Antæos, Jordens Søn

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 59-60

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

ANTÆOS, JORDENS SØN

Antæos, Jordens Søn, var død. Han, som fangede tidobbelt Kraft, for hver Gang hans Såler rørte ved Jorden, ved hans Moder, han var død, kvalt var han i Herakles' Arme, kvalt i Luften, fjærn fra sin Moder.

Og Herakles, Sejrherren, kastede ham på jorden i det frodige, grønne Græs og bøjede sig hånligt over ham og lo ham ind i det røde, opsvulmede Ansigt med de sprængte, udhængende Øjenklaser og det tandgabende Mundsvælg i det sorte Skæg.

„Ha, ha, Antæos, du Jordens Søn, du, som fangede Kraft for hver Gang, du rørte ved Jorden, din Moder — fang nu Kraft, fang nu Liv, nu ligger du jo ved hendes Barm —“

Men Antæos lå stiv og død.

„Ha, ha, Antæos, du stoute Karl, som trodsede os, de himmelske Guder, du, som svor, du var lig med os — du, som skulde leve evigt — lille Antæos, hvad er det nu med dig — Jorden, din Moder, som gjorde dig så stolt, lad hende nu hjælpe dig — stat op, Antæos, og dyst med Olympens Søn —“

Men Antæos lå stiv og død.

„Antæos, du Jordens Søn, se her har jeg gravet dig en Hule, dyb og duftende og sval — Antæos, kom her, gem dig derned, læg dig ind til din Moders Hjærte — bliv hendes Barn påny, du meget trodsende — lig dér stille og sug dig atter Kraft, vox dig atter djærv og stor og kom så igen at dyste med de Himmelfødte, at måle dig med os. Jorden, din Moder, hun var jo den Brønd, du drog Næring fra, al din Kraft, din mægtige, uudtømmelige Kraft, og hun var jo ligeså god som Zeus' Nektarskål, ikke sandt, lille Antæos? — — — men hvor bliver du dog af? Antæos, det er dog vel aldrig sandt — drukner du i Brønden? sluger hun dig, din Moder, hjælpeløs — grådigt som Kronos slugte sine Unger? Ha, ha, hende, du stolede så fast på, hvad er det, hun gør ved dig? — er det forbi, Antæos? — ha, ha, Antæos, er det forbi med din Lighed med de Himmelfødte?“