Manasse

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Under Nordenvindens Svøbe.djvu Under Nordenvindens Svøbe.djvu/9 96-105

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

MANASSE

"Ele — ele — le — le!" skreg Manasse og smed sig paa Slæden. Hans tre Kæmpehunde sprang i Vejret og rev Slæde og Mand med sig ud over Isen.

"Ja — saadan er han!" sagde Folk, der var stimlede sammen om min Slæde. "Skal du følge ham, maa du lære dine Hunde et rapt Tempo for Spring!"

Det var en tidlig Maaneskinsmorgen i Januar med stille Frost og dejligt Slædeføre. Manasse og jeg skulde ind over de store Lersletter bag Sydost-Bugten i Christianshaabs Distrikt for om muligt langs Indlandsisen at trænge frem til Bopladsen Aulatsivik.

Min Ledsager var kendt for at være en af de mærkeligste Hundekuske i Nord-Grønland; han kørte aldrig med flere Hunde end tre, men ikke mange med Forspand paa ti skulde indlade sig paa Kapkørsel med ham. Det vidste jeg, og derfor lod jeg ham ikke faa noget langt Forspring, greb min Pisk og lod de morgenglade Hunde springe ud over Isfoden med mig. Smaagøende snuste de hans Spor op og strakte ud, saa Frostsneen peb under Slædemederne.

Snart bryder Dagen frem. Himlen i Øst lyser i sarte Frostfarver. Lette drivende Skyer samler sig om Solrødmen, og Maane og Stjerner bliver hvide, da Dagen kaster sit kolde Skær ud over Is og Fjælde .....

Manasse gør Holdt for at klare Skagler; jeg standser mine Hunde og gaar hen til ham.

"Du har gode Hunde, Manasse; Rygtet lyver altsaa ikke."

"Rygter lyver altid! Forstaar du — mine Hunde er bare i Galgenhumør; deres Anspændelse er som døende Dyrs sidste Trækninger!" svarer Manasse med ægte grønlandsk Forstillelse; samtidig sender han dog et straalende Blik til de Hunde, hvis Humør og Kræfter han er en Mester i at udnytte.

Vi fortsætter og er snart inde i Bunden af Sydost-Bugten. Over et jævnt skraanende Bakkestrøg med frodig Græsvækst kommer vi op til de store Lersletter, der er berygtede for deres Sne og barske Østen paa denne Aarstid. Tvers over Sletterne kommer vi over Tassiusarssuaq-Fjorden med Indlandsisen i Baggrunden. Vi kører Dagen igennem paa gammel, jævn Is, og først ved Mørkets Frembrud sætter vi op paa Land og slaar Lejr for Natten.

Hundene er fodrede og har lagt sig til Hvile ude i Sneen rundt om Teltet. Soveposerne er bredte ud over Sneen, vi er kravlede ned i dem og ligger nu paa Maven, Side om Side, og delikaterer os med tørrede Angmassætter og Spæk. Vore Skaanrogger smager os ikke nær saa godt i denne Kulde, Legemet trænger til Fedt.

Foran brænder vor Lampe: en Stegepande fyldt med Spæk, som Manasse har gennemtygget og gylpet ud for at gøre den flydende. Hele Panderanden er kranset med Væger, Lyset er blændende. Varmen velgørende.

Ud paa Aftenen begynder Sneen rundt om Panden at tø. Lyngbunden kommer frem, og Lyng — og Bærduft fylder Teltet. Manasse snuser Luften ind i sine Næsebor, der er sorte af Lamperøgen, og plirrer fornøjet med Øjnene.

"Du har lovet at fortælle om Qavdlunakernes Land; nu kan du begynde, jeg skal imens faa Vandet i Kog."

Og saa fortæller jeg ham om det Land, der fyldte ham med saa megen Respekt.

"Er det sandt, at der ogsaa findes fattige i de hvide Mænds Land?" spørger han pludselig. "Vi tror, at de er rige Herrer allesammen, saadan som vi er vante til at se dem heroppe i vort Land."

Jeg fortalte ham om de evropæiske Storbyers Proletar-Kvarterer, og hans Forbløffelse kendte ingen Grænser.

"Taler du Sandhed? Kan du virkelig i samme By finde Folk, som dør af Sult, og andre, som har mange Penge liggende, — Penge, der blot er til for at føde andre Penge?"

"Ja, Manasse!"

"Men hvad gør da Kongerne og Ministrene? De skulde jo da hjælpe deres Folk ....

Du kender os Grønlændere; ingen af os har meget, nogle lidet, somme intet. Men vi hjælpes ad, derfor er det ikke saa tungt at leve. Hos jer synes det at være anderledes. Jeg har Medlidenhed med eders fattige; deres Sind maa blive ondt og bittert, som du siger, fordi de er Vidne til saa megen Overflod, de aldrig faar Del i. Men at være Rigmand i et saadant Land synes mig dog at være en endnu større Forbandelse."

Vandet over Lampen begyndte at koge, og vi bryggede os en stærk Kop Te.

Der var jo to Ting, Manasse nærede en levende Interesse for, og det var: Missionærer og Røvere. Hans Fader havde været Missionær i Cumberland, men havde maattet flygte fra sin Menighed, fordi Stedets Troldmænd stræbte ham efter Livet.

Hele Aftenen gaar med Fortællinger; jeg opvarter med frygtelige, italienske Røverhistorier, Manasse fortæller grønlandske Sagn. Jeg falder i Søvn under en af hans Historier.

Maanen strøg ind gennem Teltaabningen, og Sneen lyste med en gulbleg, vissen Farve. Det var Dagskæret. Teltet rørte sig ikke. Det var blikstille med klar Himmel: Fartsdag!

"Manasse — Manasse!"

Manden var krøben helt ned i sin Pose; en hjertelig Snorken var det eneste, der tilkendegav hans Tilstedeværelse.

"Manasse, det er Morgen!"

En Stemme inde fra Posen, som fra en Mand, der taler Søvne:

"Du er min Herre, jeg fulgte dig for at lyde dig; hvad vil du mig?"

"Kog Te!« 

Saa kom Spækket frem, og Angmassætterne. Og vi spiste os mætte efter en lang og fast Søvn.

Sammen med Lyset brød vi op med vore Slæder og trængte videre Syd paa over Land, indtil vi ved Kysten standsedes af aabent Vand. Vi kunde den Gang være en 8 Mil fra Aulatsivik, og det var derfor ikke med synderlig glade Ansigter, at vi slog Hundene om og gjorde Venderejse. Over Naternak-Sletten vilde vi nu søge at trænge frem i sydvestlig Retning til Bopladsen Niaqornarsuk, hvorfra vi kunde sættes over til Aulatsivik i Konebaad.

Over Lersletterne fik vi en frisk Nordenvind med stærk Kulde, der gav Frost i Næsen. Føret var daarligt, en haard Skorpe havde lagt sig over Sneen, og Hundenes Poter led derunder. Vinden strøg koldt ind paa Kroppen, og det var svært at holde Ansigtet frem efter mod Hundene, da Huden stivnede til Is.

Manasse vender sig om imod mig og raaber:

"Nu er vi i et godt Rendistrikt. Hold Bøssen klar!"

Vi nikker forstaaende til hinanden og kører videre, stadig optagne af at tø Ansigtet op.

Med eet giver Hundene et saa voldsomt Ryk i Skaglerne, at jeg nær var kastet af Slæden. De stikker Snuden i Sneen og sprænger frem i afsindig Galop. Et Øjeblik efter er vi ved friske Renspor.

Der er intet andet at gøre end at holde sig godt fast til Slæden, der farer hen over Smaasøer, ned over Lerskrænter, svinger til Siderne, løftes og slynges over Sten, Sneen skuffes som Røg op fra Hundenes Bagben; der er ikke længere Tale om at vælge nogen Vej, — bare gennem ondt og godt over Rensporene.

Denne vilde Kørsel og den vaagnende Jagtiver faar Svedperlerne til at hagle ned over Ansigtet paa mig, trods Kulde og Blæst, og Hue og Vanter stikkes ind under Slædens Surreremme.

Vi kunde nu se hele Flokken; der var tretten, to store Bukke førte an. Manasse, som mente, at vi ikke i det vanskelige Terræn vilde kunne forfølge Renerne med vore Hunde, stoppede sit Spand og bandt Forbenene op. Jeg forsøgte at gøre ligesaa, men mægtede ikke at stoppe mit Spand, der talte netop dobbelt saa mange Hunde som min Ledsagers.

Og Manasse, som kom mig til Hjælp, fik lige akkurat fat i Forremmen, da Hundene paa ny stak i Rend. Manasse blev øjeblikkelig reven omkuld og slæbtes af Sted som en Byldt Tøj, næsten usynlig i Snefoget, der rejste sig om ham. Først ved en Bakke lykkedes det mig at holde Hundene an og faa Manden trukket frem af Skaglerne.

Saa blev Hundenes Forben bundne op, og med Bøssehanerne spændte listede vi os frem over en Bakkekam for at faa Flokken paa Skudhold.

I Tankerne var vi allerede i Færd med at flaa den største af Bukkene og udmalede os med et Smil den Modtagelse, man vilde give os, naar vi kom hjem med Dyr. Men kun Skuffelse ventede os. Dyrene havde lugtet os eller maaske hørt vore Hunde, vi saa intet mere til dem.

Det var næsten mørkt, da vi saa brat fik afsluttet vor Jagt og flove og tavse vendte tilbage til vore Hunde.

"Hør, Manasse, der gjorde vi vist en Dumhed! Hvis vi nu blot havde kørt Renerne op med Hundene, saa havde vi vist haft bedre Held alligevel. Rener skal jo kunne vise sig tamme over for Hunde."

"Ja, du har maaske Ret!" svarede Manasse med betænksom Mine. "Havde du ønsket det før, saa var jeg ogsaa gaaet ind derpaa; jeg følger dig jo for at lyde dig; — men nu er det visselig for sent."

Saa kørte vi i tre Timer, uden at der veksledes Ord imellem os. Men Maanelys er farligt Lys at køre i over ukendt Land; man ser ingen Skrænter, alt gaar ud i eet. Vi styrtede med Slæderne ned over en Skrænt og fandt det derefter raadeligst at slaa Telt.

Hundene er fodrede, og vi ligger atter som foregaaende Aften i vore Poser. Stegepandens Spæk lyser og varmer, og Vandet i Kedlen begynder at snurre.

"Fortæl nu ligesom i Gaar!" foreslaar Manasse med Munden drivende af Lampespæk. Vi var nu igen ved at se Livet lysere i Teltets Hygge og bestræbte os ærligt hver især for at glemme Renjagtens Ærgrelser.

Det gik atter syndigt ud over Røvere og Missionærer, og Manasse var utrættelig i sit Videbegær. Han vil selv ud som Missionær, og en Aabenbaring har vakt hans Kaldsfølelse. Han er rede til at forlade Kone og Hus naarsomhelst for at drage ud til Hedningerne.

Med stor Selvfølelse beretter han om sin Aabenbaring. Paa en ensom Vej møder han to gamle Mænd med langt, hvidt Skæg. Disse fører ham ind i et lille Hus og viser ham gennem dettes Vinduer en stor Skare Mennesker, der er samlede ude paa en stor Slette. Og den ældste af de to, en Olding, hvis Skæg er lige saa langt som hans hvide Lokker, der falder ham helt ned over Ryggen, taler til ham:

"Ser du disse Mennesker derude. Der findes gode og onde imellem hinanden; dem skal du lede paa deres Gang her i Livet."

Og saa giver den gamle ham en stor Bog, Biblen, med de Ord:

"Af den skal du, og siden de andre, lære!"

Og den gamle forsvinder.

Nu begiver Manasse sig ned til de Mennesker, der er bleven ham anviste; men Vejen ned til dem er lang og besværlig. Saa leder han Flokken frem gennem mange Genvordigheder. Efter lang Tids Vandring kommer de til en lang og smal Gennemgang, hvorigennem de alle skal. Kun de færreste kommer igennem. Paa den anden Side træffer han den gamle Mand, der med Glæde i Ansigtet hæver sine Arme højt over ham og siger:

"Manasse, du har udrettet et stort Arbejde!"

Manasse er bleven højtidelig, og vi drikker vor Te i Tavshed.

Først ud paa Aftenen faar min Ledsager atter Munden paa Gled, og han fortæller mig et haarrejsende Menneskeæder-Sagn.

Sagnet kan vel — efter vor Maalestok — ikke kaldes synderlig smagfuldt; men jeg gengiver det dog, fordi den Hjerne, som oprindelig har skabt det, har været saa typisk eskimoisk.

SAGNET OM PIGSSIK, DEN STORE MENNESKEÆDER

Der fortælles, at Pigssik giftede sig med en Pige, der havde mange Brødre, og at han tog Land, hvor disse boede.

Men saa kom der en Dag, da han begyndte at længes efter sit forrige Hjem og sine gamle Fangstfæller, og saa satte han sin Kone og sine to Børn i sin Konebaad og rejste hjem paa Besøg.

Et Stykke fra Bopladsen lagde han til, trak Konebaaden paa Land, slog Telt, efterlod Familien og begav sig alene til sine Fangstfæller. Først sent ud paa Aftenen kom han tilbage, og da stod der en fæl Stank om ham. Hans Mave var frygtelig udspilet, og det var tydeligt at mærke paa ham, at han havde forspist sig i Lækkerier, som han i lang Tid havde maattet undvære; men Konen tænkte intet ondt derover.

En Dag foreslog han, at de alle skulde tage ind til Bopladsen, og saa rejste de. Han havde paa Forhaand lovet dem et stort Maaltid.

De kom til Land og blev elskværdigt modtagne, men da Konen paa Vejen til Huset kom forbi deres Madskur, fandt hun der ophængt en stor Mængde Menneskelaar, og da begreb hun, at hun var kommen til Menneskeædere.

Da de kom ind i Huset, gav man dem en Smule Angmagssætter, det var alt. Først ud paa Aftenen var der en gammel Kælling, der fra en af Husets mørke Kroge hviskede noget om Menneskelaar. De bragtes ind og sattes frem.

"Men Spæk af et ældre Menneske skulde vi vel have hertil," bemærkede en anden gammel Kælling, ligeledes fra en Krog, og det bragtes ind. Saa gammelt var dette Spæk, at det var bleven helt gult.

Konen lagde Mærke til, hvorledes Pigssik aad. Naar han skulde dyppe en Bid Kød i Spækket, der randt af Ælde, stak han af bare Iver hele Haanden ned, og han slikkede den bagefter, saa hele hans Ansigt skinnede.

Som sidste Lækkeri skulde man spise et Menneske, der var hængt til Forraadnelse. Der stod en frygtelig Stank om det, og man bad Pigssik's Kone, som ikke var vant til denne Spise, om at gaa udenfor, saa længe det stod paa. Da hun siden blev kaldt ind igen, saa hun sin Mand endnu i Færd med det modbydelige Æderi. Han havde stukket sin Langemand gennem et forraadnet Menneskehoveds Øjenhuler, boret Hul i Hjerneskallen med en Kniv og søbede nu smadskende Hjernen i sig.

Det blev Vinter, og Stedets Mænd gik stadig ikke paa Fangst. Men en Morgen trak de dog deres Vandpelse paa og gik ud. Pigssik's Kone blev glad, thi nu troede hun, at hun endelig skulde faa Sælkød at spise. Det viste sig imidlertid, at de kun gik uden for Husene for at lege.

"Saa, saa! En ung Mand har faaet Tag i en ældre Mand!" udbrød en Kvinde, som stod ved Vinduet. "Han har kastet ham om!"

"Kom ud med Reb!" raabtes der, og hun skyndte sig ud med Kobberem, og lidt efter kom de slæbende ind med en død Mand. Han blev spist den Aften.

Pigssik havde en smuk Datter, som nu netop var i sin bedste Alder. Hende begyndte hans Tænder at løbe i Vand efter. Han lavede sig en Trækølle af den Slags, som Folk der brugte til at knuse Pandeskaller med.

En Dag bad han sin Datter om at gaa ud og knuse Lampespæk; selv vilde han hjælpe hende med at holde Hundene borte. De var neppe komne ud, før Konen hørte et Skrig, og da hun løb til, var Datteren allerede dræbt.

"Slæb hende ind, og kog hende til mig!" raabte Manden.

Konen stak i at græde og formaaede ikke at gøre noget.

"Skynder du dig ikke, skal du selv faa Lov at gaa samme Vej!" brølte han i Vrede, og saa slæbte hun Datteren ind.

"Jeg længes efter at smage hende," vedblev han, "skynd dig nu med at flænse hende!"

Og da Konen atter stak i at græde, truede han med at knuse Hovedet paa hende med, og saa gav hun sig grædende i Lag med Arbejdet.

Liget blev flænset, og hun parterede det og puttede del i Gryden. Ved et Tilfælde var Hænderne komne øverst, og da Senerne kom i det varme Vand, greb Fingrene fast i Gryderanden, ganske som om de var blevne levende og vilde op igen. Og hver Gang hun stødte dem ned, kom de lidt efter op igen.

Moderen, som ikke vilde have, at hendes Datter skulde blive spist, tog saa, uden at nogen mærkede det. Urinspanden og hældte den over Kødet. Da det saa senere blev sat frem, kunde ingen spise det, og Moderen kunde saaledes bringe det til Side, uden at nogen havde rørt ved det.

Samme Nat tog hun Hævn for sin Datter, dræbte Manden sovende med hans egen Kølle og flygtede med sine to endnu levende Børn til sine Brødre. Der turde Menneskeæderne ikke tage Hævn over hende, og man hørte siden aldrig noget til dem.

— — — Da jeg sent ud paa Natten forsvinder i min Pose for at sove, har min Hjerne svært ved at udrede alle Dagens Indtryk: Nattelejren paa Naternak-Sletten, hvor intet Menneske ellers plejer at komme saaledes i Vinterens Hjerte, Renjagten, Væddekørslen, Historier om Røvere og Missionærer, Aabenbaringer og Profetier, Menneskeædersagn, — og jeg sover ind med en fast Overbevisning om, at intet Land i Verden byder den rejsende en saadan Overdaadighed af Oplevelser som Grønland.