner."

"Ja var dette Tilfælde, svarede Høllo, da havde Videnskaben ikke mere med Religionen at gjøre, da maatte den subjective Tro eller Ikke-Tro være Enhvers egen Sag, men det er nu ikke saa. Man veed med Vished, at der til Grund for Mathæi Evangelium har ligget et hebraisk Skrift og hvo borger os nu for at Oversættelsen er tro? og at de andre Evangelier ikke ere blotte Afskrivninger af dette ene med nogle Forandringer og Modificationer, for at gjøre dem lidt mindre kjendelige og med de Tilsætninger, som berusede Mennesker have opdigtet og Traditionen givet Sandhedens Præg. Men selv om dette ikke er Tilfældet, har jo Critiken efterviist saamange Modsigelser mellem Evangelierne indbyrdes og med andre paalidelige Kilder navnlig i Chronologien, at disse ere tilstrækkelige til at tilintetgjøre Evangeliernes historiske Værd, selv om ikke Menneskaanden, naar den har hævet sig en Smule over Hverdagslivets Sphære, nødvendigviis maatte sætte sig op imod slige overnaturlige Historier. Nei, i vore Dage bør man kun betragte det nye Testamente ligesom Historien om Adam og Eva, som en smuk, poesierig Mythe.

"Jeg gad nu gjerne kjende nogle af disse historiske Modsigelser. Men selv om ogsaa Critiken virkelig har efterviist saadanne, da vil jeg erklære Critiken for en ucompetent Dommer, til at give sig af med vore Evangelier. Dersom den ikke kan regne saaledes, at den faaer det engang givne Facit ud, da regner den snavs og kan ligesaa godt sige: farvel, jeg er gaaet. Uh! Vi fødes jo næsten med Troen paa en treenig Gud."

"Det er, fordi vi fordetmeste fødes som nogle Fæhoveder. De fleste Mennesker begribe saare lidet og netop derfor elske de det, der er saa absurd, at det slet ikke kan forenes med Begreb; saa have de jo netop en god Undskyldning, for at de ikke gidde begribe Noget. Det er netop Tilfældet med Treenighedslæren — tre Guder, men dog kun een Gud — tre personlige Væsener, men dog kun eet personligt Væsen, det er jo mageløst!"

"Maa jeg spørge Dig, hvilken Religion følger Til, maaske den hølloske," raabte Rudolph ivrig.

"Jeg følger den christne, saaledes som Christus har lært den, uden de fabelagtige Tilsætninger, som skyldes den Tids saa frugtbare Phantasier. Naturligviis ogsaa fraregnet visse hyperbolske Udtryk, som jeg modificerer, men som forresten ogsaa ere et Beviis mod Christendommens guddommelige Oprindelse."

"Saa?" svarede Rudolph, "nei det er simpelthen en Virkning af den orientalske Charakteer. Desuden var Christus ogsaa nødt til at bruge overdrevne Udtryk, naar han vilde stille det Nye i en streng Adskillelse fra det Gamle."

"Ja men en universalistisk, til alle Tider gyldig Religion, vilde ikke, naar den var guddommelig, lade sig paatrykke noget Stempel af Tid og Sted," svarede Høllo, kastede sin Cigar paa Gulvet og gav sig til med Liv at spille en Polka, medens han med Overkroppen rokkede til begge Sider efter Musiken. Rudolph beed sin Pibespids itu i sin Heftighed, men begyndte dog lidt efter, at tromme Polkatakten paa Bordet og endte med at tralle høit, medens han med et Kjenderblik undersøgte Valdemars Skøiter. Valdemar sukkede dybt, da Høllo begyndte at spille, som om han var undsluppet en piinlig Dæmon; han forekom sig selv som et svagt Menneske, der havde forfeilet sit Maal, uden at han kunde klare sig, hvad han havde forfeilet, hvori han havde været svag, og begyndte han at tænke over Høllos Ord, maatte han forskrækkes over det uordentlige Chaos, hvori hans Tanker og hele hans Ideeforestilling var nedstyrtet.

Endelig slog Klokken 4; Høllo iførte sig sin Vinterdragt, en kort snever Foerværksfrakke med tilhørende Hue, et Par lyse Skindhandsker og lave Støvler af Sælhundeskind. I denne Dragt maatte Høllo tiltrække sig Enhvers Opmærksomhed og det er nok muligt, at han selv ikke var uvidende derom; hans ungdommelige Ansigt, de lyse Krøller nedenfor Huen, hans slanke, velvoxne Figur, der fortrinligen udhævedes af hans Skindfrakke, gav ham noget Kjækt og Bestemt i hans Fremtræden, der ellers egentlig ikke laa i hans Væsen. Høllo var altid i flere Ældres Nærværelse den Beskedne og Tilbageholdne; var han derimod blandt Damer, da var han den fine, maaske lidt ondskabsfulde Hofmand, men Bestemthed og Kjækhed kunde der aldrig være Talen om.

Da man kom til Stedet, vare Alle samlede; med en uhyre Støien og Raaben legede her alle Disciplene, store og smaae, Tagfat og som oftest vare her de Smaae de Stores Overmænd, da de i Almindelighed løb bedre paa Skøiter. Rector selv og flere af Skolens Lærere stode og morede sig over denne lille Kampplads, hvor Enhver søgte at overgaae sine Modstandere i Lethed og Ziirlighed. Nogle, der først havde begyndt samme Aar, dannede temmelig komiske Figurer; den uophørlige Rokken med Legemet og de ufrivillige Gled paa den speilglatte Flade bragte dem i mangehaande pudseerlige Stillinger. Og naar nu en saadan stakkels Stymper medeet blev reven omkuld, fik han for bare Hastværk ikke Tid til at føle sin Smerte, han kunde kun kaste et skjævt Blik til den Smertemaaler, hans Tyngdepunkt havde efterladt i Isen i Form af en Stjerne. Træerne rundt om den store Park stode med Riimfrost og lange Iistapper paa Grenene ligesom gamle, graaskjæggede Mand, der smilede over Ungdommens Vildskab. Rudolph havde i en Fart spændt sine Skøiter paa og med et Bulder, som om han vilde sluge Isen og Skøiteløberne paa een Gang, brasede han midt ud paa Parken. Nu kom Spindler hen og vilde have Høllo til at løbe, men han undskyldte sig med, at han ingen Skøiter havde. Valdemar var strax beredt til at laane ham sine; alle hans Kammerater stode stille for ret at see dette Syn; "Høllo skal ud at løbe," skreg den Ene til den Anden og Rudolph bad dem med en Patrons alvorlige Mine, ikke at forstyrre ham. Endelig var Høllo færdig; med en ynkelig Vralten naaede han endelig ned til Isen under Tilskuernes Jubel; her rakte Rudolph ham Haanden — men i et Nu var han forbi ham og midt ude paa Isen, hvor han med en mageløs Hurtighed og Sikkerhed gjorde nogle meget graciøse Sving. "Det tænkte jeg sgu nok," mumlede Rudolph og satte efter ham, hvorpaa hele den øvrige Sværm omringede ham for at fange ham, men med useet Smidighed bugtede han sig omkring imellem dem uden at lade sig gribe og uden at støde Nogen omkuld, medens Rudolph i sin Iver rev den Ene overende efter den Anden. Efterat denne Leg havde varet en halv Times Tid, spændte Høllo sine Skøiter af og gik hjem med Valdemar; her spurgte denne ham, hvorfor han havde sagt, at han ikke kunde løbe paa Skøiter, da han dog løb saa udmærket?

"For at more mig," var Svaret.

"Det synes mig en temmelig foragtelig Grund," sagde Valdemar bittert.

Ved disse Ord vendte Høllo hurtigt Hovedet om, rynkede Brynene og saae paa Valdemar med et strengt og stolt Blik. Denne betragtede ham et Øieblik taust, kastede derpaa med Voldsomhed begge Armene om hans Hals og udbrød: "O! hvor Du ligner min Fader. Det er vist derfor jeg holder saameget af Dig."




Atter rykke vi et Par Maaneder frem i Tiden og finde da Høllo og Valdemar siddende sammen i den Sidstes Kammer en Aften henved Kl. 11. Høllo sad i en stor Lænestol ved Vinduet, Valdemar paa sin Seng med Hænderne foldede over Knæet.

"Veed Du vel, hvad jeg læser i denne Tid, Høllo?"

"Nei."

"Sibberns Psychologi. Jeg havde seet den oppe hos Dig og da jeg ikke kunde begribe, hvad en saadan Bog maatte indeholde, kjøbte jeg den. Den læser jeg nu i min Fritid istedetfor Romaner og anden Poesi. Jeg havde glædet mig til at overraske Dig engang, naar jeg havde læst eller rettere sagt studeret den ud, men nu har jeg røbet mig paa Halveien. Der er nemlig Noget jeg ikke forstaaer og jeg tør ikke læse videre, førend jeg har faaet det forklaret. See her."

"Nei Du skal ingen Uleilighed gjøre Dig. Jeg giver mig ikke af med slige Taabeligheder."

"Taabeligheder? Du har jo selv sagt, at det var en fortrinlig Bog, naar man kun vilde anstrænge sig for at sætte sig rigtig ind i den."

"Ja, men jeg er kun et Menneske," svarede Høllo og strøg Valdemar under Hagen med sin Haand, "jeg maa saa ofte forandre Mening, fordi jeg har feilet. Denne Bog indeholder kun et smukt System af Theorier, der ingen Virkelighed have. Der er Tale om, hvordan Sjælen er og der er forudsat, at man har en Sjæl forskjellig fra Legemet, men det er nu en gal Forudsætning, en gammel Ammestuehistorie. Sjæl og Legeme er kun Eet , kunne ikke existere udenfor hinanden og følgelig er den Sjælelære aldeles falsk."

"Hvormed tænker Du da?"

"Med mine Hjernenerver. Dersom jeg tænkte med en af Legemet uafhængig Sjæl, da maatte jeg ligesaa godt kunde faae mine Tanker fra Maven som fra Hjernen, thi en fri Sjæl maatte kunne tænke, hvor den var og jeg skulde troe, at vi ogsaa have Liv i Maven."

"Du troer altsaa ikke paa et Liv efter dette," sagde Baldemar og satte sig paa en Skammel ved Høllos Fødder.

"Nei, naar den Bevægelse i mit Legeme, der kaldes Liv, hører op, da raadner jeg og bliver kun et Støv, Du kan puste bort, et Intet. Som Bevis herfor har man opstillet Forholdet mellem Sjæl og Legeme, taget i almindelig Betydning. Var Sjælen udødelig, vilde det være uforklarligt, hvorfor Sjælen skulde være tvungen ikke blot til at voxe, men ogsaa til at aftage med Legemet. Var det ikke naturligere, at Sjælen fortsatte sin Udvikling uden at lammes af Legemers Svaghed og tilsidst med et Vingeslag svang sig ind i Evighedens Uendelighed, hvis den var bestemt til Udødelighed, hvis den var Andet end en livløs Nødvendighed, en død Bevægelse?"

"Om Du end førte ti Beviser, vilde Du ikke kunne rokke min Tro. Hvorfor lyver, bedrager og stjæler Du da ikke, naar Du ikke troer paa et evigt Liv?"

"Fordi jeg frygter for at opdages. Naar jeg er vis paa ikke at opdages, gjør jeg det ogsaa."

"Høllo, Høllo!" skreg Valdemar med uudsigelig Angest og greb ham krampagtigt i Armen, "hvad vil Du sige, naar Du staaer ligeoverfor din Gud; hvad vil Du sige, naar kun Foragt følger Dig til Graven. Hvorfor er Du saa ond? Hvorfor maa jeg ikke elske Dig? O siig! siig blot, at Du ikke meente det! Gud vil tilgive Dig Alt, naar Du blot ikke gjør Din Villie ond."

"Min Gud?" raabte Høllo og stødte Vinduet op, see da ud der i Nattens sorte Mørke! Frygt, at den almægtige Gud vil knuse Dig med hiin Stjerne! Frygt for de sorte Lufte, Du indaander, frygt for de Sandskorn, Du træder paa, frygt, at Gud trækker Jorden bort under Dine Fødder og lader Dig knuses i Afgrundenes Afgrund! Taabe, Dit Liv er kun en Vaklen mellem Daarskab og Frygt."

Valdemar skjulte sit Ansigt i sine Hænder og kastede sig om paa Sengen; Høllo lukkede Vinduet og satte sig roligt ned, men da han havde ventet et Qvarteerstid og Valdemar intet Svar gav ham paa hans Spørgsmaal, troede han, at han var falden i Søvn og gik lidt fortrydelig bort. Næste Dag var Valdemar ikke paa Skolen, men i een af Timerne kom Rectoren ganske nedslaaet og fortalte, at den unge Lund var bleven — vanvittig. Om Morgenen, da Fru C.., forundret over at Valdemar lod sin Thee vente saa længe, traadte ind paa hans Værelse i den Mening, at han havde sovet over sig, fandt hun ham, fuldkomment paaklædt, siddende i en Krog af Værelset. Ved Dørens Knirken hævede han Hovedet hurtigt, saae sig forsigtig om og iilte derpaa med Lynets Fart hen til sin Tante, og skjulte sit Hoved i hendes Skjød under det uophørlige Raab: Tante! Tante, han knuser os! Vogt Dig, nu falde vi! han knuser os! Da Tanten forskrækket traadte et Par Skridt tilbage, saae han forundret paa hende, strøg sig over Panden og sagde: "Det er dumt, Tante. Han er jo slet ikke til, det er kun dumt Hjernespind, men jeg kan ikke gjøre for det, naar jeg er ene, er jeg saa angst." Med disse Ord reiste han sig og lode sine Øine ganske mat glide omkring i Værelset. Fru C.. løb hurtig ind at kalde paa sin Mand. Justitsraaden kom og spurgte forundret: hvad der feilede ham? men Valdemar forblev tavs; pludselig reiste han sig, tog Onkelen ved Haanden og spurgte ham:

"Hvoraf kommer det, at det nu er saa lyst? før var det jo ganske mørkt — ganske sort." Her bøiede han sig, spilede Fingrene ud og greb efter Noget; derpaa lagde han eftertænksom Haanden paa Panden og syntes at gruble, men medeet skreg han igjen: "Onkel, jeg er i Helvede. Han vil brænde mig. Seer Du ikke hvor Flammerne lyse?"

Man sendte nu hurtigt Bud efter Lægen, der imidlertid strax ved sin Ankomst erklærede Valdentar for vanvittig; to Dage efter blev han kjørt til Bistrup.

Paa Høllo gjorde dette et overordentligt Indtryk. Næsten aldeles flov for, hvad der foregik rundt omkring ham, mødte han Alt, som truede med at rive ham ud af denne apathiske Tilstand, med bitter Spot og Foragt. Ganske mekanisk gik han paa Skolen, læste og gik hjem igjen; med sine Kammerater talte han aldrig, som oftest sad han hjemme og stirrede hen for sig og naar nu Fortvivlelsen overmandede ham, græd han og vred sine Hænder, saae sig omkring som om han søgte Noget, han ikke kunde finde og græd atter. Ofte kunde han i saadanne Paroxysmer medeet udbryde i en høi Latter, styrte ud af Værelset og i støiende Fornøielser paa offentlige Steder dulme den Smerte, de bittre Minder foraarsagede ham. Det er ganske vist, at Barnet af sig selv ikke kan finde til Gud; det er Faderen, Moderen, Hjemmet, der maa lede ham. Selve Historien afgiver her Beviset; Menneskeslægten famlede om i Vildelse og Fortvivlelse, før Aabenbaringen kom og kun derved forberedte den sig til at modtage den, at den gjorde den til en Nødvendighed. Høllo havde aldrig kjendt sin Fader, havde tidlig mistet sin Moder, havde ingen Søskende, intet Hjem havt, hvor naturligt da, at den bittre Følelse, at han stod ene, maatte ægge hans barnlige Hjerte til Trods. Istedetfor at læmpe sig efter Verden, at smelte sammen med den, stillede han sig ligeoverfor den og ædskede den til Kamp. Han havde grebet sig selv, han hvilede paa sig selv, da Ingen førte ham til Gud og saalænge Livet gik roligt hen, stod han fast og sugede Næring af al den Spot og Ondskab, som hans forbittrede Ungdom havde givet ham Øie for. Valdemar, det blide, elskværdige, endnu slumrende Barn, havde han elsket; han havde prøvet en Dyst med ham, det havde været ham let, at rive enkelte Ringe ud af den store Verdenskjæde og overbevise Valdemar om, at de vare gjorte uden Hexeri, at Forstanden kunde gjøre dem efter. Valdemar var for uerfaren til at kunne indsee, at omogsaa Forstanden smeddede alle Ringene efter, vilde den dog aldrig kunne frembringe en Kjæde; han var bukket under og ved hans Fald begyndte skrækkelige Anelser at dæmre hos Høllo. Han angrede, men kunde ikke tilstaae, hvad han angrede, han frygtede, men vilde ikke bekjende, at det var Fremtiden, han frygtede. Flere af hans Kammerater havde besøgt Valdemar, men bestandig fundet ham uden mindste Tegn til Forandring, snart melancholsk og grublende, snart fortvivlet og martret af den taabeligste Angst. Høllo kunde man ikke bevæge til at besøge ham; han afviiste ethvert Forslag af den Art med det Svar: "jeg seer Galskab nok hjemme; jeg behøver ikke at gaae eet Skridt for at finde den."

Saaledes gik Foraaret hen. I Juni Maaned flyttede Høllo til Kjøbenhavn for at tage artium. Her fortsatte han i de første fjorten Dage sit tidligere Liv, men ikke længer med den Tilfredsstillelse som før; her var Ingen, der lagde Mærke til ham, naar han med Raseri hengav sig til Billardspil og med halvgale Lediggjængere og Sviregaster sværmede om hele Dagen og undertiden Natten med fra det ene Caffehuus til det andet; her var man saa vant til Sligt, hvorimod den Forundring, som hans tøilesløse Liv opvakte i den rolige Kjøbstad, gav hans bittre, galdefulde Sjæl Næring til nye Optøier, til bestandig at overgaae sig selv i Ryggesløshed. Her begyndte han at kjede sig, og for at faae Noget at bestille, begyndte han at læse Romaner. Skjæbnen vilde nu, at den første Bog, der kom ham ihænde var "Philosophen paa Tagkammeret;" det inderlig gode Gemyt, der overalt søger det Gode i Verden, der kun seer det Skjønne ved Tingene, den blide, men friske Verdensanskuelse, der ligger til Grund for dette herlige Værk, kunde ikke andet end røre en saa intelligent og paa en vis Maade uskyldig Sjæl som Høllos. Han læste den og læste den atter; han begyndte nu at gaae gradevis tilbage; han skjulte ikke længer sin Sjæls Tomhed og Fortvivlelse under uværdige Glæder, han lod dem komme til Udbrud og altid dulmede de sig selv ved Haabet — denne Guds skjønneste Gave til den menneskelige Sjæl, denne tro og trøstende Fører gjennem Livets ofte kummerfulde og elendige Labyrinth — intet bestemt Haab, der kan blænde og skuffe, men en blid, ubestemt Anen, en frydefuld Venten paa Fremtiden, denne salige Følelse, der hæver os over Jordlivets Jammer og leder os som en lysende Stjerne til Gud.

Som det bedste Bevis paa Høllos Stemning i den Tid kan tvende Breve til hans Onkel tjene, som just ere komne os ihænde.


Kjøbenhavn den 7 Juni.

Hr. Onkel!

Jeg veed ikke rigtig, hvad De mener, naar De den 1ste Juni kun sender mig 30 Rbd., som om det skulde være nok til min Indflytten her og til Bestridelsen af mine Udgifter til 1ste Juli. I saa Tilfælde maa jeg beklage Dem; De har da et meget daarligt Begreb om hvad en Student kan forbruge i Kjøbenhavn. Jeg har efter en Uges Forløb ikke een Skilling; det er derfor temmeligt nødvendigt, at De med første Post sender mig nogle Penge. Dersom De saaledes, som De gjorde i Foraaret, vil svare mig, at jeg maa spare, fordi mine Rentepenge ikke taale slige Udgifter, da vil jeg bede Dem om at forskaane mig for slige Formaninger og blot tage op af Capitalen. Iøvrigt er det mig ubegribeligt, at jeg ikke skulde have mere end 400 Rbd. at leve af om Aaret, thi af den Sum kunde min Moder umuligt have levet saa elegant i en 10 à 11 Aar. Det er derfor aabenbart, at en Deel af Capitalen maa være bleven borte ved eller efter hendes Død, om hvilket jeg skal bede Dem at underrette mig i et Familieraads Nærværelse, saasnart jeg er bleven Student. Hvor ubehageligt dette end kunde være Dem, maa det dog skee.

Høllo Breiner.

Nogle Dage efter ankom 50 Rbd. til Høllo i en Convolut blot med de Ord:

Hvad Du ønsker, skal skee. Blot beder jeg Dig om at maatte tale med Dig et Par Dage før Familieraadets Afholdelse.

Din Onkel P. Hasle.


Kjøbenhavn den 25de Juni.

Kjære, gode Onkel!

Tilgiv Din ubesindige Søstersøn! Tilgiv, at jeg i et forvildet Øieblik, som Studenterlivet saa let kunde føre med sig, har kunnet sige Noget, der krænkede Dig! Glem Alt, hvad jeg i forrige, ulykkelige Brev har sagt om et Familieraad! Lad Alt blive ved det Gamle og lad mig om et Par Dage i Eenrum gjøre Afbigt for mit ubesindige Brev. Nei Onkel, lad mig hellere tilbringe hele min Sommerferie hos Dig; jeg skal ingen Uleilighed gjøre Dig og mit Ophold bliver dobbelt behageligt, fordi jeg vel efter Sædvane træffer min gamle Værk Adjunct Spindler og hans Moder hos Dig. Beed Tante om, at jeg maa komme og siig hende, at jeg nu er færdig med min Examen og er Student med bedste Charakteer. Siig det og beed hende ikke være vred paa

Din og hendes ubesindige Neveu.


Nogle Dage efter sidste Brevs Affattelse finde vi Høllo paa Veien imellem Roeskilde og Bistrup, Han var paa sin Hjemreise taget til Roeskilde, for at besøge Valdemar. Med et tungt Hjerte ilede han nu hen ad den bakkede Gangsti ved Siden af Veien; hvert Øieblik stod han stille og vendte sig om for at see paa Roeskilde, der her udbredte sig saa venlig og dog saa majestætisk for hans Blik; det var, som om det ophøiede Syn af Domkirken skulde tilintetgjøre de uhyggelige Følelser, som Bistrupgaard maatte vække i hans Bryst. Da han kom til Gaarden og gik op ad Alleen, hørte han gjennemtrængende Skrig af de Vanvittige; en Gysen gjennemfoer ham, han troede at kunne høre, at det var Valdemar, der skreg; han troede, at kunne see al den Ulykke og Elendighed, der herskede bagved disse Mure. Ved Porten spurgte han, om det var muligt at faae Valdemar Lund i Tale; "nei," blev der svaret, "han har faaet et stærkt Anfald af Nervefeber og trænger frem for Alt til Rolighed; det gjælder nu om fuldkommen Helbredelse eller Død." Ved disse Ord var Høllo nær falden den barske, graahaarede Mand om Halsen, men han betvang sin Bevægelse. "Valdemar bliver rask" hviskede tusinde Stemmer i hans Indre og som om han ventede Efterretningen endnu i dette Minut, fortsatte han sin Gang tilhøire ad Veien mellem Inspecteur-Boligen og Hospitalshaven. En lille Gitterdør, der førte ind til Haven, stod aaben; han gik ind. Alt var roligt og stille, Solen skinnede hedt, men her i Gangene var køligt og skyggefuldt, kun nu og da hørtes en sagte Surren og et undertrykt Skrig. Høllo gik rask fra den ene Gang ind i den anden, som om Noget drev ham frem, da han medeet ved Omdreiningen af en lukket Gang standsedes af en gammel, graahaaret Mand. Hans Knokler vare stærke og kraftige, men Legemet sammenskrumpet og bøiet mere af Sygelighed end af Alderdom, hans Haar var tykt og tæt afklippet, men ganske graat, hans Ansigt var mørkebrunt, kjødløst og furet af dybe Rynker, med en stor Stok i Haanden gik han og slog Bladene af Træerne, medens han nynnede en gammel Sømandsmelodie. Ved Synet af Høllo standsede han og løftede Haanden op over Øinene for bedre at see ham. Efter saaledes at have betragtet ham eet Secund, gik han tæt hen til ham, saae ham stivt i Øinene og raabte da med en af Raseri halvqvalt Stemme: "Ja, rigtigt, det er ham. Ikkesandt? Du er hans Søn," raabte han og greb Høllo med den ene Haand i Halsen. "Veed Du vel, at jeg kunde dræbe Dig nu tilligemed ham! — Men jeg vil ikke," sagde han efter et Øiebliks Betænkning — "jeg vil hellere pine Dig, til Du martres ihjel. Jeg vil give Dig et Sendebrev med paa Veien, der skal gjøre Dig let om Hjertet." — Med disse Ord kastede han en lille Pakke Papirer paa Jorden — "Tag dem, og Du skal see, at Gud ogsaa hævner sig paa Synderens Børn! Tag dem, skynd Dig eller jeg fristes til at see det samme Blod ryge to Gange — Nei jeg vil ikke, jeg har hævnet mig godt, nu kan jeg døe roligt." Med disse Ord løb han bort og forsvandt mellem Hækkene. Høllo vendte sig iilsomt om for at gaae, da hans Øine idetsamme faldt paa Pakken. Forundret læste han her den Udskrift: Til Høllo Breiner. "Hvo kan kjende mig her?" mumlede han og tog nysgjerrig Pakken, stak den i Lommen og gik under bestandig Grublen, hvo denne sælsomme Vanvittige vel kunde være? hvorfra han kjendte ham? og hvad han havde meent? Saasnart han kom til Roeskilde, gik han op paa sit Værelse paa Postgaarden, lukkede Døren af, brød Seglet og læste paa nogle indlagte Papirer følgende:




"Din Bedstefader, Agent Hasle, var en Ungdomsven af min Fader, Capitain Breiner; senere knyttede fælleds Interesser dem endnu nøiere sammen. Min Fader hentede paa sit Skib de Varer, der hjemme bragte Din Bedstefader hans Rigdomme; han foer ikke for ham, men var snarere hans Compagnon; de boede sammen og da Moder tidligere var død, førte de samme Huusholdning. Fra min første Barndom af blev jeg af de to Fædre betragtet som Maries, Hasles eneste Datters Brudgom og det var de Gamles Plan, at deres Sønner efter denne inderlige Forbindelse skulde fortsætte, hvad de saa heldigen havde begyndt. Jeg var næsten altid med Fader ude paa Reiser og var i mit 19de Aar saa dygtig en Sømand, at jeg efter hans Død kunde overtage Førelsen af hans Skib og træde ind i hans Sted som Din Bedstefaders Compagnon. Flere heldige Reiser, jeg gjorde, forøgede vor Velstand; vi bleve da enige om at sælge det gamle Skib og lade bygge et større, der under min Førelse skulde gjøre sin første Reise til Vestindien. Jeg husker det tydeligt; det var om Aftenen før Skibets Afreise, at Din Bedstefader ved Bordet, uden at Nogen anede det, bad Selskabet om at drikke min og Din Moders, Maries Skaal, vi vare forlovede. Marie modtog smilende mine Omarmelser; hun elskede mig vel ikke, hun gjengjældte vel ikke mine fyrige Følelser, men syntes dog med Rolighed og Glade at række mig sin Haand for at dele Skjæbne med mig. O! hiin glade Ungdomsdag, hvor smilede Alt mig ikke imøde? den kolde Vind, der blæste paa mit nøgne Bryst, var kun en kjølende Viften. "To Aar," sagde jeg til mig selv, da Morgenrødens Purpurstraaler vakte mig i min Køie — "to Aar og saa er Du min for evigt," sagde jeg, da jeg lettede Anker og kastede et Kys til min sovende Brud. Ja dengang, før — og nu; nu er mit Liv kun een lang Nat, i hvis sorte Mørke kun Hævnens Lynglimt brydes, i hvis døde Taushed kun Hævnens Torden ruller; ja Hævn, Hævn!




De gik, disse to Aar; de gik hurtigt, hurtigere end jeg havde troet. Jeg kom hjem med velforrettet Sag og ilede saa let og saa fro som Fuglen i Luften til Din Bedstefaders Huus. "Din Onkel Peter mødte mig i Gangen og modtog mig med aabne Arme, men da jeg spurgte efter Marie, blev han forvirret og bad mig gaae til hans Fader paa Contoiret. Jeg gik; hvor forandret var ikke den gamle, før saa strenge, kraftige Mand; ganske krumbøiet sad han over sine Papirer, hans Isse var skaldet og bedækket af en sort Fløielscallot, hans Ansigtstræk, der før vare barske, livlige og bestemte, bare nu Præget af denne Sløvhed, som Ligegyldighed for Livet fører med sig. Da han saae mig, ilede han med Taarer i mine Arme og raabte: "stakkels Dreng, Du har arbeidet tro for mig, men jeg — jeg har glemt Dig. Jeg har kun beredt Sorg og Opoffrelser for Din Brudefest. O! Marie, Marie, at Du skulde føre Din gamle Fader saavidt." Saaledes fortsatte den Gamle, idet han bestandig trykkede mig tæt op til sit Bryst og hulkede høit. Af hans afbrudte Fortælling, var dette omtrent Hovedindholdet:

Strax efter min Afreise blev en Bataillon Infanteri forlagt til Byen. Ved denne var en ung Capitain, Høllo Lund, der vakte Alles Opmærksomhed ved sin Skjønhed, Aandrighed og smidige, indtagende Væsen, men han var en Spirrevip, siger jeg Dig Dreng, en trædsk Forfører, ja han var Din Fader, Høllo. Den gamle Hasle mærkede Intet; Capitain Lund var jo forlovet, sagde man og hans Datter ligesaa, hvor var det da muligt, at den strenge, retskafne Mand midt i sine Forretninger skulde ane Noget; men Din Onkel, han vidste det, han var aldrig rigtig ærlig, han har altid seet skjævt til mig; hvorfor, veed jeg ikke. Først da Bataillonen efter et halvt Aars Forløb atter blev sluttet fra Byen, fik Din Bedstefader Øinene op. Morgenen efter Capitain Lunds Afreise fandt han sin Datter liggende, bleg som et Liig, badet i Taarer paa Gulvet i hendes Kammer. Den Gamle talte med hende, og Resultatet af deres Samtale blev, at Marie var Moder, at hun, min trolovede Brud, bar Dig, Øgleunge, under sit troløse Hjerte. Den Gamle reiste strax efter Capitainen, men afvistes med Haan af ham. "Jeg skal betale for mit Barn," sagde Forræderen, "men ægte Deres Datter kan jeg ikke; jeg er jo desuden forlovet." Du blev født og døbt, Dreng, under mit Navn og derved var for en Deel Din Modens Vanære skjult for Verdens Øine. Nu kom jeg tilbage; Din Bedstefader tog mig ved Haanden og førte mig til Din Moders Værelse; hun laae grædende over sit Barns Vugge. Dette Barn — og dog elskede jeg hende, men bittert, min Kjærlighed forlangte Hævn, og her for mine Fødder har jeg seet Fader og Datter ligge tryglende og grædende. Jeg ægtede hende, men jeg lovede mig at lade hende smage de Qualer, jeg følte; jeg har holdt mit Løfte, naar Du læser dette, er min Hævn fuldbragt. Strax efter Vielsen reiste jeg til Kjøbenhavn; jeg traf Lund siddende mageligt i sin Sopha ved Siden af sin unge Kone. Jeg udfordrede ham og jeg dræbte ham. Hører Du, Dreng, jeg har dræbt Din Fader; med disse Hænder har jeg udrevet hans Hjerte gjennem hans Ribbeen; disse Hænder har jeg vadsket i hans varme, levrede Blod. Din Onkel var imidlertid fulgt efter mig og erklærede mig efter Duellen — jeg veed ikke om af gode eller onde Hensigter, men som han sagde, for at unddrage mig de offentlige Domstoles Magt — for vanvittig og bragte mig til Bistrup. Jeg var rolig som et Lam; man kunde gjøre med mig, hvad man vilde; jeg var mættet, jeg var Morder. Men nu har jeg levet her som Fange i saa mange Aar, klog som vanvittig, her er Hævnens Flamme tændt igjen og nu gjælder det Dig, Dreng, og Din Moder. Naar Du har læst dette, veed jeg, at Du maa hade og foragte hende, ligefom Du maa blues ved Din Faders Minde. Det skal være min Løn for 17 grusomme Aar, tilbragte i Vanvids Bolig."




Da Høllo havde læst det, gled Papiret ham ud af Haanden; sagte sank han ned paa sine Knæe og græd: "Nei Moder, jeg hader Dig ikke; en Søn kan ikke foragte sin Moders Minde. Glemme kan han i Vanvid — ja glemme, men tak du gamle Mand! tak for Alt, hvad Du har gjort for mig! tak, fordi Du har vakt Mindet om min Moder igjen i mit Bryst. Det var dødt; men nu lever det igjen og skal evigt leve. Tak du gamle Mand; jeg skal ikke glemme Dig."

Meste Morgen tidlig ilede Høllo til Bistrup, lod sig melde hos Inspecteuren og forlangte, at faae Capitain Breiner i Tale. "Min unge Ven," svarede Inspecteuren, "De er kommen en Dag for seent. Ved en ubegribelig Uforsigtighed er Capitainen igaar Eftermiddag styrtet i Slotsgraven og druknet."

Og nu, min Læser, hvad var det, der under disse Livets grusomme Tilskikkelser holdt Høllo oppe? Hans Moder vanæret, hans Fader død som Forbryder, hans Pleiefader Selvmorder, hans Broder vanvittig, her maatte selv et Steenhjerte briste, hvis ikke han, som vi saa let glemme i Livets Tummel, han, som aldrig glemmer os, tidlig eller seent førte os til sig, i Trængslens Time stod ved vor Side og tog selv den til Naade, der i Lykken glemte ham. Ja i Sandhed, det er Ulykken, der luttrer os, og først, naar Livets Orkaner storme, føle vi, hvor fast et Anker vi have.

Saasnart Høllo kom tilbage til Roeskilde, leiede han Vogn og kjørte strax hjem til sin Onkel, Hasle. Klokken var 11, da han om Aftenen ankom til sin Fødebye; alle barnlige Følelser vaagnede igjen med deres blide, oplivende og dulmende Mildhed i hans Bryst. Hurtigt ilede han til sin Onkels Bolig; her var Alt stille og roligt i den tause Sommernat, kun i i Contoiret brændte endnu Lys. Gjennem det aabentstaaende Vindue saae Høllo sin Onkel sidde ved Skrivebordet; han regnede, saae stivt frem foran sig, regnede atter og sukkede. "Ja ja, hviskede han sagte for sig selv, Alt kunde endnu blive godt, naar han blot var en god Dreng." "Onkel," sagde Høllo idetsamme sagte ind igjennem Vinduet, luk mig op! det er Høllo." Den Gamle foer forfærdet op, løb hen til Vinduet og derpaa, efterat han et Øieblik forundret havde stirret paa Høllo, til Gadedøren og lukkede op. "Men er det Dig? vi havde ikke ventet Dig saasnart, men Du er velkommen. Gaa nu ind i mit Contoir og sund Dig lidt, saa skal jeg kalde paa Din Tante, for de Andre ere nu gaaede i Seng. Saa skal en af Pigerne rede Dig en Seng, for Spindler ligger i Gjæstkammeret."

"Nei, Onkel, lad dem sove," sagde Høllo og trak sin Onkel med ind i Contoiret, her er saa luunt, jeg kan godt hvile mig i Nat paa Din Sopha. Det er Synd at vække dem og saa mister jeg jo ogsaa den Fornøielse at kunne overraske dem imorgen. Desuden har jeg saamange Ting, at tale med Dig om, hvortil Timen maaske aldrig mere bliver saa beleilig."

"Ja, det er sandt, svarede den Gamle og blegnede, tak for Dit sidste Brev, hvis det var Din oprigtige Mening; det gjorde mig saa godt."

"Ja, Onkel, tro mig! det var og er min oprigtige Mening. Glem alle mine Ubesindigheder! tilgiv mig, jeg meente det ikke."

"Jeg har Intet at tilgive, jeg har hadet og forhaanet Dig som Barn. Dine Penge har jeg — ja Din Capital staaer urørt, men Dine Renter — o! min Kone er saa ødsel — jeg skal betale Dig det igjen. Nu gaaer min Handel saa godt — hav nu Medlidenhed med min Kone og mine Børn — ruineer mig ikke! O! jeg veed, Du vil tilgive mig. Ikkesandt? Men her, her er Noget, der tynger paa mit Hjerte og altid vil tynge. O! Gud, Du tilgiver mig aldrig."

"Jo Gud har tilgivet Dig og Menneskene med." svarede Høllo høitideligt og foldede sine Hænder med et bønfaldende Blik til Himlen.

"Nei! nei! Breiner", raabte Hasle og knugede Hænderne mod sit Bryst.

"Er død", svarede Høllo langsomt og sluttede sin Onkel i sine Arme.




Høllo sov roligt og trygt paa sin Onkels Sopha den hele Nat. Disse sidste Dage havde næsten udtømt hans Kræfter; han, der kun var vant til at omgaaes med sine egne Tanker, der uden at anfægtes af Livets ydre Tilskikkelser kun havde havt med sine egne gyldne Theorier at gjøre og som af dem troede at have smedet sig et Pantser, mod hvilket alle Omstændighedernes Pile maatte prelle af, med ham havde Skjæbnen spillet som med en Bolt og gjennem en Skjærsild af Frygt, Haab, Anger og Rædsel drevet ham til Livets høieste Maal, til Gud. Som visnede Blade for Stormen vare hans Ideer faldne, den ene efter den anden og dog havde hans Liv aldrig været saa frodigt som nu; ikke en svaiende Qvist, der bugter sig i Lunets Pust, men en kraftig Stamme, der trodser Livets Storme og kun skyder mod Himlen. Tryg og velgjørende var hans Slummer, medens et godlidende, veemodigt Smil spillede paa hans Læber.

Saaledes fandt hans Tante ham om Morgenen, da hun med stor Støi traadte ind i Contoiret. "Men Gud! Høllo, at ligge en heel Nat paa en Sopha! Vi gaae nu ogsaa saa tidligt i Seng og saa kan da de Mandfolk heller Intet begribe! At Din Onkel ikke kunde falde paa at vække mig! Men det er sandt, jeg gratulerer Dig. Gud, hvor Du er bleven smuk! Men hvad vil Folk sige, naar de høre, at vi have ladet Dig ligge en heel Nat paa en Sopha?" Med disse Ord ilede hun ud af Contoiret, ud i Kjøkkenet og her fulgte en lignende Strøm over Pigen med de drøieste Forestillinger, om at man nu ikke kunde behandle ham saaledes, nu han var Student. Høllo var forskrækket vaagnet op, men inden han fik gnedet sine Øine og besindet sig lidt, var Tanten forsvunden. Han kastede et lille Blik i Speilet og ilede efter hende; kun efter mange Ophævelser fandt hun sig i at han fuldførte sit Toilette i Kjøkkenet. Under Spøg og Latter, Complimenter og Pratten om Moder og Overraskelser vadskede han sig i et Leerfad paa hendes Kjøkkenbord, bød hende derpaa galant Armen og førte hende ind i Spisestuen. Her vare Alle forsamlede om Theebordet, Adjunct Spindler og hans Moder, Hedevig, Høllos Fættere og hans Onkel. Man havde vel mærket en vis Uro i Huset, men man havde tilskrevet det et mindre godt Lune hos Madammen; man anede mindst, at Høllo var Ophavsmanden. Der blev derfor ogsaa en uhyre Overraskelse, Leen og Spørgen, da Høllo traadte saa gravitetisk ind med Huusfruen under Armen. Alle omringede ham og gratulerede ham, spurgte ham og svarede selv, fortalte og raabte i Munden paa hinanden — kun Hedevig blev tilbage, hun rødmede, da hun hilste, og fik saa travlt med sin Theepotte, at hun ikke kunde give sig af med Høllo, hvormange Blikke end Mama sendte hende. Hun havde kun seet engang paa ham og dog havde hun i dette ene Blik gjort saa mange Erfaringer; han var voxet, havde begyndt at faae Skjæg, han var ikke hverken i Ansigtstræk eller i Stemme saa spids, der var noget mere Venligt og Godt ved ham. Høllo havde omtrent gjort samme Opdagelse om Hedevig; hun var vel ikke voxet, men hun var bleven fyldigere; hendes friske, rødmussede Ansigt var blevet mere udviklet, hendes Træk mere faste og charakteerfulde. En uendelig Godhed lyste ud af hendes klare, blaae Øine og den jomfruelige Forlegenhed, hvormed hun syslede ved Theebordet, var Uskyldighedens og Qvindelighedens bedste Bevis. Hvormeget Høllo end over Theebordet gjorde sig Umage for at indlede en Samtale med hende, lykkedes det dog ikke; hun syntes næsten at være bange for ham, svarede ham kort og neppe hørligt, medens hun derimod ofte med Liv sladrede med Spindler. Dette stødte Høllo eller rettere sagt, gjorde ham ondt, men han fik ikke Tid til ret at føle det, da hans Tante med aldrig lukket Mund besørgede hans Underholdning. "Du taler vel brillant Fransk, Høllo", sagde Madam Hasle i Samtalens Løb.

"Det vil jeg ikke sige, men jeg kan idetmindste udtrykke mig taaleligt."

"Det var deiligt, saa kan Du tale lidt med Hedevig. Hun har i de 3 à 4 sidste Aar lært noget Fransk, men hun har slet ingen Øvelse i at tale det."

"Nei Moder", svarede Hedevig hurtigt, "Spindler har lovet, at ville øve mig lidt i at tale."

"Det er aldrig nogen Skade til at have to Lærere, mit Barn; Gud saa faaer jeg jo formelig en lille fransk Familie her i Huset."

Efter Theebordet gik Høllo ned i Haven. Den var stor, skyggefuld, men gammeldags anlagt og temmelig forsømt. "Her er Noget for mig at bestille," mumlede han for sig selv, idet han gik fra den ene Gang til den anden, besaae hvert Træ, hver Blomst. Enhver kjender vist de hellige Følelser, der gribe os, naar vi ovenpaa sørgelige Forvildelser, føres bort fra Livets Tummel, hvor vi kastedes om uden Maal, befries fra Sjælens martrende Kampe og medeet see os hensatte i en idyllisk Fred og Ro. Høllo betragtede hver lille Blomst, som om han var Botaniker, stirrede paa hvert Træ, som om han havde et Kunstværk for sig; han begyndte tilsidst paa sin Vandring at oprykke det Ukrudt, han traf i Blomsterbedene og at sætte Stiver til de Grene, Frugten truede med at knække. Saaledes kom han lidt efter lidt i fuld Virksomhed og bemærkede neppe Hedevig, før hun stod lige ved Siden af ham.

"Du er en rask Arbeider", sagde hun smilende.

"Ikke sandt? Jeg er ikke af dem, der staae ledige paa Torvet til Klokken 7 om Aftenen, thi vil Ingen leie mig, saa arbeider jeg gratis."

"Det er særdeles smukt. Naar har den arbeidsomme Aand besat Dig? da Du for 2 Aar siden var her i Pintsen, bestilte Du Intet uden at gynge frem og tilbage i Moders Lænestol med en Bog i Haanden."

"Ja, for 2 Aar siden. Der er skeet meget i den Tid. — Er ingen af Dine Brødre forlovet, nu kunde de jo godt nedsætte dem som Kjøbmænd. Naar de kunde gjøre et godt Parti, kunde Din Fader vist nok understøtte dem lidt."

Hedevig rødmede dybt ved disse Ord, hun blinkede med Øiet, som om hun vilde tilbagetvinge en Taare, da hendes Fader idetsamme hastigt kom gaaende og kaldte paa hende: "Du maa komme ind at skrive lidt for mig, der er mange Folk i Boutiken, saa Dine Brødre og jeg have travlt nok der. Ja jeg skal sige Dig, Høllo, hun maa en Gang imellem agere Secretair, hvor nødigt jeg vil have det, thi hun læser ofte Papirer, hun ikke maa læse og gjør mig en forfærdelig Uorden med sin Læggen i Orden."

Høllo rødmede ved Tanken om at Hedevig havde læst hans Breve til Onkelen, det smertede ham og uvilkaarlig maatte han udbryde: O! Gud, hvorfor skulde ogsaa netop hun komme til at kjende mine Daarskaber! Derfor altsaa afskyer hun mig; hun hader mig vist, men jeg vil sige hende Alt. Hun var jo dog min gode Søster! Men Leiligheden til at sige hende det kom ikke, skjøndt han hvert Øieblik søgte den. Hedevig undveg ham øiensynlig og med uforstilt Forbauselse saae hun paa ham, da Madam Spindler fortalte hende, at Høllo blev der hele Sommerferien. Saaledes gik Tiden hen for Høllo; flere Timer om Dagen arbeidede han i Haven, den øvrige Tid gik hen med Læsning, Musiceren, Passiaren og med at gjøre Cour til Hedevig. Uden at ane hvorfor, viste han hende tusinde smaae Opmærksomheder, saadanne smaae Ømheder, som en Anden vilde have skrevet paa Fætterskabets Regning, men som gjorde et langt dybere Indtryk paa Hedevig, fordi hun mistænkte Høllo, fordi denne Opførsel var saa afvigende fra det Billede, hun for 2 Aar siden havde dannet sig af ham og som hans første Brev til Onkelen havde bestyrket. Høllo fulgte hende idelig; i Haven vilde han plukke Frugt til hende og naar hun ikke syntes om en eller anden foretagen Forandring, blev den gjort om igjen, om saa ogsaa alle de Andre paastode: nei. Hende syntes dette aldeles ikke ubehageligt, tvertimod lod hun sig ofte, naar han var særdeles overgiven eller naar han spillede, aldeles henrive af ham, og dog var det, som om hun ikke turde nærme sig til ham. Saaledes stode Sagerne, da Hedevig en Dag mod Slutningen af August Maaned, medens hun sad foran sin Faders Skrivebord og ordnede hans Papirer, pludselig fik Øie paa et Brev, der bar Høllos Haandskrift. Som af Instinkt greb hun det hurtigt og læste nu Høllos sidste Brev til hendes Fader. Da hun havde læst det, støttede hun tungt sit Hoved til sin Haand og græd bitterlig: "jeg har gjort ham Uret," sagde hun sagte, uden at vide, hvormeget en Qvinde indrømmer, naar hun tilstaaer, at have Uret. Idetsamme traadte Høllo ind i Contoiret; hurtigt vendte hun Hovedet om og saae paa Høllo med et Blik — ja med Kjærlighedens første, smeltende Blik. Det var Høllo i dette Øieblik, som om han vaagnede af en Drøm, en Gløden gjennemfoer hans Blod og uden at vide, hvad han gjorde, sluttede han Hedevig i sine Arme. Haand i Haand løb de ned i Haven, hvor den gamle Hasle gik med Madam Spindler. Allerede langt borte begyndte de at raabe: Onkel! Fader! men da de endelig havde naaet ham, stode de begge tause og forlegne, indtil endelig Hedevig blev saa forlegen, at hun kastede sig om Høllos Hals. Men hvad skal jeg sige om Hasles og Madam Spindlers Velsignelser, Madam Hasles moderlige Stolthed, Spindlers Drillerier? Du har jo saa tidt læst om saadanne Forlovelser og her var intet Nyt ved denne.




Det første Skridt, det unge Par gjorde sammen, var til Herrens Huus. Søndagen efter Forlovelsen gik de Arm i Arm til Kirken; over Høllos Ansigt var udbredt en usikker Alvor, det var, som om en indre Strid kjæmpedes ud i hans Ansigtstræk, men da Orgelet og Sangen, ved hans Indtræden i Kirken, tonede ham imøde — da faldt det sidste Tvivlens Slør fra Sjælen, han nød nogle af disse salige Øieblikke, man kunde kalde Troens og Kjærlighedens. Da de gik tilbage, knælede de et Øieblik tause ved Høllos Moders Grav.

Med et let Hjerte og et muntert Ansigt stod nu Høllo just og hjalp sin unge Brud hendes Schavl og Hat af, da Døren aabnedes og — Waldemar traadte ind. Han var bleven høiere og magrere; et melancholsk Anstrøg havde leiret sig over hans Pande, han var kommen til at ligne Høllo. Atter fulgte nu Overraskelse paa Overraskelse; "det er en Søn af Capitain Lund", sagde Høllo med et Buk for sin Onkel og derpaa, idet han vendte sig om mod Hedevig: "det er min Brud."




Om Aftenen, da de to Venner — nei de to Brødre skulde gaae tilsengs, fortalte Høllo Valdemar Alt og endte Aftenen med følgende lille Vers i sin Dagbog:

Farvel mit Minde! Farvel du svundne Tid!
I Glemsels Mørke brast Din kolde Glands.
Et Liv i Gud, med ærlig Flid,
Med freidigt Haab, til kraftig Id
Kun fængsler nu min Sands.