Spring til indhold

Jagtbreve/27

Fra Wikisource, det frie bibliotek

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn


Jagtbreve.pdf Jagtbreve.pdf/7 160-164

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XXVII.

Naar der er falden et jevnt Lag Sne om Natten med højt Vejr i Dagbrækningen, er det Tid at gaa paa Sporsne. Saa faar man ret at se, hvad Skov og Mark rummer: Raadyrene har søgt til Roebatterierne eller til de unge Askeplantninger eller skrabet Olden frem i Højskoven; Rævens Trin, den ene Fod foran den anden, om til alle mulige Huller og Rødder, langs Halmstakke og Udhuse — der kunde gjerne en Høne være bleven lukket ude eller Skodden glemt for Hønsehuset — vidner om, hvor nøjagtigt han afsøger; af og til kan man træffe Odderens Fod, der forsvinder i et Vandhul, eller Maarens, der pludseligt bliver borte, fordi Dyret er gaaet til Træs og saa har sprunget et langt Stykke fra Gren til Gren — i Sneen staar Alt skarpt, reent, klart. Men Jagt giver det ikke. Det er først Harens Spring, man følger, 4 og 4 Spor sammen, de to — af Bagbenene — ved Siden af hinanden forrest, de to andre skævt bagved, thi Haren kaster de lange Bagben udenom de smaa Forpoter.

Den har travlt, Haren, naar den om Natten er ude paa Fouragering, omkring til Græstotter eller ud paa den unge Rug, frem og tilbage gaar det, op og ned ad en Agerrende eller en Sti, det ene Spor i det andet, og kan man ikke klare dem, saa ringer man, gaar udenom en Mark eller om et Stykke af den og tæller, hvorvidt Haren er gaaet ind eller ud af Kredsen.

Har man saa endelig klaret sig et frisk Spor, der fører bort fra Foderpladsen, f. Ex. ud paa en Pløjemark, kan man være sikker paa, at det er den for Morgendæmringen flygtende Hare, hvis Fod man gaar paa. Saa spændes Bøssen og Hunden følger spejdende ved Siden. Pludseligt bliver Sporet borte: Haren har gjort et Kæmpe­ spring ud til Siden, maaske flere i Træk med korte Fladløb, for at skuffe Forfølgeren, der nu er dobbelt opmærksom, han tror sig lige ved Vildtet, men det er falsk Spring, Skin-Manoeuvrer, Jægeren støder paa et Par tomme Hare-Sæder, men medens han kigger efter dem, passer Haren sit Snit bag hans Ryg og stryger lydløst ud af Skudvidde.

En øvet Sporsne-Jæger kan ofte skjælne Haren i Sædet, men i Almindelighed vil den springe op som tryllet frem af Jorden, og paa en Dag, da Haren holder godt, er det ikke nogen stor Kunst at skyde den. Men Jægeren kan da forstørre Harens Chancer ved at lade Hagelbøssen blive hjemme og tage Riflen paa Nakken; og det giver god Øvelse, thi i Sneen kan man se Kuglens Anslag og følge dens Gang.

Heldigvis for Haren er det sjældent, at vi hertillands med vor stadige Blæst har jevnt Snelag, ellers vilde den blive udryddet; thi Harejægere har vi i Overflødighed, der behøves hverken Hund eller Baad eller Klappere, blot en Bøsse og en Brakmark.

I Skovegnene, hvor Sneen falder jevnt og stille, jager man andre Dyr end Haren paa Sporsne: i Sverig ringer man Elsdyret og Ræven, som dér ikke søger i Huler, men ind mellem Sten og Fjeldstykker, i Amerikas Urskove følger man Bjørnen til Hi efter det første gode Sneelag, og er der, som det ofte hænder, straks falden en 4—6 Tommer, kan man godt lade Sporet blive nogle Dage gammelt: det holder sig. Men man skal være forsigtig, ikke blot overfor Bamsen, ogsaa tage Vare paa, hvor man er, at man ikke farer vild.

En Morgen traf jeg et Bjørnespor og fulgte det. Min Hensigt havde været at gaa en lille Jagttur efter Skovhøns, jeg havde blot medtaget en Hund, en Bøsse — med hvilken jeg dog foruden Smaavildt havde skudt flere Bjørne — og et Par Snesko, men intet Proviant. De vældige Lapper havde trykket tydelige Mærker i Sneen, Kløerne, Haarene stod at læse, det var næsten, som om man saae Dyret. At den gik i Hi, var klart: der var ingen Svinkeærinder ud til Siderne efter Føde, ingen Skraben og Snusen, det var støt Gang ad Stierne, udenom Fjeldene, over Floderne paa faldne Kæmpetræer.

Maaske den laa i Hi ligeved — maaske paa den anden Side den Høj — — maaske ikke tusinde Alen borte — det var ikke til at holde ud at opgive, Tiden gik, det blev Middag — og det lakkede hen ad Aften.

Saa begyndte det at sne. Jeg stødte paa en Sø, jeg ikke kjendte. Saa vendte jeg om og fulgte mit eget Spor tilbage. Men Snevejret tog til, de gamle Trin blev mere og mere utydelige og Mørket faldt paa. Saa lod jeg Hunden gaa foran og fulgte den. En Timestid gik vi saaledes, Sneen faldt i store Flager, jeg kunde kun lige skjælne Hunden foran mig. Men pludseligt standsede den raadvild, snusede i forskjellige Retninger: den havde tabt Sporet. Der var ikke andet for end at overnatte paa Stedet.

Heldigvis fandt jeg et Birketræ, der var faldet i Sommertiden, hvorfor det visne Løv hang fast paa Kvistene, snart knittrede et voldsomt Baal op imellem Stammerne, lyste, varmede, slikkede Bunden tør — og at fodre Baalet med tørre Grene af udgaaede Træer gav Arbejde nok for hele Natten.

Men Sneen faldt og faldt.

Mit Compas havde jeg ikke medtaget; og hvis jeg nu, naar Dagen kom, ikke kunde finde mit gamle Spor, hvad saa?

Men det fandt jeg snart; skjønt lidt udvisket, var det dog tydeligt, den ene Sænkning efter den anden viste hvert Fodtrin, og ved Middagstid naaede jeg min Hytte.