Den store Vækkelse i Evighedsfjorden

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Under Nordenvindens Svøbe.djvu Under Nordenvindens Svøbe.djvu/9 106-110

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

DEN STORE VÆKKELSE I EVIGHEDSFJORDEN

Denne sandfærdige Historie foregik i Aaret 1790 i Evighedsfjorden i Sydgrønland; og man vil kunne fortælle den paa følgende Maade:

Der var engang en Mand, som hed Habakuk. Han havde to Børn, en Søn og en Datter. En Dag, da Drengen sammen med Pladsens Børn løb om og legede med Fuglepile, kom han ved et Pilekast til at ramme sin lille Søster i Næseborerne, saa at Odden kom ud gennem den ene Tinding. Pigen faldt øjeblikkelig om. Broderen løb hen til hende og forsøgte straks at trække Pilen ud; men Pilespidsen havde store Modhager, og da disse holdt igen, maatte han lægge Knæene paa Søsterens Hoved og trak den saaledes ud. En tyk Blodstraale ramte ham lige i Ansigtet, og Søsteren udaandede med det samme.

Det var denne store Sorg, som ramte Habakuk og hans Kone Marie Magdalene; og det var denne Begivenhed, der gav Anledning til det, jeg nu skal fortælle om.

Dette foregik jo for mange Aar siden paa de Tider, da Menneskenes Sorger var voldsommere end nu. Det var derfor ikke saa underligt, at det begyndte at gaa Habakuk og hans Kone galt efter denne Tildragelse. De fik saa mange Syner og saa mange mærkværdige Drømme, og alt sammen kom det fra Himlen, sagde de. Og da deres Sind saaledes var blevet sygt, magtede de ikke længere at skelne mellem Løgn og Sandhed. Men deres Tale bredte sig blandt Folkene, og deres Ord fik saare stor Magt over alle.

Da de nu havde faaet megen Myndighed over deres Bopladsfæller, bestemte de, at al jordisk Ejendom skulde være fælles for Menneskene; alt Bytte, al Fangst skulde bringes til Habakuk, der uddelte det til dem, der trængte til det.

Og man bredte store Vandskind ud over Habakuks Gulv, og det blev Skik, at man paa disse opdyngede Dagens Fangst.

Da alle Bopladsfællerne sluttede sig til Habakuk, faldt ogsaa Kateketen fra sin Kristendom og sluttede sig til de andre.

Kateketen var en Efterkommer af en dansk Mand, som havde boet ved "gamle Sukkertoppen" og hed Bertel Larsen. Kateketen selv hed Josef; og snart blev der ikke givet ham andet Arbejde end at nedskrive Habakuks og Marie Magdalenes Spaadomme. Til sidst slap alt Papir paa Pladsen op, og han maatte nedtage Husets Skindtapeter og skrive paa dem.

Alle Fangerne var snart saa optagne af alt det, der gik for sig hos Habakuk, at de ikke mere tog paa Fangst, men levede af deres Vinterforraad. Kun en enkelt Mand sluttede sig aldrig til Profeten; det var Sem.

En Dag, da der som sædvanlig var Møde, og Profeten talte om sine Aabenbaringer, gik han ind i Huset for at høre derpaa. Han fortæller, at da han kom ind, slog en underlig Lugt af Orm op i Næseborene paa ham.

"Hvorfor lugter I alle sammen?" sagde han til dem, da han gik, og søgte dem aldrig siden.

Men min Bedstemoder har fortalt mærkelige Ting om, hvad de foretog sig hos Habakuk. Naar en eller anden af Tilhængerne uden nogen som helst Grund følte Trang til at græde, brast hele Forsamlingen i en forfærdelig Graad, og de græd, saa Snottet stod dem ud af Næsen, og de slyngede det op paa Væggene, der efter en saadan fælles Graad kunde være ganske slimede. Men naar saa pludselig en i Forsamlingen slog sig paa Maven og gav sig til at le, gjorde alle de andre det samme. Og de kunde da le saaledes, at man skulde tro, Alvor aldrig mere kunde falde over dem.

Naar Habakuk holdt sine Taler, kunde Forsamlingen gribes saadan af Længsel efter det evige Liv, at de begyndte at hoppe i Vejret, der hvor de sad, og min Bedstemoder fortæller, at de nøgne Kvinder kunde sidde og hoppe saa inderligt op mod Himlen, at hele Huset genlød af Svup fra fede Bryster. — — — Det var jo i de Tider, da man ikke gik med Uldtrøje …

Pludselig kunde saa Habakuk standse sin Tale, nævne et Navn og erklære, at den og den nu var kommen paa den rette Vej; og straks for alle Mænd ud af Huset, greb deres Bøsser og saluterede, for at Himlen kunde høre, at Menneskene var glade over den store Frelse.

Somme Tider søgte de ogsaa op til Kirkegaarden, tog hinanden i Haanden, sluttede Kreds om Gravene og sang Salmer for de døde.

Paa den Tid var der ved Pladsen en Kvinde, der ikke længere var ung. Man fortalte, at hun altid gik smukt klædt i en hvid Faareskindstrøje. Det var i de Tider, da Faareskind var Handelsvare deroppe. Men en Dag begyndte man at beskylde denne Kvinde for at fare med Trolddom og Hekseri; og Forargelsen voksede. Til sidst kastede Mændene sig over Kvinden for at dræbe hende, og de førte hende ned til Havet under alle Haande Pinsler; der var dem, der gik med lange Teltstænger og stødte hende i Skridtet og Underlivet. Ved Havet bandt de en Sten om Halsen paa hende og kastede hende ud. Da hun var meget fed, gik hun ikke til Bunds, men Stenen holdt Legemet lodret i Vandet indtil Navlestedet; hun sprællede et Øjeblik med Benene og druknede.

Ud paa Aftenen kom en Fangstmand ved Navn Hosias hjem. Da han saa Liget svømme paa Havet, bugserede han det til Land, trak det op og gav sig til at hamre paa hendes Hænder med en Sten, indtil Arm og Haand lignede en Vandmand. Saa kastede han hende ud i Havet og lod hende føre bort af Strømmen.

Der var en anden Kvinde, som de ogsaa beskyldte for Hekseri; hun havde en Søn ved Navn Paulus. Men da Kvinden vidste, at de en Dag vilde falde over hende og myrde hende ved Pinsler, bestemte hun sig til hellere selv at dø.

Og en Morgen tidlig gik hun hen og vækkede sin Søn og spurgte ham:

"Paulus, maa jeg springe i Havet?"

"Ja!" svarede Sønnen, som søvndrukken ikke vidste, hvad der blev sagt, og Kvinden løb ud og kastede sig i Havet.

Men Sønnen, som nu pludselig begreb det skete, styrtede ud efter Moderen, men fandt hende aldrig siden. Hun havde kastet sig ind under Isfoden ved Fjorden.

Men Bedstemoder fortalte ogsaa, at Marie Magdalene, naar Folk kom for at bevidne hende deres Agtelse ved at trykke hendes Haand, altid skelnede skarpt mellem dem, hun gav sin hele Haand, og dem, hun blot berørte med sin lille Finger.

Paa den Tid, da den store Vækkelse greb stærkest og vildest om sig, rejste Bertel Larsens anden Søn, Frederik Bertelsen, som dengang var Kateket ved "gamle Sukkertoppen", ind og talte med sin Broder Josef og foreholdt ham og sine Landsmænd det formastelige i deres Færd; men hans Formaninger nyttede intet.

Men da ingen Præsts Formaninger kunde gøre Indtryk paa Befolkningen, hændte der hen mod Foraaret noget, som vakte Folks Fornuft.

Man havde nemlig lagt Mærke til, at Profeten lang Tid igennem havde haft saadan en besynderlig Trang til at lade sig lyske af unge Kvinder, og han lagde da ofte sin Haand paa Steder, som ikke sømmede sig for en Profet.

Se, den Slags Ting begyndte Mand og Mand imellem at tale om, og det varede ikke længe, før Frafaldet blev aabenlyst. En Dag, da en Mand, som hed Justus, kom bugserende med en Hvidhval, og Habakuk som sædvanlig kom ud og raabte, at han skulde lægge til uden for hans Hus, lo Justus og svarede, at Habakuk vist for Fremtiden maatte nøjes med at kommandere over den Fangst, han selv bragte til Land. Denne Hændelse blev det store Adskillelsens Tegn, og snart var Habakuk og Marie Magdalene igen ganske almindelige Mennesker, som ingen tog Hensyn til.

Og et Tilfælde blev Aarsagen til, at Habakuks Lære og mange Aabenbaringer ganske gik tabt for Efterverdenen; thi da Frederik Bertelsens yngste Søn fangede sin første Sæl, samlede man hele den Bibel, Habakuk og Marie Magdalene havde dikteret Josef, og brugte den til at koge Gildesuppen paa.

Fortalt af

"Gamle Sidse"

fra Holstensborg.