Hjemkomsten

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning


Hjemkomsten

Solen skinnede paa den regnmættede Jord, der var Stærefløjten i Haven og Lærkesang over Markerne. Vintergækkene i den skyggefulde Krog nede i Præstegaardshaven stode endnu friske og tittede forundrede hen paa de hvide Anemoner i den lille Lund, hvortil Laagen netop stod aaben.
En ung, landlig klædt Pige sad paa en Grenebænk og strikkede. Hun lyttede ikke efter Fuglesangen og saae næppe Blomsterne. Tankerne vare paa Rejse, for hvem kunde holde ud at leve saadan, den ene Dag ganske som den anden, og det Aar efter Aar. Forgangen Dag havde hun ogsaa sagt til sin Moster, der havde tjent her paa Præstegaarden i en Menneskealder:
»Nu er jeg sytten Aar og har været her i tre Aar, tror Du ikke, jeg vilde have godt af at se mig om oglære andre Skikke at kende?« Men Moster Ane havde rejst sig i sin fulde Højde og foreholdt hende, at hun var utaknemlig, naar hun ikke skønnede paa, hvor godt hun havde det. Hun skulde bare prøve Livet og se, hvad der var at døje. Ane Sophie taug et Øjeblik, men saa brød det ud:
»Jeg trænger vist til at døje Noget, Moster, det er næsten, som længtes jeg efter det.«
»Vaer Dig, Barn, det kommer nok,« lød det højtidelige Svar, og siden havde hun tiet stille, men længere end til den næste Skiftetid holdt hun det ikke ud, Stilheden og Ensformigheden lagde sig knugende over hendes Bryst. Præsten var altid mild og god, men der faldt ikke mange Ord fra hans Mund, og gamle Søren og Moster Ane havde Andet at tænke paa, end at snakke med hende.
»Ane Sophie?«
Hun sprang op, det var Præstens Stemme. »Tag Spaden Barn, Havesaksen og den lille Rive, ogfølg saa med ud paa Kirkegaarden.«
Pastor Eriksen var en temmelig høj, kraftig bygget Mand, Haaret var hvidt, de mørke Øjne milde, men alvorlige, og til Tider saa gennemtrængende, som kunde de se Folk lige ind i Hjertet. Der var noget fredfuldt, men tillige tungsindigt over hele Skikkelsen.
Pludselig standsede han og saae sig om.
»Hvor her er dejligt! Nu vokser og grønnes alle Spirer efter Regnen. — Luk Øjnene op, du lille Pige.«
»Ja, her er rigtignok skønt og se, hvor store Paaskeliljeknopperne allerede ere, her paa Fruens Grav.«
Præsten nikkede, strøg saa Haanden over Panden og sagde ganske sagte, som til sig selv:
»Seks Aar, ja, nu er der gaaet seks Aar, og til Efteraaret er det ti Aar siden, Margrete rejste! — Laan mig Saksen Ane Sophie, saa kan Du rive Gangene, efterhaanden som jeg klipper.« —
Pastor Eriksen var en ganske ung Mand, da han befordredes til denne smukke afsides Egn. Det var hans første Kald og skulde ogsaa blive hans sidste, hermed havde han allerede i mange Aar været paa det rene. Ligeud, klar og stærk, altid hvilende paa Bibelbordet, var hans Forkyndelse af den Herre, han tjente, kendte og elskede over Alt. Den hvidkalkede Kirke blev godt besøgt og en lille trofast Skare stillede sig snart ved hans Side, men denne Skare burde vokse og han havde et stort Haab om, at den vilde vokse. Det gik imidlertid lidt smaat, men En og Anden kom dog til hvert Aar, og ikke En var gaaet bort, paa de Gamle nær, som Herren havde kaldt hjem til sine lyse Boliger.
»Gud vil ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve,« stod indbrændt paa Trætavlen over Præstens Skrivebord, og han saae med Haab paa sin argeste Modstander, den tykke Kromand, og paa alle de Stakler, der holdt sig til denne og skyede Kirken og Præstegaarden. Haabet lyste ogsaa — dog maaske mindre levende — over den langt talrigere Flok, der helst vilde være gode Venner baade med Kromanden og Præsten, og over den ganske lille, fine, kloge Kreds, der oversaa sine Medmennesker og fortalte morsomme Historier om alle Parter.
I tolv Aar levede Præsten ugift, men saa blev en ung, forældreløs Pige, der nylig var kommen til Sognets eneste Herregaard som Lærerinde, hans Hustru. Det var en alvorlig, troende Kvinde, men hun var frisk og glad, fuld af Indfald og Planer, gode Indfald og ypperlige Planer. Præsten følte med inderlig Tak, at han havde faaet en Medarbejder. Det lysnede i de Syges og Fattiges Stuer, de gamle Folk paa Fattighuset fik Juletræ og kørtes hver Sommer til Skovmødet i Præstens store Char-à-banc, og saadan fandt hun Vej alle Vegne. Præstegaarden blev et Midtpunkt, hvor Gammel og Ung modtoges med aabne Arme.
De havde kun et Barn, en lille brunlokket Pige, med Faderens Øjne og Moderens klare Latter og lette Fod. Pastor Eriksen var en lykkelig Mand og han bragte sit Takoffer til Gud Morgen, Aften og mange Gange om Dagen.
Naar han om Søndagen kom kørende hjem fra Anekset stod hans unge Hustru gerne ved Havelaagen med lille Margrethe paa Armen og vinkede til Velkomst. Det var, som Billedet af hende og Barnet var fæstet til Laagen. Han saae det endnu for sig, hver Gang han om Søndagen vendte hjem til sin ensomme Præstegaard. — Da Barnet blev lidt større og fik Magt over de smaa Pusselanker, løb hun ham i Møde, og blev saa løftet op i Vognen og fik Lov til at køre hjem ved Faderens Side.
Det var et opvakt, videbegærligt Barn, og Moderen maatte lære hende alt, hvad hun selv kunde. Med Musiken gik det nu af sig selv, og hun blev snart lige fortrolig med Moderens Fortepiano, Faderens Harmonium og det nye Orgel, Godsejeren havde skænket Kirken.
Den lille Pige var nu bleven stor og stod mellem de andre Unge paa Kirkegulvet, bekræftende sin Daabspagt.
Saa, ja det var tre Aar efter, hun havde nylig fyldt de atten, kom en ung Slægtning rejsende for at gøre et Afskedsbesøg. Han var Ingeniør og agtede sig til Amerika, hvor Landsmænd havde skaffet ham en udmærket Stilling ved de store Baneanlæg. Opholdet i Præstegaarden blev forlænget fra otte til fjorten Dage, og saa mødte de Unge en Aftenstund, Haand i Haand, og bade om Forældrenes Samtykke. Et Par Maaneder efter stod Bryllyppet, og de droge deres Vej med Fryd.
Fru Eriksen stod ganske stille og saae efter de Bortkørende. — Nu flagrede Lommetørklædet ikke mere og af Vognen saas kun en mørk Prik. Hun vinkede med Haanden og sendte en Velsignelse efter dem.
Præsten følte sig lige med ét tilaars. »Mon jeg nogensinde faar hende at se mere?« Han sagde jeg, for Moderen var jo saa meget yngre.
»Det staar i Herrens Haand, mødes vi blot hos ham, er alt godt, ikke sandt?« Taarerne trængte sig frem, trods det lyse Smil om Munden. —
Brev derovrefra! Det var nu det store Glædesbudskab. Postbudet plejede at raabe det ud, saa det rungede i hele Gaarden.
Og Aarene gik, en lille Pige saae Lyset i det fremmede Land, men Julebrevet meldte, at Englene havde hentet hende.
»Saa fik vi hende ikke at se,Margrethes lille Barn!«
»Ikke her,« sagde Præsten stille og stærkt. Han syntes næsten, den Døde var ham nærmere end de Levende.
Aaret efter kom der igen Bud om en lille Piges Fødsel. »Det er et dejligt, kraftigt Barn,« stod der, »og hun hedder Else efter sin Mormor.«
Saa blev der syet Børnetøj og sendt Pakker afsted, men kort efter blev Fru Eriksen syg. Det var en heftig Lungebetændelse, og efter en Uges Forløb stod Præsten alene.
Han græd ikke, han knurrede ikke, men han kunde ikke forstaa det, ikke tro det. Hun var saa meget yngre, og hans Tanke havde tidt syslet med Planer om, hvordan hun skulde have det i sin Enkestand, men om dette havde han aldrig drømt.
Efter Dage og Nætter, tilbragte i Lønkammeret, kom Lyset dog tilbage i hans Sjæl og Lovsangen paa hans Læber, for han vidste jo, hvor hun var gaaet hen. Men Haaret var blevet hvidt, og Enden paa Vandringen imødesaas med stigende Længsel.
Da Datterens Brev kom, strømmede det over af Kærlighed til Forældrene og af Medynk med Faderen, men at hun selv var lykkelig, lyste gennem Linierne. Der laa et Fotografi i Konvoluten; det var lille Else, der skulde hilse paa sin Morfar. Barnet lo med Mund og Øje og strakte de buttede smaa Arme ud, som var hun lige vaagnet af et Blund.
»Se, se!« Pastor Eriksen satte Billedet paa Skrivebordet og kaldte saa Søren og Ane ind.
»Det er min lille Datterdatter, — hun hedder Else.«
»Gud velsigne Barnet og Gud velsigne Præsten,« Sørens Stemme var tyk, og han skyndte sig ud, men Ane beundrede, hvor godt Mønstret var kommen frem paa den Lilles Smække, Fruens sidste Broderi.
Der blev nu stille i Præstegaarden, underlig stille og tomt. Husmoderens rige Kærlighed, glade Smil og store Omtanke havde fyldt hver Krog. Men var der stille i Hjemmet, havde Forkyndelsen i Kirken aldrig været mere levende og den søgende Kærligheds Haab aldrig stærkere i Præstens Hjerte. —
»Naa, nu skal vi vel hjem,« det var ligesom Pastor Eriksen vaagnede, »skynd Dig i Forvejen, Ane Sophie, jeg kommer straks. — Veed Du, om Postbudet har været her paa anden Omgang?«
»Ja, lige før vi gik, men der var ingen Breve.«
»Igen ingen Breve! naa, ja, der kan jo let komme Forhindringer.«
Paa Hjemvejen gik Præsten ind i Smedien og nikkede venligt til den unge Smed, der svingede Hammeren med sin kraftige Højre.
»Tag Dig lidt af Møllerens nye Karl, Johan, han er ung, og kender Ingen her. Du maa lokke ham hen til Eders Sammenkomster. Kromanden har allerede sine Garn ude efter ham, har jeg hørt.«
»Tak, Hr. Pastor, det skal jeg. Vi havde da forresten allerede tænkt paa det, Niels og jeg.«
»Det kan jeg lide,« et Forstaaelsens Blik veksledes mellem de to Mænd.
Nedenfor Bakken kom den gamle Klaus, der var Røgter paa Lindegaarden, med en tungt læsset Trillebør. Sveden sprang ud af Panden, og han trak Benene efter sig.
Præsten slog ham kærligt paa Skuldren. »Det er svært Arbejde Klaus, men Stunden kommer snart, da Aftenklokken vil lyde.«
»Ja, det stoler jeg ogsaa paa. Herren deroppe glemmer mig ikke, han har aldrig glemt mig.«
Da Pastor Eriksen traadte ind i Gaarden saae han, at Doktorens lille Enspændervogn holdt udenfor Indgangen.
»Mon han har noget paa Hjerte, mon han vil tale med mig?« Han skyndte sig ind.
»Goddag, Hr. Doktor, og velkommen!« Haanden bødes frem.
Lægen tog den med alvorlig Mine, idet han tænkte: Staklen bilder sig nok ind, at jeg tyer til ham for min egen Skyld og aner ikke, — — naa, der maa jo Nogen til det Værste, Omsvøb forlænger bare Pinen.
Saa fæstede han Øjet paa den rolige, milde Mand, der stod foran ham og sagde i dæmpet Tone: »En Kollega af mig, der er Læge i Omegnen af Chicago, har anmodet mig om —«
»Er min Datter død?« Afbrydelsen kom hurtigt, men alligevel stille. »Nej, nej.« »Saa er det Barnet?« »Nej, desto værre havde jeg nær sagt. Det er Faderen selv, den unge Ingienør, der er død af Tyfus.«
Da Doktoren sagde nej, aandede Præsten op, men saa gik alle Tanker til Datteren og han glemte den Fremmedes Nærværelse.
»Min stakkels lille Pige, min stakkels Margrethe!« Han sank paa Knæ.
»Du Faderløses Fader og Enkers Forsørger, tag dem i din Varetægt.«
Lægen saae forundret paa ham og sagde trøstende: »Hvad det angaar, tror jeg, der er sikret hende et rigeligt Udkomme.«
»Det tænkte jeg ikke et Øjeblik paa, Hr. Doktor, det var paa hendes Sorg, — men Tak for Deres Deltagelse. — Alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, nu maa min Datter stave sig frem, til hun erfarer, at Ordet er Sandhed.«
Lægen rystede paa Hovedet.
»Drik et Glas Vin, Pastor Eriksen, og gaa i Seng. Det er saa rimeligt, at De er overvældet. Bliv endelig, hvor De er, jeg finder nok Vej.« Et Øjeblik efter rullede han ud af Gaarden. —
Hvad var hændet? Søren, Ane og Ane Sophie stode ængtelig smaahviskende, da Præsten viste sig i Døren.
»Margrethes Mand er gaaet hjem til Herren. Efter mit Kendskab til ham, tør jeg roligt sige, at han er gaaet hjem.«
»Gud være evig Lov, at det ikke var hende eller Barnet!« Søren rakte sin Husbond Haanden.
»Det siger jeg med,« sagde gamle Ane, men Ane Sophie græd af Medlidenhed med den unge Frue, der Havde mistet den, hun elskede.
Et Øjeblik efter satte Præsten sig til Skrivebordet. Han agtede selv at ride de to Mil til Stationen for at faa Brevet med Aftenposten, og alligevel vilde der gaa ti, tolv Dage, før hun kunde faa det.
Hvad nu? Der lød høje Stemmer og Hestetrampen i Gaarden, og saa bankede det paa Døren.
»Det er et Telegram, Herre. «Ane rystede — »Aa, hvad skal vi nu opleve?«
Men Præsten havde allerede aabnet Papiret og læst: »Fader maa vi komme?«
»Om I maa!« — Der skal Svar tilbage, Ane, bed Manden vente et Øjeblik.«
Med en af Glæde skælvende Haand skrev han: »Velkommen mit Barn, jo før, jo heller, Guds Velsignelse over Eder Begge.«
Ane, der endnu ikke forstod, hvad det drejede sig om, bragte Sedlen ud, men kom Straks tilbage.
»Det kan ikke bruges, Karlen siger, at der er for mange Ord.«
»Saa betaler jeg dobbelt eller tredobbelt. Ved denne Lejlighed har jeg ikke Raad til at spare.« —
Var det ikke en Drøm? Vilde hans Datter, hans Margrethe, virkelig komme her tilbage og bo i Præstegaarden. med sin lille Pige?
Overvældende Glæde ved Tanken om hendes Komme og dyb Smerte over hendes Sorg, kæmpede om Herredømmet i hans Sjæl, men naar Tanken faldt paa Barnet, fik Glæden Magten.
Der stod det lille Billede fra den seksaars Fødselsdag. Hvem der kunde sætte hende paa sit Knæ, stryge Krøllerne fra Panden, se hende ind i de klare Øjne og fortælle hende om den store Børneven, havde han tænkt, og nu skulde det gaa i Opfyldelse.
»Herre, Du maa tilgive mig, hvis det er Synd at sysle med glade Tanker og Planer, medens mit Barn bøjes til Jorden af Sorg,« bad han i sit Hjerte.
Da Pastor Eriksen vaagnede næste Morgen efter en kort, men vederkvægende Søvn, skyndte han sig op. Der var jublende Fuglesang udenfor, men højere lød det dog for hans Øre: »Fader maa vi komme?« og uvilkaarlig aabnede han Armene.
Nede fra Haven hørtes en lidt rusten, men kraftig Sang; det var gamle Søren, der istemte »Vor Gud han er saa fast en Borg.« 
»God Morgen Søren, hvad er det, Du har for?«
»Vi maa have lidt Skik paa Haven, før Margrethe, jeg mener Fruen kommer.« »Sig Du kun Margrethe.«
»Bevares nej, saa sagde Ane ogsaa Margrethe, er jeg vis paa, og hvem veed, hvad det lille, dumme Pigebarn kunde tillade sig. Hun skal hedde Frue af os alle, det har en god Klang fra gammel Tid. Vil Præsten tro, at det næsten er for mig, som var det Moderen, vi ventede med, Margrethe, fra dengang hun var lille.«
Præsten nikkede og lagde sin Haand paa den gamle Karls Skulder. Det betød: »Tak for din Kærlighed.«
»Her skal være et Rosenlysthus,« vedblev Søren, »for det ønskede Fruen sig altid, da hun var Barn og ung Pige. Aa, hvor har hun mange Gange fortalt mig, hvordan det skulde laves, men jeg var en Tværbider og vendte det døve Øre til. Græsbænken nede i Hjørnet skal vi ogsaa have omkalfatret og sat Rækværket istand, der hvor Haven vender ud til Dammen. Ane Sophie har allerede været i Lag med mig om at hænge Gyngen op. Hun har fundet den paa Loftet mellem andet Skramleri. Det taabelige Barn har saa travlt med at faa Alt i Orden, som kunde Fruen ventes endnu i Dag.«
Ja, Ane Sophie havde travlt for Alvor, hun skurede, ferniserede, polerede og lagde Planer. Mosteren saae med Velbehag paa hende,og saa spurgte hun ganske tørt:
»Naar er det saa, Du vil skifte?«
Men Ane Sophie forsikrede, at hun aldrig vilde skifte, for nu syntes hun, at her virkelig var Brug for hende.
Den unge Frue skulde ikke have sit gamle Værelse, der blev Præstens Seng flyttet ind, Forældrenes Sovekammer indrettedes til hende; hvor hendes egen Barneseng havde staaet ved Moderens Side, skulde Elses Seng nu staa.
Pastor Eriksen fik mange Vennebesøg i de nærmeste Dage og en lille Kreds af hans Trofaste bragte ham ogsaa en Pengesum. »Der bliver nok Brug for den, Præstens egne Penge har altid saa mange Ærinder udenom i Sognet, «sagde de.
Kort efter Paaske meldte et Par Linier Dagen, da Moder og Datter agtede at gaa ombord. Præsten anbefalede dem til Guds og hans hellige Engles Varetægt. — —
Det var en klar, stille Eftermiddag. Pastor Eriksen gik med raske Skridt og løftet Hoved henad Engstien og gennem Krattet. Nu vare de kære To paa Rejse, vidste han. Midt i Længslen og Glæden fik han pludselig en saa levende Forstaaelse af Datterens Sorg, at han standsede og vaandede sig.
»Herre i Himlen, Du maa trøste hende!« Nedenfor Krattet tæt ved Mosekæret laa det lille Hus, hvor den syge unge Enke, Præsten vilde besøge, boede. Det var en af hans gamle Konfirmander, og hun havde ogsaa tjent i Præstegaarden. Hendes Mand, en ung Svensker, var omkommen ved et Ulykkestilfælde, styrtet ned fra et Murerstillads og død paa Stedet. Konen tog det stille, men hun blev syg, og det var, som Livskraften veg. Da hun et Par Maaneder efter fik en lille Pige, bedredes hun en kort Tid, men saa gik det tilbage igen og hun bad om, at Barnet maatte blive hjemmedøbt og hun selv faa Nadveren. Der var gaaet to Dage, siden Ønsket opfyldtes, og nu længtes Præsten efter at se, hvorledes hun havde det.
Konen, der boede paa den anden Side Husdøren, sad hos den Syge, men rejste sig straks, da Præsten kom ind. Der saae saa fredeligt ud i den lille, lave Stue. Aftensolen skinnede paa Gyldenlakken i Vinduet, paa det hvidskurede Bord og den rødblommede Vuggedyne.
»Er det Præsten? Aa Tak. — Nu er Vejen snart til Ende, tror jeg nok.«
Pastor Eriksen lagde Haanden paa hendes Hoved: »Du hviler godt, Barn, for Du hviler jo i din Frelsers Kærlighed.«
»Ja, Gud ske Lov! — og dog kan der komme urolige Tanker, men jeg veed, det er Synd. — Vil Præsten hilse Margrethe, naar De skriver. — Her var en Kone før, som sagde, at Ingeniøren var død, men det var vist bare Snak?«
»Nej, Birthe, det er sandt. Min Datter og hendes lille Pige komme nuher tilbage.«
»Hørte jeg ret,« de matte Øjne aabnedes og den hvide Kind fik en flammende Rødme, »kommer Margrethe her tilbage?«
»Ja, vi vente hende sidst i næste Uge.« »Nej dog, hvor Gud er god!— Saa er der jo bare Lys i Vente.«
Talte hun vildt? Nej, Blikket var klart og roligt.
»Nu maa Præsten gøre lige, hvad jeg siger, og det veed jeg ogsaa, De vil.« Hun ventede lidt for at samle Kræfter og sagde saa med svag, men tydelig Stemme:
»De maa tage Barnet, min lille Margrethe, og De maa lægge hende paa den unge Frues Arme, og saa maa De hilse hende fra mig og bede hende beholde det. — Hun siger ikke Nej, for det er jo Herren Jesus, hun faar med det samme og Velsignelse over sit Hjem. — Saa nu hviler jeg helt, — men kan heller ikke mere.«
Hun spurgte ikke, om Præsten vilde opfylde hendes Bøn, men følte sig fuldkommen tryg. — Saa lyste han Velsignelsen over hende, kaldte ad Nabokonen og gik stille bort.
Hvad var sket, hvad havde han gjort? Ingenting. Herren havde talt. Maaske var dette Svaret paa hans Bøn om Trøst for Datteren.
Pastor Eriksen gik ilsomt ud til sin Hustrus Grav, der tænkte han det Alt igennem for Herrens Ansigt og vendte saa rolig tilbage til den lille Hytte ved Mosekæret.
Nabokonen stod i Døren.
»Hun har udstridt, sov hen, som et Barn sover ind. — Det var godt, Præsten kom, for jeg har jo aldrig havt Smaa og forstaar mig ikke paa dem, og Ole vilde heller ikke have taalt saadan en lille Skrighals i Stuen, naar han først var gaaet til Ro. — Bedstemoderen er rigtignok syg, Stakkel, og hvordan Manden er, veed Enhver, men til dem maa den vel dog bringes?«
»Birthe har givet Barnet til min Datter,« lød det rolige Svar, »og jeg tager det med hjem. Pak det forsvarligt ind, Dorthe, og læg det i en Kurv. Der hænger jo en udmærket Spaankurv paa Krogen under Bjælken. — Nej se, hvordan et fintformet lille Hoved hun har og blødt, brunt Haar. Nu tror jeg nok, hun ligger godt Tak! — Velsignet være din Udgang og din Indgang, Du lille Sjæl!«
Præsten tog Kurven paa Armen og gik saa hjem med jevne, rolige Skridt. Den lette Byrde bares med hellig Ærbødighed. Først da han stod i Gangen, tænkte han paa hvad Ane og de Andre vilde sige.
Ane sagde ikke et Ord, men hun blev rød og saae haard ud. Gerne døjede hun Arbejde og Besvær for Husets Datter, men Barnet var en Fremmed, og Præsten havde ingen Ret til at lægge dette paa hende.
»Bare det ikke bliver en ny Byrde for Fruen,« sagde Søren betænkelig, »for der er meget at passe ved saadan et lille Kryb.« Men Ane Sophie løsnede det uldne Stykke, der var bredt over Barnet, og forsikrede, medens Glæden lyste ud af hendes Øjne, at det nok skulde gaa. Hun var selv den ældste af Tolv og vidste godt, hvordan saadanne Smaafolk skulde tumles. »Moder var rent daarlig, da den Næstmindsteblev født, og ham passede jeg alene, det Aar jeg gik til Præsten. Den unge Frue skal faa en god Hjælp i mig, og indtil hun kommer, paatager jeg mig at passe Barnet.«
»Tak, Ane Sophie, men din Moster vil nok se lidt til, for bedre Børneplejerske findes ikke, sagde min Hustru.«
Den Ros kunde Ane ikke staa for, og hun gav sig straks til at blande sød Mælk med den reglementerede Portion kogt Vand. Men Ane Sophie redte et indbydende Leje i Rulletøjskurven, der anbragtes paa en Forhøjning ved hendes Seng.
»Hvordan gaar det?« spurgte Præsten næste Morgen og saa løftede han varsomt Puden og tittede paa den lille Sovende.
»Det gaar storartet, hun græd kun to Gange i Nat, og det saa sagte, at Moster ikke engang vaagnede. Naar hun nu faar pænt, hvidt Tøj paa, med Blonder om, skal Præsten bare se, hvor dejlig hun er.«
Opad Formiddagen kom en ældre Mand med store, grove Træk og et rødskjoldet Ansigt ind i Præstegaarden. Han saae temmelig ophidset ud, men Kromanden havde ogsaa været i Lag med ham og formanet ham til ikke at lade sig Noget byde.
»Goddag, Per Olsen,« Præsten rakte ham Haanden, »jeg skulde lige have været hen til Dem og gjort en Undskyldning, fordi De ikke allerede i Gaar fik Bud, at Birthes Barn var bragt her til Præstegaarden.«
De uhøflige, vrede Ord døde hen paa Manden Læber, men han mumlede dog, at Datterens Barn jo rigtignok tilhørte ham og hans Hustru.
»Nej, Per Olsen, heri tager De fejl. En Moder har Ret over sit Barn, og den lille Pige er afstaaet til min Datter.«
»Til Fru Fjeldsø?« Manden troede ikke sine egne Øren. »Ja netop.«
»Vi havde forstaaet, at hun havde En selv, men den er kanske død?«
»Nej, Herren være takket, hun har en rask lille Pige paa seks Aar.«
»Det var mærkeligt, — men min Kone bliver nu ligegodt glad, for hun holdt saa urimeligt meget af Margrethe, jeg mener Fru Fjeldsø.«
»Saa undskylder De, at jeg ikke sendte Bud, Per Olsen.«
»Hvad har jeg at fordre,« Manden var kendelig smeltet.
»Vil De se den lille Pige? Vi skal aldrig glemme, at De er hendes Moders Fader.«
»Nej Tak, jeg vil ikke se hende, ikke i Dag, for hvad kan det nytte. Men Moderen vil jeg nok se, før hun puttes ned, for det er dog mit Barn.«
»Veed De, hvad Birthe sagde, Per Olsen?« »Der er bare Lys i Vente,« »sagde hun, for hun troede paa sin Frelser. Fortæl det til Deres syge Hustru, og se saa herhen en anden Dag, naar min Datter er kommen hjem.«
»Aa, Præsten kender mig ikke,« det kom i en halvkvalt Hulken og Per Olsen skyndte sig ud, men da Kromanden vinkede ham ind for at høre Udfaldet af Besøget, knyttede han sin store, røde Haand og gik ilsomt forbi. At det var gaaet ned ad Bakke, fra den første Gang, han fulgte den vinkende Haands Indbydelse, stod pludselig klart for ham.
»I denne Uge kommer hun,«sagde Ane Sophie Søndagmorgen, og da Præsten gik til Kirken, tænkte han, at naar Klokkerne ringede sammen næste Gang vilde hun høre dem kalde.
 Hus og Have var nu helt i Orden, og lille Margrethe og hendes Vugge udstyret paa det sirligste. Vuggen var en Gave fra Sognets unge Kurvemager. Han sendte ogsaa en lille Lænestol, »for Fruens egen Pige skulde da ikke gøres Uret« Snedkeren, en af de trofaste Gamle, bragte et Legebord med baade Hylde og Skuffe. Det var solidt Arbejde og saae, med sine fire, svære Ben, ud til at kunne trodse Tidens Tand i Aarhundreder. Dette var ikke de eneste Gaver, der kom til Præstegaarden. Den almindelige Deltagelse viste sig i Sendinger af Fjerkræ, Smør, Ost og Fløde. At Præsten havde taget Birthes Barn til sig, var et hyppigt Samtaleemne i Sognet. Nogle misbilligede, andre bifaldt, hvad han havde gjort, og disse Sidste havde, underlig nok, næsten alle en Følelse af at være i Gæld til ham paa den Forældreløses Vegne.
»I Morgen kan vi sige: i Overmorgen,« Ane Sophie lod Margrethe hoppe paa sin Arm. Men Moster Ane saae alvorlig ud; Barnet var en mægtig Dæmper paa hendes Glæde, og medens hun samvittighedsfuldt sørgede for dets Ernæring, ønskede hun det hundrede Mile bort. Søren havde derimod fattet Godhed for den lille Skabning. »Saadan et hjælpeløst Kryb,« han vejede hende paa sin stærke Arm, »ikke tungere end en Fjer. Ja, ja, Gud velsigne hende og Husbond med, for hvad han har gjort.«
I Morgen kan de ventes,« lød det nu, og endelig »i Dag komme de.« Søren spændte de Graa for Vognen og Præsten tog Overtøjet paa.
Vognen naaede Stationen længe før Toget kom, men endelig ringede Klokken og lidt efter foer det lange Tog dampende og pibende ind for Perronen.
»Fader! — Her er vi, Fader!« Hun saae ham straks.
»Velkommen mit Barn, Gud velsigne Dig! — Og der er Else, lille Else! — Se nu giver jeg Sedlen til Søren, saa sørger han for Alt, og vi kan lige stige ind i Vognen, Saadan, og nu den Lille!« Han foldede Hænderne i Taksigelse. Men den unge Frue puttede sig tæt ind til ham og hviskede: »Lille Fader, hvor er det godt at være hos Dig — men vi vil ikke tale nu, vel?«
»Nej, nej, — tag Hatten af og læn Dig til min Skulder — saadan.«
»Hvor saae hun bleg og fin ud i Sørgedragten, men det var dog det samme søde Ansigt fra før, den rene, klare Pande og det milde Træk om Munden.
»Aa, Fader, det er saadan en Hvile at være hos Dig.«
Han nikkede blot og strøg nedad hendes Haar med varsom Haand.
Den lille brunlokkede Else fæstede sine store, mørke Øjne opmærksomt paa Præsten, saa rørte hun lidt ved hans Rejsetæppe, og da det ikke hjalp, ved hans Haand. At sidde ganske stille, var ikke til at udholde. »Lille Pus, Moder vil sove.« »Nej, ikke sove, bare hvile i, at jeg virkelig er hjemme igen.« Hun tog Faderens Haand og kyssede den.»Du er bleven gammel, Fader, og dit Haar er bleven hvidt. — Skete det da Moder, døde? — Jeg tænkte det nok. — Men I havde dog levet fireogtyve lykkelige Aar med hinanden. — Frederik var saa ung.« —
»Herren veed bedst naar Frugten er moden, Margrethe!«
»Ja, det er sandt, Du maa heller ikke tro, at jeg knurrer, det gør jeg ikke« —
»Er vi der snart Moder?« Tiden faldt Else lang.
»Det varer lidt endnu, Barn; jeg er glad, at det varer lidt.«
»Men jeg er saa sulten!«
»Er Du sulten, lille Pige, saa har jeg her en Kringle til Dig fra Ane, der sidder hjemme og glæder sig til at se Dig. — Men nu skal vi være ganske stille, baade Du og jeg.«
Fru Fjeldsø rettede sig i Sædet.
»Fader, jeg maa fortælle Dig, hvad Frederik sagde. — Det var nogle Timer,før han døde, han havde en Tid talt i Vildelse, men kom henad Affen til fuld Bevidsthed og saa hviskede han: »Hvor Herren, vor Gud, dog er naadig og barmhjertig og af megen Miskundhed, at Du har din Fader, og han Dig og Else Eder begge.« Og saa bad han mig ikke græde, naar jeg tænkte paa ham, bare takke, altid takke, og det gør jeg ogsaa, men alligevel —«
»Græd kun mit Barn, Herren har jo selv grædt ved en Grav. Han kender alle Ting og ynkes inderligt ogsaa over Dig. — Nu er vi snart hjemme min kære Pige.«
»Ja, der er jo Kirken, jeg synes, den er bleven saa lille og Møllen ogsaa. — Nu dreje vi ind i Morfars Præstegaard, Else!«
»Nej, hvor her ser morsomt ud og sikken en vred Hund, der gøer ad os. — Er det Ane, der staar i Døren, Morfar?«
»Ja det er.« Præsten gjorde hurtigt et tyssende Tegn til den gamle Pige, der var lige ved at bryde ud i Hulkegraad.
»Kære, gamle Ane,« Fru Fjelsø rakte hende Haanden, »og se, det er jo Søren, der har kørt for os. — Husker Du sidste Tur, Søren?«
»Ja, jeg gør, Frue, men jeg tænker nu alligevel, at som Gud mager det, saadan er det bedst. — Nej, sikken En,« han løftede Else ned, »det er næsten som Fruen selv paaden Alder, bare lidt mere mørkladen.«
Da Fru Fjeldsø kom ind i Entreen, standsede hun pludselig. Det var, som Savnet af Moderen overvældede hende. Naar hun som Barn og ung Pige kom ind ad denne Dør, plejede hun altid at raabe: Moder, hvor er Moder?
Skønt hun ikke sagde et Ord, forstod Præsten hende og pegede opad.
»Lad mig dog hjælpe Tøjet af.« Ane tvang Taarene tilbage, »og saa maa Fruen endelig gaa ind og faa en varm Drik. — Kom herhen, mit søde Lam, her hænger vi dit Tøj paa de lave Knager, Moder altid brugte, da hun var lille.«
Præsten aabnede nu Døren til Spisestuen og Fru Fjeldsø gik ind.
»Hvor er her rent, luftigt og stille, saa velsignet stille. — Jeg er slet ikke sulten, Fader.«
»Men Else er sulten og jeg ogsaa, Du maa gøre os Selskab. — Tag Plads, Søren, ogh vor er Ane Sophie? — Naa, jeg kan tænke—«
»Hvem er Ane Sophie?«
»Det er den unge Pige, der afløste Birthe.«
»Naa saadan. — Hvordan har Birthe det? Du veed nok, Fader, at vi sluttede en Venskabspagt, medens vi Begge forberedtes til Konfirmation.«
Da Fru Fjeldsø sagde dette, foer Blodet op i Anes rynkede Kind, for nu skulde det vist siges, det, hun gruede for.
»Birthe mistede sin Mand i Vinter.« »Stakkels Birthe, hvor gør det mig ondt for hende, og det har Du ikke skrevet, Fader, — Hvordan har hun det nu?«
»Herren har kaldt hende hjem og hendes lille Pige er forældreløs.«
»Havde hun et Barn? Det vidste jeg slet ikke.«
»Hun var kun fem Uger gammel, da Moderen døde.«
»Lille Stakkel! Hvor er hun nu?«
»Jeg tog hende herhjem til Præstegaarden.«
Han talte ganske roligt, men Datteren rejste sig og spurgte ivrigt:
»Herhjem, er hun her?«
»Ja, vil Du se hende?«
Fru Fjeldsø standsede et Øjeblik udenfor Pigekamret og lyttede til Ane Sophies sagte Nynnen, men saa aabnede Præsten Døren, gik lige ind i Stuen og løftede det sovende Barn op.
»Ræk dine Arme ud, Margrethe! — jeg har en Hilsen til Dig fra Birthe og en Gave.« »De maa lægge Barnet paa den unge Frues Arme,« sagde hun, »og saa maa de hilse hende fra mig og bede hende beholde det. Hun siger ikke Nej, for det er jo Herren Jesus, hun faar med det samme, og Velsignelse over sit Hjem.«
Margrethe blev staaende ganske stille med bøjet Hoved og Barnet paa de udrakte Arme. Omsider hviskede hun: »Birthe havde Ret, jeg siger ikke Nej.«
Ingen svarede, og der hørtes ikke en Lyd i Stuen, men saa lød pludseligt et jublende Udraab: »Moder er det vores?« Else havde listet sig ind og stod nu paa Taaspidsen og tittede op paa den Lille.
»Ja, det er din Søster, Du maa altid være god imod hende, Else.«
»Maa jeg kysse hende? — Aa nej, hvor er hun dog sød, Øjnene kan lukkes op, og se, Moder, nu strækker hun sig.«
Der gled et svagt Smil over den unge Frues Ansigt, men hun saae dog ud som en Drømmende.
»Hvor er min Stue? — Bliv ikke ked af det, Fader, men jeg trænger til at være ene, — blot en lille Tid. — Nej, Barnet beholder jeg. Sæt Vuggen ved min Seng, Du gode lille Pige der, jeg husker ikke Navnet.«
»Ane Sophie, — men skal jeg dog ikke have den Lille endnu i Nat, at Fruen kan sove i Ro?«
»Tys,« Præsten vinkede til hende, »lad min Datter raade.«
Ane var i Oprør, nu blev hendes gode Mad kold og den store Byrde lagdes paa Fruen, der saa haardt trængte til at plejes og trøstes. Men saadan var de Mandfolk, saa hensynsløse, og Præsten var i det Stykke hverken klogere eller bedre, end de andre.
Ane Sophie havde imidlertid travlt med at vise Else om i Have og Gaard. Ællingeflokken ude paa Dammen aflokkede Barnet høje Glædesraab og tilsidst fik hun sig en Gyngetur.
Pastor Eriksen sad rolig og ventede, engang imellem saae han paa sit Uhr, men rejste sig ikke. Endelig kom Datteren tilbage; hun var forgrædt, men saae lettet ud.
»Tak Fader, Du kære Fader! — Nu sover den Lille igen. — Det er saa forunderligt, at Gud havde en saadan Gave til mig, at han vilde betro mig et saadant Hverv. — Jeg synes, hun ligner min første lille Pige, hende, vi mistede. — Og saa Else, der altid har ønsket sig en lille Søster! — Ja nu er jeg sulten, Fader, har du spist?«
»Nej, til Bords igen, alle Mand.«
Der taltes ikke mange Ord, men den unge Frue hviskede: »Aa, hvad det er, at være hjemme,« og det lød som Musik i Præstens Øre.
Da Fru Fjeldsø næste Morgen vaskede og puslede lille Margrethe, stod Else ved hendes Side, hoppende af Glæde og fuld af Beundring.
»Men, Moder,hun ler jo!« Derviste sig virkelig Antydningen af et Smil om Barnets Mund og et Glimt af Forstaaelse i de mørkebrune Øjne.
»Hun begynder at skønne,« forklarede Ane Sophie med Stolthed, »saadan har hun aldrig gjort før. Fruen har rigtignok faaet hendes første Smil.«
»Du kære, lille Barn,« Fru Fjældsø klappede Margrethes Kind,»senu gørhun det igen! — Du vil nok have et Smil tilbage, kan jeg mærke.«
Da den unge Frue kom ind i Præstens hyggelige Værelse, traf hun Ingen. Dagligstuen var ogsaa tom, den saae lidt øde ud, som brugtes den ikke i det Daglige.
»Godmorgen, Ane! Jeg lukker rigtignok Havedørene op, men skal nok formane Else, som du formanede mig, til at tørre Fødderne af, naar hun kommer fra Haven.«
»Tænk ikke paa det, Frue, vi skal gerne skure rent, hvad det søde Barn snavser til. — Præsten er gaaet hen til en Syg, derfor vente vi med Frokosten. Jeg synes, Fruen ser træt ud; det ligner heller Ingenting, at Deres Nattero saadan skal forstyrres.«
»Tror Du, at den Lille forstyrrede min Nattero? Nej, Ane, tværtimod. Da hun, henad Midnat, havde faaet sin gode Mælk og jeg havde visset og lullet for hende, faldt vi Begge i Søvn. Er det ikke bedre end at ligge vaagen og græde?«
»Jo, det maa jeg indrømme. — Saa vil jeg ogsaa se, at forsone mig med hende.«
»Det er ikke nok, Ane, Du maa holde af hende.«
Fru Fjeldsø gik nu ud i Haven, den gamle skønne Have, hvor hvert Træ, hver Busk og hver Siddeplads havde Minder i Gemme.
»Godmorgen Søren! — Men hvad er det for et Lysthus derhenne i Hjørnet, det kender jeg ikke.«
»Det er Rosenlysthuset Frue. Bedre sent end aldrig.«
»Tak, Søren, nu husker jeg. I ere altfor gode imod mig Allesammen. — Sig mig — paa Dig kan jeg stole — er Fader rask, han ser saa forandret ud?«
»Præsten fejler ikke Noget, det jeg veed. Hvad Kræfterne angaar, holder han ud med de Unge og trodser, naar det gøres nødig, baade Slud, Kulde og Nattevaagen. Det er Savnet og Længslen, der har farvet hans Haar hvidt. Men nu bliver han nok ung igen, trods sine Seksogtreds.«
Han betænktesig lidt, lod Riven vippe frem og tilbage og begyndte saa igen: »Der gik Noget i Staa, da vor kære Frue døde — — jeg taler rent ud — og først naar det kommer i Gang igen, bliver Præsten rigtig sig selv. Det er ikke let at rede Sagen med Ord, men det var, som en Kilde, der holder op at rinde, da hun forlod os, for hendes Kærlighed var saa stor og den rakte sig over hele Sognet, ogsaa i de smaa Ting, om Fruen forstaar, hvad jeg mener. Men Præsten havde altid Øjet fæstet paa Sjælene, og saa hjalp de hinanden. Da hun ikke mere sad i Dagligstuen, holdt han ikke af at være der, Klaveret blev ikke rørt og Gardinerne rulledes ned. Præsten indbød ingen Fremmede, dog var Alle, der kom af sig selv, velkomne og beværtedes gæstfrit, men han følte sig gladest i Ensomhed. En velsignet Andagtstund havde vi sammen, Morgen og Aften, men ved vore daglige Maaltider var han lidet talende, sommetider hel taus. — Se, Frue, hvor underligt Herren baner Vej for sine Børn. De trænger til Præsten, og han trænger til Dem. Deres Gerning her i Hjemmet ligger lige afstukken for Øjet.«
»Men jeg er ikke som min Moder var.«
»Sandt nok, Ingen kan lægge en Alen til sin Vækst, men det Arbejde, Herren paalægger os, giver han ogsaa Kraft til, det slaar aldrig fejl. — Saadan en dejlig Pige, Gud har givet Fruen, og nu det lille Barn oven i Købet. Fruen er rigtignok rig.«
Da Søren havde sagt dette, brast han i en voldsom, men næsten øjeblikkelig betvunget Graad og et Øjeblik efter var Ansigtet i de vante, rolige Folder.
»Tak, kære Søren, Du har gjort en god Gerning imod mig, Tak!«
Da Præsten en Stund efter kom tilbage fra sine Sygebesøg, tonede en af hans Yndlingssange ud til ham fra den aabne Havedør.
»Min søde Pige, hvor velsignet at have Dig her,« han kyssede hendes Pande.
»Jeg har rigtignok taget Vuggen ind, Fader, og sat den ved Sybordet, det maatte jeg vel nok?«
»Maatte! — Du er jo nu »vor Mor,« Du Kære.« —

Da Pastor Eriksen Pintsesøndag kom kørende hjem fra Anekset, løb en lille hvidklædt Pige ham i Møde. Vinden blæste Hatten af de brune Krøller, saa de hængte helt ned ad Nakken, men Barnet ændsede det ikke, for hun havde faaet Øje paa Vognen.
»Skal jeg holde?« spurgte Søren med en Skælm i Øjet.
Præsten nikkede og saa entrede Else opad Trinene og tog, forpustet, som hun var, med blussende Kinder og henrykt Mine Plads ved Morfars Side. Men ved Havelaagen under det svajende Birketræ stod den unge, sørgeklædte Frue med Margrethe paa Armen og viftede Velkommen. Et lyst, klart Udtryk hvilede over hendes blide Ansigt, et Udtryk, der stammede fra den Guds Fred, som overgaar al Forstand.