Herrens Dag

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






Herrens Dag.

 
Alt bli'er saa stille, saa rædsomt stille;
See, Solen sluges af bælmørk Nat!
Ei længer fløiter en Fugl sin Trille.
Det bli'r saa stille, saa rædsomt stille,
5 Thi Dommens Time sig nærmer brat!
Ei Bølge bruser, ei Storm sig vaander;
Hver Blomst indskrumpes til vissent Halm;
Forfærdet Menneskets Slægt indaander
Den tunge, lumre, fortærende Qvalm.
10 Hvert Haar sig reiser, og Syndren vrider
Paa Blodskamsleiet sin klamme Haand;
Høit galer Hanen, og Hunden slider
Med Hyl og Stønnen i Lænkens Baand; —
 
    Da toner et Brag,
15     Som tusindfold Torden!
    Det gyser i Jorden
    Med Krampeslag;
    Hver Ørhinde brister;
    De muldnede Kister
20     Skeletter opspye.
    Ak! hvor skal de flye,
    De jamrende Sønner
    Og Døtre af Støv?
    Med Eder og Bønner
25     De hvirvles som Løv!
    Frem styrte af Skoven
    De hylende Dyr;
    Fra neden og oven
    Sig Braget fornyer;
30     Med Hvaler og Snoge,
    Og Tudser og Frø'r,
    Som Bejkjedler koge
    De oprørte Sø'r;
    Og Afgrunde gabe,
35     Og Skovene rave
    Mens Indvolde vælte
    Af Jordens Bug;
    Og Bjergene smelte,
    Og vakle og vælte
40     Og hvirvles som Fnug! —
 
Brat Larmen tier, og Chaos strækker
Sig atter ud som et Kæmpeliig.
Basunen vældig de Døde vækker:
I Dybet Knoklerne røre sig;
45 Og hundred' Seclers hendøde Slægter
Fremmyldre af den uhyre Grav.
Hver Sjæl at tælle, hvo mon det mægter?
Det er som Sandskorn i Verdenshav!
Her vrider Kain de blodrøde Hænder,
50 Hist skjælver Ludvig den Ellevte;
Hiin paa det djævelske Blik jeg kjender, —
Ja, Du er Nero! Fordømte, vee!
Hvad hjælper nu Eders Bødelskare?
Den kan ei vogte Jer Krone meer!
55 Hvad vil I nu Eders Offre svare;
Naar Eder høit de forbande her?
Du Gnier hist, som paa Guldet slæber,
Ei fri Dig kjøber din Pengesæk!
For Alvor nu Du, o Hykler! flæber,
60 Thi Masken listed' Dig Døden væk! —
Med krumme Rygge og Skaldepander
Vellystens Sønner har glemt hver Brand.
I broget Mængde sig Alle blander:
Hist Rolf og Vigo, hist Alexander,
65 Og Lazarus ved den rige Mand.
Tys, da tier Suk og Jammer,
Ængstlig lytter hver en Sjæl;
Thi i Torden og i Flammer
Bruser frem Ithuriel;
70 Atter høit Basunen klinger;
I hans Haand er Retfærds Vægt;
Luesværdet høit han svinger;
Heelt Cherubens Kæmpevinger
Dække den opstandne Slægt;
75 Stort er Øiet, mægtigt Lokken
Strømmer fra hans Isse ned;
Taus uddeler han til Flokken
Straf og Dom for Evighed.
Intet Jammerskrig han hører;
80 Ingen Bøn den Høie rører.
Med sit Spyd paa Helvedsport
Banker han, og op den farer:
Syndernes fortabte Skarer
Sluges brat af Svælget fort!
85 Lucifer, med Skoggerlatter,
Lukker Helvedsporten atter,
Op mod Himlen gaaer et Vift,
Fra dens Pøl, med Dybets Gift.
Gysende, foruden Mæle,
90 Staae de lutretrene Sjæle;
Da, o underfulde Syn!
Øiet blændes som af Lyn!
Saligt gjennem Rosenluer
Ind i Himmerig det skuer!
95     Hvor Jehova, i sin Glands,
Smiler fra sin Fadertrone!
Tusind Seraph-Harper tone!
Og en deilig Liljekrands
Springer af hver Tornekrone!


PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.