Kastor og Polydeukes

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 69-70

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

KASTOR OG POLYDEUKES

Polydeukes, Polydeukes! å hjælp mig! å hjælp! Polydeukes, jeg er død — under Jorden, her er kvalmt, her er mørkt — å Polydeukes, hjælp mig! hjælp!“

„Ak Kastor, Kastor, hvad skal jeg, hvad skal jeg vel gøre? Jeg ejer ikke Livet i min Hånd, ak Kastor — jeg kan kun græde.“

„Polydeukes, du lever, du er i Solen og Lyset, du ånder Elmelundenes Duft og Bjærgenes Sne, du ser Dyrenes Leg og de unge Kvinders Danse — Polydeukes, jeg som delte alt med dig, nu lader du mig ene i Mørket.“

„Ak Kastor, Kastor, kunde jeg græde mig til dig, jeg græd mig Hades i Favn.“

„Polydeukes, jeg tror dig ikke, Polydeukes, du har glemt mig — hvorfor skal du leve, når jeg er død? var vi ikke Brødre, tvillingefødte? Polydeukes, svar!“

„Kastor, å Broder, hvad kan jeg for, at jeg er Gudens Søn, og du kun Tyndareos' Barn? hvad kan jeg for, at jeg skal leve og leve evigt, mens du skal dø og dø evigt?“

„Polydeukes, tilgiv mig — jeg véd det, der var kun én Dioskur — men, Polydeukes, jeg drømte, der var to — jeg var ung som du, jeg var glad som du, jeg syntes, jeg var som du — det var fejl, nu véd jeg det, nu ser jeg det — å, men dit Liv! dit Liv! — Polydeukes, Broder, hvor svært at ikke hade dig.“

„Ak Kastor, mit Liv — — hvad er vel det nu for Liv? Kastor, du gav mig det halve af alt, hvad var dit — Kastor, også din halve Død.“

„Polydeukes, er det sandt?“

„Kastor, om det er sandt — — misund mig ikke Solen, den er halv — misund mig ikke Månen, den er delt — jeg gyser i Elmenes Skygge, der er koldt på Bjærgenes Sne — jeg græder over Dyrenes Leg og ækles ved Kvindernes Danse.“

„Polydeukes, Polydeukes, nu fik jeg dit halve Liv!“

„Mit halve Liv?“

„Ja, Polydeukes — nu lever jeg jo atter — i dig, med dig — ser Månen med dig, forgyldes af Solen med dig, vandrer Elmelunden igennem og op over Bjærgenes Sne med dig — som fordum, som før — med dig — Polydeukes, så deler vi da endnu alt.“

„Ja, Kastor, er vi ikke Brødre?“

„Men, Polydeukes — så er jeg jo din Forbandelse — jeg stakkels Jordfødte, at jeg røver Dioskurens Liv.“

„Min velsignelse, Broder, min velsignelse er du, som fjærner min Fødsels svidende Urets-Torn fra mit Hjærte — og du gør mer.“

„Polydeukes, mer?“

„Ja, hel dig, Kastor — du, som giver Dioskuren Hvile i Dødsrigets Skygger fra det evige Liv.“