Jærnet/1/2

by Harald Kidde

Hele Toget satte sig i Gang. Billits Hoved nikkede, Abraham strammede Tøjlerne, Folkene skød på, Faklerne bevægede sig, og ind over Broen gik det.

Fossen styrtede hen dernede, dens Byger piskede op over dem, Stænkene frøs i Håret og Pelsene.

Fakkellyset gulnede i det ildrøde Skær, der slog ud fra Smedde-Esserne, røg op af Jorden og faldt ned fra Himlen.

Børnene drejede ud fra Skaren, til Siden, over Stigbordsspangen. Istapperne sprang fra dens Gelænder, dannedes og sprang igen. Det mægtige Hjul hvirvlede sit Skumsvøb op over sig, gennemknitret af Gnisterne fra Esserne. Drønet af Stangjærnshamrene slog Øret ind, underpiplet af Sømhamrenes ustandselige Haglen. Tudet af Blæsebælgene sled sig, rykvis, som Dyrs Krampehyl gennem Buldret.

Børnene entrede op ad Højovnens Skråplan. Deres Fødder smuttede på Trinenes Isslam. Fladvognen, belæsset med de fire Trækulskurve, knagede op ved Siden af dem, halet til Vejrs af den lille, nedadskridende Jærnslæde. Larmen gled ned under dem som et Oprørt Hav. Frosten bed i deres Ansigter, jo højere de kom, men foran i Døren flammede Hyttekransens Bål.

Højest oppe standsede de og så ned over det arbejdende Brug. Ild stod op af alle Skorstene og ud af alle Luger og Døre. De skimtede Smeddenes hastende Skikkelser, i de fodside Skjorter med Skødskindene og Huerne på Hovedet, gribe de gloende Jærnstænger, der krummede sig som rustne Søm; Drengene, der Høj rundt og rev i Stigbordenes Snore; Hamrene, der som vældige Næver styrtede ned over Jærnet, så Sole af Gnister et Øjeblik fyldte Smedjernes Døre; Fossens Fråde, der bestandigt piskedes rundt af Hjulet, blandende sig med Røgen fra Teglovnen, hvis Ruder gloede som Trolde, med Dampen fra Møllens Porte og fra de utallige Esser.

Nede på Bredden, hvor Malmen sprængtes i Røstegruberne, Spillede Bålene over det indefrosne Jærnskib og Lersjöns Spejl. Histovre krøb Arbejdernes Rønner sammen, som Tuer under Savværkets, Brænderiets og Magasinets snedækte Volde.

Men lige nedenfor lyste Kontoret ud af alle Vinduer. Dets Dør gik uafbrudt, Jærnkørerne var ved at hente deres Penge.

Og dér, på den stejle Søbred, strålede Hovedbygningens mange Ruder. Men gamle Santesson havde sagt, at Fader ikke var kommet, ingen af Patronerne og Bjærgværksejerne var kommet, de forhandlede endnu inde hos Franz von Schéele, i Bjærgmestergården, med Ingeniørerne. Før om en lille Timestid ventedes de ikke herud. Det var kun Stina Ryd, som beredte alt til deres Komme.

Malmbragen brølede nede i Røsteovnen, så Stigen sitrede under Fødderne. Bestandigt ilede Trækulskærrerne ud fra de sorte Tremmeskure, og bestandigt drog Jærnkørernes Tog over Broen i det dæmrende Månelys.

I et Kuldegys smuttede Steffan ind til Hyttekransens Ild. Lukt op af Gulvet foer det vældige Bål, buldrende gennem Tagets Gab op i Nattehimlen, som vilde det sprænge den.

Susanna og Brynte sad på de sodsorte Bænke, under Skråtaget, og Steffan krøb ind til dem.

Hyttemestren drejede just Svingskovlen i den lange Kranarm ud over Bålet, og ned styrtede Malm og Trækul, Gang på Gang, til Bålet sprang ovenud af sig selv, styrtende op ad sine egne Luer og væltende ud af Taghullet, lillablåt og spanskgrønt, mens Kul- og Malmdyngen skød op som et Muldvarpeskud gennem Luerne.

Heden tvang dem baglæns mod Sparrerne, hvor Kulden trængte deres Rygge. En blålig Månehinde sitrede over Vinduesgluggen, omflagret af Ildens Arme.

Så sejlede Svingskovlen tom tilbage, Kranarmen slog mod Taget, Hyttemestren listede forbi dem i sveden Sodlugt og stak i den gennemhullede Tavle ved Døren Pinden ind i det nederste Hul. Ja, det var syvende Opsætning, og nu skulde Udslaget komme — Ovnen tappes dernede.

»Susan, skal vi gå ned og se?« hviskede Steffan, han havde listet sin Hånd ind i hendes.

Altid når han sad heroppe ved Hyttekransen, måtte han gribe fat i Bænken, i Tagsparrerne, i et Menneske, at han ikke skulde suges med med af Bålets susende Træk, danse som et Askefnug ud af dets Luger. Altid måtte han tænke på den Nat, da den forrige Ejer, Susans Farfader, gamle Melcher Hvittlock du Pont, kastede sig i Flammehvirvlerne dér, på alle »Bjærget«s Fortællinger om Vagabonders natlige Slagsmål heroppe, deres sammenslyngede Dans ned i Dybet …

Han plirrede gennem de knygende Luer. Han skimtede dem derovre, som Dynger af Klude — Tiggerne, »Masovnsborkarne«, sovende næsegrus på Bænkene eller udstrakte på Gulvet, ubevægelige som Lig .. Skovgængerne, hvem Højovnenes Ild og Lys kaldte frem af Vinternatten .. som om Dagene truende og tryglende drog gennem Landsbyerne, men som Skumringen samlede til Slagsmål og Drik, til Søvn og Død ved Flammerne, Hvert Brug havde sine »Borkar«, uden Navn og Hjemsted, forsvindende om Somren og kommende igen om Vintren, snart nye og snart de gamle. Ingen spurgte efter dem, om de i deres Rus frøs ihjel på Malmtorvet eller trillede i Hyttekransen eller hev hverandre derned. Ej en Gang Hyttemestren havde Tal på dem.

»Bjærget«s Rotter var de, hvem allerede Magnus Smeks »Bergsprivilegier« bød at udrydde: Her turde ingen ledige Hænder findes. »Bruge Bjærget«, det var dets Lov for hvert af dets Børn! Men — havde ikke Steffan været Arvingen til Morgongåfva, havde han ligget blandt Borkarne derovre …

En Fugl foer ind ad Døren, tværs hen over Ilden, rejste sig et Øjeblik stejlt over Flammerne og hvirvlede så ud af Vinduet, i Måneskinnet.

»Se den, den søgte Lyset!« råbte Susanna.

Ja, ja — Steffan nikkede — Lyset og Varmen, derude fra Skovene, fra Bjørnene, fra Ødet. Han bøjede sig og kyssede hendes Hånd.

»Men Steffan da!« lo hun, Ildskæret gnistrede ud af hendes Øjne, hendes Hår, hendes lyse Hud. Hun åbnede Munden, og han syntes, det flammede ud af hendes Hals.

De sad ene, Brynte rullede de tømte Trækulskærrer op på Fladvognen, tvang den lange Hejsebjælke bag Bålet til Siden, og ud kørte Kærrerne på Skråplanen.

Men nu vendte han Hovedet og så hen mod dem. Han tørrede Kulstøvet af sine Hænder.

»Vi går ned,« nikkede han kort.

De rejste sig lydigt og fulgte ham til Stigen. Men Susannas Hånd slap ikke Steffans.

Bundløst blånede Månehimlen dem i Møde. Luerne sprang og sprang dernede fra Tagene. Ildstrejf kryssede hid og did som Lyn. Men langs Skovenes sorte Bræm, over Himlens dæmrende Rand spillede Skærene fra Solfors, fra Thorshyttan, fra Hästhyttan, fra Fabianshyttan, fra Öna og Nicklashammar. Og fjærnere, som Blink af Skibe, duvende i et endeløst Ocean: Nordmarkshyttan, Motjärnshyttan, Stöpsjöhyttan, Snöbergshyttan. Og yderst ude, svindende og kommende, i irrende Gnister: Bjurbäckens og Storfors' Hamre, Ny Kroppa og Gammel Kroppa Ovne. Kun i Gabet mod Vest lyste Månehimlen pur og sval — dér hvor en Gang Morgongåfvas Ild havde leget …

Steffan sukkede kort. Hvad vilde han frygte Natten og Skoven for? Han stod jo her med hende ved Hånden midt i den strålende Ildring, der brændte om »Bjærget« hver Nat. Fra de var små, havde de set den skinne, fra Farfaders Tårn, som fra Hyttekransen her, Hjemmets Ildmur mod Natten.

Han så i hendes Ansigt og så det midt i Glorien. Og han bøjede sig mod det for at kysse det.

»Kommer I så?« Bryntes Stemme slog imod hans Øren — fremadstrakt stirrede han mod dem fra Stigen.

Steffan slap Susannas Hånd, men hun fangede hans op i sin og smilte til ham. Og de entrede sammen ned ad Skråplanens Dynd af Is og Kul.

Larmen steg op mod dem, op over deres Hoveder. og forbi det hylende Bælghus og den trampende Kvartsknuser dukkede de ind i Rådstugan, Udtapningsstedet i Ovnens Fod.

Som en omvendt Fakkel luede Ovngassen ud af sit Rør, jagende Skæret hen ad Loftets vældige Skråflade, den lave Stensyld og Støbeformene midt på Gulvet. Ovnens Kyklopmur tabte sig op i Mørket, med støvgrå Kvaderblokke, ormædte Bjælker og rustne Jærnankre. Som en Skyggearm rakte Udløbsrenden, Jærngaden, sig i skarpe Vinkler ud fra de sanddækkede Luger. Kølevandet fra Bælgene pølede uafbrudt, blinkende, ned i sit Trug.

Henne under Ovnen puslede en krumbøjet Silhuet i en Sky af Støv og Aske — Masmestren, der fejede Jærngaden ren til Udslaget og gned den med vådt Ler, at det ikke skulde fortære den. Ved Slakkehullet glødede det sidste, nyligt tømte Affald.

På Gulvet, foran Støbeformen, rugede de tre Masovnskarle på en lang Træskammel, ventende på Mestrens Tegn.

Sneen blånede ind ad Dørgabet. Dunkelt, som Træheste, tegnede sig Bukkene derude, med de tomme, hængende Førselskurve.

Nu kastede Masmestren Kosten fra sig, greb et af de Spid, der hældede sig mod Ovnmuren, og drev det, foroverbøjet, Gang på Gang, ind i Ovnhullet.

Jærnskorpen brast, og ud vældede den gloende Strøm.

I et Nu blånede Gasfaklen, som en tændt Tot Hør, og hele det vældige Rum oplystes til Tagets højeste Sparrer og Væggenes fjærneste Kroge. Kranen sprang frem med Tang og Arm, Vægten med sine Lodder, Stabler af Jærnblokke, Kvarts- og Sanddynger.

Som et luende Alter stod Ovnen dér, flydende af Ild og Jærn.

Sneen veg bort, de så Esserne flamme bag Bukkenes Række.

Lynsnart var Karlene sprunget til. Den Højeste greb med en Bådshage Jærngaden og rettede dens Tud over Støbeformen. Som en gloende Bæk skyllede Jærnet ned, i Rum efter Rum; som en Kæmperist tavlede Formkasserne sig ud over Gulvet, alt som Felt på Felt fyldtes og skummedes ren for den sorte Fråde af den anden Karls Skrabejærn, mens blå og grønne Funker hvirvlede som dæmoniske Insekter.

Og nu lå Risten dér lig et kæmpemæssigt Vindue, strålende ud af alle sine Ruder som fra en underjordisk Festsal, et Lykkens Rige, fyldende hver Vrå af den sorte Smedje med sin Glans.

Steffan og Susanna bøjede sig tilbage. Heden svirpede mod deres Ansigter, så Hår og Øjenlåg svedes.

Men henne ved Døren stod en Flok Arbejderbørn, af de mindre, som endnu ikke var i Gang på Bruget, rystende af Kulde i de usle Laser, med Øjnene mod den strålende Rude.

Brynte satte i et Spring omkring Risten, så tæt at hans Hæle sendte en svag Røg fra sig. Han var tilfreds, Udslagets Farve viste, at det forholdt sig med Grafit- og Svovl- gehalt som det burde. Han nåede Tavlen på Ovnens venstre Mur, just som Loddet, der hidtil havde peget på Syvtallet, gled til Vejrs i sin Snor og forsvandt op ad Muren; nu satte Hyttemestren deroppe sin Pind i sin Tavles øverste Hul, og Kresløbet begyndte påny.

Syv Opsætninger og så Udslag, syv Opsætninger igen. I syv År brændte denne Ovn, Dag og Nat, uudslukkelig, stod så i tre Ugers Reparation og brændte atter i syv År — og således havde den brændt i over to Århundreder, fra Jules du Pont, Susannas Forfader, kom her til Landet, med Louis de Geer og de mange andre Valloner, som »Bjærgværkskongerne«, Gustaf Vasa og Karl den Niende kaldte ind.

Og nu, i samme Time måske, tømtes de andre Ovne, som de havde set brænde deroppe fra Hyttekransen, »Bjærget« rundt: Solfors, Thorshyttan, Hästhyttan, Niclashammar, Öna, Kroppa og de andre, som de ikke havde øjnet, men som dog flammede dybest inde i Skovene, ved de høje Fosser eller de skjulte Søer: Mögsjöhyttan, Hieronymushyttan, Dannemanshyttan, Varghyttan, eller de bag Horizonten, ind mod Dalarne og Västmanland: Långbans- og Långbansändehyttarne, Gåsborn, Hällefors og Rämen, eller Kæmpebrugene ned gennem Klarelvens Dal: Hagfors, Munkfors, Mölnbacka, Deje …

Og samtidigt hamrede Hakkerne dybest nede i Persbergs, Paysbergs, Långbans, Tabergs, Finnmossens, Nordmarkens, Ägg- og Änggrubernes natlige Orter og Stoller, Fakkelskæret flygtede ad Kalkstenen og Gråbjærget over de sortgnistrende Jærnårer, ustandseligt rislede Vandet og raslede Kærrerne af Sted. Hejsetønderne gnislede i Slangangenes Træbaner, Hestene stampede rundt og drog dem, Tomme for Tomme, Op til Dagen, Polhems Kunsten duvede og knagede som Spøgelsealleer af nøgne Stammer, pumpende Grubevandet ud.

Og imens kørte Ægtbøndernes lange Tog hen over Daglösens, Aspens og Lungens måneblå Is, eller op over Alkvättern, Frövättern, Ulvättern, mellem de dødssorte Skove, at bringe det udsmeltede Jærn til Brugene langs Glafsfjorden eller rundt om Frykensøernes Bredder: Hillringsberg, Stömne, Rottneros, Stöpafors, eller til dem højest oppe i Finnskovene eller inderst inde mellem Norges Bjærge: Lyred, Vägsjöfors, Kristinefors, Mitanderfors, og de andre, de utallige, hvis Steder og Navne han knap kendte, hele »Bjærget«, hele Jærnets Rige rundt, fra Häljeboda i Vest til Grythytta i Øst, fra Letafors i Nord til Björneborg i Syd.

Og ned over Vänern hastede store Flokke med Jærn til Åmål, Vänersborg, Lidköping, Mariestad, Göteborg …

Og Susanna, hvis Forfader havde rejst denne Ovn, »Bjærget«s ældste Masovn, havde spyttet på dets Vej og kaldt Filipstad en Svinesti — Filipstad, »Järnbäralandets Hjærte«, hvorfra al Jærn strømmede ud over Sverrig, Danmark, Norge, England, ja den halve Jord.

Hvorledes var det nu? »Jærnet, der er nødvendigere for Menneskene end Korn og Brød, Jærnet, som de har fablet om med den dumpe Stenkniv i Hånden; som de i Cæsars Dage vejede op med Guld — Jærnet, der grønnes i hvert Blad og hver Blomst, som det rødner i hver vor Dråbe Blod og i hver af vort Hjems mindste Stene — det enevældige, Verdens Betvinger og Forløser!«

Steffan nikkede mat. Således, ja således var det, Farbroder Anselm havde talt — — For han selv —

Han lukkede Øjnene, mødig af Ilden om sig, døvet af Malmens Bragen i Kærrer og Ovne, under Hamre og Knusere.

Jærnet, det havde været om ham, fra han fødtes. Han lugtede og hørte, han smagte og så kun Jærn. Himlen flammede af Ovne, Jorden gabede af Gruber, Skovene røg af Miler, Vejene vrimlede af Kul- og Malmkørere. Alle Mennesker var Grubeejere, Brugspatroner, Bjærgmænd, Smedde, strax han dukkede frem fra Vejen til Morgongåfva — den eneste, der endte i Gården, ved Skytstræets Rod …

Han havde klamret sig som lille til Märta Moll og skreget, kold af Angst og Nød, når han så dem: Hyttefolkene med de askegrå Ansigter, de lungehæse Stemmer, de hvide Hår; Smeddene med de døve Øren, med Ryggene, der groede skæve, Benene, der krøb under dem som vredne Stammer; Grubekarlene med de hængende Arme og Hænder, de ludende Hoveder og blodskudte Øjne.

Han havde skåret Ansigt ad dem, af Hån og Had, gemt sig i Märta Molls Skød og grædt.

Og han havde elsket Farfader, fordi han havde ladet Fuglene bygge Reder i sine Esser, ladet Morgongåfva Elven skylle over Smedjernes styrtede Ruiner og Skoven lukke sig om de øde Fattigstuer.

Elsket ham trods Billedet i Slægtssalen derhjemme: Ansigtets blålige Hud, Panden, der knudredes som af Horn, Øjensprækkerne, der gulnede som Bjørnens før. Trods Folkenes Hvisken om, hvor han havde drevet sit Brug ved Hundepisk og Træhest og Spidsrod; med Blodhunde jaget Rømlingene, der i Fortvivlelse sneg sig bort for at dø i Skovene. Ti 1703s Lov gjaldt ikke dem: hvem på »Bjærget« vovede at tage imod og løskøbe en af Patron Choräus de Besches Folk fra Adamshyttan — som Morgongåfva den Gang hed?

Ja, elsket ham trods Billedet af Farmoder, som hun sad dér ved hans Side, næsten nøgen i sin Sky af Slør, med gyldne Hårbånd og frie Lokker, med Amorsmil og Baisezmoi, men med et Blik, der endnu, snart et halvt Århundrede efter, fik Steffan til at græde …

Den smukke og glade General for Värmlands Regiment, Hugo von Matérn, havde, den Gang han, mistænkt for Delagtighed i Anjalaforbundet 1788, frifandtes ved sin Fændriks, Sixten Råbocks Ed, men i Unåde afsattes og overlodes til sine talløse Kreditorer, fundet sin Frelse i Patron Choräus' Bejlen til hans yngste Datter. Og den sextenårige Pige havde ægtet den sexogtressindstyve årige Olding, efter at han i Morgengave havde nedbrudt Adamshyttans Hamre og slukket dens Ild, hvis Bulder og hvis Hede hun havde svoret, at hun aldrig kunde vænne sig til.

»Hun var en Forbryder!« havde Brynte råbt, en Gang de i Ophidselse skændtes på Adamshyttans tilgroede Dæmninger, »hun gjorde Värmlands rigeste Brug til en Ruin og dets driftigste Patron til en Nar!«

Men Steffan havde smilt. Å Brynte — som altid forstod han intet! ikke at Farmoder, mere end »Bjærget«s Ild og Jærn, havde frygtet for dets Herre, Patron Welam Choräus … Og da det utrolige skete, da han brød sine Våben for hendes Fod, måtte betale ham med Livet!

»Men hun fik Tak som fortjent!« havde Brynte hoveret. Farfader havde hadet hende, fra den Dag Hammerslagene tav, og skyet hende og flyttet op i sit Tårn og ikke set hende, de tre År hun endnu levede på Gården, til hun førtes til Vadstena Sindssygehospital, og han kort efter fandtes hængt i Bjælkeværket øverst oppe i Tårnet — af hvem? af sig selv eller af sine Folk? hvis usle Levebrød han tog den Dag, da han standsede det Brug, som han havde smeddet dem til for Livet.

Ja, takket havde Steffan den Farfader, der endnu hver Nat sås flakke jamrende rundt på sit Brugs Ruiner, med de sprængte Øjne, den blå Tunge, den grå Hårmanke — som han blev fundet i Vintervindene i Tårnet, af Bogholderen Anders Stenkula og Tjeneren, gamle Cornelius.

Og han havde lét ad Bryntes Harme, ad hans Besværgelse om, at han, Steffan, en Gang skulde bygge Hamrene op og tænde Ilden påny her, hvor den rigeste Skov, den stærkeste Elv og de letteste Forbindelsesveje over Søerne sikrede Jærnet en Fremtid som intet andet Sted i Värmland.

Men nu — fra hin Aften i Fjor … Å, var den blot aldrig kommet! havde han kun altid fået Lov til at tro sig i sin Ret, som Susanna, når hun Spyede ad Jærnet! Havde han stedse kun set det som »Trældommens Smuds, Rovbegærets Rust« som Farbroder selv — men det var en anden Gang — havde lært ham det …

De havde den Dag på Idet læst i »Völsungasagan« om Rejgin, at han arbejdede i Jærn, Sølv og Guld. Brynte havde med hede Kinder spurgt, hvem Rejgin var, og Farbroder havde svaret med Bogens Ord, at det var »en mægtig Mands Søn«, Og samme Aften fandt Steffan i Lektien hos Lagerbring, at Guderne mødtes på Idawall og rejste Ovne og byggede Smedjer og smeddede Våben og Værktøj …

Han havde stirret — Guderne, de lyse Aser, havde de bygget de ildsprudende Ovne og smeddet i de stinkende Smedjer! Jærnet — »Iliaden« gav ikke Jærnet Lov til at følge Helten i Graven, uden Kobberets og Broncens Glans som det var, kun godt nok til Bondens Redskaber! Og dog kaldtes det Pelidens Kamppris og »det violblå Jærn«! Og i Märta Molls Bibel — forjættede ikke dér »Mosebog« Israels Børn om Kanaans Land: »hvars stenar äro jern, och där du malm ur bergen huggar«? og Kongen i Bazan, den sidste af Rafaérne, skrinlagdes i en Højtidskiste af Jærn, »ni Alen lang og Fire bred« …

»Fa'r«, han havde rejst sig, bleg, med Lagerbring i Hånden og peget, »har Aserne da skabt Jærnet?«

Men Farbroder, der lige havde sunget Schuberts:

»Du holde Kunst!
in wie viel trüben Stunden —«

og hvis Kinder endnu blussede af Sangen — Farbroder, der jo slet ikke var Steffans Farbroder, men alle Värmlands Børns, og Faders nærmeste Ven, gav ham ikke Tid at svare, men råbte:

»Ja vist! véd du ikke det? »Baaenepe«, Himlens Jærn, kaldte Ægypterne det: Osiris sendte det som Meteorer fra sine Skyer.«

Fader løftede Hovedet, men Farbroder begyndte at gå frem og tilbage i den store, halvdunkle Sal, mellem det gamle Linholmske Klavér, Moders Harpe, de mange grønne Planter og Stolene fra Morfaders Hjem i København. Hans Hår og Skøder flagrede, hans Hænder fægtede, som greb han gennem store Strenge, mens han sang sin Hymne til Jærnet … Å, Steffan kunde huske de Ord, som var det i Går de blev sunget! Skulde han nogensinde kunne glemme dem?

»Jærnet! hør de ældste Folkeslags Sange, Rig-Vedaen, Zend-Avesta: de priser det alle som Gud! find det forvaret på Brystet af gravlagte Høvdinge, fra Sfinksen i Karnak til Turans Grave og Chorsabad ved Tigris! Se Kæmpebroen af Jærnkæder og Jærnpiller, der under Dynastiet Hao-Ming-Ti spændte over den 1000 Fod brede Afgrund i Provinsen Yun-nan, og Kæmpevejen Inkas i Peru: 250 Mile, mejslede af Stål gennem Cordillernes Bjærgmure! Se det vældige, Jordens Kæmpe, Kulturens Våben og Nøgle i Ægypternes, Fønikiernes, Grækernes og Romernes Hånd! se det gå til Grunde i Folkevandringens Bølger af Barbarer fra Asiens Mørke! Rust og Glemsel æde det under Ruiner og Græs, til det atter klinger dybt nede i de ældgamle Gruber, Romernes Skatkamre, i Noricum, og derfra sejrrigt drager frem over Verden, over Böhmen og de tyske Bjærge til Spanien, til Nederlandene, til England, Sverrig, Värmland!

Og,« Farbroder standsede, hans Øjne luede, »hvad gjorde vore underjordiske Skatte ud af os, af det Rige, som Birger Jarl og Magnus Ladulås skulde skabe af Kaos? Våben og Penge rakte de dem af den blodbesudlede Jord, fuldtrustet sprang Ridderkoret op af dens Gruber, slog sin Ring om det søndersplittede Land og sin Lås for Bondens Lade og Kvindens Hjem! Og siden, op gennem Tiderne, til vore — hvem bar os frem på sin stærke Ryg? hvem gjorde lyst i vore Urskove, hvem tømrede vore Boliger, hamrede os i sit eget Billede og sendte os ud over Jorden, en uovervindelig Skare, i Gustafernes og Karlernes Dage?

Og videre frem, gennem Uår, Krig og Ruin —! Slå efter i »Bjærg- og Kommerskollegiet«s Annaler og læs Chifrene for vor Malmhøst, fra 1300 til nu! slå op ved vor Ragnarokstid, fra Karl den XIIs Død og til 1800: 15,7000 Tons gav os hvert År den Jord, som vi besmittede med Broderblod og Brændevin, til vi med det nye Århundredes Morgen igen stod i Verden som en Stormagt: Jærnets, med mere end 38 procent af al Jordens Jærnproduktion!

Og nu vi, Värmerne, selve »Bjærget«s Børn —« her greb Farbroder Fernows »Beskrifning öfwer Wärmland«, der altid lå fremme på Faders Pult, mellem hans og Farbroders Dokumenter til deres nye »Beskrifning« og læste:

»Jernbergen äro just de, som en gång skaffat Wärmland i ljuset«

og råbte: ›Hvorfor er vi det udkårne Folk blandt Sverrigs Stammer? Hvorfor flyder vort Land med Mælk og Honning, med Skønhed, Musik og Glæde? hvorfor fødtes her ej alene Ericsønnerne og Igelström, men Geijer, Tegnér, Byström, Troili, Fryxell og hvor mange skal jeg endnu nævne? hvorfor er vi ej blot ihærdigere, men gladere og friere end nogen anden Provins? hvorfor fører vi ej blot Mars'es Våben, men Apollons Lyre?«

Ør af de majestætiske Navne, svimmel af de ældgamle År havde Steffan lyttet … Det var Jærnet, der taltes om »de Begærliges og Trællenes Metal«, og det var Farbroder, der sang det ud i Stuen, som ellers sine tyske og svenske Sange, sine Operaer og Kor:

»Värmlands Sokkel og Krone!«
og standsede med tilbagekastet Hoved og Ansigtet lysende som før ved Prisen til »Du holde Kunst …«

Farbroder, som boede derovre på Idet, hvortil man kun kunde komme over Søen eller ad Jægerstier; som vandrede dybt inde i de store Skove og sang til sin Violin eller i Høststormene bar sin Vindharpe op på Bjærgene og jublede til dens Brus … Farbroder, hvem Damerne i Filipstad spottede for hans lange, flagrende Hår, hans løse Halstørklæde og Knæbenklæder; som hele Värmland kaldte »Poeten på »Bjærget«« eller »Anselm på Vejene«, fordi han aldrig sad mer end to Dage hjemme på Idet, men spillende og syngende kørte langs alle Elve og over alle Bjærge at hilse på hver Fugl og hvert Menneske, han mødte, på Herregårdene og i Kulsvierhulerne, at tegne alle, spille og citere Digte for alle, for Brugspatronesser som for Finner …

»Anselm Phosphoros, tænd Lys i Värmeskogen!« stod der foran i »Fågel Blå« med selve Atterboms Skrift.

Og nu —! Susanna og Steffan havde hånet Brynte, når de så ham knæle i Andagt foran Savolaxhyttans rygende Jærnblokke, som bad han for dem — eller til dem, som de gamle Bjærgmænd, Zacharias Pira fortalte om fra sit Barndomshjem i Nora … Susanna fandt jo de Blokke kedelige, og Steffan lo!

Og nu så han Jorden knæle som Brynte!

Her på Morgongåfva, hvor Fuglene sang i deres Reder, uforstyrrede af Bælge og Hammerslag; hvor Stjærnerne brændte, som før deroppe fra Hyttekransen, urørte af Ild og Røg; her hvor ikke Punseboller og Spilleborde, men Bøger og Musikinstrumenter fyldte hver Krog, her i Steffans Hjem, hvor Bryntes myndige Mine blev uvis og spag, blot han kom over Tærsklen - her lød nu hans Riges Pris, og det Rige kaldtes Jorden!

Steffan spejdede på Fader og Moder efter Svar. Og han hørte Moraklokkens: »I Dag som i Går! I Dag som i Går!«

Her kom aldrig Fremmede, kun Farbroder, de Gamle i Bäckstugan, Gudmoder Hulda af Jacobschöld, og en sjælden Gang Faders Morbroder, Biskoppen af Karlstad. Her var aldrig Dansemusik og Gildebulder, mens Gæster hver Dag rykkede ud og ind i de andre Gårde. Her fortaltes aldrig Jagteventyr eller Historier om Naboerne, her taltes kun om Bøger, om Videnskab og Vers, om Begivenhederne i Stænderforsamlingen i Stockholm eller ude i den vide Verden eller i Historien. Og han lyttede efter og anstrengte sig for at forstå og glemte at lege, for ingen spurgte nogensinde om, hvad han legede, ene mellem de store Møbler.

Og nu hed det pludselig, at Jærnet var alt, mer end Videnskabsmændene og Digterne!

Jamen hvorfor hørte jeg da kun om dem? Hvorfor brød I da Ovnen og Smedjeme ned derude og gjorde Morgongåfva til det ensomste Sted?

Havde han da intet fået, han som troede, han havde fået mere end alle Børn? Fader, Moder, sig mig, at jeg fik det Rette, ikke Brynte!

Men Moder drog kun sin Nål gennem Syrammens Perler. Lampekuplen, der var malet som Jordkloden, bredte Lyset af sine Have og Mørket af sine Lande over hendes Hår. Hun smilte, sit kølige Smil, som havde hun intet hørt, som lyttede hun til fjærne Stemmer — som altid, når ikke netop Fader talte til hende …

Moder fra Danmark, Datter af Professor i Historie Wahl ved Københavns Universitet — »fra den Heibergske Kres og Nordens Athen,« som Farbroder sagde, flyttet op til Värmeskogen .. »Hun kan ikke lave én af Retterne i Kaisa Warg!« fnøs Damerne i Filipstad, Matronerne med Forklæder og Kapper. De hadede Moder for hendes fremmede Dragter og hendes fremmede Sprog, fordi hun næsten aldrig kom udenfor Morgongåfva og ikke hørte, hvad de sagde til hende.

Men Fader da, som alle Mennesker holdt af, fordi han var så god, og lyttede til, fordi han var så klog … nu måtte han da glemme at være sky og vende sig mod sine Bøger!

Som altid om Aftnerne, når Farbroder Anselm læste Vers eller sang til Moders Akkompagnement, sad han i Armstolen i Chiffoniérens Skygge. Steffan kunde skimte hans Ansigt med den sorte Rand af Skæg og hans Øjne —.

Faders Øjne, de havde været hans Trøst, når Moders gjorde ham ene: sagde ham, at hun havde glemt ham, siden hun så ham sidst. I Timer kunde han vente i sin Krog på, at Fader skulde se op fra Bogen og smile. »Eric Herman kan smile vor Vinter til Sommer!« sagde Farbroder Anselm. Og dog var Steffan angst for de Øjne og ønskede, at de var som Moders. For gamle Mychowitz stirrede så vist ind i dem, når han kom på sit ugenlige Besøg for at lytte til Faders Hjærte.

»Det er hans Moders, salig Fru Immerentias, som Patronen skræmmede af Led!« havde gamle Cornelius jamret, den Gang Fader var så syg, at de troede, han skulde dø.

Skulde nogen svare på, om Jærnet var »Verdens Herre«, som Farbroder nu sang fra Klaveret med et Vers af Schiller: »Dér hvor Jærnet gror, bor Verdens Herre!« måtte det vel være Fader, hvis Forældre bægge døde for dets Skyld …

Fader så på den sorte Taktstok, som han, der ikke selv kunde spille eller synge, altid legede med under Moders og Farbroders Musik, og sagde så, dæmpet:

»Du glemmer andre Ord af Fernow, Anselm, om det Folk, som bor:

»— där Bälgar pusta nöd,
där Hamrar pressa svett och Konster fälla tårar …«

Du glemmer, hvad Värmlands Storhed har kostet.«

Å ja — Hyttefolkene .. Steffan lukkede Øjnene og hørte Märta Moll læse af Mosebogen om Israels Børns forbandede Liv i Ægypten, at det var som Livet i en Jærnovn .. Og han vidste det: det var ikke Ilden selv, Larmen selv, Mørket selv, han frygtede — som Farmoder, som Adrian på Solfors. De rejste som en Storm i ham, et Råb, et Svar — han vilde styrte sig mod dem, til Brydekamp eller Død! springe som gamle Melcher du Pont i deres Favn! Han var ikke bange, som Adrian van Harmst, der fik Ligfald, sidste Gang hans Fader, den store Brugsherre på Solfors og Hästhyttan, tvang ham til at gå med ind i Smedjerne og op i Ovnene og derfra ledte ham hen til Grubehullet. Men han hadede Jærnet for de Skove, det fortærede, de Skyer, det antændte, de Mennesker, det vanskabte .. for de Violiner og Fuglesange, det overdøvede, som en Gang Kirkeklokkerne Huldrens og Nøkkens Stemmer. Han hadede det for dets Almagt, for dets Nytte — for Bryntes Skyld og, han vidste ikke hvorledes, for Susans med!

Farbroder så hen mod Moders Hoved i Lampelyset, og han smilte, som tænkte han nu på noget helt andet.

»Ja, Eric Herman!« nikkede han, og hans Fingre spillede en Melodi i Luften, »tror du ikke, at jeg takker for Faders lille Løjtnantsgård, for Idet derovre? at jeg hellere strøg med Tiggerposen ad den store Tatervej, end jeg på Bunden af min Ovn fandt Slakker, som dem de samler i Fattighusene på Savolaxhyttan, Solfors, Thorshyttan, eller hvorhen vi går? Men — vilde du, at Jærnet skulde sove i Jorden? Det kan det jo ikke en Gang, det er jo Magneten selv! Og Folkene — husk på Blinde-Olle på Savolaxhyttan! En Jærnspån tog hans Øjne, men den sidste Tid han kunde se, nyttede han til at smedde sig en Medalje, som den de bærer, Veteranerne fra 89, fra 1808 eller 13.«

»Og hans Pension,« smilte Fader, »blev Skuret derinde, Vandvællingen med Talg, Barkbrødet og Fuslen.«

»Ja vist, Eric Herman, ja vist! Men du sagde ikke, hvad du vilde, vi skulde gøre med Jærnet — og uden det?«

Uden Jærnet — uden Hyttekransen og Ovnene mod Natten, uden Kugler og Øxer med Skovene .. ingen kunde leve her! Men da var Jærnet jo alt her på »Bjærget«, da skulde jo alle bære Våben som Ridderne en Gang!

Men Farbroder gav ikke Fader Tid til at svare, han kastede sig på Taburetten, slog Klaveret an og sang med høj Røst:

»Gossen min bor i Alundaby!
Alo, Alunda, Alundalej!
Ögon har han blå som himlens klara sky!
Alunda, lunda, Alo!«

Siden, da han var kørt hjem over Daglösen, lo Fader:

»Nu véd jeg da, at Bror Anselm for en Gangs Skyld har passet sin Part af »Värmlands Beskrifning« og studeret Agricola: »De re metallica« og Swedenborg »De ferro« — så han kan dem udenad!«

Men Steffan sov ikke den Nat. Han havde ladet Skodderne stå, og han så langt borte under Himlen Savolaxhyttans Bål skinne. Og han hørte Skoven suse, som da han lå syg. Men nu ikke mere som Døden. I Nat hørte han Farfader sukke derude over sine Ruiner. Og han syntes, det Suk kom fra Gårdens Syld, hvor Jærnet brød frem som et rødt og vredt Ansigt, der vilde ryste Huset af sig — fra Jordens Indre, der var fyldt af Jærn, som hans eget Blod, og kaldte ad det, som Magneten.

»Bruge Bjærget,« lød Magnus Smeks Lov. »Ingen skal gå løs, og hvo der ej vil arbejde, skal Fogden sætte i Kisten.«

I Måneskinnet dér på Væggen, over Reolernes sorte Bogmasser — ti hvor fandtes der ikke Bøger her i Huset? — dæmrede Gyllenborgs mørke Bryn mellem Bellmans Lut og Hedvig Charlotta Nordenflychts nøgne Barm, og i Steffans Øren ringede, fremsagt af Farbroders begejstrede Røst, »Vinterqvädets« Hymne til »Cyklopers svarta läger«:

»Hvad dån af vädrens skarpa läte,
af strömmars fall och tordöns slag!
I vintrens famn och djupa säte
hvad lågor födas natt och dag!
Här odlas Sverges guld och styrka,
det järn en svensk är född att yrka.
som väpnar oss mot tyranni,
vårt rykte fört i alla länder!
Ack, måtte det i svenska händer,
som fordom, evigt vördadt bli!«

»»Dydens Sanger«, »den svenske Digtnings Romerånd«, som her i »Nordens stille Lande« fandt »Verdens ældste Spor« og hvert af dets Børn født at tjene dens énbårne Cæsar: Jærnet!« råbte Farbroder.

Og Steffan havde svoret over for Brynte aldrig at forløse sin Jord derude, sine Fædres Arv, sin Lod i Cæsars Rige …

Han skjulte sine Øjne mod Puden, og fra hans Sygdoms Vågenætter nynnede Märta Molls Stemme den Vuggevise, som nu rundt om i det vide Sverrig dyssede dets Børn i Søvn:

»Ute blåser sommarvind,
göken gal i höga lind,
ängen står så gul och grön,
solen stänker guld i sjön,
bäcken rinner tyst och sval
mellem vide, asp och al …«

Og som i Febernætterne drømte han, at han hvilte på Engen ved Hemtjärnet i Morgongåfvas Skove, en Sommerdag, han og Susan alene, inden Brynte kom …

»Lilla, gula gåsen ung,
len liksom en silkespung
ror med moder sin i säf
pillar vingen med sin näf …«

Hun holdt Hånden mod Solen for hans Øjne, og Himlen blev rosenrød. Hun var fem og han var fire År gammel, og de åndede, Kind mod Kind, i Græsset så stille — å så stille …

»Vallherden hvilar
vid sitt horn och pilar …«

Hendes Åndedræt ved hans Øre, en Guldsmeddevinge over deres Pander, et sagte Kor af Skovduer og Gøge …

Da —

»Lindorm solar sig på sten
som ett sammet, hvit och len,
vill i barnets vagga gå …«

et Gys — Skoven — de var ene — dens ukendte Mile — — hvad skjultes derinde?

»Trollet sitter vid sin vägg,
kammar ut sitt silfverskägg,
sjunger vid den gråa häll ..

Sammenslyngede stirrede de, oprejste, mod Fyrregrenen,

som hang dér ud over de lavgrå, mossede Blokke — så var Susan borte, i et Skrig — Græsset hvislede om hendes Løb.

»Liten kind, kom hit i qväll,
dig vill jag lofva,
under guldås sofva;«

sang Trolden, ene for Steffan i Skoven, i Febernatten …

Og i Nat nikkede nu Steffan under sin Guldås —: under Farbroders Violin, Moders Klavér, Märta Molls Salmer, i Troldens Dåb af Sand, hans Søvn på tusinde År. Mens Bryntes Stemme sang derude, bag alle Guldåse:

»Snart är liten kind en man,
gångarn grå då sadlar han,
tager brynja, svärd och spjut
och i kamp han rider ut;
spänner sitt bälte
strider som en hjälte!«

Og Susan svarede:

»Liten fager jungfru opp
växer fort som rosensknopp;
virkar se'n åt ungersven
kappa blå och får igen
fästring och spänne …«

Steffan lyttede. Hvorfor, hvorfor de Gaver? Jo:

«Skeppet gungar lätt på våg
med sitt segel, mast och tåg,
gångar sig åt främmand' land …«

med Værnet mod Lindormen: det Jærn, hver Svensk var født for at dyrke, Sverrigs Ære og Styrke …

»Bror bygger dammar,
åt sin såg och hammar.«

Ja Bro'r, å Gud, Bro'r! Mikael, Tvillingebroderen, der

døde i samme Øjeblik, han selv fødtes!

Steffan satte sig over Ende, med Sved på Panden — som i hine Nætter, trods Bandagens Tryk, trods Märta Molls Hånd:

»Hvorfor døde du, lille Broder? trængte jeg mig frem over dig — og vanskabtes i Legen med Susan og Brynte? en Ørkesløs på »Bjærget«, en Forbryder mod dets Lov! Hin Hånd iTärnet, der slog mig til Krøbling, en svag, en frygtsom, var den ikke Susans, men din, Mikael — Straffens?

Altid havde det været forgæves at græde af Længsel efter Mikael, Legebroderen i Morgongåfvas Ensomhed, at gruble over om Fader og Moder havde agtet dem, hvis de havde været to, om de glemte ham, fordi han var ene.

Nu blev det ufornødent midt i Springen og Legen at standse, i Skræk og Anger, og stirre på Sengehimlens Sparlagen, om en Hånd kom frem, et Ansigt, der var hans eget og dog ikke hans — hans, som han drømte det om Nætterne, lyksalig og stolt, og græd over om Morgenerne ikke at finde i sit Spejl … Nu havde Mikael hævnet sig, nu var Steffan selv en død, lå under Guldås ..

Og udmattet var han i hine Nætter sunket om i Märta Molls Arme. Mikael krævede ikke længere derude det Liv, som Steffan dog ikke fik.

Men i denne Nat lød en anden Røst. Slægtens, »Bjærget«s, ja Jordens Stemme, der forlangte sin Tjener.

»Da Astrologerne lagde hver af de sex Planeter, som de kendte, under et Metal, lagde de Jorden under Jærnet,« sluttede Farbroder.

Jorden under Jærnet? Steffan svimlede. Ja, men da sagde han selve Jorden fra sig — ti: se dens Gud!

Herfra, hvor de nu sad, kunde han se over i Stangjærnssmedjen, hvor den store Smed Varg svang Hamren rundt og rundt over Hovedet i nøgne, senede Arme. Han var døv som alle Hammersmeddene over fyrre, men medens hans Jævnaldrende, nedbrudte af Lungesot og Blodgang eller vanskabte af Gigt kravlede om ved Savmøllens Miler eller ved Bælgene eller rugede ovre i Fattighjemmet, svang han endnu utrætteligt Slæggen.

Nu slap han den, greb med Tængerne og Bælgvanterne den gloende Jærnstang og tumlede den i vild Hast under Vandhamren, hvis uhyre Skygge foer Op og ned, og hvis Drøn rystede Bænken herinde. Men om fire eller fem År skulde han sidde derovre hos de andre bag ved Teglovnen og Bryggerset.

Og Masmestren dér —. Han var ikke de halvtreds, og han så ud som firs, krumbøjet, hvidhåret, grå som Aske. Og hans unge Karle, som rugede dér så sammensunkne, så hvidøjede i de sorte Ansigter, som tænkte de ene på, at nu skulde de snart til at bryde de stivnede Jærntavler, rejse dem ved Kranens Tang og hugge dem løs, Felt for Felt, lægge Prøvestykket på Hylden og stable de øvrige i Ægtkurvene — og så begynde forfra med Udslaget Natten igennem, mens alle andre sov …

Se, dér kogte en lille Kasserolle på Støberanden med Mel og Kartofler, al den Føde de fik — til Spande af Brændevin.

Kun hveranden Lørdag var de hjemme, hos Konen og Børnene, i Rønnerne ovre under Skoven. Den gamle Masmester, han sov i sine Klude i Hullet derinde under Bælgene. Han havde ingen Stue ejet, siden hans Kone for mange År siden døde af Tæring. Og alle skulde de, før eller senere, ende i Fattighuset, sønderlemmede — om ikke Jærnet var barmhjærtigt og knuste dem med ét Slag, som dem Gravmulden gemte som sønderslagne Skeletter …

»En Slægt af Trælle er de, i sørgmodige Led stammende ned fra hine første Jærnets Arbejdere som Loven 1340 drev ind i de gloende Ovne eller ned i de isnende Gruber: Forbrydere, som således frelste deres Hals, og om hvis »rysliga öden« og »fasansfulla jämmer« Olaus Magni talte. Og ingen, hvis Blod ej gennem Slægt på Slægt er blevet brændt foran Essen og stivnet i Bokhusenes Slud, hvis Ledemod ej er blevet strakte af Stangjærnshamren og Rendeværkets Tænger, hvis Ryg ej er garvet af Jærn- og Slakkeblokkene og Fogdens Knippel, hvis Øjne ej er fortinnede af Ildskær, Frost og Brændevin kan én Dag bære Jærnets Åg. Det løfter ingen, selv ikke den Stærkeste, som første Mand, det bærer kun et Tog af Slægter!«

Ja, således havde Farbroder sagt, den Gang da han kaldte Jærnet for »Trældommens og Rovbegærets Metal«, da han hed i Panden skændtes med Samuel van Harmst. Men Brugsherren havde løftet de udstoppede Skuldre og smilt sit knebne Smil:

»Det er Jærnets, ikke vor Lov!«

Steffan foer sammen, Susanna rørte hans Hånd.

Og i den blålige Glans af Sneen og Flammerne skred en Skikkelse forbi derude i slæbende, hvidt Lin, med Håret bølgende over Skuldrene, på nøgne Fødder.

»Jesus!« brast Steffan ud — Himlens Gud nedstegen at dømme Jordens!

Susanna lo, lo ham ind i hans blegnende Ansigt. Og Brynte vendte sig på Støbeformens Rand og spyttede:

»Den gale Zegoel, ja!«

Men Masmestren havde sluppet sin Tang, og de tre Karle havde lettet sig halvt op af Sædet, stirrende — nu sank de alle tilbage i et Suk.

Sveden stod Steffan på Panden. Han tørrede den bort med rystende Hånd.

Ja, Zegoel, ja, det var jo kun Zegoel, den gale Grubearbejder fra Taberg, som kaldte sig »den ukendte Gud« og vandrede Bergslagen, ja hele Järnbäralandet rundt, kom og gik med Års Mellemrum, men altid nær Gruberne og Ovnene, vidnende og forjættende om det nye Riges Komme.

Steffan klemte Neglene ind i Hånden. De lo, de vrængede ad ham, ad hans Had, ad hans Håb!

Og pludselig brød han ud, truende:

»Nu går jeg over til Fattighuset!»

Susanna så op på ham, smilende, med Knoerne støttende under Hagen:

»Nej da — hvad skal vi dèr? Her er da meget morsommere!«

Brandskæret fra Støbeformen brændte over hende, gennem hendes Øren. Steffan stirrede på hende. Ja se nu lignede hun Brynte! Han havde grædt endnu i Dag, over at han var anderledes end de. Men før vilde han dø end være dem lig, de to, der var så rolige og ligeglade, Datteren af ham, der havde tændt denne Ovn, og Sønnen af ham, der holdt dens Ild vedlige. Nu vidste han, hvorfor han hadede Jærnet for Susans Skyld —: fordi hun lignede det — og han måtte elske hende!

I det samme sprang Brynte ned fra Støbekassen.

»Ja, vi vil over i Fattighuset. Jeg har ikke været dér en Måned. Og nu er Formen her kold«.

Steffan så på ham, så mat i Knæhaserne som efter et svært Løb og ved et fejlt Mål.

Og dog — han vidste det jo: han havde jo set Brynte mere end én Gang redde Smeddene og deres Drenge fra Janne Piscators Stok, fra Pryglene på Kontoret og fra med Hustru og Børn at jages bort fra Bruget at øge de vandrende Tiggerhorder på Landevejene — for et fejlslagent Stangjærns eller en sprukken Jærnbloks Skyld, eller fordi de havde solgt af det Kul og det Jærn, som de fik til overs af de Kvanta, som Inspektøren hver Ugedag tildelte dem. Og han havde hørt Brynte sige: »Hvad skal de andet? Stangjærnssmeddene har, for sig og Mestersvend og Kuldrengen og hele sit og deres Hushold 60 Rigsdaler Rigsgæld om Året og Ret til at købe 6 Tønder Rug og 12 Tønder Havre for billig Pris — om ikke Bøder trækkes fra. Og Sømsmeddene har omtrent det halve. De År Kartoffelhøsten slår fejl, dør Børnene og de Gamle som Fluer.«

Men at Brynte forstod ham — han tålte det ikke! Han skulde være Jærnet, og Jærnet vilde Steffan hade!

Og han hørte Faders Stemme om Blinde-Olle: »Og hans Pension blev Vandvællingen og Talget«. Ja, ja, skønt hjalp det at ynke de Fattiglemmer, som man selv havde skabt! med Brændevin at forynge dem, man som tiårige gjorde til Mænd og som trediveårige til Oldinge! Nej Brynte, giv dem det Rige, Zegoel så, da han sad i »Bjærget«s Inderste, da han ved Skredet i Östra Tabergs Grube, klemt inde mellem Klippeblokke, hørte sin Fader og sin Moder, sine tre Brødre og sine femten Arbejdskammerater skrige tvende Døgn igennem, om Hjælp — der kom den tredje, da han sad ene levende mellem tyve Kager af Kød, i en Skjorte af Blod og med selve »Bjærget« på sin Isse og Nakke!

Siger du, Brynte, som alle Patronerne sagde den Gang: »Det er ikke vor, men Jærnets Skyld!«? Nu, så sig Jærnet fra dig, så undsig det! og jeg skal tro dig!

»Himmelsendt« kaldte Farbroder Jærnet — baaenepe — »Kulturens Våben og Nøgle« — Nøglen til en Jord som »Bjærget« og Våben til at forsvare den med! »Vi takker Krigeren for Jærnet«, sagde han hin Aften, »Krigeren begærede Jærn, da Agerdyrkeren nøjedes med Sten og Horn«, Og Krigeren fik Jærn og lagde Jorden og sig selv under dets Lov. Kvæget og Kornet mættede sine Dyrkere, Jærnet knuste dem til Tak, fra sin første Tjener, Grubekarlen, til sin sidste, Soldaten. Våbnene priste Farbroder:

»Damascenerklingerne, udhamrede af Meteorer på Java, etsede i Kong Thutmosis' Fabriker under Antilibanons Fod, flammende over Europa i Korsfarernes Hænder — Vikingetidens runeristede Øxer, stålsatte af Bolsmedde i »Bjærget«s Skove, Finspongs Kanoner, der hentedes af både Blåmand og Tyrk, Romernes og Napoleons Verdensherredømme, Gustaf'ernes og Karl'ernes Stormagtsvælde. Sværdet, der gjorde Mennesket lig Gud, Lynsvingeren!«

Og Farbroder selv? Jo som fjortenårig løb han hjemmefra — til Grækernes Frihedskrig, til Polens eller Belgiens Opstand? han vidste ikke selv hvorhen! — men indhentedes af sin Fader, Løjtnant Rikard, i Göteborg. Under Studenter- og Folkeurolighederne i 30'ernes Tyskland bevogtedes han på Idet som Fange. Og til den ægyptisk-tyrkiske Krig nåede han ikke ned — at hævne Chios, »Delacroix's og Byrons Ø«, ti hans Moder blev syg og døde. Og i 1848 fablede han om at kæmpe med Lamartine, Garibaldi, Kossuth eller Görgey i Paris, Rom eller Wien, men nøjedes med at følge med Sandels Bataljon til Fyn og Flensborg og vende tilbage efter Slaget ved Fredericia uden at have svunget eller smagt sine priste Sværd …

Steffan kneb Munden hårdt sammen. Den Gang var det Længslen efter Moder, der drev ham… Ti hans Kamplyst og Mod kendte Steffan og »Bjærget« fra Bjørnejagterne og Slagene mod Røver og Fant!

Men hans Fætter, Digteren Beppo Sommelius, blev dernede og faldt ved Dybbøl, idet han sang — å, Steffan hørte Anselm synge det derhjemme!:

»O hell dig, min blixtrande klinga!
du glänsanda stålbrud, min stjärna!« …

Steffan så på Brynte, som han stod dér ved Støbeformens gloende Rand, rank og spændstig, i sin grå Vadmels-Vams, med de hvide Snesokker. Om nu den Brud gav ham, som Beppo, Jærnringen — der, sagde Farbroder, var Romernes Fæstensgave … Om Jærnet lod ham, dets Herre, smage sin »Lov«! Nu, nu, bi kun! Bryntes Tur kom nok også — som du Pont'ernes, da de måtte forlade dette Brug! »Jærnet bliver til i Ilden, og er mer ustadigt og ubarmhjærtigt end Ilden«, sagde Fader.

Se Risten dér, den glødede nu dunkelrød med blånende Støberande. En Ildebrand rasede dernede i Festsalen, de sidste Levende kvaltes. Om Hovedbygningens skinnende Ruderække derovre brast i Lue, smeltede og sprang, om Inspektør Janne Biscator, Brynte, hans Fader og alle de andre Brugspatroner omkom!

»Nu går vi!« nikkede Brynte.

»Uf nej da!« Susanna krøb sammen i Skuldrene, afværgende, »hvad har vi at gøre i Fattighuset? dér er så ækelt!« hun rynkede på Næsen.

»Snak!« Bryntes Stemme skar af, »vi har det at gøre, at se efter dem! Fader har ikke selv Tid til det. Så må jeg. Kom nu!«

Susanna gabede og strakte Armene fra sig i Pelsen. Faklen flammede om hende. Ja, om den vilde fortære hende! hun der hånede Jærnet og Brynte og dog lød ham og skulde være Herskerinde på dette Brug, sine Fædres! hun, der havde slået Steffan til Krøbling, og som han måtte elske, fordi hun var sund! o ja, fortære hende — så han blev fri for hende og Jærnet!

Nu lå Ruden dér, sort og forkullet som Rummet om dem. Arbejderbørnene listede ud i Sneen, som atter blånede ind ad Dørgabet, her var ikke mere Glans herinde end i de mørke Rønner under Skoven .. Nu viftede kun den sørgelige Fakkel, ene og jagende, under Loftet.

Og Steffan rejste sig og fulgte efter Brynte og Susan — endnu hvor længe? Å Zegoel, hvor længe?

»Tag dig i Agt!« Brynte rev hende til sig. Susannas Pelsstøvle røg, hun havde nær trådt på den gloende Gade, som Slakkestenene byggede gennem Sneen.

»Uf, her er ækelt!« skreg hun, men smilte Brynte hurtigt ind i Ansigtet, som huskede hun —. Brynte havde dog vist ikke »bedt om Forladelse« …

»Af Vejen!«: et Par Mestersvende styrtede frem med en Gøs, en gloende Jærnblok, imellem sig.

I det samme sprang et Isspejl, stort som en Rude, over Børnenes Hoveder, haglende i Stumper.

»Brynte, hjælp mig!« Susanna dukkede sig.

»Snak, det var bare Hjulet, der kom i Gang!«

Brynte pegede på Fælgene, der piskede Isvandet i deres Øjne. Bælgdrengen, som havde hugget dem løs foer forbi. Gennem den flåede Blålærreds-Skjorte sås hans nøgne, fjortenårige Legeme. Soden tegnede hvert Ribben og sad i Kager om Maven og Lårene. Sveden gnistrede i Rim fra hans Øjenbryn og Bryst. Nu sprang han ind i den gloende Smedje.

»Kommer du?« brølede Varg truende og vendte de hvide Øjenkugler mod ham, mens han ustandseligt hvirvlede Hamren over Hovedet.

Ilden flammede til, Drengen drog i Stigbordskæden.

»Lad os bare komme bort!« Susanna smuttede under Højovnens Gasrør, der sort og leddet rakte ud over dem gennem Mørket.

Ja, bort Susan, men hvorhen? Å, du vilde det jo sidst af alle! Og jeg — jeg må følge dig, altid!

De løb forbi Rækken af Bokhusene, hvor i det flagrende Lys fra Røstegruberne grå Hoveder og skælvende Hænder kom frem — Oldinge og Børn, der huggede den røstede Malm til.

Stanken fra Smeddenes »Labbhi«, sød af Halm, salt af Sved slog om dem. I en Sky dampede Huset ad sine fire Dørgab, mod fire Verdenshjørner. Gennem Tågen af Lugt og Em skimtede de i det østre Rum Hvileholdet — de lodne Hoveder, de tykke Rygge —. Pressede ned i Båsene sov de i den sønderflængende Larm, efter femten Timers Arbejde, mod femten nye.

De løb forbi Sømbodernes lange Skure og Rysteristen, der hang tung af Istapper og Sne. Foran dem tårnede sig de uhyre Trækulsoplag som sorte Bjærge med Sne på. Toppen. Kulstumper knitrede under deres Fødder som Glas. Kærrerne rullede uafbrudt ud fra Tremmehusene og op ad Højovnens Skråplan, i tjæresur Os.

Hyttekransens Ild flammede øverst deroppe; bøjet og sort puslede Hyttemestren om den.

Inde i Dampen fra Vaskeriet sled de halvnøgne Piger i det koghede Vand fra Bælgene. Røsteovnens Tårn, der ludede sig til Højovnen som den ene gigantiske Stærkasse til den anden, glimtede ud gennem alle Træets Fuger af sin indre Ild, med Månen hængende som en Kugle over sit Skråtag.

Brynte sprang ind ad den lille Dør ved Foden, i Skarnskuret, og kastede et Blik op til Lugerne, der brændte i Ovnens Tønde med klare Flammer. De havde fået en ny Mester deroppe, men alt var vel.

Og de fortsatte deres Løb ind i Lyset fra den åbne Kontordør. Inspektør Janne Piscator og de fire Bogholdere var ved at betale ud til Ægtbønderne og Kulkørerne. Angen af våde Pelse, Transtøvler, Blåvadmel og Brændevin stod ud over Trappen, hvor Sneen var kørt sammen i en Grød af Jærn- og Kulsnavs. Det flagrede derinde i Skæret fra Spiddelysene af Sex- og Tolvskillingssedler, af 50 Rigsbanksedler, ja af gule 100 Banksedler, og klirrede af Kobber og Sølv, af Styver og Specie.

Børnene standsede. Penge var sjældne at se, undtagen ved Skatteting, Fasting eller Oxhelgen. Men i Dag var det jo Lørdag den 1ste December, Oscarsdagen, den store Afregningsdag med Nyed Bønder, der skulde hjem, og Kulkørerne.

»Det er Løgn!« Janne Piscators sorte Skikkelse foer op og hug Næven i Bordet, så Seddeldyngen, Gåsefjerspennen og Spiddelysene sprang. »105 Rigsdaler Rigsgæld vil du ha'? Du skulde ha' leveret 35 stigar Kul? Det er Løgn i din Hals! du har skåret falsk på Kulstokken! Se her min!« og den lille Karvestok fløj hen ad Bordet.

»Jamen, 'spektør, jeg —« en duknakket Ryg krøb frem — det var Jan Petter, en af Faders Bønder, Steffan kendte ham strax.

»Snak!« Piscator truede ad ham med knyttet Næve, »tag du 55 Rigsdaler og vær glad! Det vil sige: hvad betalte vi for dig i Skatter i Vår? og hvor meget Jærn, Salt og Korn har du fået? Nibelius, slå efter i Magasinsbogen! Hå, vidste jeg det ikke! Det går lige op, din Tyveknægt! Ikke én Rigsdaler får du! Se til, du kan rappe dig mere efter jul! Næste Mand frem! — Lindblad, Lindblad, Brændevinsjomfruen hid!«

Lindblad, fjerde Bogholder, som Børnene var så fortrolig med — han var jo kun tre År ældre end de — ilede med flagrende Skøder hen til Kamingesimsen, hvor Dunken stod mellem Tvebakker og Tobaksruller — Gaver til Storbønderne og dem, hvis Vej lå lettere til Solfors …

Foran Bordet bredte sig Tunne i Fallet, med Hundeskindspelsen om Ørene, med Skødskindet hængende over Fedtlædersstøvlerne og Piskens Snært snøret om Armen.

»67 stigar Kul!« skingrede Janne Piscator efter Hovedbogen, slående Takt med Karvestokken, »201 Rigsdaler! betal Tunne ud, Santesson! Hva? hva fals? Ha, ha, ja naturligvis! Nibelius, skriv Tunne en Seddel på 500 extra Søm! Tunne er en Mand, som Bruget véd at skønne på. Lindblad, kommer den Snaps og den Tvebak? og en Rulle Tidemands Skrå!«

Nede foran Trappen, i Kontorets brede Skyggebræm, sad de andre Flokke af Bønder, tættrængte på de lave Bænke, med Huerne ned i Øjnene og det løse, hængende Hår, ventende. Kun da Inspektørens skældende Stemme nåede dem, skottede de til hverandre og flyttede sig uroligt. Ude i Måneskinnet holdt deres Køretøjer, de små Nordbagger og Ölændinge og Kurveslæderne sorte af Smuds, tredive, fyrretyve Stykker, omkring Klokkestablens snedækte Tag og Spir.

Blodet brændte i Steffan. At Bønderne ikke sprang op, at de ikke brød ind og slog Piscator ihjel! Han var uredelig, han bedrog dem, på Kulstokken, på Møllevidjen, i Magasinsprotokollen — vidste de det ikke alle! Jan Petter fra Folkestuen på. Morgongåfva, den gamle Bonde fra Kytthyttaskoven, alle hans Arbejdsdage i Vinter med Milen og i Skoven, skulde de blive uden ét Runstyckes Løn?

»Brynte, vil du ikke —«

Brynte så koldt på ham. »Hvad véd du om, hvem der har Ret? Se først det efter — om du kan!«

Steffan vilde svare. Men Brynte og Susanna løb videre, og han måtte med dem.

»Det er min Faders Bonde —« begyndte han stakåndet.

»Så skulde din Fader give ham Arbejde!« skar Brynte af.

Steffan blegnede. Det var sandt! Alle de Bønder, som Farfader havde smeddet til Adamshyttan, måtte nu arbejde for Savolaxhyttan, Solfors, Thorshyttan eller de andre Brug, som endnu var i Gang, fragte deres Kul de lange Veje og tage de Kår, der bødes dem efter Brugspatronernes Vilje.

Jan Petter fra Kytthyttaskoven … Længst var Kytthyttans Flammer slukt, og Adamshyttan kaldte ikke mere Mennesker til sig. Det var ej blot Smeddenes saltstinkende Labbhi, som Blomster og Træer voxede over derhjemme. Inde i Skovene groede Stierne til, Rønnerne stirrede med tomme Ruder som i Digerdødens Tid, da af alle Levende på »Bjærget« ene Märta i Nyhyttan færdedes mellem Ravne og Rovdyr … Tyet til andre Brug var Morgongåfvas Bønder, og dér — så han ikke Jan Petters Lod? Men — han nikkede stift — på Dommens Dag, da de Blinde, Lamme og Værkbrudne skulde vidne om Jærnet og dets Herrer, skulde Fader frikendes! Bedre at Ulve og Ugler boede i Husene end Skabninger som de, der fyldte de endnu levende Brugs! Og dog — Jan Petter, Bonden, der alt var for gammel til at flytte, da Adamshyttans Ild, som han havde tjent fra Barn, gik ud —: øget hans Vej og hans Nød havde de, sendt ham fra det hjemlige Åg til det fremmede! Og uden at kunne hjælpe måtte Steffan se ham under Janne Piscators Knippel. Men — var det Faders Skyld, at »Bjærget«s eneste Føde for dets Børn var Jærn? Ingen Herremand var mod Husets Tjenere som han — og Patroneme trak på Skuldrene og lo. Men havde Adamshyttan endnu gået, måtte han have madet sine Folk med Kul og læsket dem med Ild — eller han var bleven en Fredløs på »Bjærget«! Ikke ét Skippund Jærn havde han kunnet sælge ved Fasting, men før eller senere havde en gloende Stang fundet Vej til hans Hjærte,

Jærnet lød sine Love! Jan Petter, løft en Gang din Klage mod dem! Vi kunde ej mer end sige dem fra os — og aldrig tage dem på os igen!

De løb forbi Laboratoriet, hvis Iskrystaller blinkede på Bjælkevæggene, ind i Teglværkets Gyder, hvor Halm og Granris fejede dem i Ansigtet, med Lugt af Ler og Harpix. Brugets Larm døvedes bag de høje Reoler, Ildskæret flagrede over Halvtagene.

»Når jeg kommer til, skal Janne Piscator væk!« sagde Brynte pludselig, »men Fader kan ikke undvære ham«.

Steffan rakte Tunge i Mørket — nej, det tror jeg! Patron Thorlander kunde knap skrive sit Navn! Han havde fordrevet Piscator'erne fra Thorshyttan — nu lod han sig lede og bedrage af deres Søn! Jærnets Lov!

De dukkede rundt om Teglovnens sorte Tønde, forbi Bryggersets Luger og Mæskekar og standsede foran Fattighusets mørke Væg og tilsneede Ruder, som lå dér under det høje Månelys, der gnistrede i Snedriven på Trappen. Her kastede ingen Vej, og ingen gik ind eller ud — uden Brynte.

Og pludselig vidste Steffan, at han vilde ikke derind!

Han havde kaldt på dem derinde for at hævne sig på Brynte og Susanna, for at skaffe sig Oprejsning, få Ret, for — han vidste knap hvorfor — kun, at han vilde ikke, at den Dør skulde gå op!

Men Brynte vadede allerede gennem Sneen, med Susanna i Hælene, og Steffan krøb efter, syg af hvad der ventede ham. Men — han måtte følge dem også den Vej …

En Pestsky slog dem i Ansigtet, mødtes i Døren med Kulden og hyllede dem i sin rådne Ande, Salmesang lød fra Mørket:

»Jag får ej se Guds dag,
som minsta fågel prisar,
doch prisar äfven jag
den nåd, mig Gud bevisar« …

Det var Blinde-Olle, den store Smed, der havde mistet bægge Øjne, da Luppen sprang i Diglen. Han sang bestandig den Salme. Ja se, nu da en Hånd slog Ild, og Trøsken fængede, dukkede hans nøgne Hoved som en vældig, grå Sten op af Mørket, med Øjenhullerne lukkede af Brynenes Strå og Munden gabende som en Revne.

O Jesu, du är än
den blindes tröst på jorden,
du alla armas vän,
själf arm i tiden vorden!«

»Olle!« hvæste en Stemme, »den unge Patron! den unge Patron er her!«

Men Olle, der som alle Smedde var stokdøv, sang videre:

Den natt, mig höljer nu,
skall en gång sig förklara,
ty en gång öppnar du
min syn bland änglars skara!«

Hans »Krigsmedalje«, som Farbroder Anselm talte om, funklede i Lyset af Harpixpindene, der nu spiddedes i Plankevæggen, eller lagdes på Bordet, med den brændende Ende ud i Rummet. Og frem dukkede de, der i Mørket havde lyttet til den Døves og Blindes Sang.

Steffan blev kold om Hårrødderne. Så han ret? Sad han med Zegoel i »Bjærget«s Inderste? Han havde set dem før, men da ved Dagens Lys. Og nu — her i det gustne Skær fra Fyrreklynerne, i det røde og grønne fra Slakkestenene, der glødede rundt om i Mørket som sviende Ovne, steg de frem som Fabeldyr af Jordens Inderste, Væsner fra Folkenes Beretninger på Morgongåfva om Resare-Bengts Eventyr —: fuldkomment nøgne Hoveder som Struds-Æg, opspilte Øjne, glippende gennem Stær, tandløse Munde som Fiskesvælg, Pander som bulnende Paddehatte, idiotisk lallende Tunger og fægtende Håndflader med afklippede Fingre, Armstumper som brudte Vinger. Og over dem, på det regnbuebelyste Loft ravede en anden Flok frem, en ny Skyggeverden, med Hoveder som Kugler, med Rygge som Hvalers, med Arme som Goplers og som Luder, fangende mod Brynte og Susan, mod ham. Og et Kor af Stemmer kvækkede og gurglede gennem Smeddens Sang;

»Gi' en Sexskilling, Patron! å en lille Lap!«

»Gi' et Fingerbøl, bare et lille Fingerbøl Brændevin!«:

»En Stump Skrå, å en lille Stump!«

En lang Arm, kødløs og hvid som et Skelets, hagede sig fast om Bryntes Skulder. Skikkelsen forsvandt i Mørket, men en bedøvende Stank af Forrådnelse slog op som af en revnet Grav, og en ganeløs Stemme peb:

»Lille Fa'r, lille Patron! sig til Mychowitz, at han skal komme og tage mit andet Ben. Å, jeg kan ikke sove! De kryber og kravler om mig, Maddiker og Orme!«

Steffan følte Susans Hånd i sin, den blev iskold og våd, idet Stemmen lød.

Det var Blåsare-Maja, Calle Kjälms Enke, der efter Mandens Død havde røgtet Bælgen og fået Benet revet af i de Hjul, som en Gang knækkede Calles Brystkurv.

Det sortnede for Steffan — af Mørket, af Osen, af Virvaret om ham. Han måtte huske den Gang, han faldt i Farfaders Tårn, Nætterne, han havde ligget og ikke kunnet sove for Spændetrøjens Pres og Skovens Sus, og noget, han vidste ikke hvad, kom til ham, i Stumheden, i Bruset, og vilde slette ham af Stuen, af Livet. En Ulv tudede ensomt nede på Daglösen, et Suk gik gennem Gårdens hundredårige Tømmer, det funklede glemsomt af Fosfor …

Og han svævede i Rummet, ene, indelukket i en Glaskugle, som de små Mennesker han havde set i en Bog ovre hos Farbroder Anselm, en Bog, der hed »Magia divina«, og som Farbroder sagde, var meget kostbar.

A, om han aldrig havde set den — og dem dér! Det var ikke sandt: han havde ikke ondt af dem! han tænkte kun på sig selv: at han lignede dem, at hans Ryg var som deres … Han blev syg, han blev harsk i Halsen af Lugten af Enebær, Ammoniakvand og Millefolium, af Stanken af ældgammelt Smuds, af runkent Kød og forrådnende Sår — af sig selv, sin Pukkel, sine Sygdommens Nætter derhjemme — ja af Märta Molls Salmer, af Farbroders Violin og Moders Sange!

Hvorfor, o Gud, hvorfor?

Fordi hver Dråbe i hans Blod, som hver Sten i Morgongåfvas Jord var rød af Jærn, og fordi Susan, fordi »Bjærget« drog ham, som Malmet Magneten, som Morgongåfva Farfader af hans Grav!

»Blodet, han mangler det«, sukkede Mychowitz, »de røde Blodlegemer, som er Jærn …«

O Gud, manglede han dem blot! Havde han givet »Bjærget« sin Part, sit Blod, som Skikkelserne dér! var han entlediget, fri som de! Men fordi Farfader slog Adamshyttan til en Ruin, tav ikke Jærnet i Jorden — eller hans Suk over det om Nætterne, hans Blods Higen mod det! Og fordi Susan styrtede Steffan ned fra hans Spring mod hende den Dag i Tårnet, sprang han det mod hende Dag og Nat — og faldt, som hin Gang! … faldt ned i dette Rum, ned blandt disse Skikkelser, ned i »Bjærget«s Inderste, dets skjulteste Dyb, og skreg, som den Gang, mod hendes og Bryntes Lykke-Sang derude …

Og dog — dog jublede det samtidigt i ham, her i dette Rum, blandt disse Vanskabninger, øredøvende, vildt, af Hævn, af Triumf, ja af Sejr over Susan, over Brynte, over Drengene i Zacharias Piras Skole, der havde hånet ham for hans danske Sprog, for hans krumme Ryg; over Damerne i Filipstad, over Patronerne rundt på Brugene — jublede, mens Tårerne brændte hans Kinder, og Hulken kvalte hans Strube, jublede, jublede: »Dér kan I se! Jærnets Lov! bi lidt, så er I som vi!«

»Ha, ha, ha, ha! lurilurilurilumlumlej! Ha, ha, ha, ha! lurilurilurilumlumlej!« skraldede en Latter, to Krykkestokke dundrede, og i Katteøjegløden fra Slakkestenene svang sig en benløs Klump, rundt og rundt, i korte Hop, med det langhårede Hoved rullende bagover af Latter.

»Lille Patron, det kryber og det kravler —« jamrede Blåsare-Maja.

En Hånd rørte ved Steffans. To nøgne, kvindelige Bryster svulmede mod ham, to Hænder bar dem frem, to sorte Øjne strålede mod ham:

»Se Janne, se Janne Piscator, det er mig!«

Smukke Hadda, Hammersmed Vargs Datter, som Janne Piscator voldtog i Skarnskuret; som i Fødslens Øjeblik kastede sig i Kuldammen at drukne sig og sit Foster, men fødte på dens Rand, med Hovedet sunket i den jærnfyldte Pøl …

Susanna gav et Skrig, Brynte rakte Armen ud, den Gale sang og svang sig i sin dundrende Krykkedans:

»Hahahaha! lurilurilurilumlumlej! Hahahaha! lurilurilurilumlumlej!«

»Gud lade sit Ansigt lyse over Eder!«

Steffan tumlede. Kom Englen og væltede Stenen bort, fra ham, fra dem alle? skødes Jærnslåen fra?

Høj og hvid stod en Skikkelse i Døren, med udbredte Arme, med nøgne Fødder under Kåben:

»Herren give Eder Fred!«

«Hvad jag ej ser, jag tror,
jag det i hjärtat känner.
Hur Gud är vis och stor,
hur han är god, jag känner!»

sang den Blinde og Døve i den bratte Stilhed.

Som stivnede under den Tryllestav, der havde vakt deres afsindige Gestalter af Mulmet, stirrede de Syge rundt om, liggende hen over Bordet, hængende på hverandres Skuldre, kravlende på Gulvet, ludende på Krykkerne — på Skikkelsen i Døren.

Og gennem Steffans Hoved foer det gamle Salmevers fra »de Helliges« Andagt i Morgongåfvas Folkestue:

Förrän mänskostämmor hördes
och förrän mänskohjärtan rördes
af Herrens salighet och nåd,
tusen sinom tusen stodo
kring gudatronen och tillbådo
den Outgrundeliges råd …«

For — stod ikke Zegoel dér som Englene i Salmen:

»öfver haf och land de fara
som vinden och som blixten snara,
I ljufligt och lycksaligt kall …«

Ingen vidste, hvorfra han kom, og ingen hvorhen han gik, ingen uden Hytte- og Grubefolkene havde hørt ham tale, men —

»Förbarmare, dig pris och tack och ära skel«

ti hvo kunde forløse ham, forløse disse Skikkelser, forløse Jorden af Jærnet, uden en Gud, en »ukendt Gud», en gal?

»Han hører til på Danviken!« sagde Damerne i Filipstad og gyste, »skandaløst han skal have Lov til at gå. rundt og skræmme Livet af Folk!« Men Hadar Böös, Præsten, råbte sig blårød i det store Ansigt: »Så sandt Konventikelplakaten af 1726 endnu gælder, trods alle Satans Drabanter, skal han ende i Karlstad Tårn!« Men kom han til Morgongåfva, bød Fader ham indenfor og gav ham at spise og lod ham varme sig ved Ovnen og tvætte sine stakkels Fødder, der altid, Vinter og Sommer, var lige nøgne på Birkebarkssandalerne, og lyttede længe til ham. Ti ene til Fader af alle Herremændene vilde Zegoel tale. »Han er sindssyg,« sagde Fader, »og dog hører jeg ham gærne,« og han rystede på Hovedet, som forstod han ikke hvorfor.

Men i dette Øjeblik, her i »Bjærget«s Inderste, forstod Steffan. »En Ånd taler igennem ham,« sagde Fader. Om den Ånd kunde få de Blinde til at se, de Lamme til at gå, og Blodet i ham selv til at tie — ja: bryde Jorden af Jærnets Magt!

Og nu, da Blinde-Olle, der intet vidste om, at Zegoel var kommet, sang videre:

»Fast jag Guds verk ej ser,
hans ande är mig när …«

kom Steffan til at ryste over alle Lemmer, som var hin opladende og sejrende Hånd over ham. Ja Gud — fri mig ikke til Jærnet, men fra Jærnet!

I det samme mærkede han Susans Ånde lige på sin Kind:

»Uf Steffan, dér er han! før mig forbi ham! jeg vil ikke være herinde, uf, hvor han ser på mig!«

Steffan stirrede i hendes Øjne, der var store og hvidlige af Skræk. Var hun bange for ham, som han selv og Staklerne dér i Mørket begærede? Se hvor de rakte og fangede mod ham med visne Hænder, med Stumper af Arme, med halvåbne Munde! Susanna — hvem var hun? Anderledes end han og de!

O ja, den Elskede, den han vilde! den han greb efter i Tårnet — som nu! Den han vilde..? nej, den han skulde! Den kendte Gud! Og hun bad ham om Hjælp? hun, hans Hjælp, hans Frelse til hans Ret — nej, til hans Pligt: til Jærnet! Lys og stor stod hun dér med det gyldne Hår over de brede Skuldrel

Hånd i Hånd smuttede de ud af Døren, Susanna presset tæt ind mod den ormædte Stolpe, som gyste hun for at røre ved Zegoels hvide, forrevne Klæder.

Og de løb gennem Sneen, gennem Teglovnssmøgerne. Bag dem steg Zegoels Stemme, høj og tynd som en Fugls, og Blinde-Olles uantastelige Sang:

»Om ej mitt öga här
din klara sol fått se,
så skall jag skåda där
ditt eget anlete!«

Men nej, nej: kun Susans Ansigt skulde Steffan se, altid som nu! så nært, så blussende stort, med så runde Øjne og så tung en Mund! elske det, lyde det — sit eget Blod, Farfaders Suk, Jordens eget: bygge Ovnene og Smedjerne op derhjemme, »bruge Bjærget« efter dets Lov — og høste dets Løn og dets Straf som de Andre! Da vilde han aldrig tænke på dem i Fattighuset, ti da vilde intet i ham ligne dem!

»Herind! Herind!« Susanna dukkede sig og smuttede bort gennem Lystågen fra en lav Dør under Istapper.

En lunken Lugt af Huder og Skind .. Enebærris under deres Fødder .. en Hornlygtes Blænden, og i dens Lyskres et skægget Ansigt …

Det var Lucas Jæger, de var i Skytterønnen! Væggen glimtede af Geværløb- og Skæfter. Susans Hånd slog ned om dem, hun vendte Hovedet mod Døren, som vilde hun skyde. Hvem? Zegoel, om han kom?

Ja skyd ham, Susan, fri mig for ham — om du kan!

Steffan segnede ned på Stabbestolen, med Øjnene på. hende, åndeløs. Det var den anden Løbetur med hende i Dag, og så ondt hans Ryg sved, så hed og frisk brændte han af Sne og Blod, — som før han brød sin Skulder.. lyksalig og skyldfri …

»Hvor mange Bøsser har du, Lucas?« Susanna talte Geværpibernes usikre Blinken i Grankogle-Bålet. En Måneplet slikkede på Gulvet.

Havde hun allerede glemt Zegoel og Fattighuset? Ja, havde han det ikke selv? Hun var hos ham!

»Hm,« Lucas' Øjne glippede under Hårstråene som Elgtyrens over hans Hoved, »pil ikke, de er ladt, hver evige én.«

Steffan foer sammen. Lucas med det lange Hår endnu fuldt af Rim, med de lodne Hænder endnu røde af Blod — Lugten af Pels og Mos .. Mørket derude, Skoven, som truede …

På Væggen, i det disede Lys dukkede frem fantastiske Skikkelser af Jægere med Hirschfængere og Krudthorn, malede i Legemsstørrelse på søndrede og gulnede Lærredsduge — fra de store Ulvejagters Tid, da de i Klapperkæden agerede det manglende Mandskab … Så få var Menneskene, så mange Rovdyrene! ja, se Ulvenættene dér, vældige Ruser med grove Masker, og Øxene og Spyddene og de broddede Læderpansre til Jagthundene. Å tænk, hvor lille selv det store Savolaxhyttans Brug var i Värmeskogen, hvor svage dets Flammer mod dens evige Nat! O, han forstod det: en Salme opstemtes, hver Gang en Ulv var fældet: Tak Gud for Ilden og Jærnet, ved dem priser vi dig!

Susanna kastede med Hovedet: »Pyt, jeg kender nok til Geværer! Men sikke nogle gamle dér. Hvad hedder de?«

Lucas bøjede sig over Kugleformen. Susanna var ilde lidt af alle Folkene — som Brynte var afholdt .. Og han selv? Ligegyldig! Han havde jo intet med Jærnet at skaffe, kunde hverken gavne eller skade, talte, som Masovnsborkarne slet ikke med! Men — bi, bi nu kun!

Lydig mod sin gamle Herres, mod du Pont'ernes Datter pegede nu Lucas:

»Det er Slædebøsserne dem, de små, nemme, og det er Mausere, de store, svære. Og den kleine, fine er en Franskmand fra Liège, og så en Tysker fra Hage i Karlstad. Den gir jeg ikke et Runstycke for! Men den dèr i Midten, det er en norsk Karbin, den tog jeg ved Kongsvinger i 1808. Og det gamle Gevær med Flintelås, det bar Fader min i »pommerske Krig« på Usedom og i Stralsund. Det var alt det Våben, de gav ham. Fire Generaler havde de i to År, og Rosen, som havde fulgt Karl den XII, afsatte de for Hamilton og v. Lantingshausen. Ikke én Krumme Jord vandt vi, men nok af Skændsel og Skam. 60 Millioner Rigsdaler kostede den Krig og 30,000 Mand — hm ja!«

»Sine Tjenere fælder det — Grubekarlen som Krigeren« .. De dybe Sår i Lucas' Kinder og Hænder fra finske Krig og fra norske i 1808 og 14 — som på Sixten Råbocks derhjemme — og de 30,000 Mand, der lod Livet i hin pommerske Krig »utan vinst och förlust« .. Steffan nikkede hastigt. Ja, fordi dem fattedes Jærn, »Sverges guld och styrka«! »Hattenes« Svindel og Krisen i Bjærgværksdriften i 60'erne, da Halvdelen af Värmlands Hamre standsede … Hvem hviskede endnu ikke, bleg af Gru og Skam, om den Tid, Bergslagens Ragnarok? Nej Jærn, mere Jærn, og hver Svensk født at dyrke det, at ære det, evigt, som fordum!

Men Susanna viste sine brede Tænder, rystede sit store Hår og lo: »Bah, hvad kommer det gamle Vrøvl os ved? Men det stygge Gevær dér, hvad har du det for?«

Lucas skelede. »Det er en Finnebøsse,« knurrede han.

»Uf!« Susanna rev hæftigt Hånden til sig, som brændte Våbnets plumpe Skæfte.

Lucas' hvidblå Øjne blinkede hvast, han pressede en gammel Stump Filt til Forladning.

»Det skulde Frøknen nu ikke sige. For de bedste Bøsser er dem fra Grafåsen og Evertsberg — og dem laver Finner.«

»Hå ja, når de har forskrevet sig!« Susanna skottede angst til Geværet. »Det Pak!« hun spyttede og korsede sig ilsomt. Lucas tørrede sig under Næsen med den blodige Hånd, han tømte en Strøm Fliseryds Kruçlt ud på Bordet.

»Hå ja, forstår sig — det er jo Finner det!« mumlede han hånligt og sukkede i det samme.

Men Steffan stirrede på Susanna. Spyttede hun ad Finnerne, korsede hun sig for dem — som Pigerne og Karlene derhjemme, der kastede Ild på Gulvet, når en Finne havde vist sig i Køkkenet for at sælge Birkebarkskurve eller Vildt? Finnerne, hvem selve »Värmlands Fader«, Hertug Karl havde kaldt herind, lig Vallonerne og Garperne, Steffans og Susans Forfædre — som havde ryddet Skovene, befolket Ødemarkerne og bygget de første Osmunds- og Mulltimmersovne — og joges fra hver Rydning, hvert Hjem og hver Ovn, at Svenskerne kunde tage dem, af Dronning Kristinas, af Karl Gustafs, ja af de allerseneste grusomme Love, dem Fader og Farbroder samlede i deres »Värmlands beskrifning« — »til evig Skam og Skændsel«, som Anselm svor ..

I det samme stod Brynte på Tærsklen.

»Her er du! Det er anden Gang i Dag, du render fra mig, Susanna!« Han kom langsomt hen imod hende, med Blikket i hendes og Hænderne vuggende, som vilde han slå.

Steffan rejste sig. Brynte nævnede ham ikke, så ikke til ham, som var det ikke ham Susanna løb med, som var han ikke til! Agt dig lidt, Brynte, nu skal jeg bære Våben som du! Lige mod Lige!

Susannas store Mund svulmede frem, men pludselig smilte hun og rakte Hånden mod Brynte:

»Godt, at du kom! Jeg kedede mig!«

Steffan svimlede — Stuen, de to, Lucas Jæger … Han hørte Drønet fra Bruget. Larmen fra Hundegården ved Siden af, den tunge Gøen af de store Bjørnehunde og Fuglehundenes hvasse Glam … Så sad han på Stabbestolen ved Stenovnen og så de to dér holde hinanden i Hånden og smile, og han var ene — og våbenløs påny, Steffan Choräus …

Ja, Steffan Choräus de Bèsche! Sine Våben, glemte han dem? Morgongåfva! »Jærnets Herre« — han var født dertil, som Brynte, Grubekarlens Søn, til dets Træl! Og Susan? Tøs —! Hun var det — og den rette: Jærnets Pige! En Susan, der var god? En Susan, der var tro? Nej; med sine egne Våben skulde hun erobres — så han ikke Brynte? Velan! du besvor mig, min Ven, om at bruge Morgongåfvas Jærn — Om jeg nu brugte det … mod dig? Om det nu tog hende og Savolaxhyttan fra dig? som din Fader tog den fra hendes? »Värmlands rigeste Arving« — havde han ikke hørt Fruerne i Filipstad hviske det, beklagende, om ham, Krøblingen, »den danske Frues« Barn? Han krummede Læberne. Bi, Brynte, jeg skal bruge Jærnet, som du besvor mig — og som Loven er!

Da steg Hundeglammet fra Gården, som en Orkan, døvende et Øjeblik selv Brugets Bulder: dybe og tynde, høje og skarpe Røster mellem hverandre — Elghunde og Støvere, Laphunde, Harehunde og Svinhufvuds. Og derunder Råb af Stemmer, knaldende Døre, løbende Trin over Fosse-Broen …

Susan og Brynte slap hinandens Hænder. Hun fløj til Døren, nyfigen. Lucas løftede Hovedet: Hvad nu?

Men Steffan gik frem mod »den unge Patron», truende: Du vidste vist ikke, hvem jeg er? som jeg ikke vidste det, før du fik mig belært! Nu, erfar det da, du og hun!

Men da slog Råbet igennem, overdøvende Hundenes og Brugets Drøn:

»Finner! Finner!«

Og i det samme var Susan og Brynte ude af Døren.

Lucas havde rejst sig, han lyttede med rynkede Bryn, han mumlede — eller våndede han sig sagte?

Steffan så på ham. Lucas var en »Skovkarl«, en af »Hifolket« fra Dalby, fra Tolvmileskovene i det nordligste og fjærneste Värmland. Men mer end et halvt Århundrede havde han tjent på »Bjærget« — ved »Regimentet« i Finland 1790, ved Trollhättekanalen i 1800, igen i Finland 1808 og i Norge næste År og i 1814, og siden, længere end Steffan kunde huske, som Skytte på Savolaxhyttan, under gamle Hr. Melcher, og nu under Bryntes Fader.

Til Dalbydragtens Vadmelsvams med røde Bændler og Skindkasketten bar han Regimentets grå Benklæder. Og om Søndagene, ved Kirkeparaderne, hvor han, skønt længst afskediget, trofast mødte, den gammeldags Chakot med Gulddup og Stjærne …

Han havde jo måttet flytte fra sit lille »Soldaterhus« ved Gammalsjon, fra sin Have, sin Agerlod og Ko til Jægerstuen her midt i Brugets Bulder, og trods Vadstena Krigsmandskasse og Sværdmedalje-Pensionen måtte han rykke videre over til Fattighuset, den Dag da hans Øjne og hans Hånd, irret og gigtisk af Krigene og af »Landeværns-Sygen« sveg ham.

Steffan så på Flintelås-Geværet fra hine Krige, hvori Lucas, hans Fader og hans Kammerater udleveredes nøgne til Napoleons og Alexanders Grenaderer — Krigene, som Susan kaldte »gammelt Vrøvl«, og som Børnene plaprede som treven Lektie i Zacharias Piras Skole … Nå, hvorfor plaprede Steffan ikke med? hvad kom »Vrøvlet« ham ved, som Susan råbte?

Sixten Råbock — han fandt sine Fædres Hjem, Ödsköldshyttan, som en Ruin, da han, énarmet, énøjet og énbenet, kom hjem fra de fem Krige … Men han fik jo Læ i Bäckstugan på Morgongåfva! Og gamle Lucas — Susan og Brynte svor, at hans Kugle var støbt af Kirkesølv, at han kunde »holme« Skov, ja, at han havde sin Barndoms Venner fra Dalby Tolvmileskov, Huldrene Råhanda og Tallemaja som Vejvisere til Dyrenes Græsningspladser og Vinterhi.

Hvorfor skulde da Steffan stedse føle det, som var han Skyld i hin glemte Jammer? O Gud, nu vidste han det, i denne Time! Fordi han havde forrådt Jærnet, »Bjærget«s Pligt, Sverrigs Værge! Sagt sin Part fra sig — »Värmlands rigeste Jærnfond« — for at sove sødt under Guldås!

Lucas blinkede ad ham:

»Skal Hr. Choräus ikke med — med de andre?«

Steffan jog sammen. Jo, jo! med Susan, med Brynte! bort fra Fattighuset, bort fra Stuen her! Steffan Choräus de Bèsche, Herren til »Bjærget«, Arving til Morgongåfva — nej, Adamshyttan!

Han foer af Sted, til sin Ret, til sin Pligt, med et Hærskrig, som fløj han på Susans — nej, på sin egen Ski!

Han løb mellem de isgnistrende Trævægge, forbi Klejnsmedjen, Snedkerværkstedet, det lange, lave Hus, hvor de vandrende Håndværkere, »ämbetsmännena«, boede, når de nåede Bergslagen her, og de tilføgne, sammengledne Ruiner af »Nielleringshuset«, hvor tyske og flanderske Smedde, Elever af Mester Kollmann i Augsburg, havde øvet Nielleringens vanskelige Kunst i Bourgignothjælme og bølgende Flambergere, i de Dage, da de gamle Hvittlocker du Pont'er sad på Savolaxhyttan, og ingen drømte om, at en Grubekarl her skulde smedde Plove og Harver!

Bi, her skal smeddes Våben igen, mod Sverrigs Fjender og mod dig, Brynte, dets Træl! og ved dem skal du, Trællen, forjages fra dets Allerhelligste!

Nu var han atter inde i Brugets Larm og Lys. Skæret fra Møllen slog ud i en Em af Varme og Mel, han skimtede travle Skikkelser derinde, Mølleren og hans Svende og de melførende Bønder …

Så løb han gennem Slædeflokken om Klokkestablen. Inde i Kontoret skreg Janne Piscator og hans Kontorister stadig mellem Kulkørerne. Ja hunds dem kun! Jeg er ikke mere lig dem, det er ikke mig, du hundser! Men bi dog — en Dag, når jeg er Herre på dette Brug, tales vi ved om Jan-Petter, Faders Bonde!

Hamrene bragede og hakkede, Bælgene stønnede, og højest oppe flammede Hyttekransen.

Men dér, ved Broen under Skoven, hujede en Flok af Brugets Løsgængere: Masovnsborkarne, Brændevinsbrænderen, Teglmageren, Kontordrengen, Ildvagten og Avlsgårdens Karle og Piger. Råb skingrede:

»Strukfinner! Rugfinner! Løsfinner!«

En Regn af Sneboldte, Isstykker, Jærn- og Kulstumper haglede over tre toplæssede Slæder, der sad kørt fast i Snedriverne foran Magasinet.

Steffan standsede brat. De knyttede Hænder slappedes, han stirrede …

De raggede Heste stampede og sled, Finnerne masede, skubbende på med Skuldre, Arme og Knæ; Stabler af Borde, Stabbestole, Brændevinskogere, Træplove og Birkebarkskar dinglede og ravede.

Kasteskydset slog dem om Ørene, og Skældsordene hylede. Men med Hovederne dukkede under Pitnilkaen og Uvejrshætterne, med de krumme Rygge til, sled Finnerne tavst med Slæderne, Deres lange, sortbrune eller hørfarvede Hår hang fuldt af Rim, deres gule, sitrende Ansigter glinsede af Sved, Hænderne greb og greb i Gedeskindsvanterne, Fødderne stampede i Näfverskoene. Selv Kvinderne stred med, i deres korte Pelse, deres rødrandede Kjoler, deres Snesokker af Vadmel og brogede Pieksuter. En Drift af de små, hvide og hornløse Finnekøer trængte sig, angst brølende sammen bag Slæderne, med rindende Øjne og Muler, hungerkrøllede Pelse og Koderne blødende af Vandringen gennem de stivfrosne Snedynger.

»Hej, I Skovødere og Troldpak, hvad skal I her? prøv på at sætte jer fast i vore Skove, så skal I smage svensk Ild og Stål! Krudt bider vel på jert forbandede Skind trods Hexesalver og -salmer! Kvæner, herut af vore Skove! Fremmedpak!«

Steffan lyttede — en mat Kulde krøb gennem ham, en Kulde fra Jorden under ham, den fremmede Jord…

»Fremmede, hvad skal I her?« »svenskt Stål …«

Men — Fremmed? … her hvor de alle, Valloner og Tyskere som Finner, kom til det af de Digerdøde forladte Land, til igengroede Urskove …?

Ja — men de havde lært sig det svenske Sprog, de nye Sæder og Skikke! Kun Finnen talte endnu, på tredie Århundrede, sit eget Mål, levede sit eget Liv, som i Suomi! Og derfor lød det, fra Lov som fra Bonde: »Ve dig, du Fremmede!«

Hvorfor kastede han ikke selv med — som de Andre? hvorfor spyttede han ikke selv, som Susan, eller korsede sig?

Havde han, havde Moder lært Landets Sprog og Skikke, eller var de Fremmede, som Finnen, for ›Bjærget«s, for Jærnets Lov?

»Jærnets Herre« — fordi han var født på »Bjærget«? Morgongåfva var ikke Adamshyttan og han ikke Mikael!

Hver Fædrelandssang, de havde sunget i Zacharias Piras Skole, kvad om Jærnet — fra Edelcrantz' til Vitalis' — og han måtte nynne dem på sit halve Dansk, og Drengene vrængede ad ham: »Jute!« Gyllenborgs Ord om »Sverrigs Guld« — »det järn en svensk är född att yrka«, de gjaldt ikke ham! Det Ry, Jærnet havde »ført i alle Lande«, det var ikke hans! Buddet, at det i Fremtid som i Fortid skulde »evigt æres«, det lød ikke til ham! Og dog — på »Bjærget« var han født, som Finnerne dér!

Og hvad fortalte ikke Farbroder om dem? »Børnene af »Ordet«, af Wäinämöinen, den våbenløse Sanger« — der havde lidt under Våbnenes »stora ofred« i 500 År — og som nu, da de var tyet til de Skove, hvorfra de en Gang kom, mødte det Jærn, som de først af alle havde dannet til Harve og Plov, vendt som Kugler og Krudt mod dem selv …

Og Susanna — hun spyttede ad dem: »Pak!« men korsede sig i det samme …

Og da — hans Negle bed ind i Hånden — bi da! vogt jer! for — for kanhænde »Ordet« … »Først var Ordet,« læste Märta Moll .. »Den gudbenådede Rune«, sagde Farbroder …

Kan jeg aldrig blive »Herre af Jærnet«, dets Træl skal jeg aldrig blive! Ti »Ordet« ejer jeg! Kors jer for det, I væbnede Tåber, Susan og Brynte!

»Der er Tatere med! der er Tatere med!« hylede én og pegede på en høj, sorthåret Karl, der ragede op over de lavstammede Finner.

»Smid ham i Ilden! ind i Ovnen med ham! Ha, ha! og I regner jer for finere end andet Folk? end os Svenske, hva'? »Finneadel«, hva'? Ha, ha, nu kan vi se, at I er Kammerater med Fanter!«

En Jærnstump ramte Tateren, der i et Hyl styrtede op, med sin Fægtestav, Tjukni'en, løftet til Slag, men i et Nu blev grebet af Anføreren, en lille, rødhåret Tavast:

»Dy dig, Higgfrid — eller vi er dødsens!«

»Dødsens? sagde du dødsens?« skogrede Karlen, der havde kastet, lange Abraham Närke, »hå, det er du min Sæl alligevel, du og hele dit Folk! På dem, Karle, på dem!«

En Sten ramte Tavasten, så han blødte. Han greb for sig — og fik bægge Hænder fulde af Blod.

Da foer en halvvoxen Pige op fra Læsset, hvor hun sammenbøjet havde holdt fast på Løsøret. Det hvidgule Hår strittede under Pandesmykket, Øjnene Sprudede i det brune Ansigt, og med Armene højt oprakte i Skindtrøjen skreg hun en Strøm af Ord på Finsk, knejsende øverst på Dyngen som en Flamme.

En Kugle foer ud af hendes Hånd — de sprang til Side med et Skrig … Den ramte Susanna på Brystet, så hun tumlede, Brynte styrtede frem …

Steffan svimlede. Det Skud, det var hans! han havde råbt på det, sit Våben: Hævn! Og nu: Susanna, den Udødelige, hans Elskede — —

»Det er Finneskud! Det er Finneskud! Det er Troldskud, Dødsskud!«

Teglmageren Figge rev Brynte med sig tilbage, og hele Skaren splittedes, op mod Magasinet, ind over Broen, ja ned på Isdæmningen og Søen.

Men Finnepigen hug de knyttede Næver gennem Luften mod Hyttekransens flammende Bål, mod hele det luende Brug, mod den vidskræmte Flok, mod Susanna, der forfærdet krøb ind til Brynte.

»Forbandet! Forbandet!« endte hun på Svensk den finske Ramse, svajede og faldt ned over Skramlet, idet Læsset pludseligt satte sig i Gang.

Finnerne løb rundt om det og skubbede på. Kvinderne rev i de brølende Køer.

Da styrtede Varg, den kæmpestore Hammersmed, frem på Vejen med en gloende Jærnstang i Hånden.

Et Skrig slog op fra Finnerne.

Et Råb: »Patronerne! Patronerne kommer!«

Et Par sorte Heste stejlede, flere bagved, en Klingren af Klokker, en Flok af Kaner — Brugspatronerne fra Filipstad, der stævnede til Mødet …

»Hvad er her på Færde?« tordnede en bydende Røst, og synlig for alle, i Flammeskæret, rejste Bjærgmester Franz von Schéele, sin svære Skikkelse i den forreste Slæde. Pelsen var gledet til Side, hans Uniform glimtede frem, med Kravens Guldsyning, med Jærnets Tegn: Faklen og Magneten, i Guld.

»Stille der!« råbte han, med Brynene rynkede over de store, hvælvede Øjne. Det tunge, skægløse Ansigt blussede.

Varg, Smedden, der ellers aldrig lød nogen, end ikke Janne Piscator, standsede med Jærnet i sin Tang og slap det ned i Sneen.

»Lad de Folk passere!« kommanderede von Schéele med en truende Armbevægelse, »nedsætter de sig i Brugs- eller Kroneskovene, tilkommer det mig og Patronerne, ikke jer at jage dem ud. Der er Love nok for det! Kør så!«

Han sank tilbage i sin Pels og sin Kane, og den rutsjede forbi og ind over Broen, fulgt af de andre, glitrende i Måneskinnet af Rim og Sølvklokker.

Fader — dér var Fader, hans blege Ansigt bag de andres blussende og bryske, blandt Vrimlen af Skindhuer og Bjørnepelse!

Men Susanna — hør hvor hun hulkede! Finneskud, der dræber den, det rammer, langsomt, men vist …

Å, han tørrede sig over den våde Pande — at hun troede det! Men han selv — han havde anråbt om det, »Ordet«, Tryllerunens Magt, Hævnen over den Lov, der ikke var hans — og som han dog var underlagt … Han søgte at le …

Pludselig drejede en Kane sit prustende Spand ind mellem Børnene, så de måtte springe op på Magasinets Trappe.

Patron Thrond Thorlander, Bryntes Fader — det store, rynkede Ansigt under Uvejrshætten …

Stønnende af Gigt og af Bjørnepelsen væltede den gigantiske Krop ud af Slæden, søgende mod Sneen.

»Fa'r, hvad vil du?« Brynte sprang til.

Thorlander svarede ikke, famlede kun med sin Renskindshanske og fangede Finnekuglen op.

»Var du med, Brynte?« peb han på sit tynde Dalkarlsk, plirrende mod Sønnen med sine små, beggrønne Øjne.

»Nej, Fa'r, nej, vi så kun til, og jeg —«

Det store Ansigt opløstes af Nød, den knyttede Næve vuggede som brændt.

»Brynte! Brynte! Finnerne, rør dem aldrig! kom dem aldrig nær, eller — o Gud, du véd jo ikke, men de — Så er alt omme! Så er vi færdige!«

Han duvede, med det våde Blik bønfaldende mod Himlen, med Kuglen fumlende mellem Fingrene.

Døden! Døden fra Skovens Sus, fra Morgongåfvas Nætter — en Kugle af Kohår og -huder, sejdlæst af en Finnetøs!

Men rastløs tumlede Steffans Hukommelse med Midlerne mod Troldskud: Kniven, der skulde slås over den Ramte .. Ramsen: »Trollet stod på berg —«

»Bjærgmestren! Patronerne!« Thorlander foer sammen, som suste atter Markscheiderens Knippel over hans Ryg, »de gør mig den Ære — og jeg — Å, jeg arme Menneske!« han tumlede op i Kanen, »kør, Göran, kør!« han dunkede Kusken i Ryggen. »Men det Skud, de Finner —! at det skulde ske, nu i Dag, da —« han dumpede tilbage mod Ryglænet, Hestene sprang frem, han vendte det rynkespundne Ansigt mod Brynte, »Finner!« blæste Munden — så forsvandt hans Ryg ind i Broens Ildskær.

Børnene stod ene tilbage i den opkørte Sne. Pigerne og Karlene var fejede bort, strax Patronerne kom.

»Brynte,« hulkede hun, »tror du, hun skød Døden på mig?«

Steffan nærmede sig. Var hun ikke hans? skulde ikke han trøste? han, som havde såret … Hvordan var det? En Kniv skulde slås gennem Grødkæppen, med Tungen gennem Skaftet, midt for Gaflen, til Ramsen:

»Trollet stod på ett berg
spände sin båge, hvässte sitt svärd.
Då kom vår Herre Jesus Kristus …«

Å, var han da gal! Men Susan — skulde hans Våben, skulde »Ordet« dræbe, langsomt, men sikkert hende, hans Elskede? Da, nej da måtte før han selv dø — som Finnen, under Jærnet, hendes Våben!

«Tror du, Brynte?« hulkede hun.

Brynte slikkede og slikkede over Læberne. »Vist ikke, Susan,« mumlede han, og brugte det Kælenavn, som han ellers aldrig anvendte, »— men, det var slemt … Hvad skulde vi også efter de Finner for? de gjorde jo intet ondt! Og Fader —« han gravede undrende med Foden, som vilde han grave noget frem af Sneen.

Steffan spidsede Øren — ja, hvad var det med Patronen? det var mere end »Finnofobi«: Finnepanik, men hvad? Han skulde opdage det en anden Gang og bruge det! Måske det kunde ramme Brynte, måske det — »Finnerne — så er alt forbi«! sagde Thorlander …

»Jamen hvorfor skød hun på os! vi kastede jo ikke efter dem!« græd Susan.

«Fordi,« Brynte knejste strunk, «hun kunde se, det var os, der var Herrer her! for — pyt! — tror du, det gjaldt bare de Par Sten i Aften? Men — vær ikke bange, Susanna!« han knugede hendes Fingre, så hun skreg, dæmpet, uden at vide det, »vær ikke bange! Jeg tager det på mig, dig skal ingenting komme til!«

Susannas tårefyldte Øjne hang ved hans Læber, og langsomt, Hånd i Hånd, gik de ind over Broen.

Steffan stod og stirrede efter dem, rystende endnu af Optrinet, af sin Vrede, sin Triumf — og sin Anger. Isstænkene fra Hjulet sprøjtede ham i Ansigtet, så Ilden deroppe brødes i Regnbueflimmer. Han vilde le ad deres Overtro, som altid før, ad sin egen —. Og han vilde efter dem, rive Susannas Hånd til sig som sin, sværge hende sin Hjælp, han, som havde voldt Angsten og ene kunde kalde den tilbage — dømme »Ordet«, Runen, ugyldig, ved at give sig hende, Jærnet, i Vold — ja, søge sig Hjemstavnsret på »Bjerget«, hos hende, som dets ydmygeste Træl! Men — dér gik hun jo alt med Brynte, dets Herre!

O Gud — Herre? Her!

Han blinkede mod Ilden deroppe. Den tændtes af de Finner, som Erik Läspe og Bjälbo-Jarlen kaldte ind at lære »Bjærget«s Bønder Jærnets Kunst — og den flammede over deres Lig, kastede som Ved i dens Gab af deres Lærlinge. Og den luede for disse, for »Bjærgmændene«, i Osmundsovn, i to Århundreder — til den, i Vallon-Indvandringens og »Bjærg-Privilegierne«s Dage beskinnede dem som Trælle højest Oppe fra Jules du Ponts Masovn. For at sluge hans Efterkommer i sjette Led, Melcher Hvittlock, da hans fejlslagne Forsøg med den nye Franche-Comté Metode, Februar-Revolutionen og hans Sønners Gæld truede med at slukke den …

Og nu —? Mer end nogen kendte Steffan Planen: Brynte skulde føre du Pont'ernes Barn tilbage til det fædrene Hjem, og Grubekarlen glemmes bag de gamle, »retmæssige« Herrer …

Ret? Herrer? Her! Kun én kendte Jærnet: sig selv!

Og Steffan havde gjort dem ansvarlige, ja misundt dem, de, der hvirvledes bort i Mørket som Gnisterne fra Bålet deroppe — de, der var Fremmede her som han …

Du tog Skuddet på dig, Brynte, Herre til Savolaxernes Ovn! Huskede du — og din Fader dens Navn? at Finner byggede den en Gang? Ak, Runen ramte jo ikke jer — I, der skal gå, som I kom! — men Susan, Pigen, der skulde gøre jer evige i jert Hjem, i Børn, ja Børnebørnl O ja, Brynte, tag det fra hende, om du kan! Og du er »Bjærget«s Herre!

Han hørte Susan og Brynte, Hånd i Hånd, mumle Finnebønnen dér foran:

«För nordanväder och finnskott
bevar oss, milder Herre Gud!
Ifrån jord och ifrån sol
och från allt ondt som flyger mellan himmel och jord!
Med de heliga namn:
Gud Fader, Son och Helge Ande!«

»Ordet« — hans Våben, nu søgte de til det at værge sig mod deres eget!

»Alt ondt, der flyver mellem Himmel og Jord« .. Døden var det — for Herren som for Trællen, for Indfødt som for Fremmed, her under Jærnets Lov!

Og uvilkårligt mumlede han Bønnen efter, «Finnofobbernes« Bøn, han så ofte havde leet ad, for alle de Fremmede under Jærnets Lov:

»Trollet spände båge, hvässte svärd:
»Jag skall skjuta båd' folk ock fä och allt det jag ser!«
Men den Herre Jesus sade …«

O ja, Ordet, Märta Moll, giv mig Ordet, som er hos Gud, som er Gud! som ej dræber, men levendegør Susan, den Elskede! Ordet, »ved hvilket alle Ting blev til, og uden hvilket intet er blevet til af det, som er!« Ordet mod Trolden, som spænder Bue, hvæsser Sværd imod alt, der ses! Giv mig Ordet, i hvilket Evigheden bor, og jeg, den Fremmede, er »Bjærget«s Herre!

Han standsede, på Tærsklen ind til Hovedbygningens oplyste Hal.

Dér, mellem de snepudrede Kørepelse, der som oprejste Isbjørne kravlede op ad alle Vægge, i deres Ånde af Kuldeskyer dansede Susanna, med det lyse Hår kastet tilbage, fægtende med de nøgne Arme mod de kæmpemæssige Skygger, leende med blottede Tænder.

Og med den ene Fod på Vindeltrappen op til Salen, hvorfra Stemmer Summede ned, klappede Brynte Takten til Dansen.

Steffan glippede mod de viftende Tællelys i Træringene under Loftet, mod det flammende Bål over Enebærknuden i Kaminen. Han lukkede Øjnene og hørte hende danse, hendes bratte Åndedrag, hendes duvende Fjed, og han åbnede Øjnene og så hende danse, i en Glorie af hendes egen Ånde, af Frostkulden, af Lyset, med Pletten af Finnekuglen på sit Bryst, på Sneharekraven.

Og i et Spring var han over hende, i hendes Legemes Damp, i hendes Lemmers Hvirvlen:

Susan, jeg danser med dig, i Lyset, i Frostrøgen, med Pletten på dit Bryst! Hør, Brynte klapper, hør Bruget bruser Takten til vor Dans! Og vi er Herrer her! Hvorlænge? Så længe du danser — et Nu, en Evighed!

»Er I snart færdige med den Dans? så vi kan komme op og høre, hvad der tales om Jærnets Fremtid?« skar Bryntes Stemme igennem.

Han klappede ikke længere.

Men Bruget bruste. Og Steffan greb efter Susan.

»Jærnets Fremtid« — Hvad vilde dog Brynte? Den var jo deres Død! Hans som deres! Nej, Dansen var deres, her midt i Skovene, om Jærnovnens Ild — til den slugte dem som Ved … Kom, Susan!

Men hun lo, dukkede Hovedet, smuttede ud af hans Arme, hængte sig fast ved Bryntes og løb med ham op ad Vindeltrappen.

Steffan stod ene tilbage i det oplyste Rum, hvor hendes Ånde endnu drev mellem de svævende Kuldeskyer fra Pelsene. En Stemme løftede sig deroppe, skarp, myndig — »Bjærget«s Mesters, v. Schéele, der talte om dets Fremtid …

Med bøjet Hoved, med Fødderne sviende af Sneen derude, af Dansen herinde steg Steffan op ad Trappen. Han gad dog høre …

Den Fremtid — var ej en ringe Del af den hans?

Ti »Ordet«, Märta Moll, mit eget Våben — jeg tror jo ikke på det!