Indledning (Østgrønlændere)
I Sommeren og Efteraaret 1904 traf jeg — dels i de
nærmeste Distrikter Nordvesten for Kap-Farvel, dels ved
Kangigdlinguaq, Sønden for Prins Christians-Sund paa
Østkysten, — østgrønlandske Stammer fra Bopladserne Syd for
Angmagssalik-Gebetet, — Stammer, som i forskellige Hold
var indvandrede til Vestkysten for at lade sig døbe.
Alle disse forhenværende Østgrønlændere var trods deres Daab meget lidt aandeligt paavirkede og talte endnu deres egen Dialekt. Efter inderste Overbevisning ansaa de vel den kristne Lære for bedre og visere end deres egen, derfor havde de jo antaget den; men de havde paa ingen Maade i Hjertet erklæret Hedningetroen for et Bedrag, men tog den nu nærmest som noget, der var forbudt af Hensyn til den nye Tro.
Alle de hedenske Mysterier, alle de overnaturlige Kræfter, der tidligere var Aandemanernes Hjælpere, eksisterede endnu, men turde eller vilde blot ikke mere aabenbare sig for dem, efter at de havde forraadt dem til de kristne gennem deres Omvendelse.
Der var tidligere mange Mennesker langs Østkysten, fortalte de; de boede i store Huse, der kunde rumme flere Konebaadslag. Om Vinteren især levedes der et broget Samliv, hvor man Aftnerne igennem underholdt sig med Aandebesværgelser, Sangkampe, Smædeviser og Sagnfortællinger.
Det var en glad Tid — men ogsaa en farlig Tid!
I alle de øvrige Aarstider arbejdedes der strengt for at skaffe Forraad og Klæder. Da laa man i spredte Teltlejre rundt om paa de gode Fangstpladser. Hver Dag havde sine Begivenheder. Mændene var optagne af deres Jagter, Kvinderne flækkede Kød til Tørring og beredte Skind. Alle sled sig trætte, sov tungt og havde kun Lyst til at være gode mod hinanden.
Men om Vinteren derimod, naar mange Mennesker samledes, og Forraadskamrene stod fulde, og alles Ønsker kun gik ud paa at korte de lange, daadløse Vinternætter, da kunde Menneskene blive helt anderledes. Megen Mad og Stillesidden, Lyst til Handling og Forandring fik dem til at yppe Klammerier; gamle Mellemværender opgravedes, Haan og giftige Ord æggede til Hidsighed, og midt ind i Vinterens Madgilder kunde da fremkaldes Begivenheder, hvor Menneskene, hidsede af Ærgerrighed og Bopladsfællernes Tilskyndelse, glemte al Medfølelse med hinanden og ofte under de besynderligste Paaskud undsagde hinanden i Smædeviser, opførte Tvekampe og begik de afskyeligste Mord.
Mordlysten kunde hos enkelte udarte til en ren Mani, til Sindssyge; og de Fortællinger, altid Selvoplevelser, som jeg hørte hos disse nydøbte Østgrønlændere, giver Indtryk, der er vidt forskellige fra de Forestillinger, man ellers gør sig om de fredsommelige Eskimoer.
Og disse Beretninger synes mig at faa dobbelt Interesse, fordi de skildrer de sidste Krampetrækninger af en isoleret Stammes Liv.
Alle Sydøstgrønlænderne er nu, paa een Familie nær, indvandrede til Vestkysten og døbte; og de vil snart gaa fuldstændig op i Befolkningen der.
Jeg nedskrev under mit Ophold iblandt dem en Del af deres Traditioner og Sagn, foruden en mindre Ordsamling.
De sidst indvandrede ankom i Sommeren 1900, og de fortalte, at der endnu var een Familie tilbage i deres Land: det var den gamle Kunigsarfik — "Kyssetøjet" —, hans Kone, to Sønner, tre Døtre og en Svigersøn. Den gamle Husfader havde faaet en Undsigelse af Autdârutâ — "Konebaaden" —, de sidst ankomnes Fører, der beskyldte ham for at have røvet hans Søskendes Sjæle; og den gamle, som ikke havde turdet modtage Udfordringen, var flygtet Nord paa, da alle andre rejste bort, og siden havde man intet hørt om dem. Enten lever de endnu paa en eller anden afsides lille Plads, ganske alene paa den vældige, folketomme Kyst; eller ogsaa er de sultede ihjel i et ugunstigt Fangstaar.
Om Vestkystrejserne i Almindelighed skal jeg her blot meddele, at de, efter gamle Nuissartoq's — nu døbt Rosine's — Opgivelse, har fundet Sted, saa længe Østkysten fra Umivik og Syd efter var befolket; men efter Nâlangarajik's (ɔ: Graah) Ophold iblandt dem begyndte de at drage Vest paa for at bosætte sig og lade sig døbe. Graah havde opfordret dem dertil, og flere Konebaade fulgte efter ham. Det hændte ogsaa, at der kom Folk helt oppe fra Angmagssalik for at handle paa Vestkysten; men det var sjældnere, da disse maatte være tre til fire Aar om Rejsen frem og tilbage. De indskrænkede sig derfor i Reglen til at tiltuske sig Varer hos sydligereboende, der havde været ved Handelssted.
Rosine fortalte, at Angmagssalikerne var de nordligstboende, hun kendte. Hun havde ganske vist hørt fortælle, at der endnu længere mod Nord skulde leve mærkelige Mennesker uden Rumpe; de spiste ikke, men sugede blot Næring til sig af Kød. Men gennem mange Slægtled har ingen set noget til dem, og nu kender man dem kun fra Sagnene.
I det følgende skal jeg skildre nogle Episoder fra Livet
i Sydøstgrønland under Opløsnings- og Udvandringstiden.
Da jeg har ment, at Eskimoernes egne Skildringer og Opfattelse af Forholdene havde størst almenmenneskelig Interesse, holder min Fremstilling sig nøje til mine forskellige Kilders Fortællinger og Udtryk. Kun saaledes, synes jeg, kunde Beretningen om disse Menneskeskæbner faa deres fulde kulturelle Betydning.
Disse Bemærkninger forudskikker jeg udtrykkeligt, for at ingen skal tro, at jeg har "lavet Literatur" paa visse opsamlede Fakta.
Det var til en Begyndelse ikke nogen let Sag at faa noget sammenhængende at vide. Disse Mennesker havde jo dels selv fortrudt deres Fortid, og dels havde de nu lange Tider igennem faaet deres hedenske Handlinger fordømte af Præst og nye Landsmænd.
Rygterne svirrede om mig, da jeg kom til Lejren — for det meste kolporterede af gamle kristne Koner, der trængte til lidt Tungegymnastik. Og Rygterne overdrev naturligvis og løj som alle Rygter. Saa bestemte jeg mig til foreløbig intet at gøre, blot leve sammen med dem, selv være saa meddelsom som muligt og forøvrigt blot vente paa en Lejlighed, da Trangen til at fortælle overvandt Reservationen.
Det lykkedes mig omsider at vinde de nydøbtes Tillid, og de gav mig under mit Samvær, uden Omsvøb, Skildringer af de Begivenheder, der havde været hovedbestemmende til deres Indvandring til Vestkysten og den dermed følgende Omvendelse til Kristendommen; Skildringer, som giver det grelleste Billede af et lille Samfunds Opløsning. Sjældent er mere dyriske Handlinger bleven øvede af Mennesker, som af Naturen havde ufordærvede Hjerter; aldrig har Øde, Isolation og aandelig Stagnation drevet gode Mennesker til mere afsindige Raaheder.
Men jeg føler det som min Pligt, før jeg gaar nærmere ind paa Fortællingerne, at understrege, at jeg sjældent paa mine Rejser har levet sammen med gladere, mere medgørlige og godmodige Mennesker end disse Østgrønlændere, der, om de havde levet i en civiliseret Stat, vilde have været hjemfaldne til Skafottet for de grusomste Mord …
Belysningen af de Tragedier, der er bleven udspillede mellem disse ensomme Stammer paa Grønlands Østkyst, har ogsaa en videnskabelig Betydning; thi disse Tragedier, der berettes af Øjenvidner, viser, at de gamle eskimoiske Sagn i langt højere Grad, end man tidligere har troet, er Eskimoernes egen Historie, der traditionsvis er overleveret til Slægterne. Man har før ment, at de fleste af Sagnene, der aabenbarede saa megen Grusomhed, var Fantasifostre, der kun havde deres Oprindelse i en eller anden yderst spinkel Tildragelse, som var bleven udpyntet til fælles Underholdning. De mange Hjerteløsheder, der omtales, "Mænd, der spiser deres Koner", "forældreløse, der mishandles", "hensynsløse Blodbad paa Kvinder", — Emner, der behandles meget hyppigt i de eskimoiske Sagn, — er sikkert alt sammen Oplevelser, der samvittighedsfuldt er bleven berettede fra Generation til Generation. De nye Fortællinger fra Østkysten godtgør dette.
Intet Folk faar saaledes en Historie, der i Tilværelseskampens Bitterhed, i Mindernes Uhygge kan sidestilles med Eskimoernes.
Tidligere har man altid fremhævet Godmodigheden, Fredsommeligheden som den Egenskab, der mest karakteriserede Eskimoerne.
De var saa gode og skikkelige!
Ja, vel er de godmodige, og fulde af Tørst efter Fred — trods alt! Saa meget desto mere beundringsværdige! Men glem derfor ikke, at de dog først og fremmest er Mennesker, der i egentligste Forstand formes af den Natur, der omgiver dem.
Eskimoens Sind kan være blankt og solmættet, som Vandet en Sommerdag i de dybe, varme Fjorde. Men det kan ogsaa være vildt og skaanselsløst, som selve Verdenshavet, der æder sig ind i hans Land!
Sofie Poulsen var den, der gav mig de første
Oplysninger. Hun hed oprindelig Besuk. Da hun kom til Vestkysten
sammen med tre Konebaadsbesætninger i 1900, var hun
Neqigssanoq's anden Kone. Neqigssanoq har i Daaben faaet
Navnet Emanuel. Sofies Medhustru var hendes ældre Søster
Singime, i Daaben kaldet Helene.
Da det var deres Agt at lade sig døbe, blev det dem meddelt, at de skulde slaa sig ned i Frederiksdal, det gamle Hernhutersted, Sønden for Julianehaab, og der skulde de gaa til Daabsundervisning hos Præsten. Straks maatte da Emanuel give Afkald paa den Kone, han sidst havde taget. Det var nemlig en gammel Praksis hos Missionærerne der paa Stedet, at Kirken kun anerkendte den første Kone som en Mands eneste retmæssige, ganske uden Hensyn til Mandens Sympatier; Medhustruen blev erklæret for at være Enke.
Saaledes skete det, at Sofie, der altid havde været sin Mands Favoritkone, maatte trække sig tilbage til Fordel for sin ældre Søster og anlægge det sorte Topbaand, der i Grønland bæres af Enker.
Sofie saa sig nu pludselig uden Forsørger, og hendes lille Datter, der blev hos hende, regnedes for faderløs. Fra offentlig Side blev der ingen Understøttelse tilstaaet hende; ja, det skulde da være Forstanderskabets nedværdigende Fattighjælp, om det skulde gaa saa vidt. (Det er jo Sagen uvedkommende, at Præsten privat var meget godgørende over for Sofie.)
Hvad værst var: Efter Fraskillelsen, der jo var paatvungen af Kirken, ansaa Emanuel sig for at være uden Forpligtelser mod sin forhenværende Hustru og Datter. Der blev nu anvist de to en Familie, de kunde tage ind hos; der fik de Kosten, mod at Moderen skulde gøre alt Pigearbejde i Huset. Klæder maatte hun selv se at skaffe sig, og det var ikke altid saa let.
Det er en gammel Skik i Sydgrønland, at enhver, der kommer ned til nyfangen Sæl, faar sin Part: et lille Stykke Spæk af Mavepartiet, paa en tre—fire Tommers Længde og en god Tommes Bredde, med Skindet paa. Det spises raat med Hud og Haar og kaldes Tamorassâq: "Tyggebid", fordi det er saa behageligt at tygge; man kan blive ved at tygge en saadan Tamorassâq en hel Time igennem. Det er meget yndet af Kajakmænd paa lange Fangstrejser; der paastaas, at naar man har en Tamorassâq i Munden, bliver man hverken tørstig eller sulten.
Disse Smaaparter, som hun kunde faa ved at gaa ned til Stranden, naar Fangst bugseredes ind, samlede hun sammen om Foraaret i Klapmydstiden og solgte dem. Paa denne Maade skaffede hun sig nogle Smaaskillinger, som hun anvendte til Tøi; men det kneb selvfølgelig med at faa Pengene til at slaa til, og hun maatte derfor i Reglen nøjes med gamle, aflagte Klæder, som hun lappede sammen.
Skilsmissen havde gjort et dybt Indtryk paa Sofie, og hun hader nu af et oprigtigt Hjerte baade sin Søster og Mand. For Resten har Forholdet til Søsteren, aldrig været godt, da de begge var meget skinsyge.
"Jeg vil have ham alene for mig!" sagde jeg til min Søster; men det samme sagde hun naturligvis til mig, og da min Mand i Reglen foretrak mig, fordi jeg var yngre, var min Søster altid ond imod mig," forklarede Sofie.
Derfor kan hun ikke tilgive sin Mand, at han svigtede hende. "Tal ikke om den skamløse!" siger hun, naar man nævner ham. Men paa den anden Side syntes Emanuel heller ikke at være falden ganske til Ro ved Kirkens Afgørelse. Det viser følgende lille Tildragelse, som Sofie fortalte mig:
Engang sidste Vinter, da hun en mørk Aften skulde hente Vand ved det fælles Vandsted, hørte hun Knirken i Sneen bag sig. Da hun vendte sig om, saa hun en Mand komme løbende efter; hun genkendte straks Emanuel.
Hun blev bange, vendte sig om og raabte:
"Nej, nej! Jeg vil ikke mere have noget med dig at gøre!" Og saa gav hun sig til at løbe, alt hvad hun kunde. Han satte efter hende, skød en Genvej, naaede hende og var ved at gribe hende i den ene Skulder; men hun sprang til Side, snoede sig fra ham og løb videre.
"Vent, vent dog; jeg har noget at sige dig!" raabte Emanuel.
"Nej, du har ikke mere noget at sige mig!" svarede Sofie og gav sig nu til at skrige for at paakalde Folks Opmærksomhed. Saa først standsede Emanuel og raabte efter hende:
"Man kan mærke, at det ikke er dig, som gaar med Graaden i Halsen!"
Og siden har han ikke søgt hende .....
Under mit Ophold i Teltlejren fortalte denne Sofie mig
efterhaanden hele sin Stammes skæbnesvangre Historie fra
de sidste Aar paa Østkysten. Og da jeg saaledes først havde
visse Fakta at gaa ud fra, faldt det mig siden ikke saa
vanskeligt gennem Spørgsmaal at faa de Oplysninger, jeg søgte.
I de følgende Beretninger har jeg søgt at gaa de originale eskimoiske Fremstillinger saa nær, som det var mig muligt i en dansk Oversættelse.