Juleferien i Præstegaarden

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Andr. Fred. Høst Kjøbenhavn Noveller


Ulf Hemming - Noveller.djvu Ulf Hemming - Noveller.djvu/7 141-205

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Juleferien i Præstegaarden.

"God Aften! min ærede Jomfru Knap."

"God Aften! Hr. Frederiksen. Det er nok koldt ude?"

"Aa nei! Veien er da heller ikke saa lang; jeg har knap faaet Tid at føle Kulden — eller ogsaa maa jeg have glemt den strax, jeg traadte herind. Her er ogsaa saa festligt smykket i Aften."

"Hvor kan det være Andet, min gode Hr. Frederiksen! — Juleaften og saa venter Hr. Pastoren ovenikjøbet hvert Øieblik begge sine Sønner hjem, de to unge Studenter; ja saavidt jeg har mærket, bringe de nok en Tredie med, en Kammerat af dem."

"Herregud!" udbrød Hr. Frederiksen ganske melancholsk, "skal vi nu have Fremmede igjen, og nu havde jeg saadan glædet mig til at tilbringe denne Aften hos min Præst i Ro og Fred. Jeg blev saa glad, da jeg traadte ind, her er saa hyggeligt i Aften, her er saa varmt, og Alting er saa nysseligt — og den deilige Julekage. Nu er det forbi Altsammen, nu kommer her Fremmede, og det er maaske den sidste Juleaften; jeg tilbringer her i Præstegaarden." Hvor sørgelige disse Ord end klang, maatte de dog for Hr. Frederiksen have havt en særegen, mystisk Betydning, thi han kastede et paa engang stolt og uroligt Blik paa Jomfru Knap.

"I du fredsens, almægtige Gud," udbrød denne, og tabte i sin Forfærdelse Dagen, hun var i Begreb med at brede over Divanbordet, "De vil da ikke lægge Dem til at døe."

"Nei," hviskede Hr. Frederiksen forlegent, "men nu har jeg været Skolelærer i 27 Aar, og bestandig siddet i et godt Kald. Iaar har jeg ladet male i alle Værelserne hjemme i Skolen, og gjort 62 Alen Lærred, som De selv har været saa god at besørge for mig hos Ane Vævers — saa nu synes jeg nok, jeg kunde gifte mig."

"Ja hille min Sandten, det troer jeg," udbrød Jomfru Knap fyrigt og tog sin Dug op igjen.

Nu skulde det synes, som om Hr. Skolelæreren med eet eneste lille Hop kunde springe ind i Ægteskabets Tempel — og dog dette Hop kunde han ikke gjøre; det var det sidste, men ogsaa det sværeste. I de ti Aar, han havde været Skolelærer der i Sognet, var han hver Juleaften gaaet til Præstegaarden, for at frie, men hver Julemorgen havde han maattet trøste sig med, at det vilde og skulde skee næste Aar. Forlegenheden tager af med Tiden, sagde han til sig selv, da den i hans 32te Aar forhalede hans Lykke, og saaledes sagde han hvert Aar, til han blev 41 Aar. Ja denne Forlegenhed! tænk efter min Læser, om Du aldrig er kommen tilkort ved Din Forlegenhed, om Du aldrig har gjort en dum, ja maaskee en slem Streg af Forlegenhed; har Du tænkt rigtig efter, veed jeg sikkert, at Du ikke vil lee af min stakkels Hr. Frederiksen. Han rømmede sig, hostede, pustede, men dette ulykkelige: "Jomfru Knap, jeg elsker Dem," blev ham bestandig siddende i Halsen, indtil det var for silde. Han greb hendes Haand, trykkede den saa fast, som om den aldrig skulde blive fri, men disse ulyksalige Ord, der fulde binde den for evigt, udeblev bestandig. Just som de dennegang ufeilbarligen syntes at maatte komme, knirkede Døren og Pastor Werner traadte ind fra sit Studerekammer. Tro ikke, min Læser, at det er mig, der er ondskabsfuld, nei havde det beroet paa mig alene, var Præsten ikke kommen, men nu — det er Skjæbnen, og den er baade jeg og Hr. Frederiksen undergivne. Pastor Werner var en Mand paa henved 60 Aar, lidt corpulent, med et rødmusset, friskt, ja næsten ungdommeligt Ansigt, et Par lyse, livsglade Øine, og et mørkeblondt, graasprangt Haar. Han kom just nu fra sit Studerekammer, der stødte op til Dagligstuen, men den stærktbrændende Læselampe, han holdt i Haanden, forhindrede ham fra at see den ubehagelige Overraskelse, hans Komme foraarsagede. Hr. Frederiksen gjorde kort omkring, bøiede sig meget Dybt, men da han med det Samme, som man siger, fik sonderet Terrainet og fandt det uden Farer, rakte han sin Præst Haanden med en Frimodighed, som om han havde overvundet noget langt større end sin egen Forlegenhed. Jomfru Knap skyndte sig at lægge Dugen paa Bordet, satte den deilige Julekage frem, og ilede Ud i Kjøkkenet, idet hun sagte gjentog for sig selv: "ja ja, Juleaften er ikke forbi endnu!"

"Naa, min gode Frederiksen, hvordan have vi det saa? Kom og sat Dem ned i Sophaen hos mig!"

"Jo — jeg takker deres Velærværdighed, indtil Datum godt," og nu begyndte en lang Act med Hr. Frederiksens Kjoleskjøder, der skulde bringes i behørig Orden, inden han satte sig — ja, ja giv jeg havde varer saa ordentlig med min Kjole, saa havde jeg maaske havt den endnu!

"De skal komme til at leve en saa munter Juleferie her i Præstegaarden iaar, at De aldrig har levet den muntrere. Fjerde Juledag holde vi Bal; jeg har vredet mig som en Orm for dette Bal, men jeg kunde ikke blive fri. Nu er ogsaa min Datter fra Fyen kommen herover."

"Nei er det virkelig sandt?" udbrød Hr. Frederiksen, slog Hænderne sammen, og saae sig rundt om i Stuen. "Er den rare Jomfru Henriette kommen herover? — saa kommer jeg min Sandten til at dandse. Er hendes Mand med?"

"Nei," svarede Werner med et Smil, »De kan nok tænke, at han som Forpagter paa en saa stor Gaard som Magnehøi ikke kan være hjemmefra saalænge. Det var med Nød og neppe, at Henriette kom, men hun havde lovet det, og saa vilde jeg ikke taale, at hun brød sit Ord. Ludvig og Frederik venter jeg hvert Øieblik; de bringe en vis Hr. Wilmot med, en Kammerat af dem."

"Er han Student?" yttrede Her Frederiksen lidt forlegen, thi Tanken om Fremmede i Præstegaarden var ham utaalelig.

"Det veed jeg sandt at sige ikke," svarede Werner og tændte sin Pibe, "men det er han dog rimeligvis. Ludvig gjorde Bekjendtskab med ham strax, han kom til Kjøbenhavn, men nu mærker jeg, at siden Frederik er kommen derind med, ere de tre nok et uadskilleligt Kløverblad. Ludvig er en lystig Fætter, men han er ogsaa flittig, som hans Laudabilis til begge Examina beviser; han er en svag Charakteer og Frederik er som en Dreng paa 18 Aar jo kun et Barn — derfor vil jeg nok kjende lidt til deres stadige Omgangsven, thi lukke Øinene og lade dem fordærve af slet Omgang har jeg ikke Lyst til. Ja, min gode Frederiksen, det er herligt, men ogsaa meget farligt, at være ung. Man kaster sig i Armene paa Enhver, man maaler Alle efter sit eget gode Hjerte, man troer, man er flittig, naar man blot læser, man troer man morer sig uskyldigt, og midt i denne skjønne Tro — ja saa ligger man der. Man gaaer iblinde og naar man faaer Øinene op, har man ikke Kraft til at gaae tilbage. — Denne Wilmot studerer nok Naturvidenskaberne; ja dem kjendte man ikke Noget til i vor Ungdom."

"Nei, Deres Velærværdighed, i vor Ungdom kjendte man ikke Noget til Naturvidenskaberne, svarede Frederiksen og henfaldt i Drømmerier om sin Ungdom, sit Ophold paa Seminariet, ja maaske kom Tanken om de 9 ulykkelige Juleaftener med ind i hans Tankegang, thi han rødmede, men smilte dog.

"Vor unge Godseier Murino", vedblev Pastor Werner, "kommer her ogsaa i Aften. Jeg syntes, det var Synd, han skulde sidde der saa ene nede paa den store Gaard og kukkulure en heel Juleaften og saa bad jeg ham herned.

"Det var min Sandten ilde, Deres Velærværdighed. Ham kan jeg ikke lide," udbrød Frederiksen og vilde alt til at reise sig af Sophaen.

"Passiar! min gode Frederiksen," svarede Werner strengt, men da han saae, at den ulykkelige Skolelærer gjorde et heelt Hop i Sophaen af Angst, vedblev han formildende, "det er Ting, som den fine Verden fører med sig og som vi ikke kunne vænne os til, fordi vi ikke kjende den, men i og for sig selv ere de Ingenting!"

"Ja, Deres Velærværdighed," svarede Frederiksen, stolt i Følelsen af hvad han vilde sige, "det er naturligt, at hver Stand og Stilling i Livet fører Noget med sig, som vi Andre ikke kunne finde os i og som er vanskeligt at faae udryddet. Jeg husker min Sandten godt, i de to Aar, jeg var paa Seminariet, hvor jeg modtog min hele Dannelse som Skolelærer, fik jeg saamange Unoder paa mig, at jeg næsten maatte tugtes op igjen lige forfra af min Moder. Jeg troede, at jeg havde slugt den hele Verdens Visdom, men netop fordi jeg troede at vide saa uendelig meget og dog daglig maatte føle, at jeg kun havde kigget ind i Videnskaben, miskjendte jeg selv det, jeg kunde, og turde aldrig tale med noget Menneske af bare Skamfuldhed, skjøndt jeg dog indbildte mig, at jeg foragtede dem alle sammen. Det kunde ikke være anderledes, men mit Hjerte var reent og godt, og dersom den fine Stand fører et haardt, egennyttigt, ja jeg kunde næsten sige uærligt Sindelag med sig, da duer det ikke. Nei, jeg har kjendt ham fra Barnsbeen af."

"Ja, min gode Frederiksen, saa er det maaske Erindringen om barnlig Egensindighed og Kaadhed, der nu forfører Dem til at dømme Manden ilde. Men man kan godt være et uartigt Barn og dog blive en ærlig og agtværdig Mand."

"Deri har De min Sandten Ret, Her Pastor. Jeg var selv en lille, balsturig Knegt og Gud, jeg har gjort min Moder mange Bryderier, men man tilgiver gjerne, hvad Naturen fører med sig. Hvo vilde vel vredes paa en Vægter, fordi han var søvnig om Dagen! Men den unge Murinos Fremfærd mod sin Broder, tilgiver jeg ham aldrig."

"Hans Broder?" udbrød Werner forundret, "han har jo ingen Brødre."

"Jo saa min Sandten har han saa," hviskede Skolelæreren med en kraftig Haandbevægelse og fortsatte fiffigt, "men han vil skjule det, jo — jeg har kigget ham i Kortene. Vent, min Broder! Tiden kommer nok og Testamentet har jeg liggende hjemme i mit Chatol og det skal han ikke faae, om jeg saa skal hades og forfølges til jeg maa betle mit Brød paa mine bare Fødder."

"Men hvad er dette for Historier, De sidder her og phantaserer frem, min gode Frederiksen," sagde Werner mere nysgjerrig end mistroisk. "De maa forklare dem lidt nøiere."

"Seer De, Herr Pastor," vedblev Skolelæreren med en vis Mine, "De veed, at den gamle Oberst Murino var en fattig, men ærlig Soldat; han eiede Intet, men hans Kone medbragte ham det store Gods der lige paa Grændsen mellem Slesvig og Jylland. Men det var nu en Bestemmelse, at han ikke maatte gifte sig igjen, hvis hun skulde døe og det var vel fordi hun frygtede for at det store Gods skulde komme i Andres Hænder. Kort efterat hun — ja det var nok 1824 — havde født en Søn, den unge Murino, døde hun og som det altid gaaer: forbuden Frugt smager bedst, den gamle Herre, som dengang jo var ung og rørig, blev forelsket i en Præstedatter. Længe levede de saadan sammen uden at Nogen mærkede det; jeg bragte Breve mellem dem, for jeg var dengang ansat som Skolelærer i det Sogn og det var jo en stor Lykke, da jeg kun var 21 eller 22 Aar. Saadan gik det da i flere Aar, men saa lige medeet døde Præstedatteren — ja det var nok i Begyndelsen af Aaret 1834 — men Barnet levede. Og Gud, hvor det var et deiligt Barn; det var da ogsaa de gamle Bedsteforældres eneste Trøst. Jeg har saamæn tidt seet den gamle Præstekone gaae op og ned ad Gulvet med Barnet i sine Arme og synge for det, medens den ene Taare trillede hende ned ad Kinden efter den anden. Da nu Drengen blev større, kom han tidt op til den gamle Herre, som elskede ham saa forfærdeligt. Drengen kaldte ham Onkel, for han vidste ikke Andet, end at hans Bedsteforældre var hans Fader og Moder. Saa var det nu, at den gamle Herre vandt disse mange Penge i det londonske Lotteri og for de Penge var det, han kjøbte dette Gods herovre, som han bestemte for sin uægte Søn. Men da den unge Murino, som dengang var en voxen Dreng, fik det at høre, blev han saa vred, at han gik ned til Præstegaarden og fortalte dette uskyldige Barn Alt om hans Fødsel, kaldte ham en Bastard og gjennempryglede ham, saa det blodige Kjød sad frem paa hele hans Krop; ja vi troede saamæn, at Drengen var død. Han var ogsaa reent vild; hvergang den gamle Herre kom derned, sprang han ud af Sengen og styrtede ud til sin Bedstemoder, han vilde slet ikke see den gamle Herre. Nu var det, at den gamle Murino reiste herover til sit Gods og tog den rigtige Søn med, for han meente, at det var bedst, at han aldrig mere saae den anden. Saa var det Aaret efter — ja det var nok 1842, at jeg blev Skolelærer her i Sognet, men Gud, hvor Alting var forandret i den Tid. Harald — Præstedatterens Søn derovre — var vel bleven rask efter sin Sygdom, men han gik omkring, som om en svar Brøde hvilede paa ham. Det var en Ynk, at see det deilige Barn; han turde saamæn ikke komme sammen med andre Børn og naar de vare venlige og gode mod ham, troede han, at det var Medlidenhed og vilde rende og drukne sig. Den gamle Herre her var jo bleven ganske melancholisk og turde saamæn aldrig sige et Ord for Sønnen. Engang havde han, medens jeg underviste ham, pryglet mig, fordi jeg sagde, at han var doven, men nu var han færdig at prygle sin Fader med. Om Harald turde vi nu aldrig tale, men da saa den unge Murino engang var reist til Kjøbenhavn, lod jeg en Procurator hente og den gamle Herre gjorde sit Testamente saaledes, at Harald skulde have hele dette Gods, og det fik den Unge aldrig at vide, thi saa havde han saamæn pryglet sin Fader til at gjøre det om igjen. Da nu den gamle Herre døde 1849, tog jeg strax over til Jylland og ned til den gamle Præst, men Herre, Du milde Gud! Præstegaarden var afbrændt, overalt i Byen laae Soldater og hvor jeg spurgte om den unge Harald, lo man af mig. Den gamle Præst var død, men hvor Dattersønnen var, vidste Ingen. Nogle sagde, han var Landsforræder; Andre sagde, han var flygtet med en Skuespillertrup ned til Tydskland og det troer jeg snarere. Testamentet gjemmer jeg nu, for han kommer nok engang igjen og den unge Murino veed da heller ikke rigtigt, om det er til eller ikke."

"Ja De maa naturligvis sige det Hele til den unge Her Murino," svarede Werner, "for at han kan opsøge sin Broder, hvis hele Liv maaske ellers er forspildt."

"Aa Gudbevares, det gaaer saamæn ikke an, Deres Velærværdighed, for saa myrder han mig."

"Aa sikken en Snak! Nu skal jeg tale til Hr. Murino om det, og saa gjemmer De imidlertid Testamentet. Jeg skal nok tale med ham; jeg staaer ham maaskee nærmere end De troer. — Ja mellem os sagt, han frier til min yngste Datter Frida."

"Aa hun vil saamæn ikke have ham."

"Nei det er just Knuden, min gode Frederiksen, men det giver sig nok, det er kun Pigenykker. Tys! der kommer en Vogn!"

Idetsamme rullede Præstens gamle Kalesche ind af Porten og kjørte op for Døren. Werner styrtede til Vinduet og derfra ud i Gangen for at modtage sine Sønner; Frederiksen fulgte sindig efter, og lukkede omhyggeligt Døren efter sig med en Bemærkning om den kostbare Varme. Frederik hang allerede om sin Faders Hals, medens Ludvig støiende trykkede dem begge, og derpaa slyngede sine af Sneen vaade Kavaiarme om Hr. Frederiksens Hals, idet han sagte brølede ham i Øret: "Jeg gratulerer! Nu er De da forlovet med Jomfru Knap," "Endnu ikke," svarede Hr. Frederiksen, idet han tørrede sine Flipper af, og satte dem tilrette.

"Men hvor er Hr. Wilmot?" udbrød Præsten medeet, og saae sig omkring. Han havde i den første Tummel ikke lagt Mærke til at han savnedes.

"Fløien," lo Ludvig og kastede alt sit Reisetøi midt paa Gulvet, og ilede derpaa ind i Dagligstuen.

"Nei, han havde nogle Forretninger at afgjøre underveis," sagde Frederik. "Du veed, han er en Pleiesøn af Grevinde Gyldenhjelm til Magnehøi, og jeg troer vist, han skulde træffe sammen med hende paa een af Herregaardene ved Roeskilde, men jeg veed ikke rigtig Besked. Det Hele foraarsagedes ved et Brev, der laa til ham paa Banegaarden, og han kommer derfor først imorgen."

"Gudskeelov," mumlede Frederiksen og samlede Ludvigs Reisetøi sammen. "Saa er vi da fri for ham i Aften," fortsatte han, idet han mekanisk greb Præstens Lampe, og trippede bagefter ham og Frederik ind i Dagligstuen. Her herskede alt Andet end det, Hr. Frederikfen kaldte Fred og Ro. Ludvig var allerede færdig med at hilse og stod nu og courtiserede Jomfru Knap, der med hele en gammel tro Huusholderskes Patronesseværdighed udbad sig Tilladelse til ogsaa fremdeles at turde sige "Du" til ham, medens Henriette halv ærgerlig rykkede ham i Frakken, fordi han ikke vilde fortælle hende noget mere Nyt. Frederik havde sat sig i Sophaen mellem sin Moder og Fader, og afhandlede nu atter det Thema: hvorfor Hr. Wilmot ikke kom førend imorgen. Hr. Frederiksen havde imidlertid forsigtigt sat Lampen paa et Consolbord, og var derpaa sunken i dybe Tanker henne i Præstens Lænestol ved Kakkelovnen, medens hans Øine bestandig flyttede sig fra Madam Henriette til Jomfru Knap og fra Jomfru Knap til Madam Henriette. Denne blev tilsidst utaalmodig over Ludvigs Courtisering og med et dygtigt Tag i hans Arm skreg hun høit: "Ludvig, vi skal have Bal fjerde Juledag!"

"Bal!" raabte Ludvig og slog Hænderne sammen. "Jomfru Knap! maa jeg engagere Dem til første Dands? Ak, nei det er sandt — den skal De vel dandse med Hr. Frederiksen."

"Hr. Frederiksen!" udbrød Henriette. "O! jeg arme Synderinde. Igaar kom jeg fra Fyen, og først idag husker jeg Dem." Med disse Ord greb hun begge hans Hænder. "De er ung og smuk, som da jeg sidst saae Dem."

"Ja og jeg holder ligesaameget af Dem nu, som dengang," svarede Hr. Frederiksen uden mindste Forlegenhed, idet han reiste sig.

"O! havde Skjæbnen blot ikke allerede givet mig een Mand" — sukkede Henriette overgiven.

"Ja, mig fik De saamæn ikke. Nei, mine Tanker staae til en Anden." O! Amor, Du lille Skalk, saae Du nu de to Blikke, der mødte hinanden over Ludvigs og Henriettes Skuldre! "Det er dog underligt," tænkte Jomfru Knap, "at den Kjærlighed gjør de Mandfolk saa undseelige! Ja, ja, Juleaften er ikke forbi endnu."

"Men Henriette," udbrød Werner smilende, "Du staaer jo og frier til Frederiksen."

"Nei, Jomfruen er blot særdeles munter i Aften," svarede denne.

"Jeg er, som jeg altid har været. Kun maa De huske paa, at jeg nu er Madamme." I dette Øieblik traadte Frida ind. Hun var 16 à 17 Aar, høi og slank. Hendes Ansigt var fuldkomment græsk, en fuldendt Oval, en lige, fintbygget Næse, dybe, mørkeblaae Øine og stridigt, nøddebruunt Haar, der for Ansigtet var flettet og i Nakken bundet op over en høi Kam. Hendes Teint var blændende hvid og fremhævedes endnu stærkere af den sorte, nedringede Kjole; der var noget Stærkt, noget Bestemt i hendes Fremtræden og i hele Ansigtets Udtryk, men et vist Anstrøg af Melancholie, der hvilede paa hendes Øienlaage i Forbindelse med ægte, sand Qvindelighed og Beskedenhed, formildede eller afrundede disse Træk til et skjønt Hele. Ludvig styrtede strax henimod hende, og tog hende i sine Arme, som om han vilde bære hende; hun syntes heller ikke ganske uimodtagelig for hans Overstadighed, idetmindste gjengjældte hun ham hvert Kjærtegn, hvorimod hun kun sagtmodigt rakte Frederik Haanden.

"Men, hvor Du seer daarlig ud, Frida!" udbrød Frederik ømt.

"Ja," svarede Fru Werner lidt fortrydelig, "jeg kan ikke komme ud af det med den Pige. Nu havde jeg — giv mig en lille Kop Thee til, Jomfru Knap — nu havde jeg — tak! det er nok — der sendt hende over i Sommerferien til Henriette paa Magnehøi, for at hun skulde blive rigtig tyk og feed, og faae lidt Humeur. Men jeg veed ikke, hvad Henriette har gjort ved hende, nu er hun reent melancholsk."

"Ja, seer Du Frederik," svarede Henriette levende, "her i Huset er det Coutume, at lade Henriette bære Skylden for Alt. Husk paa det, naar Du kommer i Conflict med Moders Tærter eller hendes Syltetøiskrukker."

"Ja, jeg kan nok hnske," svarede Frederik, "at vi altid gav Dig Skylden for vore Spilopper, thi Du var Moders Kjæledægge og kunde derfor lettest faae Tilgivelse."

Ludvig begyndte nu at holde en lærerig Forelæsning for Frida over Themaet: Livet er Glæde og Glæden er Liv o. s. v. indtil han fik hende til at lee og saa — begyndte han forfra.

Senere hen paa Aftenen kom den unge Murino. Det var en Mand paa henved 30 Aar, meget høi og stærkt bygget, hans Ansigt var næsten fiirkantet, fladt, brunligt og glat, som en Slangeham, hans sorte Øine vare spillende og ildfulde, men uden Udtryk, hans lave Pande var omgiven af tykt, ravnesort Haar. Naar han nu saaledes traadte frem og med et logrende Smil gjorde sin Compliment og derpaa, efterat at have læspet en eller anden Grovhed frem, igjen trak sig tilbage, kunde man i hvert Ansigt læse en forskjellig Dom om ham. Nogle smilte medlidende af ham og kaldte ham det spanske Faar, da hans Fader var en Spanier; Andre trak rig forbausede tilbage fra hans Selskab, som om der var mødt dem et Onde, der quælte dem, men som var dem selv en Gaade; Andre gik lidt videre og beskyldte ham for Ondskabsfuldhed; vi ville imidlertid ikke afgjøre, hvad der var det Rette, men simpelthen føre ham frem for vor Læser, og lade ham dømme.

Idet han med Pastor Werner traadte ind i Dagligstuen, standsede den forrige Munterhed aldeles og for at gjøre den pinlige Taushed kort, reiste Fru Werner sig for at hilse paa ham. Murino, som vel havde mærket den Uhyggelighed, hans Indtræden mod Alles Villie foraarsagede, satte med et nedladende, sødt Smil Lorgnetten i Øiet, saae sig om i Kredsen og styrede derpaa lige hen imod Jomfru Knap, hvis Haand han med usigelig Varme kyssede. "Min yndige Miss Frida, aldrig har jeg seet Dem saa deilig som i Aften."

"Her Kammerjunkeren tager feil," svarede Jomfru Knap arrig og neiede dybt.

"De er forkjølet", vedblev Murino med spottende Ømhed, som om han ikke havde hørt, hvad der blev sagt. "Deres Stemme er hæs og rusten, som om De var bleven 50 Aar, siden jeg sidst saae Dem."

"Det er Jomfru Knap," skreg Frederiksen ganske høirød i Ansigtet.

"Ah! c'est mamsel Knap," udbrød Kammerjunkeren ganske ligegyldigt. "Ja saa tog jeg feil." Derpaa gav han sig ganske ugenert til at lege med sin Lorgnet og da Ingen vilde afbryde den igjen indtraadte Taushed, der selv begyndte at pine ham, sagde han ganske phlegmatisk til Pastor Werner: "maa jeg tale med Dem paa Deres Studerekammer." Werner greb Lampen og gik foran. Murino fulgte ham med et Buk for Selskabet.

Neppe var Døren lukket, før Henriette brast ud i en høi Latter og raabte: "han er jo aldeles vanvittig." "Han er er en Nar," svarede Jomfru Knap næsten grædende. "Nei han er ondskabsfuld," hviskede Frida og kastede sig høit hulkende om Frederiks Hals. "Ja, ved den levende Gud, han er ondskabsfuld. Ondskabsfuld er han, saasandt jeg hedder Frederiksen." Denne Kraftyttring ledsagede han nu med et saa vældigt Slag paa Lænestolearmen, at Lampen klirrede paa Bordet. Fra Werner reiste sig ganske forfærdet og selv Henriette glemte sin Munterhed ved det alvorlige Udseende Scenen lige medeet antog. Lidt efter lidt stilledes dog de oprørte Gemytter igjen til Ro og snart havde en gemytlig Sortepeer udslettet ethvert ubehageligt Indtryk. Vi ville nu see, hvad der passerede inde i Studerekammeret.

Murino kastede sig skjødesløst ned i Sophaen og betragtede et Øieblik Werner stivt, men denne var ikke vant til at slaae Øiet ned for Nogen og skjøndt Vrede, Forundring og Angst pinte ham, holdt han dog Stand.

"De skylder mig Penge, Herr Werner," udbrød Murino medeet og betragtede et ligeoverfor hængende Portrait gjennem sin Lorgnet.

"Hvorfor minder De mig om det, Herr Kammerjunker?" svarede Werner roligt.

"De skylder mig mange Penge," vedblev Murino ligegyldigt. "Jeg har betalt Deres gamle Gjæld, jeg har laant Dem Penge, til at udstyre Deres Datter og nu holder jeg begge Deres Sønner i Kjøbenhavn."

"Jeg veed det, men hvad mener De?"

"Nu," vedblev Murino og legede med sin Lorgnet, "naar holder jeg Bryllup med Deres Datter?"

"Hvad?" raabte Werner hidsigt, "troer De, jeg sælger min Datter?"

"Nei Gudbevares", svarede Murino spodsk. "Det var ikke min Mening, jeg forandrede blot Thema. De har naturligvis forebragt Deres Datter mine Ønsker og — Svaret?"

"En Kurv — naturligvis," svarede Werner koldt og vendte ham Ryggen.

"Hvad? en Kurv? mig? — Pigenykker, men De, som en fornuftig Familiefader maa naturligvis her tvinge Deres Datter til at blive lykkelig. Mig — en Kurv — som har 8000 Rbd. at leve af om Aaret."

"Om De saa havde det Dobbelte, De fik hende aldrig. Nu kjender jeg Dem — bedre, end De maaske troer."

"Nu saameget desto bedre, saa kan De altsaa indsee, at jeg i overmorgen maa have de Penge, De skylder mig — eller Fridas Haand."

"Jeg kan ikke skaffe Dem Pengene, men — tag Alt, hvad jeg eier, jag mine Børn tomhændede, som forvildede Faar ud i Verden, efterlad mig nøgen i min tomme Bolig — min Fridas Lykke kan ikke kjøbes for dyrt, selv om jeg skal give den sidste Krumme Brød ud, jeg har. — Men da, Herr Kammerjunker, mødes vi engang sammen — og saa bringer jeg en tredie Mand med. Ja see ikke saa forundret paa mig! De veed godt, hvem jeg mener. Jeg skal gjøre Alt for at finde Deres Broder — og Testamentet, Halvdelen af Deres Eiendom, er i mit Værge."

"Jeg vil give Dem de 10000 Rbd., De skylder mig, naar De overlader mig Testamentet," raabte Murino, idet han sprang op og greb Werner om Armen."

"Troer De, jeg er en Kæltring?" svarede denne og stødte ham tilbage i Sophaen.

Murino sad en rum Tid aldeles ubevægelig i Sophaen med Haanden for Øinene, medens Werner med hurtige og faste Skridt gik op og ned ad Gulvet. Lidt efter lidt vendte Livet atter tilbage i ham igjen, Brystet gik voldsomt og en zittrende Bevægelse med Haanden antydede, at han nu og da aftørrede en Taare. "Herr Werner," sagde han langsomt og blidt, som om han havde kjæmpet en Kamp med alle onde Magter og seiret. "Mellem os er Alt forbi, skal Alt være uddøet og glemt — kun lov mig, at De trolig vil hjælpe mig, at søge min Broder. Forhen har De skjult dette Testamentes Tilværelse for mig af Egennytte, men nu, da jeg er bleven forsmaaet af Deres Datter, giv mig det nu tilbage og hjælp mig i min Søgen." Under disse Ord havde han taget Haanden fra Øinene og saae paa Werner med et bedende, bebreidende Blik; denne var standset foran ham og betragtede ham med Forbauselse. Murino var næsten smuk i dette Øieblik; en frisk Rødme bedækkede hans ellers guulbrune Kinder, medens det halve Lys gjennem Lampekuplen kun svagt viste hans andre Træk. Just som Werner vilde svare ham, fortsatte han som for sig selv: "Og naar jeg nu finder min Broder, saa er han maaske gift — saa kan jeg finde i hans Familie den Fred og Ro, som Naturen har nægtet mit brændende Hjerte. I mit Bryst syder det som kogende Olie — mit Liv har kun været en lang Kjæde af skuffede Forhaabninger — og nu mit sidste, mit bedste Haab — den Engel, der skulde trække mig fra Afgrundens Rand, der bestandig skulde vaage over mine Tanker og min Lykke — hun" —. Her brast han ud i en krampeagtig Graad og knugede Hænderne sammen over Panden, men da Werner halvt for sig selv yttrede: "er dette virkelig Sandhed? Kan jeg troe Dem?" sprang han vildt op og greb Werners Haand: "Nei for Gud i Himlens Skyld tro mig ikke! Det er Løgn. Mit hele Liv er kun en altfortærende Lidenskab, en evigt ædende Bitterhed, en uudslukkelig Tørst efter Løgn, Bedrageri og Ondskab. — O Gud! o Gud, hvorfor har Du gjort mit Hjerte ondt? Hvorfor slaaer Du mig ikke med Vanvid, hvorfor knuser Du mig ikke? — Nei Du har bestemt, at jeg skal ende i Helvede. Du har berøvet mig den sidste gode Gnist i mit Liv, Du har forgiftet mig den sidste rene Draabe Blod, jeg eiede — hende, der skulde forsone mig med Dig, med mig selv, med Verden." Her sank han atter tilbage i Sophaen. Werner betragtede ham en lang Tid med ængstelig Bekymring og vilde just til at sige Noget, da Ludvig aabnede Døren og meldte: "Bordet er dækket."

"Nu, farvel Herr Werner," sagde Murino smertefuldt, idet han reiste sig. "Lad mig en anden Gang tye til Dem, naar det raser herinde. — Nu er jeg rolig. Lad mig nu reise hjem og foragt mig ikke. Hjælp mig, at finde min Broder! Giv mig Testamentet og lad mig endnu i Morgen reise til Jylland."

"Nei," svarede Werner næsten rørt, "nu skal De blive hos os. Jeg troer næsten, jeg holder af Dem. Efter Julen kan De søge Deres Broder, og Testamentet har Frederiksen."

"Ja, det er jo i Grunden det Samme, hvor det er, naar det blot bliver gjemt omhyggeligt," svarede Murino og lod sig føre halvt imod sin Villie af Werner til Spisestuen.

Man ventede her næsten med Angst Murinos Tilbagekomst, især Jomfru Knap, som med Ryggen mod Døren syslede saa sagte med Anretningen, at man skulde have ondt ved at mærke hendes Nærværelse. Murino opdagede hende imidlertid strax og styrede ligehen imod hende, men hvor forbauset blev ikke hun og hele Selskabet, da han med et simpelt Buk for hende og med en næsten bedende Stemme sagde: "Jeg har saaret Dem, Jomfru Knap. Det er Drengen, der søger at retfærdiggjøre sig, men Manden tilstaaer aabent sin Forseelse og beder om Forladelse. Vil De glemme og tilgive mig?" Jomfru Knap neiede, rødmede, saae dig omkring, for at see om det var rigtigt hun gjorde, og da intet Ansigt udtrykte nogen bestemt Følelse, neiede hun igjen og rødmede. Murino satte sig nu tilbords mellem Fru Werner og Ludvig, som han begge converserede med en saadan inderlig, uskyldig Munterhed, at Alle snart glemte, at det var ham, der var tilstede.

"Naa, Drenge, hvordan have I det egentlig i Kjøbenhavn?" sagde Werner i Samtalens Løb, idet han drak et Glas Vin. "Jeg har ikke faaet talt rigtigt med Eder endnu."

"Fortrinligt," svarede Ludvig med Munden fuld af Kage, "naar Du blot vilde sende os nogen mere Mynt, for — naar jeg har læst en heel Dag, saa vil jeg nok more mig om Aftenen."

"Ja I faae Skam Penge nok", meente Werner, "og har I ikke flere, saa maae I skabe Eder den Slags Fornøielser, der ingen Penge koster."

"Ja, det er nu en Kunst, jeg ikke forstaaer at udøve, idetmindste ikke i Kjøbenhavn. Men naar jeg ingen Penge har, saa maa jeg more mig om Aftenen med at læse."

"Saa er det nok bedst, at Du aldrig faaer nogen," svarede Werner ret vel fornøiet. "Men Frederik, han kommer jo godt ud af det og han faaer dog kun 3 Rbd. om Maaneden til sine smaae, private Fornødenheder."

"Ja han! Han bruger jo aldrig Penge og desuden har jeg da ogsaa seet, at Frida engang imellem har sendt ham nogle Markskillinger. Ja de slaae Da heller ikke just saa herligt til, thi de ere i Almindelighed brugte samme Dag, han faaer dem. Det arriverer ofte, at han idag maa laane 4 Sk. af mig til et Postmærke, naar han skal takke for de 3 Rbd., han fik igaar."

"Men hvad bruger Du dem da til, Frederik?" spurgte Werner forundret.

"Jeg kjøber Bøger," svarede Frederik rødmende og gav sig til at spise overordentlig hurtigt.

"Nu lyver Du," raabte Ludvig, "for Du sælger tvertimod Bøger. Alle de gamle Skolebøger, som egentlig vare mine, har Du feiet ud af din Reol. Men jeg veed nok, hvad Du bruger dine Penge til. Kan Du huske en Morgen, vi gik paa Universitetet, da gav Du hende — den Tøs, der sidder paa Høibroplads med den lamme Dreng — en heel Daler. Det var nu aabenbart Luxus, for Du havde faaet samme Tak for en eneste Skilling. Til saadanne Narrestreger gaaer hans Penge."

"Det er ikke Narrestreger," udbrød Frida. "Jeg har selv seet det ulykkelige Barn, der med de lamme Fødder sidder der i sin Søsters Skjød og med et Smil betragter al den Verdens Herlighed, der passerer forbi hans Blik. Der gaaer mangen Dame i Silke og Foerværk følesløs forbi ham, for at bortødsle store Summer i en Galanteriboutik, men han misunder hende ikke; han skjuler sit Hoved under sin Søsters Tørklæde og drømmer, at han er glad, indtil Snee og Regn og Kulde vækker ham. Og den ulykkelige Søster, der maa opoffre maaske hele sit Liv for at betle den Føde til hendes stakkels Broder, som arme, fattige Forældre ikke kunde forskaffe ham! Nei Frederik," vedblev hun heftig med Taarer i Øinene, "giv dem Alt, hvad Dit gode Hjerte kan undvære og dersom de vare her — skulde de nok faae en glad Juleaften."

"Det have de", hviskede Frederik sagte. "Wilmot har bedet sin Værtinde om at sende dem nogen god Mad i Aften og det gjør hun ogsaa."

"Efter min Mening", sagde Murino, idet han reiste sig fra Bordet, "er dette Træk saa ædelt, at det aldrig kan tillade Nogen, idetmindste ikke mig, at glemme de ulykkelige Sødskende paa Høibroplads."

Da Selskabet efter Bordet atter kom tilbage til Dagligstuen, laae her alle Julepresenterne udbredte paa Divansbordet, hvilket Henriette havde besørget. Midt paa Bordet stod en lille, nydelig, blankpoleret Maskine og ved Siden af den en pletteret Theepotte, hvilke to Ting naturligviis strax vakte Ludvigs Opmærksomhed.

"Det er jo Jomfru Knaps Maskine, som hun har arvet efter sin Bedstemoders Datterdatter," raabte han.

"Ja", svarede Jomfru Knap, "jeg har nok seet, at Herr Frederiksen ingen Maskine har og saa tænkte jeg, det var bedst, at jeg forærede ham min."

"Og Theepotten?" spurgte Ludvig videre.

"Den er til Jomfru Knap," svarede Frederiksen stolt.

Henriette løb strax ud af Stuen, for ikke at quæles i sin Latter. Frederik trak imidlertid Frida hen til Bordet og pegede paa en lille fiirkantet Æske: "den er til Dig," hvidskede han med glædestraalende Ansigt, men just som Frida strakte Haanden ud for at tage den, greb Murino hende om Armen og lod et massivt, med Rubiner tæt besat Armbaand glide ned paa hendes Haandled.

"Den Gave var for kostbar," sagde Frida, idet hun rakte ham Haanden og takkede.

"Nei, Frøken, ikke til Dem," svarede Murino med en underlig, veemodsfuld Betoning, der indtog Alle, kun ikke den, den gjaldt; hun hørte altfor vel det Skurrende og Affecteerte, men ikke desto mindre havde dog Murino i Aften for første Gang behaget hende nogenlunde. Hun greb nu med Heftighed Papæsken, lukkede den op og fandt et Maleri, forestillende et Skovparti, indfattet i en af Frederik selv udskaaren Nøddetræes-Ramme i den; et Blik paa Maleriet var nok, hun gjenkjendte Stedet, rødmede og sneg sig ud af Værelset.

Ingen mærkede imidlertid hendes Fraværelse, Enhver havde travlt med at besee det, han havde faaet og modtage Tak for det, han havde givet. Pastor Werner gik op og ned ad Gulvet med en storblomstret Slobrok uden paa Frakken og hver Gang, han fik sig selv at see i Speilet, maatte han hen og kysse sin Kone. Klokken blev saaledes 11, uden at Nogen anede det og Murino lod sin Vogn kjøre frem. "De kjører vel med mig," sagde han til Hr. Frederiksen, idet han trak sin Chenille paa og denne svarede i sin Forlegenhed "ja," skjøndt han kun havde 20 Skridt hjem, men hvad skulde han gjøre? Jomfru Knap vilde hjælpe ham Kavaien paa og da det ikke vilde lykkes, fordi han holdt Maskinen i den ene Haand, greb hun Maskinen, men da hun holdt Theepotten i den anden Haand, maatte hun lade Kavaien falde; nu lo Henriette og hvad gjør man vel under slige Omstændigheder — man svarer "ja," naar man mener "nei". Selskabet fulgte Herrerne tilvogns, kun Jomfru Knap, som netop skulde lyse dem ud, blev staaende midt paa Gulvet med Theepotten i den ene og et Lys i den anden Haand, idet hun grædende mumlede: "saa, nu er den Juleaften forbi, — nu er der et heelt Aar, inden den næste kommer — men i den Tid kan der skee meget," afbrød hun sine melancholske Tanker, gjorde Høire om og marcherede ud i Kjøkkenet.

Murino svøbte sig ind i sin Kappe i det ene Hjørne af Karethen og Frederiksen satte sig forsigtig i det andet; Vogndøren lukkedes og nu rullede den nedad Gaarden. Neppe var den kommen ud af Porten, for Murino lod sin Kappe falde og med en Tigers Behændighed og Styrke greb Frederiksen i Halsen med begge Hænder, saa at han ikke kunde give en Lyd fra sig: "Skurk, Du har Testamentet; jeg vil have det endnu i Aften. Siig "ja" ellers qvæler jeg Dig."

Men Frederiksen kunde ikke gjøre umulige Ting; han var ikke i Stand til at frembringe en Lyd og valgte derfor en anden Udtryksmaade for sin Mening, idet han med Maskinen gjorde et saa kraftigt Stød opad, at Murinos Arme lammede faldt tilbage. I samme Øieblik aabnedes Vogndøren af Tjeneren; man holdt udenfor Skolen. Frederiksen sprang i en Fart udaf Vognen, som derpaa rullede videre. Længe blev han staaende paa Veien og stirrede efter Vognen, men da han ikke længer kunde høre dens Knirken, gik han ind i sit Huus, lukkede omhyggeligt Døren af og tændte Lys. Derpaa saae han strax efter, om Testamentet var i Chatollet og da han holdt det i sine Hænder, gled ligesom en Glædesstraale ned over hans Ansigt. Forsigtigt lagde han det ned og laasede af for det, idet han mumlede: "Forunderligt er det — en Time efter at jeg havde sagt det til Hans Velærværdighed — veed han det — ja, ja — jeg vil Intet sige og Intet troe, men blot gjemme Testamentet — Tiden kommer nok."

Vi maae endnu, inden vi ende vor Juleaften, aflægge et Besøg paa Qvistkammeret i Præstegaarden hos de to unge Søstre. Da Henriette kom op, fandt hun Frida liggende paa Knæ foran en Stol, paa hvis Sæde hun havde anbragt Lyset og Maleriet. medens hun med Hovedet støttet til Haanden ufravendt betragtede det. Straalerne fra Lyset brøde sig tusinde og atter tusinde Gange paa de slebne Rubiner i hendes Armbaand, men hun ændsede det ikke, hun havde kun Tanke for sit Maleri og de Minder, der knyttede sig til det.

"Hvad er det, Du bestiller?" udbrød Henriette lidt forundret; "naa det er Maleriet," vedblev hun og satte sig paa Kanten af sin Seng og begyndte at klæde sig af.

"Hvor det ligner!" sagde Frida henrykt, "hvert Træ, hver Blomst." "Ligner?" gjentog Henriette og rakte Haaden ud efter det, "men du retfærdige Gud! det er jo den lille grønne Bænk i Magnehøi Park. Hvor kan dog Frederik være kommet til det? Han kan ikke selv have malet det, han har jo aldrig været der. Men Gud! ja det maa være en Feiltagelse — Maleriet tilhører naturligvis mig."

"Nei det er mit! det er min bedste, min kjæreste Eiendom. Der var det," tilføiede hun sværmende og pegede paa Maleriet, "der var det, at jeg saae ham første — sidste, eneste Gang."

"Saae ham? hvem?" spurgte Henriette forundret og gjorde store Øine.

"Ham?" gjentog Frida med et utaalmodigt Kast med Hovedet, som om der kun var een "ham", men besindede sig i samme Øieblik og tilføiede lidt forvirret og skamfuld: "jeg veed ikke, hvad han heed."

"Du veed ikke, hvad han heed," udbrød Henriette leende, "første — sidste, eneste Gang, det er jo en lille Roman. Fortæl mig Noget mere."

"Nei, saa leer Du af mig," svarede Frida og saae stivt paa hende.

"Aa nei vist gjør jeg ei. Formel nu blot, naar der bare ikke er Spøgelser i Historien." Med disse Ord hoppede den 19aarige, unge Kone i Seng og skjulte sig under Dynen ved Tanken om Spøgelser.

"Han kom gaaende med Grevinde Gyldenhjelm," sagde Frida tankefuld, "hun talte til mig og rakte mig Haanden, da jeg gik, og jeg veed ikke hvordan, men han rakte mig ogsaa Haanden."

"Men Herregnd, hvordan saae han da ud?"

"Han saae saa fornem og ædel ud. Han var høi, med mørkt, krøllet Haar og et underligt, melancholsk Smil om Munden. Han gik med hvidt Halstørklæde og sort Kjole."

"Aa! det var ham, som kom til Magnehøi et Par Dage, før Du reiste derfra — med et underligt Vildt Udtryk i Øinene — jo ham kjender jeg godt, han kom hver Morgen ned i Meieriet for at drikke Mælk. Han gik altid med snevre, sorte Beenklæder, Brunels Støvler, Randers Handsker og en stor Straahat."

"Ja," udbrød Frida glad, "det var ham. Hvad heed han?"

"Hvor skulde jeg vide det fra? Troer Du ikke en ung Forpagterkone har Andet at bestille midt i Høstens Tid, end at være nysgjerrig."

Efter et Øiebliks Pause begyndte Frida atter at tale med sig selv. "Jeg følte saa tydelig hos mig selv, da han trykkede min Haand og saae paa mig at jeg maate knytte hele mit Liv til ham. — Jeg begyndte ogsaa først at leve dengang. Jeg græd, da jeg reiste fra Magnehøi, men saa tænkte jeg paa ham og græd ikke mere. — Jeg tænker tidt paa ham — jeg tænker altid paa ham."

"Gud hvor man er sværmerisk, naar man er forelsket," sagde Henriette og lukkede Øinene for at sove. "Gud veed, hvordan Tardow har det? — Nu sidder han hjemme og kjeder sig ret elskværdigt. — Mon han længes meget efter mig? — ja naturligvis — Nei nu er han gaaet i Seng, Klokken gaaer jo til Tolv."


Næste Formiddag, da Werner var kommen fra

Kirken, sadde Alle omkring Divansbordet i Dagligstuen og drak Chocolade. Ludvig og Henriette kappedes om at sige de fleste og bedste Vittigheder og de Andre om at lee høiest; kun Frederiksen var — efter Henriettes Mening — utaalelig idag. I Kirken havde han flere Gange forglemt sig selv og nu gik han med Hænderne paa Ryggen og trippede omkring uden at see paa Jomfru Knap eller Henriette; Chocoladen stod og dampede foran ham paa Bordet og dog glemte han den, og et Stykke af den deilige, svulmende Julekage, som han holdt i Haanden, trykkede han saa fast fra alle Sider, at han næsten forvandlede det til Deig igjen og da Henriette nu leende greb ham om Haanden, for at gjøre ham opmærksom paa hvad han gjorde, puttede han med en krampeagtig Bevægelse det sønderlemmede Stykke Julekage i Brystlommen. Werner, der troede, at hans Tankeløshed havde sin Grund i hans Giftermaalsplaner, vilde lige til at spøge med ham paa en mindre blid Maade, da en glimrende Equipage med fire sorte Heste, Tjener og Kudsk paa Bukken, snarere fløi end rullede ind af Porten og næsten i samme Øieblik holdt for Døren. Enhver saae ud af Vinduet og derpaa paa sin Nabo, for at faae Opløsning paa denne Gaade, da Karethdøren aabnedes og en ung Mand begyndte at pakke sig selv ud af en stor Skindpels og en ditto Fodpose.

"Det er Wilmot," raahte Frederik og sprang efterfulgt af Ludvig ud i Gaarden for at modtage ham. "Det er ham med det hvide Halstørklæde," skreg Henriette og saae paa Frida, men denne havde allerede gjort samme Opdagelse og stod nu som fastnaglet til Jorden og blussende rød som en Rose; men da Wilmots klare, bøielige Stemme idetsamme lod sig høre i Gangen, ilede hun ud af Stuen som en opskræmmet Hind. Ludvig omfavnede og trykkede ham, saa han var nærved at qvæle ham, og slæbte ham derpaa ind i Stuen, hvor han stillede ham foran Consolspeilet og tvang ham til at gjøre en dyb Compliment for sit eget Billede, idet han leende udraabte: "maa jeg presentere Dem Hr. Wilmot." Denne lod sig imidlertid ikke genere af Ludvigs Overgivenhed, men hilste Hr. og Fru Werner med hele et ungt Menneskes beskedne Frimodighed.

"Ah, Fra Tardow," sagde Wilmot forundret da han hilste paa Henriette. "Jeg havde ikke ventet, at see Dem her." "Nei, Hr. Wilmot," svarede Henriette leende, idet hun rakte ham Haanden, "hvor skulde De ogsaa ane, at den fyenske Forpagterkone var en Datter af Pastor Werner."

"Jo det vidste jeg dog, men jeg vidste ikke, at De var herovre." Wilmot vendte sig nu om for at hilse paa Frederiksen; denne sad som fastnaglet til Stolen og betragtede ham med opspilede Øine og gabende Mund, men da han af Wilmots Forlegenhed og dybe Rødme opdagede sit Feiltrin, reiste han sig ærgerlig, bukkede og trippede hen i det andet Hjørne af Stuen, idet han mumlede mellem Tænderne: "jeg er en gammel Gjæk."

"Naa, min gode Wilmot," sagde Pastor Werner venligt, "det kan man ret kalde Herrefærd, at holde sit Indtog i en saadan Equipage."

"Ja, Hr. Pastor," svarede Wilmot, idet han ganske gik ind i en ung, blaseret Cavaleers Rolle, "jeg holder nu meget af at gjøre Effect."

"Ja, det er nu een af Dine elskværdigste Egenskaber, at Du saa gjerne tilstaaer Dine Feil," raabte Ludvig leende.

"Hos mig er den maaske elskværdig. Men saaledes at levere sit Synderegister frem uden Anmodning, kunde ogsaa let være et Tegn paa en stor Skurk."

"Saa" svarede Præsten og flyttede sig uvilkaarligt noget tilbage i Sophaen.

"Ja, seer De Hr. Pastor, jeg studerer Naturvidenskaberne og deraf følger, at Mennesket, som Naturens høieste Produkt, er mit særdeles Studium; derfor maa jeg udbede mig Respekt for min Mening."

"Det er et vanskeligt Studium," meente Præsten.

"Ja nu slaaer De over paa de alvorlige Strænge, men — det er virkelig ogsaa et vanskeligt Studium. Det er et Vovestykke saaledes at styrte sig ind i alle de brogede Forhold, som Livet frembyder, og dog maa det være i disse man skal studere Mennesket, thi den døde, erfaringsløse Tænkning fra Studerekammeret er ikke nok."

"Men sæt nu, at Livet ikke frembyder os disse brogede Forhold, men flyver sagte og roligt hen, næsten uden en eneste Bølge."

"Jeg mener ikke, at den, der vil kjende Mennesket, selv maa leve et eventyrligt Liv, men jeg mener, at han maa færdes saavel i Hytten som i Palladset; han maa see Sjælen i hellig, andagtfuld Eenhed med Gud og midt i dens vilde, lidenskabelige Tummel; han maa see Uskyldigheden i dens rene, vestalske Tempel og derpaa gjennem alle Nuancer stige ned lige til Smudset i den væmmeligste Pøl."

"Nei, min unge Ven, skal Ens Menneskekundskab være Andet end et lustigt Spil med Vid, skal den kunne lede os til at rette vort eget Liv — kort sagt lære os ars vivendi, Kunsten at leve, da maa den aldrig hentes fra smudsige Steder. I det Øieblik, jeg kjender Smudset, skammer jeg mig mindre, naar jeg bliver ureen. Ja vor Dømmekraft famler, Grændselinien mellem reen og ureen smelter sammen med Grændsen mellem reen og smudsig. Jeg troer, at sand, nyttig Menneskekundskab skal og maa hentes fra det huslige og selskabelige Liv; ogsaa der finder man desværre kun altfor ofte Charakterer fra Livets Skyggeside."

"Jeg troer virkelig, Hr. Pastor, at det her bliver Vane og ikke klar Overbevisning, der regulerer vort Liv, men en saadan Vane kan saa grumme let vakle, naar Livet trykker os. Den, der kun færdes i det selskabelige Liv, mangler Bevidstheden om, hvad han maa vogte sig for, ham fattes det bedste og sikkreste Middel til at lægge en Plan for sit Liv, nemlig Sammenligning."

"Sammenligning — nei — det nytter Dem ikke, at see et Stykke Tøi paa Vrangen, naar De vil kjøbe det."

"Jo, Hr. Pastor, netop, thi jo mere Vrangen ligner Retten, jo ægtere er Tøiet."

"Ja, der fik De Ret", svarede Werner smilende, "men det var, fordi min Lignelse haltede."

"Nei, seer De min Herre", udbrød Frederiksen næsten rørt, "man skal ingen Steder søge, at kjende Livet, thi det er en Kundskab, Enhver selv den Usleste har. Her i vort Bryst har Gud nedlagt en Samvittighed, som siger os, hvor vi skulle hen og forstaae vi dens Bud, saa forstaae vi arse vevende, som Hans Velærværdighed siger. Folk, som slet ikke komme os ved, skulle vi ingen Mening have om, thi dømme vi dem feil, have vi en svær Skyld paa vort Hjerte, og Folk, vi daglig omgaaes, skulle vi troe det Bedste om, saalænge vi kunne det. Jeg vil før lade mig bedrage een Gang, end forkleine nogen Mand."

"Lad os to være Venner," sagde Wilmot og rakte Frederiksen Haanden, som denne greb hjerteligt, men atter fulgte et af disse spørgende, stirrende Øiekast, der søgte at gjennemtrænge Wilmot, og atter bragte det denne til at rødme. Nu traadte Frida ind; med bankende Hjerte og næsten skjælvende hilsede hun Wilmot og fortalte, at hun havde seet ham engang i Sommerferien paa Magnehøi. Samtalen dreiede sig nu om Grevinde Gyldenhjelm og andre ubetydelige Ting — ubetydelige, forsaavidt de ikke angaae os — indtil Middagstiden nærmede sig. Fra Werner og Henriette gik ud, den Ene for at see til i Kjøkkenet, den Anden for at dække Bord i Spisestuen. Werner bad Frederiksen og Ludvig om at hjælpe sig lidt med Ordningen af Offret og sendte, idet han gik ind i sit Studerekammer, Frederik for at hente Cigarkassen fra Salskakkelovnen og byde Wilmot en Cigar. Frida og Wilmot var ene; hun sad foran sit Sybord ved Vinduet og broderede. Wilmot gik et Par Gange op og ned ad Gulvet og saae sig omkring, som om han søgte Noget, men stillede sig derpaa op imod Consolen lige overfor Frida.

"De erindrer mig altsaa endnu fra i Sommer, Frøken?"

"Ja, jeg kunde — jeg har ikke glemt Dem," svarede Frida ivrigt.

"Jeg veed ikke selv, hvordan — men der var Noget, som — næsten tvang mig til at troe det — Derfor tog jeg mig ogsaa den Frihed, at sende Dem den lille Julepresent."

Frida saae tvivlsom paa ham og foranledigede ham derved til at spørge Frederik, som just traadte ind, om han havde overleveret hans Søster Maleriet.

"Ja jeg har," svarede Frederik, "men jeg har nok glemt, at sige Dig, Frida, at kun Rammen er fra mig, Indholdet er fra Wilmot, men begge Dele fra vore egne Hænder. — Værs'go, vil Du have en Cigar? — Men Du løb jo ogsaa strax, saasnart Du havde seet det; Du har saamæn ikke engang takket mig — Du kan tænde hos mig — Blot man nu havde en god Bog, for Faders Bibliothek indeholder kun gammelt Stads, som man har læst saa tidt."

"Ja jeg har rigtignok en ny Bog herude, en af disse Digtsamlinger der udkomme i Millionvis ved Juletider, men jeg vil ikke svare for at den indeholder noget Godt."

"Ja hent den blot!"

Wilmot bragte nu en temmelig tynd, elegant udstyret Bog, som han rakte Frederik. Denne læste Titelbladet: "Nogle Digte" og bemærkede, at han havde seet den meget gunstigt recenseret i flere Blade, derpaa bladede han lidt omkring i den, men standsede pludselig og læste sagte. "Hør, Wilmot, det var ikke smukt af Dig. Disse Digte ere saamæn af Dig. Jeg kjender dette her; det har jeg engang læst paa Dit Skrivebord."

"Aa, maa jeg faae Bogen," udbrød Frida og greb i sin Ivrighed Wilmots Haand.

"Ja gjerne, hvis De vil", svarede den unge Forfatter rødmende.

Nu begyndte Frida først at slaaes lidt med sin Broder for at faae Bogen, derpaa læste de Begge op paa een Gang af den, medens Wilmot, for at gjøre Værket fuldendt, nu og da corrigerede Begge.

Efter Bordet trak Frederiksen Wilmot hen i en Vinduesfordybning og spurgte ham efter megen Hosten og uendelig mange Forlegenhedsudbrud og Undskyldninger for sin Dristighed:

"Har De ikke faaet et lille Guldkors af Deres Moder?"

"Jeg? nei," svarede Wilmot rødmende.

"Har De virkelig ikke?"

"Nei, jeg har ikke. Hvor falder De paa det?"

"Aa, jeg er en gammel Gjæk," svarede Frederiksen bedrøvet og trippede afsted, men den brave, ærlige Mand vidste ikke, hvad han havde gjort ved sit Spørgsmaal. Wilmot stod længe taus med Hovedet hældet til Vinduesposten og stirrede ud paa den frosne, med Snee bedækkede Jord. "Han har gjenkjendt mig — han fortæller Familien det — og saa." — Som Barn havde Harald bestandig havt den Tanke, at Folk kunde see paa ham, at han var en Bastard, og endnu kunde han ikke, skjøndt voxen, ganske udrydde den; i ethvert Tilfælde betragtede han sig som et Menneske, hvis Fødsel var hans Vanære og hvis Rettigheder og Fordringer i Livet alene beroede paa det Navn, han havde tilløiet sig. Imidlertid besluttede han sig dog til at aabenbare sig for Frederiksen, da han frygtede for at denne i sin Uvished skulde raadføre sig med Andre.


Det var fjerde Juledag; Klokken var nylig slaaet

6. Alle Værelserne vare oplyste og Alt sat i Orden for at modtage Balgjæsterne. Fra Jomfru Knaps Værelse hørtes en støiende Musik af fire Musici, der her gjorde deres Forberedelser, ellers var Alt stille, thi Enhver syslede paa sit Værelse med sin Paaklædning, Wilmot traadte ind i Dagligstuen; han kom fra Haven, men da han Ingen saae i Værelset og heller Ingen opdagede i den tilstødende Spisestue, raabte han høit: "Frøken Frida." "Her er jeg," lød Fridas Stemme fra Salen og Wilmot ilede nu hen og slog begge Fløidørene op. Et Øieblik maatte han standse; et blændende Lys mødte ham fra Salen og midt paa Gulvet under den store Lysekrone stod Frida og læste i hans Digte. Skjøndt hun kun havde en simpel, hvid Kjole paa, var hun dog saa deilig, at Wilmot forstenet blev staaende og betragtede hende, indtil hendes utaalmodige Yttring: "hvad vil De?" igjen satte ham i Bevægelse.

"Jeg gik ude i Haven," svarede Wilmot, "og fandt der af en Hændelse i noget Vintergrønt en Stængel med en yndig, blaa Blomst. Den vil jeg forære Dem, naar De vil bære den i Deres Haar i Aften."

"Nei", svarede Frida og tog Blomsten, "jeg bærer aldrig Blomster."

"Ja — men naar jeg beder Dem om det? Ikkesandt? for min Skyld gjør De det."

"Nei," svarede Frida bestemt og fortsatte tankefuld, idet hun betragtede Blomsten, "jeg har kun eengang baaret en rød Rose, da jeg bar min Søsters Brudeslør — maaske skal jeg engang selv flette mit Haar med en Myrtekrands, men ellers bærer jeg ikke Blomster, før man pynter mig med de hvide Roser og Lillierne."

"Fy! afskyelige Tanke. — Dette er jo Trofasthedens eviggrønne Blad og Haabets dybe, dunkelblaa Blomst."

"Vilde De da have, at mit Haab skulde visne hen paa een Nat. Nei saa gjemmer jeg den for, saalænge jeg lever her i min Bog."

"Til Minde om mig ," spurgte Wilmot sagte.

"Ja," svarede Frida og saae paa ham.

"Saa, giv mig Din Haand, Frida." Og aldrig trykkede to Hænder hinanden kjærligere og trofastere. Frida og Wilmot saae paa hinanden, som om de vilde sige: der er godt, hvad jeg har gjort. Det kunde ikke være anderledes. Jeg er lykkelig.

"Har Frøkenen været paa mange Baller iaar?" lød en affecteert Stemme fra Værelset ved Siden. Lidt forundrede gik de hen i den aabne Dør og saae nu Ludvig staae fuldkommen balklædt foran Speilet, med Hatten i Haanden og en uhyre Sløife paa det hvide Halstørklæde, der sad saa stramt, at han næsten ikke kunde dreie Hovedet. Under mangehaande Gebærder fortsatte han sin Monolog. "Har Frøkenen været paa mange Baller iaar? — Aa ja, paa fire — Har De moret Dem godt? Og Guds Død og Pine, dersom hun svarer "nei", saa er det, fordi jeg ikke var med." Med disse Ord satte han sin gabende Mund tæt op til Speilet for at see, om hans Tænder vare smukke, men opdagede idetsamme Wilmot og Frida. Han blev imidlertid saa forvirret, at han ikke opdagede, at de stod med hinanden i Haanden. Efter et Secunds Betænkning, dreiede han sig rundt paa Hælen og kastede Wilmot sin Hat i Hovedet, denne undgik Hatten ved et Sidespring ind i Salen, medens Frida overgivent leende klappede ham paa Kinden, idet han bukkede sig for at tage den op og raabte: "Du er forelsket Ludvig."

"Det veed jeg s'gu nok, Tøs," svarede han lakonisk, tørrede sin Hat af med sit Lommetørklæde og slændrede ind i Salen.

Her glemte han snart den hele Affaire, thi Henriette kom trækkende med Frederiksen og med uhyre Latter og al mulig Godmodighed tvang hun ham til at dandse Wienervals med sig. Henriette var deilig i Aften; en lille Kniplingskappe sad ret coquet paa Haaret, hvis mørke, fyldige Krøller utvungent faldt ned paa hendes hvide Hals; en lys Silkekjole omfattede snævert hendes smækkre Taille og slæbede med sine rige Folder et halvt Quarteer hen ad Gulvet. Lystigheden tiltog og Ludvig begyndte at tralle Champagnegallop, idet han med Hatten paa Hovedet og Hænderne i Siden valsede rundt i Salen, saa alle Lysene zittrede. Medeet blev Henriette staaende og udbrød, idet hun truede med Fingeren: "uartige Frederiksen! De har faaet mig til at glemme, at jeg skulde hente Moder hendes Kappe," og med disse Ord fløi hun igjen ud af Salen, gjennem det Værelse, hvor vi nyligen have seet Ludvig figurere, ind i det yderste Kammer, hvor hun sprang op paa en Stol og nedtog en Spaanæske, der stod paa Klædeskabet. Dette Værelse, der ellers førte Navn og Titel af Pulterkammer, var i Aften smykket op med den fra Spisestuen udflyttede Sopha, et Divansbord og Præstens Læselampe, og saaledes forvandlet til en hyggelig, lille Stue.

Gjæsterne begyndte alt at samles og Musiken at præludere inde i Salen; Jomfru Knap bød Thee omkring, men kom i sin Glemsomhed til at byde Hr. Frederiksen sex Gange istedetfor to og denne ansaae sig naturligvis forpligtet til at tage en Kop hvergang, saa at han tilsidst maatte sætte Theen urørt fra sig igjen.

"Har Frøkenen været paa mange Baller iaar?" spurgte Ludvig en lille Brunette betydningsfuldt, som han converserede meget ivrigt.

"Nei, ikke paa et eneste," svarede hun bedrøvet.

"Saa maae vi see, at skaffe Dem Erstatning i Aften," vedblev Ludvig med et henrivende Blik, men Brunetten bemærkede ham ikke; hun skulde i det Samme gjøre sin Compliment for Kammerjunker Murino, som Frederik just førte forbi hende ind i Spisestuen, for at præsentere ham for Wilmot. Ved Navnet "Murino" fløi en flygtig Rødme over dennes Ansigt og bragte ham uvilkaarligt til at hilse lidt stivt, hvilket imidlertid gav ham et vist fornemt Anstrøg. Murino, som havde hørt, at han var en Pleiesøn af Grevinde Gyldenhjelm, blev strax indtaget af ham og indlød sig i en sagte, men som det syntes meget levende Samtale med ham, der i Forbindelse med Kammerjunkerens fortrolige Miner og Gebærder skulde vise de Omkringstaaende, at her stod den adelige Clique. Frederik, der havde fjernet sig og som betragtede dem noget fra, blev ret glad over at hans Ven havde indtaget hans — tilkommende Svoger — ja Fru Werner havde naturligvis ikke kunnet fortie Noget for sin Kjæledægge. —

Anden Dands var forbi. Wilmot havde dandset første Dands med Frida og kom nu for atter at engagere hende, men Frida hviskede sagte til ham: "Nei, gjør mig den Tjeneste, at dandse denne Dands med den lille Dame der i den blaa Kjole. Det er Møllerens Datter; hun er ikke smuk, men hun dandser virkelig godt og jeg har seet, at det bedrøver hende, at hun har siddet begge disse Dandse over."

"Aa, Frederik har jo inclineret flere Gange for hende," svarede Wilmot bedende.

"Har han? O! det var godt, men dands nu med hende; hun vil saa gjerne dandse og hun har ingen Cavalleer". Frida trykkede hemmelig Wilmots Haand for at bestikke ham og ilede bort.

Tredie Dands begyndte. Wilmot engagerede den lille Møllerdatter, der glad overrasket kastede sit Schawl og ret uskyldigt hang sig ved hans Arm; de kom netop til at staae lige for Døren til Spisestuen, hvor Murino, der ikke dandsede, stod og lænede sig opad Dørstolpen, medens han med en impertinent Mine lorgnetterede Damerne.

"Ah! Monsieur Wilmot; naa hvorledes befinder De Dem ved saaledes at dumpe herned fra Grevinde Gyldenhjelms Salon".

"Meget godt", svarede Wilmot lidt stødt.

"Aa ja! c'est piquant. Naar her blot var en nogenlunde taalelig Dame, man kunde interessere sig for, men de ere stygge allesammen".

"Der maa Deres Lorgnet have bedraget Dem, Hr. Kammerjunker. Vil De for Exempel betragte den unge Fru Tardow, der just dandser ud nu?"

"Ah," svarede Murino og kastede et overrasket Blik efter Henriette, "ja hun er virkelig ogsaa smuk i Aften — henrivende — men alle de Andre — ak Herregud".

"Jeg finder, at det er herlige, muntre og uskyldige Mennesker, alle dem, jeg seer her i Salen."

"Ja, det er nu Delicatesse af Dem, da De veed at jeg omtrent hører til Familien."

"De? jeg veed ikke, hvad De mener."

"Virkelig? Har De ikke hørt, at jeg er forlovet med Frøken Frida?"

"Med Frida? nei", svarede Wilmot, blegnende ved Tanken om, at han maaske kunde have misforstaaet hendes Ord, men efter et Øieblik havde han fattet sig og hviskede neppe hørligt: "har De hendes Samtykke?"

"De kan nok begribe, at man ikke taler om Sligt til saa ung en Pige. Nei jeg maa vente med Declarationen et Aarstid endnu — men med Faderen er Alt afgjort."

"Jeg vil da kjæmpe ærligt med Dem, Hr. Kammerjunker," stammede Wilmot lettet men angst. "Jeg har hendes Samtykke og i Morgen anholder jeg om hendes Faders."

"Grusomme Menneske! hvor kan De saaledes spøge med en stakkels Elskers Jalousie", udbrød Murino pathetisk og slændrede ind i Dagligstuen, hvor han eftertænksom satte sig ned i Sophaen. Kammerjunkeren var klog nok til at skjule det Indtryk, Wilmots Ord havde gjort paa ham. Han havde meget snart opdaget, at Wilmot gjorde Cour til Frida og denne Opdagelse havde bevirket hans fortrolige Meddelelse, hvorved han haabede at afskrække Wilmot fra ethvert videre Forsøg og saaledes forebygge, at nogen Følelse begyndte at spire i Fridas Sjæl; Intet kunde naturligvis være mere farligt for hans Planer end at faae en Medbeiler, ja maaske en begunstiget Rival. Imidlertid havde han ikke anet, at der allerede havde dannet sig et Forhold mellem dem, det overraskede ham og havde nær bragt ham ud af Fatning; han indsaae, at han nu maatte sætte Alt paa eet Kort og at dette Kort maatte spilles ud endnu i dette nærværende Øieblik. Efter en kort Betænkning mumlede han: "nu vel — Henriette — da er Frida min. Hvad gjør ikke en Fader for sin Datters Ære?"

Efter tredie Dands spiste man. Murino tog Henriette til Borddame og opbød alt sit Vid og Talent for at vedligeholde hendes Munterhed. Det lykkedes ham ogsaa fortrinligt og under allehaande spøgefulde Paaskud fik han hende til at drikke flere Glas afbrændt Rødvin. "Næste Dands dandser jeg altsaa med Dem, Frue", sagde Murino galant, men da Henriette forundret indvendte, at han jo aldrig dandsede, greb han hende med en ret comisk Gebærde om Haandleden og declamerede: "Forvovne Qvinde! Tør De sige, at der er Noget, som jeg aldrig gjør! Derfor skal De ogsaa, fordi De miskjendte mig, drikke et heelt Glas med mig paa mit bedste Ønskes Opfyldelse."

Fjerde Dands begyndte; saasnart Damerne saae at Murino dansede, var der strax et Par Stykker, der inclinerede for ham og Henriette fik derved Leilighed til at beundre hans Dands. Skjøndt man næsten ikke kunde see, at han bevægede sig, sluttede dog hans Been sig med smukke Trin i bestemt Takt med Musiken; hans Dame, som han altid converserede under Dandsen, holdt hende saa fast i sin stærke Arm, at han næsten bar hende og hun kun med Taaspidsen kunde røre ved Gulvet. Henriette følte det Behagelige ved saaledes at blive ført og lagde ikke Mærke til, at Murino, da han dandsede ud med hende, ikke inclinerede, men vedblev at valse saa hurtigt rundt med hende, at hun tilsidst aandeløs maatte bede ham at holde op, fordi hun var træt; Murino førte hende hurtigt ind i det før nævnte, yderste Værelse, hvor hun halv besvimet sank ned paa Sophaen. Murino ilede ud og kom hurtigt tilbage med en Kande afbrændt Vin og to Glas. Efter dette Bevis paa Omhyggelighed, satte han sig ned i Sophaen ved Siden af hende og bød hende taus af Vinen; selv nedskyllede han det ene Glas efter det andet og Henriette, hvem den lunkne Vin lædskede og svalede, lod sig af hans Exempel forlede til at gjøre det Samme, medens hun halv bevidstløs og med stærkt aandende Bryst lænede sig tilbage i det ene Sophahjørne. Enhver kjender nu vist denne underlige, behagelige Følelse, der lægger Bes1ag paa hele vor Bevidsthedskreds, naar man har dandset formeget og derpaa kjølnes, lædskes og magelig kan udhvile sig, medens Tonerne endnu bruse i det Fjerne og næsten flytte Dandsesalen ind i vort Kammer. Henriette var nærved at slumre; Murino bøiede sig frem over hende og hviskede sagte, som om han talte med sig selv: "det er næsten gaaet mig, som det gik Drengen i det indiske Eventyr. Han havde vandret hele Dagen i den brændende Hede med sin Vandkrukke paa Hovedet; hans nøgne Fødder vare næsten skoldede af den glødende Sand. Da kom Aftenen, svale Luftninger kjølnede hans Kind, Skyer af glimrende Blomsterduft svævede dybt ned og samlede Dug paa hans Læber, Gudernes Øine kiggede gjennem Skyerne og tindrede af Glæde over den herlige Aften. Da kom han til en deilig, grøn Plet, hvor Græsset groede i Skyggen af et Kort Træ; han satte tin Krukke ved dets Fod, lænede sit Hoved til Stammen og hvilede sig. De store Blade svævede op og ned i Luften, thi Englene havde sat sig paa dem og vuggede sig i Søvn. Han slumrede ind."

Murino, som fortalte med en langsom, neppe hørlig Stemme, havde under Fortællingen lidt efter lidt skruet Lampen ned, saa at han nu kunde slukke den uden at Henriette mærkede det. Hun sad med lukkede Øine og lyttede snart til Musiken, snart til Fortællingen.

"Han slumrede saa sødt og smilede dertil, thi han drømte, at Englene bøiede Bladene ned til Jorden og svalede hans hede Barm med deres kjølige, luftige Arme, han stirrede ind i deres livsalige Øine og kyste deres røde Læber, da vaagnede han."

Murino holdt atter inde et Øieblik, men idetsamme taug Musiken, Henriette slog Øinene op. "Her er jo mørkt," raabte hun forbauset.

"Ja, Frue," svarede Murino roligt. "Lampen gik ud. Men hør nu: han vaagnede og saae, at det var en Klapperslange, der havde snoet sig om hans Bryst og med spillende Øine aad af hans blodrøde Hjerte."

"Fy!" raabte Henriette, idet hun gysende reiste sig og greb i Døren for at gaae.

"Vent et Øieblik endnu, Frue," svarede Murino og greb hendes Haand, "Slangen havde dræbt ham og da han vaagnede, stod han Ansigt til Ansigt med Englene. Han var" —

Henriette havde imidlertid mærket, at Døren var aflaaset. Med Forfærdelse stødte hun Murino fra sig, — dreiede Nøglen om og forsvandt gjennem det mellem Salen og Cabinettet liggende Værelse.

Murino kiggede gjennem den halvtaabne Dør, men da han saae, at Alle inde i Salen vare beskjæftigede med at complimentere deres Damer for sidste og engagere til næste Dands, og at saaledes Ingen under den almindelige Forvirring havde bemærket Henriette, slængte han sig igjen ned i Sophaen, tog en Svovlstik ud af en lille Æske og tændte Lampen, idet han mumlede: "fordømt! ikke en Eneste har seet hende. Hvorfor Satan stak jeg ikke Nøglen til mig og holdt hende, for at Alle kunde finde hende her ene med mig i et mørkt Værelse? Fordømt, nu maa Wilmot bort, om han saa skal rystes væk af Jordens Overflade. — Tossede Tøs! hvor herligt kunde Ilden her ikke have ulmet under Asken! Gamle, giv mig Frida eller jeg lader den med et Ord bryde ud i Flammer og vanærer Din Datter!" Murino hensank i Drømmerier over sit mislykkede Forsøg paa at compromittere Henriette og vækkedes først ved at Frederik traadte ind og ret venligt smilende satte sig ned ved Siden af ham.

"De er nok træt, Her Kammerjunker?"

"Ja, jeg dandsede ogsaa for voldsomt."

"Og nu sidder De her og hviler Dem ud paa Deres Laurbær. Naa! har De alene drukket Alt dette?"—

"Ja, afbrændt Rødvin er min Passion. Skænk mig et Glas! — Tak! — Lad os drikke Dus, min unge Ven, vi blive jo dog snart Svogre. — Saadan, heelt ud — Du morer Dig nok godt i Aften? jo, jeg har seet, hvor beskedent Du courtiserer den lille Møllerdatter! — Men hvad gaaer der af Din Ven, Frederik? han er ganske melancholsk!"

"Ja, det er han virkelig ogsaa undertiden."

"Herregud! er det ulykkelig Kjærlighed?"

"Nei," svarede Frederik smilende, "han har ingen Kjærlighed uden til sin Poesi og den er ikke ulykkelig."

"Hvad kan det da være?" spurgte Murino nysgjerrig.

"Aa, det er desværre hans Pengesager. Han skal hver Maaned betale en Jøde 20 Rbd. tilbage paa en Capital, han har laant hos ham til sin Bedstemoder. Det er nu lige netop de Lommepenge, han faaer af Grevinde Gyldenhjelm, men saa har han Ingenting til sig selv og til Bedstemoderen, og mine 3 Rbd om Maaneden forslaae jo ikke langt."

"Bedstemoderen? hvo er det? — hvorfor har han ikke faaet Understøttelse til hende hos Grevinde Gyldenhjelm."

"Ja det veed jeg heller ikke. Ludvig har fortalt mig, at han engang, strax efterat han var bleven Student, fulgtes med Wilmot i Buegangene ved Christiansborg Slot; her mødte dem en gammel Kone, som bad om en Almisse, men da Ludvig lavede sig til, for at give hende en Skilling, trak Wilmot ham hurtigt afsted med sig. Neppe vare de gaaede et Øieblik, før Wilmot under et intetsigende Paaskud gik fra ham og vendte om igjen, men Ludvig fulgte ham i Frastand og saae, hvorledes han omarmede den gamle Kone, tog hende under Armen og førte hende hjem til sig. Da jeg nu senere spurgte ham nøiere om Sammenhængen, fortalte han mig, at det var hans Bedstemoder og at han havde maattet laane denne Sum af Ben Ismail for at kjøbe hende en Plads i en offentlig Stiftelse, hvor han hver Løverdag besøger hende. Da jeg nu gjorde ham det samme Spørgsmaal angaaende Grevinden, lagde han Haanden paa min Mund, rystede paa Hovedet og talte ikke mere derom. Det maa altsaa være en Sag af stor Delicatesse men imidlertid har den foraarsaget ham mange Bryderier."

"Hvor boer den Jøde?"

"I Læderstræde paa en Quist. Men hvad nytter det?"

"Maaske dog," svarede Murino, idet han reiste sig, "men tael ikke til Nogen om det."

Et Quarteerstid efter forlod Murino Ballet og kjørte — ikke hjem, men til Kjøbenhavn.

Først Klokken fire om Morgenen tog de sidste Gjæster hjem fra Ballet. Ludvig laa med oprevet Halstørklæde og sov paa Sophaen i Dagligstuen; Frida sad ved Siden af ham og lænede sit Hoved op til hans Skulder, medens Werner, dampende paa sin Pibe sad i Lænestolen og smaalo af dem. Wilmot og Frederik gik Arm i Arm og passiarede med Cigarer i Munden oppe i Balsalen, medens Frederiksen paa en Stol pustede Lysene ud i Lysekronen og rakte Jomfru Knap dem. Henriette sneg sig sagte gjennem Salen, og lukkede forsigtigt Døren op til det lille Kammer. Lampen brændte nu klart; ængstelig saae hun sig rundt i Værelset og brast derpaa ud i Taarer, idet hun udbrod: "O Gud! lad dog det Menneskes Ondskab komme for en Dag! — o Tardow — Tardow!"

Da Frederiksen gik, stak Wilmot ham et forseglet Papir i Haanden med den utrykkelige Befaling, at han først maatte læse det næste Dag. Papiret indeholdt følgende:

"Min gamle, inderligt elskede Lærer!

"De har seet rigtigt; jeg har faaet et lidet Guldkors af min Moder, men fortæl det ikke! lad det blive min og Deres Hemmelighed! Nu seer Alt saa lyst ud for mig og før var det saa mørkt. — Efter min Bedstefaders Død flygtede jeg i min Fortvivlelse med en Skuespillertrup til Hamborg, for ikke at blive Landsforræder — men jeg blev Forræder mod min Bedstemoder. Fru Gyldenhjelm saae mig i Hamborg, da hun var der paa Tilbagereisen fra Italien. Jeg havde erhvervet mig et vist Ry ved min Udførelse af Dauphinens Rolle i Ludvig den 11te og dette satte mig i Forbindelse med den ædle Kone. Hun vandt min Fortrolighed; jeg fortalte hende, af hvad Grund jeg var flygtet, at mine Forældre vare døde, men jeg fortalte ikke, at jeg havde en Bedstemoder af Frygt for, at hun skulde opsøge hende og da forstøde mig ligesom min hele øvrige Familie, fordi jeg var — Bastard. Grevinden har adopteret mig, da hun kun har een Søn, og holdt mig i Kjøbenhavn for at studere. Der traf jeg atter min Bedstemoder. Halv vanvittig var hun flygtet til Kjøbenhavn for at søge mig og her — har hun sulten og tørstig vanket om paa Gaden som — Betlerske. Jeg traf hende; jeg laante 1000 Rbd. hos Ben Ismael for at skaffe hende en Plads i en offentlig Stiftelse — og nu har hun det godt og er lykkelig. Grevinde Gyldenhjelm har, jeg veed ikke hvordan, opdaget hele mit Forhold, tilgivet mig og for nogle Dage siden givet mig Penge til at betale Jøden med. Hun har endogsaa lovet, at forskaffe min Bedstemoder den Pension der tilkommer hende. Sorg og Bekymringer have pint mig, men nu elsker Frida mig — o! jeg er saa lykkelig. Brænd mit Brev, kjære gode Frederiksen og gjem min Hemmelighed til vi alle ere døde!

Deres hengivne Wilmot."


Næste Formiddag Kl. 11 sad Werner i sin Dagligstue og læste en Avis, medens hele det øvrige Huus paa Jomfru Knap nær laa og sov. Med Velbehag tænkte han tilbage paa den foregaaende Aften, og Smilet paa hans Læber vide, at Phantasien atter tryllede ham det skjønne Syn frem, da Wilmot og Frida dandsede. — Murinos Vogn sprængte ind i Gaarden og afbrød hans Tanker. Hestene skummede og stampede, som efter en voldsom Kjørsel. Werner reiste sig forundret, da Murino traadte ind og næsten med Taarer greb hans Haand. "Gudskelov! Alle sove endnu. Jeg kommer altsaa ikke for silde. — De veed, Her Pastor, at jeg har opgivet Haabet om Deres Datter Fridas Haand — men derfor ikke om hendes Lykke. — Den unge Herr Wilmot betroede mig i Kaadhed igaar Aftes, at han var forelsket i hende og at han idag vilde anholde om hendes Haand. Det var muligt, at De og hun i deres Overraskelse kunde have svaret "ja", og da — havde De givet Deres Datter, som De ikke vil betroe mig, i Hænderne paa en Skammelig. Trods den Agtelse, han burde bære for Grevinde Gyldenhjelm, hans Velgjørerinde; trods de Opoffrelser, hun af sit gode Hjerte gjør for ham, har denne Usling ved et tøilesløst og udsvævende Liv styrtet sig i en uhyre Gjæld. Igaar Aftes vilde jeg Intet sige — thi jeg taler aldrig uden Bevis, men her er det — Gjældsbreve fra Jøden Ben Ismael — som jeg har indløst af Medlidenhed med den stakkels Djævel."

Werner greb dem mekanisk, saae stivt paa dem og hans Faderhjerte slog tungt. "Og mine Sønner?"

"Ere maaske heller ikke rene. Men deres Hjerter ere gode og derfor maa De stræbe at redde dem, inden de synke saa dybt, at Tilbageveien er umulig. Ræk dem Haanden og løs dem fra denne Ven, der ellers trækker dem med sig i Fordærvelsen. Allerede idag maa han ud af Huset."

Wilmot traadte ind fra Spisestuen; han blev noget forandret ved at see Murino, men efter et Øiebliks Taushed havde han fattet sig og bad Werner om en Samtale i Eenrum.

"Jeg veed, hvad De vil," svarede Werner koldt og fortsatte derpaa lidt hidsigt, "men det bliver der Intet af. — Jeg kjender Deres hele Forhold og har De beplettet mine Sønner, skal De ikke oftere faae Leilighed dertil. — Hvis De nærer en virkelig sand Følelse for min Datter, saa drag Dem den til Indtægt og lad den vise Dem den rette Vei i Livet. — I mit Huus — det giør mig ondt, jeg holder meget af Dem — men jeg ønsker ikke længer at see Dem her."

"O! min Fader, min Fader! dersom Du saae mig i dette Øieblik, vilde Du græde Blod," hviskede Wilmot og var nærved at synke om.

Idetsamme styrtede Frederiksen ind af Døren med Testamentet i Haanden. "Her er Testamentet, Deres Velærværdighed," raabte han jublende, "og her er Manden. O! min kjære, kjære Harald, lad mig trykke Dig til mit Bryst."

"Gamle, taabelige Nar," udbrød Wilmot med den dybeste Fortvivlelse, "see her Frugten af Din Gjerning! Hvorfor tav Du ikke? — Han har nægtet mig sin Datters Haand — han har forspildt mig sine Sønners Venskab — ja han har vist mig bort fra sit Huus, fordi jeg er — Bastard."

"Intet Hykleri min unge Herre! De veed meget godt, at man i vore Dage er hævet over slige Latterligheder. — Dette Testamente gjør Dem til en meget rig Mand og sætter Dem istand til endnu en Tid lang at fortsætte Deres Udsvævelser. — Nu kan De selv betale Ben Ismael Deres Gjældsbreve, men jo rigere De er, desto farligere er De ogsaa."

"Er De rasende, Deres Velærværdighed," raabte Frederiksen. "Han udsvævende — han er min Sandten renere end baade De og jeg. Han laane Penge af Ben Ismael, for at svire dem bort — saa læs da selv dette Brev, jeg fik fra ham i Aftes."

Medens Werner læste Wilmots Brev, snappede Murino ham Testamentet ud af Haanden og kastede det ind i Kammen. Frederiksen sprang til og greb ham om Armene, men Testamentet flammede allerede.

"Aa! Skurk, det nytter Intet. Procuratoren har ogsaa eet."

En ligbleg Farve lagde sig ved disse Ord af Frederiksen over Murinos Ansigt; hans Øine flammede, men sank ind i Hovedet, han vaklede henimod Døren. Næste Dag begav han sig til sit Gods i Slesvig.

Werner tog Wilmot i sine Arme og en Taare trængte sig frem i hans Øie. En halv Time efter var hele Familien forsamlet om det unge Brudepar.

Frederiksen var imidlertid fløien ud i Kjøkkenet, hvor han under en uhyre Jubel omfavnede og vel tusinde Gange kyssede Jomfru Knap, inden han lagde Mærke til, at han uophørlig raabte: "Jomfru Knap, jeg elsker Dem." Hans Forlegenhed vilde lige til at vende tilbage, da Jomfruen med Inderlighed gjengjældte hans Kjærtegn og sagte hviskede: "Der kan man see, det betød dog Noget, at jeg kom til at staae ene i Stuen Juleaften med et Lys i Haanden — ja, ja — Gud velsigne Dem, Herr Frederiksen."