Jakob Badens Levnet – Baden som Professor ved Københavns Universitet
Baden som Professor ved Københavns Universitet.
[redigér]Baden modtog da i Aaret 1780 sin Lærestol ved Tvillingerigets Højskole som Professor Eloqventiæ ordinarius. Thi hvorvel der ikke strax var noget corpus, han kunde modtage, gik han dog strax ind som Assessor i Konsistorium med en overordentlig Løn af den kongelige Kasse. Hvad han som Professor har gavnet ved sine Kollegier nu over det latinske nu over det danske Sprog, hvorledes han i at gænnemgaa Roms Mesterværker har forstaaet at indpræge Ynglingen de sande Mønster i det Skønne, hvorledes han ved praktiske Øvelser i begge Sprog søger at danne de Unges Smag og Stil – kort hvad han som flittig Dosent ved sit mundtlige Foredrag udretter, derom kunde til sin Tid mange hans agtbare Tilhørere vidne. Men end varigere og tit oprigtigere Vidner ere flere af hans mange Skrifter, som han er vedbleven at berige vor Literatur med i de nu 20 Aar, han har tjent ved Københavns Universitet. Jeg vil af disse kun nævne tvende Arbejder, udgivne i Trykken efter at han mundtlig fra Katedret havde foredraget dem. Heraf er det ene hans Forelæsninger over Horats’s Ars poetica, som efter Kyndiges offentlige Dom viser Baden ikke allene som den lærde Sprogkyndige, men og som den smagfulde Kænder af hvad der i Lasiens og Grækenlands Mønstre er Skønt og Stort og Efterlignelsesværdigt. Disse Forelæsninger allene kunde og hjemle ham den Plads som Sekretær i Sælskabet for de skønne Videnskaber, Carstens’s, Jakobi’s, Malling’s, Suhm’s og Luxdorff’s enstæmmige og ærværdige Dom havde kaldet ham til. Dog Baden havde længe i Forvejen været Medlem i dette af vor skønne Literatur fortjente Sælskab, og længe i Forvejen givet offentlige Prøver paa sine Indsigter i de skønne Videnskaber, og sin gode Smag, fornemmelig ved sine Resensioner i den kritiske Jurnal, som nu ved hans Forfløttelse til København ophørte. Denne Badens kritiske Jurnal have vi og tildels at takke for hans udmærkede Indsigter i det danske Sprog, og det Meget han til dettes Opkomst nu i 40 Aar har gjordt. Afdøde Sporon i Fortalen til den ny Udgave af sit klassiske Værk om de enstydige danske Ord tilstaar og, at han skylder Baden meget for den Smag og Indsigt i Sproget, hvormed i den ny kritiske Jurnal hans Arbejde er igænnemgaaet, at selv de Badens Erindringer, der ikke have kundet bevæget Sporon til at forlade sin Mening, dog vare Anledning for ham til ny Anmærkninger over Sproget. Allerede havde han ved sine første Arbejder, sin Anweisung zur dänischen Sprache, sin Afhandling om Sprogets Berigelse med ny Ord og Vendinger, sin i Sprogets og den gode Smags Morgenrøde hældige Oversættelse af Xenophons Cyropædi vist, at han studerede Modersmaalet. Men endmere Lejlighed til at gøre sig dette Sprog nøje bekændt og selv øve sig i samme, fik han ved sit i 12 Aar daglige Arbejde i hin Jurnal. Saalidet det som Professor i det latinske Sprog var Badens kald at dosere i Modersmaalet, saameget savnedes dog akademiske Forelæsninger, hvorover i en Tid, da vort Sprog ved Hoffets og de Lærdes fælleds Bestræbelser havde som vor hele Literatur naaet en af sine lykkeligste Perioder. Ikke saasnart var derfor Baden kommen til Universitetet, før Fordommene man havde om hans fortrinlige Indsigter i Modersmaalet, opvakte Lyst hos Mange til af ham herover at høre Forelæsninger, hvorom flere hans Venner anmodede ham. Gehejmeraad Guldberg, om hvem man med Sandhed kan sige at han satte sin Stolthed i Alt hvad der kunde beskytte og fremme Videnskaberne, gjorde og sit til at opmuntre Baden til heri at føje sig efter sine Venners, Publikums og Regeringens Ønske. Nu lod da Baden sig overtale til at indbyde til de første Forelæsninger over det danske Sprog, som nogensinde ere holdte ved Københavns Universitet. Som Baden selv tilstaar overgik og Udfaldet langt hans Forventning. Han havde den Fornøjelse i tvende Vintre 1782 og 1783 at foredrage det danske Sprogs Grunde for et af alle Stænder talrigt Auditorium, hvoriblandt Mænd i Værdigheder og Embeder med uafbrudt Flid og Opmærksomhed bivaanede disse Forelæsninger. Det er dem, han et Par Aar efter igænnemsete, forøgede og i visse Materier omarbejdede udgav i Trykken under Titel af: Forelæsninger over det danske Sprog eller resonneret dansk Grammatik. Det er denne Sproglære, som gør en ny Epoke i vort Modersmaals Historie. Vel havde vi en Pontoppidans den ældres, en Syvs, en Højsgaards grammatikalske Arbejder og Anmærkninger over Modersmaalet, men hvem der kænder disse Samlinger ved, at de alle kun vare lidet eller intet almindelig brugbare. En Sporon, eller Abrahamson eller Baden skulle der derfor til at gøre hine flittige Mænds Arbejder almennyttigere ved at ordne, drøfte, rette og udvikle deres Samlinger, og dette for Sprogets Opkomst vigtige Arbejde, blev det vor Badens Lod at udføre. At han til sine Landsmænds Fornøjelse udførte Arbejdet, synes det, da i en Tid mindre end fem Aar 1100 Exemplarer udsolgtes af det første Oplag af denne Grammatik – en stor Sjældenhed for et dansk Skrift der ikke kan være Morskabslæsning, maa læses mere end engang, ofte raadføres, studeres, og bruges. Men hvorledes Baden udførte dette Arbejde, saa han med Grund kan siges at have været den første, der har givet os en brugbar Sproglære, vil Læseren bedst kunde underrette sig om hos den Mand, der i de københavnske lærde Efterretninger har – efter Badens egen Dom – med saamegen Flid, Indsigt i Sproget, og Iver for dets Regelrethed gænnemgaaet og bedømt dette Badens Arbejde. Af denne Resension vil Læseren kunde overbevise sig om hvilket usigeligt møjsommeligt Arbejde det har været for Baden at bringe det saare meget Lys, han først har bragt i Læren om vort Sprogs Konjugasioner. Denne Resension vil gøre Læseren opmærksom paa den Klarhed, den Udførlighed, den Finhed i Distinksioner og Nyhed, som Badens danske Grammatik indeholder nu i Læren om Vokalerne, nu om Artiklerne, nu om Pronomenerne, som overalt paa Badens Styrke i sit Modersmaal, hans modne Bedømmelse og vel fordøjede Læsning, der især viser sig i hans med fortrinlig Flid udarbejdede syntaxiske Del af denne Grammatik. Ogsaa var Baden den allerførste som i det andet Oplag af denne sin danske Sproglære gav os de, for hvo der vil skrive og deklamere rigtig, vigtige Regler om Skilletegnene.
Som doserende Professor opfyldte Baden saaledes allerede i de første Aar efter sin Ansættelse ved Universitetet sine Embedspligter, og mere end disse fordrede. Thi efter sin Bestalling havde han allene med det latinske Sprog at gøre, samme taler hverken om de skønne Videnskaber eller om det danske Sprog. Imidlertid vare hans mangeaarige Bestræbelser for Sprogets og den skønne Literaturs Forfremmelse hos os saa umiskændelige, at mange dels ansaa en egen Lærers Ansættelse i Æsthetiken ved Universitetet for overflødig, saa længe Baden levede, dels ønskede, at siden Regeringen vilde gøre Opofrelse for de skønne Videnskabers Forfremmelse, den da havde betjent sig af denne Lejlighed til at give Baden Bevis paa sit opmuntrende Bifald. Dog – en egen Lærer for de skønne Videnskaber ansattes, som alligevel ikke gjorde nogen Forandring i Badens Undervisning, men nu som før foredrog han fra sit Kateder Roms Poeter og Prosaister, saaledes som disse Æsthetikens Mønstre værdigen bør foredrages. Først da denne ny Lærer forlader Universitetet, og Baden saaledes stod igæn ene tilbage, for ved Højskolen at opretholde hine de skønne Videnskabers Dyrkelse, gjorde han Fordring paa Del i hin afgaaede æsthetiske Lærers Løn. Men uagtet han kunde have behøvet denne Forøgelse i Indkomster, da han først i en Alder af 56 Aar assenderede til fast Løn ved Universitetet, hvor Indretningen er saaledes, at kun Mænd, der i en ung Alder tiltræde en ordentlig Professors Løn, kunde i deres Alderdom vente at faa det rigelige Udkomme, den gamle Mand dobbelt behøver i den kostbare Hovedstad, og efter 40 Aars til Fædrenelandets Ære og Nytte opofrede Tid synes at kunde have Ret til at fordre; uagtet ingen særlig Lærer for de skønne Videnskaber igæn skal ansættes ved Universitetet; uagtet Baden endda kun søgte det Halve af denne Lærers Løn, man nu engang havde Udveje til, saa slog dog ogsaa dette grundede Haab fejl.
Badens øvrige lærde Arbejder, dem hans Stilling som Professor nærmest har foranlediget, findes alle i de af ham udgivne opuscula latina med det til den senere udgivne Anhang. Heri findes foruden nogle ældre Arbejder fra hans Embedstid i Altona og Helsingør, alle de Programmer og Taler han ved Universitetet har som Professor Eloqventiæ, som Sekretær og som Rektor udgivet og holdet. Alle vidne de efter Skønneres Dom om en Forfatter der ved at forbinde et skønt Foredrag med et godt latinsk ciceroniansk Sprog. Thi Cicero, denne det fri Roms Mester i Veltalenhed, var tidlig det Mønster vor Baden under en Gesners og Ernestis Anførsel havde valgt sig for sin latinske Stil, da han tror, man i at vælge Mønster altid bør foretrække det fuldkomneste for det mindre fuldkomne, og derfor Cicero for Plinius, siden man dog oftest bliver staaende nogle Skridt tilbage efter det Mønster, man søger at ligne. Ogsaa ved jeg, at disse Badens Arbejder selv af Fremmede ere optagne med megen Agtelse. Talen over Stampe har en udenlands Resensent saaledes anset som et Mønster paa en Lovtale over en Statsmand, som den over Prindsesse Sofie Frederike udmærker sig ved sin rørende Veltalenhed. Saavel i hin Tale over Stampe som fornemmelig i Biografien over Kofod Ancher, vil den Lovkyndige finde vigtige Bidrag til sin Videnskabs Historie her i Fædrenelandet, den han forgæves søger andensteds. Hans Afhandling de perfecto Theologo viser en liberal tænkende Forfatter, der allerede henved 40 Aar har skildret en oplyst Teolog saaledes, at Teologen endog nu, hans Videnskab har siden den Tid undergaaet saa betydelige Forandringer, tør kænde sig ved dette Skilderi. Afhandlingen er skreven fra Altona som en Lykønskning til Badens Velynder Cramer, da denne var ansat som Professor i det teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. Den allerførste Afhandling i disse opuskula viser med hvad Tænkemaade han tiltraadte sit Skoleembede, og hvor ophøjet en Skolelærer bør være over al ugrundet Daddel og upassende Ros, dens Læsning skal vist derfor ikke fortryde nogen Skolemand.
Hvad angaar Badens mange andre lærde men i fjernere Forhold til hans Pligter som Professor staaende Arbejder – da han endog uden dem kunde have opfyldt alle sine Pligter som Universitetslærer – saa tør jeg ikke ved at erindre dem, da de baade ere i frisk Minde, og desuden alle vil findes anførte i Fortegnelsen paa hans mange Skrifter, som slutter denne Biografi. Hans latinskdanske og dansklatinske Lexikon, et Værk jeg ved, han i mange Aar havde samlet til, og arbejdet paa, hans Oversættelse af alle Horats’s Værker, hans latinske Sproglære, og at tale om hans efter alle Kyndiges Dom mesterlige Oversættelse af Tacitus, som han understøttet af Regeringen og opmuntret af Guldberg havde begyndt paa, og som neppe uden vor Kronprindses Tilskyn var bleven sluttet, foruden hans øvrige Arbejder for det latinske og danske Sprog – skal alle bære Vidne om hans Arbejdsomhed som Universitetslærer. Kun vil jeg til Slutning noget udførligere erindre hans Universitetsjurnal, baade fordi dette Arbejde giver en nøjere hidtil savnet Oplysning og Underretning om Tvillingerigets til Videnskabeligheds og Oplysnings Fremme hos os allervigtigste Stiftelse, saaog fordi det har gjordt megen Opsigt, vel og skaffet sin Forfatter mange ufortjente Uvenner, og endelig fordi det viser vor lærde Baden i sin Embedsførelse som Professor fra samme fordelagtige Side, som vi med Sandhed have vist ham som Rektor ved de latinske Skoler, nemlig som den Mand, der ikke lader det blive ved som Lærer og lærd Skribent at opfylde sit Embede, men som og anser det for hellig Pligt nøje at underrette sig om den Stiftelse og sammes Rettigheder, hvorved han er ansat, og som han derfor tror i Angrebstilfælde at bør forsvare.
Med Ærgrelse havde Baden længe hørt og læst de mange Beskyldninger, som paa Bekostning af Universitetets Ære og dets Læreres Agtelse, gjordes de københavnske Professorers dels Flid som Lærere og Lærde, dels Upartiskhed, Ordentlighed og Nøjagtighed i Administrasionen, af de mange dem til fattige unge Studerendes Understøttelse, ved Regeringens og goddædige Forfædres Tillid betroede Legater. Disse Beskyldninger bleve hver Dag lydeligere, som man mere og mere afbenyttede sig den Trykkefrihed, der skyldtes vor Kronprinds og hans alt for tidlig bortdøde Ven Tvillingerigets berømte Minister Bernstorff. Beskyldningerne vare saameget mere krænkende, som de tildels syntes ikke at være ny, ikke blot Virkninger af Nogles Misundelse, der kun vil have Raadstuen forandret til de selv komme derind, men endog saameget at have den offentlige Mening for sig, at selv en Suhm ikke tog i Betænkning offentlig at gøre de københavnske Professorer lige Bebrejdelser, og det mange Aar før vor sidste Trykkefriheds Periode. Vel behøvede Baden for sin Person ikke at tage sig af disse Beskyldninger, da han aarlig gav saamange offentlige Beviser paa sin Arbejdsomhed, at selv ikke de største hans Uvenner kunde bebrejde ham Dovenskab. Selv havde Baden i sine unge Aar blottet for alle anbefalende Forbindelser, uden formaaende Familie, uden Venner, kun ved sin Flid og Trang skaffet sig Adgang til Universitetets Stipendier, uden hvilke han aldrig var vorden det han er, som han taknemmelig tilstaar i foranførte sit Cramer tilegnede Skrift. Med Varme forsvarer han derfor altid sin og Kollegers lovlige Ret til disse Stipendiers Administrasion, som det overalt er ham efter sin ærekære Tænkemaade vigtigt, at handthæve mod Enhver sin Embedsmyndighed, sin Embedsindflydelse, sine Embedsrettigheder. Men hvad der fremmede disse Beskyldninger indsaa Baden nok var Mangel af en tilstrækkelig Publisitet, sær i de Universitetets Forhandlinger, der just skal skaffe dets Lærere og Foresatte den varige Tillid hos Publikum, som ingen Førstes Rang, ingen Pladsmands Naade, intet Lehusbrev, og ingen Bestalling magter at tilvejebringe, og uden hvilken Kollegier og Embedsmænd dog kun virke halv Nytte. Denne Publisitet er et saameget vigtigere Palladium for den, der har Mod nok til kækt at forsvare sine Rettigheder, men og derved udsætter sig tit for mægtige Fiender, som, opbragte over at deres vidt udseende Planer dræbtes i Fødselen, ved deres Indflydelse, ved deres Yndlinger, og ved Yndlingers Yndlinger er istand til at faa udspredet, at Forsvaret ikke var grundet paa de reneste Hensigter, er istand til at faa den offentlige Mening drejet derhen, som var den modigste Mand en Aristokrat, en Hærskesyg, ja vel endog en egennyttig og uredelig Mand. Overalt var og er Baden en stor Ven af Publisitet, som flere af hans mange Skrifter bære Vidne om, og hvorpaa og findes Beviser nok i denne hans Universitetsjurnal, hvis Indretning vi nu nøjere vil forelægge.
Det var først med Aaret 1793 Baden begyndte dette nyttige Arbejde, efter at han i 12 Aar som Konsistorialis havde havt Lejlighed til nøje at gøre sig Universitetets baade indvortes og udvortes Forfatning bekændt. Som tildels erindret, var det Kundskab om Stipendierne ved Universitetet og Universitetslærernes lærde Arbejder og Flid, som især skulle være Indholdet af denne Jurnal. Hvorledes den første Del deraf er udført viser Jurnalens Efterretninger om Universitetets baade de større og mindre Stipendier, om Regentsen, om Kommunitetet, om Elertsens, Borchs og Walckendorffs Kollegier, om Legaterne af Friis, Rosenkrands, Foss, Hopner, Skeel, Lasson og mange flere. Ei finder man her igæntaget, hvad allerede om nogle af disse Stipendier kunde læses hos Hofman, Holberg, og andre, men hvad disse enten havde forbigaaet, eller urigtig angivet, findes her udført og rettet. Saaledes havde man i Publikum aldrig læst noget om det Fletscherske Legat, før Universitetsjurnalen herom underrettede. Ejheller kændte man stort til de Legater, f. E. det Arnæmagnæiske, Londemanrosenkronske, Rostgaardske og Liliendalske, hvis Exekusion beror tildels paa Forventninger, som naar de indtræffe, det kan komme til Nytte, at Publikum i Forvejen er underrettet om disse vigtige Legater. Selv om adskillige latinske Skolers Stipendier, f. E. Trondhiems, Odenses, Ribes, giver Jurnalen interessante, i Publikum tilforn ubekændte Efterretninger. Ei glemmes heller i denne Jurnal, at gøre Publikum bekændt med Professorernes Indkomster, Boliger, Emolumenter og øvrige Rettigheder. Altid viser Jurnalens Forfatter sig her som en Mand, der med Varme og uden Sky dog paa en beskeden Maade tør forsvare Universitetets, sine Kollegers og egne Rettigheder mod Yndlinger og yndede Meninger. Man se saaledes hvad han i Jurnalen skriver om et norsk Universitet, mod hvis Indretning han i øvrigt har intet, kun at det ikke skal ske paa det københavnske Universitets Bekostning. Man se og hvor kækt han tør modsætte sig hint for vore Videnskaber skadelige Finansprinsip, visse Yndlinger søge at binde deres Mæsenater paa Ærmet, som havde vore Konger og det kongelige Hus gjordt saameget for Videnskaberne, skænket saa betydelige Gaver til Universitetet, at intet mere tør kræves, intet mere kunde gøres. Vist nok var dette Finansprinsip i vore Tider alt for kærkomment til at Baden kunde overdøve det, vi have og derfor set i deres Fag duelige Universitetslærere – en Thaarup – en Rabbek – at maatte gaa bort, fordi de ikke som Professorer kunde finde det tilstrækkelige og anstændige Udkomme, deres Indsigter og Fortjenester berettigede dem til. Men ogsaa er jeg overbevist om, at den Tid vil komme, da, naar de usle Biomstændigheder, som oftest motivere vore Domme over fortjente Medlevende, ikke længer ere til, man vil sande hvad Baden heri som i mere har yttret, og paaberaabe sig ham som en da saameget mere gældende Autoritet. – Hvad angaar Professorernes Flid da forelægger Jurnalen aarlig deres holdte Forelæsninger, hvori dog disse Læreres Hovedpligter bestaa, tildels opgiver den og deres andre lærde Arbejder og Beskæftigelser. Men ogsaa erindrer Baden de faa Opmuntringer og Anledninger og derimod mange Hindringer, Københavns Professorer have som Skribentere, saa at om den Virksomhed og Drift, som findes ved de fleste tyske Universiteter, savnedes ved vort, er Skylden ikke Lærernes, men maa søges dels i Universitetets munkiske Indretning, dels i denne Stiftelses ufordelagtige Beliggenhed, dels endelig, hvad lærde Arbejder uden for Embedskredsen angaar, i Modersmaalets snævre Grændser. I øvrigt om end Jurnalen ikke afgiver alle de Beviser paa Professorernes Flid og Arbejdsomhed, som Publikum havde ventet at se, saa maa denne Mangel tilskrives hine Lærdes Beskedenhed, der ikke har tilladt dem at meddele Universitetets Jurnalist disse Efterretninger. Men overalt er det vist, at en Professor ved Københavns Højskole kan, uden at være offentlig Skribent, dog være en meget flittig Mand. Thi hvormegen Tid fordrer ikke Administrasionen af denne Stiftelses betydelige Jordegodser, Tiender, Kirker, Skove og mange Stipendier, hvortil især enkelte dertil oplagte Mænd maa opofre sig, og uden hvilke brave Mænd, hvoraf Universitetet til alle Tider har havt nogle, denne vigtige Stiftelse skulle til Tab for Tvillingeriget og dets Videnskabelighed ikke nu have været det den er. Naar derfor en Professor grundig og trolig læser de Kollegier, han kan faa Tilhørere til, naar han som Qvæstor redelig sørger for Universitetets Midler, naar han som Skovindspektør vaager over, at Skovene ikke forhugges, som Kirkepatron at Kirkens Bygning holdes ved Hævd, dens Kapitaler ikke forringes, naar han som Godsejer ikke gør sig Fordele paa sine Eftermænds Bekostning, naar han som Eforus retfærdig distribuerer de ham betroede Stipendier, naar han dertil paa alle mulige Maader skaffer sig Kundskab om Universitetets Rettigheder, saa Stiftelsen og hans Kolleger i ham altid kunde have et kyndigt Forsvar, saa er en saadan Professor en for Universitetet nyttig og flittig Mand. Baden har og derfor paa flere Steder i Universitetets Jurnal bemærket en og anden af dets Læreres Fortjenester i saa Henseende. Saaledes viser hans udførlige Efterretning om det ikke ubetydelige liliendalske Legat, som uden Konferentseraad og Professor Hybners aarvaagne Omsorg havde været tabt for Universitetet, at Hybner dog ikke heller er uden alle Fortjenester af den Stiftelse, han i saamange Aar har tjent ved og dog syntes at leve til ingen Nytte for. – Foruden hine Bidrag til Kundskab om Universitetets nu værende Forfatning, som Badens Jurnal indeholder, findes og flere historiske Efterretninger fra Fortiden vigtige og velkomne for den, som i sin Tid vil skrive vort Universitets Historie, nyttige for vor literære Historie, ja endog for Fædrenelandets Historie i Almindelighed. Saaledes har Badens Ven og værdige Kollega, den af vor Landmaaling som flere Mathematikens Dele fortjente Justitsraad og Professor Bugge, gænnem Universitetsjurnalen skænket Publikum et vigtigt Bidrag til vor Literarhistorie i en omstændelig, lærd, og saaat sige pragmatisk Beretning om Københavns Observatorium og dets Astronomer fra 1636 til 1777. Det havde været at ønske, flere heraf havde ladet sig opmuntre til gænnem Jurnalen at give os ligesaa omstændelige Efterretninger om andre Nasionens Videnskabsmænd. Men Baden har hidtil selv maattet været sig om de fleste Bidrag til sin Universitetsjurnal, hvoraf dog og Mange ere højst interessante og for Historien vigtige. Saaledes har denne Jurnal leveret os en af den berømte Lærde Kansler Cramer i Konsistoriums Navn, under det struenseiske Ministerium opsat Plan til Videnskabernes Flor og Udbredelse hos os. – Det er bekændt at Københavns Universitets Studentere udmærkede sig i forrige Aarhundrede, ved mandelig at forsvare den af de Svenske haardt belejrede Hovedstad. Ogsaa til Historien herom giver Jurnalen flere Bidrag. Flere til vor Kulturs Historie interessante Bidrag findes i Beretningerne om Studenternes Opførsel mod Adelen – om deres Overdaadighed i Klædedragt – om de Gilder som holdtes ved Doktor og Magisterpromosioner – om den Tids akademiske Dissiplin – og flere tildels af den Tids Konsistorialakter uddragne Beretninger, der alle oplyse de Studerendes Tænkemaade og Sædelighed i 17de Sekel. Men jeg behøver ikke at sige her, hvad videre denne for vort Universitet vigtige Dagbog indeholder, hvad flere nyttige pædagogiske Vink den giver, hvad saa interessante som korte og treffende Efterretninger vi her finde om nogle vore i senere Aar bortdøde berømteste Videnskabsmænd – Sporon – Rothe – Holmskjold – Storm – Suhm – Rottbøll – Carstens – og flere, hvorledes vi her læse – en Falsens og Prams grundige Undersøgelser i den norske Universitetssag – en Birckners berømte Skrift om Trykkefriheden – en Samsøes – og flere vore Snilders Arbejder bedømte, og selv der hvor man ikke er af Mening med Resensenten, dog gænkænder den kritiske Jurnals berømte Redaktør, og beundrer at Oldingen endnu skriver med samme Liv og Munterhed, som for 30 Aar siden. Da Universitetsjurnalens Udgiver intet Parti tager i vore politiske Dage, der er saa fuld af Partier, da han hos visse Skribenter tror at finde en Frækhed i at tænke og skrive, og ond Glæde over at finde Fejl, helst hos de i Værdighed og Anseelse Ophøjede, og har Mod nok til alvorligt at afvise og kækt modsætte sig deres Yttringer, som overalt at anke paa Fejl og Uordener i hvor de findes, saa er det intet Under at dette for Universitetets Ære vigtige Arbejde har bragt sin flittige Forfatter Uvenner. Overbevist er jeg om, at sande Videnskabsvenner ønske Baden endnu i mange Aar Liv og Kræfter til at forsætte dette Arbejde, og at naar Baden ikke længer vil eller kan arbejde, denne Universitetets Dagbog ikke med Baden maa ophøre, men fortsættes af en hans værdige yngre Kolleger, der – som Baden – føler for Videnskaberne og Universitetets Ære, som i denne Dagbog altid skal finde et Værn mod uforskyldt Angreb. En yngre Udgiver eller Medarbejder i denne Badens Universitetsjurnal vil da og ikke glemme, at underrette Publikum om den Mængde tildels sjældne og kostbare Haandskrifter, der gæmmes paa Universitetets Bibliotek, hvilken Underretning og hørte til Badens Plan. Men som Kofod Ancher og sagde er gamle Manuskripters Behandling et Ryggen og Øjnene medtagende Arbejde, der fordrer Yngres tro Medhjelp, som Baden derfor maatte opgive, da hans Søn Professor Torkild Baden ansattes ved Universitet. Thi af denne Søns Lyst og Øvelse i at omgaas Haandskrifter, hvorpaa og findes i Universitetets Jurnal Prøver, havde han heri ventet denne tro Medhjelp og nødvendige Understøttelse. I øvrigt bør jeg ved at nævne Professor Torkild Baden ikke undlade ogsaa at bemærke denne vor gamle lærde Badens ikke mindste videnskabelige Fortjeneste, at han i denne sin Søn har dannet os en Mand, hvis saavel æsthetiske som arkæologiske og kritiske Arbejder have saa hos Udlændinger som Landsmænd forskaffet ham en Agtelse, der visser Fædrenelandet og Videnskaberne om engang i ham at se Faderens Afsavn lindret.
Og hermed være da denne lille Biografi sluttet. De der nærmere ønske at kænde vor Baden som Skribent og Lærd, henvises til hans mange i hosfølgende Fortegnelse anførte Skrifter. Kun maa jeg endnu tilføje, at de der veed Professor Jakob Baden nu i flere Aar har været Medlem i den over Universitetet og de lærde Skoler nedsatte kongelige Kommission, ønske sig vel og Underretning om hvad en saa agtet Skolemand her har udrettet, her har gældet. Men da Biografen herom intet ved, fordi han i alle disse Aar kun har sjælden og paa en kort Tid omgaaet Baden, saa kan han heri ikke tilfredsstille Læsernes Nysgerrighed. Oldingen lever endnu, og gid han længe maa leve – leve for Videnskaberne, saalænge han har Kræfter at kunde virke i dem – thi længer ved jeg, han Selv ikke ønsker at leve – men selv denne Biografi tør maaske opmuntre ham til Omsorg for at – naar engang, Gid sildig! Naturen fordrer sin Ret – efterlade hvad der baade kan berigtige og fuldstændiggøre den, og vise hvad han som lærd og praktisk Skolemand har udrettet, eller dog søgt at udrette i hin for Fædrenelandets Videnskabelighed vigtige Kommission.