Jærnet/3/2
Var han den samme Steffan, der ikke en halv Time
efter stod ensom i sit Rum på den vævede
Tæppeløber og med Ånden søgte at tø Isskorpen op på Ruden
for at stirre ud i Julens Gård, hvor nu kun første Sal i
Hovedhuset og de altid brændende Lygter under Porthvælvet
og på »Ildstuen« brød Mørket med dets Pletter af Snetage
og Skyggevirvar af Gavle?
Alle Julens Lys var sunkne bort, som gennem hint Hul i Jorden, Monseigneurs Hus, og ene det blevet tilbage, gabende mod den, der havde tændt dem alle: Barnet …
Barnet, ja dér var det —: den Genfødte var død påny, Smilet og Undret forbi, Jorden Jærnets igen.
Hvorfor? Susan! Hvem andre! Jordens Dronning!
Susanna — just som de larmende og hede, endnu med hin søde Drik på Læberne stormede herind i »Gæstehuset«, Hjemmet fra så mange Jule, og i den gammelkendte Lugt af Kalkstøv og nytændt Brændes Os hev de stivfrosne Pelse af sig, blinkende mod det sitrende Lys fra Helligtrekongers Stagerne på Bordene og mellem Vinduernes Netteldugs-Gardiner, slyngede hun med et triumferende Skrig sin halvtaftrukne Kåbe, som Brynte hjalp hende med, om ham og sig selv og brændte, midt i Ulveskindene og sit gule Hår, sin Mund imod hans.
Steffan knugede Panden mod Rudens Is. Dens Tø sved, som blødte han.
Her i Gudmoders Gæstehus, her hvor de var Børn: lykkelige og bringende Lykke ..! Ilden, den underjordiske, nu slog dens Flammer til Loftet, fortærende, forkullende dem selv, deres Barndoms Hus, deres hellige Bud!
Og Brynte, han forstod det som Steffan — blussende rød, med Furen mellem Brynene, med Hånden presset fast mod hendes Bryst havde han tvunget hende fra sig, men hun —
Hør, hvor hun dansede derinde, tungt så Gulvet fjedrede her under hans Fødder, og sang. Susans dybe Struberøst …
Han klemte Hænderne mod Ørene, men hørte hende dog — som han vilde høre hende i Morgongåfvas Ensomhed, alle Dage og Nætter, Livet ud … Hun havde grebet ham igen, som hin Dag i Tårnet, forvandlet Barnet til Voxen, Helsen til Sot!
Nylig: fri af Jordens Tynge, båret over den som dens Lys, dens Herre — nu: lænket af dens Vægt, så knap hans Ånde var tilbage — Guds Pustet i det jærnfyldte Ler! …
Å, Brynte, hvad nytter det, vi tvinger hende fra os? Hun er jo i os selv, i hver vor Dråbe Blod! Farbroders Ord hin Aften: »Jærnet, der grønnes i hvert Blad og hver Blomst, som det rødner i hver Dråbe Blod og hver af »Bjærget«s mindste Stene …« Nu fattede han dem, nu først: Fjenden var ej udenfor, men i ham selv, Jærnet i hans Blod! Af Jorden var han, af »Bjærget«, Del af dets Væsen, ja det selv, med dets Krav og dets Pligt: at fortære og fortæres …
Julens Evangelium, »den hellige Morgenstund, bebudet af Profeter« …
Med Blodet skælvende for Susans Kys, for hendes Dans derinde huskede han det, og huskede han sig selv den Gang, da han havde båret det i sig — og forkyndt det:
Han kom ved Märta Molls Hånd fra Morgongåfvas Have ud på Vejen, de første Skridt, han efter sin Sygdom tog under den Himmel, hvis Blå han havde anråbt om og gruet for igennem atten Måneder, og hvis Ånde nu greb ham som Vinger og som Bly: som Befrielse for hans smærtehede Legeme og som en Pligt, det ikke kunde bære.
Blændet af Lys og Tårer, hudløs af Ydmyghed, fordi han skulde takke og ej mægtede at gengælde, holdtes han ene oppe af Märta, af hende, der havde drømt hans Nederlag om til Sejr — som hendes Fader, den gamle Kunstmester, drømte sin Tjeneste for Jærnet fra Delagtighed i dets Gærninger til Lydighed imod Gud.
Da kom op fra Hemtjärnet en Mand, den første Fremmede, som Steffans Øjne mødte — sort af Grubearbejdernes Dragt med de rynkede Remme på Skuldre og Knæ, krum af Stollens Loft og af sin Byrde: Spiralfjedren til en Kanon og dens Ladestokke.
Rodfæstet havde Steffan stirret — nu var det der alt, det ventede: Pligten, han skulde opfylde; Takken, han skulde yde! Dér kom jo han, til hvis Bekæmpelse han var gengivet Livet: Prisen for hans Genfødelse!
Og svimmel, ej mere båret af Vingerne, men vaklende under Blyet, slap han Märta og gik Manden i Møde, Arbejderen fra Lesjöfors, der på Vej til Viken i Daglösen, Jærnets Losningsplads, var gået vild i Skovene og nået her til Vejens Ende, til Steffans Hjem — at kræve sin Forløsning af hans Hånd.
Og Steffan løftede den besværgende, stammende Davids Ord til Goliath fra Samuels Første Bog:
»»Du kommer til mig med Sværd og med Lanse og med Kastespyd. Men jeg kommer til dig i Herren Zebaoths Navn!««
Han ravede, som David under Sauls Panser: »Jeg kan ikke Herre, ti jeg er en ung Person og Goliath en Kriger fra sin Ungdom!« Men han stønnede, lydig, som i Drømme:
»»På denne Dag skal Herren overantvorde dig i min Hånd, at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel, og at han ikke frelser ved Sværd eller Spyd!««
Men som han sagde disse Ord, og Pligten var gjort, så han Manden dér foran voxe til Goliaths Højde og hans Byrde til hint Sværds og hint Kastespyds, beskyggende al Himlen. Og han faldt bevidstløs om for hans Fod.
Og for den Fod havde han ligget til nu — da han selv har Byrden, Jordens Jærnvægt …
Barndom og Alderdom — han havde sandet det i Sixten Råbocks og Anders Stenkulas Stue: de forgik i den Ild, der modner til Jærn eller Slagge.
Hans Tid var nu Jærnets, hver Dråbe i ham dets! Og Susan? Magneten, Fuldbyrderen af dets Lov! Og derfor — hvad gavnede det, at han gemte sig her? Flygte? Fly ej blot Jorden, men sig selv? Nej, følge hende, Loven, som han så angerfuld havde søgt med Mester Moll — og nu fundet ..: fortære og fortæres!…
Han smilte, som i Gråd, og famlede sig fra den frosne Rude gennem Olofs mørke Kammer, hvor Himmelsengens Gardiner og Døren rystede, i Ovnens Lysspil, af Dansen derinde.
Susan, jeg kommer — jeg kommer, som jeg må og skal, én af de mange, angerløs og viljeløs, et »Bjærget«s Barn, et Menneske af Jærn. Zegoel, Elias og Patron Jacob, hvad har I at lade mig høre? Jærnet vragede Eder, I ikke det! Søg I nu Guldaldren, for jer — og os! å, og find den! Jeg må lyde, som befales, og den, der byder, bærer Ansvaret!
Vrager han mig en Gang, blir jeg Eders, Barn og Olding, igen — går jeg atter Goliath under Øje!
Han fik Døren op, og dér, med alle Tæpperne fejede ind i Krogene, med de blottede Arme under de daskende Tindinglokker, med Barmen spændt som Halvkugler, dansede hun, stor og hvid, i Rummets lavloftede Lys, med Tapetdørene oppe til Kamrenes Dunkelhed, og Brynte, Olof og Adrian som Skygger rundt om sig — dansede i sit Åndedræts Bølger, væligt så Gulvene duvede.
Hør det et År ubetrådte Hus, hun havde vakt det! Hør knirkende Døre og Vægge, hør Ruder, knitrende i deres Is! Hør det nye Års, den nye Juls Dans — ikke Barndommens, nej Ungdommens, deres, som svang sig dér, Kød og Blod og Hår!
Se Bryntes, Olofs og Adrians Ansigter, blussende, trods rynkede Pander og sammenbidte Læber! Mærk: Islaget på. hans egne Kinder tøede, hver Muskel og Sene svulmede, omdøbte i Blod, ej et Barns, ej en Krøblings, nej Goliaths! Jærnets hver Pore: at fortære og fortæres!
Med Ansigtet mod Hængekronens spruttende Lys, med Hænderne bæltede om Livet sang hun:
»Små flickorna stå i dörren,
vill så gärna dansa —
och dansar inte du med mig,
så dansar inte jag med dig —
då blir det ingen dans utaf,
ack ingen dans utaf!«
Ingen Dans? Dansen, som han havde anråbt om i Morgongåfvas Ensomhed, på Yngen derude —: Ungdommen, Festen! Dansen i Borgmester du Ponts Sal, i Julens Stue her! Dansen, den var Sejren over Jærnet: Kraften, som det gav, udnyttet til Frihed!
Brynte, din rynkede Pande; Olof, dit vantro Smil; Adrian, din afmægtige Sved — gem jer i Skyggen! Jeg følger Jærnets Lov, ej dens Slave, men dens Herre: Tvang forvandlet til Trang! Sang af Sorg, Guld af Jærn!
Hvad er Barndommens Mirakel mod dette? Nu kan jeg danse! Jærnet skabte mig selv dertil! Nu er min Tid! Og jeg skulde frygte og begræde den? Jeg, den Kårne, sukke over de Vragede?
Nej Susan, der gør mig til Voxen: til Jærn! Han sprang frem mod hende, med spilt Favn. Kom, min Ret og min Pligt!
Da — dér over Susans nøgne Skulder, bag hendes blussende Kind —: et Ansigt, svævende frit i Natten, dødningehvidt, med åbent Svælg —
Blodet isnede, stivnende hver Åre, hvert Ledemod, Pulsen standsede —
Døden — Skuddet fra Mørket, Jærnets sidste Lov!
Ja! Ja! Se: Livet dér og Døden dér! Miraklet? Nu eller aldrig!
I et Spring styrtede han frem. Frels hende nu, og Evigheden er din!
Hans Arm ramtes — han tumlede, blændet, og faldt næsegrus.
Hvem slog? Døden?
Nej, Bryntes Ansigt dér, med flammende Øjne, med bølgende Hår, hendes Frelser …
Men hvem var da han selv, siden han sloges, siden han faldt? Den Ukaldede? Ja, hendes Fjende!
Han så Bryntes Arme om hende, slyngende Pelsen om hendes Skuldre, løftende hende, så hendes Hoved slog mod Trækronen — og blev borte under Udgangs-Dørens Karm.
Godt, godt, at hun frelstes — Ungdommen, Evigheden! godt, godt, at han selv lå her, som han burde! den Urette, den Afviste!
Badet i Sved vendte han Hovedet og så hende derude i Skæret af Ildhuset Slynge Kåben af sig, så den faldt ned over Bryntes Ansigt, og løfte sig med udbredte Arme, med Brystet spændt mod Himlen over Gavlene — en Flamme af Snedriverne, mod Natten!
Brynte snublede, ravede — og stormede blindet med hende op ad Hovedhusets Trappe under Våbenskjoldet.
Men dér — Ansigtet i Natten? Jo, Monseigneurs ovre bag hans Rude!.. Spøgelset fra Graven .. Hans Dans var sprunget forlængst, under Guillotinen, nu begærede han deres, deres unge Jomfru …
Steffan drog Vejret kort og tog sig til Panden. Susan frelst? Ja, for denne Sinde — og for hvem? O hans Drøm om Evigheden og om ham selv som dens Middel!
Han så rundt på de andre, der blev tilbage med ham i Barnestuen, hvor nu Ovnens Varme og Kærternes Lys flyede op ad Væggene for Nattens Pust ad den åbne Dør.
Olof havde sat sin Fod i Begsømskoen og Uldstrømpen op på Kaminristen og spyttede sindigt i den ulmende Aske. Og læsset op på Løjbænken, med Hænderne klamrede i dens blåstribede Hynde og Fødderne gemt skræmt under sig, som frygtede han deres Saffianstæer i Susans Dans, gloede Adrian, svedig.
Steffan rejste sig i et Sæt. Nej, nej, med dem skulde han ikke blive tilbage, med Fornægteren og Rømlingen — han, som nu var faldet for at fri hende, som hin Gang for at fange hende — han, den i Kampen med selve Jærnet Fældede!
»Jeg går over til Susan«, sagde han kort.
Olof tog Foden ned fra Kaminristen og strakte sig, så, den korte Vams med Blyknapperne skiltes fra Buxelinningen.
»Ja,« smilte han, »det må vi jo!«
Må? Steffan stirrede på ham. Nej, vil vi! Olof, du er under samme Tvang som jeg — og forvandler den ikke til Trods? Dit Smil, kan det købe dig fri? blot i din egen Tro? Kummerlige Hævn: Spyt — og du spytter dig selv i Ansigtet!
Og Adrian — Steffan vrængede Mund af Had — at de skulde trækkes med ham, alle Vegne, blot fordi han var Bjærgråd van Harmst's Søn! Da de var Børn, uden Krav eller uden Pligt, lad gå! Men nu — Hvidfødingen, uden Jærn i sine Årer — at han skulde se Susans Dans, den Forræder!
Adrian plirrede sårt under Steffans Blik.
»Vi — vi skal til Brynte«, peb han.
Steffan lo. O Gud, han Forræder! Forræder mod Jærnet! Nej, dets Abe! skabt til at forherlige det — ved at lyde det bagvendt! Arvingen til »Bjærget«s største Brug — han besvimede på Grubens Rand og var Træl for Grubekarlens Søn! Albinoen, forelsket i sit egen Køn! uskadeliggjort — men lydig!
Og Solfors og Hästhyttan gaves en Gang i Bryntes Vold, som Savolaxhyttan nu … O Jærn, din Konsekvens!
Men jeg da — din Kraft i mig, den Genfødte? Skaber du for at spilde? Er du så rig, at du kan ødsle?
Å Spørgsmål! Var ikke »Bjærget« Jærn til sin Kærne!
Og — Han standsede midt i Gården i Sne til Knæene…
Derude under Porthvælvets Lygte steg »Broderskabets Tempel«, i Ildskæret fra Persberg, frem af Yngens Skød, Graven over otte Unge — og Triumftegnet for »Bjærget«s Rigdom! Slægten Jacobschöld, i Århundreder dets ypperste Tjenere, ofret i to Decenniers Fest! Ene Hulda igen, Gudmoder til alle Värmlands Børn, men Moder til ingen …
O Jærn, hvor lidet jeg fattede dig, du Store, som ej blot vil Trælle, men Lovsyngere! du, der har Råd, som du har Vilje!
Han nikkede. Ti se: den rimhvide Birkekuppel dér yderst ude i Parkens Sneskyer — svævede den ikke som en Nattens Ånde over hint andet Skud af Mulden, han trådte: Marmor-Bikuben over hine andre Otte: Djursäters Karoliner, Grev Job af Jacobschöld og hans Våbenfæller, der fra Ishavets og Bosporus' Fængsler, vanføre, afsindige og blinde, sankedes hid tilbage, for i Persbergs Ild at vidne, at den ej tændtes forgæves, at den var Jordens sande Tegn …
Ovre fra Hovedbygningens åbne Dør genlød Susans Latter og Trampet af Bryntes Sømsko, der bar hende bort. Og Steffan fornam sin Skulder, øm af Slaget nys.
De Otte under Templet, som de Otte under Kuben var de ikke Børn af »Bjærget« som han? skabte i deres Faders Billede, med hans Kraft i deres Årer? Og havde de ikke fyldt deres Mål: tjent til hans Forherligelse?
Og Steffan vilde klage, om han, »»Bjærget«s rigeste Arving«, ved sin Pukkel skulde vidne om dets Råd til at ødsle? Å Brynte, du der kræver Morgongåfva af min Hånd, at jeg skal gøre den til Adamshyttan igen, hvor lidet kender du dets Evne til at undvære? ja, hvor handler du mod Jærnets Vilje, dets Ære!
Men — hvor skulde også Trællens Søn begribe, at hans Herre fejres mere ved Blod end ved Sved? ved Spilden end ved Sanken til Hobe?
Har jeg den rigeste Strøm, det ypperste Leje ved Grube og Sø, ja hviler selve mit Hus på Jærn — er jeg dets Førstefødte, i min nye Magt som i mit gamle Had, i min Tilbedelse som i min Forbandelse, er jeg Ild af dets Ild, Drift af dets Drift: at udløse og omgløde den dumpe Jord, at brænde Nuet om til Evighed — det behøver dog ej min Tjeneste, det har Råd til min Død!
Død? Han standsede under Portalens »Ille terrarum —«, under Jacobschöld'ernes opgående Sol og Jacobs oprakte Arme, i Forhallen, hvor Skyggerne fra Elsdyrs-Gevirerne og de mytologisk-nøgne Lemmer og skyagtige Gevandter i Vægmalerierne omkresede ham, i Skæret fra Ovnen, der slikkede op ad Trappens nederste Trin.
Dunklere og dunklere hævede de øvre sig, som sammenpakkede Skyer .. som en Jacobs-Stige op i Husets Nat.
Og hans Pande sank mod Stigens Gelænder, blanket af hundrede Hænder, ormædt af hundrede Dets Lugt af Hændernes Olie, af Årenes Støv fyldte hans Næsebor.
Målet, som han havde søgt for sit Liv, Jærnets Vilje med ham — det så længe fejlede, længe trodsede, nu da det var nået, takkede han nu og lød? han, som vidste, der var ikke Undvigen, så lidt i Øjeblikket som i Tiden? Var han ej tilfreds med at fylde sit Mål, blot ej være en Ulydig, en Troløs?
Stod han nederst ved Trappen, kunde han da ej stige den til Ende? Se hundreder af Fødder havde hulet dens Trin før ham!
O nej — Herre, Herre, tag mig nu, som den Gang du var så nær derved i Tårnet derhjemme! Dræb mig her for Foden af din Stige, men byd ikke mig, hvem du lammede, at slæbe min vanføre Byrde de uendelige Trin op og høre Susan le deroppe og Brynte stønne under hendes Vægt! Gør mig døv for de Glæder og de Pligter, som du dog ej vil betro mig, lad mig fylde den ene: at smykke hendes og dine Hænder med mit Blod!
Ja, Blod — deraf var det denne Trappe, dette Gelænder lugtede, hver Fiber, hver Tave gennemvædet af »hin egne Saft«, Jærnets Jærn! hvert Trin løskøbt af de Stigende ved det Mål af Blod, af Jærn, som det krævede for at hæve dem opad!
En santa scala, som den Gudmoder Hulda havde set i Rom, på hvis Trin de Tilbedende, Gud til Ære, sled sig opad på deres Knæ — en Jærnets santa scala, den jordiske Guds — men dog endende i den himmelskes uudforskelige Favn: Pligtens Stige mod Lønnen!
Ad den havde Karolinerne stablet sig op, vanføre, énbenede, halte, da de nåede hjem fra de treogtyve Års Orlog, som de drog ud til, barneunge som deres Konge. Hjem fra den ørkesløse Tundra-Døs i Tobolsk og Tomsk, fra Skibsbyggerierne i Woronez, Sten- og Svovlbruddene i Tatariet, hjem fra Hestevinderne ved Tyrkiets Landsby-Brønde og fra »de titusinde Miles By«: Va Li Tschang Tscheng eller den kinesiske Mur ved Verdens Ende. Hjem til det Land, de forlod som en blomstrende Stormagt og genfandt som en Fattiggård — til Barndommens Porte, fyldte af Pestens Mørke og af Uårs Tisler, stængte af deres Egnes Hænder, af deres omgiftede Hustrus, deres Sønners og Døtres, der fornægtede den levende Døde og hans hjemfaldne Krav på Livet … Et Tog af Skygger, hentede hid af Grev Job af Jacobschöld, Huldas Farfader, — han, der havde lidt som de for Baturins Hungerfeber og Hadjacz Frost, for Poltavas Blodbad og Fangeindtoget i Moskwa, under Stenkast og Spyt, bag Karls tomme Bærestol og de svenske Faner, slæbte gennem Heste- og Menneskeskarn… Men som løskøbtes fra deres tretten Års Fangenskab ved Hælvten af det fædrene Gods og fik Lov til, endelig, at bære deres og sin Herre og Konge — ham om hvis Død de daglige Bønner var opsendte af dem, der måtte dø ved ham og ej kunde leve uden ham — fra Tistedalens Nattevagt gennem de tvende Måneders og hundrede Miles Sne til Gråmunkeholmens Krypt og dér se Gravlåget omsider skydes til over ham, omsider skjule ham for den Jord, som han havde åbnet og tilintetgjort for sit Folk …
Og siden — det nye Tog op ad Trappen, de andre Otte, Arvtagerne af den Pligt til Storhed, som de første efterlod som eneste Arv — ja »Karolinernes Gengangere«, de nye Børn af »Bjærget« ...:
Unge Claës af Adelstierna, Huldas Fæstemand, og Leopold, hendes tredjeældste Broder og Claës'es Pollux, de sank jo Side om Side for »tjusarekungen«s Fod, ved Svensksund! på Admiralskibets blodige Dæk som på Drottningholms spejlende Gulve hans »jeunes et chères roues« … Unge Claës døde på Stedet, smilende, hvid og anstandsfuld som han havde levet — så skønt et Lig … Og i hin Høstmåned udenfor Vaxholm, på de åbne Galejer og Kanonslupper, uden Lægetilsyn og Føde, i Bien på at Kongen i egen høje Person skulde finde Tid til at føre Tropperne til Stockholm, til Triumftoget efter de tilsatte 50,000 Mand og 24 Millioner Speciedaler og den urykkede Grænse, forblødte og forfrøs Leopold af sine Sår.
Og en sen Novemberaften stønnede Trappen her under de tvende Kister på. Noahs Ryg: Slægtens Tjener, Noah van Drougge, Sønnen af de gamle Vallonsmede, Louis de Geers Følgesvende, der nu bjærgede Høsten af sine Fædres Sæd i »Bjærget«s Grund …
»Dødsbæreren« — hvert Barn vidste, at det var Noahs Navn, og at Navnet var fortjent!
At han ad denne Trappe i 1806 havde båret Rurik af Jacobschöld hjem fra Stralsund, fra hint »Straffetog« mod den store Usurpator, der endte med svensk Pommerns Tab og Hælvten af svensk Ungdoms Undergang i Sot og Savn.
At han i 1807 hjembragte Christoffer fra Oravais, der skænkede Sverrig den hårdeste af alle dets Frede: det ganske Finland tabt!
Og i 1813 Marcus fra »Folkeslaget« ved Leipzig, fra de 100,000s Ligdynge, som kronede tyve Års Krige.
Og endelig, i 1813, hjemførte den ældste af Jacobschölderne, Gomer, fra Glommen og Onstasund, fra Krigens sidste, forvildede Kugle …
Men endnu stedse vandrede Noah, Dødsbæreren, med sit lange Hår og Skæg, i sin lange, hvide Kittel mellem Djursäters Huse, ubegravet som hine Dages Minde — og deres Genkomst …
Den Yngste af Jacobschölderne, Leander, havde Noah bragt hjem fra Edas Jord- og Tyfushuler, fra Grænsevagten, ej mod Norge, men mod Sot og Sult og Forræderi, på en åben Slæde, under en engelsk »Subsidiekappe«, den store Allieredes eneste Subsidie — ført ham til Hjemmet fra Feltlasaretterne i Kristinehamn og Karlstad, hvor hver Gulvflis var belagt med Døende, hvor Præster var Læger og Vand Medicin … og ledt ham, en tyveårig, mumietørret Olding, op ad den Trappe, som han havde stormet nedad mellem sine Brødre, og fra hvis øverste Trin han, i syv Års Dødsleje, ventede på den sidste og kæreste Broder, Jacobschöldernes Allersidste, hans Tvilling: Seibrant — hvem Gudmoder Hulda biede den Dag i Dag …
Ja, Seibrant — hans Navn stod ristet blandt de andres på Urnen i »Broderskabets Tempel«, men hans Legeme fandtes ej dernede … Men hvor da?
Vilde han, hvem denne Trappe aldrig — mod skyldig Tribut — havde båret hjem, fra et fjærnt og uset Sted slutte Op til sine Brødre, til den Æresvagt, som Jordens Herre på den store Basunes Dag skulde kalde op om sin Trone, at den, med brudte Arme, med knust Bryst, skulde istemme hans Evoë: Ave Cæsar?
Eller — gav han sig på hint ukendte Sted tilbage til Jorden, uskadt som han skabtes af den: en Forræder mod dens Lov?
Sønnesøn af Karolinen indskreves han, lig Sixten Råbock, lig de hundrede andre Børn af »Bjærget«, som fireårig til Fændrik, var tolvårig Løjtnant og kaldtes femten År gammel, som alt mandbart Køn, fra Skolebænken ud at bøde på tredje Gustafs bortfestede Kasser, 80'ernes Hungerår og Anjalas Protest.
Med Broderen Leopold og Svogeren Claës nåede han Kymene Elv, for dér at smittes af Barnesygdommen, Mæslinger, og døv og halvblind hjempermitteres blandt de for Alder afmønstrede Veteraner …
Fra sin mørke Sygestue her på Djursäter hørte han om Landeværnets Rejsning derude, om Savitaipal, Viborgska Gatloppet og Svensksund, om Broderens og Svogerens Død. Siden brugtes han til Arbejdskommanderingerne ved Trollhätte-Kanal — for påny, i 1808, nedbrudt og svag, at drage ud mod Kymene — og forsvinde, for stedse og uden Spor …
Sidst han hørtes fra, var ved Döbelns Retræte over Ålandshavet, i den store Forvirring på Signildskær, under Drønet af v. Knorrings fremvæltende Russere, i Branden af Magasinerne og Skriget af de plyndrende, svenske Officerer og Menige, under Trommehvirvlerne og Dødsralningen af Kammeraterne, der efter Ugers sneblinde Flugt og Sult nu brændte levende op i Flamme-Søer af antændt Brændevin.
Led han Døden dér, i denne eneste Overflod, der stedse var de svenske Hære beredt, Kommandoens eneste Nåde? Eller myrdedes han af fjendske Bønder, i en øde Pörte? Tog Ålandshavets Is ham? tabte han i Snestormen Kammerater og Spor og døde med Hovedet mod et Isbjærg? Indhentedes han af Kutnows Kosakker eller — eller — gav han sig, af egen Drift, som de af Karolinerne, hvis Navne kun hviskedes af Grev Jobs gamle Fæller sene Aftner ved Brændebålet her på Djursäter, over til hin uhyre Uvejrssky, der fra Tidernes Morgen havde hængt over Sverrigs Grænse, åndet sin Hagelkulde på hver Rude og krævet hvert Slægtleds Blomst? Blev han, Broderen til Helte, Forræder?
Forræder? Sand igen: lidet fatter »Bjærget«s Børn deres Fader! Tog ikke Seibrant, der skræmtes af sin Barnesøvn ved de sidste Karoliners Mareskrig, ved Stanken af deres Sår, ved Dunket af deres Krykker — Seibrant, den yngste Broder, der mødte tvende ældres Lig på den Trappe, hvorad de havde danset ud, øre af Ungdom og Glæde, just »Bjærget«s Lære bogstavelig: søgte sig Hjem hos Jærnet: hos den Stærkeste?
Dog nej — han forsvandt i hin Sky, som de Tusinde andre — og hans Navn ristedes på »Bjærget«s Æresminde, Gravmælet over dem, som det ofrede til Skyen — og sig selv.
Men Steffan — forlangte det da ikke ham eller hans? var det mæt omsider eller for en Tid? Var han og hans Slægt ikke også »Bjærget«s Børn, bestemte af dets Vilje, til dets Ære?
O Gud jo! Hin Ild over Persberg, Sukket fra dets Gruber: fra hine andre Grave, navnløse, ej under Tempel eller Kube, men i Jordens Lønligste, i sammenstyrtede Stoller, i igenfaldne Orter — eller under det tynde, jærnrøde Lag på Filipstad og Gåsbon Kirkegårde — hin anden Hær af Navnebrændte, der på Basunens Dag skulde rejse deres eneste Uforgængelige: deres Skeletter, rensede for det egenkærlige Kød, vanskabte af Slid og vanføre af Amputationer, som uforkastelige Æresstøtter for deres Konges Fod .. havde ikke de, Jærnets Civile, de våbensmeddende Dværge, den skjulte Hverdag, stedse virket den åbenbare Fest?
Og virkede de den ikke den Dag i Dag, travlere end nogensinde? smeddede de ikke Våben som aldrig før? til en Fest, større end nogen: den ny Tids Krig, den som Denis Barchäus varslede hin Aften på Savolaxhyttan: ej blot Valens, men hvert Brugs, hvert Hjems, alles mod alle — Jærnets sidste, endelige Apoteose, Jordlivets Krone og Slut!
Blændet af dens Brandskær, svimmel af dens Blodlugt, selv her på Jærnets hellige Trappe, klamrede Steffan Hænderne, så de hvidnede, om dens Gelænder, med Panden mod dets Træ.
Men — o Gud, hvorfor skabte du mig i dit Billede? Vilde du mig som Sværd eller Værktøj til din Fest?
Ellers — hvorfor gjorde du mig ikke hvid som Adrian, Albinoen, hvis Lød, alt i Fødslen, er Dødens?
»Tys! forstyr ham ikke — han sover!«
En leende Hvisken højt oppe .. Og højt oppe Susannas Ansigt, med Håret dryppende Lys ned i Mørket …
Han gav et Gisp fra Trappens nederste Trin, fra Bunden af sin Søvn …
Og pludselig jog et Stød mod hans Hjærte, et Skær af Rødt for hans Øjne, som strømmede alt det tabte Blod, som denne Trappe havde drukket, al hin Ungdom, dens forblødte Begær, dens sene Krav og hans eget forkastede igennem ham.
Som en Ild flammede han op ad Trappen — fødtes han i Jærnets største Tid, skulde han også være dets største Søn! — og var over hende i et Favntag, i et Kys, så hendes Tænder klang mod hans, og hun tumlede ned mellem hans Knæ.
Med Håret kastet tilbage, med hendes Arm i sin Hånd og hendes Hofte mod sin Fod lo han ind i Bryntes glippende Ansigt.
Ret saa: du bærer hende op ad Trapperne — og jeg kysser hende øverst oppe! Jeg, Jærnets Førstefødte, Ild af dets Ild, Drift af dets Drift, dets Lige — og Besejrer: det hellige Oprør!
Susannas Øjne måbede op mod ham gennem Mørket, fortabte — Brønde af Ubevidsthed og Lydighed .. Hendes Puls kaldte mod hans Finger.
Og han lo. Vogt dig, Jærn! du hader dine Sønner, dine Lige! som alle Fyrster forlanger du dem lænkelagt, uskadeliggjort! Men — dine egne Kræfter er i dem, og de kender dig! Dø til din Ære? Nej, leve til din Tort! Praktisere din egen Lov på dig selv! Oprøret, evigt som Loven!
Evigt? Ja, evigt gentaget — og nu i mig!
Han mærkede Adrians og Olofs Åndepust i Mørket bag sig, Bryntes Ansigt, der langsomt tog til at blusse — og Susans kaldende Puls. Og han følte, at han brændte — en Søjle af Ild, et Spring af Blod fra Trappen, ottes døde Ungdom, ottes Sejr over Døden! over Jærnet! Nej, — nej Jærnets egen, dets inderste Ånd frigjort i Flammer!
Han drog Vejret hedt, i Il af Fødsel og Død, løftede Susanna i Armen og stødte Døren op i den dybe Karm, ind til Gudmoder Huldas Sal, til det store, af Ovnskær gennemkrydsede Rum med dets Skygger af Paneler, Mennesker og Bjælker.
Kom Susan, kom, og I, Adrian og Olof, som snapper efter Vejret — ja du med, Brynte, som rømmer dig, mandhaftigt og betænksomt, som altid når jeg tager Pippet fra dig! kom nu, I Mørkefortabte — før jeg slukner, Oprøret, Luen, den stakkede …
Han mærkede Susans fugtige Mund mod sin Kind, hendes Øjne duggede, bevidstløse under Håret: Livets Tak til den, der forløste det — og han slap hendes Arm, mødig af dens Kød, af hendes Varme, hendes Lugt, hendes Tak .. mødig af Fødslen, mat til Døden …
De stod nu midt på Gulvet i Gudmoders Sal, og han så i dens ildsitrende Skumring, svimlende som en Olding af Årenes Tab, klart som en Døende, Brynte gribe hendes ledige Hånd.
Jærnets rette Søn — og dømte! Festen, der brænder ud, mens Hverdagen gryer, tro og lang! Hustru alle Dage — eller Elskerinde et Nu? Tjener en Evighed eller Herre et Sekund?
Herre? o Gud, se de mig, Herren, Betroede! Brynte, som han dér tager hendes Hånd, pligtig som — ja, som Husbonden Hustruens — men hvor er Vildskaben, Triumfen, Voldsmandens og Elskerens, der ellers får hende til at blegne og blusse? Tøvede han, den Virksomme, tvivlede han, den Rettroende?
Og hun, det eneste Visse: Kødet, Kvinden, Frelsen for mig og for os alle, den Eneste, jeg tror og vil, for hvem jeg nys bad at dø, at ikke Jorden skulde det — se hendes tømte Ansigt, hendes faldende Trin — forrådte jeg hende og os alle med mit Kys?
Ak, se dem, de Lydige og Lykkelige, som intet andet vil end tjene og tro, som ej drømmer sig en bedre Gud og sig selv hans Profet!
Se, Mødet med det Ukendte, det Lovløse: Nuet, Festen, der aldrig skal få Ret over Tiden, Hverdagen, gjorde dem fremmede i deres Hjem, fremmede på Jorden! Berøver jeg Gud hans Tjenere og Tjenerne Gud?
Hine otte Unge, vanhelliger jeg deres Blod, der genopstod i mig? De lød, uden Krav på at vide hvorfor! De tjente Festen, Jærnets, dets Rus og dets Sum: Krigen, hvori det tager tilbage sin egen Lød, som det kun gav til Låns — som Jorden i Høsten tager Løvet, og Ilden en Gang skal tage både jærn og Jord, sine Skabninger, når det Mål er nået, som ingen véd, men alle må lyde — ja, om så end heller ikke det findes til! »Det hellige Oprør« .. Er ene Lydigheden hellig? mod den Gud, der ene skabte og ene må råde for alle Tings Høst eller Forspildelse? Zegoels, Patron Jacobs, Elias'es Gud, er han ukendt, fordi han ej findes til? Ja, findes ej anden Gud at tjene og lyde her på Jorden end den ene Sete, ene Kendte: Jærnets? Og bringer ene Tjenesten for ham, Lydigheden mod ham, hin Trappes blodige Trin af Dage, til den Gud, som jeg formaster mig til at kende og agere? Og skænkes, Trin for Trin, Dag for Dag, Kraften til at fuldende, ihvad der end forlanges, og Lykken derved?
Ti — min Kraft, der lod mig opsluge Trappen og hende i ét Spring, ét Nu — giver den mig at bære hende de blodige Trin, de tro Døgn til Ende? ja, giver den mig så meget som at holde hendes Hånd fast? Slap jeg den ikke nys, kastet tilbage i mig selv, i min Pligt: Afmagten, af ham, som jeg drømte at trodse? Afmægtig: til Lydigheds gode Frugt, men mægtig: til Oprørs onde: at dø og døde!
Dog nej — han søgte at smile, befriet, men det blev til en Trækning af Nag: at han kunde tiltro det Jærn, der ej ønskede ham som Tjener, at tildele ham Magt som Fjende!
Dér sad Susan og Brynte jo allerede krøbne tæt sammen, på Bjørneskindet, i Ovnskæret, Ansigt til Ansigt, fundne hjem til sig selv og hinanden fra den korte Vildførelse, — lykkelige og lydige påny.
Den lykkelige Lydighed, ja! den frugtbare: de to sammen! Underligt, at de var føjelige mod Guds Vilje — og deres eget Begær!
Men han, med deres Appetit, deres Evne til Gengæld hundredfoldig — han var forpligtig til Sult, til Goldhed!
Han knugede Hænderne sammen, med Vejret indespærret i sig, sprængefærdig som fordum i Zacharias Piras Skole, i Spændetrøjen af Kammeraternes Næver, i Haglen af deres Hånlatter: »Nå, hvad vilde du så?«
Han gispede, fik Luft og faldt, som den Gang, når Drengene omsider slap ham … Ja, hvad vilde han til Gengæld? til Frugt? Om nu Livet ej agtede den Gengæld, den Frugt? ja, om den var dets Hensigt imod? som Kammeraterne ej ønskede hans Del i deres Lege, ja lukkede dem for ham, når han søgte dem?
Hvorfor? o Gud, hvorfor?
Skabtes han ej som de, omend en Fremmed, så dog af »Bjærget«s Side? ja, sejrede han ej i Fødslens Øjeblik over sin Medskabning Mikael? Og fandtes der noget Tilfældigt i Jærnets Rige? Så han ikke selv Adrians Mission? Og hans egen — —
O Gud, o Gud jo —: dér! Han lukkede Øjnene og knugede Hænderne tættere, men ikke for at værge sig, skjule sig for de to Ansigter, der nys så hvide, nu blussede af Ilden og af hinandens Blod — nej, for at fri sig, for at fly for det ensomme Ansigt, der under sin Snekrone af Hår og Slør smilende bøjede sig over dem — som før dernede i Forhallen, da de Mund ved Mund drak af »Velkomsten«: Gudmoder Hulda, Jacobschöldernes Sidste …
Ja, for at fly sin Lydighed: den ufrugtbare, og for at fri sig for dens Frugt: Lykken … undvige sin Pligt, spilde sin Ret, gøre sig til Mikael, den døde, eller, selvmorderisk og selvbefriende, tilregne sig, ikke Jærnet, Ansvaret for hans Død!
Ja, han vilde ikke se hende, Hulda af Jacobschöld, Moder til ingen, men Gudmoder til alle, ene af sin Slægt og sin Tid, men Centret i den nye, det Gangnes Vidne og Trøst — ej som Monseigneur, som Mychowitz et flygtigt Århundredes Træk, men det Eviges sande Åsyn: Lydigheden, Lykken!
Han stred sin sidste, sin hårdeste Kamp: mod sig selv og Glæden, for sin Fjende: Smærten. Han vilde ej sin Føde: den for ham bestemte Lod, han vilde Giften: den Skæbne ham var nægtet. Han vilde ej sin Sejr, han vilde sit Nederlag!
Hvorfor? Fordi han var den Vanskabte, Fornægteren!
Dog nej — den Fødsel, som lod ham sejre over Mikael, skabte ham ikke således, men hans første Oprør, hans første Greb efter det, der var ham nægtet som hans Skade: Susan. Og hans Pligt, hans Gave, den ham bestemte — så han den ikke nu? Drømte han at skjule sig for den? fordi den var tungere at løfte, at bære frem end selve Goliats Byrde, fordi den var Jærnets Førstefødte forbeholdt: at dele med Faderen Ansvaret for den Lov, de andre kun tjente, at elske den, de kun lød — ja, at forvandle den onde Vilje til den gode: ved at skabe Jærn til Guld, Sang af Sorg …
Han slog Øjnene op og så Gudmoder Hulda, som hun sad dér i den celadongrønne Silkekrinoline og med Ibenholtsstaven i Hånden, i en Grotte af Bålets Lys, med Bryntes og Susans Ansigter ved sin Skammel, med Olofs og Adrians Hoveder skimtende frem og svindende bag Stolens Ryg, og med sin Husfælles og Vens, Major Bror af Ekestams Skyggetorso på Ovnbænken ved dens Karm — en Vagt så tro som Angorakatten Corinna, der blinkede grønt og minutligt oppe fra Ildbukken, og Götz, Bjørnehunden, Helten fra de hundrede Storjagter, der snorkede sin Alderdoms Søvn i Hulen mellem Ovnbenene.
Ej mere modstræbende, sig selv og alle fjendsk, men følgagtig, rede til at modtage som til at give det ham Be- stemte: den største Pligt og den største Ret, listede han under de skyggende Bjælkerækker hen til Flammegrotten og dens Beboere, og gled ned imellem dem på Bjørneskindet foran Gudmoders Fod — for at lytte, for at lære af hende, Mirakelgøreren, der kendte Livets sande magnum magisterium: at sejre ved at ville Sejren!
Han havde derude på Yngens Is set hendes Gård rejse sig som en Himmel over Jorden, af Afgrunds-Pustet, af Afgrunds-Sukket fra Persberg. Og hør nu — nu rakte hun, Frau Holde, alle Värmlands Børn dens »Velkomst«: bød dem alle ind til Gæst …