Jødiske fortællinger/Cipre Goldfinger

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Brødrene Salmonsen København


Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/5 57-69

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1951. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1927.

Cipre Goldfinger.


Starenko var en Dagdriver, en Drukkenboldt, derom var hele Slotwinka enig, og hvis han var druknet i en eller anden Landevejs grøft eller bleven sønderrevet af Ulve paa Hjemvejen fra Værtshuset, vilde neppe nogen have beklaget ham. Men da hans Beværtning blev falbudt ved offenlig Auktion og købt af Jøden Adolf Goldfinger fra Horodenka, opstod der en stærk Gæring blandt Landsbyens Bønder, og der udstødtes mangen Trusel. Og dog blev Adolf Goldfinger haardest straffet, der fandtes ingen, som vilde købe den usle Hytte og de forsømte Grundstykker; for at faa sine Penge ud deraf maatte han selv overtage det hele, og da han heller ikke kunde finde nogen Forpagter, selv drive Eiendommen.

En Jøde, der var bøjet før Tiden af den Varebyldt, hvormed han havde vandret fra By til By, skulde gaa bag Ploven, en Haand, der tidligere kun havde brugt Alenen, skulde nu med et gaa over til at føre Leen og Plejlen. Slægt og Venner aflagde Besøg, om det saa var Rabbien selv, saa blev han spurgt til Raads; men ingen kunde finde paa nogen Udvej. Da tog Cipre, Goldfingers ældste Datter, Ordet.

„Det gaar ikke an,“ sagde hun, at opgive Forretningen i Købstaden, og det vilde være urigtigt at lade Marken ude paa Landet ligge brak. Du er vant til Handelen, Fader, hvordan skulde Du paa en Studs kunne omskabe Dig til Bonde. Men vi Børn, ere endnu unge og kraftige nok, vi kunne endnu lære at dyrke Jorden.“

Den gamle sukkede og sukkede igen; men tilsidst gik Cipre dog af med Sejren. Den gamle Goldfinger og hans Kone blev i deres Krambod i Byen, og deres tre Børn Ruben, Cipre og Tulpe drog ud paa Landet i en hel ny Verden for at prøve deres Lykke der. Ligesom de romerske Kolonister førte deres hellige Ild med sig, saaledes medtog de hjemmefra en gammel Sabbathslampe og en forgyldt Seddel med Guds hellige Navn, der hidtil havde smykket deres Dørstolpe. En sælsom Stemning greb dem, idet de betraadte den forfaldne Hytte med det vindskæve Straatag; de begyndte med at sammenklistre de ituslaaede Vinduesruder, at udbedre de ormstukne Døre og at opstille deres faa Møbler; men da først Sabbathslampen var ophængt paa en Krog i Midten af den store Stue, og den forgyldte Seddel med Guds hellige Navn var slaaet op paa Dørstolpen, og Cipre havde tændt det første Baal paa Ildstedet, da følte de, at de nu havde et nyt Hjem, og at deres Stammes Skytsaander ogsaa havde fulgt dem herhen.

Der boede endnu en anden jødisk Familie dér paa Stedet, nemlig Kroværten Mortche Szeps med sin smukke trivelige, lille, Kone og et halvt Dusin smaa Børn. Disse vilde gerne være dem behjælplige med alt; men af Landvæsenet forstod de selv ikke ret meget og hvad der var det værste, der fandtes ikke i hele Byen nogen, som vilde arbejde for dem for gode Ord eller Penge.

Der stod ikke anden Udvej aaben for de indvandrede end selv at tage fat paa Arbejdet, og hvor vanskeligt det end faldt dem, saa ansaa de det dog ikke for nogen større Ulykke; men de stod her midt i en fremmed Natur, omgivet af lutter Gaader, som plagede og ængstede dem. Af den lille, smukke Fru Szeps lærte Tulpe snart at omgaas de faa Høns og den magre Ko, de forefandt ved deres Ankomst, og ligeledes lærte Ruben snart, hvordan han skulde behandle de to Stude, hans Fader havde købt: men Haven, Engen, Agrene, Jordbruget! Der stod selv den gode Szeps’ Forstand stille, og det var Foraar, altsaa den høje Tid at pløje og saâ.

Og atter var det Cipre Goldfinger, som fandt paa Raad. Op til Landsbyen Slotwinka stødte Grev Potockis Gods. Hans Forvalter var en oplyst Mand, det vil sige, han foragtede ikke en Jødinde, naar hun var smuk. Cipre taalte med tavs Underkastelse hans Galanterier, til Gengæld fik hun Lov at se paa, hvordan hans Markarbejdere drev Agerbruget, og Forvalteren var endog saa nedladende at besvare hendes ydmyge Spørgsmaal og at oplyse hende om et og andet, som hun ikke straks forstod. Det varede et Par Dage, før hun fandt sig til Rette deri og lærte de første nødvendige Haandgreb, saa begyndte hun ufortøvet at undervise Broderen og Søsteren, og ligesom Forvalteren, saaledes lærte ogsaa den grevelige Gartner hende, om end uvillig og med hundrede Eder, hvad hun foreløbig behøvede at vide med Hensyn til Haven. Og nu arbejdede Tulpe i denne, og Ruben og Cipre dyrkede Markerne. Vistnok gik det besværlig og langsomt, men dog saadan, at deres Møje blev belønnet.

Cipre førte Hestene og Ruben styrede Ploven, kun altfor ofte gik Vejret fra ham, Armens Kraft svigtede, og han maatte stanse og tørre Sveden af sit glødende Ansigt.

Under Pløjningen kastede Ruben en Sten ud af Marken paa den smalle Fodsti, der adskilte den fra Naboen Babyj’s Mark. En beruset Tigger gik forbi, snublede over Stenen og gav den et forbitret Spark, saa den fløj langt ind paa Bondens Mark.

Ruben sad netop udmattet af Anstrengelsen paa sin Plov, og Cipre var løbet ind i Hytten for at hente ham et Stykke Brød, da Naboens Søn, den unge Stephan Babyj kom løbende barbenet i sin Lærredsdragt, med den spidse, vævede Hue paa Hovedet, tog Stenen op og gik løs paa Ruben med den. „Fordømte Jøde,“ raabte han, „behold dine Sten for Dig selv, æd dem og dø saa af det!“ Ruben rejste sig, men han tænkte næppe paa at sætte sig til Modværge, han, det smalbrystede, blege, svagelige Stuemenneske overfor dette af Kraft struttende Naturbarn, hvis skønne Ansigt Solen havde givet en vildfremmed Indianerbrunhed, og hvis blaa Øjne blinkede truende.

Allerede havde Stephan greben den ulykkelige Ruben i Brystet og begyndt at slaa ham med Stenen, da pludselig en skøn, modig Kvinde med vredesfunklende Øjne kastede sig imellem dem. Det var Cipre.

„Skammer Du Dig ikke,“ raabte hun, „for at overfalde et svagt, værgeløst Menneske?“

Stephan saâ forbavset paa hende og lod Haanden med Stenen synke.

„Er Du en Røver?“

„I ere Røvere, I have frataget Starenko hans Hus og hans Mark,“ svarede endelig Stephan Babyj.

„Vi have givet ham Penge“, sagde Cipre roligere, „vore surt erhvervede Penge og desuden have vi for ikke at tabe disse Penge afkøbt ham hans Krohold. Hvad urigtigt er der deri? Ere vi ikke Mennesker? Have vi maaske en anden Kejser og andre Love end I?“

„I ville ikke have Fred, I,“ sagde Stephan, „man kender eder. Hvem andre end I har kastet denne Sten ind paa vor Mark?“

„Det have vi ikke gjort, men en beruset Tigger, som gik her forbi,“ sagde Ruben.

„Det kan gerne være,“ svarede Stephan; „men tag eder alligevel i Agt. Ti I ere dog ikke komne her for at gøre noget godt.“

„Hvad véd Du,“ tilraabte Cipre ham i en bydende Tone, idet hun kastede de opløste sorte Fletninger tilbage over Skuldrene. „Du kender os ikke. Hvem af eder kender os? Hade I os, fordi vi ere Jøder, da ere vi lige saa vel berettigede til at hade eder, fordi I ere Kristne. Men hvem skal dømme mellem os? Fjende kan ikke dømme Fjende. Gud har ikke kaldet eder dertil, han vil selv dømme.“

Stephan Babyj betragtede Jødinden forundret, først nu saâ han, hvor skøn hun var; men denne Skønhed var saa fremmed, saa sælsom, at den gjorde ham beklemt om Hjertet og drev ham paa Flugt. Han blev hende Svaret skyldig og gik langsomt henimod sin Faders Hytte.

Det hændte nu ofte, at Cipre og hendes Broder arbejdede paa deres Mark paa samme Tid som Stephan arbejdede med sin Fader paa Marken ved Siden af. Stephan syntes ikke videre at give Agt paa Cipre, kun nu og da kastede han et stjaalent Blik ind paa den tilstødende Mark, hvor hun i sin korte Faareskindspels, med et højrødt Tørklæde bundet om Hovedet og med Pisk i Haanden gik ved Siden af Hestene.

En Gang havde Jødinden mejet en lille Eng, som skød sig ind mellem Naboens Marker. Hun havde bundet Græsset i et Tørklæde og havde lykkelig og vel faaet det op paa Ryggen, men efter at have gaaet faa Skridt sank hun sammen under den uvante Byrde og lænede sig pustende til et blomstrende Frugttræ.

Pludselig stod Stephan Babyj ved hendes Side. „Hvorfor giver I eder i Kast med Ting, som I ikke have Kræfter til,“ sagde han; men, mens han talte disse vredtlydende Ord, tog han Byldten fra Cipre og læssede den paa sine egne Skuldre. Hun saâ forundret paa ham. Dette syntes han ikke at bryde sig noget om, han bar hendes Bundt til hendes Hyttes Dør, dér kastede han den paa Bænken og gik sin Vej. Hun var som sønderknust ved hans uventede Hjælp, ikke en Gang et Ord til Tak kom over hendes Læber.

Samme Aften laa Stephan i Græsset i sin Faders Have og spillede paa en Hyrdefløjte. Da raslede det sagte i det levende Hegn, som dannede Skellet mellem den og Jødernes Have, og Cipres skønne Ansigt med de glødende Øjne kom tilsyne. Stephan holdt op at spille.

„Saa bliv dog ved,“ sagde Cipre, „Du spiller saa rørende.“

Stephan gav intet Svar.

„Naar Du ikke vil spille for mig,“ vedblev hun, „gaar jeg straks; jeg vilde kun takke Dig.“

Stephan svarede intet; men han begyndte at spille, og Cipre blev staaende ved Gærdet og lyttede, indtil Maanen viste sig bagved Træerne og Stjerne efter Stjerne sluttede sig til den.

„Godnat,“ sagde hun endelig og vendte sig for at gaa.

„Jødinde,“ raabte han efter hende, „hvad hedder Du?“

„Cipre.“

„Cipre? Jeg hedder Stephan. Godnat.“

Og atter hændtes det, at da Cipre en Morgen gik til Brønden for at hente Vand, var Stephan der med sine Heste og fyldte hendes Krukker for hende; eller hun søgte en Høne, som var fløjet over Hegnet, og han bragte hende den, og tilsidst gik der ingen Dag, uden at de mødtes og vekslede nogle Ord.

Da blev Fader Goldfinger alvorlig syg, og Ruben maatte til Horodenka for at føre Forretningen for ham, og de to Søstre blev alene tilbage. Da de næste Morgen gik til deres Arbejde, kom Stephan til dem, han smilte listig og Hænderne havde han stukket i det brede Læderbelte, han bar over Skjorten. „Naa, hvad vil I nu stille op uden en Mand?“ begyndte han. Cipre trak paa Skuldrene. „Har Du ikke tænkt paa, at jeg kunde hjælpe eder?“

„Hvorfor skulde Du hjælpe mig?“

„Hvorfor?“ Fordi jeg har ondt af Dig. Du er ligesom en Slags Frøken, dine fine Hænder er slet ikke skabte til det, Du bestiller.“

„Nu ere de ikke længere saa fine.“ Cipre betragtede dem og smilte.

„Vil Du saa antage mig som Karl.“

„En net Karl, Du, som spiller Herre og kunde faa i Sinde at befale over os.“

„Eller som Daglejer.“

„Det kommer an paa, hvad Du forlanger,“ svarede Cipre. Alle tre gave sig til at le og uden at spilde et Ord mere paa Sagen, begyndte de nu at arbejde. Fra den Tid af hjalp Stephan ærlig og redelig Dag efter Dag de to Jødepiger med deres Arbejde, saa ofte han paa nogen Maade kunde faa Tid tilovers, og om Aftenen sad han hos Cipre i Haven og spillede og sang. De talte ikke meget sammen; men naar deres Hænder mødtes, syntes de ikke mere at kunne skilles, og Stephan bragte Cipre de smukkeste Blomster, han kunde finde, og én Gang bragte han hende ogsaa et ungt Egern, som han havde fanget i Skoven, og som morede hende meget.

Sjelden mødtes deres Blik; men kun altfor ofte, naar Stephan var optaget af sin Fløjte eller var beskæftiget med noget andet, hvilede Jødindens Øjne med fortærende Glød paa ham.

En Søndag Aften, da de som sædvanlig sad foran Døren, gik nogle Bondeknøse forbi, som den vakre Szeps havde skænket noget vel rigeligt i for. De stansede og begyndte at le. „Se til Stephan!“ raabte den ene af dem, „det lader til, han er skudt i Jødinden.“

„Er Du ikke bange for, at Gud skal straffe Dig?“ sagde en anden.

„I al Fald er hun smuk denne forbandede Heks,“ raabte den tredie, „og nu skal hun danse med os. Han greb Cipre temmelig ublidt; men hun stødte ham fornærmet fra sig.

„Lad hende i Ro,“ bød Stephan.

„Vil Du tage Dig af denne Jødinde? Skam Dig!“ raabte Karlene og atter greb en af dem Cipre. Da rev Stephan Pigen løs og slog Angriberen for Brystet, saa at han tumlede. De andre trængte ind paa ham; men han var dem alle sammen voksen, han kastede dem til Jorden til højre og til venstre, og da de igen kom paa Benene, rev han en Pæl ud af Gjærdet og drev dem paa Flugt med den.

Cipre havde set til med voksende Beundring; da han nu vendte tilbage med blodigt Hoved, raabte hun: „Min Gud, Du er saaret!“ og dyppede hurtigt sit Tørklæde i koldt Vand og vaskede og forbandt hans Pande.

De vare nu næsten altid sammen, den skønne Jødinde og hendes modige Beskytter, og saaledes gik de ogsaa en Morgen til Skoven for at hente Brænde. Det var en hed Dag, Himlen var blaa og skyfri. Træerne stode fuldkommen stille, kun en Esp stod og hviskede hemmelighedsfuldt i Skovbrynet.

Stephan huggede Brændet i Stykker, og Cipre stablede det op, og da de vare trætte, satte hun sig paa det bløde Mos. Han bragte hende smaa Blomster, som hun bandt sammen, og satte sig hos hende og slyngede Armen om hende. „Gud vil straffe Dig,“ sagde hun med et henrivende Smil. „Han har allerede straffet mig, fordi jeg maa elske Dig, Cipre,“ mumlede han.

„Hvorfor maa Du?“

Han svarede ikke, han vedblev kun ufravendt at betragte hende. Luften var opfyldt af en sød, bedøvende Duft af Thymian og Skovbær, Bierne summede rundt om, som om de vilde lulle dem begge i Søvn og i Hasselbusken sang en Drossel sin ømme Elskovssang. Da slyngede Cipre sine Arme om Stephans Hals og hendes Læber brændte paa hans. De kyssedes atter og atter, de glemte sig selv og hele Verden. Siden efter gentog det sig hver Dag, at Cipre, saa snart det blev mørkt, og Nattergalene i Haverne rundtom begyndte at synge deres længselsfulde Sang, sagte listede sig ud af sin Hytte, og at Stephan Babyj ventede hende ved en vild Rosenbusk, der stod midt paa Marken. Saaledes forløb tre Uger.

Da kom en Dag Cipres Fader, der nu var saa vidt helbredt, at han skulde opholde sig paa Landet for at blive fuldstændig rask. De elskende kunde nu kun sjælden ses og tilsidst begyndte Cipre ligefrem et undvige sin Elsker, og naar hun tilfældig traf ham, tilkastede hun ham fjendtlige og truende Øjekast. En Aften sad hun i sin Have paa en væltet Trillebør med Hovedet støttet i sine Hænder og grublede. Stephan steg sagte over Gærdet og nærmede sig hende.

„Hvordan har Du det?“ begyndte han.

Intet Svar.

„Hvorfor er Du vred paa mig Cipre; jeg elsker Dig jo dog af hele mit Hjærte.“

„Gud har straffet mig,“ mumlede hun.

„Hvorfor?“

„Fordi jeg elsker en Kristen.“

Stephan forstod hende ikke straks; da han forstod hende, tog han hende ved Haanden og hviskede: „Saa lad Dig døbe og vær min Kone.“

Hun rystede paa Hovedet. Han forstod hende ikke, han kunde ikke forstaa hende. —

Det var en stormfuld Vinternat, Vinden jog Sneen i Hvirvler over den store Flade og Ulvene hylede i den nære Skov, da Cipre med sit Barn ved Brystet hemmelig forlod sin Faders Hus. Ingen havde opdaget hendes Synd, ingen skulde opdage den. Hun gik gennem Storm om Sne, hun vidste ikke hvorhen. Hun stansede ved sine Trosfællers Døre; men hun vovede ikke at banke paa, og Bønderne viste hende bort, naar hun bad om Natteleje.

Hun flygtede — bestandig længere bort som en forbandet.

Barnet ved hendes Bryst klynkede, hun havde intet, ikke en Trevl, hvori hun kunde indhylle det. Hun sank om og græd, saa lagde hun Barnet fra sig, stod op og vaklede derfra. Livets store Moder dækkede Barnet langsomt til med et Tæppe af blød, hvid Sne og inddyssede det for bestandig i Slummer.

Da Cipre stod for Retten, sagde hun: „Jeg begik allerede en stor Synd da jeg elskede en Kristen, jeg vilde ikke, at Barnet skulde leve som en bestandig Anklage mod mig.“

Det var hendes hele Retfærdiggørelse.

Dommerne forstod hende ikke, de kunde ikke forstaa hende.