Hertugen/4
IV.
Det Herligste, Hertugen nogensinde havde oplevet, var vederfaret ham en Efteraarsdag for et Aarstid siden.
Der var Marked i Kjøbstaden — Mortensmarked hed det — og en Del af Gaardens Folk vare tagne derop. Blandt de tilbageblevne var ogsaa "Frøkenen", Kammerraadens eneste Datter. Hende havde Hertugen aldrig brudt sig om; hun kom jo ikke ham ved; i det højeste havde han et Par Gange Skoggerlét, naar han saâ hende pyntet, thi alle de Sløjfer, Baand, Blomster og Garneringer forekom ham lige saa latterlige eller urimelige som de underlige Ord i Lærebogen eller Katekismen.
Det var sent paa Eftermiddagen; det Gule i Lyset var ved at blaane. Hertugen laa inde hos "Maarjan" og delte sin Midaftensmad med ham. Pludselig glemte den sorte Køter sin Madglæde for sin Embedspligt eller Menneskekjendskab eller, hvad man vil kalde det. Pokker tog ved den ud af Huset og den istemte en rasende Gøen.
Lige over for Hundehuset, hinsides Møllerenden var Indgangen til Haven. Gjennem Gitterlaagen saâs strax til venstre en Bænk under en Lind. Der sad Frøkenen, men hun var ikke ene. En Mandsperson. som Hertugen nok kunde se var "kjøbstadklædt", holdt hende om Livet, og hun lænede Hovedet op mod hans Bryst. Parret syntes hverken at høre eller se Noget omkring sig, thi Morians Spektakel anfægtede det ikke. Det sad fast sammenslynget og ubevægeligt.
Hertugen blev kjed af Morians Vrøvl og raabte højt:
"Ka du'tte hulde din Kjæve i, dit Utuske!"
Ved Lyden af en menneskelig Stemme fôr de To op og slap hinanden. Lindetræet dryssede et af sine fugtige gule Blade ned; det klæbede sig fast paa Pigebarnets røde Kind. Begge saâ sig spejdende om og opdagede tilsidst Hertugens Haartot i Hullet paa Hundehuset.
Da det var den sølle Idiot, spredtes begges Angest, og den bratte Stemningsovergang medførte en glad Latterduet. Hertugen grinede med, saa Hundehuset rystede samtidig med, at han spiste paa sin Rugbredsrundtenom.
"Kan du lide at faa Mad?" spurgte Frøkenen ham.
Drengen blev ved at grine uden at svare.
Den "Kjøbstadklædte" gjentog hendes Spørgsmaal med en myndig Betoning, der røbede, at han maatte være Avlsforvalter eller dog være vant til at kommandere paa Landet. Hertugen havde Følelsen af, at her maatte han lystre, og sagde:
"Ded er li'egodt ded bedste, jeg kjender."
Frøkehen aabnede hastig Havelaagen efter at have sagt et Ord til den Kjøbstadklædte og løb afsted, saa Skjørterne susede om de fine hvidstrømpede Smalben, og Hattebaandene flagrede som Vimpler efter hende. Efteraarsduggens Draaber stod i hendes rebelsk krusede Hovedhaar som blinkende Kvægsølvsperler i den blaalige Aften. Hun smuttede om Stuehusets Hjørne. Den "Kjøbstadklædte" blev staaende i Haven og tændte Ild paa sin Cigarstump, som Kjærligheden havde hindret ham i at passe.
Faa Minuter efter susede Frøkenen atter om Hjørnet og vinkede ad Hertugen. Han blev liggende ubevægelig i Hundehuset. Det var hans Stolthed at vise sig ulydig over for "Fruentømmer" og overhøre deres Befalinger.
"Herut med dig, Dreng!" lød det fra Haven fra den "Kjøbstadklædte".
Nu lystrede Hertugen og kreb ud paa alle fire som en stor Skrubtudse.
Frøkenen holdt et stort, mægtig stort, æggegult Stykke Søsterkage ud imod ham. Graadigheden gav Hertugen Vinger. I et Sæt var han over Møllerenden paa de bare Ben. Det Spring havde han aldrig vovet før; en slig Prisbelønning eggede til en slig Bedrift. Han snappede Kagestykket i en Fart, som om han frygtede, at Gaven skulde tages tilbage, hvis han tøvede, løb et Stykke, saâ over paa Morian, betænkte sig et Øjeblik, men saa maa sagtens Pligtfølelsen mod ham selv have besejret Pligtfølelsen mod Næsten, thi han gav sig til at spise af Kagen uden at ænse sin lænkede Vens fortvivlede Spring i Lænken hen imod ham.
"Saadant et Stykke Kage skal du faa somme Tider", sagde Frøkenen, "hvis du tier stille med …" og hun gjorde en Bevægelse med Hovedet hen mod Manden, der stod i Haven.
Og Frøkenen holdt Ord. Lars følte ikke Spor af Trang til at meddele, hvad han aabenbart heller ikke forstod hvad var; men Tributen for Tavshed modtog han, uden i nogen Maade at genere sig, snart i Form af Søsterkage, snart af Sandkage, snart af Hvedebrød.
Pludselig ophørte den hele Herlighed. En skjøn Dag, mens Hertugen havde Noget at bestille. kjørte Frøkenen bort. Samme Aften mærkede Hertugen nok i Borgestuen, at Folkene ved Nadverbordet stak Hovederne sammen og nævnede "Frøkenen" flere Gange, at Nogle fniste, at en Karl sagde, "at Manden var altfor galhovedet", at en Pige hævdede, at "Forvalteren paa Løvegaard jo var et ræjtig pænt Menneske", at en anden Pige paastod, at "han var en faarlig Rad etter Pigerne". Men Hertugen var ikke stærk i at uddrage Følgeslutninger og følte først, hvad der var sket, da Kagerne og Hvedebrødet udeblev Dag efter Dag.
Og han skottede nu Dag efter Dag til Vinduet i Frøkenens Kammer, som vendte ud til den lille Trekant ved Møllerenden, hvor hans anden Ven, Morian, jo ogsaa havde sit Stade. Dette Kammer havde Hertugen stjaalet sig til at gjennemsnuse et Par Gange. Drengen saâ det Glas med Blomster i, som plejede at staa i Karmen, saa længe Blomster var til at opdrive, men det var bestandig de samme Blomster, og efterhaanden opdagede han, at de hang visne og farveløse ud over Glassets Rand. Saa fandt han de sørgelige Blomsterruiner en Morgen liggende paa jorden udenfor Vinduet. Hertugen gav sig til at græde. Det var længe siden, han havde grædt, thi det var længe siden, at Hug bed paa ham. Han sankede Blomsterne op, saâ paa dem, mens han snøftede af Graad, stak dem i Baglommen paa sin forhenværende Borgerofficersuniform, krøb ind i Hundehuset til Merian, græd en god Stund og tørrede sine Øjne i Køterens lodne Pels. Han lukkede Øjnene. En Stabel af Søster-, Smør- og Sandkage rejste sig foran ham, og over den svævede en hvid, ganske renvasket Haand med hvide Neglerande, Noget, Hertugen kun havde opdaget paa en eneste af de Hænder, han havde set i sit Liv.
Han hverken turde eller gad spørge, men lyttede mere end nogensinde efter, hvad Karle og Piger snakkede om i Borgestuen. Det havde hidtil været ham den ligegyldigste Sag af Verden. Han havde sjælden forstaaet eller i al Fald ikke brudt sig om at forstaa deres Tale.
"Nej, Forvalteren paa Løvegaard ejer aldrig en "enigste" Skilling", bemærkede Mads Røgter en Aften, "saa det er jo en rimelig Ting, at Manden sender hende væk, naar hun bliver ved at være gal efter ham. Og — se — at … inde i Kjøbenhavn er der jo manne rige "Grossere" og saadan novne; ka'ske hun i Tidens Løb kan faa Lyst til saadan En; ded var jo da meget bedre, var 'et, ja Gu' var 'et da saa."
"Nej, Gu' var 'et da ej," bemærkede Bryggerpigen, en ung stærk Pige paa et Par og tyve Aar, "man skal ta' den, man har Sind til."
"Aa Sludder", bemærkede Mads med en verdenserfaren Mands Foragt for ungdommelig Romantik.
Hertugen var snart sytten Aar og havde levet saa meget mellem Karle og Piger og Kreaturer paa Gaarden, at det Erotiske i sine laveste Former ikke var ham noget Ubekjendt. Han forsøgte virkelig ogsaa at overføre sine Erfaringer paa Frøkenen, men blev helt bedrøvet eller arrig over de Forestillinger, der dukkede op under hans tykke Hjerneskal. Han smøgede sig ud i Gaarden, tog de visne Blomsterstilke ud af Baglommen, krammede dem sammen til en Klump, smed dem ned i Møllerenden, græd og stampede i Brostenene, arrig som en Trold. Han rensede ikke Morians Tilværelse. Tanker, der vilde frem, væltede sig uformelig i ham. Han kunde ikke komme til noget andet Resultat, end, at hvis Forvalteren paa Løvegaard kjørte forbi paa Vejen, vilde han skjule sig bag Møllesøens Stendige og "stritte" en Sten efter ham.