Jødiske fortællinger/Malach Schneefuss og hans Golem

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Brødrene Salmonsen København


Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/5 24-37

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Malach Schneefuss og hans Golem.


Malach Schneefuss var det lykkeligste Menneske i den lille By ved Karpathernes Fod, det var hævet over enhver Tvivl. Men han var maaské ogsaa én af de faa lykkelige, der overhovedet findes paa den vide Jord; ti han kendte intet til Verden, og hvad kan vel være bedre og mere misundelsesværdigt?

Han var som en Mand, der i det store Ocean paa en lille, ganske lille Ø har bygget sig et lille, ganske lille bitte Hus. Rundtom brydes Bølgerne, og Skibene kæmpe mod Storm og Klipper; men den vise Mand paa den ensomme Ø ser intet dertil og hører intet deraf, for ham henglide Dagene saa rolig og ensartet som Roserne paa den tornerige Busk, de knoppes, blomstre og falde af.

Dette lille Hus paa den ensomme Ø, som han bebor midt i Livets Bølgegang, og hvori han føler sig saa stille og lykkelig, er Talmud.

Hvad bryder han sig om Menneskenes Higen og Tragten i de snevre, ildelugtende Gader, hvad bekymrer han sig om Torvets Larm, om alle de smaa, ængstelige Sjæles Sjakren og Trætte, deres Banden og Skælden, rundt om ham blomstrer Kabbalas Have[1] fuld af de sælsomste Vidunder-Planter, ned til ham dale Profeter, Engle og alle Slags Aander.

Saaledes levede han midt iblandt Menneskene som en Slags Robinson, dog ikke slet saa ensom som denne; ti Malach Schneefuss havde en Hustru som var ung, skøn og klog, og som han elskede inderlig.

Malach Schneefuss ejede et lille Hus med en smuk Have, der maaske var saa meget smukkere, fordi ingen passede den, og den i Aarenes Løb havde forvandlet sig til et lille Vildnis, han ejede ogsaa nogen Formue, og da hans Kone desuden havde medbragt et Par tusinde Dukater, saa kunde de leve rolig og ubekymret, saa meget mere som de ingen Børn havde. Malach Schneefuss kunde sorgløs fra Morgen tidlig til Aften silde og ofte langt ud paa Natten fordybe sig i sin Talmud, og Amri, hans Hustru, kunde uforstyrret hengive sig til sorgløs Drømmen. Hun drømte, naar hun langt op paa Dagen rejste sig fra sit Leie, drømmende saâs hun vandre omkring i Huset, og i den skønne Sommertid hengav hun sig til sine Drømme i det lille Vildnis, som laa bag Huset omgivet af det høje Plankeværk, hvor Træerne bredte deres kølige Skygger. Om Vinteren derimod drømte hun indhyllet i sit bløde Pelsværk siddende ved Vinduet, som Vinteren havde dækket med sine hvide Blomster, eller hun sad ved den store grønne Ovn og hørte Ilden og Vinden fortælle hinanden mærkelige Eventyr om den store, straalende Verden derude.

Og saa kom der en Dag, da den første Livsbølge ødelæggende gik over den ensomme Ø, og i dets Grundvold lystede det lille, stille Hus, hvori Malach Schneefuss holdt sig skjult, fra den Dag af var den stakkels Vismand ikke mere lykkelig.

Aarsagen til hele Ulykken var en Ravn, som med stækkede Vinger løb omkring i Huset, den var Malachs Yndling, fordi den havde lært alle Slags kabbalistiske Formler, som den i Tide og Utide gav til bedste paa en uhyggelig træffende eller komisk meningsløs Maade. Sagen er, de Ting, vi ikke vide, volde os ingen Kummer, og det var ganske unødvendigt for Malach Schneefuss at erfare, at hans skønne, unge Kone var ham utro.

Malach havde en Blyantsholder af Sølv, hvori han anbragte sin Blyant, naar den var bleven for kort. Paa en smuk Høsteftermiddag fòr Ravnen op i Vinduet og bortførte Blyantsholderen. Malach forfulgte den først omkring i Stuen, fra Stuen ud i Gaarden, fra Gaarden i Haven uden dog at faa fat paa den; derimod fandt han sin Kone paa en under Hyldebusken skjult Græsbænk med en fremmed Mand.

Begge vare hensunkne i deres hemmelige Lykke og kyssedes saa ivrig, at de hverken hørte den stakkels bedragne Mand komme eller saâ ham, da han dødelig forfærdet stod foran dem med skælvende Knæ.

„Amri, hvad gør Du?“ var alt, hvad Malach kunde sige, og det var nok. Den fremmede Mand flygtede over Plankeværket, og den utro Kvinde stod foran ham som overgydt med Blod, det skønne Hoved bøjet mod Jorden og strøg med de hvide Hænder ned over sin Pels, der havde trukket sig sammen om hendes yppige Hofter.

Siden levede enhver af dem for sig selv i det stille Hus, den sørgmodige, blege Mand og den smukke Kvinde med de røde, svulmende Læber, der smægtede efter Kys.

Og der kom nok en Livsbølge, der ødelæggende gik over den ensomme, lykkelige Ø.

Malach Schneefuss blev syg, alvorlig syg, og da han ikke søgte Hjælp hos nogen, blev det bestandig værre. Bleg og mager som et Genfærd sneg han sig omkring i Huset og Haven.

Saa traf det sig, at da han en Gang hensunken i dybe Tanker stod ved det faldefærdige Plankeværk og saâ paa Bølgernes Leg i det fjerne, tiltalte en klar, modig Mandsstemme ham pludselig: „Malach Schnefuss, hvad er der i Vejen med Dem, er De syg? Hvorfor har De ikke sendt Bud til mig?“

Talmudisten saâ overrasket op og saâ Doktor Spär, den mest søgte Læge i Omegnen. Han holdt til Hest paa den anden Side af Plankeværket og smilte venlig til ham.

Dette Smil stjal sig uformærkt ind i den stakkels Malachs Hjerte, og han fattede Tillid til Manden, hvorvel han var en Goj[2] og oven i Købet en Læge. „Jeg kan ikke hjælpes,“ svarede han hengiven i sin Skæbne.

„Hvad er det De siger?“ raabte Lægen, „naar jeg har sagt Dem det, er De redningsløs, før ikke.“ Han bandt sin Hest ved Plankeværket, gik ind i Haven og begyndte uden omstændelig Spørgen at undersøge Malach Schneefuss nøje, saa rystede han paa Hovedet. „Haabløs er Deres Tilstand ikke.“ sagde han, „men altid betænkelig. De har ventet Hjælp af Gud alene, og Gud hjælper os kun, naar vi selv ville hjælpes. De er brystsvag. Den Slags Lidelser komme som Følge af Forkølelser, Inflammationer —.“

Malach rystede paa Hovedet.

„Af slet Ernæring,“ vedblev Lægen, „af Kummer, hvilket man ikke kan antage for Deres Vedkommende, men endelig ogsaa af Mangel paa god Luft og ved overdreven aandelig Anstrengelse, det er Tilfældet med Dem.“

„Ja det maa det vel være,“ svarede Malach med et mørkt Smil.

„De trænger fremfor alt til Sindsro,“ forklarede Lægen, „derfor maa De indskrænke Deres Studeringer, gaa meget i det fri, bestige Bjerge, spise godt og sove længe.“

„Hvilken Medicin skal jeg tage?"

„Guds skønne Natur er den eneste Medicin for Dem. God Bedring!“ Dermed fjærnede Lægen sig.

Malach saâ ham ride bort, men blev endnu længe staaende ved Plankeværket hensunken i sælsomme Tanker. Det tiltalte ham, at Lægen ikke foreskrev ham nogen Medicin, han var bange for de lange Recepter og de store Flasker med deres gaadefulde Indhold, saa vidt fulgte han let og gerne Doktorens Raad, men Naturen? Om den vidste han lidet eller slet intet. Skulde døde Stene, stumme Planter og Træer, dumme Dyr, Himlen, Skyer og Stjerner kunne lære ham, hvad han forgæves havde søgt i sine Læderbind? Men han tænkte videre, og bestandig videre. Dette Menneske vidste intet om Kabbala, han havde kun banket ham paa Brystet og lagt Øret til hans Ryg og straks vidste han, hvorledes det var fat med ham. Gaves der da virkelig en anden Videnskab, som udbredte mere Lys end hans? Hvad hjalp hans Talmud ham, naar den ikke formaaede at bevare ham hans Hustrus Kjærlighed og Troskab og gengive ham hans tabte Sundhed?

Men han havde nu fattet den alvorlige Beslutning at blive rask, naar kun Gud vilde hjælpe ham dertil.

Fremfor alt maatte han have Sindsro, havde Lægen sagt.

Han begyndte derfor med at sende sin Kone hjem til hendes Fader. Hun græd meget; men hun føjede sig og gik endnu samme Dag. Efter denne Dag fulgte en Nat, den første i hvilken Malach Schneefuss i lang Tid havde nydt en rolig Søvn. Da han næste Morgen vaagnede og følte sig mærkværdig styrket, udbrød han: Lægen har dog Ret, ham har Gud sendt mig. Saa klædte han sig hurtig paa, tog en vældig Stok, steg over sin Haves Plankeværk og gik hurtig bort over Markerne.

Han kom snart ind i en smuk Egeskov, hvor han i lang Tid holdt Rast, derpaa besteg han det nærliggende Bjerg, hvorpaa stod de maleriske Ruiner af et Slot, og hvorfra man nød en henrivende Udsigt langt ud over Slettelandet.

Først henimod Aften vendte Malach hjem, træt og sulten, men vel til Mode, spiste som en Ulv, sov som en Syvsover og bankede næste Morgen beskeden, men uforfærdet paa den brave Læges Dør.

„Naa, De ser jo allerede bedre ud,“ raabte denne ham imøde. „Følg De kun mine Raad i alt,“

„Ja det kan De stole paa jeg vil,“ svarede Malach, „den Medicin, som De har foreskrevet mig, gør jo Vidundere.“

„Paa ethvert Menneske, min Ven,“ sagde Lægen, „paa ethvert.“

Malach Schneefuss saâ sig forundret om i Doktorens Værelse, og hvad han ikke selv fik Øje paa, viste denne ham med elskværdig Iver. Han betragtede halv nysgerrig, halv frygtsom det Menneskeskelet, som stod i en Krog, Dyreskeletterne, de udstoppede Fugle, de mærkværdige Forsteninger, de mange Bøger paa Hylderne, og Doktoren viste ham sit Herbarium, sine Mineralier, Biller og Sommerfugle, forklarede ham Anvendelsen af Magnetnaalen, Elektrisermaskinen og mange andre Ting, der syntes Malach Schneefuss lige saa mange Mirakler.

En hel ny, stor og herlig Verden aabnede sig for den stakkels Talmudist, og han sagde sig selv, at det ikke kunde være nogen Synd at lære denne Verden at kende, som var skabt af den samme Gud, som han ærede og forgæves havde søgt at udgrunde i sit stille Værelse, hvor Luften var fordærvet af Stanken fra hundredaarige Folianter.

Før han forlod Lægen, bad han ham undseelig om en Bog og denne gav ham et Værk med, som under Titelen „Naturens Bog“ behandlede samtlige Naturriger i kort, letfattelig Fremstilling.

Malach Schnefuss slugte denne Bog og hentede snart en anden og en tredie, og dog læste han kun paa regnfulde Dage, naar han ikke kunde forlade Huset; saa snart Solen lod sig til Syne, tog han sin Stok og sin Taske, hvori der befandt sig en gammel Bog og forskellige Smaaflasker samt en Hammer, tog sin med Naale spækkede gamle Filthat paa og gik ud i Skoven eller op paa Bjergene, og naar han vendte hjem, var den gamle Bog fyldt med friske Planter, de smaa Flasker med Biller af alle Slags, hans Lomme med Sten og hans gamle Hat med spiddede Sommerfugle. Fra Dag til Dag følte Talmudisten sig raskere, han blev friere, muntrere, og da nye Kampe truede ham, tog han dem muntert, ja han gik dem imøde med en Skoledrengs overgivne Munterhed.

Da den lange Talar generede ham paa hans Udflugter, ombyttede han den med en kort Frakke. Straks hed det blandt de fromme Sjæle i den lille By, at Malach Schneefuss var „en udtraadt,“ ti han bar kristelige Klæder. Dertil kom endnu, at han plejede venskabelig Omgang med en Kristen og læste Bøger, der vare de fromme forbudte. Der var snart intet saa skrækkeligt, at man ikke tillagde ham det, ja man fortalte om ham det frygteligste af alt, han aad Svinekød.

Menighedsforstanderen tænkte allerede alvorligt paa at lade ham kalde for sig, og hvis det ikke skulde lykkes ham at retfærdiggøre sig, at udtale Forbandelsen over ham.

Malach Schneefuss lo kun deraf. Hans Husholdning førtes af en gammel jødisk Pige, Chai Sore. En Dag bad hun med synlig Bevægelse om sin Afsked.

„Hvem har sat Dig Fluer i Hovedet?“ sagde Malach rolig, „man har sagt Dig, at jeg ikke var nogen god Jøde, hvad?“

„Jeg vil dog ikke forbandes,“ svarede den gamle.

„Godt, det siger Du,“ vedblev Malach, „hør nu, hvad jeg siger Dig. Jeg er en bedre Jøde end alle Rabbinerne tilsammen; ti jeg kender Thora[3] og Talmud bedre end de; men jeg kender ogsaa Kabbala, forstaar Du?“

Chai Sore begyndte at ryste og skælve.

„Jeg vil ikke have nogen Tjenestekvinde om mig, som fører Sladder,“ vedblev Malach, „Du bliver i mit Hus, indtil jeg finder en passende Husholderske, og indtil da skal Du være stum.“

„Retfærdige Gud!“

„Stum, har jeg sagt. Hvis Du lukker Munden op, før jeg tillader Dig det, vil Du dø paa Stedet.“ Efter at have sagt disse Ord slog Malach en af sine Folianter op og læste nogle kabbalistiske Formler i den. Tal nu, Chai Sore, hvis Du kan, sagde han derpaa.

Chai Sore begyndte at græde; men hun talte ikke et Ord mere.

Da det rygtedes i den lille By, at Malach havde berøvet sin Tjenestepige Taleevnen, var der ikke mere nogen, der vovede at vise sig fjendtlig mod ham, alle vege gerne af Vejen for ham.

Men det blev ikke derved.

En Uge var forløben, da mødte Malach Schames[4] ude paa Marken, og denne hilsede ham dybt.

„Hvad hører jeg,“ begyndte Kabbalisten, „Rabbinerne ville indstævne mig?“

„Jeg véd intet,“ stammede Schames rystende over hele Legmet, „hvad skulde jeg vide?“

„Hvad Du skulde vide?“ vedblev Malach, „Du skal vide, at jeg nu gør mig en Golem, og naar de stævne mig, sender jeg ham med en stor Hammer til den ældste, forstaar Du, han skal ihjelslaa dem alle, om Gud det tillader.

Skælvende ilede Degnen til Rabbinerne og forkyndte, at Malach vilde gøre sig en Golem. „Han vil gøre sig en Golem,“ raabte Jøderne i ti Miles Omkreds, „hvorledes kan han det, naar Gud har forladt ham?“

„En Golem?“ sagde Malachs Hustru, „hvad er det?“

„Det er ikke saa let, mit Barn,“ belærte hendes Fader hende. „Intet Menneske har endnu set en Golem. Om hellige Mænd og store Kabbalister fortæller man, at de kunde gøre dette Under.“

„Paa hvilken Maade, Fader?“

„Det skal jeg sige Dig mit Barn. De fastede syv Dage og sagde syv Bønner, derpaa dannede de af Ler en Menneskeskikkelse, udtalte visse kabbalistiske Formler og ved Ordet schemhamphoras blev dette Menneske levende. De kaldte ham Golem. Paa hans Pande stod skreven aemaeth, Sandhed, Gud. Han kunde ikke tale, men forstod, hvad man befalede ham. Men med Tiden voxede han og truede med at blive større og stærkere end alle Mennesker, da udslettede de det første Bogstav paa hans Pande, saa at der kun blev staaende maeth, det betyder Død, hvorpaa han faldt om og blev atter mere livløs end Ler.

Den samme Aften, da Amri’s Fader gav hende denne Forklaring, lod Malach syv Hjulbøre køre ind i Gaarden, kaldte paa Chai Sore og sagde: „Da jeg i Nat vil gøre mig en Golem, behøver jeg Dig ikke mere, jeg giver Dig Talen igen. Tal og forlad paa Stedet mit Hus.“

Den gamle adlød.

Samme Nat førte Malach Schneefuss hemmelig over Plankeværket og gennem Haven et Menneske ind i sit Hus, som var stort og kraftigt, men døvstum. Han havde opdaget ham paa en af sine Udflugter i en Landsby i Karpatherne. Med en Helvedessten, som Lægen dertil havde laant ham, skrev han ham aemaeth paa Panden og lod ham da køre Ler fra Gaarden ud i Haven. Den næste Morgen gik det som en Løbeild gennem den lille By: Malach Schneefuss har gjort sig en Golem, den sidder allerede levende som et Menneske foran hans Dør. Og virkelig sad den døvstumme dér med sit aemaeth paa Panden, og enhver saâ ham og gyste for Malach Schneéfuss og hans kabbalistiske Magt og mer end alle skælvede Rabbinerne. De indstævnede ikke Malach Schneefuss for Raadet, de forbandede ham heller ikke, tvertimod, de hilste ham ærbødig, naar de mødte ham, som var han den første, bedste, viseste og retfærdigste blandt dem.

Og da Rabbinerne behandlede ham med saa megen Ærefrygt, hvem af de andre skulde da have vovet at forstyrre hans Ro?

Saaledes levede da Malach Schneefus og hans Golem fredelig sammen et Aar eller mere. Da kom Golem en Dag til Malachs Svigerfader og bragte denne et Brev, hvori hans Herre intet mindre forlangte, end at hans Hustru ufortøvet skulde vende tilbage til ham.

Amris Fader sagde imidlertid nej, og Golem forstod ham og gik hjem. Samme Dag kørte imidlertid førstnævnte ud paa Landet og neppe hundrede Skridt fra den lille By styrtede en lille Træbro sammen under ham og han brækkede en Arm.

Næste Dag sendte Malach igen Bud til ham, og da han udbad sig tre Dages Betænkningstid, skrev han til ham: „Hvis Du ikke inden tre Dage giver mig min Kone, vil Solen blive formørket.“

Den første Dag fik Amri’s Fader Tandsmerter. „Dem har din Mand sendt mig“, sagde han til sin Datter.“

Dagen efter indtraf der et frygtelig Uvejr med Hagel. I Huset hos Malachs Svigerfader blev ikke en Rude hel, og Haven, hans Stolthed og Glæde, var i Løbet af faa Minuter forvandlet til en Ørken. Amri græd, hendes Fader vendte Ansigtet mod Væggen og sukkede.

Da Solen den tredie Dag henimod Middag virkelig begyndte at formørkes, rottede Jøderne sig sammen foran det Hus, som Malachs Svigerfader beboede, og skreg højt, at han vilde bringe hele Staden i Fordærvelse.

Der forløb et Kvarter, da blev der banket sagte paa Døren til det Værelse, hvori Malach Schneefuss gennem et sværtet Glas betragtede Solformørkelsen og Amri, hans Kone, traadte bleg og skælvende ind:

„Straf mig,” begyndte hun; „men skaan Staden.” Hun vilde synke i Knæ for ham, men Malach forhindrede det. Han løftede hende op i sine Arme og førte hende til den lille Divan, der stod i Vinduesfordybningen.

„Jeg tænker ikke paa at straffe Dig,” sagde han, „tvertimod, jeg beder Dig om Tilgivelse.”

„Spot mig ikke; er jeg ikke den skyldige?” svarede hun beskæmmet.

„Du fejler, Amri, jeg er den skyldige, jeg alene,” svarede Malach. „Jeg elskede kun den tilslørede skønne, Kabbala, og da Du ingen Kærlighed fandt hos mig, søgte Du den hos en anden. Det var mig en Hjertesorg, en sand Kval, men jeg har fortjent den, for Dig, for en skøn, ung Kvinde var det kun naturligt, og hvad der er naturligt, er ikke Synd. Tilgiv mig, Amri, jeg elsker Dig nu af ganske Hjerte og vil aldrig elske andre end Dig.”

Han slyngede sine Arme om hende, og hun sank rødmende af Undseelse og Lykke til hans Bryst.

Med tusind Kys blev den nye Kærlighedspagt sluttet, og den blev aldrig mere brudt fra nogen af Siderne. Amri skænkede sin Mand talrige Børn og de levede saa fredelig og lykkelig, som havde aldrig den ringeste Sky vist sig paa deres Himmel.

Men Jøderne i den lille By forundrede sig over, at Malachs Golem ikke voksede ham over Hovedet, men stedse blev sin Herre en flittig og tro Tjener.



  1. Kabbala er Rabbinernes hemmelige Visdom.
  2. Ikke-Jøde.
  3. Thora, den jødiske Lov, Mosebøgerne. Talmud den jødiske Tradition bygget paa Moseloven.
  4. Den jødiske Degn og Klokker.