Jødiske fortællinger/Nagy-Némethys Debora

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Brødrene Salmonsen København


Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/5 13-23

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Nagy-Némethys Debora.


I Nagy-Némethy ved Byens østlige Ende staar der et forfaldent Hus midt i en vildtvoksende Have. Gennem Vinduerne farer Vinden ind og ud, Regn og Sne siver gennem det græsbevoksede Tag. I de hensmulrende Mure have Ugler og Flagermus fæstet Bo, og naar Solen spreder sine varme Straaler over det raadne Gulv, komme Firben og Slanger til Syne gennem Hullerne deri. Om Somren bygge talrige Sangfugle deres Reder i Haven; ti ingen forstyrrer dem her, og om Vinteren snige Ulvene sig omkring derude med uhyggelig gnistrende Øjne.

Foran Huset staar et stort Lindetræ. Det er fuldstændig nøgent Sommer og Vinter. Af den uddøde Stamme spirer den hvide, hemmelighedsfulde Mistelten frem; men ingen hugger Træet om og ingen plukker Misteltenen, enhver gaar helst hurtig der forbi, de Kristne, idet de gjøre Korsets Tegn, Jøderne, idet de sagte mumle Bønnen for de afdøde.

For omtrent 40 Aar siden, i hin store Tid, da Folkeslagene rundt om begyndte at vaagne op og ryste deres Lænker, boede i dette Hus et ungt, jødisk Ægtepar, Kornhandler Adolf Sonnenfeld og hans Kone Sara, som med sit andet Navn hed Eglantine og almindelig blev kaldt Egla. Hun var neppe femten Aar gammel, da hendes Mand førte hende bort fra hendes Hjem og hendes Forældres strenge Varetægt; men derfor var hun dog intet umodent Barn, men en fyldig og glødende udfoldet Saronsrose. Medens Sonnenfeld hverken i Ydre eller Væsen havde det allermindste, der mindede om Bibelens Helte, ja neppe kunde opvise et orientalsk Træk, men snarere, blond, rødmusset og smekker som han var, lignede en tysk Købstadboer, var Egla en ægte, jødisk Kvinde, skøn, yppig, klog og rolig, med hine dunkle Øjne, hvori der lurer en dæmpet Glød bagved kold Spot, og hin lille bestemt lukkede Mund, der er lige saa egnet til vellystig Kyssen som til betænksom Befalen. Der kunde ikke tænkes nogen større Modsætning end disse to, naar de gik sammen gennem Gaderne, han bøjet, ydmig, forbindtlig smilende, hun med sin frie Holdning, sin stolte Gang.

Ogsaa deres aandige Fysiognomi var højst forskelligt. Sonnenfeld forstod sig fortræffelig paa Frugthandel; men det var saa omtrent alt, hvad han forstod, det skulde da være, at man vilde tilregne ham hans Duelighed i Kortspil som særlig Fortjeneste. Egla derimod havde lært og læst langt mere, end det den Gang var Skik og Brug blandt jødiske Piger paa Landet. Var hendes Mand enfoldig, fiffig og praktisk, saa var hun aandfuld og vittig, og naar man kaldte ham godmodig, maaske kun fordi han var for fejg og forsigtig til at gjøre nogen Fortræd, saa viste hun en livlig Fantasi, en lidenskabelig Sjæl, der lod sig begejstre af alt stort og skønt og røbede nu og da den Villiens Energi, der gaadefuld og truende hvilede paa Bunden af hendes Sjæl.

Trods deres Forskellighed, trods det, at Naturen syntes at have dannet dem til Fjender, levede Sonnenfeld og hans Kone ømt og trofast sammen, som kun jødiske Ægtefolk formaa det, ja Egla elskede endog sin Mand højere end sit Fædreland, og det vil sige meget; thi hun var en begejstret Patriot, en glødende Ungarerinde. Med feberagtig Utaalmodighed fulgte hun den magyariske Poesis Fremskridt, Udviklingen af den ublodige Revolution, som den Gang fuldbyrdedes i Ungarn; Petöfi og Kossuth vare hendes Idealer. Hun opdrog de to Børn, hun havde skænket sin Mand, i Troen paa en bedre Fremtid, i Haabet om Frihed og Uafhængighed.

Havde Egla hidtil ført et strengt kvindeligt og strengt jødisk Liv inden for Huslighedens snevert afstukne Grænser, saa udfoldede hendes langt ud over det almindelige rækkende Karakter sig fra Dag til Dag i bestandig voksende Kraft og Virkelyst, da Pariser Februarstormene, Wienermartsdagene og den ungarske Opstand kom. Hun fulgte med den mest levende Deltagelse Rigsdagens Debatter, den sig hurtig udviklende Konflikt med Wiener Regeringen og Kamarilla og Borgerkrigens første Scener. Da Oktoberrevolutionen førte den ungarske Armé foran Wiens Porte, antog hendes Iver for den ungarske Sag for første Gang en bestemt Skikkelse.

En Morgen begyndte hun ved Frokostbordet, efter at hun havde gennemfaret Avisen: „Adolf, alle griber til Vaaben for Fædrelandet, Drenge, gamle Mænd, Kvinder, vil Du blive tilbage?“

„Er Du forrykt?“ raabte Sonnenfeld halv opbragt, halv forskrækket, „hvad angaar Ungarns Frihed mig, jeg er Jøde, og hvis jeg vilde gaa i Krig, vilde man udlé mig; jeg véd jo ikke en Gang, hvordan man lader et Gevær.“

„Du kan lære det —“

„Jeg tænker ikke paa sligt, vi have jo Soldater nok“, faldt Sonnenfeldt hende i Talen, „jeg er ingen Helt!“

Og han havde Ret. Egla saâ kun altfor snart, at han ingen Helt var. Der kom Husarer til Byen, og hvem der hidtil var bleven tilbage, skyndte sig nu med at slutte sig til Fanerne, kun Sonnenfeld lod sig ikke se, han syntes forsvundet og kom først for Dagens Lys, da den sidste Rytter havde forladt Nagy-Némethy. Egla erfarede, at han havde skjult sig i et afsides Kælderrum og dér i al Hemmelighed havde ladet Kokkepigen bringe sig Mad og Drikke. Den modige Kvinde var oprørt. Hendes første Indskydelse var tilligemed sine Børn at forlade denne Mand, som hun foragtede for hans Fejghed. Sonnenfeld bad hende imidlertid med opløftede Hænder om at blive, han udgød Taarer, han fandt Talsmænd i Børnene og saa blev Egla dog hos ham; men hun behandlede ham fra den Dag af med en spottende Kulde, der pinte ham mere end Bebrejdelser og aaben Fjendtlighed vilde have formaaet.

Hendes Adfærd havde en mærkværdig Virkning paa hendes Mand. Havde han hidtil været fuldstændig ligegyldig for alt, hvad der angik de politiske Forhold og Fædrelandets haarde Kampe, saa begyndte han nu mere og mere at tage Del deri, men paa en hel anden Maade end hans Kone. Han hadede Agitatorerne, som havde berøvet ham hans Hustrus Hjerte, de kæmpende, hvis Heltemod stemplede ham som Kryster. Da de kejserlige Tropper under Windischgrätz overskred Grænsen og trængte frem mod Ungarns Hovedstad, blev Egla for hver Dag mere stille, mere bleg, medens det ikke vilde lykkes Sonnenfeld, endskønt han gjorde sig al mulig Umage, at skjule sin Glæde for hende. Da Buda-Pest blev besat af de kejserlige Tropper og den ungarske Regering havde trukket sig tilbage til Debreczin, syntes alt i Sonnenfeld’s Øjne at være forbi, han gik straalende omkring, som om han havde arvet en Million eller tilkæmpet sig en stor Sejr.

„Hvad havde jeg nu haft ud af det, om jeg havde grebet til Vaaben for Fædrelandet“, sagde han, „at Hans Durchlautighed — saaledes benævnede han altid Windischgrätz — havde betalt mig med Stokkeprygl!“

Egla værdigede ham intet Svar.

Det varede ikke længe, før de første østerrigske Chevauxlegers viste sig i Nagy-Némethy. Efter dem fulgte en hel Brigade, som opslog sin Lejr i Nærheden. En Del af Soldaterne vare indkvarterede der i Byen, Generalen selv boede i Sonnenfeld’s Hus. Denne overgik sig selv i Gæstfrihed, Tjenstfærdighed og Lojalitet overfor ham, han krøb for ham som en Hund, og det var derfor naturligt, at han ogsaa blev behandlet som en saadan. Egla, der sky og fjendtlig trak sig tilbage, saâ en Gang, hvorledes Generalen med sin Fod stødte hendes Mand ud af Døren. Det krænkede hende dybt, Blodet steg hende til Hovedet; men hun tav og taalte rolig som før.

Nogle Dage efter viste der sig Husarer i Nærheden. De kejserlige Forposter vekslede Skud med dem. Om Natten blev Brigaden allarmeret, Ungarerne nærmede sig fra alle Sider og truede med at overfløje den. Alt kom paa Benene, Landsbyens Folk stode paa Gaderne og hviskede, medens tunge Kanoner rullede forbi.

Egla havde hurtig klædt sig paa, og da hendes Mand ubemærket havde fjærnet sig, listede hun sig ud af Huset for at søge ham. Hun fandt ham staaende ved Havegærdet i Samtale med Generalen, som smilte venlig, medens Sonnenfeld atter og atter bøjede sig for ham. Hun var ikke i Stand til at gjøre sig Regnskab for, hvorfor Generalens Smil bedrøvede hende endnu mere end det Fodspark, han tidligere havde givet hendes Mand. Kun afrevne Ord, enkelte Sætninger af Samtalen naaede hendes Øre, hun hørte kun saa meget, at Generalen beklagede sig over, at der ikke fandtes nogen iblandt Befolkningen, der var villig til at gjøre Tjeneste som Spion, ikke en Gang den fattigste Jøde, og at Sonnenfeld forsikrede ham om sin Hengivenhed. Derpaa fjernede de sig begge og hun fik Selskab af to Naboersker, som i glad Bevægelse fortalte hende, at de ungarske Tropper paa alle Punkter stode i Begreb med at rykke frem.

Ved Solopgang vare Ungarerne forsvundne. En Adjudant overbragte den kejserlige General et forseglet Brev, der foranledigede ham til at drage sydpaa med sin Brigade. Nu paafulgte det ungarske Vinterfelttogs omvekslende Scener. Hver Dag bragte nye, modsigende Efterretninger. Egla sygnede af Sorg og Sindsbevægelse; om Natten flygtede Søvnen fra hende, om Dagen sank hun ofte træt og udmattet om paa sit Leje og vaagnede ved Solens klare Lys af forfærdelige Drømme.

Alle Forretninger stode stille, kun Sonnenfeld udfoldede en næsten utrolig Virksomhed. Han leverede Levnetsmidler af alle Slags til de kejserlige Tropper og forlod sit Hus, saa ofte forskellige mistænkelig udseende Mænd kom til ham. Egla iagttog ham ængstelig og med voksende Mistro.

En smuk, klar Vinterdag red Husarer med spændte Karabiner gennem Landsbyen. Man modtog dem med høje Tilraab og Jubelen steg endnu mere, da en Honvédbataillon fulgte dem i Hælene. Ungarerne gjorde Holdt, udstillede deres Forposter, afsendte Patrouiller i alle mulige Retninger og begyndte at holde Maaltid.

Indvaanerne i Nagy-Némethy bortgav det sidste, de ejede og havde, for at holde de tapre Soldater skadesløse for de udstaaede Strabadser. Egla vilde ikke følge de andres Exempel uden at indhente sin Mands Samtykke; men hun søgte ham forgæves i Huset, i hele Landsbyen. Han var hemmelig forsvunden. En mørk Anelse opstod i hans Hustrus Sjæl.

Natten faldt paa. Alt sov i Nagy-Némethy, kun Egla vaagede. Hun sad paa sin Seng og lyttede, det stod for hende, som maatte hun vente noget, noget skrækkeligt, hvoraf hun længe havde haft en Forudfølelse. Hun sad en Time og nok en Time, tilsidst faldt hun i Søvn uden at mærke det.

Pludselig blev hun vækket ved Skud og forvirret Larm. Heste jog hid og did, Trommer buldrede, Kommandoraab lød. Skydningen tog til. Hun rev Vinduet op, en Kugle slog imod Muren tæt ved hende. Hurtig trak hun sig tilbage og slukkede Lyset. I Nagy-Némethys Gader blev der kæmpet, de kejserlige havde, dækkede af Nattens Slør, angrebet Honvédbataillonen med overlegen Styrke. Kun en lille Afdeling lykkedes det at undslippe med Fanen. Resten blev hugget ned eller taget til Fange.

Sammensunken sad Egla paa sit Kammer, hendes Tanker stod stille. Atter forløb en Time, da hørtes der Samtale i Sideværelset, den ene Stemme var hendes Mands og den anden en klar, fremmed Stemme, som aabenbar var vant til at befale, og det var den, som roste hendes Mand og lovede ham en passende Belønning.

Medens de kejserlige Soldater, og hendes Mand med dem, vendte sig mod Øst, indhyllede Egla sine Børn i varmt Reisetøi, steg op i den første den bedste Vogn og skyndte sig til sine Forældre. Efter at hun havde indkvarteret Børnene dér, vendte hun tredie Dagen tilbage til sit Hus. Hendes Mand var endnu ikke kommen hjem. Altsaa ventede hun paa ham.

Den fjerde Nat kom han listende som en Tyv ind i Stuen og blev ikke lidt forskrækket, da hans Hustru med et Lys i Haanden traadte ud af sit Værelse. Hun stillede Lyset rolig paa Bordet, satte sig ned paa den nærmeste Stol og begyndte Forhøret kold og streng som en Dommer.

„Hvor har Du været?“

„Jeg har gjort en god Forretning.“

„Jeg véd det.“

„Jeg har leveret Hr. Generalen Flesk og Brød.“

„Dine Brødre har Du udleveret til ham,“ raabte Jødinden harmfuld, „Spion!“

„Hvad siger Du?“ Sonnenfeld var bleven bleg.

„Jeg har hørt Din Samtale med Generalen.“

„Og hvad saa videre?“ Hendes Mand forsøgte at smile.

Den skønne Jødinde rejste sig og betragtede ham fast. „Og hvad saa videre? Du er en Forræder og fortjener Døden; men jeg har elsket Dig og vil ikke se det Navn, som jeg bærer, besudlet for Verdens Øjne. Du skal derfor ikke dø i Galgen, men Du skal selv give Dig Døden her paa Stedet.“

„Jeg tror, Du har mistet Forstanden,“ skreg hendes Mand.

Men hun drog rolig en Pistol frem.

„Du maa dø,“ vedblev hun, „og Du er sunken saa dybt, at Du slet ikke kan begribe, hvilke Forbrydelser Du har gjort Dig skyldig i, og er Du for fejg til at dræbe Dig selv, saa vil jeg fuldføre Dommen i Fædrelandets Navn.“

Hun rettede Pistolen mod hans Bryst, medens han med et Angstraab kastede sig paa Knæ og begyndte at bede for sit Liv.

Den skønne, energiske Kvinde betragtede ham med usigelig Foragt, derpaa satte hun Hanen i Ro og sagde:

„Nej, Du er virkelig ikke et Skud Krudt værd.“

Hun gik ind paa sit Værelse og stængede Døren efter sig. Da hun var sikker paa, at hendes Mand var gaaet til Sengs, hyllede hun sig i sin Pels, steg hurtig ud af Vinduet og flygtede bort gennem Nattens Mørke.

Da det begyndte at dages, lød der pludselig Hovslag foran Sonnenfelds Hus. Dørene bleve slaaede ind med Kolbestød, Husarer trængte ind i Værelset, hvori han sov, i Spidsen for dem hans Hustru.

„Her er Spionen,” sagde hun kold og stolt, „det er min Mand, jeg vil se ham i Galgen.”

Forgæves tryglede Sonnenfeld om Naade, Husarerne bandt hans Hænder paa Ryggen og slæbte ham ud. Hans Kone saâ til, mens de hængte ham op i en Gren af det Lindetræ, der stod foran hans Hus. Derpaa svang hun sig op paa en Hest, som én af Husarerne holdt i Beredskab for hende, og sprængte afsted med dem.

Ved Stormen paa Waitzen saas en skøn Kvinde med den ungerske Trikolor i Spidsen for en Honvédbataillon, det var Jødinden fra Nagy-Némethy, og den Gang Polakkerne af Regimentet Mazuahelli med Bajonetten stormede den grønne Høi ved Komorn, var det atter hende, som forud truffet af to Kugler gennemboret segnede om paa den sønderrevne Fane og farvede den med sit Blod.