Jødiske fortællinger/Navnehandelen

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Brødrene Salmonsen København


Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/5 38-56

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1951. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1927.

Navnehandelen.


Det var en Sorgens Dag i Israel, og der viste sig en usædvanlig Tumult i Jødegaden i den galiziske Kredsby, da Kejser Joseph den andens Forordning blev bekendt, det Reskript, hvorved Jøderne bleve tvungne til for Fremtiden at føre Familienavne. Alle de skikkelige, gode, ængstlige Mennesker, som boede oven over eller ved Siden af hverandre i de smaa, snævre Træhuse, ikke sjælden to á tre Familier i et Værelse kun adskilte ved Bræddevægge, vare stimlede sammen og stode nu i tætte Klynger som ved en Ildebrand, medens de uophørlig skreg højt og gestikulerede heftigt, som det nu en Gang er Jødernes Skik.

Efter at man under Suk og Jammerklage var bleven enig om at rette sig efter Monarkens Villie, vaagnede straks den Lyst til Ære og udvortes Glans, som bor selv under de beskedneste og mest luvslidte Kaftaner, og samtlige med Strejmeks[1] eller Pandebaand smykkede Hoveder begyndte at udspekulere de skønneste og for Øret mest tiltalende Navne.

Paa samme Tid havde Kredsens Embedsmænd vist sig ved deres store med et lavt Rækværk forsynede Skriveborde og drøftede denne Begivenhed, der var falden ned iblandt dem som et brændende Meteor. Pludselig traadte Kredsøverstens Kone, Fru Grobacher, ind med langt Slæb, kniplingbesat Nattrøie og Morgenkappe. Den lille trivelige Dame var ret i sit Es, og hendes Øjne funklede med en næsten uhyggelig Tilfredsstillelse.

„Jeg har faaet en glimrende Idé,“ begyndte hun med den Værdighed, hvormed hun forstod at imponere ikke blot de underordnede Embedsmænd, men hele Kredsen. „Hs. Majestæts Villie skal efterkommes, men paa en Maade, der bringer os alle Fordel. Den gode Kejser har forordnet, at Jøderne skal have Navne; men han har ikke sagt, hvilke Navne der skal gives dem, og jeg finder intet Sted i Reskriptet, som tillader Jøderne selv at vælge sig Navne.“ Hun saa sig ligesaa stolt omkring, som fordum Napoleon før et Slag.

„Sandt nok,“ sagde Kredsøversten, idet han forsigtig tog sig en Pris Spaniol af sin forgyldte Snustobaksdaase, „fuldkommen rigtig; men jeg indser ikke, hvilken Fordel vi skulde kunne have deraf.“

Fru Grobacher smilte overlegent. „Jeg maatte kun daarligt kende vore Jøder,“ sagde hun, „om ikke enhver af dem vil anstrænge sig af yderste Evne for at faa saa smukt et Navn som muligt.“

„Ganske vist,“ svarede Kredsøversten, „og vi ville derfor i Guds Navn give dem de aller skønnste Navne."

„Men ikke for intet,“ raabte Fru Grobacher, „de maa betale deres Navne ordenlig og kontant."

Hvilket Indfald!“ udbrød Kredskommisæren, ides han fornøjet gned sig i Hænderne, „Deres Naade er virkelig et opfindsomt Geni." Den vindskæve, halv blinde Kancellist indskrænkede sig til at gøre en Kompliment og vise et Forstaaelsens Smil bag sin grønne Øienskærm, medens Kredsøversten saâ sig forlegen omkring og efter at have snuset heftig udbrød: „Og det siger Du saa rolig her paa det kejserlige Kredskontor i Nærværelse af d’Hrr. Embedsmænd? Du glemmer hvilke Pligter Tjenesteæren —“

„Aa Visvas", raabte den resolute Dame, „Tjenesteæren fordrer, at hans Majestæts Reskript bliver punktlig udført, og den fordrer ogsaa, at d’Hrr. Embedsmænd deltage i de Fordele, som vi forbinde dermed.“

„Naa, vi vil se,“ svarede Kredsøversten, som snusede ivrig, medens de andre Embedsmænd bukkede taknemmelig for hans Frue.

Saa stolt Fru Grobacher for øvrigt var af sin Idé, saa var den dog ikke opstaaet i hendes Hoved alene; overalt vare Embedsmændene straks enige om at gøre en god Forretning, en rigelig Indtægtskilde af det kejserlige Reskript. Jøderne, som vare fortrolige med den Slags Ting, forstod øjeblikkelig Situationen, og alt gik efter bedste Ønske. Hvem der betalte glimrende, fik et glimrende Navn, hvem der betalte godt fik et godt, hvem der betalte beskedent fik et beskedent, og hvem der slet ikke var i Stand til at betale fik et ret vulgært Navn, hvorved Embedsmændene ikke sjælden gave deres Humor Tøjlen. Den Gang opnaaede rige Jøder hine herlige Navne som Veilchenfeld, Goldreich, Mondbach, Løvenstamm, Diamant, Hermelin, Rubinfeuer. Velhavende maatte nøjes med Navne som Charmant, Nussbaum, Dukat, Perlmutter. Hvor Vederlaget var ringe blev i Reglen Geografien og det daglige Liv taget til Hjælp. Var en Mand fra Wien, blev han kaldt Wiener, var hans Bedstefader fra Warschau, blev han kaldt Warschauer. Andre bleve indregistrerede som Regen, Feuerstein og Tabak[2], senere tog man Faderens Navn til Hjælp og der opstod Navne som Aschersohn, Salamonsohn, Davidsohn, Joelsohn o. s. v. De fattige bleve fordømte til Essig, Pfeffer, Ameisen, Haberkorn, Kahlkopf[3] og andre mere eller mindre prunkløse Navne.

Den første, der indfandt sig paa Kredsøverstens Kontor, var den rige Købmand Meilech, han mødte i sin hele Sabbathspuds, med den store maarskindsbræmmede Silketalar og den høie Sabbathshue af Maarskind, bukkede forlegen og smilede.

„Hvad ønsker De?“ spurgte Kredskommissæren.

„Hvad jeg ønsker?“ begyndte Købmanden. „Hvorledes skulde jeg understaa mig at ønske noget, Hr. Kredskommissær, jeg er her kun for at faa et Navn, og siden jeg en Gang skal have et Navn, saa beder jeg underdaningst om et smukt Navn.“

Kredskommissæren blinkede til Kancellisten og begyndte at spidse en Pen.

„Det er ikke saa let,“ indskød Kancellist Krummholz, „vi have her en Fortegnelse, og det gaar efter Rækkefølge.“ Han tog et Hefte i Haanden, stak Næsen ind i det og sagde endelig: „De faar Navnet Schøps[4], Hr. Meilech.“

„Schøps?“ jamrede den rige Købmand, „hvilket Navn! Hvorfor skal jeg hedde Schøps? Folk vil pege Fingre ad den rige Meilech, naar han ikke kan faa et bedre Navn end Schøps, det er jo et Dyr og ikke et Menneske.“

„Der lod sig maaske gøre noget,“ mumlede Kancellisten, „men man maatte tilsidesætte Forordningen og det vilde ogsaa give meget Skriveri.“

„Jeg vil gerne betale Dem, hvad De forlanger for Deres Ulejlighed“, raabte den rige Jøde.

„Godt,“ sagde Kancellisten, „først og fremmest maa De betale; men dernæst maa De ogsaa tie, Hr. Meilech, ellers kunde jeg miste mit Embede og De kunde komme for Kriminalretten.“

„Forstaar sig, Hr. Krummholz, forstaar sig,“ svarede Meilech og foldede sine Hænder andægtig over sin store, runde Mave — „hvad skal jeg saa betale for et meget smukt Navn?“

„Naar De betaler tyve Dukater, kan De faa Lov til at udsøge Dem et Navn selv.“

Meilech sukkede, trak sin Pung frem, talte de tyve Dukater op paa Bordet og hviskede: „Men nu beder jeg ærbødigst om det smukkeste Navn, De har paa Lager.“

Kancellisten rettede sig i Vejret, paatog sig en ophøiet Mine og begyndte: „Hr. Meilech, har De nogensinde en smuk Nat betragtet Himmelhvælvingen? Kan man tænke sig noget skønnere end Stjerneverdenen?“

„Skal jeg hedde Stern?“ mumlede Meilech, „det vilde ganske vist være smukt; men finder De ikke, at Navnet er lidt kort for tyve Dukater?“

„Ganske vist,“ svarede Krummholz, „men der gives forskellige Stjerner, Hr. Meilech, store og smaa, nogle, der lyse stærkt og andre, der kun lyse svagt.“

„Vil De maaske give mig Navnet paa en Stjerne, der er meget stor og lyser meget stærkt.“

„Véd De hvad,“ sagde Kancellisten efter nogen Eftertanke, „kald De Dem Lichtenstern[5], det minder om Lichtenstein, Fyrst Lichtenstein.“

„Hvilket prægtigt Menneske Hr. Kancellisten er,“ sagde Meilech smiskende, „Lichtenstern, det er virkelig smukt, det maa jeg tilstaa. Skriv De altsaa Lichtenstern, Hr. Kancellist.“

Meilech blev staaende bagved ham og saâ ængstelig over hans Skulder i Protokollen, indtil han havde overbevist sig om, han virkelig var indført som Meilech Lichtenstern. Da trykkede han endnu Kancellisten en Tyvekreutzer i Haanden, ti han vidste meget godt, at de tyve Dukater ikke vare bestemte for ham, og begav sig hjemad med en for en jødisk Aristokrat næsten upassende Hurtighed.

Hans Kone og Børn løb ham imøde. „Naa hvilket Navn har Du saa faaet?“ raabte den første. „Lichtenstern“, svarede Meilech; han straalede i dette Øjeblik ikke blot som en Stjerne, men som Solen selv.

„Har I hørt det, Børn? Vi skulle nu hedde Lichtenstern,“ sagde den rige Købmandsfrue stolt.

Meilech sukkede, han tænkte paa de tyve Dukater; men han tænkte ogsaa paa Kriminalretten og tav.

Paa samme Tid sad en anden Jøde, den fattige, skikkelige, Absalon med sin Familie i sin lille, ganske lille Bod, hvor en middelhøj Mand ikke en Gang kunde staa oprejst, og hvor Solen kun en Gang om Dagen tittede frygtsom ind gennem en Revne og tegnede en lys Stribe over Gulvet, ikke bredere end en Finger og ikke længere end den Alen, hvormed Absalon afmaalte de brogede Tøjer til Bønderkonerne, og det lader sig ikke negte, at denne Alen egenlig var en Smule for kort. Intet Menneske kunde sige, hvad Absalon i Grunden handlede med; ti der var ikke den Ting, som han ikke købte og solgte igen. I hans lille Udsalg var der samlet en hel Udstilling af alle mulige Ting, de var rigtignok alle sammen en Smule beskadigede en Smule gamle og falmede; men til Gengæld var det altsammen prisbilligt, selv mellem Brødre; thi den fattige Absalon nøjedes med en ganske ringe Gevinst. Man kunde dér faa Støvler, der vare flikkede, og gamle rustede Laase; men Absalon havde ogsaa Gulduhre, hvilke rigtignok havde den Fejl, at de gik i Staa hver Time eller hvert Kvarter, han havde ogsaa Silkekjoler, der kun vare en ganske lille Smule museædte. Midt iblandt disse Herligheder sad Absalon med sin Kone Rachel, sine Døtre Rebekka og Esther, sin Søn Jossel og tre mindre Børn, og de anstrengte sig alle til det yderste for at finde et Navn, der kunde overstraale alle andre i Kredsbyen, ja om mulig i hele Israel. Det kunde ikke lykkes dem at finde noget, der tiltalte dem alle i samme Grad.

Rachel for Exempel foreslog ængstelig at vælge Navnet Gottwelt[6]; men Absalon rystede straks betænkelig paa Hovedet. „Man skal ikke tage Herren sin Guds Navn forfængelig,“ sagde han, „og naar jeg kalder mig Gottwelt, vil det ikke være at føre Folk i Fristelse?“

„Goldmann[7],“ raabte Esterka, „det vilde være et prægtigt Navn, lille Fa’r.“

„Hvor kan vi hedde Goldmann,“ indvendte Mo’r Rachel, „naar vi ere saa fattige, at vi neppe kunne spise os mætte. Vilde vi ikke blive til Latter for Folk?“

Efter lang Tids Betænkning sagde Absalon pludselig med et fint Smil: „Men hvad siger Du, naar jeg lader mig kalde Lilienthal[8], Rachel?“

„Men Fader dog“, raabte Jossel leende, „lugt en Gang, lugter her maaske af Lilier? Folk vil sige, han maatte hellere have kaldt sig Zwiebelthal[9]

De blev ved at drøfte Sagen, indtil de skulde spise og under og efter Maaltidet. De kunde ikke finde noget Navn, der syntes dem tilstrækkelig smukt og passende, og tilsidst gik Absalon sukkende til sine Forretninger. Naar han undervejs stansede for at købe et Hareskind af en Kokkepige eller for at samle en tabt Hestesko op, var han dog bestandig optaget af den ene Tanke at finde et godt Navn. Han stod netop og tingede med en Bonde om et Dusin Svineblærer, da hans hele Familie, Kone og Børn, kom løbende efter ham.

„Fader,“ raabte Rebekka allerede langt fra, nu have vi fundet Navnet. Du kan umuligt finde noget bedre.“

„Naa, saa sig det,“ mundede Absalon forventningsfuld.

„Løwenmuth[10] maa Du hedde.“

Absalon trak paa Skuldrene og smilte. „Er jeg modig?“ sagde han. „Jeg kan ikke ombringe en Flue, er jeg en Løve?“ Og som han dér stod i sin falmede, flaskegrønne Kaftan, med den lave, runde, fedtglinsende Filthat, med de indfaldne Tindinger, det ræveagtige Skæg, lille, mager med indadvendte Knæ, lignede han i Sandhed ingen Løve. „Naar jeg hedder Løwenmuth, vil ethvert Menneske antage mig for en Samson, og de ville prygle mig saa længe, indtil de faa at vide, at jeg er et Faar og ingen Løve.“

Bedrøvet listede Rachel og Børnene sig hjem, de grundede hele Aftenen og gik til Ro uden at have fundet et passende Navn. Midt om Natten raabte pludselig Rachel i Søvne: „Absalon, véd Du hvad Du skal hedde? Du skal hedde Atlas.“

„Atlas,“ gentog Absalon, idet han drejede sig om paa den anden Side. „Det kunde ikke være saa galt; men lad mig nu sove.“

Næste Morgen vaagnede den brave Mand ganske tidlig med et glædestraalende, lykkeligt Ansigt og begyndte i en højtidelig Tone: „Kone, Børn, kommer alle til mig, nu har jeg Navnet. Guld og Ædelstene tilhøre den rige; men Solen, som Gud lader opgaa og lyse over os alle, tilhører ogsaa de fattige.

Jeg vil kalde mig — Sonnenglanz[11]. Hvad siger I til det?“

De gloede alle paa ham, ingen sagde et Ord derimod, Absalon var i en Fart klædt paa og stod faa Minutter efter foran Porten til Kredskontoret, netop to Timer før det blev aabnet. Han følte sig forunderlig let og vel tilmode, da han omsider blev indladt i det store mørke Kancelli og under idelige Buk og paa Taaspidserne nærmede sig til Kancellisten Krummholz. hvem han begyndte at trække i hans grønne med utallige Blækklatter oversaaede Skriveærme.

„Hvad vil Du?“ raabte Kancellisten til ham.

„Hvad skulde jeg ville,“ sagde Absalon, „jeg er jo kun kommen fordi vor Herre Kejseren har befalet, at vi stakkels Jøder skulle have smukke Navne ligesom de Kristne.“

„Ja saa, hvad skal man da kalde Dig?“

„Naar Hr. Kancellisten ikke har noget derimod, vilde jeg gerne hedde Sonnenglanz.“

„Hvad for noget?“ skreg Embedsmændene i Munden paa hverandre. „Sonnenglanz?“ gentog Kancellisten. „Tror Du, at man saadan mir nichts Dir nichts kan hedde Sonnenglanz? Kan Du maaske tillade Dig en saadan Luksus? Saadan et Navn koster hundrede Gylden, har Du maaske hundrede Gylden?“

Alle Embedsmændene lo, Absalon listede sig beskæmmet ud og kom nedslaaet hjem.

„Naa har de saa givet Dig Navnet Sonnenglanz?“ spurgte Rachel.

„Skal jeg betale hundrede Gylden?“ raabte Absalon grædefærdig, „og selv om jeg vilde betale dem, saa har jeg dem ikke; vi kunne ikke betale noget for et Navn, vi maa være tilfreds med et Navn der er lige saa fattigt som vi selv. Hvad er et Navn? Stillingen gør ikke Manden, men Manden Stillingen, siger Talmud; saaledes er det ogsaa med Navnet.“

„Vil Du tilføje os den Skam,“ raabte Rachel, „at vi skulle faa et daarligt Navn? Vil Du spare Dine Penge ved en saa vigtig Lejlighed? Naar Du ikke kan give hundrede Gylden, saa giv en Dukat eller to, og Du vil faa et smukt Navn.“

„Ikke en Tyvekreutzer giver jeg for en Ting, der er saa værdiløs som et Navn.“

„Ja saadan taler Du nu, Fader,“ raabte Esterka, „tidligere har Du talt ganske anderledes.“

„Selv Fuglene i Luften foragte den gerrige,“ raabte Rachel, „naar Du vil give den ene Dukat, saa vil jeg give den anden, som jeg har liggende gemt i en gammel Strømpe.“ Og nu begyndte de alle paa én Gang at raabe, bede og skænde, og Rebekka græd endog. Absalon blev rørt og erklærede sig tilsidst villig til at købe et Navn for to Dukater. „Véd Du hvad lille Rachel, naar Solen koster saa meget, saa ville vi nøjes med et Vokslys, der ogsaa lyser, om end ikke saa stærkt og smukt, og saa vil jeg i Guds Navn hedde Kerzenschein[12].“

Atter viste Absalon sig paa Kontoret, atter trak han Kancellisten ved Ærmet, kun var han nu saa forsigtig at lægge en Dukat paa Hjørnet af Skrivebordet og først da i al Ydmyghed at udbede sig Navnet Kerzenschein. Men Embedsmændene lo blot ad ham.

„Hvad bilder Du Dig ind,“ sagde Kancellisten med Værdighed, „Kerzenschein er altid et Navn, der er mindst fem Dukater værd, har Du maaske fem Dukater Absalon?“

Absalon sukkede og lagde forsigtig en anden Dukat til den første, „Jeg vil betale, saa meget jeg kan,“ sagde han, „for to Dukater vil De vel have den Ære at give mig Navnet Kerzenschein.“

„Gaar ikke an, kære Absalon, gaar virkelig ikke an,“ forsikrede Kancellisten.

„Naa saa vil jeg for mit Vedkommende gerne hedde — Grünblatt[13].“

Embedsmændene begyndte paany at le.

„Hvad er to Dukater?“ raabte Kancellisten, „hvad kan man købe for to Dukater? Et Par Bukser, som man kan gaa med et Aars Tid eller to, men ikke et Navn, som man kan bære hele sit Liv. For to Dukater kan Du maaske komme til at hedde Zuckerhut[14] eller Eisenstein[15].“

Absalon var som himmelfalden, det syntes ham ganske umuligt, at han der var gaaet hjemmefra som straalende Solglans, skulde vende tilbage som simpel Sukkertop. Han stak sørgmodig sine to Dukater til sig og gik ud af Døren; dog varede det ikke længe, før han vendte tilbage og igen begyndte at trække Kancellisten i Ærmet; han havde fattet den Beslutning at ofre sin sidste Hvid. „Jeg vil endnu lægge to Tyvestykker til“, hviskede han; „men gør mig ikke ulykkelig, giv mig Navnet Grünblatt. Gud vil velsigne Dem, Deres Børn og Børnebørn. Kancellisten rystede kun paa Hovedet og Kredskommissæren raabte opbragt: „Vil Du handle med os? tror Du, at vi er Jøder?“

„Naar De ikke vil give mig et godt Navn,“ sagde Absalon frygtelig forbitret, men kun indvendig, ti han stod endnu bestandig med bøjet Ryg og talte næsten hviskende, som om han frygtede for at forstyrre nogen, der sov, „saa vil jeg heller ikke give to Dukater og to Tyvekreuzer for et Navn, der ikke er én Kreuzer værd.“

Han ventede endnu et Øjeblik; men da Embedsmændene ikke gave videre Agt paa ham, gik han rask ud af Døren og slog den temmelig haardt i efter sig. Det varede imidlertid knap fem Minuter, saa stod den stakkels Absalon igen ved Kancellistens Skrivebord og begyndte dybt sukkende: „Om jeg end ingen Penge har, saa vil jeg dog give Hr. Kancellisten to Høns, og et Par gode Benklæder, som jeg har købt af Grev Komorowski, hvis De vil kalde mig Sonnenglanz.“ Han var pludselig bleven modig som en Løve, han lagde endnu et Tikreuzerstykke paa Bordet foran Kancellisten og sagde: „Det skal De have oven i Købet for deres Ulejlighed, Hr. Krummholz, skriv saa i Guds Navn Sonnenglanz.“

Pak Dig straks herfra,“ raabte Kredskommissæren fortørnet, „vil Du maaske have os til bedste? Vi have ingen Tid tilovers for Dig, naar Du ikke vil hedde Zuckerhut, saa skal Du hedde Knoblauch[16] og dermed Basta!“

I dette Øieblik gik Døren op, og Fru Perle, en ung smuk Enke, kom ind og fortrængte i faa Øjeblikke Kancelliets daarlige med Tobaksrøg fyldte Atmosfære med den fineste Vellugt. Hun var klædt i raslende, kostbar Silke, hendes Kaabe var foret med fint, blødt Pelsværk og her og der blinkede pragtfulde Ædelstene. Hun nærmede sig til Kredskommissæren, der rejste sig med forekommende Skyndsomhed og tilbød hende sin egen Stol, idet han smilede galant.

„Jeg er overbevist om,“ begyndte han, „at De er kommen i den Hensigt at frasmigre os et rigtig smukt Navn.“

„Jeg vilde være Dem meget forbunden“, stammede den skønne Jødinde, „og jeg er ogsaa beredt til at betale Taksterne.“

„Undskyld, det er her,“ tillod Kancellisten sig at bemærke. Fru Perle trak sin Pung op, Krummholz rejste sig paa et Vink af Kredskommissæren og tog imod de skinnende Guldstykker. Embedsmændene kom straks i deres elskværdige Humør.

„Men hvor skulle vi arme dødelige kunne finde et Navn, der er Dem værdigt,“ begyndte Kredskommissæren. „Det er jo rent umulig. Naar De viser Dem, Fru Perle, tror man jo at se den skumfødte Venus Anadyomene selv.“ Om det saa var den skæve, halvblinde Kancellist, saa begyndte hans Fantasi at røre sine af Dokumentstøv og Blækklatter tilsølede Vinger.

„Jeg tillader mig at bemærke,“ sagde han, „at det vilde være en passende Tanke i det Navn, som Fru Perle faar, at give en Antydning af hendes Slægtskab med Skønhedens og Kærlighedens Gudinde, derfor stemmer jeg for Navnet Wellenheim[17], der vilde udtrykke“ —

„Nej, nej“, afbrød Kredskommissæren ham, „betragt dog disse blomtrende Kinder — men det er sandt, De kan jo ingenting se Krummholz — nej, nu har jeg det, hvor kan Fru Perle hedde andet end — Rose, nej det klinger ikke rigtig — Rosengarten — nu har jeg det, Rosenthal.“

Den smukke Enke smilte forbindtlig og blev straks indført i Protokollen som Fru Perle Rosenthal. Da hun havde forladt Kancelliet og Kancellistens Knaster igen havde faaet Overhaand over den Vellugt, den jødiske Venus havde medbragt, begyndte Absalon grædefærdig: „Gør mig ikke ulykkelig, Hr. Kredskommissær —“

„Hvad, er den Stodder endnu ikke kommet afsted,“ raabte Kredskommissæren; „naar han ikke vil hedde Knoblauch, saa skal han hedde Ohrenbläser[18], for at han ikke en anden Gang skal tude os Ørene fulde. Ja, Ohrenbläser.“ Atter gik Døren; det var Aburel, Skrædderen, der kom ind. Han nærmede sig beskeden, men med en velhavende Mands Selvfølese, til Kredskommissæren og spurgte i en dæmpet Tone: „Hvad har jeg at betale Deres Naade, De kender mine Forhold!“ Kredskommissæren hviskede til Kancellisten, man slog op i Protokollen og Skrædderen forlod stillefornøjet Kontoret som Aburel Honig[19].

„Hr. Kredskommissær, Hr. Kredskommissær, dyrebare Hr. Kredskommissær,“ jamrede Absalon. Ingen hørte paa ham, endelig raabte han fortvivlet: „Er der da ingen Retfærdighed mere paa Jorden, at en ærlig Mand som jeg skal hedde Øretuder?“

„Er Navnet Dig ikke godt nok raabte Kredskommissæren til ham, „saa skal Du hedde Absalon Gans[20].“

„Jeg tager mig af Dage, Hr. Kredskommissær, hvis De giver mig et saadant Navn,“ klynkede Absalon, „er jeg en Fugl? kan jeg flyve? Jeg er heller ingen Gaas, jeg er en stakkels, ærlig Jøde.“

Nu kom Samuel, Kusken, en Mand, der ikke var rigere end Absalon, han kom dybtbukkende og smilende og begyndte at sige Kredskommissæren smukke Ting, som selv en feteret ung Skønhed kunde have været fornøjet med. Derpaa nærmede han sig ydmyg til Kancellisten, smilte igen og begyndte at udgyde sig i de elskværdigste Talemaader; endelig lagde han endnu tre Tyvekreuzer paa Bordet. Kredskommissæren lo. „Véd Du hvad Du skal hedde, Samuel?“ sagde han naadig. „Smeichler[21] skal Du hedde, er Du saa tilfreds.“

„Hvorfor skulde jeg ikke være tilfreds?“

„Hvem er rig?“ raabte Absalon, som havde fattet en heroisk Beslutning, „den der er tilfreds med sin Lod, siger Mischnah. Saa vil jeg da i Guds Navn beholde mine Penge og mit Navn og ogsaa være fornøjet. Giv mig min Tikreuzer tilbage, som jeg lagde foran Dem paa Bordet, Hr. Kancellist“.

„Hvad? Ikke en Gang det Par Kreuzer vil han betale?“ skreg Kredskommissæren rasende. „Giv ham hans Penge tilbage. Krummholz.“ Kancellisten trak Sølvmønten op af sin Lomme og smed den for Fødderne af Jøden, medens Kredskommissæren tog Protokollen foran sig og med raske Træk indførte Navnet i den.

Absalon kigede ængstelig over hans Skulder og brød da ud i højrøstede Klageraab. „Der vil ske en Ulykke, Hr. Kredskommissær,“ raabte han, „Gud vil straffe Dem! I Stedet for Nudler, skal De spise Høvlspaan og i Stedet for Tobak skal De snuse Strøsand —“

„Hvad?“ skreg Kancellisten. „Nu vil han saagar true os?“ Men Kredskommissæren greb fat i den stakkels Absalon og smed ham ud af Døren. Han stolprede ned af Trappen og vaklede over den runde Plads. Men da han kom hjem, havde han omtrent glemt det hele. „Naa, hvad hedder Du saa?“ spurgte hans Kone ham i den højeste Spænding; „kan Du ikke tale?“

„Hvad skulde jeg vel hedde,“ svarede han allerede fuldstændig hengiven i sin Skæbne. „Som Du ser mig her, hedder jeg ulykkelige Menneske — Absalon Lauser[22].“

„Hvilket Navn!“ raabte hans Kone.

„Hvilket Navn!“ raabte hans Børn.

„Ja hvilket Navn,“ gentog Absalon, „Navnet er ikke renligt, men til Gengæld er det billigt.“


  1. En Slags Skindhuer.
  2. Regn, Flintesten og Tobak.
  3. Eddike, Peber, Myre, Havrekorn og Kaalhoved.
  4. Bede i overført Betydning Dumrian.
  5. Lysstjerne.
  6. Ordret Guds Verden.
  7. Guldmand.
  8. Liliedal.
  9. Løgdal.
  10. Løvemod.
  11. Solglans.
  12. Kærteskin.
  13. Grønblad.
  14. Sukkertop.
  15. Jærnsten.
  16. Hvidløg.
  17. Bølgehjem.
  18. Øretuder.
  19. Honning.
  20. Gaas.
  21. Smigrer.
  22. Lusepiller, i overført Betydning: Fedtehas.