Orfeus, Sangeren

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 61-69

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

ORFEUS, SANGEREN

Karon, den gamle Dødens Færgemand, sad ved Akerons Bred mellem de ludende Sivskove, nedhuget i sin paltuge Kappe, med det skæghvide Hoved i de magre, knoklede Hænder, stirrende med matte, grundende Øjne over den sorte Strøms lydløst henilende Vande.

I det tætte, tågede Mulm skimtedes svagt Persefones Poppellund, Stamme ved Stamme, fra Jorden duftede den gustne Asfodelos surt og ramt, og en uophørlig, stille Regn sivede ned, hviskende i Poplemes løvtunge Kroner og prikkende Akerons Vande i dirrende Ringe — langt borte i Mørket blånede det svagt fra den akerusiske Søs dødsstille Spejl.

Det var ganske stille, kun Regnens tyste Dryssen hørtes. Og stundum lød der fjærnt nede bag de skumle, skrånende Lunde en knagende Bragen, som af en Sten, der møjsommelig slæbes op ad en Fjældskrænt og strax efter en dump Buldren, som rullede den ned igen, og en sagte Stønnen fulgte — eller andre, spredte Lyde: en Surren som af et hvileløst svingende Hjul, en hæs, halvkvalt jamren som i evig Skræk — og en stadig, sagte Susen, snart som af Sand, der hvisler af Sted langs Havet, snart som af visne Blade fejede hen gennem Skoven en sildig Høstnat — listende Trin, hviskende Stemmer og hendulgt Hulken.

Sammenbøjet lyttede Karon, lyttede tavs og ensom, — fra Tidernes Gry havde han siddet her mellem Akerons Siv og hørt det fjærne, halvkvalte Liv fra Hades, alle de Lyde, som levede selv her i Tavshedens Rige. Han kendte dem så godt som den sivende Regn over sit Hoved og som Akerons Ilen, kendte hver enkelt Lyd for sig og vidste, hvad hver betød og sagde og meldte om — han kendte dem som sit eget Hjærtes Slag, og de var ham evige og ligegyldige som det.

Men stundum, når de tunge Tågeskyer over Klipperne drev bort, dæmrede det svagt ned over Flodens sivgroede Bredder og Karons sammenbøjede skikkelse — et Lys så mat og dunkelt som gennem blegt og henvisnet Horn, et Lys som en blånende Menneskeånde søgende ængsteligt og bedende ned gennem Mørket, og når det Lys blånede over Karons Skaldepande, glimtende i hans Øjenkroge, flyttede han sig uroligt og utålmodigt på Sivlejet, skottende opad med et sky og forskende Blik, til Skyerne atter drev for, og Lyset forsvandt, og han atter hugede sig ned i det dybe, velkendte Mørke.

Og de fjærne Klager blev ved at mumle, og Regnen blev ved at hviske, og Strømmen blev ved at ile i det samme, stadige Mørke.

Men Karon rystede fortrædeligt på Hovedet som for en Bremse og skiftede Hånden i det hvide Skæg. Det var Dagen og Livet og Lyset og al det, han ikke kendte, og som ikke kom ham ved, hvad skulde han da spejde efter? Men ak, han følte det — han fik ikke Fred siden — siden — — —

Pludselig rykkede han sig hastigt tilbage, vendte sig halvt på Sivene og stirrede med opspilede Øjne opad — dér, oppe pâ den lave, sumpige Bred stod der en Skikkelse, tavs og ubevægelig mellem Poppelstammerne, og stirrede ned på ham, en høj og rank og gylden Skikkelse glødende svagt i det klamme Mørke som en Støtte af Guld. En Rad af gyldne Strenge glitrede mat, en violblå Kappe dæmrede frem, to store, klare Øjne stirrede under Hårets Bryn.

„Hvem — hvem er du?“ hæs lød Karons Røst, hæs af timelang Tavshed og Kulde.

„Jeg er Orfeus,“ tonede det fra Mørket, fyldigt og blødt, forunderligt levende i denne hviskende Tysthed, „Orfeus, Sangeren.“

„Orfeus — hvordan er du kommet over Styx — uden Obol og Færge.”

Orfeus rørte sig, som smilede han: „Jeg spillede din Færge til mig, og den bar mig lydigt over Styxes Vande.“

Karon stirrede på ham, med bøjet Hoved, opadrynket Pande og hængende Underlæbe. Så ragede han ud efter ham med sin lange, knoklede Stav.

„Gå bort, gå din Vej, du forstyrrer hernede — hvad vil du? endnu har ingen kaldt dig.“

„Karon,“ Orfeus kom hastig et Skridt frem i den sumpede Bred, så hastig, at Færgemanden foer sammen, „Karon, giv mig hende igen — Eurydike, som du har sendt ned i Hades' Mørke!“

„Eurydike — —“ Karon skottede til ham, så ludede han sig forover, „jeg har ingen sendt ned, jeg sender ingen ned“, mumlede han, „jeg tager kun dem, der kommer til Styx, betvungne af Hades' Magt, jeg lyder kun en større Herres Bud.“

„Karon, så du Eurydike?“

Den gamle tav og virrede med Hovedet, sagte ridsede Staven i Breddens fugtige, blygrå Sand, hvor de døde Bølger gød sig ind, matte og dunkle som Olie. Han spejdede stjålent opad, men nu var der kun tæt Mørke over ham og om ham.

„Så du Eurydike?“

Karon nikkede, pludselig, hastig.

„Karon! Karon!” faste Hænder greb om hans Arm, et levende Ansigt, rosenrødt i det vage Lys, så ind i hans, en frisk, duftende Ånde ombølgede ham, „så hun ud, som hun hørte til dernede, så hun ud, som skulde hun bo iblandt skyggerne? i det altid sørgende Hjem?“

Den gamle så ned for sig, så mumlede han, halvt som mod sin Vilje:

„Jeg har set mange komme over, mange, som ikke vilde, mange, som græd og stred imod, mange unge, mange glade — men ingen så jeg som Eurydike, nej, ingen så ung som Eurydike — —“

„Nej vel, vel? men nu vil jeg også have hende tilbage.“

„Tilbage?“ Karon så hastigt op, Staven boredes dybt ned i Sandet, „raser du — tilbage!“

„Ja, Karon, tilbage — jeg vil have Eurydike tilbage.“

„Å du Dåre! Tusinder så jeg komme ned, men tilbage — nej, ikke en så jeg komme tilbage.“

„Nej, jeg véd det, jeg véd det alt — men hun komme tilbage, Karon, ikke sandt? hun kommer tilbage? hun kan komme tilbage?“

Den gamle så på ham med blinkende Øjne, sænkede så Hovedet og stirrede ud over de forbiilende Bølger — langsomt og besværligt hviskede han:

„Jo måske — måske —“

„Måske? o måske?”

„Ja, du er jo Sanger, du har jo din Lyre — så spil da, spil dig frem forbi Helvedhunden, spil dig ind i Hades, spil dig ind blandt Skyggerne.“

„Og så?“

„Så spil hende til dig, med dig, fra de dødes Skare — derop, derop — med dig, til Lyset — deroppe!“

Orfeus stirrede på ham.

„Karon.“

„Ja.“

„Kan jeg det?“

„Om du kan det? det véd jeg ikke — det kommer an på — Orfeus, elsker du hende?“

„Om jeg — gamle!“ Hånden klemte om hans Arm, „— å, hvad véd du om Kærlighed!“

„Nej, jeg véd intet om Kærlighed, jeg sidder ved Dødens Flod. Men Orfeus, sig mig, tror du på Livet?“

„Tror på Livet?“ to undrende Øjne så på ham.

„Ja, tror du på Livet, sikkert og fast? Jeg kender det ikke, véd intet derom, men tro, det må du, så fast må du tro, ti tvivler du blot ét Øjeblik — —“

„Tror på Livet — ja, det må jeg vel, jeg sang jo om Livet, sang så Mennesker og Dyr og Bjærge og Skove dansede derved — jo, jo, jeg tror på Livet — med hende! med hende!“

„Med hende! med hende, siger du — — ak, således — så er det altså således — — Orfeus, aldrig fører du Eurydike til Lyset!“

Orfeus lå dér, sunken på Knæ med funklende Øjne og Hånden over Strengene, så sprang han op:

„Det skal du få at se, nu véd jeg, hvad jeg har at gøre,“ og hurtigt som et Glimt var han borte mellem Persefones Stammer i Mørket.

„Orfeus! Orfeus!“

Men kun Regnen sivede ned gennem Lunden, Mørket åndede tomt og fugtigt imod Karons spejdende Ansigt, og atter ludede han Hovedet ned i Hånden, sad så foroverbøjet og lyttede.

Sivene hviskede, Akeron strømmede forbi, lydløs, ilsom, Regnen dryssede og dryssede, og den fjærne Susen blev ved — som af Sand, der hvisler af Sted langs Havet, som af visne Blade, der fejes hen gennem Skoven en sildig Høstnat — listende Trin, hviskende Stemmer og hendulgt Hulken — så pludselig et rasende Glam, så Stilheden sprang i Stykker, en hylende Halsen, hvæsende, snappende i klirrende, lænkebunden Raseri.

„Nu gik han Kerberos forbi,“ mumlede Karon og lyttede anspændt.

Men Stilheden sugede sig sammen, lukkede sig som ryste, dunkle Vande — atter kun den bestandige Susen — til den med Et forvirredes, Sandet hvirvledes i Vejret som af en Storm og faldt brat ned i et pludseligt Vindstille, Bladene snurrede rundt og tav — og så med én Gang dybt nede en Lysnen, som tændtes der pludselig en Kærte i det dybe Mørke — en Klingren, en Klang, fjærn, sitrende, dirrende klar, et underjordisk Kildespring, der vældede op af Mørkets Øde, en underjordisk Sang af lyse, salige Stemmer, en Leg af Solstråler i det evige Mørkes Gem.

Karon lyttede, krumbøjet, hans Øjne fyldtes til Randen af Tårer, Hænderne klemte om Staven.

Å, denne Klang, den Klang, så dårende, smæltende sød — det var altså Livet — al Livets livsalige, sommerlyse Lykke hernede — hernede — — og nu, hør nu — nærmere, som kommende opad, som Lys, svævende op fra en Grubes miledybe Bund, som en sølvvinget Fugl stigende gennem Natten mod den dæmrende Morgen højt oppe, som en Stemme, kaldende fra oven, bydende, bønligt-lokkende, kaldende, nærmere og nærmere i den åndeløst lyttende Stilhed — kun en kvalt, afmægtig Hvæsen —

Karon rejste sig, betagen, med Hånden over Brynene.

Frem mellem Persefones Stammer svævede de — Orfeus, gyldenlysende i sin blånende Kappe, baglængs, langsomt, med Lyren løftet højt i bægge Hænder med spillende Strenge — og efter ham Eurydike, med lukkede Øjne, tilbagebøjet Nakke, udstrakte Hænder, rosenrødmende, Sløret vuggende som hvide Bølger — — et dæmrende Smil over Ansigtets dybe Blund, tillidsfuldt, lyksaligt anende den elskedes Nærhed — og bagest i Mørket, stille svævende, bleg og tyst, Hermes Psykopompos, med tavse, strenge Træk under Hjælmhattens Vingepar, med det broncebrune Legeme, med den snoede Stav i Hånden, og Slangernes flade Hoveder snusende og slikkende til bægge Sider i Hades' pestfyldte Luft, gispende ad det svage, indsivende Dagens og Livets Lys, som just nu dæmrede ned gennem de forbidrivende Tåger.

Var det muligt? han drog hende tilbage —? O, hvor måtte han være sikker i sin Sag — og Livet, det aldrig sete, hvor måtte det være skønt!

Da pludselig vendte Orfeus sig — Lyset blånede ned over hans Ansigt med det flagrende Hår, og med Et vaklede han, Lyren rystede i hans Hånd, Strengene klirrede — kun et Øjeblik, så snurrede han rundt, Lyren fløj op igen, Klangen bruste — men hastigere endnu, hastigere end en Tåge hvirvles hen over Havet gennem Natten, sugedes Eurydikes Skikkelse tilbage, ind mellem Persefones Stammer, som et Sølvslør, der forsvinder ned i en Afgrunds Mørke — et svagt, kaldende Råb fra Lunden: „Orfeus! Orfeus!“ og hans Skrig: „Eurydike! Eurydike!“ — frem styrtede han — det blinkede i Mørket, Hermes' Stav med de fremadbugtede, hvæsende Slangers grønne, ildspyende Øjne — Orfeus tumlede tilbage, ud på Akerons Bred, snublede over Asfodelernes knoldede Rødder og styrtede næsegrus ned i Græsset.

Karon stod lænet til sin Stav, rystende, med Hånden sanseløst for Fanden.

Et triumferende, genlydende Glam og en Kædes dansende Klirren — Kerberos hilste sit Bytte velkommen tilbage — og så en lang, knugende Tavshed, et mørkt og øde Vand, hvoraf Bobler steg imod Lyset, søgende opad og bristende i dybe Sukke — så et mangestemmet Skrig, døende i håbløs, fortvivlet Jamren, og atter tog den sagte Susen fat — listende Trin, hviskende Stemmer og hendulgt Hulken, som af Sand, der hvisler af Sted langs Havet, som af visne Blade, der fejes hen gennem Skoven en sildig Efterårsnat.

Karon lå på Knæ ved Orfeus, bøjet over ham, med Hånden på hans Skulder:

„Orfeus.“

Et dødblegt Ansigt så op, to blodige, halvbrustne Øjne, en svullen, hovnet Mund — to rystende Hænder løftede sig, indviklede i Lyrens sønderrevne Sølvsnore.

Karon bøjede sit ældegrå Hoved dybere ned over ham:

„Orfeus, græd ikke og spil ikke — bliv hos mig, ved Dødens Flod. Nu ved vi da tilfulde, hvorledes det er at leve på Jorden — og syng du nu aldrig mere, bedragerisk, dens Pris!“

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧