Jødiske fortællinger/Skilsmissebrevet

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Brødrene Salmonsen København


Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/5 1-12

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Skilsmissebrevet.


Aldrig er der bleven bejlet mere højtideligt til en Kongedatter end Weissmann Goldreich fra Kolomea bejlede i Kalmus Feuersteins Hus i Stanislau. Han bejlede for sin Søn Eliam til en af Feuersteins Døtre, efter at den jødiske Ægteskabsmægler først havde gjort sit, og han var vis paa, at hans Forslag vilde blive godt optaget. Det blev det ogsaa; men Feuerstein, der vel endnu bar jødiske Klæder og fulgte ethvert Bud i Talmud, var dog allerede saa smaat paavirket af den nye Tids Aand, og tilføjede rødmende, at de unge Folk dog først maatte lære hinanden at kende og se, om de syntes om hinanden.

„Hvortil disse Omstændigheder!“ sagde Goldreich. „Jeg vil se mine Børn lykkelige!“ svarede Feuerstein, „ingen af mine Døtre skal gifte sig imod sin Villie.

Eliam, Goldreichs Søn, en ung Mand med et smukt, aandfuldt, men blegt Ansigt, smilte haanligt. „Hvem spørger vel en Kvinde om hendes Mening“, bemærkede han sindig, „en Kvinde er en underordnet Skabning, hvis Interesser kun naar til et Rosinbrød eller en ny Kjole.“

„Men Ægtefolk skulle dog elske hinanden“, indvendte Feuerstein forsigtig.

„At elske en Kvinde er en vís Mand uværdigt“, svarede Eliam, „mig henriver kun hin tilslørede skønne, som Talmud taler om, Kabbala.“

„Men Du kan dog tale med Pigen“, sagde Weissmann Goldreich.

„Jeg skal gøre det“, sagde Eliam, „siden Du ønsker det og af Agtelse for Hr. Feuersteins Villie.“

I det tilstødende Værelse befandt sig under denne Samtale tre unge Piger, Feuersteins to Døtre Rachel og Sara og en af deres Veninder, Afra Rabinowitsch. De lyttede fra Samtalens Begyndelse ved Døren og skiftedes til at kige gennem Nøglehullet. Rachel fandt den unge Talmudist meget smuk, Sara lovpriste hans sjælfulde Øjne, Afra sagde intet. Men da Eliam gav sin klassiske Udtalelse om Kvinden til bedste, ændredes Stillingen med et Slag. Sara erklærede ham for afskyelig, Rachel kaldte ham et væmmeligt Dyr og begge vare straks enige om, at de ikke for alt i Verden vilde have ham til Mand. Helt anderledes var det med Afra Rabinowitsch. Hun rejste sig fra den Stol, hun havde siddet paa, hendes mørke Øjne flammede, hendes hvide Haand strøg energisk det rige, gyldenrøde Haar tilbage. „Jeg tager ham“, sagde hun med en ondskabsfuld Latter.

„Du Afra!“ raabte Sara. „Du, Mandfolkehader“, studsede Rachel. „Den „oplyste“ som prædiker for os, at der ingen Kærlighed gives“, tilføjede den første. „Afra Rabinowitsch, som alle Mænd frygte, fordi hun er ligesaa ond, som hun er skøn!“ sagde Rachel igen.

Afra Rabinowitsch smilte hele Tiden. „Netop derfor tager jeg ham“, sagde hun, „for at straffe ham.“ Begge de andre unge Piger gav sig til at le højt. „Ja det har Du Ret i“, raabte Rachel, „naar Du bliver hans Kone, Afra, er han straffet nok; men Du selv, hvor vil det gaa Dig i Ægteskabets Aag?“

„Naar jeg ønsker det, vil han give mig Skilsmissebrev“, svarede Afra roligt, „jeg vil tvinge ham dertil.“

I dette Øjeblik traadte Kalmus Feuerstein ind. Da han igen vendte tilbage til sine Gæster, sukkede han og begyndte saaledes: „De maa ikke blive vred, Weissmann Goldreich; men ingen af mine Døtre vil indtræde i Ægtestanden, de ville endnu ikke saa snart opgive deres Frihed, sige de; men der er Afra Rabinowitsch, et forældreløst Barn, min Myndling, en smuk Pige, en klog Pige og en rig Pige, meget rigere end mine Døtre, hun vil tage Eliam.“

„Det lader sig høre“, sagde Goldreich lettet. „Men Afra, det er intet jødisk Navn“, udbrød Eliam.

„Det er netop Tingen“, vedblev Feuerstein med et Suk, „Pigen er meget dannet og oplyst, hun har et kristent Navn og klæder sig efter kristen Skik, og som alle kloge Kvinder har hun sin egen Villie.“

„Min Eliam skal nok lære hende Skik“, raabte Goldreich fornøjet. „Jeg antager hende som Brud, kan jeg se hende?“

„Afra finder det ikke nødvendigt.“ „Jeg finder det heller ikke nødvendigt, at vi ses“, faldt Eliam ind, „naar kun min Fader er tilfreds. Naar skal Brylluppet staa?“

Dermed var Sagen afgjort paa ægte jødisk Vis. Eliam vendte tilligemed sin Fader tilbage til Kolomea og tænkte ikke videre paa sin Brud. Goldreich indrettede et af sine Huse for det unge Par, og i Feuersteins Hus havde man fuldt op at gøre med at sørge for Afra’s Udstyr. Denne forberedte sig derimod paa en ganske anden Maade til sit Ægteskab. Hun havde nydt en Opdragelse, der ikke lod noget tilbage at ønske, og var ganske vist i alt andet bedre oplyst end hendes Brudgom, kun om Talmud og Thora vidste hun ingen Besked. Hun begyndte da nu med en næsten komisk Iver at studere Talmud og Thora, ingen vidste i hvilken Hensigt, men hun vidste det.

Brylluppet blev, som Skik og Brug er, fejret midtvejs mellem Kolomea og Stanislau, i Nadworna, hvor de to Familier mødtes. Tilsløret og med Hovedklæde var Bruden under Tronhimlen i Synagogen bleven ført hen til Eliam, han havde stukket hende Ringen paa Fingeren med de Ord: Jeg trolover Dig i Evighed. Rabbien havde velsignet Parret, og det Bæger, hvoraf de begge havde drukket, var brudt i hundrede Splinter til Tegn paa, at Ægteskabet lige saa lidt kunde opløses, som Bægeret igen blive helt.

Straks efter Vielsen havde Eliam med sin unge Hustru besteget den forspændte og tildækkede Slæde for at køre til Kolomea og endnu havde han ikke set hendes Ansigt.

„Vil Du ikke afsløre Dig?“ vare de første Ord, han henvendte til hende.

„Nej“, svarede hun kort og bestemt, og drog Slør og Pels endnu tættere sammen.

Det var Aften, da de kom hjem, og Eliam førte Afra ind i sit Hus. Hun trak sig tilbage i sit Værelse og aflaasede Døren.

„Vil Du ikke spise til Aften med mig?“ spurgte Eliam.

„Jo“, svarede hun. Da Bordet var dækket, og Anretningen baaret frem, traadte hun ind med en fornem Dames hele Anstand.

Eliam betragtede hende overrasket. Det graa Silkeslæb og den røde Fløjelsjaket, der var besat og foret med Maaskind, lod hendes middelhøje, paa en Gang slanke og yppige Skikkelse vise sig endnu stoltere, end den i Virkeligheden var. Hendes Ansigt var smukt og friskt, hendes store, kloge, dunkle Øjne traf Eliams næsten spottende og under hendes med kostbare Ædelstene smykkede Pandebaand strømmede det fyldige, rødgyldne Haar ned over den sarte, hvide Nakke. Forvirret maatte Eliam slaa Øjnene ned. At se denne Kvinde uden Slør var i det mindste en lige saa stor Glæde som hin skønne, om hvem Talmud taler; det maatte han i første Øjeblik tilstaa sig selv. Afra havde nedladt sig ved Bordet. Eliam sagde Bønnen. Da han var færdig, raabte han pludselig næsten forfærdet: „Afra! Du har jo ikke af klippet dit Haar!“ „Til hvad Nytte“, svarede hun tørt, „ingen forstandig Pige lader sig mere maltraktere paa den Maade.“

„Men Moses har dog paabudt, at Kvindens Hovedhaar skal afrages!“

„Selv om Moses havde paabudt det, saa vilde det dog være ligegyldigt for vor Sjælefred. En Kvinde kan være slet med kort og dydig med langt Haar. Men, hvor staar det skrevet, at Moses har paabudt at afklippe Haaret?“

„I Loven staar det skrevet?“

„Hvem siger Dig, at Moses har skrevet Loven?“ svarede Afra, idet hun med Hovedet hvilende i venstre Haands hule Flade spottende saâ paa sin Mand, og med højre Haands hvide Fingre pillede ved sit med Pelsværk besatte Ærme, fra hvilket hendes fyldige Arm skinnede frem.

„Moses skulde ikke have skrevet Loven!“ raabte Eliam. „Kvinde, er Du meschugge[1]?“

„Moses har ikke skrevet Loven“, vedblev den skønne, unge Kvinde, idet hun lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors over det sagte bølgende Bryst. „Moses kan slet ikke have skrevet Loven, ti i femte Mose Bog ellevte Kapitel fortælles Moses’ Død, og Du vil dog indrømme, at intet Menneske, ikke en Gang Moses, kan beskrive sin egen Død, og i samme Kapitel tiende Vers hedder det: „Og der opstod siden efter i Israel ingen Profet som Moses.“ Dette kan heller ikke Moses selv, men kun én, der levede langt senere, have skrevet om ham.“

Fuldkommen tilintetgjort stirrede Eliam paa sin Hustru, Ordet døde bort paa hans Læber, han følte sig som en Orm, der forgæves krummede sig under hendes Fod.

„Og dog kalde Talmudisterne enhver for Posche Israel, for en Kætter, der ikke vil tro, at Gud selv har dikteret Moses hvert Ord i Loven“, vedblev Afra med grusom Glæde. „Jeg ærer Loven og Talmud, fordi jeg ærer vor Tro, som de lære, og fordi de ved Siden af megen Daarskab indeholde megen Visdom, og fordi man ikke kaster Hveden bort, om ogsaa den indeholder mange Avner; men vor Videnskab naar nu langt videre end de Vismænds, der have skrevet disse Bøger. Den oplukker os hele den Verden, vi leve i, og Stjerneverdenen over os, den afslører os de Vildfarelser, som indeholdes i Talmud, Loven og i Skriftens andre Bøger.“

„Vildfarelser! i de hellige Bøger!“ stammede Eliam; Jorden syntes ham at vakle under hans Fødder. „Frygter Du ikke, Afra, at Jorden skal aabne sig og opsluge Dig?“

Men Jorden aabnede sig ikke, og opslugte ikke den skønne Kvinde, omendskønt hun skødesløst hyllet i sin Pelskaabe gav sig til at le ganske højt. „Lader Josva ikke Solen staa stille i Gibeon, og dog vide vi nu, at det er Jorden, som bevæger sig om Solen. Lader Moses ikke Gud skabe Verden i syv Dage og dog vide vi, at den er fremstaaet i et Tidsrum, hvis Storhed, vor Tanke ikke formaar at fatte? Dér ser Du, at jeg kender din Thora og din Talmud bedre end Du selv; men Du véd intet om de Ting, som jeg véd. Kender Du de Lande og de Folkeslag, som findes under andre Himmelstrøg? Du kender dem ikke. Kender Du Digterne, Malerne og deres Værker? Du kender dem lige saa lidt som de forbigangne Tiders Historie, som Athen og Rom, Perikles og Cæsar. Sig mig Navnene paa de Stjerner, der nu komme frem paa den natlige Himmel? Sig mig, hvorledes Planten opstaar, vokser og forgaar! Du kan ikke sige mig det. Lad Du derfor mig og mit Haar urørt!“

Eliam var bleven rød og bleg igen, han skammede sig over, at han intet kunde svare Afra, og endnu mere skammede han sig over, at han netop i dette Øjeblik kun havde Øje for, hvor skøn hun var, og kun én Tanke: Denne Kvinde fortjener dog at elskes.

„Maden bliver kold“, sagde Afra. Eliam sagde intet Ord, men satte sig lige over for hende. De spiste, derpaa stod Afra op og gik hen til Vinduet. Eliam betragtede hende med en Slags Beundring, han stod op, han forsøgte at nærme sig til hende; men hans Fødder vare som naglede til Stedet.

„Godnat“, sagde hun endelig og gik ind i sit Værelse. Han havde ikke vovet at kysse hende, endnu mindre vovede han at følge efter hende. Overvundet af en Kvinde, beskæmmet til Døde, sad han endnu længe foran sin opslagne Talmud, men han kastede intet Blik i det store Læderbind, han tænkte kun paa sin Hustru, mens denne hemmelig af ganske Hjerte morede sig over ham.

Da Afra’s lille Haand den næste Morgen ved Frokostbordet tilfældig berørte hans, idet hun kom Sukker i sin Te, blev Eliam ildrød. Den unge Kone bemærkede det med Glæde; men det var hende dog ikke nok. Da hun havde drukket sin Kaffe, traadte hun hen foran Spejlet for at ordne sit Haar og saâ nu, hvorledes hendes Mand formelig slugte hende med Øjnene. Hun smilte stolt; men heller ikke dette tilfredsstillede hende endnu. „Jeg vil gaa i Byen for at købe noget“, sagde hun derpaa. „Skal jeg ledsage Dig?“ spurgte hendes Mand rask.

„Hvorfor?“ svarede hun med et bistert Blik, „jeg vil ikke rive Dig bort fra din tilslørede skønne.“ Nu blev han bleg, og hendes skønne Ansigt lyste af den højeste Triumf, hun vidste i dette Øjeblik, at han var forelsket i hende. I to Minuter herskede der en saa dyb Stilhed i Værelset, at man kunde høre en Naal falde og virkelig faldt der en Haarnaal, som Afra forsætlig tabte paa Gulvet. „Eliam“, sagde hun uden at røre sig, „tag mig den Haarnaal op.“

Han skyndte sig at tage den op; den skønne, unge Kvinde trak Vejret dybt, hun havde vundet sit Spil.

* * *

Et Aar var forløbet, i hvilket Afra med ondskabsfuld Munterhed bestandig sejerrig havde bekæmpet Eliams stivnede Tro og mørke Fordomme, medens han ikke en Gang havde vovet at berøre hendes Haand med sine Læber. Atter faldt hvide Snefnug, og Isblomster glimrede paa Huderne. Den unge Frue sad med sin Pelskaabe kastet, om sig i sit Værelse og saa misfornøjet ind i den flammende Ild.

Da traadte hendes Mand ind. Hun blev forskrækket og vendte sig derpaa uvillig bort. „Du er ikke tilfreds, Afra“, begyndte han, „hvad skal jeg gjøre for at fornøje Dig?“

„Hvem spørger en Kvinde om hendes Mening“, svarede hun med et ondskabsfuldt Smil, „hvad Vægt ligger der paa saa underordnet en Skabning?“

Eliam saâ overrasket paa hende. „Nu forstaar jeg Dig“, udbrød han. „Du har hørt de taabelige Ord, som jeg den Gang talte til Feuerstein, og derfor hader Du mig.“

„Jeg hader Dig ikke, jeg elsker Dig kun ikke.“

„Det er mig nok“, sagde Eliam; „jeg elsker Dig og vil se Dig lykkelig.“

„At elske en Kvinde er en vís Mand uværdigt“, svarede Afra og begyndte at le højt; men vil Du se mig lykkelig, saa giv mig fri. Jeg har kun taget Dig for at straffe Dig, og hvis Du tvinger mig til at blive hos Dig, skal Du faa et Helvede i dit Hus!“ Eliam smilte sørgmodig. „Hvor Du er, kan Helvede ikke være“, sagde han; „men jeg kan ikke se Dig ulykkelig. Han forlod hende og da han kom tilbage, lagde han Skilsmissebrevet i hendes Skød. Hun saâ vist paa ham; men nu kunde hun intet sige; dog begyndte hun straks at forberede sig til Afrejsen, mens han lod Slæden forspænde til hende.

Da endelig alt var i Orden, stod hun i Rejsepels og med det skønne Hoved hyllet i en Baschlik midt i den store Stue, saâ endnu en Gang paa ham og sukkede. Da rakte hun ham Haanden. Han bøjede sig over denne Haand, der kold som Is laa i hans, for at kysse den, og der faldt en Taare paa den. Da drog Afra heftig Haanden til sig, sønderrev Skilsmissebrevet og kastede sig grædende om hans Hals. Og denne Gang fandt ingen af dem Ord.



  1. Jødisk Betegnelse for afsindig.