Jakob Badens Levnet – Baden’s Udenlandsrejse
Baden’s Udenlandsrejse.
[redigér]I Aaret 1756 kun et og tyve Aar gammel drog derfor Baden understøttet af Rejsestipendier, han vel i Medhold af sit Slægtskab med Stifterne og disses Forskrift kunde anse sig berettiget til, men han dog ligesaameget havde Dr. Holms Godhed at takke for, til Tysklands allerede da berømte Universitet i Gøttingen. Denne Holms Omsorg for Baden fortjener saameget mere at erindres, som da Holm selv var en af vore Lærde, der, som flere vore endog store Lærde – Gram – Schøning – Kofod Ancher – Suhm – Sporen – og vor endnu levende Guldberg – aldrig havde studeret ved noget udenlandsk Universitet, saa viste han dog ingen Fordom mod de unge Studerende, der yttrede Lyst til paa fremmede Universiteter at fortsætte deres Studeringer, men gjorde sit til at understøtte dem i at naa deres Ønske. Men – den hele aarlige Understøttelse vor Baden begyndte at rejse paa var 150 Rigsdaler, dels af det elertsenske, dels af et andet mindre Rejsestipendium, som jeg ikke nu erindrer hvilket var. Ethvert andet, med mindre brændende Lyst til Videnskaberne, med mere Hang til Vellevnet, ungt Menneske end Jakob Baden, skulle have taget i Betænkning at forlade Slægt og Venner og Fødeland, for med en saa ringe Understøttelse mellem vild Fremmede udenlands at fortsætte de Studeringer, hvis timelige Fordele ere saa uvisse sær for dem, der intet have at stole paa uden sig selv. Denne ubetydelige Understøttelse maa i sær være paafaldende i vore Tider, da man har set unge Mennesker forsynede med Universitetets og andre baade Privates og Regeringens de fedeste Stipendier at rejse Udenlands, understøttede endda af bemidlede Forældre og selv stundum i en Vej, der visser dem Levebrød saasnart de komme hjem. Dog vor Baden skulle og efter egen Tilstaaelse hel vanskelig have slaaet sig igænnem i Gøttingen, hvis han ikke der kort efter sin Ankomst havde faaet Plads ved det for fattige Studentere indrettede fri Bord. At han skønt en Fremmet naaede at faa saasnart Del i denne velgørende Indretning havde han og sine københavnske Lærere og Velyndere Møllman og Holm at takke for. Møllman var og just Rektor for Københavns Universitet det Aar Baden drog udenlands, som jeg erindrer mig af følgende Anekdote, Baden blandt flere har fortalt sine Børn. Thi da Baden troede at Rektor som Universitetets første Foresatte og først burde paategne hans Rejsepas inden samme forevistes den for ikke længe siden til Professorernes Misfornøjelse ansatte Prokansler Pontoppidan, gik han og først til Møllman, som huede denne Badens Opmærksomhed for sig, den andre maaske forsømte, spurgte Baden ad, om han ikke selv mente, Prokansleren burde først tegne paa hans Pas, og da Baden svarede Nej, sagde Møllman igæn: ja saa Gud naar I kommer hjem er han vel og Postkansler – en Spaadom, der da ikke heller ganske blev uopfyldt, som jeg længer hen i denne Biografi faar Lejlighed til at erindre. Ved Møllmans, Holms og maaske flere de københavnske Professorers Anbefaling til deres gamle Kollega den lærde Schejde, der var ved Arkivet og Biblioteket i Hannover, og som igæn anbefalede hines Yndling til de gøttingske Professorer, fik da Baden Adgang til det fri Bord her ved Universitetet. Den egentlige Kost eller den varme Mad skal vel kun have været hel maadelig og ikke for tilstrækkelig til at stille unge Menneskers Hunger. Derimod fik Kostgængerne til Maden saameget tørt Brød, at de kunde tage en Del hjem med sig, og deraf have nok til om Aftenen med Smør paa, tarvelig at tilfredsstille Hungeren. Tørt Smørrebrød og et Glas Øll paa sit Kammer var derfor Badens daglige Nadver. At søge Spiseqvarter var en Højtid for ham, som hverken havde Raad til om Aftenen at spise varm Mad, eller, om han end havde havt det, kunde i Følge sin store Lyst til Videnskaberne, taale at opofre noget af den for en ung Studerende saa kostelige Tid som Aftenen, sær de lange Vinteraftener det er.
Thi Baden blev ved Gøttingens Universitet det samme flittige unge Menneske han havde været ved Københavns Universitet. Teologi, hvis vigtigste Del endnu den Tid Dogmatiken udgjorde, havde nok aldrig været vor unge Badens Hovedlyst. Hans Hu stod til Videnskaberne i Almindelighed, uden egentlig ved sin Ankomst til Gøttingen endnu at have bestemt sig for nogen vis Videnskab. At han ved Københavns Universitet havde valgt Teologien, og deri underkastet sig den sædvanlige Embedsexamen, var dels skedt af en de Tiders Mode, som Baden selv grundig har undskyldt og forsvaret i sit flere tredive Aar derefter over vor lærde Lovkyndige Kofod Ancher forfattede Program, dels var det, og vil alletider blive, ved Københavns Universitet en Nødvendighed for enhver fattig Student at vælge uden Hensyn til fortrinlig Lyst og Duelighed Teologien til sit Studium. Thi efter vort Universitets hierakiske Indretning, som vedligeholdes trods vore Tiders Oplysning og den offentlige Mening, har de teologiske Professorer de fleste og største Stipendier at raade for. Denne vort Universitets fejlfulde Indretning, understøttet af en anden end værre, der tillader enhver Ladefoged, som køber en Kirke og forstaar gennem en Amtmands Fuldmægtig eller anden Skriverkarl at faa sin Ringhed indhyllet i en Landvæsenskommissars Rang, at gøre den to til tre Aars gamle Student – ofte af de skidneste Hensigter – til Præst i et godt og stort Kald, som den der ved Universitetet med Berømmelse fortsætter sine Studeringer ikke kan naa før som gammel Mand, og ofte aldrig naar – disse fejlfulde Indretninger tør jeg friligen sige har gjordt storligen meget til at nedværdige Folkelærerstanden, som herved ofte faar Lemmer, der som Folkelærere ere ligesaa uduelige og uværdige, som de under andre Omstændigheder kunde have blevet agtbare Læger, Lovkyndige, Matematikere, Kontorister og s. v. Lykke og Hæld bør derfor ønskes vort danske Kanselli for dets i de senere Aar viste rosværdige Bestræbelser, at faa Landets Representant Kongen tilbagevundne de i Privates Hænder odiøse jura vocandi, være sig med Hensyn til Kirken eller Tinget. Gid kun aldrig det trædske Aristokrati også heri maatte tilintetgjøre Virkningerne af saa oplyste Bestræbelser, der fortsatte, vil ophæve den ene af hine fejlfulde Indretninger. Den anden vil da vel og ved fortskridende Oplysning og den offentlige Menings engang i Pladsmændenes Borge indtrængende Raab vorde rettet.
Men at komme til vor Baden igæn, saa stod han, som i København hade taget Attestats, fordi Omstændighederne det saa fordrede, ved sin Ankomst til Gøttingen i Tvivl, om hvilken Videnskab især han skulle dyrke. Han skal endog allerførst have havt det Indfald her at lægge sig efter Medisinen. Hvad der bragte ham fra det ved jeg ikke, uden saa at han maaske frygtede for herved at skulle lægge sig ud med sin Velgører Dr. Holm, der – som de fleste Lærde – af en undskyldelig Fordom for sin Videnskab helst ønskede til den, en yndet Yngling med Hoved og Flid opofret. Dog – Jakob Badens Hovedlyst og Geni har nok altid især staaet til Sprogene, saa de levende som lærde. Meget ærgredede det ham derfor, da han i de allerførste Dage efter sin Ankomst til Gøttingen traf paa Ciceros Breve og blandt dem just paa et, som han ikke syntes sig rigtig at forstaa, uagtet han var sig bevidst sin fra første Ungdom og siden bestandig paa det lantiske Sprog anvendte Flid. Maaske blev derfor denne Hændelse ham en ny Spore til endmere at lægge sig efter dette Sprog, hvortil han desuden havde saamegen mere Lejlighed ved det gøttingske Universitet, som den i sin Tid berømte Filolog Gesner var Lærer ved denne Højskole. Sprogene – Latin – Græsk – Tysk – Fransk – og Engelsk bleve derfor Badens Hovedstudium i Gøttingen, og dets Universitets udødelige Prydelser, Gesner og Mikaelis, hans kæreste Lærere, hvis daglige Undervisning han her nød i tre Aar. Jeg behøver dog vel ikke at sige at vor unge Badens Sprogstudium ikke var Glosekundskabs Erhvervelse, uden for dem som kun kænde den lærde Baden af Navn, ikke kænde hans mange saa smagfulde som lærde literariske Arbejder. Med Sprogenes Studium forbandt han derfor altid Filosofiens, Historiens og de skønne Videnskabers Studium. Den gamle Hollmann i Gøttingen hørte han over Filosofien, som han ellers efter Wollfes Form med megen Flid havde ved Københavns Universitet lagt sig efter, saa han endog efter overstanden teologisk Examen, medens han endnu laa paa Elertsens Kollegium, gænnemgik Wollfes store latinske Værker in Qvarto over Filosofien, og især exserperede denne berømte Filosofs Logika. Smag paa den volfianske Filosofi fik Baden allerede i sit første Studenteraar, da han til sin anden Examen hørte over Moralen da værende Professor, siden Statsminister og Gehejmeraad Stampe, som med megen Orden og Tydelighed læste i Wollfes Foredrag over denne Del af Filosofien for de unge Studentere, hvilket Baden og selv taknemmelig har erindret i sin Lovtale over denne fortjente Lærde og Statsmand. – Om Baden over Historien hørte Gøttingens berømte Achenwall skal jeg lade være usagt, men at han ved dette Universitet ogsaa lagde sig efter Historien ved jeg af en hans Fortælling om en gammel svensk Magister – hvis Navn jeg ikke mindes – der studerede med ham i Gøttingen, og med hvilken han paa sit Kammer gænnemgik Puffendorffs Universalhistorie efter en forøget og forbedret sær god Udgave – jeg troer fransk. Anvisning til med Smag og Følelse for det Skønne at kunde læse Lasiens og Grækenlands Mesterværker erindrer jeg mig vor Baden har sagt han allerførst og især fik ved at læse og studere den bekændte og berømte Batteaux. – Det var just i disse Aar den blodige syv Aars Krig rasede, hvori og de Franskes Indfald i Gøttingen nødte den største Del der Studerende at forlade Universitetet. Men vor Baden havde lidet nok til at underholde sig af, naar han laa stille, mindre altsaa eller vel intet, at sætte paa en Rejse, og tage hjem, inden han havde fuldendt sit Kursus, kunde han ikke bevæge sig til. Han forblev derfor i Gøttingen ei uden at føle Ulejlighederne, som især for en Fattig ere forbundne med Opholdet i en af Fienden indtagen Fæstning, og som endog voldte, at en anden hans Medstuderende tilsatte Livet, da han af en fiendtlig Soldat blev skudt paa aaben Gade. Men Badens Forsigtighed, Ordentlighed og Hengivenhed til Studeringer overvandt alle disse Vanskeligheder.
Efter da tre Aars Ophold i Gøttingen, drog Baden til Leipzig, understøttet af det Beckmanske Familiestipendium, saa at han ved Leipzigs Universitet kunde regne ved Pengenes Omsætning og da værende Vexelkurs aarlig at have omtrent 280 Rdlr. Men som Leipzig var – som det vel endnu er – et meget kostbarere Levested end Gøttingen, saa tillode hans ekonomiske Omstændigheder ham dog ikke at fæste andet Logi end under det Vilkaar, at han i Messetiden skulle finde sig i at dele sin Seng med en af de mange dertil ankommende Handelsbetjente. Messetiden kom, og Baden maatte da modtage en Kontubernal, som i øvrigt var et skikkeligt Menneske, og Baden derfor endog fattede Godhed for, saa at da denne ved Postens Udeblivelse kom i Forlægenhed for 200 Rdlr., og Baden just fra Danmark havde i den samme Tid faaet sig sit Stipendium remitteret i Guld, laante han sin Kontubernal 200 Rdlr., paa Vilkaar han Dagen efter skulle bekomme dem alle igæn. Men Købmanden gik bort, og da han nok saa, ikke til bestemt Tid at kunde efter sit givne Løfte tilbagebetale Laanet, indfandt han sig ikke før tredie Dag efter, da han redeligen betalte sin Gæld til Baden, som herved slap ud af den for en saa Fattig som Baden var, rædsomme Frygt, hans Debitor og egen Godhed havde sat ham i. Vi anføre saadanne smaa, ved første Øjekast for Mange maaske ubetydelige Anekdoter, fordi de ved at vise de mange Hindringer den fattige Studerende har at kæmpe med, og at dog Flid og Nøjsomhed kan overvinde dem Alle, opholde Modet paa mangen anden ligesaa fattig Student, og derimod gør den rigere unge Studerende beskeden. Hvad Mikaelis og Gesner havde været Baden i Gøttingen bleve ham Gellert og Ernesti i Leipzig. Ogsaa fattede snart saa vel disse Tysklands udødelige Lærde, som flere blandt det leipziger Universitets Professorer en saadan Agt for Baden, at de indbøde ham til Magistergraden. Dog han undslog sig for at deltage i denne ham tilbudne Ære, dels af Frygt for de dermed forbundne Omkostninger, men dog nok især, fordi han forudsaa ved sin Hjemkomst til Danmark at vorde nødsaget til ved Informasioner at underholde sig, og han fandt det upassende som Magister at skulle gaa om og kondisionere. Men i Særdeleshed fattede den af Tysklands nyere Literatur og Sprog udødelig fortjente Gellert en stor Godhed for vor Baden, da denne ved de private Kollegier, hin Lærde holdt over det tydske Sprog, fik Lejlighed til paa en for en Fremmet udmærket Maade at vise sig i de Afhandlinger, som i dette Sprog af Tilhørerne opsattes, og af Gellert i Kollegiet resenseredes. Thi ved disse var Baden saa lykkelig ganske at tiltrække sig Gellerts Opmærksomhed, der studsede over en dansk ung Mands saa fortrinlige Styrke i det tyske Sprog. Snart blev og derfor Baden en af de udvalgte Gellerts Dissipler, som foruden altid at have fri Adgang til denne som Menneske og som Videnskabsmand i mange Maader agtbare Mand, indlemmedes i et videnskabeligt Sælskab af flere unge og ældre Studerende, som engang ugentlig samledes hos Gellert. Men at Baden allerede i Gøttingen havde grammatikalsk studeret det tydske Sprog viser og følgende Beretning om hvad der mødte ham ved sin Ankomst til det Leipziger Universitet. Thi da han her kom til Prorektor, for at lade sig inskribere, og derfor opgav sit Navn, spurgte ham Prorektor, om han skrev sit Navn med et weichen eller harten B – et Spørgsmaal som en Fremmet og den der ikke grammatikalsk havde lagt sig efter Sproget skulle havt vanskeligt for at rede sig ud af, men som Baden strax rigtig besvarede.
Efter noget over et Aar forlod da Baden Leipzig for at drage hjem. At han ikke blev der længer var vel især, for ved sin Hjemkomst endnu at kunde have nogen Tid at løbe paa, hvori han maatte oppebære sit Rejsestipendium. – En Forsigtighed som er nødvendig for enhver fattig rejsende Student, som dels ikke her hjemme har Venner, der enten kan underholde ham ved sin Hjemkomst, eller har en og anden Vej i Beredskab for ham, dels ikke selv besidder Ubeskedenhed nok, til paa Grund af sin Udenlandsrejse at tiltvinge sig en Befordring før han paa Frugterne af sin Rejse har givet andre Prøver, end de ere, som søges i Klædernes Snit eller Tabet af dansk Beskedenhed. – Endnu maa jeg anføre et Bevis paa Gellerts store Godhed for Baden ved dennes Afrejse fra Leipzig. Thi da han havde bestemt Afrejsen, men Gellert dog mærkede at den udsattes, tvivlede han nok for, at Mangel paa Rejsepenge var Aarsag hertil. Gellert kalder derfor Baden for sig, og beder ham at sige sig, om han behøvede Penge til sin Rejse, thi saa skulle han faa dem hos ham. Baden rørt over denne store Godhed af Gellert, som selv var en trængende Mand, takkede forbindtligst og sagde: at om han kunde undvære 50 Rdlr., saa skulle han sende ham dem igæn, saasnart han kom til København. Gellert laante da med Glæde de forlangte 50 Rdlr. til Baden, som heller ikke saasnart var kommen hjem, før han strax sørgede for, at faa dem betalte. Thi udmærket Lyst til Orden i Pengesager yttrede sig tidlig hos vor Baden, der allerede som ung ikke ærgrede sig over noget mere, end naar han af sine Kreditorer skulle mistænkes. Saaledes erindrer jeg, han har fortalt, at af de Ubehageligheder der mødte ham under de krigeriske Tider i Gøttingen gjorde ham intet saa ondt, som at han engang kom hjem, og fandt uden paa sin Kammerdør skreven med Kridt: citatur ad prorectorem. Strax gik han derfor til Prorektor, som sagde ham, at en hans Kreditor, der havde Nys om, han nu ville rejse bort, havde herimod gjordt Forbud, til han betalte hvad han skyldte ham, det Baden, efter at have forsikret Prorektor, at en saadan slet Opførsel var ganske mod hans Tænkemaade, og strax sørgede for.