Jærnet/1/1
FØRSTE KAPITEL
Børnene legede i Skovene omkring Morgongåfva.Susan og Brynte var kommet herud med de Bønder, der kørte Jærn fra Savolaxhyttan over Søerne ned til Vänern, og Steffan havde hurtigt fået Vadmelsjakken med Stålknapperne på og Kælken frem fra Boden.
Det hændte ikke ofte, at de andre kom til ham. Næsten altid måtte han søge ind til dem, til Byen eller på Jærnbruget. Og tænk: hele Dagen skulde han være sammen med dem og kunde følge dem hjem i Aften! For Fader skulde jo til Møde hos Patron Thorlander, med de andre Ejere af Persberg Gruber, og kunde tage ham tilbage i Kanen.
Steffan sprang af Glæde, da han inde i Skoven mærkede Luften mod sit Ansigt og så Himlen så skinnende blå mellem de snehvide Grene og dér foran Bryntes Pelshat og Susans røde Hue.
Der havde været så stille oppe i Stuerne hos Fader og Moder … »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« dikkede den gamle Moraklokke. Moders Vinterhave grønnedes i Solskinnet, og inde hos Fader lugtede der af Lak og af de mange Bøger. Han var ved at læse »Jærnkontorets Annaler« igennem og slå efter i Rinmans »Bergverks-lexikon«. For Fader forstod sig jo ikke på de Ting som Brugspatronerne. Fader var jo en lærd Mand og havde kun arvet de Gruber efter Farfader. Og Moder — hun gik rundt og vandede sine Planter. Henne på Bordet lå »Horticultura« med de mange Kobbere imellem hendes Sykurv med Zefyrgarnet og Strikkeperlerne. Og når hun var færdig med Blomsterne, vilde hun spænde Garnvinden ud eller sætte sig til Kniplepuden. »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« dikkede Moraklokken.
Märta Moll havde travlt i Vævestuen med de nye Drejlsduge, og Bolla og Cilla i Bryggerset med Juleøllet, Og Karlene var ude at køre Kul fra Milerne ved Trehörningen, og ingen havde Tid til at snakke med Steffan. »I Dag som i Går! I Dag som i Går!«
Han skulde ikke over til Idet og læse Euklid og Fryxell. Farbror var igen på Rejse, ovre ad Östanås, at se på nogle nye Malerier i Kammerherre Croneborgs Samling.
Selv de Gamle i Bäckstugan var borte. Hr. Anders Stenkula var i Spidsslæden kørt til sin Ven, Bogholderen på Gammelkroppa, og Hr. Sixten Råbock var aget i Kalesjekanen til Karlstad: Major Mårten Fuchs's Fødselsdag samlede atter en Gang Kammeraterne fra 1790 og 1808, at hilse på Helten fra Nurmipauni og fra Nødens og Dødens Vintermåneder ved Njurunda Elv.
Uden for Rudernes dobbelte, grønne Glas lukkede Parken og Skovene om Hemtjärnets Spejl. Farfaders Tårn ragede ensomt og rødt Op i Himmelblået. Slusefaldet susede, som den Gang Blæsebælgene og Stangjærnshamrene gik her på Morgongåfva — som på Savolaxhyttan, Solfors, Thorshyttan og alle de andre Brug.
Og i Dag næsten ønskede han, at her var Jærnværk endnu — han, der ellers var så glad over, at her ikke fandtes gnistrende Bulder og Sod og sorte, svedende Mennesker, men kun Skoven, Parken og Staldene og det lille Savskæreri oppe bag Gården.
Men — å, han var så ene, når Märta Moll sådan havde travlt! og de ikke skulde læse på Idet!
Fader stod Time efter Time ved sin Skrivepult, i sin snævre Skødefrakke med den høje Krave, og med Gåsefjerspennen bag Øret og lod Øjnene følge Bøgernes tætte Linier.
Og Moder — ja, hun smilte til sine Blomster og over sit Broderi og var i sin sorte Kjole med Kniplings-Fichuen over Skuldrene så fin og så skøn som slet ingen af de andre Fruer i Filipstad eller rundt om på Gårdene. Men Steffan turde ikke sige hende, hvor ene han stod her midt i Stuen — så angst var han for at møde hendes Øjne, så blå, så fraværende …
A, at Märta Moll dog ikke havde Tid, og at Farbroder var i Elfsbacka!
Og da lo Brynte og Susanna med Et fra Døren:
»Steffan, vil du med?«
Om han vilde med! Når de sådan pludselig kom over ham, bægge to, så lyse og så store, med så kold Blæst i Håret og Klæderne, gjorde det ondt i hans højre Skulder — fra den Gang de legede »Finnejagt« oppe i Farfaders Tårn, og han styrtede ned fra femte Stokværk, og gamle Mychowitz og Bataljonslæge Hedenroth havde brudt og bøjet hans Arm og Skulder … Og nu i Dag vidste han jo, at de havde Skier med og vilde komme langt foran ham inde i Skoven — han havde jo aldrig fået så mange Kræfter i sin Ryg, at han kunde stå på Ski.
Å, men de var kommet og lo ved Siden af ham, og han slap for at dreje sig rundt på sin Hæl, så det svimlede for ham, mens Moraklokken hamrede: »I Dag som i Går! I Dag som i Går!«
Märta Moll fik ham i Vamsen, hægtet Spænderne på Snesokkerne og trukket Ulveskindshuen ned over hans Øren. Og ud gik det, forbi Grindhuset, mellem de tilsneede Led og ind ad Skovstien, der gabede mod ham som en Snegrotte.
Uf, her var så friskt og så koldt herinde, at det perlede i hans Tænder. Tøvejrsluften smagte som Salt på hans Tunge, Blodet kimede i hans Øren, og Haserne sved. Hele Tiden havde han Susannas og Bryntes Rygge tæt foran; han skulde vise dem, at han kunde følge med!
Pludselig standsede de, og Steffan kunde høre, at de skændtes. Susan huggede Hovedet frem i korte Stød, og Brynte fægtede med Skistaven.
»Nej, Brynte, jeg går ikke den Vej — sådan den ser ud! lige så sort som nede ved Smedjerne!«
Hun pegede på den brede Vej, de nu var nået ud til, og som lå nedkørt og tilsølet under de kæmpemæssige Fyrre og mellem oppløjede Snedynger. Faders Bønder havde i flere Dage slædet Kul fra Milerne.
»Nå, og hvad så?« Brynte klemte Skistaven, så den spændtes, »det véd du jo — og du sagde før, at vi skulde op og se til Kulsvierne ved Trehörningen.«
»Hå, hvad bryder jeg mig om Milerne, og alt det andet sorte, lugtende Snavs? Nej, jeg vilde op til Aronsbjærget, at vi kunde tage Skrænterne ned til Søerne! Men sådan som her ser ud, vil jeg ikke med. Nu løber jeg ned til Mosesbacken.«
Brynte stod og pressede Læberne sammen. Furen mellem Brynene lyste i hans brune Ansigt.
Susanna gav ikke efter, det vidste Brynte jo dog godt. Men — kaldte hun Milerne og Jærnet for Snavs, tilgav ikke Brynte heller.
»Ja, jeg går til Milerne,« han rev Staven løs, så Sneen sprøjtede fra dens Trisse, »vi er ikke kommet herud for at pjanke i Skoven. Jeg hentede dig og spurgte, om du vilde med op og se, hvor mange Slæder der endnu var af de gamle Miler, og hvor langt de var nået med de nye. Nu skal du ikke narre mig!«
»Pyh!« Susanna blæste sin røde Mund op og rakte den frem mod ham, »troede du virkelig, jeg vilde op til den Stank og Os og det Svineri? Det er der nok af på Savolaxhyttan og i hele Filipstad med, og derfor vilde jeg væk og ud i Sneskovene.«
»Jamen — du sagde —«
»Hå, hvad sagde jeg! Tror du, jeg løb herud for at rode i Snavs?«
»Susanna!« Bryntes Øjne blånede, »kalder du Faders Smelteovne og Smedjer for Snavs, og Milerne og Gruberne og det, vi alle lever af —«
»Jeg lever ikke af jeres Jærn og Kul, min Fader er Borgmester og — og — Steffan lever heller ikke af det, hans Fader er Herremand,« Susanna favnede ham i et ilsomt Smil.
Det boblede i Steffan. Se, se lille Brynte, du kan ikke altid kommandere! Løb du nu kun den ækle, skidne Vej, Susanna følger dig ikke! Men — hvad så? Det gik aldrig godt! Og kalde Jærnet og Kullet for Svineri — —
Brynte tav et Øjeblik, hans Vejr gik kort, han glippede med Øjnene og slikkede og slikkede over Læberne.
»Ja, ja da, Susanna. Det er ikke første Gang, du har løjet og brudt dit Ord til mig — og er du og Steffan så fine, at I ikke kan tåle Kul og Røg, så løb I kun jeres Vej! Men jeg skal en Gang have Faders Smelteovne og alle Smedjerne og Milerne og Gruberne med, og jeg er ikke for fin —«
»Å nej!« Susanna pressede den røde Mund hårdt sammen og strålede ud af Øjnene.
»Hvad mener du?« Bryntes Kinder blev grå.
Susanna bare så på ham, med sit tilknebne Smil.
Nej, nej! Steffan rakte Hånden frem — hvad var de uden Brynte?
»Du — du er ond!« Brynte gjorde et Slæng med hele Kroppen, »var du ikke en Tøs, så slog jeg dig ned! Nu —« han gav atter et Kast fremad og foer så i lange Sæt hen ad den tilsølede Vej, så Skierne banede lange, hvide Striber i Sneen.
Susanna lo, åbnede hele Munden og lo mættet.
»Så, nu bliver det slemt for dig at komme og bede om Forladelse!«
Men Brynte hørte ikke, hans grå Vadmelsryg og Gedehårssokker forsvandt mellem Sneflagerne.
Susanna lo stadig. Hendes Kinder brændte under det lyse Hår og den røde Hue.
Steffan trippede uvis. Hå, hun jog virkelig Brynte bort, og nu var de ene to, en Gang igen! Men — at hun kunde le — når han kom igen, hvad så? Og Vejen de'r — det var en af de gamle fra Hertug Karls Kæmpeslæder. Kulkørerne fulgte den endnu, 300 År efter. »Ad den er al »Bjærgets« Rigdom draget,« sagde Fader og — Nej, han var Herremand og Lærd, men — Milerne var hans, og Persberg Gruber — og Susannas Fader havde ejet Savolaxhyttan, før Bryntes tog den… Og Jærnet, å Jærnet — —
Men Susanna vendte sit Ansigt mod ham og greb ham ind under Armene.
»Så, liden Steffan, nu er det os to, op med dig og stå fast!«
Han sprang op bag på hendes Ski, slyngede Armen om hendes Midje, tog fat om Slæderebet, og af Sted gik det, tværs ind mellem Stammerne, så Snebygerne fejede ned over dem, og de blændede jog mod tildækte Stene og store Stubbe og fløj til Vejrs med raslende Tænder.
Ind over Vejen fra Morgongåfva til Filipstad.
I et Skimt så de Gården med de høje Dobbelttage, i den røde Skumring mellem Parkens Kroner, Ruinerne af Smedjerne ved Slusen, Farfaders Tårn —
Så svirrede de ned ad Vejen i et Medespor. Steffan vidste, det var Faders, og at han altså allerede var kørt til Byen. Ind under Fyrrenes Snehvælv — Tjurerne buldrede op over deres Hoveder, en skarp Hvislen, en sort Skygge … Lappeskaden, den stygge Fugl …
Sne og Mørke strømmede forbi, hvidt- og sortgnistrende; Slæden huggede bagefter. Det fløjtede gennem hans Øren, tværs gennem Hovedet, i Sæt ved Andurens, Kortskiens, Tilløb, i Flugt på Langskiens Gænge. Han havde Susannas Hår i Ansigtet, ind i Munden, den ene Arm bandt om hendes Skulder, den anden, med Slæderebet, om hendes Hofte. Han smagte Sne og Kulde, hendes Hår, hendes Pels.
Så svingede hun, så brat, at han fløj ud til Siden, og, ved et nyt Kast, ind på Fyrreskien.
Og nu stod de ned over Mosesbacken, mod Daglösen, med hele den mørknende Himmel, de hinsidige Sneskove og Søens sorte Isdyb for sig —
Da i det samme et Råb gjaldede, Steffan fik et Stød, så han røg op gennem Luften og på Hovedet ned i en Snedrive, såe Brynte gribe Susanna om Livet, i så voldsom en Fart, at hun, med Skierne på, løftedes en halv Alen til Vejrs, og derpå kastedes ned i Knæene, for strax efter at rives op og ind til ham og forsvinde ned på Søen.
Da Steffan fik rejst sig, så han dem langt dernede som to tætte, sorte Fnug feje ind mod Byen, hvis Kirkekuppel og Tage tegnede sig mod den skyede Solnedgang.
Sporene af de utallige Slæder, der Dagen igennem havde fragtet Jærnet fra Savolaxhyttan og Solfors til Kristinehamn og Vestbrugene under Norges Grænse lå som Streger over den øde Flade. Skovene dæmrede kalkgrå derovre.
Steffan segnede ned på sin Kælke. Hans Åndedræt brændte hans Mund som Ild. Å Gud, å Gud — hvor tit havde gamle Mychowitz ikke sagt ham, at han ikke måtte anstrenge sig, ikke løbe på Ski, knap nok med Slæde, og så — sådan en Fart! Men — Susanna havde grebet ham, han kunde ikke stritte mod, han havde slået sig ihjel, om han var sprunget af! Og — hvor var de fløjet! Som Fugle med Luft i Knoklerne! Kun Vindens Pil gennem Hovedet, hendes Hår og hendes Pels i hans Ansigt — å, så langt fra hin Plet på Gulvet derhjemme, hvor han havde drejet rundt om sig selv: »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« å, så fri, og så tung, med hende — —
Han stivede sig lidt op, med Hænderne på sine Knæ, glippende med de våde Øjne mod Skumringen. Sødybet dernede, de grånende Skovmure, de røgsorte Skyer. Et eneste Lyspunkt blinkede mat; det var ovre på Idet, hos Farbroder Anselm, hvor Mamsel Svala gjorde Huset i Stand til Herrens Hjemkomst — hvis han kom — — Farbroder vidste aldrig nogen Morgen, hvor han agtede at sove den Nat —
Steffan blev siddende, ret op på Slæden. Han følte, hvor hans Øjne tørredes, hvor hans Kinder prægledes af Frosten, der nu kom med Aftenen. Han syntes, han gik i Et med Skrænten, de store Stene og Graner om sig, med det mørke Rum.
Han foer op — han var på Ansigtet dumpet ned i Sneen — —
Hvor var han? Ene, her i Mørket, på Mosesbacken, med Ulvene, med Bjørnene, med Skovrået og Jöns Jæger — Himlen sank over ham, Skovene og Natten … Mennesker, der blev borte, der aldrig mere sås, blev Varulve og tudede omkring deres gamle Hjem - Smeddenes og Grubefolkenes Historier — —
Han snappede det stivfrosne Reb og styrtede ned ad Skrænten mod Søen.
Da han følte Isen under sine Hæle blev han rolig. Hå, han troede jo slet ikke på de Eventyr, som Brynte, som Susan, som alle de andre. Han var ikke en Gang bange for Bjørnene, de gik jo helt nede i Skovene om Östersjön. Og Ulvene — de havde rigtignok hylet slemt i Nat, Hundene havde glammet ustandseligt nede i Gården …
Men — han skottede til bægge Sider — som en Grav stod Skoven om ham, høj og sort, under den lukkede Himmel.
Ja, Skoven, Skoven var han bange for! Han havde grædt som lille derhjemme, når Skovene suste om Morgongåfva og han vidste, at de aldrig hørte op, at de blev ved, at hele Värmland var én eneste susende Skov. »Värmeskogen« sagde Farbroder. Og Märta Moll måtte synge sine Salmer for ham, og endnu i Søvne havde han grædt. Landene derude, de åbne, Nordanskog og Sunnanskog — Moders Land, Danmark, han længtes imod dem. Men fangen lå han i Skovenes Midte.
Ja, Skoven var han bange for, bange og bedrøvet — —
De andre, Susan og Brynte, de tænkte blot på Grubefruen, på Hyttegubben, Skov- og Sørået og Gasterne, de arme, små Barnesjæle — hå, de var dumme! Som hos Zacharias Pira, da de var små, i Lancasterskolen, da han altid måtte hjælpe dem …
Men — han standsede, som fanget i sit eget Slædereb — hvad nyttede det, når de var stærke og kunde gøre, hvad de vilde, med sig selv og med ham? som nu i Dag, som den Gang i Tårnet …
Nej, ikke Brynte! pyt, hvad brød Steffan sig om Brynte? Han måtte lyde ham, når han befalede, en liden Tid. For Brynte var som en voxen Mand og vant til, at selv Hammersmeddene og Grubekarlene lød ham. Men så sneg han sig bort og vrængede Ansigtet ad ham og huskede på alt det, som Fruerne i Filipstad hviskede om ham og hans Fader, når de sad sammen over Brodérerammen ved Kaffegilderne, og på, at han aldrig kunde lære Strelings gamle »Grammatica latina« og aldrig forstod de Digte, som Farbroder læste for dem efter Timerne på Idet. Men Susanna —
»Tøs!« hvæsede han pludseligt og Spyttede.
»Tøs!« sukkede det hult ovre i Skovene.
Og Steffan tog atter til Bens, ind mod Byen, hvis Kirkekuppel og Tage begyndte at nærme sig i den sortgrå Himmel.
»Susanna«, hviskede han, «Susanna, vær ikke vred! Men — hvem er Skyld i, at jeg ikke kan følge med jer, at jeg ingen Kræfter har? hvem andre end du? Jeg kan huske, at jeg en Gang var en stærk Dreng, at jeg kunde klatre i Træerne og tåle at løbe længe, men —«
Den Dag i Tårnet — hun havde hidset ham op, revet ham med sig i Karriere ned ad Trapperne, for, lige idet han greb hende, at puffe til ham, så han styrtede ud over Gelænderet, ned gennem Etagerne, til første Stokværk, hvor Rækværket fangede ham.
Og hvorfor? Fordi Brynte var lige bag ham, og hun vilde fanges af ham — Brynte, som da just var kommet til Byen … Å, om han aldrig var kommet, om de to altid var blevet ene!
Og først havde hun dog hadet ham, fordi hans Fader købte Savolaxhyttan, da hendes Familie måtte forlade den. Og endnu hånede hun ham, fordi hans Fader havde været Grubekarl, fordi ingen kendte hans Moder, fordi han ene brød sig om Jærnet. Og alligevel —
Som nu i Dag — hvor hun skreg, da Brynte greb hende — som Pigerne hjemme i Folkestuen eller omme bag Laderne og Boderne, når Karlene jog dem — af Angst og Raseri, og dog så sødt og svimmelt, som var hun glad… Og Brynte, han rev hende til sig, som vilde han omfavne hende, eller vilde han slå hende ihjel, som han råbte før, da hun hånede ham. Susan og Brynte — der var så meget hos dem, som Steffan ikke forstod, men de var jo også næsten et År ældre end han, over femten År, og havde ikke ligget atten Måneder og ikke turdet røre sig for Bandagen og ventet at skulle dø hver Nat.
Jo, jo, han mente det: Tøs! Hun var det, altid, i Dag som den Dag i Tårnet!
Hun havde nået ham før Brynte, og hun havde kastet sig over ham og grædt og kysset, så han fik Ansigtet fuldt af Tårer og Hår, og råbt:
»Sig det ikke! sig det ikke, at det var mig!«
Og han havde lovet det, før han besvimede og mærkede, at Brynte løftede ham Op.
Og han havde ikke sagt det, aldrig, til noget Menneske, kun hun og han vidste det, ej en Gang Brynte. Alle troede de, at han selv, i Farten, var styrtet ud over Gelænderet.
»Sigrid af Ekehielm« kaldte Märta Moll hende… Sigrid af Ekehielm, den onde Frue i Karlskoga, som undlivede sine Mænd, Marcus Cronström og Crispin Flygge, og understak et uægte Barn og dog, ved Méned, fik bægge sine Svogre, der rejste Klage mod hende, dømt til Døden — som blev Värmlands rigeste Frue, men døde i yderste Nød og nu hver Nat gik uden Hoved i Alleen ved Bofors Hamre.
»Det skulde hellere være: uden Hjærte,« sagde Märta Moll og så ham stift i Øjnene.
Men — Steffan rystede på Hovedet — det nyttede ikke! For ingen havde smilt til ham som Susanna, og ingen kunde tage om ham så blødt og så fast, så han følte sig så let, som var han rask igen. Ikke Moder, ikke Fader, ikke Farbroder Anselm! Alle gik de omkring ham, tause og strenge, som så de ham ikke, — eller de talte ivrigt om Ting, som han måtte lytte efter og blev så træt af at skulle begribe. Og Märta Moll, hun havde aldrig Tid og vilde kun synge sine Salmer for ham, kun en sjælden, sjælden Gang fortælle om sine og sin Faders, den gamle Kunstmesters Rejser rundt til alle Värmlands og Dalslands Brug.
Men Susanna —. Når hun lo, gjorde det ondt i hans Skulder, og glemte han det, som ellers aldrig … Jo, når han fløj med hende på hendes Ski, som i Dag!
Og gik det hende en Gang som Sigrid af Ekehielm, og blev hun fattig igen — som hun jo dog havde været efter du Pont'ernes Tab af Savolaxhyttan, og til Juliette du Pont, Dronning Fredrika af Badens trofaste Hofdame, efterlod hende den Rest af sin Formue, som den kongelige Familie ikke havde nået at fortære i sin Landflygtighed — og blev hun hadet af alle, så skulde hun bo på Morgongåfva, og herske dér. Men Brynte, blev han fattig — som han var født til som Grubekarlens Søn — så kunde han dø, og Steffan skulde le ad ham!
Han troede så sikkert på sit Jærn. At han ikke vidste bedre! Det kunde gøre rig, som Bryntes Fader var blevet, men det kunde også gøre fattig, som du Pont'erne, Piscator'erne og de mange andre blev, der nu gæstererede i Herregårdenes Sidefløje og Pavilloner — som Hr. Sixten Råbock derhjemme — eller piskede ad Landevejene fra Sted til Sted og intet andet ejede end deres Hest, deres Karriol Og deres gamle Navne. Nu sad Brynte og hans Fader i du Pont'ernes Hjem, og Janne Piscator af Piscator'erne fra Thorshyttan, som de også havde taget, tjente dem som Inspektør.
Men — om Jærnet en Gang vendte sig mod dem? »Jærnet blev til og bliver stadig til i Ild,« sagde Fader, »og er mer ustadigt og ubarmhjærtigt end Ild.« Om den Ild en Gang tog Brynte, om Steffan og Susan blev ene igen!
Han løb under Kirkegårdens nøgne Skrænt, Fyrrene raslede deroppe med deres Isnåle. En Os af brændt Ved slog imod ham, de fyrede nok ordentligt derinde i Byen, Gnisterne fløj over Tagene som en Regn. Lys blinkede fra Bjærgmestergården og Vejerboden ved Havnen. Nu drejede Vikgatans Lygterække frem.
Han krøb over Bryggens Isblokke, pilede om Hjørnet af Vejerkontoret og travede frem ad Kørebanen, i Midten, på de ryddede Borgmestersten. De nye Aganderske Lygter brændte klart på deres Stolper oppe på Torvet, men her over Gaden flimrede de gamle »Ulveøjne« døsigt i deres Kæder. Træhusene lå alle i dyb Skygge, kun Brandmurene gnistrede glasgrønt — de var af Slakkesten ude fra Smelteovnene.
Her var dødsstille mellem de mørkerøde Vægge, mange Steder var Skodderne for. Vandet var frosset i Brandtønderne. En Kost stod lænet mod en Trappe.
Nu løb han ud over Torvet. Som en Sneørken bredte det sig foran ham over til Huget, hvor Elven piplede frem i sin Isrende. Længst henne til venstre lyste Ruderne i Gæstgiverkælderen »Svea«. Han så lige Kungsgatan ligge dér, tom og smal, med Lygtekædernes Striber over Sneen — så drejede han ind gennem Købmand Sandelins Gård, mellem de store Oplagsskure, og var atter ude af Byen.
Men dér foran, højt oppe i Himlen, flammede en Ild, og tæt ved, som en Genspejling i Mørket, én til. Det var Savolaxhyttans og Solfors' Højovne. Ustandseligt knejsende og duvende legede de som brændende Buske, og nu hørte han Blæsebælgenes Tuden som store Dyrs Jammer, Hamrenes Trampen og Vandfaldets Kog.
Derinde var Susan, dér var Brynte — og Fader … å, Faders milde, brune Øjne …
I det samme dukkede et Hestehoved frem, en Sky af Damp slog ned om ham, flere Hestehoveder, Mænd med Pelshuer — —
Steffan veg op i Snedyngerne, og Slæderne knirkede forbi ham - de stivmankede Nordbagger, de smudskede Ansigter under Hundeskindshuerne, de sortgrå Jærnhobe med røde Brudflader … Mændenes og Dyrenes Frostånde, Stanken af våde Pelse og Tjærestøvler, Jærnets rå Kulde — —
Det var Folkene fra Nyed, Ægtbønderne, der med deres Læs hastede ned mod Byen. Om en lille Time kom Månen op, og de kunde over Daglösen og Aspen nå ned til Bjurbäcken og raste dér i Nat, for så i Morgen over Stora Lungen, Öjevättern, Hyttsjön og Bergsjön og gennem Sjöändeskoven nå Kristinehamn og Vänern.
Han mødte deres rindende Øjne, deres Brændevinsånde, deres Lugt af Sved og Rust, og begreb Susannas Ord, at hele Filipstad var én Svinesti af Jærn og Kul. Og dog —
Men så var de forbi ham, uden ét Ord, og han løb videre i den Hulvej, som de nu flere Døgn igennem havde skåret ned i Sneen. Oven over de hvide Volde sprudede Bålet fra Savolaxhyttan, og Braget af Fossen, Hamrene og Bælgene drønede om ham.
Men — hvad var det? hør hvor de råbte!
Han ilede om Hulvejens Hjørne, og dér steg Højovnens sorte Tårn, med Fossen styrtende skumhvid foran og Ilden legende om det åbne Tag. Ild slog ud af alle Døre og op af Jorden mellem Sneen, sorte Mennesker ilede hid og did med gloende Jærn, og foran ved Broen stimede en Flok Fakler.
Og dér, i det spillende Lysskær, lå en Kæmpebjørn, i sin sorte Pels, med det stumpe Hoved på Kløerne og et Næt af Birkevidjer om den lodne Krop. Sneen boblede af Blod.
Steffan stivnede —. Og de havde sagt, at Bjørnen gik kun nede ved Ny Kroppa …
Stemmer skreg omkring ham, imellem hverandre, Hænder fægtede, de lo. De var der alle: Inspektøren, Janne Piscator, gamle Bogholder Santesson, de tre unge Bogholdere, Kulkørerne, Hammer- og Sømsmeddene, Bælgdrengene — og dér Susan og Brynte Arm i Arm, med Ansigterne rakte langt frem.
Steffan følte en Svimmel — af muldent Løv, af Blod, af ensom Sved og Urin. Denne Klump af Mørke og Stank havde de slæbt frem af Skoven — Skoven han kom fra …
Han skottede. En Armlængde fra ham stod den, Stamme ved Stamme, og den vrimlede af sligt, af vældigt Utøj! Skoven, der svøbte ham ind under sit Sus …
Hesten, den store Billit, blafrede i Flankerne, med gulige Øjekast. Men Køresvenden, lange Abraham Närke, fægtede med Armen:
»Vi stak ind i Hiet med Skistaven og brændte lige i hans Øre, da han kom.«
Derinde i Skovnatten, nede i en Hule — — At Bjørnen turde ligge dér, ene!
Å jo, om Steffan lå der selv og sov! Om Suset havde taget ham, gemt ham, som det så ofte truede med! om han blot ikke var blevet slæbt frem her til Jærnovnens Ild og Bulder!
»Hvad kan vi nu regne for Huden?« spurgte gamle Santesson Lucas Jæger, der med sit lange Hår og den tunge Flint ved Foden stod helt stille, som var det ikke ham, der havde skaffet det frygtelige Dyr frem.
»Hå ja, han er jo ung, se,«Lucas tvang med Støvlen det blodløbende Gab op, de hvide Tænder truede, det grønne Øje gled på Klem, »så nær en 100 Rigsdaler skulde der falde af. Det gir de i Norge, på Grundsets Marked.«
»Steffan!« Susannas Stemme legede om ham. Han så på hende, hun smilte til ham, med fremadbøjet Hals, med Armen lagt i Bryntes.
Han åndede, i et hurtigt Smil. Ja, dér stod hun med sine runde, lyse Kinder, med sine blanke Øjne, midt i den sorte Menneskeklynge, midt i Skovmørket, midt i Ilden! Se, hun satte sin Fod op i Bjørnens Nakke og lo.
Men Brynte lyttede til Abraham Närkes højrøstede Forklaringer:
»Femogtredive Lispund vejer han. Vi troede aldrig, vi havde fået ham hjem. Mederne knækkede under ham, hvor sejge Graner vi end skar til.«
»Nå, nu ind med jer!« skreg Janne Piscators grelle Stemme, »se til, I kan komme i Arbejde, I Bælghunde og Smeddesjæle! Nåda! tror I, vi holder Jul eller Drefdans her?« hans Knippel peb gennem Luften med sin Blyklump.
Steffan foer sammen, med rynket Bryn. Den Stok havde slået mer end én til Krøbling. »Blodhund!« kaldte Farbroder Inspektøren. Men hvem turde modstå Blikket fra de hvidblå Øjne?