Jagtbreve/28
XXVIII.
I Menneskets Anvendelse af Hunden er Arbejdets Fordeling, til stort Held for Resultatet, bleven gjennemført, det er ikke som med Hesten, hvor det forlanges, at samme Individ skal være tjenligt til Alt muligt, til at kjøre med, ride paa, trække Plov, paradere osv.; Hundens Udvikling er énsidig, dens Natur er af blødt Stof, som let lader sig forme, og Troskaben vokser hos den — som hos Mennesket — ved Tildeling af Prygl og Kjødben i passende Afveksling. Enhver Hund har sin begrænsede Opgave, blot f. Ex. det: at jage Ræve, kræver forskjellige Hunde med vidt forskjellige, stærkt udviklede Egenskaber.
En almindelig Jagthund kan anvendes som Klapper efter Ræve; Jægeren stiller sig for, Hunden gaar udenom Tykningen eller Rørmosen og driver Vildtet ud; Støverne derimod følger halsende Ræven paa Foden med Snuden langs Jorden, fulgt af Rytterne; Vildtet indhentes ikke, det løbes træt, hvorimod Mynderne, tavse og uden Næse, paa fri Felt indhenter Ræven og dræber den, hvis de tør lægge Skind til; tør de ikke det, sætter Ræven sig paa Bagdelen, viser Tænder og bider fra sig, Rytteren kan ingen Fortræd gjøre den, og i smaa Hold, for at holde Mynderne fra Livet, gaar det ad Skoven til; Gravhundene endeligt skal jage Ræven ud af Hulen; det er Modet til at angribe, hvorpaa det kommer an.
Der er saaledes mange Maader at jage Ræve paa med Hund, og desuden kan man uden Hund skyde dem i maaneklare Frostnætter paa Aadsel, en kølig Fornøjelse, eller tage dem paa Gift, af alle Maader den mest indbringende, hele Egnens Bestand kan fanges, thi Ræven trækker langt omkring, navnlig i Juli Maaned, efter at Hvalpene kan gaa paa egen Haand.
Den Kunst drives ved at lægge forgiftede Smaafugle ud i Skoven, men forresten kjender jeg den kun af Omtale; der hører nok speciel ministeriel Tilladelse til, formodenlig Indenrigsministerens, eller maaske — Gift! — Justitsministerens; eller vel allersnarest Ypperstepræstens. Jeg véd da, at naar jeg skal bruge Rottekrudt, maa jeg paa Apotheket præsentere en Sædelighedsattest fra min Sognepræst, og naar jeg sammenligner, hvad jeg saa faar, hvoraf mine Rotter æder betydelige Qvantiteter, uden at det synes at anfægte deres Velbefindende, med Strychnin, der øjeblikkeligt dræber det største og mest sejglivede Bæstie, forekommer det mig ikke urimeligt, om der maa Kirkens højeste Myndigheds Velsignelse til for at forgive Ræve.
Men har jeg end ikke taget Ræve paa denne Maade, saa har jeg taget Ulve. Man skærer smaa Stykker raat Kjød halvt igjennem med en Pennekniv, dypper Knivens Spids i Strychninens fine, hvide Krystaller, stikker den ind i Flængen, presser Kjødet sammen og trækker Knivsbladet ud. Paa Steder, hvor man kan se Ulvenes Gang i Sneen, f. Ex. over en tillagt Flod, stikker man Kjødstumperne paa Enden af unge Skud, afskaarne og tilspidsede omtrent en Alen over Jorden. Man har Tal paa Bidderne, kan let finde dem igjen og se, hvormange hver Ulv har slugt, og ligger Dyret ikke paa Pletten, stammer det fra, at Kjødet har været frosset og Giften først kan virke, naar det tøer op; saa følger man Sporet, indtil man finder Liget.
Allerede hen paa Efteraaret tilbringer Rævene af og til Dagen i Grav, men det er dog først, naar det bliver koldt, raat og uhyggeligt i Skoven, at de til Stadighed om Morgenen kravler ned i deres lune Huler, og især er de dér i Rolletiden efter Nytaar; saa kan man træffe 2—3 Kurmagere om én Madamme. Hvorvidt en Grav er beboet eller ej, kan man i Almindelighed slutte sig til af Adgangen, ligesom hvorvidt det er Ræv eller Grævling, der har Bolig i den, idet Grævlingen laver en lille forsænket Vej ned til Røret; men tidt kan der i en Samling af Grave være begge Slags Dyr, og hvad Graven indeholder, kan man i Tøvejr som Regel ikke se, fordi det ikke er muligt i Løvet at klare de friske Spor, hvorimod det er ulige lettere paa Sne, og er der faldet et Lag hen ad Morgenstunden, kan man følge Ræven hjem; men derfor kan der gjærne være en Grævling inde, thi den gaar nødigt ud i Sneen.
Var ikke de slemme Grævlinger til, vilde det lette meget paa Gravjagten. Englænderne siger rigtignok, at de har Hunde, som haler Grævlingen ud ved Nakken, naar den ikke vil gaa paa egne Ben; men saadanne Hunde har vi ikke hertillands, vore Hunde bliver nede i Graven i Time-vis, ligger og halser foran det tykke Dyr, der ikke rører sig, uden for at bide fra sig, hvis det angribes, og har man Vished for, at der er Grævling i Graven, bør man aldrig slippe Hundene derned, og er de komne derned, søge snarest muligt at faa dem fat og i Strikke. Men det hænder, at man kan staa og vente det meste af Dagen udenfor en Grævlingegrav for at faa Tag i Hundene, og naar man saa endelig fanger dem, kan de være saa forbidte, at de maa under Dyrlægebehandling for at lappes sammen. Allerværst gaar det dog, naar Grævlingen faar Hunden lokket eller drevet ind i et blindt Rør og lukker for den, kaster den inde der; Hundens Stemme lyder svagere og svagere og forstummer sluttelig ganske. For at frelse sin Samvittighed, graver man næste Dag med et Par Mand i Bakken, det nytter sjældent, Hunden er tabt.
Hvorledes Jagten under Jorden egenlig gaar for sig, er vanskeligt at danne sig en begrundet Mening om: man har kun Hundens Glam at dømme efter; Ræven er tavs. Undertiden flytter de Kæmpende sig, det kan man høre, til andre Tider synes Striden staaende, eller der er komplet Ro. Skal der være nogen Fart i Jagten, gjælder det først og fremmest om at have gode, kraftige, kvikke, uforsagte og bidske Hunde. Foxterrieren er Indbegrebet af den vildeste Energi.
Naar Jagten under Jorden har varet længe, kan det være hensigtsmæssigt at fange Hundene ind og lade dem trække til Siden; saa skal Ræven, naar Alt er tyst, have Næsen udenfor, op at se, om der ikke skulde være Lejlighed til at slippe bort, Jægeren faar højst blot et Glimt af den, men maaske nok til at kaste sit Skud med Held; han trækker da det døde Dyr ud af Hulens Gab, Hundene faar Lov til at ruske lidt i Bælgen, og naar Ræven er strejfet — det gaar nemt, saalænge den er varm — puttes Pelsen i Tasken, den lange, smækre, overraskende spinkle Krop med de grinende Tandrader hænges op over en Gren, og Jægeren gaar til en ny Grav eller hjem. Men har han tilbragt hele Dagen i Sneen, er han forkommen, Fødderne er som Istapper og han har fortjent sin bestilte Grønkaalssuppe med Smørrebrød og Snaps til — Reminiscenser fra Soldatertiden gaar det under.
Rævehuler er af meget forskjellige Dimensioner, ligefra ældgamle Grave med mangfoldige Adgange og utallige, vidtløftige, sammenløbende Rør, der underminerer en hel stor Bakke i Skoven, og til den etaarige, enkelte Gang med udvidet Soveplads for Enden. Det Heldigste for Jagten er 2 Rør; naar Hundene slippes ned ad det ene, presses Ræven ud af det andet, og ved en saadan Grav har maaske Jægeren næppe faaet valgt sin Standplads, før Ræven kommer farende ud; men i de store, gamle Huler kan der være en Løben-Tagfat omkring i Gangene i Time-vis, man hører blot Hundene halse, Jægeren venter og spejder, og kan saa endelig Mikkel ikke holde det gaaende længere under Jorden og drives frem, er han fortabt. Jægeren staar kun nogle faa Skridt over Hulens Indgang og har frit Skud; Ræven har ingen Chance.
— Men Tiden sniger og Tiden bli'r lang. Saa løber Tanken sin sælsomme Gang, saa vide om Lande og Riger; og støver op fra Der var engang de gamle Minder med Suk og med Sang om Dans og om Vin og om Piger, om Storm og Stille, om Fjærnt og Nær, om ristede Runer og døvede Sværd, om Ild i Blodet og vildt Begjær, der stamper og stønner og higer, om Trangen bort og om Veen hjem — — og saa kommer Blyant og Tegnebog frem og snakker om Vin og om Piger, om ude og hjemme, om før og nys, om djærve Haandslag og hede Kys, om sledsk og besnærende Smiger; om søvnløse Nætter, om blodige Trætter, om tavse, øde, vidtstrakte Sletter, om Haabet, der svulmer og viger. Og Jagtkniven gjemmes og Hundene glemmes og Rævens Aktier stiger.
„Giv mig et Ord, et Haandtryk, et Nik, hvorpaa jeg kan Livet bygge. Giv mig et Smil, giv mig blot et Blik — vis mig paa Ruden Din Skygge.“
„Jeg giver Dig Alt, hvad et Menneske rummer: min Sjæleangst, min lønlige Kummer, min Ro, min Lykke, min Fred, mit Mod; min Mund, min Favn og mit Hjærteblod.“
Naar saa Ræven passer sit Snit, falder der ikke engang Skud. —
— Farvel!
Bogánis.
