Hertugen/3
III.
Paa Møllegaarden førte Lars et sorgfrit Liv. Han fik al den Føde, han vilde have, havde ikke mere at bestille, end han kunde overkomme, og det Sjov, som Karle og Piger drev med ham, havde i Regelen en ret godmodig Karakter. Naar man snakkede godt til ham, var det en skikkelig Dreng, der efter ringe Evne udrettede, hvad man forlangte af ham. Saa meget diplomatisk Begreb havde han, at han vænnede sig til at le med, hver Gang de Andre lo ad ham, og de faa Skub og Stød, der en enkelt Gang faldt af, naar han havde gjort en Dumhed, forulempede ham ikke stort; han var vant til at faa ganske anderledes mange "Tæ'sk", og, hvis han ellers gjorde sig nogen Tanke i den Anledning, har han sagtens betragtet Sligt som en billig Told, der maatte betales af de Portioner Mælkemad, Flæske- og Fedtebrød, som saa rundelig undtes ham.
Sit Øge- eller Kjælenavn, "Hertugen", havde Lars faaet paa Grund af den Dragt, vi har set ham i. Dermed var det gaaet saaledes til.
En Sommer kom Kammerraadens Broder, en gemytlig gammel Pebersvend af en kjøbenhavnsk Manutakturhandler, i Besøg paa Gaarden. Han fandt "Lav's" uhyre gemytlig og sagde altid kjøbenhavnske Brandere til ham. Drengen forstod ikke et Ord af dem, men han lo, saa det klukkede i ham, sagtens fordi han fandt, at det var noget forfærdeligt Sludder, vel ogsaa af Snildhed, fordi en af de faa Erfaringer, der havde prentet sig i hans Hjerne, var den, at Folk var bedst ved ham, naar han lo. Næste Jul, da "Grossereren" kom derud, var han lige gaaet ud af Borgervæbningen, i hvis Infanteri han længe havde tjent i Egenskab af Lieutenant. Han tog sin allerede i 1849 aflagte røde Uniformskjole med, for det kunde være "grinagtigt" at pynte "Lav's" med den. Grossererens Vittighed gjorde stor Lykke blandt Besætningen, selv hans Broder, Kammerraaden og Alvorsmanden, trak lidt paa Smilebaandet, da han saâ sin Svinedreng i den forhenværende Nationalgardistuniform. En af Gaardens Piger sagde til Drengen:
"Nu er Du bleven Hertug af Augustenborg, Lav's."
Fra den Dag af hed Lars "Hertugen" og blev kjendt i Sognet under det Navn. Borgeruniformen var nu Lars's daglige Dragt Vinter og Sommer, i Slud og i Solskin. De blanke Knapper bleve dunkle, og deres Tal formindskedes, Epaulettestroppernes Guldtraad flossede op og falmede, det højrøde Klæde fik Pletter af alle Slags Farver, som dog efterhaanden alle bleve sorte, men det var godt og stærkt Klæde, og nu, da Drengen havde baaret Snipkjolen i næsten tre Aar, holdt den dog sammen i de fleste Sømme. I den første Tid var Lars saa glad ved sin straalende Dragt, at han sov med den i en Baas i Kostalden; thi, endskjønt en Brædeseng, forsynet med Halm, Blaarlærreds Lagen og forsvarlig Overdyne, var slaaet op til ham i Røgterens Kammer, foretrak Lars en Baas, der enten var tom eller blot var besat af en eller to mindre Kalve. Lars elskede alle Gaardens mindre eller ringere Dyr: Smaakalvene, Smaagrisene, Fjerkræet og Bindehundene; men Hestene, Storkvæget og Kammerraadens to Jagthønsehunde brød han sig ikke om. Han havde en bestemt Fornemmelse af, at de hørte til et højere Trin i Samfundslaget end han; han gik uden om dem med en lignende Skyhed som den, han følte, naar han mødte sin Husbond, hans Gjæster, Husjomfruen, Møllersvenden, Avls- og Staldkarlen.
Der var ikke mindre end tre Bindehunde paa Gaarden: en stor hvid Køter ved Hovedporten, en stor brun ved Tofteporten og en stor sort ved en Trappe, der førte til en Dør oppe i Møllehuset ud mod en Trekant af Gaardsrummet, dannet af den lave Stuehusfløj, Møllehusets Bagside og den gjennemløbende Møllerende. Alle tre havde de pjuskede, stride, lidt uldagtige Haar og opstaaende korte, vrede Øren. Den sorte ved Mølletrappen har Navnet "Morian", almindelig udtalt "Maarjan", og hele Gaardens Besætning var enig om, at det var et galt, ondsindet Asen. Selv Møllersvenden smøgede sig saa tæt som muligt op i Hjørnet bag Trappen, naar han skulde passere Morians Hundehus, og Køteren undlod heller aldrig at vise ham hele sit hvide og spidse Tandapparat og at gø, som Himlen skulde falde ned, medens Fraaden drev ned fra dens laskede Mundvige. Men Lars stod paa en udmærket Fod med Morian. Naar han kom til den, enten han saa bragte den Mad — en Forretning, som vedkommende Pige med Fornøjelse overlod ham — eller han kom alene, vexledes der de varmeste Venskabsytringer mellem Lars og Morian. Køteren rejste sig paa Bagbenene og strakte Forpoterne imod Drengen, afvexlende hvæsede den hæst som en Gase, peb som en lille Gris, alt mens dens Halestump spillede som en Snogetunge. Og Lars gjengjældte dens Kjærtegn ingenlunde paa nogen sentimental Maade, men ved at gjø og hvæse efter den, ved at lægge sin Haand mellem dens Tænder og daske den forsvarligt over Krydset. Saa væltede de sig i Støvet eller Pløret foran Hundehuset, saa kreb Lars ind til den, snoede Lænken flere Gange om dens Hals, pustede den ind i Næseborene, øste Vand med Haanden af Møllerenden, naar der Vandstanden var saa høj, at han kunde naa det, og smed det i Ansigtet paa Morian, der i det højeste missede lidt gnavent med Øjnene og nøs. Om Sommeren i de lyse Aftener, naar han var færdig med sit Arbejde, besøgte han ufravigelig en af Bindehundene, dog hyppigst Morian, og delte sin sidste Syltemælksstumpe med den.
Efterhaanden blev Hertugen i en ganske særegen Grad hjemme paa Gaarden. Han havde en sær Lyst til at færdes allevegne, helst stjaalent og muttersene. Kunde han se sit Snit, luskede han ind allevegne, hvor der var tomt for Mennesker. Snart listede han sig op paa Udbygningens Lofter og klavrede om paa Bjælkeværket, snart krøb han soppende gjennem Møllerenden ind i den Længe, hvorunder den løb, og bekrammede sagte Værktøjet i Huggehuset eller tog sig en lille Siesta i Halmen. Havde Pigerne forladt Kjøkkenet eller Mælkestuen, kom Hertugen listende ind, saft sig om med nysgjerrige Øjne og med Tungen i den ene Mundvig; var Karlene ikke i deres Kammer, krøb han ind under af deres Senge og undersøgte hensigtsløst Gulvets Brolægning, men aldrig stjal han saa meget som en Mundfuld Mælk eller en Brødkrumme. Saâ han Kammerraaden og den Landvæsenselev, der gjorde en Slags Underforvaltertjeneste, kjøre ud, vips — smuttede Hertugen gjennem et aabent Vindue ind i Stuehuset. Her gjennemløb han frygtsomt og aandeløst alle Værelserne uden at vove rigtig at fæste Blikket paa nogen at de mange forunderlige og ubegribelige Gjenstande, han fandt der — og vips ud igjen gjennem et andet aabent Vindue. En enkelt Gang opdagede en Karl eller en Pige ham paa slige Expeditioner, og Opdagelsesiveren lønnedes da med et Rap eller et Ørefigen; men det skræmmede ikke Hertugen: i Morgen begyndte han, hvor han slap i Dag.
Saaledes henrandt nogle sorgløse Aar paa Møllegaarden. I Skolen led han intet ondt, thi den nye Skolelærer havde opgivet at faa nogen Lærdom til at bide paa ham. Men, da han skulde nyde Konfirmationsforberedelse hos Præsten, véd vi jo, hvorledes det gjentagne Gange gik ham. I Præstetimerne sad han med taarefyldte Øjne og ildrøde Kinder — af kvalt Latter. Præstens prækende og docerende Tone, Børnenes stødvise, rhythmiske Fremplapren af Psalmevers, de mange underlige Ord i Lærebogen og Katekismen, til hvilke Hertugen lige saa lidt kunde fæste en Forestilling som til den kjøbenhavnske Grosserers Brandere, maa have forekommet ham saa urimelige eller pudserlige, at Skoggerlatteren meldte sig med frygtelig overvældende Magt hver Time. Nu var han bleven "vist ned" for tredie Gang. For Kammerraaden var det en liden Klik paa Gaardens gode Ry, at dens Svinedreng ikke kunde blive konfirmeret.