Antæos, Jordens Søn
ANTÆOS, JORDENS SØN
ntæos, Jordens Søn, var død. Han, som fangede
tidobbelt Kraft, for hver Gang hans Såler rørte
ved Jorden, ved hans Moder, han var død, kvalt var
han i Herakles' Arme, kvalt i Luften, fjærn fra sin
Moder.
Og Herakles, Sejrherren, kastede ham på jorden i det frodige, grønne Græs og bøjede sig hånligt over ham og lo ham ind i det røde, opsvulmede Ansigt med de sprængte, udhængende Øjenklaser og det tandgabende Mundsvælg i det sorte Skæg.
„Ha, ha, Antæos, du Jordens Søn, du, som fangede Kraft for hver Gang, du rørte ved Jorden, din Moder — fang nu Kraft, fang nu Liv, nu ligger du jo ved hendes Barm —“
Men Antæos lå stiv og død.
„Ha, ha, Antæos, du stoute Karl, som trodsede os, de himmelske Guder, du, som svor, du var lig med os — du, som skulde leve evigt — lille Antæos, hvad er det nu med dig — Jorden, din Moder, som gjorde dig så stolt, lad hende nu hjælpe dig — stat op, Antæos, og dyst med Olympens Søn —“
Men Antæos lå stiv og død.
„Antæos, du Jordens Søn, se her har jeg gravet dig en Hule, dyb og duftende og sval — Antæos, kom her, gem dig derned, læg dig ind til din Moders Hjærte — bliv hendes Barn påny, du meget trodsende — lig dér stille og sug dig atter Kraft, vox dig atter djærv og stor og kom så igen at dyste med de Himmelfødte, at måle dig med os. Jorden, din Moder, hun var jo den Brønd, du drog Næring fra, al din Kraft, din mægtige, uudtømmelige Kraft, og hun var jo ligeså god som Zeus' Nektarskål, ikke sandt, lille Antæos? — — — men hvor bliver du dog af? Antæos, det er dog vel aldrig sandt — drukner du i Brønden? sluger hun dig, din Moder, hjælpeløs — grådigt som Kronos slugte sine Unger? Ha, ha, hende, du stolede så fast på, hvad er det, hun gør ved dig? — er det forbi, Antæos? — ha, ha, Antæos, er det forbi med din Lighed med de Himmelfødte?“