Jakob Badens Levnet – Baden’s Hjemkomst
Baden’s Hjemkomst
[redigér]Efter da et Aars Ophold ved dette Universitet, og fire Aars Fraværelse af sit Fødeland, vendte Baden hjem til stor Glæde for sin aldrende Moder og en kær Broder, men til ikke mindre for de sine videnskabelige Landsmænd og Venner, der forstode at skønne, hvad Videnskabsmand Fædrenelandet i ham havde faaet, og hvad Fordele vor den Tid opkimende Literatur af ham torde vente sig. Strax efter sin Hjemkomst søgte og derfor vor unge lærde Jakob Baden at vise, hvad man torde kunde vente sig af ham, ved at indbyde til offentlige Forelæsninger saavel over det tydske Sprog som de skønne Videnskaber. Indbydelsen til disse gelejdede han med en Afhandling over den Ære, et Folk kan have af at dyrke de skønne Videnskaber, der af Skønnere blev optagen med megen Bifald. Men hvorofte lykkedes det vel, som Indretningerne i vore Stater – sær Monarkierne – sædvanligst ere, Videnskaber og Indsigter endog i udmærket Grad, uden al anden Hjelp, at bringe deres Yndlinger frem. Nej – hertil maa anskaffes formaaende Patroner, og disse søge ikke Klienter, havde de end saa de umiskændeligste Spor til at finde dem, men de vil Klientere skulle søge dem, sjælden bekymrede om Midlerne – oftest jo mere ydmygende desto bedre, desto virksommere. Men aldrig var nogen mindre skikket til at produsere sig, saaledes som hine ophøjede Patroner og Pladsmænd det forlange, end vor lærde Jakob Baden det var. Uden at besidde den Gave at gøre sig og sine Indsigter for Patronen vigtige og nesessære, en Gave der har ophøjet, og i sin Ophøjelse vedligeholdt mangt et af Hjerte og Hoved lige maadelig Subjekt, følte vor Baden sig dog. Og hvor kunde et fattigt ungt Menneske af nogle og tyve Aar, der ved sine Kundskaber allerede havde tiltrukken sig en Gelerts – Mikaelie’s – Gesners – Ernestis og fleres i Tyskland og det hele lærde Europa for udmærket Lærdom, Videnskabelighed og Talenter almindelig berømte Mænds umiskændeligste Yndest og Agtelse og Ros – hvor kunde han andet end føle sig. Intet Under derfor, at Baden ikke kunde krybe, og aldrig lærte dette Menneskheden vanærende Talent, men som desværre under visse Statskonstitusioner stundum er nødvendig for den der vil være virksom, og føler, at han har Kundskaber og Talenter til med Hæld for sine Medborgere at kunde være virksom. Altid vare derfor de Stores Forgemakker Baden en Pest – thi ennyere sig forstod han heller ikke. – Disse vare da de af Naturen – om vi saa maa kalde dem – lagte eller i Tænkemaaden grundede Hindringer Baden fandt for sig ved sin Hjemkomst til sin Lykkes Befordring.
Hindringer for Badens Befordring af et andet Slags vare de, som Tidernes da værende Omstændigheder lagde i Vejen. Thi ved hans Hjemkomst fra Tyskland hærskede mellem vore danske Lærde en Slags Splid, opvagt af de skønne Videnskaber, dem især vor ældre Sneedorff søgte at bibringe vore unge Studerende Smag for. Men Mængden af vore Lærde vare disse Videnskaber forhadte eller dog mistænkte, en Del vel – deriblandt den brave og i Fædrenelandets Historie indsigtsfulde Professor Anchersen – fordi de ikke kændte de skønne Videnskaber, dem de derfor gjorde sig et urigtigt Begreb om, men andre – deriblandt vor lærde og store Lovkyndige Kofod Ancher – fordi de befrygtede – tør være ikke uden al Grund – at den studerende Yngling skulle, naar han fik Smag paa de skønne Videnskaber, forsømme de egentlige grundige Videnskaber. Uden Tvivl havde og disse Lærde en stor Støtte for deres tildels urigtige Tanker om hine Videnskaber i Universitetets da værende Patron Gehejmeraad Holstein, en Minister der ellers ikke er uden Fortjeneste for den Patriotisme, hvormed han forsvarede vore unge danske Lærde mod de mange fremmede unge Lærde, som vort tydske Ministerium paa hines Bekostning søgte her at forfremme, og hvilken hos os sjældne Patriotisme af en Minister, Universitetet har at takke for en af sine udmærkede Lærde, den af Lægevidenskaben, sær Anatomi og Botanik, fortjente, for ikke mange Aar siden bortdøde, Professor Konferentseraad Friis Rottbøll. Uden Tvivl have en Del af den Tids Lærde ogsaa frygtet for, at de skønne Videnskabers Studium skulle i Religionen og Politiken have en skadelig Indflydelse. Thi som jeg ved, gjorde de sig endog Betænkning ved til Trykken at sensurere Skrifter, som hørte hertil. Jeg har saaledes ladet mig fortælle, at da vor Baden havde Oversættelsen af Gellerts Lærevers færdig til Trykken, og han snart ønskede at faa dem ud i Publikum, leverede han Manuskriptet til sin Broder Torkild Baden, hvis Frihed og flydende Tunge skaffede ham Yndest og Adgang hos de fleste Professorer, for at han skulle faa ham dem strax sensureret. Dekanus i det filosofiske Fakultet var da den af mig nylig omtalte brave Anchersen, Suhms Ungdoms og Manddoms Ven, og hvis Opmuntringer nok allerførst og især skyldes Suhms Hengivenhed for Historiens Muse. Til ham gik da Badens Broder med Manuskriptet, som han bad strax maatte vorde paategnet til Trykken, da dets Ejer trængte til Penge. Men Anchersen torde ikke, før han fik Manuskriptet gænnemlæst, der kunde vare længe, ja ofte varede saalænge, at mangt et Skrift døde i Fødselen for en eller anden Dekanus’s Nølevorenhed med at sensurere det. Dog Torkild Baden der i Omgang med sine Overmænd altid var ligesaa fri som Broderen vor Jakob Baden derimod er tilbageholden blev saalænge ved at hænge paa Anchersen, at denne maatte uden videre at gænnemlæse Manuskriptet skrive sit Imprimatur, efter at den raske Kommissionær havde sat en Trumf paa, at der ikke var noget i om den ny Smag.
Vor Baden havde saavel ved foranførte sin Afhandling som flere sine Smaaarbejder offentlig vist, at han ved sit Ophold paa Tysklands Universiteter havde lagt sig efter – og med Hæld dyrket – hine af de Formaaende blandt hans lærde Landsmænd forhadte eller dog mistænkte skønne Videnskaber. Maaske fandt han just og derfor sine gamle Ungdoms Velyndere som Holm og Flere noget koldere, især da han ikke viste Lyst til at vorde Præst. Dog som jeg tror var det mindre nogen hos ham Ulyst til denne Stand, end fordi han maaske tvivlede paa sin Hukommelse, og med Rette var af samme Tanker, som sin agtbare Ven vor store gejstlige Taler Hr. Kofessionarius Bastholm yttrer i sit fortreflige Skrift om den gejstlige Talekonst, at ingen burde opofre sig til Prækestolen, som ej kan memorere en selv udarbejdet Præken. Ogsaa prækede Baden et Par Gange efter sin Hjemkomst fra Tyskland, og erindrer jeg han selv i mine Drengeaar har fortalt mig, han midt under en af disse Prækener, da Hukommelsen ikke ville staa ham bi, tog med al Rolighed Papiret op af Lommen og efter samme fortsatte Prækenen. Men Badens Hu stod efter at naa et Embede enten ved Skolen eller Universitetet. Dog Universitetet var i de danske Stater kun et, og herved at vorde ansat som Lærer havde længe været en næsten udelukkende Rettighed for Professorsønner og Universitetspatronernes Hovmestere. Allerede nogle Aar i Forvejen havde han mældet sig som Filolog, at ville følge med i det af den ældre Bernstorff foranstaltede lærde arabiske Rejseselskab, men han kom for sildig, v. Haven, som han og studerede med i Gøttingen, var allerede antagen. Uden Tvivl havde det været ønskeligt, siden en saa kostbar Rejse paa Nasionens Bekostning skulle gøres, før man endnu havde bekostet de for os langt nyttigere og til denne Dag endnu savnede indenlands Rejser, at man da noget omhyggeligere havde sørget for, at de videnskabelige Mænd, der valgtes til en for Sundheden saa farlig Rejse, havde alle været af Badens Konstitusion og ordentlige Levemaade, flere end Niebuhr skulle da rimelig have levet, og Statens Erstatning for havte store Omkostninger ved denne Rejse være bleven større. – En Hørerplads i en latinsk Skole burde vel ikke bydes en ung Lærd af Badens Indsigter; dog havde han kundet naa den i Roeskilde eller en anden stor Skole, havde han vist modtaget den. Thi saa ked var han af at sollisitere, at han endog fattede den Flyveide, at ville lægge sig efter det Juridiske, deri tage Examen, og saa gaa ind i Højesteretsskranken som Advokat. Uden Tvivl havde han, var han bleven denne Ide tro, gjordt, hvad man kalder Lykke, i denne Vej; thi det han lagde sig efter, anvendte han yderste Flid paa for at lære grundig, og i at dedusere en Sag skulle han ikke let finde sin Overmand. Men maaske havde igæn Videnskaberne tabt om han var kommen i denne Vej.
Dog Baden vandt efter sin Hjemkomst ny og agtbare Velyndere sær i Sællands værdige Biskop Ludvig Harboe, Professor Sneedorff, Professor og Hofpræst siden Kansler Cramer og Prokansler Pontoppidan. Dennes Frue, en Hofman af Fødsel, og Søster til Koldinghuses fortjente Amtmand af samme Navn, selv en Kone af sjælden Vid og Klogskab informerede han endog i de skønne Videnskaber. Men den lærde Pontoppidan, hvis Iver for Videnskabernes Opkomst og Universitetets Flor er umiskændelig, havde nu, Holstein var død, vel nok med at holde sig selv, og formaaede kun lidet eller intet hos de Store for andre. Thi som jeg af Øjenvidner har ladet mig fortælle skal denne fortjente Lærdes Kredit tilsidst hos Pladsmændene i den Grad være falden, at man paa disses Børns Værelser og hos Hovmesterne kunde finde Prokanslerens Ansøgninger og Forestillinger om Universitetet iturevne til Haarkrøller og saadant Brug. – Et advarende ydmygende Exempel for de Lærde, der i stedet for til Medborgeres almene Gavn at anvende deres Indsigter kun ved dem søge hos Stormændene at gøre sig vigtige og skaffe sig Indflydelse. – Dog kan ikke heller nægtes at Pontoppidan med al sin Indflydelse hos de Store var en sin Tids flittigste Skribent og virksom Embedsmand. – Større Nytte havde vor Baden af Biskop Harboes Yndest, der endog tilbød ham sit Bord, og overalt lige til sin Død meget agtede og ærede Baden, som denne og selv erindrer i sin fra Universitetets Auditorium holdte Sørgetale over hin værdige Bisp. End fik og Baden efter sin Hjemkomst en stor Velynder i den ældre Sneedorff, i hvis patriotiske Tilskuer, et Tidskrift Skønnere anse for at have gjordt Epoke i vort Sprog, Baden skrev nogle Stykker. Dels ved Sneedorff dels ved Anbefaling fra Gellert fik Baden ligeledes Adgang til den berømte Cramer, der og anbefalede ham til den gamle Gehejmeraad Bernstorff. Denne Minister som man ellers bebrejdede Fordom mod Indfødte skulle dog være den første, Baden skyldte Befordring. Men vist er det og Befordringen var hel maadelig. Dog Baden var – som sagt – ked af at staa i Forgemakkerne, som han nu allerede i nogle Aar havde søgt, uden i Danmark at kunde naa nogen Befordring. Med Glæde modtog han derfor denne hel maadelige i Altona, hvor han anbefalet dertil især af Harboe og Cramer paa det tyske Kansellies Forestilling ansattes som Rektor for det der værende kongelige Pædagogium. Inden sin Afrejse fra København giftede han sig med sin endnu levende Kone Frøken Sofie Lovise Charlotte von Klenau et i Publikum for sin Smag og Læsning bekændt Fruentimmer, hvis Moder en From var kødelig Søster til Badens Moder. Hendes Fader var Major Klenau, der i sine yngre Aar havde tjent Kong Frederik den 4de som Page, og af denne Monark var for sin muntre Vittighed meget afholden, ligesom Faderen Generalmajor Klenau – en Meklenborger af Fødsel – der døde som Kommendant i Kastellet Frederikshavn havde vundet Kong Frederiks Bevaagenhed ved i sidste svenske Krig tapper at have som Kommendant paa Fæstningen Aggerhus forsvaret denne Fæstning mod Sverrigs tolvte Karl.