Spring til indhold

Jagtbreve/26

Fra Wikisource, det frie bibliotek

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn


Jagtbreve.pdf Jagtbreve.pdf/7 151-159

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XXVI.

I Novbr. 1888.

Agerhønsejagten er forbi for iaar, men der er god Lejlighed til at skyde en And eller to om Aftenen paa Træk; nu er de store og fede. Man maa i Dagens Løb se efter ved Dammene og Mergelgravene, om en Andefjer skulde være blæst paa Land eller sidde hængende i Grøden; det er et tilforladeligt Tegn, uhyggeligt røbende som Haarnaale paa et Ungkarlegulv, paa det kan man godt i Skumringen sætte sig under en Busk ved Brinken og vente, man vil som Regel ikke blive skuffet. Saa er der de lækre Efteraarssnepper paa Vejen Syd efter, en og anden Efternøler af en Bekkasin, Kramsfuglene, som man bedst tager paa Rønnebær i Doner, og nogle andre Trækfugle; men Fjervildtets Tid er væsenligst forbi, nu er det Haarvildtet, som maa holde for: Hjort, Raadyr, Hare, Ræv og Grævling.

Kronhjorten findes i Danmark kun vild i Jylland, nemlig i den lille Vildmose, ved Frijsenborg, paa den nordlige Del af Djursland og hist og her enkelte strejfende Stykker; paa Øerne er den fuldstændigt udryddet, det sidste Stykke Kronvildt blev skudt paa Fyen for en Menneskealder siden; i Sverig findes den i det sydlige Skaane, i Norge spredt omkring og navnlig ved Bergen og paa Øen Hittern ved Trondhjem.

Paa Klapjagterne kommer Krondyrene sjældent for, da de har Tilbøjelighed til at gaa imod Klapperne, men efter et godt Lag Sne er det Tid at jage dem, man ringer dem, kredser dem ind ved at tælle ud- og indadgaaende Spor, og naar man har fundet den Tykning, i Almindelighed tætte unge Graner, hvori de har trykket sig, stiller Skytterne sig for og en Jagtbetjent med en lille Hund driver dem ud. Om Efteraaret i Brunsttiden er Hjorten uspiselig, men i Sommermaanederne kan man jage den ved med Riffel at liste sig til den paa de aabne Sletter, naar Dyrene om Aftenen gaar ud, eller ganske tidligt om Morgenen, inden de endnu er lusket ind i Skovtykningerne; men her gjælder det, at Morgenstund har Guld i Mund, man skal ud, før Solen er staaet op, inden Fuglene har rørt sig, medens Duggen perler paa Bladene og hænger saa tykt i hvert Ædderkoppespind, at hele Marken synes dækket med et Næt og Skoven gjennemvævet af Traade. Man bliver dyngvaad ved at gaa igjennem Græsset.

Daadyret, som for et Par Aarhundreder siden er indført, findes nu spredt over en stor Del af Landet. Det drives frem som Raadyret og danner med dette og Ræven og Haren Klapjagternes Hovedstyrke.

Man kan ogsaa jage Daadyret til Hest med Støvere. Dertil hører imidlertid et stort og kostbart Apparat af Heste, Hunde og Betjening, som i vor Tid kun en enkelt Jagtherre hertillands i nogle Aar har holdt. I Udlandet, og da navnlig i England, findes der mange Meuter, Hjorte-, Ræve- og Hare-Meuter, tidt som Forenings-Foretagender, hvem der har en Hest, kan ride med, og Den, der lægger Hindringer i Vejen for Jagten, er ikke nogen god Engelskmand; men de mange ubarmhjærtige Jærnbaner gjør Jagten mere og mere vanskelig og vil ende med at umuliggjøre den.

Endog Dronningen holder Meute og lader den i Saisonen jage en Gang om Ugen efter en indfanget Hjort, der kommer kjørende i Tremmebur, og som, naar Hundene har sat den, fanges ind igjen og kjøres bort for at benyttes ved en anden Lejlighed; og for at give den mere Kraft, fodres den i Mellemtiden med Havre.

Hvor der er Mangel paa Ræve, slæbes et Skind, tidt smurt ind i Olier, en Timestid, før Jagten skal begynde, efter en Rytter; derved er man Herre over, hvor Jagten — en Ridetur — skal gaa for sig, Hundene følger paa Lugten Skindets Vej, man kan bestemme Forhindringernes Antal og Størrelse, medens en opskræmmet Ræv eller en løssluppen Hjort kan gaa i hvilken Retning, det skal være, kuu véd man, at Hjorten ender med at søge mod Vinden, naar dens Lunger begynder at svigte. Mødetiden er om Morgenen; Mødestedet bekjendtgjøres, og mange af Deltagerne har maaske flere Mil dertil; Jagtens Ledere stiller i rød Kjole — og det kan Deltagerne ogsaa gjerne, hvis de har Lyst til det. Enhver er velkommen uden Hensyn til Kjøn eller Alder, der er kun Et, der forlanges: Frejdighed; og hvorfra ser man Verden lysere, end fra en fyrig Hests Ryg? Naar er man mere selvbevidst, mere velvillig stemt, mere Øjebliks-Menneske? Maalet ligger fremefter, efter de halsende Hunde, over Stok og Sten, over Gjærder og Grøfter, take care of yourself er Parolen, Ingen bryder sig om Den, der bliver bagud, man puffes og trænges, Ingen rider afvejen for at gjøre Plads, Ingen standser for at hjælpe Den, der falder af, afsted! fremad! til Jagten er endt paa en aaben Plads, hvor Hundene faar Lov til at flænge i Skindet af en Hare og æde dens Indvolde, og de sveddryppende Heste tager Pust. Saa er det Tid at se sig om efter en herreløs Hests Rytter. Det halve Overhus mangler et Øje, en Arm, et Ribben, sat til paa Parforcejagten.

Den eneste danske Meute — en fransk Hjorte-Meute — er som sagt gaaet ind: Rideture efter Hunde, der følger Hjort eller gaar paa Slæb, finder ikke Sted i Danmark for Tiden. Derimod tager nogle af vore store Ejendomsbesiddere Harer med Mynder; men denne Jagt er kun de Faa tilladt, der har et samlet Areal, hvorpaa hviler 200 Tønder Hartkorn, i og for sig en besynderlig Bestemmelse, fordi Arealets Størrelse, som dog formentlig burde være det Afgjørende, bliver saare forskjellig, enten Jorden er god eller mager.

Selskabet, Herrer og Damer mellem hverandre, rider i en lang Linje i Skridtgang over en Stub- eller Græsmark; en Jagtbetjent gaar bagved med en 4—6 koblede Mynder; han slipper et Par, de farer hen i Rytterlinjen og følger med den, spejdende, Hovedet højt; Øjnene paa Stilke. En Hønsehund eller en Foxterrier kan faa Lov til at vimse omkring og snuse i Totter og Grøftekanter, thi Mynderne letter ikke Vildtet, de bruger blot Øjnene og Benene. Næsen — Hundens fineste Organ — er ødelagt ved andre Sansers Udvikling. Haren kan forstikke sig paa den flade Mark, Rytterne kan passere lige forbi den, uden at den rører sig, men i samme Nu, som den springer op fra sit Leje, krummes Myndernes Ryg som en Bue, der spændes, og strækkes som en Staalfjer, der slappes, afsted gaar det i voldsomme Spring, Hestene slaar af sig selv an i Carrière, lægger sig paa Biddet og pruster, Rytterne samler dem op, støtter dem, Hunde- og Jægerlinje trækker sig ind mod et eneste Punkt: den flygtende Hare, der dog endnu ikke har fattet Faren; den hopper ganske smaat afsted og lader uforsigtigt Forfølgerne nærme sig. Men med Et gaar det op for den, at det er galt fat: de rasende Hundes Kæmpe-Spring , de ustyrlige Hestes Fnysen, Jægernes uhyggelige Tavshed, Altsammen vendt mod den: det er Livet, det gjælder. Saa lægger den Ørene tilbage og skøjter ud i lange, flade Sæt, de bløde, korte Forpoter strækkes lige frem og idet de berører Jorden, kastes de lange muskelstærke Bagben udenom dem, frem foran Snuden, hele Kraften er samlet i den forkortede Krop til et nyt Spring. Men Mynderne vinder ind paa Haren. Saa bøjer den af i en skarp Vinkel til Siden, Hundene faar ikke Tid til at vende, Rytterne farer lige ud, Haren har vundet en Hundrededel af et Sekund og et lille Forspring. Dog! snart er Linjen vendt, Hundene i Hælene med deres graadige Gisp og skoldende Aande og blodsugende Blik, den savlende Tunge hænger ned fra de fraadende, af hvide Tandrader glinsende Kæber, der dirrer af Begjærlighed efter at flaa i det varme Kjød, Halsen kravler ud af Brystkassen, Hovedet af Halsen, Snuden af Hovedet for at naa Harens Blomme.

Det gjælder Livet.

Saa stopper Haren. Midt i den voldsomste Fart, netop da Hundeflabene gabede op for at gribe den, standser den, Bagbenene stritter imod som en bakkende Hjuldampers Skovle, den glider et Par Tommer henad Marken, Hundene farer videre, fremefter, de kan ikke stoppe, gaar paa Hovedet — og inden Hunde- og Rytterlinjen har faaet sig sundet, er vendt og begyndt igjen, er Haren hundrede Alen borte.

En Skov er Harens Fristed: derinde løber Mynderne og tosser; en lille Plantning kan redde den, hvis da ikke Hønsehunden driver den ud; men paa flad, aaben Mark bliver i Almindelighed mange Hunde Harens Død. Den forreste Mynde snapper den, men kan i Farten ikke holde den, kaster den tilvejrs, og de efterfølgende Hunde griber den og bider den ihjel. I en Brakmark kan Haren ikke klare sig, men paa en haard Græsmark kan en kraftig og snild Hare give selv dygtige og trænerede Hunde nok at bestille, og det hænder, at naar en Hare med den mest udholdende Mynde efter sig har faaet et Forspring og er forsvunden i en Mergelgrav eller bag en Høj bevokset med langt Græs, kan den indhentende Jæger træffe Haren og Hunden ligge gispende Side om Side, og han kan sidde af den skummende Hest og tage Haren med Hænderne. Men saa har Haren reddet Livet; thi naar den har udpustet, faar den Friheden, medens Hundene holdes koblede.

Det er et daarligt Hareaar iaar, der er saa godt som ingen Killinger, hvortil Grunden formodenlig maa søges i den fugtige og kolde, ufrugtbare Sommer, enten at Harerne slet ikke har ramlet eller at Yngelen — Sætteren er en elendig Moder — er omkommen. Man kan ride Mark op og Mark ned uden at støde en Hare; rejser man saa endelig en, gaar Jagten des ivrigere: har Lejligheden ladet vente længe paa sig, er den saa meget mere kjærkommen, baade for Hunde, Heste, Ryttere og Ryttersker, thi Ryttersker er der, Damerne er selvskrevne, nødvendige, uundværlige paa en Parforcejagt, naar det skal have nogen Art. Men der stilles store Fordringer til dem: en ulastelig Figur (den afrundende og blødgjørende Silkevat maa melde sig fra Tjeneste her, den maa omgaaes varligt, den taaler ikke stærke Bevægelser, saa gjør den tvertimod kantet og bulet), en tætsluttende Kjole af det fineste Klæde — og den skjuler Intet, slet Intet — Haaret heftet i en Knude i Nakken, urokkeligt, hvor vildt end Farten gaar, Cylinderhatten, hvis Slør bør være det eneste Couleurte, og et Sæde, let, sikkert, lige og dog bøjeligt, støt og dog utvunget — det er nogle af Fordringerne. Intet Kniberi, ingen Albuer i Siderne, ingen højre Skulder frem, ingen Falden-for-over i Springene, Ungdom og Chic blæser ad Faren, Hjærtet banker, Kinden brænder, Øjet funkler, der er vel ogsaa en og anden Læbe, der dirrer i Smug. Og det glødende Hjærte fænger og fængsler, Gnisten varmer og tænder, en ung smuk Kvinde, der tumler og styrer sin skummende fyrige Hest over Hegn og Grøfter og Volde, er daarende — og der er vist aldrig Nogen, der har seet ømmere, mere kælne og bønligere Blikke veksles mellem en nysprungen Rose og en dunhaget Knøs, end Riddertidens Jagtfalke — ­— — men det er sandt! de havde jo Hætte over Hovedet.

Den Godsejer, der vil beholde en Harebestand, gjør bedst i helt at skaane Haren iaar.

Vor Jagtlov, som der jo forresten omtrent laves om paa hvert Aar, er for saavidt uheldig, som den opstiller bestemte Regler, medens Jagten hvert Aar burde rette sig efter Forholdene og derfor fastsættes af Administrationen. Saaledes er det i flere andre Lande — og iaar burde Harejagten være fuldstændig forbudt.

Vi har en Jagtforening hertillands, som vedkjender sig, at et af dens vigtigste Formaal er at søge at paavirke Jagtlovgivningen, men det er ikke gaaet op for den, at om noget saa vekslende som Vildtbestand kan der ikke gives almindelige Regler, der gjælder for hvert Aar.

Jeg var engang til et Jægermøde i Kjøbenhavn, hvor netop Fredningsbestemmelser forhandledes, og i deres Iver ansaa de brave Jægere sig for rigtige Lovgivere og mundhuggedes tappert om Tidsbestemmelser for Jagten; navnlig var der et Par jydske Nimroder, som var højst uenige om, hvorvidt Jagten paa Urhaner burde begynde den 15. Avgust eller først senere — og de lyttende Øboere slikkede sig om Munden ved at høre om dette ædle Vildt.

„Man kan umuligt skjælne den unge Urhane den 15. Avgust,“ sagde den ene Jyde afvisende.

„Jeg véd ikke, hvad De kan eller ej,“ snærrede den Anden, „men jeg kan.“

Beundring fra Tilhørerne.

De! — De har aldrig seet en Urhane uden som stegt.“

Tableau!