Værdsat
Værdsat
Amtsforvalter Lund stod i Havedøren og gav Ordre til Hustru og Datter, der havde Plads paa Grenebænken nedenfor Trappen. Han var en temmelig høj Mand, ikke egentlig svær, men dog noget fyldig. Haar og Skæg havde samme lysebrune Farve; Øjnene vare mørk graablaa med et bestemt Udtryk. Stemmen var myndig og havde i Øjeblikket en bydende Klang.
»Gangene skal rives i Haven. Kan I ikke faa fat paa Lugekonen, maa Pigen gøre det. At Stuerne og Bordet smykkes med Blomster, er en Selvfølge. Det sørger Du for, Else, og saa tager Du din hvide Kjole paa og det blaa Livbaand.«
»Min hvide Kjole er ikke strøget, Fader.« Den attenaarige Frøken Else, der havde Faderens Øjne, dog blidere og smukkere, saae uforfærdet og selvstændig ud, da hun kom med sin Indvending, men Faderen slog utaalmodig med Haanden.
Er den ikke strøget, saa stryger Du den. — Og Du, Marie, sørger for rigtig delikate Grøntsager til Mellemretten. Vinen har jeg selv sat frem; dette Velkomstmaaltid skulde helst være af første Skuffe. Knud skrev, at han vilde ind paa Hotellet og tale med mig der, før han kom herhen, saa jeg antager, at der bliver rigelig Tid til at faa Alt smukt og godt ordnet. Gæstekamret har jeg efterset og fundet efter Ønske, dog satte jeg en Kasse fine Cigarer ind og tog Biblen bort. Ikke fordi jeg tror Knud har Noget mod Biblen, det veed jeg, han ikke har, men jeg fandt,at det saae baade noget opstillet og barnagtigt ud, at den laa der paa Bordet ved Sengen. — Ja, Marie, saa stoler jeg paa, Du sørger for, at det Hele gaar som jeg ønsker.
Fru Lund saae venligt paa ham med sine store mørkeblaa Øjne.
»Vi skal gjøre os al Umage,« sagde hun. Men næppe var Faderen gaaet, før Frøken Elise stampede med sin fine, lille Fod.
»Hvorfor skal Alt sættes paa den anden Ende, Pigen tages fra Dig, naar Maden skal laves, og jeg tvinges til at stryge den dumme hvide Kjole? — Hvis det ikke er Tyranni saa« —
»Elise, Elise dog! Husk hvem Du taler om. — Jeg kalder det ikke Tyranni; det er en Form for Kærlighed. Din Fader ønsker at gøre sin Broder, som han ikke har set i over tyve Aar, alt det Gode han kan, og han ønsker at Hus, Hjem og Barn maa tækkes ham.«
»Jo, Tak, det er en dejlig Maade! — Hvordan var Onkel Knud før han rejste til Amerika, lignede han Fader?«
»Nej, det kan jeg egentlig ikke sige. Han var langt mørkere, end din Fader og saa var han indesluttet og tilbageholdende. Men nu maa vi tage fat, Elise, og ikke sinke hinanden. — Jeg synes det var dejligt, at se Fader saa forventningsfuld og glad. —
Amtsforvalteren gik imidlertid med rolige og dog raske Skridt henad ad Vejen, der førte til Købstaden, hvor han havde sit Kontor tæt ved Jærnbanestationen. Før han naaede Byen,vendte han sig et Par Gange om, saae efter hvorledes hans Villa tog sig ud, og satte sig ind i hvad Indtryk den vilde gøre paa Broderen. Solen skinnede paa Rødbøgen og den prægtige Sølvpoppel, det saae malerisk ud, og de tre høje, slanke Birketræer, paa den anden Side Huset,vare heller ikke til at foragte. Han nikkede fornøjet.
Men var det ikke Jærnbaneklokken, der ringede? — og hørtes ikke Togets Brusen i det Fjerne?
Saa ubehersket hurtigt havde han ikke gaaet i mange Aar, men Perronen naaedes ogsaa i god Tid, saa han fik rettet paa sin Dragt og viftet et Par Støvgran af det røde Ridderbaand, før Toget standsede.
»Knud, kære Knud!« med uforstilt Glæde tog han Broderen i Favn.
»Nej, hvor Du er uforandret Knud, min gamle Dreng! Lidt højere, mørkere, mandigere, men ellers den samme Skikkelse. Velkommen, velkommen! — Kendte Du mig straks?«
»Ikke straks, men nu, Du taler, kommer det gamle Udtryk mere og mere frem. Du er bleven fyldig, Viktor.«
»Ja, og halvgammel, ikke saadan en Ungersvend, som min Herr Broder. — Du vil altsaa først til Hotellet? — jeg respekterer dit Ønske, skønt jeg ikke forstaar det.« Han stak Broderens Arm ind i sin og skraaede over Torvet, hen til Stadens anseligste Bygning, det nye Hotel.
»Nej, se, hvor Hattene flyve af, naar Folk møder Dig. Du er nok blevet en stor Mand, Viktor.«
Amtsforvalteren smilede fornøjet, lod den guldknappede Stok gynge frem og tilbage, og sagde i en overlegen og en Smule selvbehagelig Tone:
»En stor Mand i en lille By, betyder ikke meget, veed Du nok. — Her er det, Du er meldt. — Opvarter, er Professorens Værelse i Orden? Godt!« Han lukkede Døren.
»Naa, saa har jeg Dig da endelig, Du kære, gamle Knud! —Du skrev, at det var et Besøg, men jeg haaber, at Du vil blive her i Danmark.«
»Nej, min Skolegerning derovre venter paa mig, den kan jeg ikke slippe. Vogt Dig, at jeg ikke stjæler din Søn og tager ham til Medhjælper.«
»Det var ikke det Værste, der kunde hænde, dog sker det næppe, da Knud Viktor allerede forbereder sig til at at blive Læge. — Men sig mig nu oprigtigt, Knud, hvorfor har Du ikke besøgt os før? Jeg knytter mig ikke let til Mennesker, staar nok i venskabeligt og selskabeligt Forhold til alle betydeligere Folk her i Byen, men har ikke en eneste Ven, rigtig Ven, uden Dig. Og jeg har saadan bedt, ja, tryglet Dig om at komme, men altid forgæves, indtil Du nu selv meldte Dig. Hvorfor har Du været ubevægelig?«
»Ja, hvorfor?« De store, mørke Øjne saae alvorligt og kærligt paa Broderen. »Kan Du slet ikke tænke Dig Grunden, Viktor? — Har Du virkelig ingen Ahnelse om den?
»Ikke den fjerneste.«
Professoren taug en Stund, saa lagde han Armen om Broderens Hals og sagde med dæmpet Stemme:
»Jeg elskede hende ogsaa.«
»Hende, hvem?« — Var det Marie, min Hustru?«
»Ja,« han bøjede Hovedet, »jeg havde elsket hende i Stilhed, længe før Du friede.«
»Og det har jeg ikke ahnet! —Aa, din Stakkel, saa det var derfor Du rejste. Men hvorfor kom Du ikke alligevel?« Tonen slog pludselig om og blev spøgende, »veed Du ikke, at det bedste Middel mod ulykkelig Kærlighed skal være, at gense den Elskede efter en halv Snes Aars Forløb.«
»Fy!« Broderen trak sig tilbage med Uvillie, derpaa sagde han med et blandet Udtryk af Harme og Sorg i Stemmen,« Du har da været god imod hende, Viktor?«
»Om jeg har, — hvem tror Du jeg er!«
»Tilgiv mig, Broder, men der var en underlig let Klang i dine Ord og det saarede mig, for hun er mig saa hellig.«
Han gik et Par Gange frem og tilbage i Stuen og begyndte saa igen:
»Efterhaanden som Aarene skred fik Sorgen en anden Karakter og da min Lærervirksomhed mellem de Unge kendelig velsignedes, forstod jeg tilsidst, at Gud Herren havde gjort Alt godt for mig og sat mig netop paa den Plads, hvor jeg kunde bruges. — Saa begyndte jeg at længes efter at gense Eder Alle, og jeg kunde — ja, jeg kunde virkelig — glæde mig over, at hun er din Hustru.— Jeg vidste jo ikke rigtig, om Du havde gennemskuet mig, og fandt,at jeg skyldte Dig dette Skriftemaal, derfor bad jeg om en Samtale paa Hotellet. — Gaa nu hjem,kære Viktor; jeg trænger til at være en Stund alene. — Omen Timestid kommer jeg saa med Kuffert og det Hele.«
»Gør det, Knud; jeg skal bestille Vogn til Dig.«
»Nej, Tak, jeg gaar helst. En stor Dreng kan komme trillende med Tøjet. Farvel saa længe, Viktor!« — Hils din Hustru fra mig.«
»Det skal jeg.«
Amtsforvalteren var underlig til Mode. Saa Broderen havde elsket hans Hustru, og Kærligheden var ikke kølnet i de mange Aar, den lyste ham endnu ud af Øjet, da han kaldte hendes Ægtefælde til Regnskab med sit ivrige Spørgmaal: Du har da været god imod hende. »Om jeg har,« lød Svaret jo med Liv, men nu trængte Spørgsmaalet sig igen frem:»har jeg virkelig?«
Han standsede et Øjeblik og trak Vejret dybt. Hvorfor kom han lige nu til at tænke paa Sønnen, den haabefulde unge Student, og paa de Ord, der vekslede imellem dem sidste Dag i Pintseferien. »Hvad tænker Du paa, Knud Viktor, havde han spurgt, da han traf Sønnen med Armen slynget om Birketræets hvide Stamme og Blikket ligesom seende ud i Fremtiden. »Jeg tænker paa min Moder,« lød Svaret, »og drømmer om den Lykke det vilde være at have hende i sit Hjem, faa Lov til at tjene hende, der altid tjener os Andre, og i Gjerning vise, hvor højt jeg elsker og ærer hende.« Det livfulde Udbrud havde ægget og saaret ham, og han svarede: »Men jeg, hvor skulde jeg være? Du slaar nok din Fader ihjel i Tankerne, for at Drømmen kan blive Virkelighed.«
»Nej Fader,« det klare oprigtige Øje saae ligeind i hans, »jeg tænkte slet ikke paa Dig i det Øjeblik, bare paa Moder.« »Naa saadan,«han lod som Ingenting, men følte et Stik i Hjertet og mente, at Sønnen kun daarligt paaskønnede den Fader han havde. Moderen var jo en god, blid Sjæl og en saare omhyggelig Hustru og Moder, men noget Særegent var hun da ellers ikke. — Og det vilde Broder enogsaa snart opdage.«
Han standsede igen og tænkte efter. Var hans egne Følelser da afkølede? Ja det kunde ikke nægtes, — og dog, hvis hun nu døder — Det gik igennem ham, Hvordan vilde Hjemmet være uden hende? Øde og tomt, Livet vilde ikke være værd at leve. »Har Du været god imod hende?« — Der var det igen. Ja vist har jeg, hun har ikke manglet Noget. Jo Kærlighed og Forstaaelse. Aa, Vrøvl, sagde han til sig selv og skyndte sig ind gennem Havelaagen.
»Hvor er Fruen, Stine? — Er Haven snart færdig?«
»Ja, om et Øjeblik. Fruen er i Køkkenet og steger Kyllingerne.«
Amtsforvalteren aabnede hurtigt Køkkendøren.
»Hvorfor trætter Du Dig med alt Dette, Marie? Du er ganske rød og ophedet. Det er jo Pigens Gerning og Elise maa da ogsaa kunne hjælpe, veed jeg.«
»Men, kære Viktor, Du satte dem jo selv i Arbejde, før Du gik. Elise er lige bleven færdig med Kjolen, og jeg sagde, at hun nu skulde klæde sig paa.«
»Men Du maa da ogsaa klæde Dig paa, jeg vil gerne at Du skal se godt ud.«
Han gjorde sig Umage for at se paa hende, som han havde set paa Villaen, med Broderens Øje. — Egentlig saae hun allerede godt ud, som hun stod der med sin slanke, fine Skikkelse og det rige mørkebrune Haar, der, paa et Par genstridige Smaakrøiler i Nakken og ved Tindingen nær, var samlet i en glindsende, treflettet Nakkeknude.
»Tag den Kjole paa, der klæder Dig bedst, Marie,« han ønskede, at Broderen maatte finde hende nogenlunde uforandret.
»Men Kære,« hun saae spørgende paa ham, »bryder Du Dig om det. Jeg veed nok, Du vil gerne se mig i en prydelig Dragt, men hvad der klæder« — hun smaalo.
»Udvalget er ikke stort,« lød Elises frejdige Stemme; hun var lige kommet ind og havde hørt Faderens Ord. »Du veed, Fader, at jeg raadede Dig til at give Moder et Par nye Kjoler, men da Du spurgte hende, om hun virkelig trængte til dem, sagde hun naturligvis nej.«
»Ja, for jeg havde Kjoler nok. — Sørg nu for Vaserne, Elise.« Hun gøs for et Sammenstød mellem Fader og Datter.
Den unge Pige, der saae sød ud i sin hvide Dragt, med det gyldenbrune Haar, de gode, klare Øjne og røde Kinder, fjernede sig tøvende, i det Faderen sagde: »Du maa klæde Dig om, Marie!«
»Ja, det vil jeg ogsaa, skøndt denne Kjole ser ganske net ud, naar jeg tager det hvide Køkkenforklæde af. Naa, der er Stine; det var lige tilpas, saa gaar jeg. — Du traf altsaa din Broder?«
»Ja, og jeg skal hilse Dig fra ham.«
»Skal Du virkelig? Det glæder mig.«
Amtsforvalteren saae forskende paa hende og sagde mut:. »Han maatte jo være en rigtig Tølper, hvis han ikke sendte Dig en Hilsen.«
»Ja, det har Du Ret i, saa det betyder vel ikke Stort. — Straks blev jeg saa glad, for jeg frygtede egentlig, at han havde Noget imod mig.«
»Hvorfor i Alverden skulde han have Noget mod Dig? — Hvad mener Du?«
»Jeg kendte jo din Broder godt og holdt meget af ham, vi havde altid været gode Venner, men vor Bryllupsdag var han underlig frastødende.«
»Hvordan det?«
»Han skulde jo snart rejse, og det var saa rimeligt, at han sad taus og alvorlig ved Bordet, men det gjorde mig dog ondt, og da vi senere spadserede i Haven, og jeg saae, at næsten alle de andre Herrer havde en Blomst i Knaphullet, plukkede jeg en Rosenknop og gik hen med den til ham, der stod ene støttet til et Træ. »Herr Broder,« sagde jeg og vilde stikke Blomsten i hans Kjole, men han trak sig hurtig tilbage, skød til min Haand og sagde afvisende: »Nej endnu ikke, der maa Tid til,« og saa skyndte han sig bort, men jeg følte mig saa tilbagestødt.«
»Hvorfor har Du ikke før fortalt mig dette?
»Men Kære, naar plager jeg Dig med mine smaa Bekymringer? At jeg heller ikke for nogen Pris vilde bringe Misstemning ind mellem Brødrene, kan Du nok vide. — Ja, saa gaar jeg; om ti Minuter skal jeg være her igen og efterse om Alt nu ogsaa er, som det skal være.«
Amtsforvalteren blev staaende paa en Plet, og tænkte efter. »Naar plager jeg Dig med mine smaa Bekymringer,« sagde hun, og kunde sige det med Sandhed. Men han plejede at bringe hver Ubehagelighed, Tilsidesættelse eller Fornærmelse, ja selv den ringeste, hjem med og lægge Byrden paa hende. Megen Anerkendelse og Udmærkelse havde han ogsaa bragt hjem, men det var udelukkende til Smykke for ham selv. Hvad maatte hun egentlig dømme om ham i sit inderste Hjerte? — Jeg holdt meget af din Broder, sagde hun, og den bævende Stemme forraadte, at Broderens frastødende Væsen havde voldt hende Sorg. Dersom Knud nu var kommet først, og havde faaet Ja, hvordan vilde hendes Liv saa have været?
Han gik utaalmodig frem og tilbage i Stuen, det var uvante Tanker, og de ydmyggede og pinte ham.
Naa, der kom hans Hustru igen. Dragten, en graa Lærredskjole, klædte hende; den var fin og smagfuld, i al sin Tarvelighed. Men den friske Rødme, Skorstensilden havde fremkaldt, var borte.
»Er Du rask, Marie, Du ser saa bleg ud.«
»Ikke blegere end ellers; jeg er fuldkommen rask.«
Amtsforvalteren grebes, trods denne Forsikring af en ubestemmelig Angst. Hendes Øjne vare saa klare og Hudfarven saa skær. Han havde ikke bemærket det før, men heller ikke set paa hende i lange Tider.
»Men Flaget?« lød pludseligt Elises Stemme, »vi maa da flage for Farbror Knud.«
»Nej,det er dog virkelig for galt!« Faderen foer op paa vant Vis, »har Du glemt det, Marie?« Blikket var harmfuldt, men afvæbnedes, da det mødte Hustruens blide, undskyldende Øje.
»Tilgiv, kære Viktor, det er en stor Skam! — Kald paa Stine, Elise, saa skal vi snart faa det op.« —
Det smukke, anselige Flag var lige bleven hejst, da Professoren kom. Husmoderen, der fastgjorde Snoren, saae ham ikke, men han saae hende,
»Velkommen, Knud, velkommen! — Marie, her er min Broder.«
»Velkommen!« Hun saae venligt, men dog noget frygtsomt, ligesom spørgende, paa Svogeren.
»Tak,« han bøjede sig og kyssede hendes Haand, derpaa sagde han i en bevæget, trohjertet Tone: »Maa jeg kalde Dig Søster, regne Dig for min Søster?«
»Ja, Tak,« svarere hun glad, tog den fremrakte Arm og saa gik de op til Huset. Amtsforvalteren saae taus til, derpaa hentede han Datteren.
»Her er vort Pigebarn,Knud,den lille Elise, jeg saa tidt har skrevet om. — Kys din Onkel, min Pige!«
»Nej, nej, hun skal være fri! — Hvor Du ligner din Fader, Barn.«
»Ja, det sige Alle. Knud Viktor ligner Moder. Det er kedeligt, at han ikke er hjemme, men vi vente ham snart.« Elise syntes godt om Onklens Ansigt og hele Fremtræden, og hun var ham taknemmelig fordi han selv havde afværget Kysset.
»Hvor Du ser ung ud!« Amtsforvalteren slog sin Broder paa Skulderen og betragtede ham nøje. I det Samme kom en underlig Tanke flyvende, der bragte ham til at udregne hvor gammel den Hjemvendte egentlig var. Fireogfyrre, og Elise kun atten. Det var en stor, stor Aldersforskel, men Sligt var hændet før og hos Knud vilde det noget selvraadige Barn være i de allerbedste Hænder. Ja, hvem vidste, hvad Dagene kunde bringe. —
Lidt efter samledes Familien ved Middagsbordet. Saa oplivet og glad havde Amtsforvalteren sjelden set sin Hustru. Var det Broderens forekommende og ærbødige Væsen, der gjorde hende frimodig og meddelsom, eller var Svogeren hende maaske kærere,end hun selv vidste? — En hidtil ukendt Følelse af hendes Værd greb ham. Laa der maaske skjulte Skatte i hendes Indre, Skatte,han ikke havde agtet paa, eller søgt efter og endnu mindre hævet. — Nu fortalte hun om sin Søn og Tilhørerens Ansigt lyste omkap med hendes eget. Dette var ham saa fremmed; han plejede altid, enten Familien var ene, eller havde Gæster, at være Den, der udelukkende ledede Samtalen, medens Hustruen stilfærdigt og forekommende passede en Værtindes Pligter.Alle Øjne vare i Reglen vendte mod ham, men i Dag! — Her maatte brydes ind, han slog paa Glasset.
»Jeg foreslaar en Velkomstskaal! Men dit Glas er jo vendt om, Knud, er Du Afholdsmand?«
»Ja, men der kan udmærket godt drikkes Velkomstskaal i Vand, ikke sandt, liden Elise? Jeg ser, at Du ogsaa har vendt dit Glas.«
Men hun kan vende det om igen, naar hendes Fader ønsker det. Saadant et dumt Indfald!— Tro ikke, at jeg taler til Dig, kære Knud, Du er en Mand og har dine Grunde. — Fruen vil maaske heller ikke have Vin?« Han begyndte at blive ærgerlig.
»Jo Tak, en lille Draabe med Dig.« Hun saa mildt paa ham, for hun var ham saa usigelig taknemmelig. Det maatte jo være paa Grund af af den kærlige Maade, hvorpaa han havde omtalt hende i sine Breve, at Broderen viste sig saa imødekommende og elskværdig.
Kaffen serveredes i Lindelysthuset nede i Haven. Elise, der stod i den buede Indgang og saae op mod Huset, traadte pludseligt et Skridt tilbage og samtidig kom en stor, lysebrun Hund farende.
»Stille Rolf, stille!« En høj, ung Mand med Studenterhue paa, nærmede sig hilsende.
Elise nikkede fortroligt, Moderen sagde venligt: »Velkommen Student Larsen,« men Amtsforvalteren rynkede sine Bryn og hilste saa knapt, somhilses kan.
»Knud Viktor har bedt mig bringe hans Forældre og Søster mange Hilsner. Han haaber at komme sidst i næste Uge. Detvar lidt trangt for ham, at han ikke kunde følge med mig, for han længes hjem.«
»Naa det gør han. — Sæt Dem ned Student Larsen og drik Kaffe med os.« Elise gjorde Plads, men en Haand bevægelse af hendes Fader standsede Studenten. »Jeg kan ikke opfordre Dem til at blive, Larsen, min Broder, Professor Lund, er lige kommen og vi ere efter mange Aars Adskillelse første Gang samlede. At en Fremmeds Nærværelse ikke kan Andet end virke forstyrrende, maa De selv kunne indse. Naar Knud Viktor kommer hjem, staar det Dem selvfølgelig frit for at besøge ham« — Stærkt Eftertryk paa ham.
Blodet foer den unge Mand til Hovedet, og Stemmen skælvede en lille Smule, idet han svarede; »Undskyld, jeg vidste ikke, at Professoren ventedes og endnu mindre, at han allerede var kommen. Knud Viktor bad mig bringe Hilsen og det har jeg nu gjort.« Han bukkede høfligt og skyndte sig bort. Men Fru Lund raabte med sin blide, bløde Stemme: »Tak for den velkomne Hilsen. Tak for Alt, hvad De har været, og er, for vor Søn.«
Amtsforvalteren saae ud som en Tordensky; havde Broderen ikke siddet ved Husmoderens Side, var Uvejret brudt løs. Og se, Datteren fulgte sandelig Studenten lige til Havelaagen, rakte ham Haanden og klappede den brune Hund.
»Elise! — Jeg finder det er en altfor stor Opmærksomhed, Du viser den unge Fyr ved at følge ham ud.«
»Da Du havde vist ham Døren, Fader, vilde jeg dog i det Mindste følge ham hen til den.« Hendes Kind blussede og Øjet var fuldt af Taarer.
Professoren saae kærligt paa hende. »Du gjorde, hvad jeg havde Lyst til at gøre, Barn. — Naar Nogen ser i den Grad fordringsløs og beskeden ud, forstaar jeg ikke, man kan nænne at støde dem bort. Du maa ikke tage mig det ilde op, Viktor, men det gjorde mig ligefrem ondt, at Du saadan affærdigede ham.«
»Ja, ja,« Amtforvalteren nikkede hemmelighedsfuldt, »der kan være flere Grunde til min Opførsel, end Du veed, men jeg synes nu, at den anførte Grund var tilstrækkelig. — Maa jeg byde Dig en Cigar?«
»Tak, jeg ryger ikke. — Er den unge Larsen her fra Byen?
Ja, han er. Knud Viktor og han gik i Skole sammen, derfra skriver Bekendtskabet sig. Forældrene hører ikke til vor Omgangskreds. Faderen er Skibskaptein og Folk kalde ham spotvis den hellige Skipper. Konen er en ganske jevn og tarvelig Kvinde.« »Hun er en Præstedatter, kære Viktor.« »Naa saa, ja det kender jeg ikke Noget til, og det kan da ikke heller interessere Knud.«
»Jo det kan, for jeg synes særlig godt om den unge Mands ærlige, aabne Ansigt og hele Personlighed. Du maa huske, det er mit Fag at arbejde paa saadanne unge Knøse og lede dem hen til Herren. For det er Maalet, det inderste Maal, i al min Stræben.«
Elise saae paa sin Farbror med taknemlige Øjne og Moderen udbrød: »Hvor det glæder mig usigeligt at høre.Du maa fortælle os meget mere om din Virksomhed ved Akademiet, kære Knud. Hvad Student Larsen angaar, har Du opfattet ham fuldkommen rigtigt, han er baade et begavet og et godt, velsignet Menneske.«
»Husherren rynkede igen Brynene. Saa frit og uforbeholdent plejede hans Hustru ikke at tale, og hvor faldt det fortrolige Du, og ogsaa Navnet, let og naturligt i hendes Mund. —
»Skal vi ikke gaa en Tur, Viktor? Broderen lagde sin Haand paa hans Skulder; »jeg havde stor Lyst til at gense den gamle Egehøj, og lægge Vejen derop, om ad Bakkestien, hvor vi to Drenge gerne fandt hen i Frikvarteret og spiste vor Frokost i Skyggen af et gammelt Hyldetræ. Gaar Du med, kære Marie,« Stemmen var hensynsfuld og ærbodig »saa skal jeg fortælle Alt, hvad I blot vil høre, om Akademiet, som min Læreanstalt jo kaldes.« —
Amtsforvalteren tændte sin Cigar og gav sig paa Vej med de Andre, medens en underlig bitter Følelse af Selvbebrejdelse, en Følelse, dervar ham saa ukendt, blandede sig i Glæden over Broderens Nærværelse.
Skøndt Talen ofte henvendtes til ham,og han svarede, hvad der kunde være passende, følte han sig dog ligesom udenfor det Hele. Elise spurgte om flere Ting og Moderen spurgte ogsaa, medens Interessen lyste hende ud af Øjnene. Og hvor Broderen kunde svare! — Det var for ham, som havde han selv drejet sig rundt i en lille Kreds,alle disse mange Aar,uden at være kommen et Haarsbred videre. Med Et fik han Lyst til at afbryde Samtalen, tiltrække sig Hustruens Opmærksomhed, igen blive Centrum.
»Tag min Arm, Marie, Vejen her er stejl.«
Hun saae forundret paa ham og det glade, næsten undselige Smil hvormed Armen modtoges, mindede ham om første Gang han, efter at have faaet et blysomt Ja, lagde hendes Arm i sin og følte sig som en Sejervinder. Havde hun i Aarenes Løb forspildt hans Kærlighed? Nej, nej, nej, men den var ligesom bleven borte i Egenkærlighedens Alt opslugende Dyb. —
»Skal vi standse et Øjeblik,« Fru Lund trak Vejret.
»Er Du træt, Marie?« Han betragtede hende nøje. Hun saae ikke daarlig ud i dette Øjeblik, Varmen, den raske Gang og livfulde Samtale havde farvet Kinderne røde.
»Nej, ikke træt, svarede hun, men en lille Smule forpustet. — Jeg er saa uvant med at gaa Ture.«
»Saa tage vi det med Ro. Lade de to unge Mennesker,« han pegede paa Professoren og Elise, »storme i Forvejen og komme i jevn Skridtgang bagefter.«
Fru Lund løftede Hovedet og saae paa ham og det gjorde Elise ogsaa, for hans Stemme lød anderledes, end den plejede. Men Professoren sagde muntert: »Nej, mange Tak, tror Du Elise og jeg vil undvære Eders Selskab. — Men hvor kan det være, at I ere uvante med at gaa Ture, her i denne smukke Egn?«
»Viktor spadserer hver Dag og det gør Elise ogsaa, det er bare mig, der er doven.«
»Skal vi ikke snarere sige flittig, Moder, altfor flittig,det er mere overensstemmende med Sandheden. — Jeg kan næsten aldrig faa Moder til at slippe Arbejdet og gaa ud med mig.«
»Og din Fader kan heller ikke?« »Jo, naar han bad hende om at gaa, gik hun straks, men han foretrækker nok at gaa ene.«
Det lød misbilligende og Moderen tilføjede hurtigt:
»Naar man gaar alene,tænker man bedst,Fader har saa Meget at tænke paa.« Elise svarede ikke, men hendes unge, letbevægelige Ansigt fik et mindre velvilligt Udtryk.
»Støt Dig paa min Arm, Marie, tyng ordentlig til, ellers er det jo ingen Hjælp. Blot Bænken oppe paa Højen nu maa være ledig. Jeg synes det er, som puslede Noget deroppe mellem Buskene.«
»Det er blot en Hund, Fader.« Professoren med sit skarpe Syngen kendte den lysebrune Hund, der havde vist sig i Haven.
»Bænken er optaget,« sagde han, »der sidder en Herre med Kikkert og en strikkende Dame, og oppe paa Udsigtstilladset staar en rank, ung Gut med Studenterhue paa. Nu kom den af, han har kendt os.«
»Lad os dreje om ad Stien til Venstre,« Amtforvalteren var ærgerlig, »der staar en Bænk paa den anden Side Højen, hvor jeg haaber, vi kan faa Lov til at sidde i Fred.«
»Vi kan godt gaa op paa Højen, Fader, Kaptejnen har skruet Kikkerten sammen og Fru Larsen rejst sig og puttet Strikketøjet i Tasken. De gaa den anden Vej ned og Bænken er tom. — De sad saa hyggeligt og rart, nu har vi forstyrret den Glæde!«
»Det gør mindre, naar din Moder trænger til at hvile ud. — Hvad vil den Hund os! Lad dog vær at kæle for den, Elise! Jeg vil ikke vide af det!«
»Saadan Noget kan Du ikke forbyde mig. — Det er rigtignok godt, at jeg er fyldt atten Aar og har Frihed til at rejse hvorhen jeg vil!«
»Elise dog!« Moderen lagde sin Haand paa den ophidsede Piges Arm, »hvad tror Du, din Farbror tænker om Dig?«
»Jeg veed hvad han tænker,« Faderen saae strengt paa hende, »Elise ligner ikke sin Moder, tænker han.«
»Og deri harhan Ret,jeg slægter min Fader paa, hararvethans Natur. — Men der ligger jo en af Fru Larsens Strikkepinde og blinker i Græsset, den maa hun have tabt.Jeg løber ned med den, Moder!«Og hurtig som et Lyn løbhun nedad Højens stejle Skraaning, men Moderen raabte: »Hils mange Gange fra mig,« og dette Udraab satte ligesom Tilladelsens Stempel paa den unge Piges Løb.
»Hvad dømmer Du om hende, Knud?« Amtsforvalteren var vred.
»Der er Stof i hende til en god og dygtig Kvinde,« lød Svaret, »men skal hun bastes og bindes, kommer Trodsigheden frem.«
»Kan være, Du har Ret,« han var glad over at Broderen syntes om hende. — Ja kunde det ske!
Elise fik en blidere Medfart ved Tilbagekomsten, end hun havde ventet.
»Hvad tænker Knud Viktors Ven at ville være?« spurgte Professoren senere.
»Skolemand, Farbror. Aa han er saa fuld af nye Ideer og Planer, men ogsaa fuld af Lærelyst og Respekt for alt det Gamle, der duer.«
»Hvor veed Du det?« Amtsforvalteren rejste sig.
»Jeg veed det fra Knud Viktor og ogsaa« hun saae Faderen lige ind i Øjet, »fra ham selv.«
»Det kunde more mig at tale rigtigt med ham« sagde Professoren, og tilføjede, »vi mødes vel nok, for jeg tænker at blive her en god Stund, hvis I da vil have mig?«
»Om vi vil!« Svigerinden talte med Liv, »Viktor har jo længtes efter Dig i alle disse Aar.«
Professoren lagde sin Arm om Broderens Hals.
»Ja, Gud ske Lov,« sagde han varmt, »det Drengevenskab, der bandt os to Brødre sammen, er uforandret.«
Amtsforvalteren svarede ikke, men trykkede Broderens Haand fast, og følte sig inderst inde, uværdig til hans Venskab. — »Du har da væretgod imod hende!« Det var som Spørgsmaalet forfulgte ham.
Solen begyndte nu at dale i gyldne og purpurfarvede Skyer, der efterhaanden som de stege opad, bleve rosenrøde. Fuglene kvidrede Godnat, paa Lærkerne nær, der endnu ikke vare trætte af den lange, dejlige Sommerdag.
»Duggen falder Marie, det er bedst vi gaa hjem.«—
Kort efter Hjemkomsten bød Professoren Godnat og gik fulgt af Broderen op paa Gæstekamret.
»Nej, hvor her er hyggeligt inde, og saa friskt med alle de aabne Vinduer. Tænd dog ikke Lysene, kære Viktor, saadan en herlig Sommeraften. Nymaanen, der staar over Birketræerne ligner jo ganske en lille hvid Sky, saa lys er Himlen endnu. — Tak for denne skønne Dag! Det er den bedste i mit Liv, tror jeg.«
»Tak selv, Knud,« han omfavnede Broderen og spurgte saa noget usikkert: »Fandt Du hende forandret?«
»Ja, noget, dog ikke nær saa meget, som man skulde tro. Den hellige Ild brænder lige klart.«
Amtsforvalteren saae urolig op. »Synes Du ikke hun saae svag ud, ængstelig svag?«
»Nej slet ikke, det faldt mig ikke ind.«
»Hørte Du ikke, at hun hostede? Doktoren sagde i Vinter, at han ikke holdt af hendes Hoste, men jeg lagde ingen Vægt derpaa, dog i Gaar hostede hun gentagne Gange.«
»Det maa ikke ængste Dig,« Professoren smilede,»for det var udelukkende din Cigars Skyld. Hver Gang
Røgen bølgede hen imod hende, kom Hosten. Jeg havde den største Lyst til at slaa Dig Cigaren ud af Munden, Viktor, men maatte jo dy mig. — Nej, egentlig svag synes jeg ikke hun ser ud, men — tør jeg sige hvad jeg mener?«
»Ja, sig bare frem, hvor slemt det end er.«
»Det er ikke slemt. — Jeg synes blot, at hun ligner en Plante, der har for lidt Plads og trænger til mere Luft, Lys og Vand for at kunne udfolde sig i al sin Herlighed. Men underlig skønt er det, at se en Kvinde i hendes Alder — hun er jo kun to Aar yngre end mig — saa frisk, umiddelbar og uberørt af Verdens Væsen.«
»Ja, det er hun!« Amtsforvalteren havde undertiden sagt til hende — dog ikke som en Ros, men som en Anklage — »Du ligner ikke de Andre.«
»Du synes altsaa virkelig, at hun ikke ser syg ud? — Hvad Du sagde om Cigarrøgen beroliger mig unegtelig, skøndt det blotter min tølperagtige Opførsel.«
»Du tænkte ikke paa hende, det er hele Sagen, men hun tænker vist altid paa Dig. — Ja, saa Godnat, Viktor, og Tak igen. Gud Herren velsigne Jer Allesammen!«
Idet Amtsforvalteren forlod Stuen saae han, at Cigarkassen var sat bort og Broderens Lommebibel lagt paa det lille Bord ved Sengen.
Da han kom ned, var Elise gaaet til Ro, men Fru Lund stod endnu ude paa Verandaen og nød Aftensvalen.
»Det har været en dejlig Dag,« sagde ogsaa hun.
»Den bedste i dit Liv, kanske?« Stemmen var rolig,men det blussede op i hans Indre.
»Nej,nej, langtfra, men en af de bedste.«
»Hvad for en Dag, var da den bedste?«
»Det kan Du nok tænke.«
»Nej, jeg kan ikke, sig det.«
»Den Dag Du spurgte mig, om vi skulde følges ad Livet igennem.«
»Naa den,« han tog hendes Haand, »kom ind Marie, og sæt Dig her hos mig, det lufter koldt derude paa Verandaen. — Svar mig oprigtigt, hvis det nu ikke havde været mig, men Knud, der havde spurgt Dig, hvad saa?«
»Det havde været forfærdelig sørgeligt!«
»Hvorfor det? — Han var jo hundrede Gange bedre end jeg, og havde gjort dig langt lykkeligere.«
»Men Viktor dog, jeg holdt jo af Dig.«
»Og Du tør paastaa, at Du vilde have givet ham Afslag?«
»Ja, det var jeg da nødt til, naar jeg elskede en Anden, — elskede Dig.«
En ubeskrivelig Følelse af Lykke greb Amtsforvalteren,da hun næsten undseligt hviskede dette. Han kendte ikke sig selv igen og havde nær bedt hende gentage Ordene, dog gjorde han det ikke, derimod spurgte han: Men nu, Marie, nu, hvordan ere dine Følelser nu?«
»Mine!« svarede hum blot, men der laa aarlange Lidelser bag ved det sagte Udbrud, der efterfulgtes af en Stille dyb Graad.
»Men, Kære, hvad er Dette!«Han lagde Armen om hendes Liv og trak hende til sig.
»Jo, Viktor, jeg har tidt mærket, at dine Følelser vare forandrede. Du troede fra først af, at jeg indeholdt mere, vilde kunne dele alle dine Interesser og Glæder.Og da jeg slet ikke passede til, eller fandt Smag i Selskabslivet og, i det Hele, var saa jevnt begavet og højst almindelig, blev Du skuffet, og saa gav Du mig Lov til at blive hjemme hos Børnene, og det takker jeg Dig inderligt for. Vi Tre havde et velsignet Samliv, men jeg længtes dog altid efter Dig. Og naar Du saa kom og fortalte om Selskabet, for det gjorde du gerne,og jeg hørte Dig sige om En og Anden: Det var en Dame, man havde Fornøjelse af at tale med, følte jeg mig saa uforstaaet og blev saa bedrøvet, for alt Det, jeg havde at sige, vilde ikke være nogen Fornøjelse for Dig at høre, og derfor blev det ikke sagt. — Men i Dag er Du ganske anderledes, Du er jo ligefrem kærlig, og saa brød alt Dette frem. — Du maa ikke ynke mig, Herren har været min Trøst fra Dag til Dag, han har hjulpet mig gennem Alt, og han vil ogsaa opfylde min Bøn, lede og bøje alle vore Hjerter til vi helt blive hans.«
»Men Du maa ikke forlade os, Marie! ikke rejse derhen, hvor Du egentlig hører hjemme. Børnene er saa unge endnu og trænge til Dig, — og jeg har meget at gøre godt igen. Stands mig ikke, og sig mig ikke imod! Jeg længes efter og trænger til at anklage mig selv.«.
Og saa kom det som en Strøm. Bindet var taget fra Øjet, han saae sig selv, som han var, og havde været, i Forhold til hende, og blottede nu det Sete uden Skaansel.
»Du, Marie, har været et lysende Eksempel for vore Børn, jeg et afskrækkende. Knud Viktor,i det Mindste,har dit Sindelag og ingen af mine Fejl.«
»Duhar været med til at lære Børnene Sandruhed og Ærlighed, jo, kære Viktor det har Du, og altid har Du været hæderlig og retsindig til det Yderste.«
»Og dog har jeg levet i Selvtilfredshedens nedværdigende Løgn. — Hvorfor,« han talte heftigt, »hjalp Du mig ikke ud derfra, hvorfor sagde Du det ikke.«
»Ja, det burde jeg have gjort, men Du tilbageviste, enhver, selv den mildeste, Bebrejdelse, saa hver Gang jeg prøvede at gøre det, følte jeg min Afmagt. Men det var galt, det vidste jeg, og det pinte mig.« Hun saae undskyldende og bedende op til ham. Han svarede ikke, men spurgte igen, det var ligesom han ikke kunde slippe Ængstelsen: Er Du virkelig rask? Jeg er saa bange, at Du skal flyve fra os.« Derpaa tog han hendes Haand, klappede den sagte og førte den til sine Læber. Broderen havde kysset den, det vilde han ogsaa gøre, for det var dog hans Haand.
Fru Lund var til Mode som en Drømmende. Var dette Virkelighed, vilde det vedvare?
Men Amtsforvalteren gik Time efter Time frem og tilbage i Havens Gange og holdt Regnskab med sig selv. Det var udelukkende hans Skyld, at Planten, Broderen talte om, ikke havde faaet Plads, Luft, Lys og Vand nok. Knud Viktor havde følt det og ønsket at kunne løfte Moderen op paa Højsædet, men det var ikke Sønnen, der skulde gøre dette, det tilkom ham selv, hendes Ægtefælle, og det var i hendes eget Hjem, at Højsædet skulde rejses.
Men hvis det nu var for sent? — Angsten greb ham igen, det var som saae han hende ligge hvid og stille paa et blomstersmykket Leje.
»Herre i Himlen, forbarm Dig og lad mig beholde hende!« Raabet kom fra Hjertets inderste Dyb.
Hvor det lettede! Paa den Maade havde han aldrig bedet før. Hvad havde hans regelmæssig holdte Morgen og Aftenbøn, der egentlig Intet begærede og heller Intet fik, været Andet,end en Fornærmelse mod den levende, hellige Gud.
Selvanklagen kom nu fra den rette Side, og han følte sig skyldig til Død og Dom, men samtidig fornam han, at en frelsende Haand var udrakt for at bjerge hans Sjæl.
Da Amtsforvalteren vaagnede næste Morgen, var Solen allerede højt oppe paa Himlen. Han tog hurtig det vante Styrtebad og klædte sig paa i en Fart. Det gnavne Morgenhumeur, der plejede at gribe de ubetydeligste Anledninger til Berettigelse af misfornøjede Udbrud, meldte sig ikke. Derimod længtes han efter at se sin Hustru, faa talt med hende, begynde det nye Liv.
Der hang den lysegraa Kjole og det hvide broderede Forklæde, hun havde baaret Aftenen i Forvejen, »Aa, Gud ske Lov, hun skulde bære det igen i Dag, det var ikke en Afdøds Efterladenskab.«
»Godmorgen, Fader!«Elise mødte ham i Gangen, »Farbror Knud er allerede ude at spadsere, hvad synes Du?«
»Jeg synes, at Du skulde have gaaet med,« svarede han, men tænkte i det Samme: Aa, nej, nej, lad mig dog ikke prøve paa at bøje denne kraftige unge Gren, saa den knækker. Desuden forstaar jeg nu, at der i Knuds Hjerte hverken er Lyst til, eller Plads for, et eget Hjemliv. —
»Hvor er din Moder, Elise?«
»Moder har plukket et stort Fad Jordbær og sidder nu i Lysthuset og piller det Grønne fra.«
»At sidde stille med vaade Fødder kan ikke gaa an,« han ilede derud.
»Marie dog, hvor kan det falde Dig ind at plukke Jordbær, naar Duggen driver henad Græs og Blade?«
»Men, kære Viktor, naar tænker Du paa Sligt.« Hun fik Taarer i Øjet, men holdt dem tappert tilbage og forklarede; »jeg havde Trætøfler over Skoene og blev slet ikke vaad.«
»Virkelig ikke? Kan jeg stole paa Dig?«
Hun nikkede.
»Slip nu Arbejdet og lad Elise gøre Resten. Vi fik ikke talt ud i Gaar.« Han tog hendes Haand og førte hende ned til Grenebænken under Birketræerne, saa lagde han Armen om hendes Liv og hviskede: »Jeg har ikke været god imod Dig Marie, det maa siges igen, siges rent ud.«
»Aa Viktor!« svarede hun blot og brast saa i den samme stille, fromme,taalmodige Graad, hun havde grædt Aftenen i Forvejen, en Graad, der,somførsagt, aabenbarede ham,Alt hvad hun havde lidt i de mange, lange Aar. Han lagde hendes Hoved til sin Skulder, kyssede hendes Øjenlaag og lod hende græde ud.Først da hun rettede sig, sagde han:
»Min Synd mod Dig, udsprang af min Synd mod Gud, nu veed jeg det.Det nytter ikke at forsage den Ondes udvortes Gerninger,naar man ikke forsager hans Væsen,og det gjorde jeg ikke.Der gik et Lys op for mig i Nat, og jeg fik mig selv at se i dybere Forstand, end i Gaar, for nu galdt det Forholdet til Herren i det Høje.«
»Og han,« hendes Stemme havde en stille Sejersklang, »der tændte det Lys, vil føre Dig fremad Skridt for Skridt. I Morges tænkte jeg, hvordan vil min Husbond nu være, naar vi mødes, vil den vidunderlige Lykke, jeg følte i Aftes, vare ved, og jeg bævede en Smule. Men nu frygter jeg ikke, naar vi begge hvile i Gud Herrens Haand ere vi godt hjulpne. — Saa Du holder virkelig af mig, Du kære, stormægtige Mand?«
»Ingen paa Jorden, heller ikke Knud Viktor, holder saa meget af Dig, som jeg gør, men med Stormægtigheden er det forbi, den skal trevles op, rives ud, Du maa hjælpe mig.«
»Godmorgen, Godmorgen!« Professor Lund stod udenfor Haven nede paa Landevejen. Student Larsen, der fulgte med ham, holdt sig i Afstand, men Rolf, som havde øjnet Elise ved Havelaagen, styrtede med glade Krumspring henimod hende.
Fru Lund bøjede sig tæt til Mandens Øre. »Maa jeg bede ham blive til Frokost, Viktor?«
»Kære Frue Du har altid Frihed til at indbyde Gæster. Det er kun den med Husets Forsyning ubekendte Gemal, der har at spørge.«
Hun rystede paa Hovedet og lo. Hvor vare hendes Øjne milde og søde, han havde glemt det,men saae det nu igen.
»Sig det, selv, Viktor, men husk, saa er Døren aabnet og kan ikke lukkes mere.« »Og du billiger, at den aabnes?« »Ja, fuldtud.«
Han nikkede, rømmede sig en Smule, for det faldt ikke saa ganske let, og begyndte:
»Gaa ikke,Student Larsen,men spis Frokost med os. Min Broder vil vist gerne fortsætte Samtalen.«
»Unægtelig,« lød det fornøjede Svar, og de to Herrer gik ind igennem Laagen, der holdtes aaben af Elise.
Frokostbordet dækkedes nede i Haven, og Husets Datter løb, fulgt af den glade Rolf, frem og tilbage med Kurve og Bakker. Hvor her er velsignet!« Professoren lagde sin Haand paa Broderens Arm, »der er noget underlig vederkvægende ved Hjemlivets Hygge. — Nej, Du maa ikke beklage mig, Viktor,jeg er glad og taknemlig over min Lod, men tænkte«—
»Hvad tænkte Du?«
»Det knytter sig til Noget, Student Larsen og jeg talte om. — Maa jeg sige det?«
Den Tiltalte nikkede, og Elise,der stod paa Spring, lod Ro falde paa.
»Efter først at have talt vidt og bredt om vor fælles Hovedinteresse, de Unges Undervisning og Udvikling i det Hele, spurgte jeg Student Larsen om han ikke, efter endt Eksamen, vilde sætte sig ind i min Maade at arbejde paa, og det havde han Lyst til. Hvis det saa gik, hvad jeg næsten tør staa inde for, at det vilde, kunde han jo overtage en Del af Arbejdet. Og saa tænkte jeg mig, at hans Hustru — hvis han fik en Hustru — kunde være Akademiets Madmoder, saa den Hjemhygge der savnes, vilde blive os til Del. — Hvad siger min Svigerinde hertil?«
»Kan en ung Pige i Herrens Navn med glad Hjerte forlade Slægt og Venner for at ægte den Mand, hun holder af, synes jeg hun skal gøre det. — Naar vil De op til Eksamen, Student Larsen? — Jeg troede ikke det var nær forstaaende.«
»Nej, det er ogsaa først til næste Aarr men saa vil Professoren straks tage imod mig — imod os,hvis vi er To.«
Han saae bedende paa Elise, og hun besvarede Blikket, de havde allerede i nogen Tid forstaaet hinanden.
Men Faderen undredes i sit stille Sind over hvor sælsomt Herren slynger sine Børns Veje. Selv havde han undt Broderen at faa Elise derover, som en Erstatning for hvad han havde lidt og savnet. Og saa vilde hun ogsaa komme, med al sin rige Naturs Liv og Varme, men hun vilde komme som Datter, ikke som Hustru. Først nu, da hans egen Kærlighed var genvakt, forstod han, at ingen Kvinde paa Jorden, men kun det Kaldt Gud havde betroet ham, kunde fylde den tomme Plads i Broderens Hjerte.
»Hvad siger Du, Viktor,« Professoren saae ham ind i Øjet.
»Danmark har ogsaa Brug for gode Kræfter, men jeg siger alligevel, rejs i Guds Navn,« han rakte Student Larsen sin Haand.
Da Knud Viktor en Ugestid senere indfandt sig, kendte kan ikke Hjemmet igen. Der var en stille Glæde over hans højtelskede Moders hele Væsen og Væren, der lyste op hvor hun blot viste sig. Hvad Elise angik, syntes hun ham langt mildere og medgørligere end før, og Faderen forekom ham som omskabt.
»Du er da rask Fader,« spurgte han første Aften, »Du ser nok glad ud, men er saa stille.«
Amtsforvalteren, der stod nede i Haven og saae ud over Egnen, vendte sig om imod ham.
»Jeg er fuldkommen rask, men din Moder, hvad siger Du om din Moder?«
»Moder er jo formelig blomstret op, det maa Du da kunne se, Fader.«
»Jeg vil nødig skræmme Dig, Knud Viktor, men den fine, zarte Rødme er ikke altid et Sundhedstegn.«
»Nej, men det er en anden Rødme; at Moder er raskere, end hun har været i flere Aar, kan jeg,som vordende Læge, sige med Vished. Men Du er bleven mager,kære Fader,« han lagde Armen om Faderens Hals.
»Nu skal jeg fortælle Dig Noget,min Dreng, din Fader er bleven opereret. Du gjorde selv, sidst Du var her, det første Snit,mendet gik ikke dybtnok. Senere fuldendtes Operationen og Saaret er nu næsten lægt, men Arret beholder jeg alle mine Dage. Det skal minde mig om, at Gud Herren, i sin store Naade, selv greb ind og standsede Blodforgiftningen før Livet var lagt øde.«