Sypigen

by Clemens Petersen

Sypigen.

Klokken var nylig slaaet fem og dog var det aldeles mørkt. En tyk Efteraarstaage hvilede over Kjøbenhavn og dannede, med sine hvidagtige, meer eller mindre tætte Skyer, allehaande Figurer paa de mørke Huse. Paa Trappegangen i Nr. 4 — hvad Gade det var, tør jeg ikke sige — havde Vægteren just tændt Lampen og faaet sig en spøgefuld Passiar med Tjenestepigerne, der laae og vadskede Trapper; det var Løverdag Aften. Margrethe fra 3die Sal var just naaet ned paa Afsatsen ved 2den Sal, og stod i Begreb med atter at bære sin Balle op, da Sophie traadte ud fra 2den Sal, og lavede sig til at vadske sit Stykke af Trappen.

"Hvad Satan, er Du allerede færdig? og nu skal jeg først til at begynde. Nu hjælper Du mig da, Margrethe."

"Jo, saa havde jeg nok ogsaa Noget at bestille! Nei, vadsk Du selv Dine Trapper, min Tøs!"

"Ja, det kan jeg s'gu da ogsaa," svarede Sophie og vred sin Gulvklud op, "er det sidste Gang, jeg vadsker dem, behøve de da heller ikke at vare saa akkurate."

"Skal Du reise, Sophie?"

"Ja, det skal jeg rigtignok. Troer Du, jeg vil blive i saadan et Hul — hos saadan noget Kram, nei saa troer Du rigtignok feil; det er vi da for gode til. See nu i Onsdags, saa havde jeg inviteret min Kjæreste og to andre Slagtersvende henne fra Nr. 21, som jeg kjender fra Kjeden, op til mig, og jeg havde kjøbt Punsch. Da nu Fruen forlangte, at jeg skulde varte op ved Aftensbordet, saa svarede jeg: "nei," og gik over paa mit Værelse; saa kom Frøkenen og skulde hente mig, og saa kan Da troe, der blev et Styr, da hun saae de tre uskyldige Herrer. Etatsraaden kom selv og smed dem ud, men Du kan troe, jeg læste hende Texten næste Dag; hør, jeg skjældte hende saadan ud, jeg sagde hende lige i Øinene, at jeg vilde — og see nu skal jeg reise."

"Det er nu ikke for det," svarede Margrethe grinende, "jeg dundrer ogsaa sommetider med Fruen deroppe, for det er jo skrækkeligt, som vi stakkels Tjenestefolk behandles, og var det ikke, fordi vi havde faaet denne Lieutenant i Huset, saa reiste jeg da ogsaa."

"Hvad er det for en Lieutenant?" spurgte Sophie nysgjerrig.

"Kjender Du ikke ham? den nydelige Lieutenant, vi have faaet deroppe i de to Qvistværelser? Det var derfor, at der blev malet og lavet saa pænt i Stand i Sommer. Du kan troe, det er en Knastens Een! sikke nogne Arme, sikken'et Bryst og sikke nogne Been! naa — jeg siger ikke mere. Men der er da ogsaa deiligt deroppe, og Du almægtige Gud, hvor han kan gjøre Jav!"

"Hør Margrethe, Du er vist Kjærest med Lieutenanten?"

"Er Du tosset, Tøs? — See nu er hun strax jaloux — Nei, min Pige, saa fede Stykker falder der nok ikke af til os." Og nu begyndte begge at fnise omkaps, indtil Sophie fortsatte:

"Du skal forresten tage Dig i Vare for den Sytøs, der boer paa det andet Qvistværelse ved Siden af Lieuteuanten. Hun er luun, kan Du troe. Jeg kjender hende godt; hun syer hernede hos Etatsraadens, og vil Du troe, at hun nogensinde lukker sin Mund op til os Tjenestepiger — nei hun gaaer os saamæn ganske spansk forbi uden at mule eller mæle. Og naar hun saa kommer ud i Kjøkkenet, saa beder hun nok saa artigt: vil Jomfruen ikke give mig en Tallerken? Det Fæ, hun er s'gu selv Jomfru."

Gadedøren gik, og nu hørte Conversationen op. Margrethe saae ud over Rækværket efter hvem det var, greb derpaa sin Balle og løb op ad Trappen, medens Sophie, zirligt knælende ned, af al Magt begyndte at vadske. En ung Herre kom gaaende langsomt op ad Trappen og standsede ved hver Afsats for at puste. Uagtet hans sorte Overfrakke var godt vatteret, maatte man dog, selv naar man regnede den med, kalde ham meget tynd; maaske kunde hans Høide ogsaa have bidraget noget, men i dette Øieblik gik han ganske krumbøiet, med Hænderne begravede i Lommerne, et Tegn paa, at det var koldt udenfor. Hans Ansigt kunde man ikke see Noget af, da han havde trukket sin Kaskjet heelt ned over Panden og dertil smøget sin Overfrakkekrave op. "Er Etatsraad Dahls hjemme?" spurgte han sagte; "jo, Herre," svarede Sophie indsmigrende, og kom — naturligvis ved et Tilfælde — til at gribe ham om Haanden, da hun vilde hjælpe ham at ringe, men den unge Mand lagde ikke Mærke dertil, thi Fru Dahl aabnede idetsamme Døren.

"Men Gud! er det Dig Alfred," udbrød hun, dreiede hurtigt Døren om, og trak ham gjennem Spisestuen ind i Dagligstuen. "Hvor vi have længtes efter Dig i disse 4 Maaneder! Hvor Du er bleven bleg — og mager," udbrød hun atter, idet hun smøgede Kraven paa hans Overfrakke ned for at see hans Ansigt. Hun havde heller ikke Uret; Alfred var virkelig meget bleg og mager. Hans fine, hvide Teint, de milde, lyseblaae Øine, det tynde, glatte, ganske lyse Haar i Forbindelse med hans spinkle Figur og totale Mangel paa Skjæg vilde have betegnet ham som en 18aarig, opløben Dreng, hvis ikke den høie, stærkt udviklede Pande havde givet ham et tænkende Udtryk, der betegnede ham som ældre. Han var fyldt 21 Aar.

"Kom nu, Alfred, og sæt Dig i Lænestolen, Din gamle Plads," sagde Fru Dahl smilende og satte sig i Sophaen. "Nu maa jeg først presentere Dig Jomfru Nielsen. Du vil snart gjøre nærmere Bekjendtskab med hende, thi hun syer nu hos os, og det er saa særdeles heldigt, at hun boer her i Huset. — Det er min tidtomtalte Neveu, Alfred Dahl, theologisk Candidat. Han fik sin Embedsexamen i Foraaret, og tænk Dem nu, hvor sørgeligt. Han reiser ned til sin Onkel, Forpagter Torp, for at tilbringe Sommerferien der, og Dagen før han skal reise hjem igjen, falder han og brækker den ene Arm. Men siig mig engang, Alfred, hvorledes gik det egentlig til? thi den fabelagtige Historie, at Du sad paa et Steengjærde, og i philosophisk Distraction lod Dig falde ned i Grøften, kan jeg dog ikke troe."

"Men siig mig, kjære Tante," svarede Alfred, som aldeles ikke havde bemærket Jomfru Nielsen og endnu mindre Fru Dahls sidste Spørgsmaal, "hvor er da Jomfru Randrup, der syede her før, bleven af. Hende kunde jeg godt lide."

"Men Gud, veed Du ikke det? Hun er bleven baade — forlovet og gift — med en af dine gamle Bekjendte — Candidat Baur, der er bleven Præst i Slesvig."

"Ak Herregud! atter en Mesalliance!"

"Hvorledes, gode Alfred? En slig Yttring havde jeg ikke ventet mig af et saa ædelttænkende Menneske, som Dig."

"En Student og en Sypige — nei de passe aldeles ikke for hinanden."

"Hvorledes har Din Onkel det?" spurgte Fru Dahl hurtigt med et Sideblik til Jomfru Nielsen, for at afbryde Alfred i denne for Øieblikket temmelig udelicate Samtale, men Alfred hørte hende ikke.

"Det er ikke Studentens Videnskabsmasse, der lægger Hindringer i Veien, thi den er ofte meget liden og har i ethvert Tilfælde ikke Noget med Kjærligheden at bestille. Men Studenten kan ligesaa lidt elske en Sypige som en Fugl en Fisk; de staae paa et aldeles forskjelligt Trin af aandelig Udvikling. Hans Tanker og hele Ideekreds bevæger sig i en Sphære, hvor hun aldrig kan møde ham; hun har bestandigt bevæget sig i Forholde, der have tvunget hende til at betragte sit Væsen paa en ganske anden Maade end Studenten kan og maa betragte sit; han stiller ganske andre Fordringer til Livet end hun; hun kjender dem ikke og kan ikke hjælpe ham at tilfredsstille dem. Derfor er huslig Lyksalighed en Umulighed i slige Partier. — Kjærligheden kan ikke der blive denne vidunderlige, skjønne Sammensmeltning af Idee og Sands, af Legeme og Sjæl, der netop er det Charakteristiske ved det menneskelige Liv ligeoverfor Gud og Verden. — Jeg kan kun under eet Forhold tænke mig et saadant Parti lykkeligt — naar nemlig Manden trækker sig saaledes tilbage fra al Praxis i Livet, at han kun lever i sig selv, men da er det ikke hans Kone, men det Ideal af hende, som hans Sandselighed har skabt, han elsker."

Alfred strakte sig magelig tilbage i Lænestolen og fortsatte sine Betragtninger, medens hans Øine med Velbehag hvilede paa Jomfru Nielsen, der under hans Philosophering flere Gange havde rødmet stærkt, og nu syede med en utroelig Hurtighed. Der var egentlig aldeles intet Smukt ved hende, men det friske, rødmussede Ansigt, det glatnedstrøgne, brune Haar og en nydelig Figur, gav hende et Anstrøg af Tækkelighed, der let kunde fængsle Andres Opmærksomhed. Hun lignede en blid, huslig Aand, som Ingen lægger Mærke til, naar den sysler omkring med lydløse Trin, men som Alle savne, naar den, engang kjendt, forsvinder. I Etatsraad Dahls Huus var hun derfor ogsaa optagen paa en ganske særegen Maade. Den forrige Sypige, Jomfru Randrup, havde i 10 Aar daglig syet i dette Huus, og derved erhvervet sig en vis Ret i Familien; hun var tilsidst bleven behandlet som et Lem af Huset og den Venlighed, som den eiegode og ligefremme Fra Dahl viste hende, havde ikke bidraget saa lidt til hendes fordeelagtige Giftermaal. Jomfru Nielsen var traadt i bendes Sted; den aabenhjertige Beskedenhed og Delicatesse, hvormed hun op; traadte, en Contrast til den ydmyge Næsvished, der ellers er charakteristisk for denne Classe af unge Piger, havde strax indtaget Fru Dahl for hende. Da nu Etatsraadens Huus var meget lidet selskabeligt, havde Ida, hans eneste Datter, ogsaa fundet det ret behageligt at have Jomfru Nielsen at sladdre lidt med, og saaledes havde der i kort Tid dannet sig et noget usædvanligt, men saare smukt Forhold mellem Familien og dens Sypige. Hun følte sig imidlertid ligemeget saaret og bedrøvet over Alfreds Ord og var nærved at briste i Graad, da Ida traadte ind. Ida — en nydelig, lille, 17aarig Pige med lyse Krøller ned ad Nakken — hilste sin Fætter med en næsten respectfuld Venlighed, medens hun i samme Aandedræt fortalte, at Conferentsraad Juel havde inviteret hende med i Theatret i Aften og at hun derfor strax maatte have Thee.

"Saa maa Du selv sørge for det, min Pige," svarede Fru Dahl ligegyldigt. "Du veed, det er Løverdag Aften, Sophie vadsker Trapper og den anden Pige er ude."

"Det kan jeg ogsaa godt. De hjælper mig da, Jomfru Nielsen!"

"Nei! Jomfru Nielsen har altfor travlt. Gaa du ud og dæk Theebordet, saa skal jeg strax komme — naar jeg faaer strikket min Pind ud. Ja Du bliver her vel i Aften, Alfred."

"Nei Tak, Tante. Jeg har travlt, jeg vil gaae, naar jeg har drukket Thee."

"Aa, Du kan godt blive her, fordi jeg gaaer, Du har jo Moder og Jomfru Nielsen," raabte Ida skjælmsk og løb ind i Spisestuen.

"Lieutenant Zülich kommer her i Aften," fortsatte Fru Dahl, idet hun pakkede sit Strikketøi sammen.

"Hvem er det? Lieutenant Zülich? ham kjender jeg slet ikke."

"Nei han er først kommen her i Huset, efterat Du var taget paa Landet. Dahl har gjort hans Bekjendtskab i Klubben og da han boer her i Huset, kommer han næsten hver Aften og spiller et Parti med Din Onkel."

"Ja han er da ingen Grund, hvorfor jeg skulde blive", svarede Alfred leende, da hans Tante forlod Værelset.

"De kjender ham jo aldeles ikke", udbrød Jomfru Nielsen ivrigt.

"Derfor tiltrækker han mig heller ikke." Og nu henfaldt Alfred atter i Drømmerier, medens han dog stedse med Øinene fulgte enhver Bevægelse, Jomfru Nielsen gjorde. En Støi fra det tilstødende Værelse, hvor Ida larmede med Theekopperne, vækkede ham og efter et Øiebliks Betænkning, som om han var i Vilderede med hvad han skulde sige, strøg han sit lyse Haar fra Panden og spurgte: "hvorledes gaaer det egentlig med denne Oversættelse af Rousseau? Endnu er der Intet udkommet."

"Ja, jeg veed virkelig ikke," svarede Julie — Jomfru Nielsen — rask, idet hun bed en Ende Silke af.

"Da burde det egentlig interessere Alle. Rousseaus Optræden er et Phænomen i Philosophiens Historie og jeg troer, at mange af den senere Tids philosophiske Frembringelser ere uforstaaelige, naar man ikke kjender Rousseau. En god Oversættelse vilde vistnok gjøre Gavn."

"Ja, jeg bryder mig virkelig aldeles ikke om Philosophien; den forstaaer jeg ligesaalidt, som saamange Andre."

"Ja det er rigtignok unegteligt, at mange store Philosopher ere aldeles uforstaaelige. Man seer jo endogsaa, at Mænd, der ere hinanden aldeles modsatte i Anskuelser, paastaae og bevise, at de ere Tilhængere af samme Skole og tale i deres Mesters Aand. Det kan ikke nægtes. Det er vist ogsaa det sikkreste Kjendetegn paa en stor Philosoph, naar han kan gjøre sig forstaaelig uden at han behøver at danne sig en heel ny Dialectik. Jo klarere en Philosoph har sine Tanker, desto mere populært kan han naturligvis ogsaa udtrykke dem; og det er ganske sikkert Philosophiens Culminationspunkt, naar dens Resultater blive saa simple, saa storartede og saa skjønne, at de blot behøve at appellere til et almindeligt, sundt Menneskes Sandhedsfølelse, for at forstaaes og troes. Beviserne og de logiske Tankeudviklinger, hvorigjennem Philosophen kommer til disse Resultater, maa vistnok altid blive mindre tilgjængelige. — Det kunde imidlertid være ret interessant, at tvinge et Menneske, som aldeles ingen Forberedelse havde, til lige medeet kun at beskjæftige sit hele Væsen, sin hele Tænkeevne med at sætte sig ind i et philosophisk System. Ja han skulde endogsaa selv finde Rede i dettes Terminologier uden nogensomhelst Veiledning. — Hvad mon der vilde blive af ham?"

"Han blev saamæn aldeles gal," udbrød Jomfru Nielsen og kunde ikke længer holde sin Latter tilbage.

"Ja, det troer jeg i Grunden med," svarede Alfred levende og reiste sig op, men vedblev derpaa med spillende Øine, "men interessant var det dog."

"Ja med mig skal de saamæn ikke anstille Forsøget."

"Det vilde ogsaa være Synd," svarede Alfred tankefuld og stirrede paa hende, men Da Julie undseelig rødmede og trak sig et Skridt tilbage, begreb han, at han maatte have sagt noget Galt og med inderlig Varme greb han hendes Haand under høitidelig Forsikkring om, at han ikke havde meent, hvad han sagde.

Julie vidste ikke rigtig om han var ond eller god, om han var lærd og dybsindig eller gal, om hun skulde lee eller græde over ham — var det dybe Sandheder, han havde sagt, hvor kunde han da være saa dum, saa udelicat, saa latterlig, at sige hende dem? var det intetsigende Pralerier, hvor fik da disse deilige, næsten fromme, blaae Øine dette uudsigelige Udtryk af Ro og Selvtillid fra? hvorfor havde han da saa keitet bedet hende om Forladelse? hvorfor havde Dahls saa ofte talt om ham, som et kundskabsrigt og genialt Menneske? Nei, tænkte hun, idet hun gik ind i Spisestuen, han staaer høit over mig, saa høit, at jeg ikke forstaaer ham. Han er ædel og god — men ikke saa god, som — .

Man samledes om Theebordet. Etatsraaden var ogsaa kommen ind og efterat han havde gjennemløbet "Fædrelandet" og hist og her rynket Panden under Læsningen, underrettede han sig hos Fruen om Ordningen af sit Spilleparti for denne Aften og henvendte sig derpaa til Alfred. "Naa, hvorledes staaer Din Onkels Rug?"

"Min Onkels Rug?" gjentog Alfred smilende, "ja man mærker, at Du er en Kjøbenhavner, en Forretningsmand, der forvexler Efteraar med Foraar eller — Du veed maaskee ikke engang, at man saaer Sæden om Foraaret."

"Hvad behager?" udbrød Etatsraaden forundret, "veed du virkelig ikke, at der er Noget, man kalder Vintersæd? at man saaer Rug om Efteraaret?"

"Ja, kjære Onkel," svarede Alfred forvirret, "men — der er Ingen, der nogensinde har sagt mig det."

"Aa ja, Sniksnak! det er ikke for den stakkels Rugs Skyld, men man aner en skrækkelig Uvidenhed bagved et saadant Svar. Det røber en grusom Uopmærksomhed for hvad der omgiver Dig."

"Ja, der er vist ogsaa mange Ting, jeg ikke veed. — Men til næste Sommerferie vil jeg tage derud igjen og see nøie til."

"Men hvad har Du da bestilt i al den lange Tid?"

"Læst."

"Hvor fik Du da Bøger fra? thi saavidt jeg veed, indeholder Din Onkels Bibliothek kun nogle Afhandlinger om flydende Gjødning."

"Ja dem har jeg ogsaa læst; de ere ikke saa gale, men det ere Oversættelser. Iøvrigt fik jeg Bøger her fra Kjøbenhavn. Wandler sendte mig altid ud, hvad jeg forlangte."

"Wandler? hvad er det for en Wandler ?" spurgte Dahl.

"Det er et ungt Menneske paa en 18 à 19 Aar, der studerer Midicin. Han blev dimitteret forrige Aar, men vi have gaaet i Skole sammen i Vordingborg."

"Saa! Det er da aldrig en Søn af Pastor Wandler paa Møen?"

"Jo."

"Da er det rigtignok underligt, udbrød Ida stødt, at Carl ikke har gjort mig en Visit."

"Dig?" lo Julie. "Ja Gud det er jo sandt, du fortalte mig jo, at der var en Kjærling, der havde spaaet Dig, at Du skulde giftes med ham."

"Aa sikke noget Snak," sagde Dahl, idet han reiste sig fra Bordet. "Det er jo desuden et Par Aarstid siden, at jeg hørte op med at correspondere med hans Fader. Vi vare forresten Ungdomsvenner. Min Kone og Ida have ogsaa for flere Aar siden tilbragt en Sommerferie derovre."

"Ja det bliver nu 5 Aar uden, men jeg husker det saa godt. Mon vi ikke snart skal derover igjen? jeg morede mig saa deiligt."

"Ja, Du morede Dig," sagde Fru Dahl, nikkende ret grundigt med Hovedet. "Men Carl var dengang rigtig en uartig Dreng; han var meget vildere end Du. Skjøndt I dengang var l4 à 15 Aar, gjorde I Spilopper trods noget tiaars Barn. Ja vil Du nu tænke Dig, Alfred, hvad de en Dag gjorde. Præstens Mark gik lige ned til Stranden og paa Skrænten havde han gjort et lille Anlæg. Her sad jeg en Formiddag og læste, da jeg lige medeet opdagede Carl og Ida ude i Vandet. — Saa havde de trukket Strømper og Skoe af og vadede langt ud for at fange Krabber. Gud, hvor saae hun ud! Haaret hang hende ned om Hovedet og sjadskede i Vandet hvergang hun bukkede sig — ja jeg troede virkelig hun var druknet. Og saa ligesom jeg skal til at raabe efter dem, giver hun et rædsomt Skrig og kommer løbende ind paa Strandbredden med Kjolen slæbende efter sig i Vandet — vaad som en druknet Muus."

"Ja men Gud, Moder, der løb ogsaa en stor Krabbe lige over Foden paa mig. Dersom den nu havde bidt mig" — Og hun traadte uvilkaarlig et Skridt tilbage for at see, om der ingen Krabber var paa Gulvet. Alfred faldt imidlertid i Betragtninger over, hvorledes det kunde være, at der aldrig var mødt ham noget Saadant, og fortsatte trolig sine Efterforskninger, indtil Ida kom og sagde "Farvel"; hun gik i Theatret. Et Øieblik efter gik ogsaa Alfred — hjem.

Saasnart han kom ind i sit Værelse, tændte han sin Lampe, tog sin Slobrok paa og begyndte at udpakke nogle Bøger af sin Kasse. Hver Bog besaae han omhyggeligt, pustede Støvet af den og bladede derpaa i den, medens han snart læste et, snart et andet Sted; tilsidst blev han siddende i Sophaen, fordydet i Læsningen af et saadant Sted. Ikke en Mine forandrede han i sit Ansigt, koldt og strengt flyttede Øiet sig fra den ene Linie til den anden. Saaledes havde han siddet en Times Tid, da hurtige og lette Trin hørtes paa Trappen og Døren i samme Nu fløi op; det var Carl Wandler. Han var middelhøi og havde en smuk Figur, hans langagtige, mørke Ansigt fik et kjækt og livligt Udtryk af de spillende, brune Øine — et Udtryk, som man i vore Dage næsten forlanger hos ethvert ungt Menneske, man vil kalde smukt.

"Endelig — endelig engang", udbrød han og omfavnede Alfred, der havde reist sig ved hans Indtræden. "Hvor jeg blev glad, da jeg saae, at der var Lys paa Dit Værelse."

Alfred hjalp ham nu hans Overfrakke af og bragte ham til Sæde i Sophaen, medens han selv tog Plads i sin Lænestol ved Siden af — og Conversationen begyndte.

"Naa, Carl, hvordan har Du egentlig havt det ?"

"Ypperligt, og dog reent snavs. Jeg har moret mig fortræffeligt, men jeg troer dog, at jeg har kjedet mig. Ja Du troer nu, at det er Paradoxer, jeg kommer med."

"Nei, tvertimod! Man kan godt more sig af lutter Kjedsomhed og kjede sig over sin egen Morskab."

"Ja saadan er det da egentlig ikke gaaet til. Jeg har moret mig godt, levet fortræffeligt, men naar jeg seer tilbage, kan jeg ikke ret huske, hvordan det er gaaet til. Jeg har lært at spille Billard. Jeg har levet et ret eventyrligt Liv. Jeg har gjort mange interessante Menneskers Bekjendtskab."

"Saa! — for Exempel?"

"Lieutenant Zülich — det er et fortræffeligt Menneske, en rigtig Gut."

"Lieutenant Zülich, han boer i samme Huus, som min Onkel, Etatsraad Dahl, hvor jeg netop har hørt hans Navn nævne i Aften. Men apropos — hvorfor har Du ikke været hos min Onkels, Du kjender dem jo?"

"Aa det er — ja Du veed nok, naar man kommer lige fra Landet, er man lidt undseelig, man har visse Fordomme mod det kjøbenbavnske Selskabsliv. Fader har ogsaa været vred paa mig for det, men nu Du er kommen tilbage, kunne vi jo i Fælledsskab aflægge en Visit."

"Ja, det kunne vi — men nu videre om Lieutenant Zülich!"

"Ja, hvad skal jeg sige? — Jeg har gjort hans Bekjendtskab paa en Kneipe og han interesserede mig; han vidste Alt, han var munter og livlig. — Ja vi have oplevet mangt et Eventyr sammen i Sommer paa Alleenberg. Han blev forelsket i en Sypige og er nu flyttet fra sin gamle Leilighed og har leiet to Qvistværelser ved Siden af hendes Værelse. Nu har han endelig fundet Paaskud til at besøge hende, — og saa er jo Alt klappet og klart."

"Elsker han hende virkelig?"

"Ja naturligvis, han er forelsket op over begge Ørene, men han mener, at det vil være gaaet over til Foraaret, derfor har han kun leiet Værelserne paa et halvt Aar. Men er det ikke kjækt, originalt — uhyre fint udtænkt? Hvad synes Du om ham?"

"Fortrinligt. Han interesserer mig særdeles meget; fortæl mig noget mere om ham!"

"Ja, nu skal Du bare høre. Igaar Aftes var jeg oppe hos ham. Vi sadde og passiarede i Mørkningen, da det pludselig bankede paa. — Mutte ich ikke spyrge, om dat ikke var hier, at der Herr Zülich buete — Jo, svarede jeg rask, men da Zülich idetsamme kneb mig i Armen, begreb jeg, at det var en Rykker, og da der var ganske mørkt i Værelset, forsikkrede jeg ham, at han aldrig var hjemme, og at han sjelden kunde træffe ham o. s. v. Aber Jøden vilde s'gu sætte sig ganske ruhig und warten auf den Herr Zülich. Men saa kan Du troe jeg kostede ham ud i en Fart."

"Han er altsaa i Gjæld."

"Ja han har været meget uheldig forrige Vinter i Hazardspil, men iaar gaaer det bedre, — og hvis nu ikke den Sypige trak saamange Penge, kunde han snart være ude af den igjen."

"Ja nu haaber jeg Carl," svarede Alfred, idet han reiste sig, "at Du aldrig mere taler med denne Zülich — eller rettere sagt, jeg vil, at Du strax skal bryde med ham."

"Men, bedste Alfred, det lader sig paa ingen Maade gjøre."

"Det skal! Du kjender mig, og om Du ogsaa maatte foretrække Hr. Lieutenanten for mig, maa Du undskylde, at jeg forstyrrer Dit Valg. Jeg har ikke i Sinde at lade Dig fordærve, fordi Du i Ungdoms Ubesindighed selv kunde finde Dig deri." Alfreds Ansigt antog et Udtryk af næsten truende Bestemthed og Kjækhed. Hans philosophiske Væsen havde lidt efter lidt draget alle hans Bekjendte fra ham; det var saa vanskeligt for Nogen at sympathisere med ham og da han ikke syntes at kunne rette sig efter Andre, havde han trukket sig tilbage paa sit Værelse i dyb Eensomhed. Kun undertiden gik han ud om Aftenen, som han da tilbragte i forskjellige Familiekredse, hvor man næsten betragtede ham som et Barn, der maatte hjælpes og pleies. Da nu Carl kom til Kjøbenhavn, gjorde han Alfred en Visit og som det ofte gaaer, disse to Contraster tiltrak hinanden. Daglig besøgte de hinanden og medens Carl gjorde Spilopper trods noget Barn, trippede Alfred omkring og smaalo af ham. Hver Tanke maatte Alfred have at vide, hver flygtig Skygge paa hans Ansigt maatte Alfred have en Forklaring over, for at bortrydde den; et faderligt og sønligt Venskab havde dannet sig imellem dem. I Carls Hjerte var intet Ondt, heller intet Godt, kun Spirerne til Alt begyndte at vise sig igjennem Letsindighedens og den barnlige Godheds dæmrende Taage. Her var en vid Mark for Alfred, med usigelig Ømhed omsluttede han hele Carls Væsen og vogtede paa hvert Skud, som Øieblikket førte frem. Carls naturlige Livlighed og fuldkomne Uskyldighed havde tiltrukket ham og nu — kunde han ikke mere løsrive Æg. Der gives Sjæle, der saaledes flyde sammen med en anden, at de kun kunne leve i og med denne. I Alfreds Fraværelse havde Carl gjort Zülichs Bekjendtskab; han havde Intet mærket, thi han morede sig og meente: for den Rente er Alting reent. Imidlertid havde han dog ikke skrevet Noget derom til Alfred; han havde antaget det for Ting, der ikke vilde interessere ham og kun nu og da var den Tanke som en halvfødt Anelse dukket op for ham: hvad vil han synes om det? Nu gjorde Carl vel nogle Indvendinger mod saaledes strax at bryde med Zülich, men de vare i Grunden mere for at retfærdiggjøre sig for Alfred. Denne gik med hurtige Skridt op og ned ad Gulvet og paastod med kold Rolighed, at hans Villie skulde skee, medens han udviklede, hvor letsindig Carl var, hvor god og lovende han ikke destomindre var og hvor fast og urokkelig han vilde udføre sine Beslutninger.

"Og Jomfru Nielsen?" gjentog han flere Gange.

Hun sad imidlertid hjemme paa sit Værelse og syede. — Kort efter Theen havde hun forladt Etatsraadens. Erindringen om Alfred jog undertiden Blodet op i hendes Kinder, ellers var hun bleg; af og til lyttede hun, medens hendes Hænder sank ned i Skjødet og en ufrivillig Taare faldt ned paa Sytøiet. Hendes lille Værelse var hyggeligt og net, en rask Ild flammede i den store, gammeldags Kamin; midt paa Gulvet stod et lidet, pallisandermalet Bord, bedækket med Sytøi. En dyb Mandfolkestemme lød fra Værelset ved Siden af og Julie bøiede sig bestandig fremad, for at opfange Ordene af Sangen. Pludselig hørte den op, Døren gik; Julie reiste sig mekanisk som om hun vilde kigge gjennem Nøglehullet, da der idetsamme bankedes paa hendes Dør. "Kom ind", svarede hun sagte og gyste. Det var Lieutenant Zülich. Han var en Mand paa henved 30 Aar, høi og kraftig bygget; et stort sort Skjæg bedækkede næsten Halvdelen af Ansigtet, tykt sort Haar krusede sig ved Tindingerne, medens det over Panden begyndte at gaae af, et Par mørke, vidunderligt flammende Øine gav hans Ansigt et levende, forførerisk Udtryk; i Haanden bar han en Pakke hvidt Tøi.

"Undskyld Jomfru Nielsen! Men mit Ærinde er saa delicat, at jeg maatte tale med dem paa deres Værelse. Seer De, jeg er ved et Tilfælde kommen i Besiddelse af 20 Alen Lærred her, og nu vilde jeg gjerne have syet mig nogle Skjorter deraf — hvis De vilde være saa god. Jeg har medbragt een til Maal."

Julie rødmede og modtog Pakken med et neppe hørligt "Tak"; hendes Hjerte bankede voldsomt, af en halvbevidst salig Angst var hun nærved at bryde ud i Taarer, hun syntes at føle, at det var uanstændigt, at Lieutenanten besøgte hende, hun frygtede for, at Nogen skulde komme og dog — skjælvede hun for, at han atter skulde gaae. Zülich fortsatte halvsagte Samtalen et Øieblik og gik derpaa, efterat han havde udbeder sig Tilladelse til at maatte see lidt til under Syningen, da han, som han skjæmtende bemærkede, var meget vanskelig at tilfredsstille. Under saadanne Paaskud vedblev han at besøge hende hver Aften og som oftest Kl. 11, naar han kom fra Dahls. Han medbragte da gjerne en lille Present til Julie og vidste altid at føre Samtalen over paa et saa almindeligt Gebet, at den kunde fortsættes i det Uendelige. Julie levede i en evig Ruus af Fryd, hver Dag glædede hun sig til om Aftenen, og om Aftenen sad hun og talte Minutterne til Zülich pleiede at komme, og kom han ikke, som sjeldent indtraf, græd hun, hvormeget hun end søgte at trøste sig med, at han ikke havde lovet at komme. En saadan Aften, da Klokken alt var en halv Time over tolv, sad Julie og græd, Sytøiet var falden ud af hendes Hænder og med ængstelig Lytten bøiede hun sig forover. Endelig hørte hun Nogen komme; "det er ham", hviskede hun og et Smil kom frem paa hendes Kinder. I en Fart sprang hun op og aabnede Døren uden at vide, hvad hun gjorde eller vilde; Zülich stod udenfor.

"O! er det Dem?" udbrød Julie og rakte ham Haanden.

"Har De ventet mig, Julie?" svarede Zülich fyrigt og traadte ind, men Julie indsaae idetsamme, at hun af sin Kjærlighed var ledet til at gjøre et upassende Skridt og brød ud i Taarer. Zülich sluttede hende med Ømhed i sine Arme under en Strøm af Kjærtegn og ømme Navne. Med usigelig Fryd hang Julie sig om hans Hals; aldrig havde hun tænkt sig denne Mulighed, her begyndte hendes kjæreste Drømme at blive virkelige, her var Tilladelsen til at drømme videre; hun sang, dandsede, lo og græd, talte og sagde Intet, hendes Hjerte strømmede over. Stakkels Pige! hun havde aldrig anet, at hun var Gjenstand for Zülichs Efterstræbelser, med en vis Stolthed, ja næsten Frastødenhed havde han stedse behandlet hende og kun i visse Øieblikke, ligesom med Vold trukket hende til sig. Zülich var for klog til at lade sin glødende Vellyst komme til Udbrud, han havde sat sig i Sophaen og betragtede den overgivne Julie med en Faders ømme Blik. Nu og da gjengjældte han hendes lidenskabelige Kjærtegn og opmuntrede hende ved at tale om deres Fremtid. "Jeg er ikke rig og kan først gifte mig om flere Aar. Vi maae derfor fortsætte vort forrige Liv og opmuntre hinanden ved Flid og Stræbsomhed." Slige Yttringer, der kunde vidne om en inderlig Kjærlighed, der uden Lidenskab kun søger En Gjenstands sande Lykke, gjorde Julie henrykt.

Carl havde imidlertid efter Alfreds Ønske — eller Villie — brudt med Zülich. Denne var altfor beskjæftiget til at bemærke det eller for ligegyldig til at bryde sig om det; han kom daglig hos Dahls og en skarp Iagttager vilde lettelig have bemærket, at Forholdet her havde forandret sig noget, der var indtraadt en vis Fortrolighed mellem ham og Familien, selv Ida syntes at nærme sig lidt til ham, hun coquetterede ikke sjeldent med ham, skjændte ganske uforbeholdent paa ham, naar han ikke viste hende den meest udsøgte Opmærksomhed — kort sagt ved Hjælp af den af alle Damer saa forkjælede, lille Fugl, man kalder Sladder, vidste Alle, at Lieutenant Zülich skulde forloves med Ida Dahl, kun Alfred og Julie vidste det ikke. Tvertimod kunde man ikke nægte, at denne Sidste havde forandret sin Opførsel noget; hun tiltog sig Ret til at tale afgjørende om Zülich, paastod undertiden endogsaa med et vist Skjelmeri, at hun maatte kjende ham bedst. Julie var langt fra at være stolt, at ville hæve sig, siden Zülich havde tilstaaet hende sin Kjærlighed, men ikkedestomindre følte hun sig dog lidt mere, hun tænkte nu, hvad hun aldrig før havde tænkt, at hun dog egentlig som Sypige stod under Ida, men paa samme Tid bevægede den Tanke, at hun engang skulde være Fru Zülich, hende til at opføre sig lidt mere fremtrædende, der ved Modsætningen til hendes forrige Opførsel let fik Udseende af Stolthed. Hos Dahls havde man strax mærket denne Forandring og naturligvis optaget den meget ugunstigt.

En Aften, da Alfred efter Sædvane besøgte sin Onkel, kaldte Fru Dahl ham og Ida ind i Spisestuen og bad ham om at invitere Carl til et Selskab og Bal i Anledning af Idas Forlovelse.

"Forlovelse?" gjentog Alfred forandret, med hvem?

"Aa Gud! bedste Alfred, det er da umuligt, at Du, som kommer her hver Dag, ikke skulde have mærket, at Lieutenant Zülich ligefra det Øieblik, han kom her i Huset, har gjort Cour til Ida. Igaar friede han og iovermorgen skal Forlovelsen declareres. See her er nu en passende Leilighed til at invitere Din og vor unge Ven."

"Og Onkel har virkelig givet sit Samtykke?"

"Ja, naturligvis," svarede Fru Dahl, lidt forundret, "hvorfor ikke?"

"Han er et skammeligt Menneske," raabte Alfred og greb Idas Haand. "Vogt Dig, gode, uskyldige Barn! han bedrager Dig! han er Dig ikke værdig."

"Men Gud Alfred, hvad? — hvorfor — hvoraf veed Du det? Hvad har han gjort?"

"Hvad han har gjort, Tante," svarede Alfred lidt flau. "Hvad han har gjort," gjentog han skammende og søgte forgjæves et Ord, et Bevis, der for Verden kunde stemple Zülich, men han fandt Intet og maatte tie, medens han med krampagtig Heftighed trykkede Idas Haand.

"Jeg har aldrig før mærket nogen Lyst hos Dig til at bagtale Folk," svarede Fru Dahl, idet hun uvilkaarlig faldt paa den Tanke, at Alfred elskede Ida og tilføiede derpaa lidt stolt, idet hun gik ind i Dagligstuen, "men nu maa Du vide, at Lieutenant Zülich er forlovet med Ida, derfor maa Du her i Huset tale lidt mere delicat om ham."

Alfred satte sig i en stor Lænestol og trak Ida hen til sig.

"Elsker Du ham virkelig Ida? Bedrag Dig ikke, mit kjære, elskede Barn! Elsker Du ham ogsaa med hele Din Sjæl?"

"Ja," svarede Ida sagte og græd.

"Har Du tænkt Dig, at den Tid vil komme, da alle Ungdommens Roser visne hen? Det er ikke en Balcavaleer, det er ikke en Romanridder, Du skal vælge, det er en Ægtemand; den Tid vil komme, da hans sorte Haar graane og falde af, da hans friske Ansigt rynkes og tæres hen, da hans funklende Øie bliver mat, vil Du da ogsaa elske ham?"

"O tie! tie stille, kjære Alfred!"

"Naar alle Illusioner svinde, naar Du ikke længer kan knuse og lyksaliggjøre ham med et eneste Blik, naar I skulle dele Livet med hinanden, vil Du da elske ham? Stakkels unge Piger! I træde saa muntre og drømmerige ind i Livet, I elske og smile saa huldsaligt i Eders Kjærlighed, men Eders Drøm er kort, I vaagne, naar Eders Hjerte brister, naar Erfaringen med sin kolde Aande puster alle Drømme bort og viser Eder Livet — som det er. — Han er smuk og mandig, han er den Første, der har gjort Cour til Dig, det var saa overraskende, han maatte gjøre Indtryk paa Dig! Han friede, fik "ja," thi der var jo ingen Grund til at sige "nei." Han kan godt have sat alle Dine Tanker i Bevægelse, han kan godt have bemægtiget sig Din hele Sjæl, uden at Du derfor elsker ham. Søg i Dit Hjertes allerinderste Krog, hvor maaskee den rette Følelse ligger skjult og uændset — overskyllet. Du kan ikke elske ham, Ida, han er slet."

"Hvad har han da gjort," hviskede Ida grædende og kastede sig om hans Hals.

"Ja — hvad har han gjort?" raabte Alfred, stampende med Foden, idet han reiste sig — "hvad saamange unge Mennesker gjør — Kaadhed, der kan tilgives og rettes — men han er slet — han er slet!"

Yderst ophidset, hvilket sjeldent skeete, greb Alfred sin Overfrakke og gik. Hvad Idas Følelse for Zülich angik, havde han ikke feilet; det var gaaet hende, som saa mangen anden ung Pige, hun havde hengivet sig til denne ubestemte Følelse, som enhver smuk Mand kan opvække i en ung Piges Bryst, naar han vil; hun havde antaget den for Kjærlighed og forlovet sig. Nu, da Alfred var gaaet, var hun vel noget forvirret, hun græd, men hendes Taarer gjalt dog meest Alfred, mod hvem hun for første Gang følte en vis Bitterhed. Saasnart han havde lukket Døren og stod i Gangen, betænkte han sig et Øieblik og gik derpaa op ad Trappen istedetfor nedad, idet han mumlede ved sig selv: "Nu vil jeg tale med Jomfru Nielsen!" Han var allerede kommen op ved Trappens Ende, da han pludselig stod stille; han hørte en grædende Stemme fra Zülichs Værelse, det var Julie. Idet Fru Dahl aabnede Døren til Dagligstuen, hvor Julie sad, havde denne hørt hendes Ord om Zülichs Forlovelse med Ida og var strax ilet ud af Værelset, neppe skjulende sin Bevægelse. "Zülich! Zülich! Du har bedraget mig," lød Julies Stemme. Alfred standsede.

"Men min bedste Pige! hvor kan Du troe det?" svarede Zülich. "Jeg har gjort Cour til den Tøs, det var jeg jo nødt til, jeg kom der jo daglig i Huset. Jeg kan dog ikke gjøre for, at de dumme Mennesker strax bygge Luftcasteller. Ja — jeg kan give Dig et Bevis paa min Uskyldighed. Du veed, at det om otte Dage er min Fødselsdag, jeg har bestemt, at vor Forlovelse skal declareres den Dag og — her er Ringene." Alfred sank ned paa Trappen næsten bevidstløs; Samtalen hørte op, men han mærkede, at Nøglen strax efter blev dreiet om i Zülichs Dør. Han reiste sig hurtigt for ikke at sees af Nogen, men Døren gik ikke op, den var lukket ilaas. Med Hænderne tæt knugede sammen over Panden sad han paa Trappen, det var ham som om hele Verden var uddød, som hele den brogede Masse, der før var ham saa kjær, som han saa gjerne vilde ordne, medeet var sunken sammen i en graa Taage, hvor han selv forsvandt. Hans Tindinger bankede voldsomt, medens hans Hjerte næsten ikke slog, han ventede og vidste dog ikke hvad. Saaledes havde han omtrent siddet en Time, da et undertrykt Skrig vakte ham, det var Julie, der gik ind paa sit Værelse Som en Afsindig styrtede han nedad Trapperne og ilede hjem.

Næste Dag, da Carl om Formiddagen kom op for at besøge Alfred, fandt han ham liggende i Sengen. Han havde midt om Natten faaet et Anfald af Blodstyrtning, der først var bleven standset om Morgenen. Lægen havde nylig forladt ham. Han sov, medens hans Værtinde, en venlig gammel Kone, omhyggeligt vaagede over ham. Carl saae sig forundret om i Værelset, som om han søgte Aarsagen til Alfreds Sygdom; den gamle Kone nikkede betydningsfuldt med Hovedet og forlod Værelser. Carl satte sig ved Alfreds Seng og betragtede hans Ansigt, som han næsten ikke gjenkjendte; det ellers saa rolige og blide Udtryk havde vexlet med en forunderlig Slaphed, en guullig Farve og de indfaldne Øine kunde let give Formodning om, at han var død. Carl blev selv angst, skjøndt han hørte ham drage Aande, og lagde sin Haand paa hans Pande; den var glødende varm. Efter et Øieblik aabnede Alfred Øinene, men kjendte ikke Carl. Alfred var aldrig bleven sig bevidst, at han elskede Julie, derfor var Slaget ham dobbelt i det Øieblik, han opdagede, at hun elskede en Anden. Han havde aldrig mærket, at hans Tanker længst og helst dvælede hos hende, og hans Følelse vilde rimeligvis aldrig have kunnet gjøre sig gjældende, hvis ikke en ydre Omstændighed var traadt til. Han var langtfra følesløs, men det gik ham, som alle Philosopher, der ikke tillige ere Digtere, Tanken er deres egentlige, aandelige Liv, medens de kun kjende deres egne Følelser, forsaavidt som Beenbrud eller anden corporlig Ulempe er disses Aarsag. Saadanne Mennesker kunne endogsaa overordentlig let lade sig henrive af deres Følelser, og ganske hengive sig til dem uden selv at mærke det; deres Bevidsthed halter. Førstegang Alfred traf Carl, maatte denne næsten ganske føre Conversationen, han selv var for beskjæftiget med at see paa ham og gjennemtænke hans Ord, han viste sit Venskab ved at optage Carls Væsen i sig, aldrig ved at meddele ham sit eget og først da han var skilt fra ham, opdagede han, at han holdt ret inderligt af ham. Saaledes var det ogsaa gaaet ham med Julie; den Tanke, at han elskede, vilde have bragt ham et Smil paa Læberne, og at Gjenstanden var en Sypige, vilde maaske have tvunget ham til at benægte Følelsens Sandhed, men nu, da han elskede haabløst, opløfte al hans Tænkning sig til et forvirret Chaos, der kunde have bragt ham til Vanvid, hvis ikke Naturen havde givet Smerten Luft i et Saar.

Carl var imidlertid ikke til at bringe fra Alfreds Sygeleie. Skjøndt denne aldeles ikke kjendte ham eller i mindste Maade syntes at bryde sig om ham, var det ham dog en Lettelse, næsten en Glæde at vise sin Ven en Omhyggelighed, der ikke blev paaskjønnet; trods den gamle Kones Indvendinger, der næsten følte sig fornærmet, rykkede Carl ind til Alfred, tilbragte hele Dagen ved hans Seng og sov om Natten paa hans Sopha. Efter en otte Dages Forløb begyndte Alfred at komme sig, hans Søvn blev længere og roligere, hans Blod circulerede langsommere og mere regelmæssigt, hans matte, sløve Bevidstløshed afløstes af milde Feberphantasier, ja i visse Øieblikke kjendte han endogsaa Carl, men naar han da begyndte at ville forklare sig Sammenhængen med sin Sygdom, sank han atter tilbage. Tingen var saameget farligere som Ingen her kjendte Forholdet og kunde hjælpe ham at ordne hans Tanker.

En Dag modtog Carl en Invitation fra Etatsraad Dahl til Bal. I første Øieblik bestemte han sig til at gjøre en Undskyldning, den vilde jo være saameget mindre betydende, som Alfred jo liden kunde indføre ham, men Tanken om Bal, Tanken om Ida, bragte hans fyrige Blod i Bevægelse, han modtog den.

Saasnart Alfred vaagnede, fortalte Carl ham med et glædestraalende Ansigt, at han skulde til Bal hos Dahls; Alfred betragtede ham et Øieblik forundret, greb derpaa om Sengekanten, som om han vilde op, men fik idetsamme et nyt Anfald af Blodstyrtningen. Ved hurtig Lægehjælp blev den standset, men Alfred laa atter ganske bevidstløs.

Klokken syv Balaftenen stod Carl i Entreen hos Etatsraadens, han var inviteret til Thee og vidste naturligvis ikke, at man i Kjøbenhavn ikke kan være bekjendt at drikke Thee før otte. Han traf derfor ikke et Menneske, da han traadte ind i Spisestuen, hellerikke i Dagligstuen, lidt forundret marscherede han videre, overalt var der oplyst og elegant decoreret, men intet Menneske at see. Det var førstegang han i Kjøbenhavn var i en Familiekreds; vel havde han hørt megen Tale om den herskende Stivhed og Fornemhed, om hvorlunde man kom i Selskab for at sige — Ingenting og til Bal for at gjøre Cour til Husets Døttre, men Erindringen om Ida havde bestandig fyldt ham Etatsraadens Balsal med unge, livlige Mennesker, der kom sammen for at dandse og tilnøds ogsaa gav de Gamle en Svingom med til Tak for Ballet, og nu — her var ikke et Menneske, han maatte altsaa være kommen for tidlig. Lidt ærgerlig besluttede han ved sig selv, at han vilde straffe hele Balselskabet med en imponerende Stolthed og denne saatidt omtalte, veltalende Taushed. "Det er altsaa kun Narre," sagde han til sig selv, idet han korsede sine Arme over Brystet og med et spodsk Smil gav sig til at betragte et Maleri, der hang over Pianoet. "Det er jo Ida! Hvor hun er bleven smuk! men hvis Portrait kan det være, der skjules bagved det Silkeomhæng?" mumlede han og trak en Tabouret frem, som han steg op paa. Med Haanden støttet mod Væggen stod han, heldende sig ind over Pianoet, og betragtede Idas Portrait; alle gamle Minder luede igjen op i hans Bryst, de deilige, gule Lokker vare forsvundne, men han fik ikke Tid til at anstille nogen Sammenligning mellem før og nu, saa aldeles hensunken var han i Betragtningen af Portraitet. Men nu det andet — han skulde lige til at løfte en Flig af Forhænget, da en fin, lidt bister Stemme idetsamme lød bagved ham: "Værs'go og lad være." Carl sprang ned af Stolen, som om han var ramt af Lynet; foran ham stod Ida blussende rød af Vrede, hvad skulde han gjøre? han vilde lige til at styrte ud af Døren for aldrig mere at komme igjen, da Ida fortsatte: "Det var bedre, at De gik ind og hjalp Moder med Ordningen af Theetøiet, hun har ventet længe paa Dem."

"Hvad behager?" spurgte Carl opirret og dreiede sig om, saa at Lyset fra Lampen faldt paa hans Ansigt.

"Men Gud! det er jo Carl," udbrød Ida, som forhen havde antaget ham for en Leietjener, da hun umuligt kunde antage, at Nogen vilde komme Klokken syv til Bal, og selv forvirret ved denne Overraskelse kastede hun sig leende om Halsen paa ham. "Og jeg troede, at Du var en lille Dreng. Men kjendte Du mig ikke igjen?"

"Jo, Frøken," svarede Carl langtrukkent og traadte et Skridt tilbage, medens han vedblev at betragte hende.

"Hør, Carl! Du maa ikke være vred paa mig," sagde Ida efter et Øiebliks Betænkning med denne elskværdige Naivitet, som kun tilhører Ungdom og Uskyld. Derfor seer man den aldrig mere i Kjøbenhavn, thi den gamle Tidsregning: Børn, unge Piger og tilsidst fuldt udviklede Qvinder er her afløst af: forkjælede Unger, Skoletøse og voxne Damer, og lykkes det undertiden vort Theaters Kunstnerinder at give os en Skygge af den, da harmes Kjøbenhavns snørte Naturbørn over denne Affectation. Ida var efter alle gamle Tanters Mening slet opdraget; forgjæves havde man sagt hende, at hun ikke maatte holde af Holbergs Comedier — det er mod Anstændigheden. Det er ikke Poesie. Det er Noget, der kun passer sig for Tjenestepiger — forgjæves havde man rettet og forbedret paa hende, hun var og blev ikke Andet, end en ubetydelig, lille Landsbypige. Ikkedestomindre var hun bleven feteret af en særdeles smuk Lieutenant, der var nærved at blive Capitain, men det er Faderens Skyld, sagde man, og dennegang havde man Ret. Etatsraad Dahl var nemlig en rig Mand, og en sparsom Mand; han beboede vel en smuk Etage, men han gjorde aldrig Selskaber, han tænkte kun paa sine Forretninger, sine Titler og sine Penge. — Konen, ja hun skulde sørge for at arrangere hans Spilleparti, og gjøre Visiter hos Conferentsraad A. og Geheimeraad B. og saa opdrage Datteren.

Carl vidste i sin Forlegenhed ikke, hvad han skulde svare, men Ida tog ham ved Haanden og trak ham med sig. Idetsamme hørtes fra Spisestuen hurtige, faste Trin og Støien af en Sabel, Zülich traadte ind, klædt i fuld Galla. Han var virkelig smuk i Aften, den glimrende Uniform viste ret hans udmærkede Figur, det mandige, raske Ansigt var endnu smukkere ved et eiendommeligt Udtryk af Alvor; han vilde have været enhver Qvindes Stolthed — kun netop ikke Idas. Hun isnede, da han traadte ind, og med en hende aldeles uvant Usikkerhed, presenterede hun de to Herrer for hinanden.

"Jeg kjender godt Wandler," svarede Zülich med et meget venskabeligt Smil. "Det er endogsaa en af mine Venner."

"Nu smigrer De mig," svarede Carl med et yderst ironisk Smil, og bød Ida Armen for at føre hende ind i det andet Værelse.

Neppe var Døren lukket efter dem, før Julie traadte ind; et Øieblik blev hun staaende for at betragte Zülich. Et vidunderligt Smil, fuld af skjærende Smerte, lagde sig om hans Læber, da han saae Julie, men da hun idetsamme slyngede sin Arm om hans Hals og kyssede ham, forsvandt det, og for et Øieblik luede den gamle, lidenskabelige Lyst op i hans Blik. "Aldrig har jeg seet Dig saa smuk før," sagde hun, og kyssede ham paany, medens hun halv ængstlig betragtede de vexlende Udtryk i hans Ansigt. Det var som om mættet Vellyst pludselig indjog ham en uimodstaaelig Væmmelse, og med iskold Rolighed greb han hendes Haand, medens han pegede op paa Idas Portrait.

"Det har jeg aldrig seet før," svarede Julie.

"Og her hænger hendes Forlovede, men først om nogle Timer tages Forhænget bort," sagde Zülich og løftede idetsamme det grønne Silkegardin. Det var hans eget Portrait i samme Størrelse og Form som Idas. Julie dreiede sig hurtigt om for at spørge om Sammenhængen, da Zülich med et stolt Buk engagerede hende til 2den Dands, og forlod Værelset. Med en krampeagtig Bevægelse mod Hjertet ilede Julie op paa sit Kammer.

Carl var imidlertid atter kommen i misanthropisk Lune, thi Ida havde siden Zülichs Ankomst aldeles forandret sin Opførsel. Hun var taus og næsten frastødende imod ham. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulde troe; Alfreds Harme over Zülichs Fremfærd havde ogsaa smittet ham, dertil havde han følt sig saa forunderlig overrasket ved at see ham optræde her under en saadan Maske, at han i første Øieblik havde behandlet ham lidt uoverlagt, men hvorfor skulde Ida bryde sig om det? Han tænkte bestandigt over det, og vilde hvert Øieblik til at tale med Ida om det, men hun undgik ham. Imidlertid opnaaede han dog sin Hensigt, det spodske Ansigt, han satte op, og den haardnakkede Taushed, han vedligeholdt, imponerede virkelig, og Ingen anede, at den dog i Grunden var paatagen. Vel kjedede Carl sig, thi det er jo rigtignok et ubehageligt Syn, at see sine gode, gamle Kammerater, som man saa tidt har slaaet en gemytlig Sladder af med, gaae omkring som Mumier og læspe haltende Floskler frem om Poesi og Dyd og andre ætheriske Emner, medens Damerne i deres Fryd aldeles glemme sig selv, og afsløre deres hele ulogiske Tænkning for ikke at faae Udseende af Gjæs — ja han maatte jo kjede sig, men ikke desto mindre følte han sig dog saa underligt stemt, saa glad, som om Livet først ret begyndte for ham idag. Han dandsede slet ikke, men stod under Dandsene fordetmeste mellem nogle ældre Damer, som han converserede med mageløst Liv, medens hans Tanker fløi hele Dandsesalen rundt, og Hovedet uvilkaarligt bevægede sig efter Musiken. Senere hen paa Aftenen, da man omtrent havde afspist, kom Fru Dahl hen til Carl og spurgte til Alfreds Befindende. Carl fortalte nu vidt og bredt om hans Sygdom, indtil Fru Dahl afbrød ham: "Ja, saasnart han nu begynder at komme sig, vil jeg op at see til ham. Iøvrigt er det ret godt, at han ikke er her i Aften, det vilde jo have været ham et haardt Slag."

Carl vilde just yttre sin Forundring over denne, som det syntes ham, vidunderlige Bemærkning, da Etatsraaden idetsamme udbragte en Skaal for Lieutenant Zülich, hvis Forlovelse med Ida han derved declarerede. Herrer og Damer stimlede nu sammen om det unge Par, Carl greb mekanisk sit Glas og fulgte Strømmen. Ida stod ved Zülichs Side og modtog Gjæsternes Lykønskning, hun var undseelig og stirrede med pinlig Uro ned paa Guldet, medens hun ligegyldigt holdt sit Glas frem. Idet Carl klinkede med hende og med et underligt veemodigt Udtryk hviskede: jeg ønsker Dem til Lykke, slog hun Øinene op, og saae paa ham med et eiendommeligt, intetsigende Blik; hun følte sig saa ligegyldig mod Alt, hvad der omgav hende, hun var forlovet, altsaa elskede hun sin Kjæreste, og alt Andet maatte da være hende koldt og ligegyldigt. Intet Ord, ingen Tanke kan finde Udtryk for denne Følelse, det er som naar en for stærkt spændt Streng paa en Violin pludselig, istedetfor at springe, dreier Skruen rundt og i eet Secund gjennemløber alle Scalaens Toner, og ender i en forvirret mumlende Lyd. En saadan Følelse kan kun tolke sig i et Blik, men dette Blik forstaaes aldrig, naar det ikke kan gjengjældes. Carl følte sin Haand zittre, han var nærved at tabe sit Glas. Anden Gang stod han i Begreb med at gaae, men atter blev han; hvorfor skal jeg gaae? — hvorfor skal jeg blive? tænkte han, men stillede sig dog ind i Dandsesalen i en Vinduesfordybning, og betragtede de Dandsende.

"De dandser ikke?" spurgte en Herre ham.

"Nei, jeg trænger ikke til Motion," svarede Wandler ligegyldigt, "og hvad er vel den Springen og Hoppen Andet, end Motion."

"Saa maa De være meget prosaisk," svarede den Anden, "jeg springer ikke, jeg hopper ikke — jeg dandser. Musiken bringer alt mit Blod til at dandse, ja De forstaaer ikke, hvilken Nydelse det er, saaledes at flytte sine Fødder i Takt med Tonerne."

"Aa jo," svarede Carl vranten, "jeg har ogsaa dandset, men —"

Ida inclinerede idetsamme for ham, han dandsede, og neppe var han kommet Gulvet en halv Gang rundt, før han var Dandser med Liv og Sjæl. Han gik strax hen for at engagere sig en Dame; idet han gik rundt, yttrede en Herre til sin Dame: "til Dands behøves Kjærlighed" "og til Kjærlighed behøves Dands," svarede Damen, Carl vendte sig om og raabte leende: "og til Alt i Livet behøves Kjærlighed og Dands," og dermed dandsede han hele Natten.

Julie var ilet op paa sit Værelse; i sin Balpynt havde hun kastet sig paa Sophaen og sad hele Natten stiv uden at røre sig. Et Slag havde ramt hende, som hun ikke kunde fatte, "det er forbi! — nei det er umuligt," svarede hun sig selv, og knugede sine Hænder sammen. Ingen Taare græd hun, med et tørt, brændende Blik stirrede hun frem for sig, "umuligt! umuligt," hviskede hun og lænede sig tilbage i det ene Sophahjørne. Musikken begyndte, med et smerteligt Suk foer hun sammen, hun lyttede, hun syntes, at Forsoningen var skeet, at Alt var godt igjen, hun græd, og medens den ene Taare vidskede den anden bort, sov hun ind.

Først Klokken otte om Morgenen vaagnede hun. Et uhyggeligt Mørke herskede i Værelset, thi Lyset kunde ikke bane sig Vei igjennem det mørke Rullegardin, medens de rullende Vogne og Tumlen paa Gaden underrettede om, at det var Dag. Julie var ganske kold, hun var bleven vækket ved en Støi fra Zülichs Værelse, hun hørte Nogen bevæge sig derinde, og ilede nu, sig selv kun halv bevidst, derind. Her var Alt i Uorden, Sophaen var skilt ad og stablet op mellem Stole, Borde og Speile o. s. v., og midt imellem Alt dette stod en stor, robust Bondekarl i en ulden Nattrøie og gabede. Julie saae sig forundret om, og spurgte om Zülich ikke var hjemme.

"Nei, lille Frøken, han boer her ikke mere, svarede Karlen, "og nu er jeg sendt hen for at besørge Tøiet."

"Han boer her ikke mere," gjentog Julie, som om hun ikke havde opfattet Meningen af de Ord, hun hørte; "hvor boer han da?"

"I Laxegade, lille Frøken, men see! dersom de vil besøge ham i Dag, saa er han nede i tre Hjorter. — Det var da en underlig Een, hun," fortsatte han, da Julie var gaaet, "sikke hun gloede paa mig."

Julie var en Skolelærerdatter fra det sydlige Sjælland; kort før hendes Faders Død var hun kommen til Kjøbenhavn for at lære Skrædersyning og da hun efter Faderens Død ikke godt kunde opholde sig hos sin Moder, der, uagtet al den Understøttelse, Sognets Beboere i Erindringen om deres saa afholdte Degn ydede hans efterladte Kone og Børn, dog sad i knappe Omstændigheder, var hun tvungen til at søge sit Ophold i Kjøbenhavn. Lykken var hende gunstig og skaffede hende et Par Huse at sye i og snart erhvervede hendes stille, sædelige Opførsel, hendes Tækkelighed og Flid hende flere. I Begyndelsen følte hun sig vel ulykkelig og forladt, men lidt efter lidt, især efterat hun kunde sende sin Moder en lille Understøttelse, var Kjøbenhavn bleven hende kjær. Ofte tænkte hun sig tilbage i de Øieblikke, da hun under Taarer tog Afsked med sine Forældre, da hun paa det høie Fragtmandslæs en taaget Morgen kjørte forbi Frederiksberg Slot — o! hvilke Følelser, hvilke urokkelige Forsætter, hvilke hellige Løfter gav ikke hendes Hjerte til Gud, til hendes Fader, til hende selv, da de to gamle Forældre tog hende imellem sig og førte hende ud til Vognen! hvor bankede ikke hendes Hjerte, da den store, skumle, ubekjendte By rullede op for hende, hun følte Alt vakle under sig, hun saae paa den store, firskaarne Fragtmand, der med phlegmatisk Ro pidskede paa Hestene, det var den Eneste, hun kjendte af alle disse mange Mennesker, og han var saa kold og saa rolig, han kjendte jo alle de Andre og brød sig ikke om hende, hun pressede de smaae Hænder sammen over Øinene og græd, det femtenaarige Hjerte slog saa beklemt. Hver Aften, naar hun gik i sin Seng, faldt hun i Søvn under en Drøm om sit Hjem og hver Morgen, naar hun stod op, sendte hun i Tanken en glad Hilsen til sine Forældre, det er den bedste Tanke, Barnet eier og naar det mister den, begaaer det den første Brøde. Da hendes Fader var død, havde hun grædt, grædt saaledes som kun Barnet og Digteren græder, Taarer fra Hjertet — hun havde grædt medens hun smilende aftørrede Moderens Taarer.

En Sommeraften, da hun spadserede med een af sine Veninder, havde hun seet Zülich — og hun elskede ham. Hun tænkte aldrig paa ham, hun havde intet Ord, intet Blik fra ham at gjenkalde sig og dog var han i hver hendes Tanke, dog omskyggede han hende i hver hendes Gjerning. Han havde lært hende, hvad hun skulde skrive til sin Moder og Søster, naar hun ikke havde Andet en Taarer og Længsel. Hvis hun aldrig havde seet ham mere, vilde hun have smilet hele Livet igjennem, aldrig leet, aldrig grædt.

Hos Dahls saae hun ham igjen, han talte til hende, men koldt og fornemt. For første Gang dukkede en Følelse op i hendes Hjerte, der ikke var reen, det var hende en bitter Skuffelse, da hun følte, at hun elskede, og naar han undertiden midt i det afmaalte Væsen, hvormed han omgikkes hende, sendte hende et Blik fuldt af inderlig Kjærlighed, faldt der hende en giftig Perle i Bægeret. Det var umuligt, at hun kunde elske ham, vil Du maaske sige, min Læser, men husk paa at hun ikke vidste, hvad Du veed og hun selv havde seet ham, medens Du kun kjender ham igjennem min fattige Pen, men det indrømmer jeg Dig, at havde han været reen og uskyldig, som hun var, da kunde hendes Kjærlighed ikke have kostet det Dyrebareste, hun eiede, Tanken om hendes Moder. Et slet Menneske kan ikke elske, den inderlige, dybe Kjærlighed kjender han ikke, det er kun Lidenskab; kunde man derfor kjende et Menneskes Kjærlighed ret, da kjendte man ham selv. Vogt Dig derfor, naar Du elsker! kjend den ret, Du vil gjenelskes af, thi hvert Ord, han siger, bliver Dit og det er langt vanskeligere at rense det end ikke at smittes af det. Saaledes gik det Julie, skjøndt Zülichs Ord vare skjønne og gode, skjøndt hans hele Væsen var fint udtænkt og skuffende udført, havde dog hans blotte Nærværelse en slet Indflydelse paa hende. Talte han om hendes Moder og Søster, skeete det vel med Varme, som om han selv maatte være den kjærligste Søn, men ikkedestomindre bragte han altid Julie til at tænke: hvad vil han synes om min simple Moder?

Og nu — da hun stod forskudt og vanæret af ham for hvem hun søgte at fjerne Tanken om sin Moder — et Øieblik stod hun i Begreb med at forlade Kjøbenhavn og fortælle sin Moder Alt, men hun var ikke stærk nok til dette Skridt. "Nei aldrig," raabte hun og hævede sit Hoved stolt i Veiret, men lidt efter lidt sank det atter ned, hendes Øine fyldtes med Taarer. "Jeg kan ikke," hviskede hun og sank atter tilbage paa Sophaen. Hun elskede ikke Zülich meer saaledes som før, thi en forstødt og vanæret Qvinde elsker ikke mere, hendes Følelse er forandret i dens inderste Grundvæsen. En sandselig Lidenskabelighed danner Kjernen, hvorom Egoisme, saaret Stolthed og Hevnlyst danner Skallen. Det gik Julie, som det gaaer enhver vanæret og forsmaaet Qvinde i de første Øieblikke, hun troer paa Intet mere, da hun ikke kan troe paa Kjærligheden; hun kan tigge, hun kan trygle paa sine Knæe om den Mands Kjærlighed der har vanæret hende, og vil Du spørge hende: hvorfor? da vil hun svare Dig: for at hævne mig, hun kan slynge sin Arm med djævelsk Vellyst om hans Hals, medens hun stikker ham Kniven i Hjertet. Men vi have jo seet mange ophøiede Qvinder bære deres Smerte med stille, ædel Resignation, vil Du sige, min Læser, men jeg troer Dig ikke, Du har først seet dem, naar Tiden har læget deres Saar — saa have vi læst det i mange Bøger, vil Du blive ved, men jeg har ogsaa engang læst i en Bog, at Jorden var "flak som en Pandekage" og det er dog unegtelig Løgn.

En otte Dages Tid efter Ballet hos Etatsraadens var Alfred næsten rask. Han maatte imidlertid endnu bestandig holde Sengen, da han var meget mat; han talte ikke, men laae næsten altid hensunken i en let Slummer. Carl havde ikke forladt ham, han havde flyttet sit Studerekammer ind ved Alfreds Seng og forblev der. Ofte naar Alfred saaledes laa og slumrede, hørte Carl op at læse og betragtede ham med et veemodigt Ansigt. "Jeg holder meget af Dig," sagde han ved sig selv og strøg Alfreds lyse Haar fra hans Pande og derpaa gav han sig atter til at læse.

En Søndag Formiddag sad Carl ved Alfreds Seng og læste nogle Digte høit for ham; Alfred slumrede tilsidst ind og Carl holdt derfor op med at læse og henfaldt i Drømmerier. Døren til Sovekammeret gik sagte op og Fru Dahl traadte ind med Ida. Carl fik pludselig Liv, han reiste sig og trippede dem imøde paa Taaspidsen, og nu fulgte en sagte Conversation om Alfreds Befindende og om hvorlunde Carl havde opslaaet sin Bopæl heroppe under hans Sygdom. Fru Dahl fortalte nu, at det var Alfreds Geburtsdag idag, og at hun derfor havde besluttet at celebrere den oppe hos ham, da hendes Mand og Zülich vare tagne paa Landet, og dermed begyndte hun at udpakke Chocolade af sin Muffe og satte en liden Kurv med Kage paa Bordet. "Men nu maa jeg ned til vor Værtinde," sagde hun muntert og trippede igjennem Alfreds Læseværelse nedad Trappen.

"Saa det er Alfreds Geburtsdag idag?" spurgte Carl høit og gav sig til at undersøge Kurvens Indhold. Ida havde nemlig strax da hun bemærkede Carl, trukket sig tilbage til Læseværelset. Det var egentlig hende, der havde arrangeret dette Chocoladeselskab; under Spadseretouren derhen havde hun bestandig tænkt: Carl er der vist, men da hun traadte ind og saae ham, blev hun ikkedestomindre betydelig overrasket og forvirret. I Læseværelset havde hun lagt sit Tøi og kastet et lille Blik i Alfreds Speil, men det var for lidet, hun kunde ikke rigtigt see, hvorledes den sorte Silkekjole klædte hende. Hun stod nu i Begreb med at gaae ind i Sovekammeret, da Carl tiltalte hende, og havde efter et kort Overlæg fundet det passende at behandle ham meget koldt, men da hun kom paa Dørtærskelen og saae, hvad han var ifærd med, glemte hun hurtigt sin Beslutning.

"Du maa ved Gud ikke spise alle Kagerne," raabte hun og snappede ham en halv Kage ud af Munden.

"Jo det veed Gud jeg maa," svarede han leende og snappede Kagen tilbage. "Jeg er jo Kjæledægge." Og nu begyndte de at skjændes om Kagerne. Saadan gaaer det altid; naar man er halv Barn iforveien, bliver man det ganske, naar disse lyriske Præludier begynde, som indlede Kjærligheden. Hertil kommer den eiendommelige Lyst hos alle Mennesker, til at sætte sig tilbage i den Livsalder, der har været den meest indholdsrige, der har fængslet os meest — hvormangen gammel Cavaleer seer man ikke gjøre sig al Umage for endnu at spille den graciøse Laps, hvormange Oldinge vilde ikke agere kraftige Mænd, hvormange gamle Skuespillerinder lade sig ikke sminke og udstoppe for at være 16 Aar i nogle Timer, ja og naar endelig Alt taber sig, naar Oldingen mister det Sidste, han eier, Erindringen, da begynder han instinktmæssigt ligeforfra paa tit Liv for at finde det Sted, han holdt meest af, men han døer gjerne den Aften han om Morgenen red paa Kjephesten — Naturen lader sig ikke spotte. Naar man derfor seer et Menneske, der med Affectacion stræber at hensætte sig i en Alder, han ikke har naaet, kan man rolig slutte, at hans foregaaende Liv har været tomt og indholdsløst.

Under Samtalens Løb spurgte Ida Carl, hvorfor han ikke havde dandset mere?

"Jeg holder ikke af det," svarede han.

"Da holdt Du dog meget af det i gamle Dage."

"Ja naar jeg dandsede med Dig — omkring Høstakkene og Du sang."

"Du har endnu ikke glemt Dine Barndomsminder."

"Minder?" gjentog Carl ivrigt, "de blive aldrig mine Minder. Det er den Tid jeg bestandig lever i. Har Du da glemt den? — Kan Du huske den Aften, da jeg skulde reise om Morgenen? Vi gik om Aftenen, da Klokken var Ti, gjennem Haven hen paa Skrænten og satte os der under den store Tornebusk, hvor vi saa ofte havde siddet. Alt var stille, Myggen surrede nu og da forbi, men langt bort drønede Østersøen saa huult som aldrig før. Jeg lagde mit Hoved i Dit Skjød og stirrede op paa Himlen, medens Du sang for mig. Dengang var jeg saa underlig glad, men hvorfor blev vi da ikke siddende der altid?"

"Nei, svarede Ida, som om hun endnu følte sig stødt, Du vilde jo kysse mig."

"Dengang var De jo ikke forlovet, Frøken," svarede Carl lidt haanligt, idet han ligesom vaagnede af en Drøm. Ida brast ud i Graad, fra det Øieblik hun var bleven forlovet med Zülich og til nu, havde hun gjennemgaaet den ene Forandring efter den anden. Da Zülich friede, blev hun glad og fortalte sig selv og sine Veninder, at hun var saa lykkelig, som Nogen kunde være; efterhaands som Declarationsdagen nærmede sig, foresatte hun sig at ville blive alvorlig, hun meente ogsaa at have vist sig som en betænksom Huusmoder ved at faae Carl inviteret, da det ellers vilde vare længe, inden der igjen gaves en saa god Anledning. Men da Carl kom, glemte hun Alt og var helst sprungen omkring med ham igjen i den grønne Mark, hvis ikke Zülichs Indtræden idetsamme havde erindret hende om hendes nærværende Forhold. Siden deres Forlovelsesdag havde hun følt en vis Sky for Zülich, han forekom hende saa kold, at hun næsten blev angst, hvergang han traadte hen til hende. Hun var allergladest, naar hun om Aftenen gik i Seng og uforstyrret kunde overgive sig til Tanken om Carl, hun tænkte tilbage paa den Tid, da hun hoppede omkring med ham paa Strandbredden og hendes Phantasering endte gjerne med en liden Trækning i Haanden, som om hun endnu følte hans varme, faste Haandtryk. Idas Tilstand var ikke undgaaet Zülichs Opmærksomhed, men han var for klog til at søge at gjenvinde Noget hos hende, han behandlede hende med en Finhed og Delicatesse, saa at hun kun sjelden maatte komme til at tænke paa at de vare forlovede, medens han allerede flere Gange med Forældrene havde talt om Brylluppet, der skulde staae, saasnart Ida var fyldt atten Aar. Da Carls Yttring nu pludselig rev hende midt ind i de hende saa ubehagelige Forhold, kunde hun ikke tilbageholde sine Taarer, men Alfred, som var vaagnet strax under deres første Mundhuggeri og med et Smil havde betragtet dem under deres følgende Samtale, gav sig nu tilkjende og ved den milde, rolige Maade, hvormed han ledede Samtalen, glemte snart Begge det Passerede og begyndte forfra. Ved Alfreds Mægling bleve de enige om altid at sige "Du" til hinanden og da Fru Dahl kom med Chocoladen var Ida i sit gamle, gode Lune igjen.

Alfred kom sig snart af sin Sygdom, men da han igjen gik ud og besøgte de Familier, han kom i, vakte han den største Forundring. Den elskværdige, barnlige Philosoph, der før saa ofte med Mildhed havde givet sine broderlige Raad, der forhen var bleven betragtet som den ledende Aand i Alt, hvad der var ædelt og stort, var forsvunden. Hele Timer kunde han sidde og gruble, men det salige Smil, man altid før havde seet paa hans Læber, var borte og naar Nogen tiltalte ham og førte ham ind i en Conversation, hørte man ikke mere disse kjærlige og undskyldende Undersøgelser om Grundene til, hvad der var skeet, der ofte før havde forsonet Folk med hinanden, han dømte med bitter Strenghed og Ufølsomhed, og Folk, hvis Skyggesider han før havde overseet og søgt at udslette, forfulgte han nu med skaanselsløse Sarcasmer. Han havde hidtil levet sit Liv i Tankens kolde Hjem; han havde stræbt opad for at vinde Lysets Klarhed uden at ane den Fylde og Skjønhed, som Kjærlighed udbredte under ham. Og da han første Gang erfarede det, var hans Erfaring en Skuffelse. Det var ham, som om disse salige Følelser nagede ham; han begyndte at tænke paa Julie, ikke at lade sine Tanker beskjæftige sig med hende, men at tænke paa hende og naar han forsøgte at bringe sig og hende i Forhold til Verden, følte han, at der ingen Forbindelse gaves, han forekom sig et unyttigt, forglemt og nu forskudt Led, han fortvivlede. Carl og Ida vare de Eneste, han syntes at holde af; naar han besøgte Dahls, tog han i Almindelighed Carl med og Besøget skeete da paa den Tid af Dagen, da hverken Etatsraaden eller Zülich var der. Alfreds Nærværelse lagde nu rigtignok Baand paa de to unge Menneskers Overgivenhed, men den rolige, aabenhjertige Samtale, de førte, lærte dem ret hinanden at kjende, og udviklede en dyb, inderlig Kjærlighed af deres gamle Legekammeratskab. Alfred saae det og glædede sig, han anvendte al mulig Omhu for at uddanne deres Følelser uden nogensinde at vække dem til Bevidsthed før Tiden. Paa bestemt Dag og Klokkeslet kom han med Carl, aldrig udeblev han, men heller aldrig kom han udenfor den Tid og det er netop denne Regelmæssighed, der styrker den egentlige Følelse og hæmmer dens mere farlige Sider. Længsel og Phantasi er vel Kjærlighedens poetiske Duft, men hvor ofte er det ikke hændet, at selve Længslen er bleven os kjærere end dens Gjenstand og at Phantasien saalænge udsmykker os et Billede, at Originalen kjeder os.

En Aften var Alfred og Carl inviterede til Etatsraadens. Alfred sad og gyngede i en Lænestol, fordybet i egne Betragtninger, da Zülich traadte ind. Alfred rødmede, strøg Haaret fra Panden, men sendte ham derpaa et saa stolt og gjennemtrængende Blik, at Zülich blev staaende, som forstenet. Etatsraaden, der saae det, blev ganske rød i Hovedet af Vrede, men Alfred lod sig ikke forstyrre; efterat han et Øieblik havde betragtet Zülich, vendte han sig om til Etatsraaden og begyndte:

"Jeg takker Dig, Onkel. Du har lært mig, hvorledes man skal bekjæmpe det Onde — med dets egne Vaaben. Man skal ikke sørge over det, man skal selv synke et Par Grader ned, thi det Onde maa enten smitte eller dræbe os. Men man skal ikke, som Du, svare paa sin Ondskab, thi Gjerrighed er en afskyelig Last."

En uhyggelig Taushed indtraadte, indtil Fru Dahl for at afbryde den yttrede, at de to Herrer, hendes Neveu og hendes tilkommende Svigersøn, endnu ikke kjendte hinanden: hun presenterede dem for hinanden og Alfred nikkede stolt uden at reise sig.

"Hvor er Julie?" spurgte han efter en Pause med et ironisk Blik til Zülich.

"Jeg veed virkelig ikke," svarede Fru Dahl, "siden Ballet har hun ikke været her. Hendes Dør er bestandig aflaaset, og engang jeg mødte hende paa Trappen, løb hun mig forbi, uden at svare mig."

"Julie?" gjentog Zülich lidt stammende, "var det den unge Pige, der sad her og syede?"

"Ja netop," svarede Alfred leende, "og tænk Dem, Hr. Lieutenant, hun er bleven forført af en Usling, og sidder maaske nu deroppe og sulter sig ihjel, medens vi Andre more os."

Zülich tav og beed sig i Læben. Da han om Natten gik hjem og kom op ad Trappen, saae han en sort Skikkelse følge efter; han lod imidlertid som om han Intet mærkede, og traadte ind i sit Værelse. Skikkelsen fulgte saa hurtigt efter, at han ikke kunde forhindre den i at træde ind med; det var Julie.

"Zülich," hviskede hun sagte.

"Hvad vil Du?" svarede han barsk, da han gjenkjendte hende. "Hvad vil Du her paa denne Tid? Hvad vil Du mig overhovedet? — Giftes? — Skulde man gifte sig med alle sine Kjærester, blev man s'gu godt gift. Hvad kan jeg gjøre for, at Du har sat Dig slige Nykker i Hovedet? Har Du baaret Dig ligesaa tosset ad med Dine forrige Kjærester? — Gaa din Vei!"

Julie svimlede. Efterhaanden som hun fattede sig efter Scenen hos Dahls, havde hun søgt at forsone sig med Zülichs Opførsel. Han elsker mig, men min simple Stand — havde hun tænkt, og efter lang Strid besluttet sig til at opgive Moder og Søster og Alt, for at vinde ham igjen. Hun vilde skrive sin Moder til, bekjende hende Alt, vise hende, at det var hendes Lykke, der stod paa Spil, at det jo kun var for Verdens Øine, at hun fornegtede, men at hun i Hjertet elskede hende. Det Offer var hende saa stort, at hun følte, hvor høit Zülich maatte elske hende, naar hun bragte det for hans Skyld. Da hun ikke havde truffet ham hjemme, havde hun stillet sig i Porten, for at vente paa ham. Med hvert Minut steg hendes Haab, og i det Øieblik, han traadte ind i Porten, var hendes Nerver i den Grad spændte, at hun næsten ikke kunde følge ham. Og nu — var atter Alt forbi; et Øieblik stod hun stiv, som om hun var frossen til Døren, da pludselig en skjærende Smerte, der ligesom snørede hendes Hjerte sammen, tvang hende til at skrige. I samme Minut fløi et Glimt af Glæde over hendes Ansigt, og med et usigeligt bedende Blik hviskede hun sagte: "Zülich, jeg er Moder." "Saa!" svarede denne noget overrasket, "ja hvis jeg er Fader til Barnet — og hvis det lever, saa kan Du bringe mig det, saa skal jeg sørge for det til det er fjorten Aar." Og dermed stødte han hende temmelig ublidt ud af Døren.

Zülich var et af Naturen særdeles rigt begavet Menneske, men hvad der i Almindelighed følger med store Talenter og udmærkede Evner, havde han ogsaa faaet: Hang til en vis Ladhed. Mangen en stor Aand gaaer tabt for Verden, fordi han i den behagelige Følelse, at han kan gjøre noget Stort, drømmer, at han allerede har gjort det, og saaledes slet Intet gjør. Han lever af gyldne Drømme, indtil Skuffelse paa Skuffelse vækker ham, og han finder sig selv og hele Verden alvorlig og fordringsfuld, som den er. Zülich havde allerede skrevet mange Doctordisputatser i Tanken, da han gik reject til artium, og da han Aaret efter blev Cadet, var han allerede i Phantasien avanceret til General. Alt, hvad han havde tilbage af Aand og Følelse, forstod man saare vel at berøve ham paa Cadetacademiet, hvor man, for at skaffe de stakkels unge Mennesker militair Aand, qvæler enhver høiere og ædlere Sands ved utaaleligt Snerperi — ja saaledes var det dengang, om det er ligesaa nu, veed jeg ikke. Da Zülich befandt sig midt i al dette Smuds, følte han sig yderst ulykkelig, men istedetfor med Kraft at holde sig oppe, med et Blik paa Fremtiden at udvikle de Evner, Naturen havde givet ham, fulgte han sine værdige Forgjængeres Exempel, og gik ud af Academiet, grundigen forberedt til at blive, hvad han nu var: et Menneske uden Sjæl og uden Hjerte.

Julie stod hele Natten i Porten, da hun ikke kunde komme ud; hun mærkede ikke Kulden, hun stod og lænede sig op imod Muren. Enhver Følelse var udslettet af hendes Bryst, hun var som død. Da Porten om Morgenen blev aabnet, styrtede hun vanvittig gjennem Gaderne, men medeet blev hun staaende og knugede i Fortvivlelse sine Hænder mod sit Bryst, Taarer brød frem i hendes Øie, men hun standsede dem, og fortsatte rolig sin Vei. Hun gik til Nyboder. Her indlogerede hun sig endnu samme Dag hos nogle fattige Søfolk, efterat hun havde solgt Alt, hvad hun eiede. Hele Dage sad hun stille hen og græd, medens de simple, men gode Folk gjorde Alt for at lindre hendes Sorg. Efter 6 Maaneders Forløb nedkom hun med et dødfødt Barn. Da den gamle Kone vilde vise hende det, skjød hun det med Skræk fra sig, Alt var hende ligegyldigt. Efter nogle Maaneders Forløb vare hendes Penge opbrugte, og da de fattige Folk ikke kunde have hende uden Betaling, vandrede hun en Aften i September Maaned fra dem, efterat have givet dem de sidste Penge, hun eiede. —

Det var en Aften midt i October Maaned. Det havde regnet den hele Dag, saa at Vandet nu flød henad Gaderne, og hvor Brolægningen var daarlig, dannede sig til en stor Pyt. Klokken var nylig slagen 10. Alfred kom, indsvøbt i en stor Kappe, gaaende gjennem lille Kongensgade fra Theatret; nu og da stak han Hovedet frem for at see, hvorvidt han var naaet; pludselig stod han stille. Under en Gadelygte stod en Dame i sort Silkekaabe, med Kjolen ophæftet under Kaaben, og en hvid Silkehat. Idet Alfred opdagede hende, troede han at gjenkjende hende, men da han vidste, hvad denne Klædedragt og Stilling betød, indbildte han sig, at han havde bedraget sig, og gik videre. Ikkedestomindre forekom dog Ligheden ham saa stor, at han flere Gange vendte sig om for at see paa hende. Damen antog dette for et Signal, og fulgte efter i nogen Frastand. Alfred fortsatte tankefuld sin Vei uden at ane Noget, men neppe var han kommen ind paa at Værelse og havde faaet Lampen skruet op, før det bankede paa Døren, og Damen traadte ind; han havde ikke seet feil, det var Julie. En liden Trækning i Ansigtet viste, at hun først nu gjenkjendte Alfred, men hun begyndte ikkedestomindre ganske rolig at løse sin Hat og Kaabe af.

"Hvad vil Du mig?" spurgte Alfred strengt og rynkede Brynene.

"Hvad jeg vil Dig?" svarede Julie med en væmmelig, affecteret Kjælenskab, og lagde Armene om hans Hals.

"Bort," raabte Alfred med usigelig Angst og stødte hende saa haardt med Haanden for Brystet, at hun segnede tilbage og næsten ikke kunde aande. Han elskede hende ikke mere, thi en Mand kan ikke elske en ureen Qvinde — ihvorvel en Qvinde nok kan elske en ureen Mand — men er han ædel, og har han nogensinde elsket hende, da griber en Følelse af Ulykke og Fortvivlelse ham, naar han seer hende lide, som er langt skrækkeligere end al den Smerte, en Qvinde kan føle hele sit Liv igjennem. I Mandens Sjæl har Naturen plantet tusinde og atter tusinde Følelser, der alle paa deres rette Stadium kunne være ædle, hans hele Leven stræber udad, men Qvinden eier kun een Følelse, det er Kjærlighed, i den kan hun optage og omfatte Alt, og enhver Følelse, enhver sjælelig Yttring, der ikke er Kjærlighed, er hende noget Fremmedt, som Manden bærer Skylden for, thi det er altid ham, der fordærver hende. Seer jeg en Mand, der har fornedret sig, gaaer jeg ham stolt og ligegyldig forbi, men en Qvinde skammer jeg mig over.

"Hvad vil Du mig?" spurgte han atter ganske sagte.

"Giv mig en Rigsdaler!" svarede hun leende, saa vil jeg kjøbe mig noget Brændevin, saa vil jeg i Morgen tidlig drikke mig fuld, for at jeg ikke skal mærke, at jeg bliver pidsket, puffet og stødt nøgen ud paa Gaden. See, Alfred, disse Klæder — Silke og Atlask, jeg er klædt som en Dronning — og dog har jeg ingen Mad faaet i mange Dage. — "Nei," raabte hun igjen, og sprang op paa Sophaen for at see sig i Speilet, "jeg kan Intet mere fortjene, min Kind er vissen, Taaren har gravet sin Fure i den — og imorgen skal jeg betale Leien for mit Værelse og mine Klæder. Jeg eier ikke en Skilling. — Alfred," udbrød hun, og kastede sig plat ned paa Gulvet foran ham, "giv mig en Rigsdaler, saa kan jeg drikke, drikke til jeg Intet mærker mere — saa har jeg een glad Nat endnu."

Alfred stod tavs foran hende, og lænede sig til Bordet, den ene Taare flød ham nedad Kinden efter den anden, medeet reiste hun sig, og greb Alfreds Haand: "Alfred, giv mig et Stykke Mad, ellers sulter jeg ihjel."

Alfred aabnede Døren til Sovekammeret, her flammede en lystig Ild i den lille Kakkelovn, og et simpelt Aftensbord var dækket til ham, naar han kom hjem fra Theatret. Alfred flyttede Lampen derind, og Julie satte sig strax i hans store Lænestol foran Bordet, og begyndte at spise under afvexlende Latter og Graad. Efterat han et Øieblik havde betragtet hende, spurgte han hende:

"Siig mig, Julie, alvorligt, hvorledes skal dette ende?

"Som Rødsteenskjærling naturligvis," svarede hun syngende, "som Rødsteenskjærling — Rødsteenskjærling."

"Tie stille," raabte han næsten vanvittig, Julie zittrede. Kort efter tog han en lille bruun Theepotte frem af Kakkelovnen, og skjænkede hende en Kop Thee, derpaa gik han ind i det andet Værelse og begyndte med Hænderne paa Ryggen at gaae op og ned sad Gulvet. Julie spiste, og efterhaanden som hun blev mæt, begyndte Taarerne at komme hende i Øinene, ingen krampeagtig Graad, hun stirrede frem for sig, medens Taarerne langsomt flød ned af hendes Kind. "Jeg har feilet," var hendes eneste Tanke, ikke som Tragedieheltene, der med skrækkelige Farver udmale deres Forbrydelse, for efter et Øiebliks dæmoniske Storhed at synke sammen til et Intet, og stikke sig Sværdet i Brystet. "Jeg har feilet," hviskede hendes Hjerte, og var det bristet i dette Øieblik, vilde hun have naaet reen som en Engel for Guds Throne. Efter en halv Times Tid kom Alfred tilbage, i en bydende Tone sagde han til hende, idet han tog Lampen: "De kan lægge Dem der i min Seng! De skal blive her i nogle Dage. I Morgen Klokken 7 maa De være oppe, De kan da banke paa denne Dør, jeg er herinde." Alfred gik og laasede Døren af efter sig. Han satte sig til at skrive; han skrev til sin Onkel, Forpagteren, og efterat have fortalt ham omtrent Alt, hvad vi her have seet, baade om sin Kjærlighed til Julie og om hendes hele Skjæbne, bad han ham om at tage Julie i Huset hos sig som Husjomfru eller Meierske. "Husk paa, kjære Onkel, skrev han, at denne store Tjeneste ikke ydes mig alene, men ogsaa en Anden. Tænk paa, at Ingen saa godt kan have hende, som Du, da Du ingen Familie har og at der desuden er den Vanskelighed ved en Fremmed, at han maa underrettes om hendes Forhold for at kunne skaffe hende det Vigtigste, det Eneste tilbage, hun har mistet, Agtelse for sig selv." Alfred havde just faaet Brevet forseglet, da Julie sagte bankede paa Døren, Natten var forløben. Han aabnede og hilste hende venligt "God Morgen;" han underrettede hende da om, at han om en halv Time vilde komme tilbage med Klæder til hende og at hun til den Tid maatte have opgivet ham Alt, hvad han skulde gjøre for at bringe hende ud af hendes nuværende Stilling. Med et strengt Øiekast pegede han paa Bordet, hvor der laa Papir og Pen, og dermed forlod han Værelset, som han aflaasede. Julie satte sig næsten bedøvet ned i Sophaen og skrev Alt; da hun var færdig, gik hun ind i Sovekammeret, hvor hun sank ned paa Gulvet og hævede sine Arme mod Himlen. Hun græd og hendes Hjerte sendte Gud en Tak, en Lov, saa reen og oprigtig, som det uskyldige Barns. To Dage derefter modtog Alfred Svar fra Onkelen, han vilde modtage hende og lovede at sende sin Vogn næste Morgen. I de to Dage havde Julie levet i Alfreds Sovekammer under stile Eftertænken og inderlig Bøn til Gud. Alfred havde besørget Alt for hende, bragt hende Klæder og Mad, kun sjeldent talte han mere til hende end det Nødvendige, men skeete det, var det altid med Mildhed og Rolighed. Endnu havde han Intet talt til hende om hendes fremtidige Liv, men hun havde besluttet, at hun næste Dag vilde tale med ham derom. Det var en Søndag Morgen, den sidste October. Det havde frosset stærkt om Natten, men Alfred havde Intet mærket, skjøndt han den hele Tid havde siddet stille i sin Lænestol. Store Bevægelser maatte foregaae i hans Indre, thi et stærkt Minespil afvexlede i hans Ansigt. Han rynkede Panden, som om han vilde samle hele sin Kraft i en eneste Tanke. Han stirrede vildt omkring sig, som om han vilde tage Fortvivlelsen til Hjælp for at gjøre sig fortroelig med denne Tanke. Atter klaredes hans Pande, Øiet sænkede sig mildt, medens Læberne sagte hviskede: Carl! Carl! Alt blev stille, han kunde høre Julies Aandedrag fra Sovekammeret, da gnistrede hans Øie, det rullede vildt, Hovedet sank tilbage med et usigeligt smerteligt Udraab: Intet, slet Intet mere. Klokken var syv, da hans Onkels Karl bankede paa Døren og meldte, at Vognen holdt udenfor. "Godt," svarede Alfred, vi komme strax. Julie var oppe; i faae Ord underrettede han hende om hvad der var skeet og henviste hende for Fremtiden til hans Onkel, medens han omhyggeligen indsvøbte hende i en varm Kaabe, han havde kjøbt hende. Da han førte hende nedad Trappen, sagde han med mild Alvor til hende: "Naar Nogen herefter gjør Dig Uret, da ty først til Gud, saa til de gode Mennesker, Du kjender, sidst af Alle til Dig selv. Gud er ikke blot den, der tilgiver, men ogsaa den, der forsoner!" Med inderlig Bevægelse løftede han hende ind i Vognen, og ilede tilbage til sit Værelse. Julie sank besvimet tilbage i det ene Hjørne af Vognen og vaagnede ikke før hun holdt ved sit nye Opholdssted.

Da Alfred gik op ad Trappen, bad han sin Værtinde, om han ikke maatte faae en Balle varmt Vand op til et Fodbad. Den gamle Kone, som først nylig var kommen op, stod ganske befippet, thi nu havde hun faaet en Smule Opløsning paa den Gaade, hvorfor Alfreds Værelse i de sidste Dage havde været aflaaset, hun havde jo seet ham føre en Dame nedad Trappen. Hun tænkte imidlertid at udfritte ham lidt og inviterede ham derfor til en Kop Thee nede hos sig, indtil Vandet blev varmt. "Tak," svarede Alfred vildt og satte sig ned, men da han smagte paa Theen, skjød han den pludselig bort og udbrød: "Nei, jeg kan ikke, jeg maa op," og dermed styrtede han udaf Døren. Den gamle Kone blev ganske angst og begyndte at skjænde paa Pigen for det varme Vand. I en Fart var det færdigt og blev bragt op. "Der, sæt det der, foran Lænestolen," sagde Alfred, som stod og saae ud af Vinduet. Da Pigen var gaaet, satte han sig, tog sit Fodtøi af og stak de nøgne Fødder ned i Vandet. Med en underlig, ligagtig Rolighed, greb han en liden engelsk Kniv, der laa paa Bordet og skar Aarerne over ved Foden; Blodet sprøitede ud i Ballen, men det varme Vand forhindrede enhver Følelse deraf. Han foldede sine Hænder over Brystet, saae sig rundt i Værelset og lukkede Øinene; et saligt Smil krusede hans Læber, medens Hovedet sank tilbage mod Stolen, ti Minutter efter var han død.

Noget op paa Formiddagen kom Carl for at besøge Alfred. Da han imidlertid i de foregaaende Dage havde fundet hans Dør aflaaset, gik han først ind til hans Værtinde. Efterat denne nu havde fortalt Alt, hvad hun havde hørt og seet, samt de Formodninger, hun knyttede dertil, gik hun selv med op paa hans Værelse. Lampen stod endnu og brændte døsigt paa hans Bord og udbredte i Forbindelse med det dæmrende Daglys, som de halvfrosne Ruder indlod, et uhyggeligt Tusmørke. Den indespærrede Luft og Værelsets uordentlige Udseende bragte Carl til at studse, men da han saae Alfreds Stilling, brast han ud i Latter og raabte, at han nok var falden i Søvn i Vadskerballen. Den gamle Kone bemærkede strax at Ballen var fuld af sort, levret Blod og greb hurtigt det ene Been. En Gysen gjennemfoer hende, det var ganske koldt og da hun løftede det op, viste den dinglende Fod et skrækkeligt, gabende Saar. Med et Skrig styrtede hun ud af Værelset og ilede ned paa 1ste Sal, hvor Doctor M. boede. Carl var sunken ned foran Alfreds Lig, med usigelig Angst greb han hans Hænder, som han søgte at varme mellem sine, medens han sagte hviskede Alfreds Navn. Da Lægen kom, erklærede han efter en kort Undersøgelse, at her Intet var at gjøre mere. Carl hulkede høit, kastede sig voldsomt over Liget og kyssede dets blege Læber, indtil Lægen rolig tog ham under Armen og førte ham bort. "O Gud! O! Gud, græd den gamle Kone, Du var det bedste Menneske paa Guds grønne Jord og Du — blev Selvmorder — O Gud forlade Dig Din Synd," fortsatte hun og kyssede den blege, nedhængende Haand.

Om Eftermiddagen ilede hun op til Etatsraad Dahls for at melde, hvad der var skeet, men da hun var kommen ind, fortalte Pigen, at de vare tagne paa Landet og først kom hjem om nogle Dage.

Løverdag Eftermiddag, da Etatsraaden efter Middagsmaden sad og røg sin Pibe paa sit Contoir, bankede det paa Døren og en gammel, smudsig Jøde traadte ind. Efter mange Velsignelser over Etatsraaden og hans Familie spurgte Jøden, om det var sandt, at Lieutenant Zülich skulde giftes med hans Datter til Foraaret.

"Jo," svarede Etatsraaden lidt forundret, "hvorfor det?"

"Aa Herregud, Hr. Etatsraad, smidskede Jøden, han skylder mig en liden Bagatel; jeg kunde ikke godt lade den staae længer, men nu skal den staae — for Deres Skyld."

Da Dahl nu, i høieste Grad ophidset, reiste sig, blev Jøden ganske ængstlig og raabte høit: "Nei deres Velbaarenhed, han skal faae ligesaa mange Penge, han vil — De har jo kun een Datter — vel? — og saa er De gammel." Med disse Ord fløi Jøden nedad Trapperne. Følgen var, at Dahl samme Aften sendte Zülich et meget koldt Opsigelsesbrev i Idas Navn, hvori Ringen var indesluttet. Samme Dag var Familien tagen paa Landet.

Etatsraaden blev imidlertid underrettet om Alfreds Død. Ved sin Tilbagekomst fandt han et Brev, der indeholdt en Udvikling af alle de Omstændigheder, der lidt efter lidt havde nedbrudt Alfreds hele aandelige Constitution. Ved hans Medvirkning forblev Alfreds Dødsmaade ubekjendt for Alle undtagen Carl, Lægen og den gamle Kone.

---

En smuk Eftermiddag i Mai Maaned gik Carl og Ida med hinanden under Armen ud til Assistentskirkegaarden for at besøge Alfreds Grav. Da de kom indenfor Laagen, saae de en ung, sortklædt Dame sidde paa en Bænk med en stor Krands paa Skjødet af Vaarens deiligste Blomster. Idet de gik forbi, reiste hun sig og kom hen til dem, det var Julie. Efter en kort Samtale, sagde hun: "jeg reiser i Morgen hjem til min Moder for at blive der. Nu vil jeg bringe Alfred den første Krands, jeg har flettet i mit Liv. Vil De, Frøken, lægge den paa hans Grav — thi der kan jeg ikke træde." Hurtigt ilede hun bort og forsvandt igjennem Laagen; Tiden havde endnu ikke ret læget hendes Saar og gjorde det vel aldrig, Sjælens røde Skygger vidsker først Døden bort.

Ida vendte sig lidt forundret om mod Carl, da hun var aldeles uvidende om Alt, men han forekom hendes Spørgsmaal med et langt Kys — og saaledes gjorde han hvergang hun vilde spørge.

Da de kom til Alfreds Grav, bleve de opmærksomme paa en ganske ny Grav tæt ved Siden af hans, som Graveren just var ifærd med at rette.

"Hvis er den Grav ?" spurgte Carl.

"Det er Lieutenant Zülichs," svarede han og da han antog dem for et Par af de mange Nysgjerrige, der besøge Assistentskirkegaarden, vedblev han: "for eet Aar siden var han den smukkeste Karl i Kjøbenhavn — saa fik han Afsked, fordi han kom op at slaaes ved høilys Dag paa Gaden med to Jøder — og saa gav han sig til at drikke — nu er han død. — Der, i den Grav, som den gamle Kone pynter hver Søndag, ligger saamæn en Student. — Og der ligger et dødfødt Barn lige ved Muren — ja her er alle Slags Folk."

---