Hertugen/2
II.
Hvem Drengen "Lavs's" Fader var, vidste Ingen. Hans Moder var et stakkels aandssvagt Fruentimmer, uægte Datter af en fyrretyveaarig Husmandsenke og en tyveaarig Karl. Siden sin første Ungdom havde hun "levet paa Sognet." Fattigvæsenet havde lejet hende i Kost hos en "jordløs" Husmandsfamilie. Hun var som sagt meget dum, men Hænderne sad ikke saa galt paa hende. Hun strikkede hurtig, var flink til at karte Uld, og det var der Noget at tjene ved i gamle Dage. Hun var tavs, godlidende og villig, saa Sognets Folk led hende godt og skaffede hende saa megen Fortjeneste, at hun bjergede Føden "til en Orden", som hun sagde.
En skjøn Dag fødte hun et Barn; men, hvis Folkene, hun boede hos, ikke i Tide havde opdaget hendes Tilstand, kunde det let være blevet en Fødsel i Dølgsmaal, thi hun havde ikke sørget for Noget og havde kun med et tavst Grin svaret paa alle Spørgsmaal. Hun havde set godt ud, var velvoxen og fyldig med en rig hørgul Haarvæxt, og i det Ydre røbedes hendes Aandssløvhed kun af de stive, lyseblaa Glasøjne, der altid saâ ud over den, hun talte med.
For Retten erklærede hun bestandig paa Spørgsmaalet om, hvem Barnefaderen var:
"Ded ka' je'tte sige Novet til."
Det nyttede ikke, at Birkedommeren opbød al sin Skarpsindighed; "Karte-Mette" bed sig fast i den Sætning, og, enten Birkedommeren snakkede ondt eller godt for hende, fik han det samme Svar:
"Ded ka' je'tte sige Novet til."
Under Forhørets videre Gang fremkom kun følgende intet oplysende Fakta frem.
Karte-Mette havde kjørt til Marked med Husmandsfolkene, hun boede hos, til den nærmeste Kjøbstad. Der var hun bleven borte for dem paa en Karrousselbane, hvor de havde set hende kjøre rundt med en Herre med høj Silkehat, men som Ingen kunde oplyse hvem var. Saa var Husmanden, der var bleven noget anløbet af de forskjellige i Dagens Løb indtagne Snapse, kommen i Klammeri med sin Kone. I indbyrdes Skjænderi havde de begivet sig ned paa Markedet og havde truffet den Boelsmand, hvis Kjøretøj havde befordret dem til Kjøbstaden. Han og Husmanden havde drukket videre. Husmandskonen var stadig i yderste Forbitrelse og glemte rent Karte-Mette. At de fulde Mandfolk slet ikke tænkte paa hende, er indlysende. Konen kunde den næste Dag ikke begribe, hvor Mette var bleven af. Først sent ud paa Aftenen kom hun spaserende. Konen spurgte hende ud, men fik kun til Svar:
"Jeg har aget i en Vogn med Ruf paa, hi, hi, hi."
Og det gjentog hun lige saa ufortrødent, som hun senere gjentog den ovennævnte Frase for Retten.
Og Husmandskonen sagde til Birkedommeren:
"Ded ku' ju'tte nytte at Spørre hende vidtløvtigere yd, for hun er ju tov'lig og ka'tte lægge Novet yd for Noven."
Saa havde Husmandskonen rigtignok bemærket, at Mette ganske mod sin Sædvane havde gaaet og sunget "noget farligt Vrævl", og det var bestandig det Samme:
Og hvis du vil vide, hvor Kjærligheden gror.
saa er det i en yndelig Havge.
men "ded ha'de hun itte obselveret videre paa, ikke," … og saa varede det jo noget, inden hun "obselverede, at Mette var kommen skidt afsted," og saa gik'et jo, som det gik."
Drengen, der blev kaldt Lars, kom naturligvis paa Sognet, der nu betalte baade for ham og Moderen hos Husmandsfolkene. Men Husmandskonen beklagede sig over, at Karte-Mette "havde slavet sig paa Vidtløftighed." Husmandsfolkene vogtede sig vel for at tage hende med til Marked, men, naar hun saâ sit Snit, gjorde hun sig usynlig. Det var ikke Husmandsfolkenes Lejlighed at anstille omhyggelige Efterforskninger, og, da Mette gjerne kom tilbage efter faa Dages Forløb, brød de sig efterhaanden lidet om hendes Udflugter, og det var aldeles unyttigt at spørge hende, hvor hun havde været henne, thi hendes Svar var altid det samme som det, hun i sin Tid gav Birkedommeren:
"Ded ka' je'tte sige Novet til."
Husmandsfolkene undlod naturligvis ikke at besøge Markederne i Kjøbstaden, naar de kunde faa Plads paa en Gaard- eller Boelsmands Vogn. Saa blev Karte-Mette og hendes Dreng betroede til nogle Indsidderfolk. Drengen vogtede de paa, men Moderen lod de løbe, hvorhen hun vilde. Hun brød sig slet ikke om Drengen, kjærtegnede ham aldrig og brød sig ikke om, at han fik Hug af Plejefaderen, naar han var fuld. Naar Husmandskonen tog Lars i Forsvar, og det kom til haandgribelige Scener mellem Ægtefolkene, grinede Mette og forholdt sig ganske nevtral.
Det var ved Sankt Hansdagstider, da Mette og hendes Dreng paa Grund af Husmandsfolkenes Markedsrejse en Gang vare under Indsidderfamiliens Opsyn. Mette løb sin Vej som sædvanlig. Siden var der Folk, som paastod, at de havde set hende paa Markedet ved Karrousselbanen og foran et Kagetelt.
Næste Morgen blev Drengen bragt Husmandskonen af Indsidderkonen med de Ord:
"Mette er yde og løve … hæ hæ."
Og begge Konerne lo helt lystig og tænkte ikke større over den Ting.
Men der gik to, der gik tre, og der gik fire Dage, der kom ingen Mette. Husmandskonen blev bange for "ded sælle Kræ", hun gjorde jo ikke nogen Fortræd, og, var hun kommen noget til, saa mistede Folkene jo de fyrretyve Rigsdaler om Aaret, som Sognet betalte for Mette.
Husmandskonen fik sin Mand drevet op til Sognefogden; denne gik til Birkedommeren, og Undersøgelser blev satte i Gang. De gav følgende Resultat.
En rødlig straalende Sommeraften, der forgyldte Randene af Bladene paa en hvidlig Pil og en brunlig Hyld ved Randen af et Kær midt inde paa Marken, fandt de udsendte Folk Mettes Lig tæt ved Kærets Bred paa knap en Fods Vand. Forelaa der et Selvmord? Det var umuligt at faa Vished derom. Ingen havde set Mette siden paa Markedet, og de Vedkommende vare ikke en Gang sikre paa det.
Der laa Mette, hel kjendelig endnu. Hendes store hørgule Haar havde opløst sig og bedækkede som et indfiltret fugtigt Net hele hendes Overkrop. Ind mellem Haarene havde mørkegrønne Siv flettet sig. Hendes blege Ansigt var roligt som et sovende Barns, og nu, da ingen Grimace fortrak det, gjorde de store stille Linier et højtideligt, man kunde næsten sige monumentalt Indtryk. Hendes Træsko vare gaaede til Søs; de nøgne Fødder stak oven over Vandet og skinnede marmoragtig i Aftensolen. Tæt ned over Liget svajede Pilens og Hyldens Grene, de nederste Blade strejfede sagte det brune Vand.
"Ded er dog det pænneste Lig, jeg noven Tid har set," sagde Husmandskonen, som var fulgt med Manden fra "Kantoret" og først afbrød disses officielt-højtidelige Tavshed ved at snyde sin Næse og tørre sine Øjne i sit Forklæde. Og hun tilføjede i "den læsende Tone, hvormed Almuesfolk paa Landet stræbe at give deres Tale Højtidelighed:
"Hun er ligefrem smok og nysselig, som hun der ligger og er hensovet i Salighedens Paradis."
Da Konen kom hjem, kjærtegnede hun den lille Lars, der den Gang var fem Aar. Hendes Mand blev saa rystet ved, hvad der var sket, at han strax søgte hen til Kroen, drak mange Snapse og fortalte med grædende Taarer Historien til de andre Krogjæster. Men, da han kom hjem, pryglede han Konen, fordi hun ikke havde passet bedre paa en Løsøregjenstand, som altid var 40 Daler værd om Aaret.
Og efterhaanden som Savnet af de 40 Daler blev føleligt, køledes ogsaa Husmandskonens Kjærlighed til Lars, især da det, efterhaanden som han voxede til, blev tydeligt, at han var "taav'lig" ligesom Moderen. Nu blev Prygl hans Paalæg paa de smørløse Rugbrødsstumper. I Skolen vilde ingen Lærdom bide paa ham; de andre Børn drev Jux med ham; han besvarede Spotten, naar den gik over en vis Grænse, ved Spark med Træskoen og med Stenkast, og saa fik han Prygl af den gamle Degn, der var ubekjendt med ethvert andet pædagogisk Supplement til Lærebog, Bibelhistorie og Katekismus. Af disse Discipliner forstod Lars ikke et Ord. Han kunde til Nød lære nogle Bibelsteder uden ad, men hvor meget han forstod af dem, viser følgende Exempel:
I Overensstemmelse med sin sædvanlige Examinationsmethode slog Degnen en Dag med sin lange Pegepind et Slag hen mod Retning af Lars og sagde: "Lars … Nøjes med det, I have, thi …"
Lars fortsatte temmelig tungerap.
"… Herren haver selv sagt: Jeg vil ikke hugge Haanden af dig og ingenlunde forlade dig."
Degnen afbrød ham, og Pegepinden bearbejdede Lars's Ryg.
Heldigvis fik den gamle Degn sin Afsked, og en yngre, fornuftig Lærer kom i hans Sted. Han saâ strax, at Lars ikke kunde lære Noget. Men han var god ved ham; det indvirkede paa de andre Børn, saa de lod den hvidhaarede Dreng nogenlunde i Fred.
Da han saa var bleven en halv Snes Aar samtidig med, at Kammerraaden paa Møllegaarden blev Sogneraadsmedlem, tog denne ham hos sig paa Gaarden og brugte ham til at vogte Gæs. Han gav Husmandsfolkene en skrap Irettesættelse, fordi de havde behandlet Drengen saa daarlig. Konen græd, som hun var pisket, baade over Kammerraadens Skjænd, og fordi hun skulde af med "Lav's" — "for i den sidste Tid havde der jo ikke været novet undt Sind i Drengen, og 30 Daler var jo ogsaa Penge, men ded var li'e godt itte nok, og, hvor tosset Lav's end var, saa var det rart at se ham gaa og nørke om," naar hun sad alene, og Manden var paa Kroen eller laa og sov Rusen ud i Sengen, der om Natten maatte rumme dem alle Tre.